Finanslovsforslag 2013: Nulvækst a la VK
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Indledning

I det følgende redegøres i første afsnit for hovedindholdet af SRSF-regeringens finanslovsforslag for 2012 og den økonomiske politik, som ligger bag.

I afsnit 2 analyseres og vurderes finanslovsforslagets centrale elementer, hvad angår velfærd og offentligt forbrug. I den forbindelse sammenholdes med VK-regeringens økonomiske politik og S-SF s valgprogram ”Fair Løsning”.

Videre vurderes i afsnit 3 det for Finansloven 2013 og for regeringens økonomiske politik centrale spørgsmål, om i hvilken stand de offentlige finanser er.

Og endelig diskuteres i sidste og fjerde afsnit den økonomiske politik i finanslovsforslaget, herunder den angivne forventede effekt for offentlige finanser, beskæftigelse og vækst.

1. SRSF’s finanslovsforslag for 2013
Med finanslovsforslaget præsenterer SRSF-regeringen en række nye initiativer i 2013 til i alt lidt over 12 mia. kr, - fortrinsvis på investeringsområdet samt inden for forskning og uddannelse. Finanslovsforslaget rummer navnlig en række langsigtede offentlige investeringsprojekter samt højere anlæg i 2013 aftalt med kommunerne på spildevandsområdet – i alt 2,4 mia. kr. Endvidere afsættes 4 mia. kr mere til uddannelse som følge at øget optag på især de videregående uddannelser, og til forskning afsættes 2,8 mia. kr. Til et løft i navnlig regionerne afsættes 1,8 mia. kr og endelig afsættes 0,5 mia. kr til ungepakke og ledige og 0,9 mia. kr i reserver. Det er her vi finder ”godbidder” at forhandle om)

Krumtappen i finanslovsforslaget er imidlertid ikke forbedring af velfærd eller af beskæftigelsen. Krumtappen handler om at opfylde EU-henstillingen om forbedring af de offentlige finanser.

Med finanslovsforslaget for 2013 fortsætter SRSF den tidligere VK-regerings ”genopretningspolitik” for at reducere underskuddet på de offentlige finanser.

Underskuddet på statens finanser (Den såkaldte DAU-saldo) skønnes af regeringen til 3,9 pct. af BNP i 2012; og forventes at blive nedbragt til 0,3 pct. af BNP i 2013.

Det offentlige underskud ventes reduceret fra 4,0 pct. af BNP i 2012 til 1,9 procent i 2013.

Den strukturelle offentlige saldo forbedres fra et underskud på 1,1 pct. i 2012 til strukturel balance mellem indtægter og udgifter i 2013.

Virkemidlet er – som under VK – primært stærk tilbageholdenhed med de offentlige udgifter. Således skal det offentlige forbrug kun stige med 0,1 pct. i 2013. På trods af den stærke tilbageholdenhed med det offentlige forbrug skal denne forbedring af de offentlige finanser ske gennem en kraftig økonomisk vækst i 2012. Hvor regeringen for har nedjusteret vækstforventningerne for 2012 og nu kun regner med en vækst på 0,9 pct. af BNP, er der i 2013 skruet op for forhåbningerne. De er tværtimod opjusteret i forhold til tidligere med en forhåbning om en økonomisk vækst på 1,7 pct.

Ifølge regeringen skal væksten komme af både udefrakommende og indenlandske faktorer. Hvad angår de udefrakommende vækstbidrag tror regeringen, at udenlandske investorers lyst til at investere i Danmark – som ”sikker havn” og med lav rente - vil bidrage til vækst i Danmark næste år. Forudsætninger for dette er dog bl.a., at det ”lykkes at stabilisere situationen i de sydlige eurolande”.

