Fire socialdemokraters samfundsvision
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Regeringen danser ikke efter Margrethe Vestagers pibe. Den forfølger i stedet en socialdemokratisk samfundsvision for et opgør med den internationale finansverden. Det kan man læse mellem linjerne i en kronik skrevet af fire topsocialdemokrater. Men visionen risikerer at føre til fortsat vælgerflugt.

Det er blevet både moderne - og bekvemt - for mange at gøre Margrethe Vestager til regeringens mest magtfulde person. Medierne ynder at fortælle den historie. De radikale elsker at dyrke det. Vestager topper diverse magtmålinger[1]. Frustrerede SF’ere giver Vestager skylden for, at regeringen ikke fører deres SF-politik.

Men de, der siger, at den nuværende regering kun danser efter Margrethe Vestagers pibe, bør læse en kronik i Politiken den 20. august 2012. Der er skrevet af de fire topsocialdemokrater (Henrik Sass Larsen, Mette Frederiksen, Bjarne Corydon og Carsten Hansen). Når de så har læst kronikken, bør de begynde at skamme sig. I kronikken kan man nemlig læse, hvordan regeringsprogrammet i den grad er skåret efter en socialdemokratisk læst. Mellem linjerne i regeringsprogrammet kan man læse intet mindre end en ny socialdemokratisk samfundsvision. En vision, som de fire socialdemokrater begrunder i en analyse af finanskapitalens og globaliseringens nye udfordringer for det socialdemokratiske samfunds- og velfærdsprojekt.

Reformuleret socialdemokrati
I kronikken sætter de fire topsocialdemokrater sig den opgave at reformulere det gamle socialdemokratiske projekt: ”det socialdemokratiske projekt er tidløst, men skal altid formes i sin tid.” Kronikken giver derfor et godt indblik i den socialdemokratiske selvforståelse anno 2012. Hvordan ser den aktuelle socialdemokratiske samfundsvision ud? Hvorfor reformuleres gamle socialdemokratiske værdier netop på den måde i dag? Og hvilken rolle tildeler socialdemokraterne sig selv med hensyn til at realisere de aktuelle visioner?

De fire socialdemokrater går til opgaven på den klassiske måde for den politiske arbejderbevægelse. Først gennemfører de en – summarisk -analyse af de afgørende, nye træk i den globale og danske kapitalismes udvikling.  Dernæst bruges analysen til at udpege de nye udfordringer og muligheder, som samfundsudviklingen stiller det socialdemokratiske projekt over for. Til sidst forsøger de fire socialdemokrater at give svar på disse udfordringer og muligheder ved at pege på de politiske dagsordener og reformområder, som ud fra socialdemokratiske grundværdier bør prioriteres – og eventuelt holde op med at prioritere.

Det gøres alt sammen klart, logisk og politisk sobert udført af fire socialdemokratiske toppolitikere med rod i de forskellige ledelsesstrømninger i partier.  Netop derfor er der god mulighed for at få et indblik i den socialdemokratiske selvforståelse anno 2012.

Finansmarkedernes Dr Jekyll og Mr. Hyde
Henrik Sass Larsen & Co udpeger klart og præcist på de afgørende samfundsændringer i tiden, der er de afgørende for en aktuel reformulering af de socialdemokratiske visioner. Tre fænomener udpeges til at være det afgørende nye, som det socialdemokratiske projekt må og skal lære af og forholde sig til. Det er den finansielles sektors nye rolle i verdensøkonomien og –politikken, den dybe økonomiske krise og globaliseringen.

Der gøres mest ud af den finansielle sektor og finansmarkederne. Finansmarkederne beskrives i kronikken som en slags Dr Jekyll og Mr. Hyde skikkelse. I finansspekulationens glansperiode frem til 2008 fremstod finansmarkederne ifølge Henrik Sass Larsen & Co som den respektable Dr. Jekyll, som ”vores muntre og utrættelige tjener, som sørgede for evig fremgang, så længe vi leverede stadig mere deregulering.” Men med krisen fra 2008 viste finanskapitalen sig som Dr. Hyde med den samvittighedsløse natur, som ”en lunefuld tjener”, der kunne ”kuldkaste en velfærdsstat” og lade årtiers fortjenester forsvinde i den blå luft.

Den internationale finanskapital beskrives nærmest som en cykel, der med finanskrisen gik i stå, væltede og kastede verden i krisens afgrund: ”I 2008 væltede den finansielle sektor og kastede verden ud i en langvarige og dyb økonomisk krise, som i skrivende stund, fire år efter, stadig martrer Danmarks og verdens økonomier.”[2]

Ifølge de fire socialdemokrater udfordrer og truer finanskapitalens markedsmagt præcis den vækst, der har været grundlaget for det socialdemokratiske klassekompromis og fremvæksten af den socialdemokratiske velfærdsstat. Derfor ser de fire det som en uomgængelig opgave for den internationale socialdemokratiske bevægelse at tæmme og styre den finansielle sektor og finansmarkedernes magt. Det er nødvendigt ”at regulere, hvordan de finansielle markeder er konstrueret og finansieret” gennem både dansk lovgivning, EU-regulering og globale aftaler.

