Vejlegården og ”Den danske Models” fremtid
Af Simon Tøgern

Offentliggjort: 15. oktober 2012

3F’s konflikt med indehaveren af Restaurant Vejlegården blev omdrejningspunkt for sommerens store politiske diskussion. Konflikten er i sig selv ret banal: En restauratør ønsker efter overtagelsen af virksomheden at frigøre sig fra 3F-overenskomsten for i stedet at tiltræde en ringere Krifa-overenskomst. Lov om Virksomhedsoverdragelse giver mulighed for, at en ”erhverver” inden for fem uger kan frasige sig en kollektiv overenskomst. Det var den mulighed, som restauratøren benyttede sig af. Det sker løbende – og løbende forfølger de relevante faglige organisationer sagerne.

På 3F’s opfordring har en række LO-forbund etableret sympati-konflikt. HK/Privat har for eksempel etableret konflikt over for annoncer fra Vejlegården i Vejle Amts Folkeblad og et par tilknyttede ugeaviser.

Men hen over sommeren gjorde en række borgerligt liberale folketingsmedlemmer og tidligere ministre denne konflikt til platform for det store ideologiske felttog mod 3F, fagbevægelsen og hele den overenskomstmæssige regulering af det danske arbejdsmarked. Et iøjnefaldende element i al virakken var en udbredt mangel på kendskab til de grundlæggende mekanismer i reguleringen af arbejdsmarkedet. Højt betalte journalister ved landsdækkende medier, lederskribenter, borgerlige folketingspolitikere og tidligere ministre demonstrerede en forbavsende mangel på viden om de regler, der danner grundlag for hundrede tusindvis af lønmodtageres løn- og ansættelsesvilkår. Ved alle disse mennesker lige så lidt, om alt det andet, de også mener en masse om?

Undervejs blev konflikten af mange udlagt som det store og altafgørende slag om ”Den Danske Model”. Mange så en slags dominoeffekt for sig, hvor et nederlag i ”Slaget om Vejlegården” ville betyde enden på det overenskomstmæssige system. Krigen afgøres ikke af udfaldet i ”Slaget om Vejlegården” alene. Men konflikten er en god anledning til at diskutere de udfordringer, som den danske måde at regulere arbejdsmarkedet på er udsat for i disse år.

”Den danske model” er karakteriseret ved, at demokratiske og af staten uafhængige faglige organisationer aftaler og håndhæver de grundlæggende løn- og arbejdsvilkår med modstående arbejdsgiverorganisationer og enkeltstående arbejdsgivere. Statsmagten garanterer et sæt af spilleregler og supplerer med lovgivning. ”Arbejdsdelingen” mellem overenskomstsystemet og lovreguleringen er uformel og ændrer sig løbende. Modellen står i modsætning til andre landes regulering. Her spiller lovgivning en langt større rolle, og de faglige organisationer spiller en anden og typisk meget mindre rolle. En af de afgørende pointer ved den danske model er, at reglerne og aftalerne rent faktisk håndhæves, og brud forfølges af valgte tillidsrepræsentanter og videre i det fagretlige system. Det er kun få andre steder, at man kan prale med det.

Det overenskomstmæssige system danner grundlag for den danske fagbevægelses stærke institutionelle rolle med deltagelse i en uendelig række af råd, nævn, kommissioner og paritetiske organer. Overenskomstsystemet er således en af grundpillerne i det danske klassekompromis. Fagbevægelsen er den vigtigste (men langt fra eneste) politiske faktor i opbygningen af det danske velfærdssamfund – en af den internationale arbejderbevægelses aller største succeser.

National begrænsning
Men netop i det forhold, at modellen er dansk – det vil sige national og forskellig fra andre landes arbejdsmarkedsregulering – ligger den første og største udfordring. Virksomhedernes og økonomiens internationalisering presser modellen.

Internationalisering eller globalisering kommer til udtryk på mange måder:

  • Kapitalen flytter produktion, administration og udvikling til lande med en lavere løn og en mindre konsekvent håndhævelse af arbejdstagerrettigheder. På den måde flyttes produktion ud af den politiske danske regulering.
  • Samtidig kommer udenlandske virksomheder til Danmark og prøver i stigende grad at omgå den nationale regulering af arbejdsmarkedet. De faglige organisationer i byggebranchen har gennem snart 10 år kæmpet med østeuropæiske byggevirksomheder for at få dem til at tiltræde danske overenskomster – med behersket succes. Det samme gælder i rengøringsbranchen. Og det breder sig: Lavprisflyselskabet Ryan Air er ved at etablere sig i Billund Lufthavn og afviser enhver kontakt med de faglige organisationer. Fænomenet er dukket op i it-branchen med import af asiatisk og østeuropæisk arbejdskraft og nu med etablering af udenlandske selskaber i Danmark. Alt sammen er det med til at presse løn- og ansættelsesvilkår – først i de respektive brancher, siden på det øvrige arbejdsmarked.

