Er økonomisk lighed et sundhedstegn? Debat med Christopher Arzrouni
Af Tobias Abel & Kasper Vieland Nielsen

Offentliggjort: 15. oktober 2012

”Mythbusters” hedder et populært amerikansk fjernsynsprogram, hvor forskellige myter og rygter tages op og testes. Kan man f.eks. dø af i høj fart at ramme et stort insekt? Debatredaktør Christopher Arzrouni har i nogen tid haft en klumme I Børsen: ”Ugens mytedrab”, som minder en del om det amerikanske tv-program. Her har han behandlet ”myter” som - ”det kan ikke lade sig gøre at spare 40.000 stillinger i det offentlige” og ”politikerne kan kickstarte økonomien”.

Den 25. august 2012 var han nået til - ”økonomisk lighed er et sundhedstegn”. Baggrunden var, at EU’s statistiske kontor, Eurostat, havde offentliggjort en statistik, som viste, at Danmark er rykket ned af rangstigen over de mest lige lande i Europa, hvilket i Jyllands-Posten og Information havde ført til artikler, som udtrykte bekymring over udviklingen.

Det er denne bekymring Arzrouni godt vil mane i jorden. Og derfor stiller han de to væsentlige spørgsmål: ”Er det blot krusninger på overfladen?” og ”gør det noget?”

Svaret på det første spørgsmål er ifølge Arzrouni et klart ja: ”De seneste tal for uligheden viser blot nogle små udsving. Danmarks Gini-koefficient, som viser graden af ulighed, er den samme i 2010 som året før – nemlig 26,9 %. Men andre lande har imidlertid øget ligheden”. Nå, tænker man beroliget som læser, så gør det vel ikke så meget, at vi rykker ned af rangstigen.

Hvis læseren vil bevare roen, så skal han ikke tjekke tallene, han skal holde sig langt væk fra Eurostats statistik. De viser nemlig, at uligheden fra 2001 til 2010 steg, ikke i alle, men i de fleste europæiske lande. I Danmark steg tallet mednæstenfem procentpoint fra22,0 % i 2001 til 26,9 % i 2010. Det er den største stigning blandt samtlige vesteuropæiske lande og betyder, at hvor vi tidligere sammen med de øvrige nordiske lande lå i den nederste gruppe, så er vi nu rykket op i mellemgruppen i selskab med kontinental-europæiske lande som Belgien, Tyskland, Schweiz og Frankrig.

Det er ikke krusninger på overfladen, det er meget voldsomt det, der er sket. Ikke fra 2009 til 2010, men fra 2001 til 2010. Fremskriver vi udviklingen et årti mere til 2020, så vil vi rykke fra mellemgruppen op i høj-ulighedsgruppen i selskab med angelsaksiske og sydeuropæiske lande som England og Irland, Grækenland, Portugal og Spanien.  For et land, hvis selvopfattelse er, ”at få har for meget og færre for lidt”, er Eurostats tal rystende, og det er derfor ikke så mærkeligt, at nogle aviser har udtrykt alvorlige bekymring over udviklingen. Det er til gengæld mærkeligt, at Arzrouni kan referere Eurostats tal så fuldstændigt forvrænget.

Det andet spørgsmål Arzrouni stillede var: ”Gør det noget” (at uligheden stiger)? Og dermed er vi i gang med det egentlige mytedrab – at økonomisk lighed er et gode. Arzrouni lægger ud med at nedgøre de senere års klassiker inden for lighedsforskningen - Richard Wilkinson og Kate Picketts: ”The Spirit Level”. Ifølge Wilkinson og Picketts studie så er lighed et gode, som er afgørende for en lang række forhold. Det er i lande med stor lighed, at man lever længst, har størst social mobilitet, mest tillid til andre, og det er i de ulige lande, der er flest overvægtige, flest psykisk syge, mest kriminalitet.  Men siger Arzrouni: ”De får deres påstande til at hænge sammen bl.a. ved at vælge netop de lande, der kan understøtte deres pointe”. Og derfor er bogen også ”blevet stærkt kritiseret”.

Endnu engang skal læseren lade være med at tjekke Arzrounis udsagn. På side 300 i den danske udgave af bogen står kriterierne for valg af lande. Læser man dem, er det svært at forstå, hvordan Arzrouni kan komme på, at de skulle være valgt ud fra ønsket om at nå et ganske bestemt resultat. Og hvad angår den stærke kritik, så lad være med at gå ind på nettet og se, hvordan Wilkingson og Picketts studie er blevet anmeldt i anerkendte tidsskrifter og aviser. Det er ikke fra dem kritikken kommer, tværtimod: The Economist - ”Det er en kontroversiel påstand, men dokumentationen er omfattende og svær at afvise”; New Statesman - ”Et afgørende supplement til det ideologiske argument”; The Observer - “En bemærkelsesværdig ny bog hvis konsekvenser er omfattende”; Frankfurter Allgemeine - “ Hvorfor er økonomisk lighed godt? Richard Wilkinson und Kate Pickett besvarer spørgsmålet med indlysende tal”.

Men hvem er kritikerne så? Det er ikke godt at vide, men også ligegyldigt. For som Azrouni videre skriver: ”Hvis ikke man har overskud til at sætte sig ind i statistik, kan man nøjes med nogle få falsificeringer af påstanden om den økonomiske ligheds velsignelser. Det er mere end tilstrækkeligt.”