Regeringen forventer dog først og fremmest stigende vækst i 2013 fra indenlandske faktorer. Den satser på, at vækstraten i det private forbrug vil stige og løfte den indenlandske efterspørgsel. Pengeudpumpningen fra tilbagebetalingen af efterlønsbidrag og skattereformens skattenedsættelser skal medvirke hertil. Endvidere forventes investeringer stimuleret af regeringens kickstart, skattereformens såkaldte ”investeringsvindue”, boligaftalen fra maj og påbegyndelsen af klimainvesteringer fra energiaftalen at medvirke. Dette sidste angiver regeringen vil løfte BNP væksten i 2012 med 0,6 pct. og med 0,3 pct. i 2013.

Men i sidste ende skal forbedringen af de offentlige finanser bæres igennem af en stigning i beskæftigelsen. Her forventer regeringen, at udenlandske investeringer og den lave rente vil ”holde hånden under” 40.000 danske arbejdspladser. Regeringens finanspolitik og økonomiske politik i 2012 vil isoleret set forbedre beskæftigelsen med op mod 12.000 personer; i 2013 – igen isoleret set – op mod 21.000 job.

Dette modvirkes dog af genopretningspolitikkens besparelser samt stramningen af rentefradragene (fra VK-regeringens skattereform), der vil reducere beskæftigelsen med i alt 9.500 personer. Således vil nettobidraget fra den samlede finans- og økonomiske politik i 2013 være et plus på omkring 11.500 personer i merbeskæftigelse.

Samlet effekt af på den ene side gældskrise og indenlandsk afmatning og på den anden side regeringens optimistiske forudsigelser er, at ledigheden forventes at stige med 2.000 personer i 2012 for derefter at falde svagt med 6.000 personer i 2013.

Figur: Regeringens forventninger til bruttoledighedsudvikling 2012-2013.[1]

2. Små forbedringer og offentlig nulvækst
Finanslovsforslaget er ganske omfattende. Det budgetterer med statslige udgifter på 690 mia. kr. og statslige indtægter på 684,7 mia. kr. Reelt er det imidlertid småt med forbedringerne.

Reelt flytter finanslovsforslaget kun rundt på en meget beskeden del af udgifter og indtægter, nemlig 12,4 mia. kr. De 12, 4 mia. kr. er ikke for hele beløbets vedkommende forbedringer af service og velfærd. Fx er 3 af de 4 mia. kr til uddannelse alene et udtryk for en fastholdelse af den eksisterende standard, idet de flere midler følger af øget optag. Finanslovsforslaget rummer således reelle forbedringer i småtingsafdelingen. Dette afspejler, at regeringens hovedprioritet med finanslovsforslaget ikke handler om velfærd og offentligt forbrug, men om sikring af balance på de offentlige finanser. Summa summarum er, at finanslovsforslaget er et oplæg til, at velfærden reelt skæres ned.

Finanslovsforslaget rummer i 2013 nemlig kun en minimal stigning i det offentlige forbrug på 0,1 %.  Dvs. at der i praksis er tale om nulvækst. Regeringen hævder dog, at det offentlige forbrug allerede i år vil opleve en realvækst på +1,5 %. Men meget tyder på, at det ikke holder. Regnskabstallene for det offentlige forbrug pr. 1. halvår 2012 viser nemlig en faldende realvækst på -1 pct. Det lave tal tyder på, at der sker det samme i år i kommunerne, som skete sidste år, nemlig at de sparer løs. Dermed vil væksten i det offentlige forbrug også i 2012 ende på et noget lavere niveau, når de kommunale regnskaber foreligger ved årets udgang. Det er derfor mere sandsynligt, at væksten i det offentlige forbrug i 2012 reelt kun bliver omkring 0 6-0,8 %.

At kommunerne sparer, er regeringen naturligvis ikke uvidende om. Men af hensyn til finanslovsforhandlingerne - og for at holde krav til beskæftigelse og dagpenge nede - holder man dette ude af billedet. Man foregiver at tro på en vækst i det offentlige forbrug i 2012 på hele 1,5 %, som der i virkeligheden ingen udsigt er til. Både i 2012 - og endnu mere i 2013 - er SRSF-regeringens økonomiske politik således udtryk for voldsom lavvækst for det offentlige forbrug og dermed for velfærden.