Disse to overordnende tendenser presser niveauet for danske løn- og arbejdsvilkår i nedadgående retning.

EU-regulering
I takt med etableringen af EU’s indre marked og EU-domstolens håndfaste overvågning af arbejdskraftens frie bevægelighed, bliver den danske model også udfordret. Udfordringen er dobbelt: På den ene side består den i forsøg på at indskrænke de (danske) faglige organisationers mulighed for at konflikte sig til og efterfølgende at håndhæve overenskomsterne (i Danmark). På den anden side i, at EU-systemet genererer nye krav og politikker. EU har således været motor for de sidste mange års forsøg på at styrke ligestillingen og forhindre forskellige former diskrimination. Men EU er også bagmand for så forskellige emner som Lov om Ansættelsesbeviser og senest beskyttelsen af feriens rekreative formål i forhold til sygdom under ferie. Udfordringen omkring den sidste type af politikområder er, at finde den rette måde at implementere EU’s krav: via lovgivning eller overenskomsterne.

Overenskomstdækning
Den næste store udfordring er den vigende overenskomstdækning på det danske arbejdsmarked. Fagbevægelsen har alle dage arbejdet med at overenskomstdække nye virksomheder. I de traditionelle industri-, transport- og bygge & anlægsvirksomheder har overenskomstdækningen altid været høj. Her nyder ufaglærte og faglærte i dag godt af mange års faglig indsats. Men i takt med at nye virksomheder og brancher og nye typer af ”mellemuddannede” ansatte er kommet til, og gamle virksomheder er forsvundet, er den samlede overenskomstdækning faldet. Fagbevægelsen har simpelt hen ikke kunnet følge med i kapløbet med at overenskomstdække nye typer af ansatte og virksomheder i servicebranchen, i de liberale erhverv, i it- og mediebranchen. Samlet set er overenskomstdækningen på den private del af arbejdsmarkedet faldet fra at dække knap to tredjedele til i dag kun at omfatte lidt flere end hver anden.

Det er i sig selv et problem, men det er også et problem i forhold til implementering af nye EU-regler. Hvis overenskomsterne ikke er dækkende nok, så vil det føre til, at flere og flere EU-regler sættes igennem via lovgivning.

Svækket fagbevægelse – svækket legitimitet
Disse to forhold (internationaliseringen og den vigende overenskomstdækning) har tilsammen svækket fagbevægelsen og undermineret grundlaget for dens politiske indflydelse. Det er – sammen med organisatorisk og politisk konservatisme – den grundlæggende forklaring på problemerne med at fastholde organisationsgraden.

Fagbevægelsen fastholder stort set organisationsgraden i de virksomheder og brancher, hvor man er til stede med overenskomster og tillidsrepræsentanter. Alle de steder, hvor det er tydeligt at medlemskabet gør en forskel - for den enkelte og for kollegerne – forbliver medlemmerne. Modsat de virksomheder, hvor fagbevægelsen slet ikke er til stede i form af overenskomster, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter med mere. Her siver medlemmerne.

Det vigende medlemstal er et udtryk for fagbevægelsens faldende indflydelse – i den enkelte virksomhed og på det nationale politiske niveau. Det svækker igen legitimiteten (også blandt lønmodtagerne) og gør det sværere at udvide overenskomstdækningen, hvilket igen gør systemet mindre interessant for arbejdsgiverne. Hvorfor tiltræde en overenskomst, hvis den øvrige branche ikke gør det? Det er det rationelle argument, mange arbejdsgivere må stille sig selv.

Farvel til det gamle klassekompromis?
Men arbejderbevægelsen må også forholde sig til, at der er dele af borgerligheden, som er på vej til at opsige det gamle klassekompromis, således som det kommer til udtryk i ”Den Danske Model” og velfærdssamfundet. I forbindelse med konflikten på Restaurant Vejlegården bliver det forhold tydeligt.

Dels har vi den traditionelle lille arbejdsgiver, som kæmper for overlevelse, og som prøver at undgå enhver regulering eller udgift, som samfundet pålægger ham. Men bag ham ser vi nu også Danmarks 11. største bank (Saxo Bank), som åbenlyst støtter restauratøren på Vejlegården i kampen mod 3F. Det gør de ikke, fordi ejerne elsker stegt flæsk & persillesovs! Det gør de for at demonstrere, at der er dele af borgerskabet, som ønsker et opgør med arbejderbevægelsen og de positioner, den har vundet gennem mange år. Liberal Alliances militante liberalisme er udtryk for samme tendens. Det er tydeligt, at der også er dele af Venstre, der flirter med de samme tanker.

