Den Danske Venstrefløj og Kina
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Den 1. oktober i år bragte det amerikanske venstrefløjstidsskrift, Monthly Review, en spændende artikel om Bo Xilai og hans politiske skæbne [1]. I artiklen hævder den kinesiske venstreintellektuelle, Zhao Yuezhi, at afsættelsen af Bo Xilai først og fremmest skyldes, at den  såkaldte  “Chongqing-model,” som Bo havde etableret i millionbyen Chongqing, udgjorde et socialistisk alternativ til den neoliberale udvikling, som den nuværende kinesiske ledelse står for. Samtidig påstår Zhao Yuezhi, som er professor i medier og kommunikation ved et canadisk universitet, at historierne om Bo Xilais korruption og hans kones mord på den britiske forretningsmand, Neil Heywood, er bragt til torvs af vestlige medier i et tæt samarbejde med oversøiske kinesisk sprogede medier og borgerlige medier i selve Kina.

Denne udlægning af den såkaldte “Bo Xilai skandale” vil formentlig komme som en overraskelse for de fleste danske avislæsere og tv-kiggere. I de danske medier har de kulørte aspekter af historien: giftmord - korruption - ulovlige telefonaflytninger - tortur og dyre sportsvogne, været dominerende elementer i behandling af sagen, mens de politiske aspekter kun sporadisk har været nævnt - udover selve det magtpolitiske aspekt.

Det stereotype Kinabillede
De danske mediers behandling af udviklingen i Kina er i det hele taget meget firkantet og forenklet, og desværre har dette billede også bredt sig ind på den danske venstrefløj.

Kinas hurtige økonomiske udvikling opfattes som en trussel mod den vestlige verdens økonomiske dominans. Det kinesiske styre ses som et autoritært regime, som voldeligt undertrykker en mindre gruppe dissidenter, der kæmper en håbløs kamp for indførelse af et demokrati af vestligt tilsnit.

 Billedet falder fint ind i det overordnede billede af den aktuelle udvikling i verden, hvor specielt det nordafrikanske/mellemøstlige forår ses som tegn på en voksende global udbredelse af demokrati som politisk styreform. De autoritære regimer står overalt for fald, og erstattes af vestligt demokrati, og denne skæbne venter også det kinesiske regime. I mellemtiden udnytter den kinesiske regering sin nyvundne økonomiske magt til overalt i verden at gå imod udviklingen mod mere demokrati ved at støtte klodens mest autoritære regimer og stille sig i vejen for vestlig støtte til de kræfter, der, som f.eks. i Syrien kæmper en heroisk kamp for at indføre demokratiske tilstande.

De kinesiske ledere stiller sig dermed frivilligt op i den lange kø af tidligere og kommende fjender af Vesten, og denne position understreges af den amerikanske omlægning af tyngdepunktet i den internationale strategi fra Mellemøsten til Stillehavsregionen, hvor hovedargumentet er, at man må imødegå truslen fra Kinas aggressive fremfærd i regionen og støtte de asiatiske småstater, som føler sig truet af det hastigt voksende Kina.

Kina og den danske venstrefløj
Dette billede af Kina, som formidles af den borgerlige medieverden, hvortil man efterhånden vel også må regne Dagbladet Information, udfordres stort set ikke på den danske venstrefløj, og den generelle fordømmelse af Kina betyder også, at hele den kinesiske revolutionshistorie afskrives sammen med de socialistiske perspektiver i den kinesiske udvikling. For et års tid siden bragte Det Ny Clarté en anmeldelse af et par filosofiske værker af den franske mangeårige maoist, Alain Badiou, som da netop var udkommet på dansk. Anmelderen var begejstret for bøgerne, men beklagede sig over, at Badiou havde så svært ved at løsrive sig fra fascinationen af Kina. I april i år  bragte den eneste socialistiske avis i Danmark, Arbejderen, en positiv anmeldelse af Frank Dikötters bog, Mao’s Store Hungersnød, som netop da var udkommet i en dansk udgave på Informations Forlag. Bogen antyder, at Mao ikke bekymrede sig om de millioner af kinesere, som omkom af sult under det af ham igangsatte Store Spring Fremad. Dikötters konklusioner bliver ivrigt debatteret på den internationale venstrearena, og der stilles velbegrundede spørgsmål til de data, som bogens konklusioner er baseret på. Men de eneste af Arbejderens læsere, som kritiserede den positive anmeldelse af bogen, var de nu aldrende Kinakendere, Ellen Bruun og Jaques Hersh, hvis problematisering af anmeldelsen dog blev tilbagevist .