Figur: Realvækst i offentligt forbrug (%) 2006 - 2013.[2]

Det kan forekomme stærkt paradoksalt i forhold til den økonomiske politik, som de to største regeringspartier, S og SF, gik til valg på med planen ”Fair Løsning”.  I ”Fair Løsning” blev der som bekendt i løbet af en 4-årig periode foreslået et løft i midlerne til offentlige velfærd på – ekskl. effektiviseringer - omkring 20 mia. kr. svarende til 1,4 pct. af BNP. . Dette er nu formentlig skrumpet til omkring 0,6-0,8 pct. i år; og ifølge regeringens egen målsætning kun 0,1 pct. i 2013.

Der er langt op til realvæksten i det offentlige forbrug, som det var både under den tidligere VK-regering, og som det S og SF gik til valg på. Ja, faktisk har væksten i det offentlige forbrug under VK-regeringen kun i ét år (2011) været lavere end SRSF’s mål for 2013.

En stram ramme på 0,1 pct. realvækst i det offentlige forbrug i 2013 kan ikke undgå andet end at medføre yderligere forringelser af velfærden. Netto stiger antallet af brugere til kommunernes serviceydelser på grund af det stigende antal ældre på pension. Denne demografisk betingede udgiftsvækst udgør ifølge Finansministeriet i disse år omkring 0,3 pct. årligt svarende til omkring 1,5 mia. kr.

Videre vil der være behov for at opdatere velfærden i takt med velstandsudviklingen. Finansministeriet regner hertil med en årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,7 %.

Endelig må der efter min vurdering også regnes med stigende behov på det sociale område. Med et forsigtigt skøn kræves en årlig realvækst på omkring 0,3 pct. til stigende sociale behov.

Samlet skal det offentlige forbrug, hvoraf størstedelen afholdes i kommunerne, altså have en årlig realvækst på op til 1,3 pct. for at bevare uændret standard, service og kvalitet.

Når kommunerne nu ikke tilføres flere ressourcer, tvinges de til at frigøre de nødvendige ressourcer gennem besparelser enten på samme ældre- og socialområder eller på andre velfærdsområder, navnlig daginstitutioner og folkeskole. Det vil i 2013 – alt andet lige – medføre nye nedskæringer - navnlig i kommunerne på mellem 2 og 2½ mia. kr. for året som helhed. Det betyder igen, at der bliver færre ressourcer, herunder færre offentligt ansatte pr. bruger og dermed en faldende standard. Velfærden forringes.

Og denne voldsomme personalereduktion vil fortsætte i 2013. Forudsættes det, at en forholdsmæssig del af besparelsen fordeles på løn, svarer det til en samlet årlig besparelse på lønkontoen i 2013 på en til tre mia. kr., hvilket svarer til en besparelse på 4-5.000 fuldtidsstillinger. Dette kan betyde nye fyringer i 2013, navnlig i kommunerne.  Hertil vil der også i 2013 - i og med udbygningen af regeringens sanktionssystem i Budgetloven - være udtalt risiko for, at kommunerne – som allerede i 2011 og givet igen i 2012 – sparer mere end påkrævet, fordi de lægger sig på den sikre side af rammen af frygt for ellers at blive ramt af økonomisk straf fra regeringen.

3. De offentlige finanser har det slet ikke så skidt
Omdrejningspunktet for regeringens finans- og økonomiske politik er - ifølge regeringen selv - ”fastholdelse af en troværdig finanspolitik”. Fixpunktet er – jf. regeringsgrundlaget – efterlevelse af EU’s ”Stabilitets – og Vækstpagt ”og af EU’s henstilling om strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1½ pct. i 2011-13.