”Tag Schweiz”. Det ”er betydeligt rigere end Danmark – men også betydeligt mere ulige. Og ingen kan beskylde Schweiz for at være et mere ufredeligt land eller et mere usundt land end Danmark”. Nej, men man kan anke Arzrouni for at lave det nummer, han lige har kritiseret Wilkinson og Pickett for – netop at vælge et land, som understøtter hans pointe. Man kan også nævne, at han bliver fanget af sit eget skæve referat af Eurostats statistik. Schweiz er mere ulige, men ikke ”betydelig mere ulige end Danmark”. Begge lande tilhører mellemgruppen. Bevæger vi os op i høj-ulighedsgruppen, så er lande som England, Irland, Grækenland, Portugal og Spanien vel mere ufredelige og mere usunde end Danmark?

Men Arzrouni har endnu et argument i sit opgør med lighedsmyten: ”Det mest lige år i Danmarkshistorien oprandt i 1994. Dengang var arbejdsløsheden i øvrigt på ca. 385.000. Det tal har aldrig været så højt nogensinde. Lige siden 1994 er arbejdsløsheden faldet, samtidig med at uligheden er steget. Det er ikke så skidt endda”.

Jo, Arzrouni, det er skidt. Det er helt ad helvede til ringe. Hvad skete der ellers i 1994? Måske var høsten dårlig, og siden da er den blevet bedre, og det kan vi så også takke væksten i ulighed for? Jo mere ulighed, jo bedre gror kornet. Men det er ikke kun logikken, det er galt med.  Arbejdsløsheden er faldet, ja indtil 2008. Siden da er den steget voldsomt og er nu næsten 8 %. Vi er godt på vej mod situationen i 1994.

Nej, Nej, Nej. Vi bliver nødt til at starte forfra med undersøgelsen af, om økonomisk lighed er et sundhedstegn. Det er ikke et ligegyldigt spørgsmål og fortjener en mere ordentlig behandling, end den Arzrouni præsterer i sin myteklumme.

Der er to forskellige tilgange til lighedsspørgsmålet. I den ene ser man på lighed som resultat. Det er den venstrefløjen og Wilkinson repræsenterer, og som Arzrouni kritiserer. Den anden ser lighed som udgangspunkt. At mennesker har samme startvilkår, men som følge af forskelle m.h.t. talent og personlig indsats, opstår der forskelle. Dem, der kan mest og vil mest, ender med at få størst indkomst og mest indflydelse. Præstation skal kunne betale sig, og dermed sikres ’de rette folk på de rette pladser’, som det hedder. Det er det, man kalder et meritokrati. I dette perspektiv er den økonomiske ulighed ikke problematisk - med mindre den ikke bygger på fortjeneste, men på fødsel og privilegier (så vælter både det begrænsede retfærdighedsargument og effektivitetsargumentet).

Ovenstående er Arzrounis - og mange andres - syn på lighedsspørgsmålet. Problemet er, at der er en snæver sammenhæng mellem lighed som resultat og lighed som udgangspunkt. Tag USA; det er, som Arzrouni og alle vi andre har fået fortalt, mulighedernes land. Der er stor økonomisk ulighed, men alle har chancen for at blive til noget. Desværre er det en myte. Den 4. januar 2012 kunne man på forsiden af New York Times læse: ”42 % af de amerikanske mænd, som vokser op i den laveste indkomstgruppe (gruppe 5), forbliver i gruppen, når de er voksne. Det er langt ringere end i Danmark (25%).”

Mulighederne for at blive til noget, den sociale mobilitet, er langt større i Danmark end i USA. Det er et af de forhold, som Wilkinson og Pickett belyser i deres studie. Jo mere lige et land er, jo større er den sociale mobilitet. Og når uligheden i et land vokser, så falder den sociale mobilitet. Det ser vi også nu i Danmark. Siden 2005 har den sociale mobilitet været faldende.

Problemet for Arzrouni er, at den samfundsmodel, han advokerer for som ideal, forudsætter, at indkomsterne er relativt jævnt fordelt. Når uligheden når en vis størrelse, så fungerer modellen ikke mere. Og netop den situation er Arzrounis mønstersamfund USA - ifølge adskillige samfundsforskere - havnet i. F.eks. Francis Fukuyama fra Stanford University som mener, at USA har nået en situation, ”hvor den nuværende koncentration af rigdom er blevet selvforstærkende”. At der er opstået en ”økonomisk elite med privilegeret adgang til det politiske system, som de bruger til at fremme deres specielle interesser” (Foreign Affairs, Jan./Feb. 2012). Eller Niall Ferguson fra Harvard: ”Lobbygrupper og den egoistiske del af eliten, som bliver større og større, har skabt et system, man kunne kalde legal korruption. Udviklingen går i den forkerte retning, væk fra meritokratiet hen mod nedarvede privilegiers herredømme”(Die Zeit 30.08.12).

Danmark har aldrig været nogen lighedsutopi. Men det har været et land, hvor få har for meget og færre for lidt. Det har ændret sig siden årtusindskiftet. Vi er på vej til at blive et land, hvor mange har for meget og flere for lidt. Det er ikke ligegyldigt.

Fukuyama og Ferguson er ikke kendt for at være venstreorienterede, men de er hæderlige borgerlige, som føler sig nødsaget til at advare imod den nuværende udvikling. Noget af det, Ferguson advarer imod, er ”lobbygrupper og den egoistiske del af eliten, som bliver større og større”. Det virkeligt bekymrende i Arzrounis artikel er ikke hans dilettantiske mytedrab, men at en stor borgerlig avis som Børsen hver uge stiller spalteplads til rådighed for hans retoriske tricks forklædt som analyse. At lobbygrupper og den egoistiske del af eliten for alvor har fået fodfæste også i Danmark. Det er det virkeligt bekymrende.

Se også:

AE-Rådet: ”Gennem 00erne har Danmark haft Vesteuropas størst stigning i ulighed”

http://www.ae.dk/analyse/gennem-00-erne-har-danmark-haft-vesteuropas-storste-stigning-ulighed