Samme strømning gør sig gældende i nogle af de store arbejdsgiverorganisationer. Her er der nogle steder modstand mod at fortsætte den udvikling, hvor de kollektive overenskomster regulerer stadigt flere forhold. Modstanden mod at imødekomme HK/Handels og HK/Privats krav om afvikling af 50 procentreglen kan også læses som - om ikke modstand mod overenskomstsystemet - så dog modstand mod at modernisere det og ligestille den voksende funktionærgruppe med de traditionelle grupper af timelønnede.

Fagbevægelsens muligheder
Symptomatisk for mange faglige lederes reaktion på kritikken af fagbevægelsens optræden i Vejlegårdskonflikten var, at man tilsyneladende ikke havde forstået, at konflikten i starten ikke havde særlig megen folkelig opbakning – heller ikke blandt lønmodtagere. Man forsvarede konflikten med henvisning til, at den var fuldt lovlig, og at 3F og HK/Privat fulgte helt normale og velbeskrevne regler og procedurer for faglig kamp. Men man skaffer ikke opbakning til en faglig konflikt ved alene at argumentere med henvisning til formelle regler.

Af samme skuffe var de mange henvisninger til ”den hellige og ukrænkelige danske model”. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at det handlede om en slags religiøs trosbekendelse! Men når kun ganske få rent faktisk kender mekanismerne i det fagretlige system, så fungerede de mange ”trospåkaldelser” som ren wodoo.

De mange henvisninger til konfliktens lovlighed spejler på mange måder den udvikling de faglige organisationer er gennemløbet gennem de seneste mange år. Fra at have været folkelige, demokratiske og politiske organisationer med dyb forankring på arbejdspladserne, så har de faglige organisationer udviklet sig i retning af service- og sagsbehandlerorganisationer, hvor relationen til medlemmerne er blevet individualiseret og klientgjort, ja nogle steder er relationen svundet ind til at være en ren kunderelation. Set i det lys kan det måske ikke undre, at de faglige organisationer og deres ledere næsten mister evnen til at argumentere politisk for deres handlinger!

Efter sommerferien synes den erkendelse at have sat sig mange steder, og 3F er kommet igen med en flot kampagne, hvor man konkret og punkt for punkt har forklaret forskellen på en 3F-overenskomst og en Krifa-overenskomst. Konflikten har givet anledning til utallige diskussioner på arbejdspladser og i fagforeninger og på den måde givet fagligt aktive mulighed for at forklare, at den Den Danske Model handler om konkret løn- og arbejdsforhold. Indadtil har en lang række LO- og FTF-organisationer sat mange ressourcer af til at forklare og konkretisere mekanismerne i det fagretlige system – de formelle såvel som de politiske. LO lancerer i løbet af efteråret en flerårig kampagne, der også skal bidrage til at udbrede forståelsen for overenskomsternes funktion. Beslutningen om denne kampagne er dog taget før Vejlegårdssagen.

Men udover at styrke kommunikationsindsatsen, så består den grundlæggende opgave i at udvide overenskomstdækningen og sikre fagbevægelsens tilstedeværelse på endnu flere arbejdspladser i form af valg af tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter; og kontaktpersoner alle de steder, hvor det ikke er muligt at vælge en tillidsrepræsentant. Al erfaring og alle analyser peger på, at der er en tydelig sammenhæng mellem medlemmernes opbakning til den faglige organisation og tilstedeværelsen af en overenskomst og en (tillids-)repræsentant på arbejdspladsen. Derfor kan arbejdet for grundlæggende at vende medlemsudviklingen ikke adskilles fra arbejdet med udvide overenskomstdækningen og tilstedeværelsen. Der er således ikke noget ”quick fix” af politisk, fagligt eller kommunikationsmæssig karakter, som på én gang løser problemet. Der er kun det lange og seje træk med at opbygge den lokale organisation, få overenskomsten tiltrådt, få valgt tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, at få oprettet SU og få folk valgt til A/S-bestyrelsen alle de steder, hvor det er muligt.

Men selvfølgelig fritager det ikke de faglige organisationer fra at kigge kritisk på sig selv. Fungerer vi som moderne og effektive organisationer? Udnytter vi alle muligheder for at være til stede i medlemmernes univers gennem nærværende og segmenteret kommunikation? Har vi indrettet vores interne demokrati, så det fungerer som dynamo for udviklingen af vore organisationer – eller fungerer det som bremse? Bruger vi i virkeligheden flere ressourcer (penge og medarbejdertid) på organisationernes interne liv end på hovedopgaven? Har vore organisationer udviklet sig til store velmenende lobbyist- og sagsbehandler-organsationer?

Jeg har hørt en klog professor bruge udtrykket ”bureaukratiseret social bevægelse” om den danske fagbevægelse. Det er vist et meget rammende udtryk. Kan vi dreje udviklingen, og kan fagbevægelsen ”re-vitaliseres” gennem en styrket indsats for en udvidelse af overenskomstdækningen og et øget fokus på den lokale arbejdspladsorganisation?