Her har regeringen - ifølge sit finanslovforslag for 2013 - overtaget en dårlig situation: ”Forud for finansloven for 2012 gennemførte regeringen et grundigt kasseeftersyn af dansk økonomi. Det pegede bl.a. på et stort underskud på de offentlige finanser, og at regeringen overtog en række ubetalte regninger.” Populært sagt begrunder og legitimerer regeringen den ekstraordinært hårde sparepolitik med en dårlig offentlig økonomi, og fordi EU kræver, at Danmark sparer 1½ pct. af BNP inden 2013 for at forbedre de offentlige finanser.

Ingen af disse begrundelser holder imidlertid særligt godt. Det er ganske vist rigtigt, at der i kølvandet på finanskrisen og som følge af VK-regeringens fejlagtige skattelettelsespolitik opstod et betydeligt offentlig underskud fra 2008, hvormed VK-regeringen satte tidligere tiders komfortable overskud over styr. Det er også rigtigt, at dette på længere sigt skal nedbringes og bringes ud af verden for at undgå unødig stor gældsstiftelse. Men at der er tale om et akut, overhåndstagende og alt dominerende problem, som kræver stort set alt andet sat til side i 2012 og 2013, kan ikke genkendes.

De offentlige finanser har det nemlig slet ikke så skidt. Ifølge regeringens angivelse skulle dens økonomiske politik føre os ud i et forventet underskud på 73,4 mia. kr i 2012 og 36,5 mia. kr i 2013. Men underskuddene i 2012 og 2013 vil reelt ikke blive i den angivne størrelsesorden, men tværtimod betydeligt mindre.

For det første skyldes en stor del af det angivne underskud på godt 73,4 mia. kr. i 2012, som svarer til omkring 4 pct. af BNP, ekstraordinære omstændigheder og er i øvrigt selvforskyldt af både den tidligere og nuværende regering; ikke mindst den såkaldte ”Tilbagetrækningsaftale” mellem den tidligere regering, DF og De Radikale, som den nuværende SRSF-regering har accepteret som grundlag for dens økonomiske politik. I aftalen indgik som bekendt, at hidtidige bidragsydere til efterlønsordningen kunne få deres efterlønsbidrag udbetalt i 2013; dette er sket for op mod 24 mia. kr.

Men her er jo tale om en udgift, som man dels selv har været herre over, og dels belaster den ikke varigt de offentlige finanser og dermed heller ikke det langsigtede underskud. Udgiften til tilbagebetaling af efterlønsbidrag bør derfor fraregnes, når det reelle, varige statsunderskud for 2012 opgøres. Fraregnes efterlønspengene reduceres det reelle underskud i 2012 til 48,9 mia. kr.; og falder fra 4 pct. af BNP - over EU’s 3 pct.-regel - til 2,7 pct. af BNP – og altså under EU-reglen.

Også i 2013 vil underskuddet ikke blive i den størrelsesorden, som regeringen forventer, nemlig 36,5 mia. kr svarende 1,9 pct. af BNP.  Det faktiske underskud kan forventes at være mellem 40 og 50 mia. mindre. Det skyldes, at der med skattereformen i sommeren 2012 mellem SRSF og V+K blev indført en såkaldt ”straksbeskatning” af indskud på kapitalpensioner. I den forbindelse kan danskere opnå en skatterabat ved at betale skat af deres kapitalpensioner i stedet for at vente til pensionstidspunktet. Venter man til udbetalingstidspunktet, skal betales 60 pct. Men betaler man nu, kan man nøjes med 49,84 pct. i 2013 og 52 pct. i 2014. Rabatten er altså betydelig ved at betale nu.

Regeringen har opført indtægten herfra til beskedne 5 mia. kr. Men der er store penge i spil. Hvis alle kapitalpensioner hævedes og skatten betaltes straks, kunne det give staten en indtægt på 175 mia. kr. Det sker naturligvis ikke - men hvis bare 20 pct. af alle lægger deres kapitalpensioner om, vil staten få en indtægt på 35 mia. kr.  Iagttagere i pensionsbranchen vurderer, at staten kan få indtægter helt op til 40-45 mia. kr. I stedet for et underskud på godt -35 mia. kr. kan der blive et overskud på op til +8,5 mia. kr på de offentlige finanser i 2013.