Der er naturligvis væsentlige grunde til, at det er svært på venstrefløjen i Danmark at holde fast i et nuanceret billede af Kinas udvikling, der kan fungere som et kritisk alternativ til det generelle mediebillede, og den dæmonisering af Kina, der udspringer af dette billede. Murens fald i 1989 betød et voldsomt tilbageslag for socialistiske idealer, og da ledelsen af Kinas Kommunistparti gav ordre til massakre på almindelige borgere i Beijing i samme år, mistede mange fuldstændigt troen på, at der var nogen form for socialistiske perspektiver i Kinas udvikling.

Debatten på den internationale scene
På den internationale venstrefløj foregår der imidlertid stadig en velkvalificeret og livlig debat om  udviklingen i Kina, og hvad denne udvikling betyder for socialismens fremtidsperspektiver.  Grundlæggende går diskussionen blandt andet på spørgsmålet om, hvorvidt den kinesiske socialisme gennem de økonomiske reformer siden 1978 er blevet omdannet til kinesisk kapitalisme.

David Harvey [2] ser den kinesiske reformpolitik som indførelse af “neo-liberalisme med kinesiske kendetegn”, og Naomi Klein[3] opfatter økonomien i Kina som eksempel på, hvad hun kalder          “katastrofe-kapitalisme”. Kapitalisme indført i ly af det shock, som massakren i Beijing i 1989 fremkaldte i den kinesiske befolkning. Disse forfattere imødegås imidlertid af Samir Amin[4] som ikke mener, at man kan tale om at Kina er blevet kapitalistisk, så længe landets bønder stadig er de reelle ejere af produktionsmidlet jord og dermed ikke kan opfattes som proletariserede.

Om Kinas internationale rolle skrev nu afdøde Giovanni Arrighi[5]  med baggrund i en omfattende historisk analyse af Kinas globale økonomiske rolle, at Kina’s økonomiske vækst efter indførelsen af de økonomiske reformer, dels har betydet, at den kinesiske økonomiske model, den såkaldte “Beijing consensus”, kan fungere som alternativ til den neoliberale “Washington consensus”. Dels mener han, at Kinas voksende økonomiske og politiske magt er med til at skabe forudsætningerne for et alternativ til det hensygnende USA - hegemoni, i form af et mere ligeligt og retfærdigt internationalt system.  Martin Hart-Landsberg og Paul Burkett [6] mener tværtimod ikke, at Kinas økonomiske vækst på denne måde kan fungere som forbillede eller model. For John Bellamy Foster og Robert W. McChesney[7] er Kinas økonomiske vækst primært resultatet af, at den vestlige kapitalisme, der lider under permanent stagnation, har kunnet holde den økonomiske krise på afstand ved at outsource produktion til Kina, hvor man kan drage fordel af det meget lave lønniveau. Det betyder, at Kinas økonomi med de økonomiske reformer og åbningen udadtil er blevet et integreret led i den globale kapitalistiske økonomi. Samtidig mener de, at Kina faktisk er dette kapitalistiske verdenssystems svageste led.

Diskussionerne på den internationale venstrefløj om udviklingen i Kina afspejler ikke nogen enighed mellem debattørerne, men debatten er livlig og kvalificeret og kan give grundlag for vurdering af de socialistiske perspektiver i udviklingen i landet, også på den danske venstrefløj.

Jeg vil derfor i en følgende artikel i Kritisk Debat foretage en mere detaljeret og dybtgående sammenligning af de forskellige synspunkter, der indgår i denne debat.



[1] Yuezhi Zhao : “ The Struggle for socialism in Cina. The Bo Xilai Saga and Beyond”, Monthly Review, October 2012.

[2] David Harvey:A Brief History of Neoliberalism. Oxford University Press,2005.

[3] Naomi Klein: The Shock Doctrine. The Rise of Disaster Capitalism. Metropolitan Books,2007.

[4] Samir Amin : “China , Market Socialism and U.S. Hegemony”, Review,xxviii, 2005, pp. 259 -79

[5] Giovanni Arrighi : Adam Smith in Beijing.Lineages of the Twenty-First Century. Verso, 2007.

[6] Martin Hart- Landsberg and Paul Burkett: “China &Socialism.Market Reforms and Class struggle.” Monthly Review July-August 2004.

[7] John Bellamy Foster and Robert W. Mcchesney: “The Endless Crisis.” Monthly Review, May 2012.