Figur: Balance på offentlig saldo ifølge regeringen og reelt i 2012-2013. [3]

Man kan så indvende, at der også her er tale om en engangsforeteelse, idet der er tale om fremrykning af skatteindtægter. Men hvis regeringen medregner engangsudgifter til tilbagebetaling af efterlønsbidrag i 2012, bør den logisk også medregne engangsindtægter i 2013. Eller omvendt. Under alle omstændigheder er der tale om, at de offentlige finanser samlet set i perioden 2012-2013 tegner omkring 25 til 35 mia. kr bedre end angivet af regeringen; svarende til en forbedring på 1,5 til 2,5 pct. af BNP.

Som fremgået vil billedet for 2012 og 2013uanset regnemetode være betydeligt bedre end fremstillet af den nuværende regering. Hvilket svarer til, hvad der tidligere har været tilfældet for 2010 og 2011. I 2009 bebudede VK-regeringen med daværende finansminister Claus Hjorth Frederiksen i spidsen som bekendt, at Danmarks statsunderskud fra 2010 og frem i flere år ville overtræde EU’s regel om, at det løbende statsunderskud højst må overstige 3 pct. af BNP = ca. 53 mia. kr. For 2010 hævdede man således, at statsunderskuddet således ville løbe op i 94 mia. kr svarende til 5,4 pct.

Denne alarmmelding blev som bekendt politisk udnyttet af VK-regeringen til med det såkaldte ”Konvergensprogram” og VKO’s "Genopretningsaftale" at gennemtvinge offentlige besparelser på 34 mia. kr. fra 2011 og de nærmeste år frem - herunder forringelse af dagpengeordningen. Men efterfølgende har regnskabstallene for 2010 og 2011 tilnærmelsesvist halveret den tidligere finansminsters ”dommedagsunderskud” og i begge tilfælde har underskuddet tilmed været under EU’s tre pct.’s regel.

Gang på gang har det faktiske statsunderskud altså vist sig ikke at overstige EU’s tre procentsregel. Det var tilfældet i 2010 og 2011 og alt peger på, at det – fraregnet engangsudgifter/-indtægter – også vil være det i 2012 og 2013.  Dette peger på, at alarmen om det store statsunderskud er politisk bestemt. Når SRSF-regeringen nu viderefører fiktionen om et stort underskud og om overskridelse af EU-reglerne, er det således reelt ikke af økonomiske grunde, men fordi man har politisk brug for en fiktion til at begrunde sine spareplaner over for samfundets svageste og velfærden og for at begrunde sin økonomiske besparelsespolitik. Men som vist foran er der faktisk råd til investere mere i velfærd og beskæftigelse – også selv om økonomien udvikler sig til det værre.

4. Skønmaleri af beskæftigelsesudsigter
Underskuddet og de offentlige finanser er ikke det eneste punkt, hvor regeringen fortegner de økonomiske udsigter. Det sker også med regeringens økonomiske prognose for vækst og beskæftigelse i 2013 således som fremlagt i forbindelse med finanslovsforslaget.

Her med omvendt fortegn: Hvor underskuddet overdrives i spareøjemed, tegnes med hensyn til vækst og beskæftigelse til gengæld et skønmaleri – for at dæmme op for krav om beskæftigelses– og dagpengeinitiativer.

Som fremgået tidligere forventer regeringen et spring i væksten i 2013 på helt op til 1,7 pct. - altså næsten en fordobling; og at ledigheden skal dale svagt i 2013. Skal det lykkes forudsætter det, at regeringen kommer i mål med sine forventninger om, at de offentlige besparelser vil blive kompenseret af vækst andetstedsfra. Regeringen peger her dels på udefrakommende vækstdrivere; dels hævder man at tro på at den hidtidige tilbageholdenhed fra husholdninger og virksomheder ophører i 2013; og endelig peger man på egne finans og økonomisk-politiske initiativer.

Disse forhåbninger modsiges dog af, at dansk økonomi siden 2010 har befundet sig i krybesporet med lavvækst og på trods af, at der det seneste år i tre ud af fire kvartaler har været negativ vækst. Regeringen tror fortsat på en samlet vækst for 2012 som helhed på +0,9 pct. Men med en vækst på i alt -0,3 pct. for første halvår er det mere sandsynligt, at den samlede vækst for hele året vil blive nul eller endog negativ. Beskæftigelsen er da også begyndt at falde og ledigheden at stige.

Regeringen anfører optimistisk, at man tror på et positivt vækstbidrag fra udlandet.  Man forventer, at der i 2013 vil komme styr på gældskrisen i Sydeuropa og dermed mere vækst i EU og gang i Danmarks afgørende europæiske eksportmarkeder. Hermed skal udenlandske investeringer i Danmark og den lave rente, de fremkalder, holde hånden under hele 40.000 arbejdspladser i 2013, mens den danske finans og økonomiske politik til sammenligning netto kun bidrager med 11.500 arbejdspladser. Men det er en ganske urealistisk forhåbning. Intet tyder på at gældskrisen i EU vil blive hurtigt løst.

På grund af gældskrisen har EU’s økonomi været ramt af recession i 2012, og meget tyder på, at den kun kommer til at vokse med 0,5 pct. næste år. På den baggrund er det urealistisk at Danmarks økonomi kan vokse mere end tre gange så hurtigt i 2013.

Men det er det da også nok så meget indenlandske faktorer, som regeringen henviser til for at begrunde sin tro på stigende vækst og beskæftigelse. Regeringen henviser her for det første til egne initiativer: Kickstart af økonomien med fremrykkede offentlige investeringer, energiaftalen fra marts i år, tilbagebetaling af efterlønsbidrag (forrige regering) og skattereformen. Men hvad angår offentlige investeringer skulle hovedparten af effekten af Kickstarten ifølge regeringen komme i 2012; men den har hidtil glimret ved sit fravær.

Meget tyder på, at de fremrykkede investeringer først kommer næste år. Men her daler de samlede offentlige investeringer i øvrigt modsat med -11 pct. Frem og tilbage er som bekendt lige langt. Effekten af på den ene side fremrykkede investeringer og så på den side dalende offentlige investeringer kan meget let give et nettoresultat på – ingenting.  Og det offentlige forbrug vil både i 2012 og navnlig i 2013 (hvor regeringen kun vil tillade 0,1 pct. realvækst) heller ikke bidrage til væksten. Men vil tværtimod trække væksten ned.

Regeringen satser desuden på øget privatforbrug og private investeringer. Privatforbruget i 2013 skal vokse med helt op til 2,3 pct. Og investeringerne skal i 2013 op på +10,3 pct.  Regeringen satser tydeligvis på en ketchup-effekt, dvs. at der nu endelig skal ”gå hul på det opstemmede forbrug”, og at det skal trække investeringer og beskæftigelse med sig. Men givet arbejdsløsheden og boligkrisen har forbrugerne hidtil holdt sig tilbage. Faktisk faldt den samlede indenlandske efterspørgsel i 2011 med 1,6 pct. – især trukket ned af et fald i det private forbrug med -0,8 pct., samt et følgende fald i virksomhedernes investeringer på –3,3 pct.

At tilbagebetaling af efterlønsbidrag i år og skattelettelser næste år skulle ændre dette, er der ikke meget som tyder på, selv om regeringen hævder det.  På trods af udbetalinger på op til 24 mia. kr. i 2012 i efterlønsbidrag, tyder den hidtidige udvikling på, at disse – måske ikke særligt overraskende – ikke omsættes i forbrug, men opspares i form af nedbringelse af gæld eller investering i form af anden pension. Den samme skæbne kan skattereformens skattelettelser let få, for der er jo netop ikke noget i beskæftigelsessituationen og boligmarkedet som tegner til at ændre sig grundlæggende i 2013.

Den fortsatte gældskrise, fortsatte bremse på de danske eksportmarkeder, forsatte tilbageholdenhed fra forbrugere og virksomheder samt svagheden og den indre modstrid i regeringens egne finans- og økonomisk-politiske tiltag vil formentlig ikke betyde stigende vækst, men derimod fortsat lavvækst.

Figur: Årlig realvækst i dansk økonomi 2009 – 2015 (% af BNP). [4]

Note: Regeringen jf. Finanslovsforslag 2013 og Økonomisk oversigt aug. 2012. Det økonomiske Råd jf. Dansk Økonomi Forår 2012 (maj 2012).

Og med udsigten til fortsat gældskrise i EU og fortsat økonomisk stilstand i den private sektor i Danmark samt voldsomme besparelser i den offentlige sektor må arbejdsløsheden i modsætning til regeringens angivelser forventes at stige mærkbart i 2013.

Iagttagere har påstået, at regeringen satser på et meget urealistisk mirakel. Men spørgsmålet er vel, om ikke regeringen slet og ret tegner et skønmaleri; at man har sat embedsmændene i Finansministeriet og Økonomiministeriet til at udføre et politisk bestillingsarbejde og tegne en fremtid, hvor regeringens egen voldsomme sparepolitik ikke får konsekvenser. Hvor alt ordner sig ganske af sig selv, ledigheden falder og væksten stiger. Således at regeringens besparelser på velfærden og dens prioritering af øget arbejdsudbud i 2020 legitimeres - frem for aktuelle beskæftigelses- og dagpengeinitiativer.

Som med det offentlige forbrug kan det også hvad angår beskæftigelsen konstateres, at der er langt fra den økonomiske politik, som de to største regeringspartier S og SF gik til valg på med ”Fair Løsning”, og så den økonomiske politik, som man efter valget faktisk fører. I ”Fair Løsning” ville S og SF over en fireårig periode øge beskæftigelsen med 50-60.000 personer. Nu er regeringens erklærede bud, at dens finans- og økonomiske-politiske initiativer brutto skal skabe 21. 500 job i 2013. Men fordi regeringen samtidig fortsætter VK’s besparelser og genopretningspolitik, bliver nettoeffekten af kickstart, skattereform og udbetaling af efterlønsbidrag mv. kun 11.500. Tilmed er det – som fremgået – særdeles tvivlsomt, om selv den nettoforøgelse af beskæftigelsen i 2013 på +11.500 personer overhovedet kommer til at indtræffe, fordi den positive beskæftigelseseffekt bliver ædt op af kommunale besparelser.

Alt i alt var der i ”Fair Løsning” tale om at bruge midler til omkring 40 mia. kr. på at sætte gang i økonomien og beskæftigelsen, og der var fortrinsvis tale om, at det skulle ske gennem øgede midler til velfærden og øget offentlig beskæftigelse. Alt dette er nu dybt begravet: S+SF overhaler nærmest VK i lavvækst for det offentlige forbrug. De voldsomme kommunale nedskæringer i velfærd og beskæftigelse ruller videre.


[1]) KIlde: Økonomisk oversigt aug. 2012 samt presseresumeer.

[2] ) Jf. Budgetoversigt 2, august 2012, s. 66.

[3]) Kilde: Henriksen; Thomas Bernt: Statsfinanserne har det slet ikke så skidt. Børsen 30.08.12

[4]) Kilde: Økonomisk Redegørelse, AE – rådet og egen vurdering (rev.) fra Lund, Henrik Herløv: Den økonomiske krise)