Sagt med det nye socialdemokratiske fremtidsprograms ord ønsker Socialdemokraterne at ”forvandle markedet fra en brutal herre til en loyal tjener”. Styr de ustyrlige. Styr den ’frie’ kapitalmagt, så den effektivt og billigt løser sin samfundsøkonomiske opgave, nemlig at allokere kapital til den ønskede samfundsmæssige produktion.

Boring banking
Mange socialdemokrater og andre centrum-venstre-kræfter rundt omkring i Europa har formuleret en række bud på, hvordan finanskapitalen kan og bør reguleres. Men alligevel afholder de fire socialdemokrater sig fra at diskutere de konkrete behov, muligheder og reformtiltag i en sådan regulering. De nøjes i stedet med en overordnet vision om at gøre bankdrift til ”en kedelig, men stabil forretning”. Inspirationen kommer tydeligvis fra bl.a. Roosevelts Glass-Steagall-lovgivning i USA i 1993[3]. Tanken er, at der skal gennemføres en omfattende reformering af den finansielle sektor, så ’casino-banking’ adskilles fra ’boring banking’, som det kaldes i USA. Roulette-spillerne i Wall Street o.lign. skal ikke længere kunne spille på den store risikable gevinst for almindelige bankkunders penge og så bagefter lade skatteborgerne om at feje op med diverse bankpakker.

Kravet om kedelig, samfundsnyttig bankdrift er dybest set et krav til bankverdenens investorer, direktører og aktionærer om at forene den almindelige ’grådige’ profitjagt med en ny forpligtigelse på at gavne samfundsøkonomien. Med andre ord et godt eksempel på den snak om ret og pligt, der er blevet så moderne blandt danske socialdemokrater. Pligten til at gavne den fælles samfundsøkonomi skal gøres til forudsætningen for finansverdenens ret til profit. Finansverdenen skal være en ’loyal tjener’, der holder fingrene fra alle de risikable, samfundsskadelige spekulationsforretninger, selv om de lokker med langt de største profitmuligheder.

Derfor kræver det, som bl.a. Paul Krugmann har gjort opmærksom på det, sin mand og sin politiker at (gen)skabe ’boring banking’, bl.a. fordi det det også er ”et spørgsmål om ideologi: Trods alt, hvad der er sket, forbinder de fleste mennesker i magtpositioner stadig smart finansiering med økonomisk fremgang.” Kedelig bankdrift er kedelig for finanskapitalen, fordi profitterne risikerer at blive kedeligt små, og det er ikke rigtigt på mode i de kredse.

Udfordringen bliver ikke mindre af, at man må forudse omfattende modstand fra den finansielle verden, der nødigt ser begrænsninger i alle de muligheder for hurtige, store profitter (og lønninger), der ligger i ’casinobanking’. Den nationale og internationale idérigdom vil være enorm, når det drejer sig om at omgå politiske reformer, der forsøger at begrænse og isolere casinobanking og drive almindelig, kedelig bankdrift ind i samfundsnyttige baner.  

Er de fire socialdemokrater så parat til at gøre finansverdenen til en loyal tjener med klare pligter og rettigheder? Er de parat til at udtænke og gennemføre de nødvendige reformer, der vil kunne genskabe ’boring banking’? Vil de gennemføre de nødvendige reformer, der gør den finansielle sektor til en billig, effektiv og risikobevidst formidler af kapital til fremtidens samfundsmæssige produktion? Det siger fire socialdemokrater desværre ikke noget om. Tværtimod afviser de at give hverken danske, europæiske eller internationale svar på, hvad der kan og bør stilles op over for den internationale finanskapitals markedsmagt trussel mod de socialdemokratiske vækst- og velfærdsprojekter. Med en omhu, der er Margrethe Vestager værdig, viger de uden om at gøre indhug i finansverdenens profitter gennem f.eks. en europæisk skat på finansielle transaktioner: ”Den mest interessante opgave er faktisk ikke at pålægge de finansielle transaktioner en skat, men at regulere, hvordan de finansielle markeder er konstrueret og finansieret”.

Dette udsagn er dobbelttydigt på en måde, der måske siger ganske meget om det socialdemokratiske projekt. Det kan læses som en (helt rigtig) påpegning af, at Casinobanking ikke kan stoppes med en Tobinskat, og at det derfor er meget nødvendigt at komme i gang med reformer af finansmarkederne, der er langt mere effektive til at regulere de finansielle markeder ud fra fælles samfundsmæssige hensyn.

Men der er desværre også en anden og måske mere nærliggende måde at læse udsagnet på, nemlig fire ministres afvisning af de forslag om at indføre en europæisk minimumsskat på finansielle transaktioner, der kan være et første lille skridt i retning af at gøre casino-bankvæsenet mindre profitabelt.

Er den sidste læsning den mest rammende, står vi i en situation, hvor de fire socialdemokrater viger tilbage for at give politiske svar på det tvingende behov for at svare igen på den trussel mod det socialdemokratiske vækst- og velfærdsprojekt, som Corydon & Co selv har påvist. At springe op som løver i analysen og falde ned som politiske lam i den praktiske handling kunne man kalde det.

Overholdbarhed
Også på andre områder drager de fire socialdemokrater en meget defensiv og reaktiv lære af de finansielle markedskræfters magt og hærgen:

”Tidligere tiders acceptable gæld bliver pludselig til uacceptabel gæld, og stater må ty til drastiske og ødelæggende økonomiske indgreb for at holde de finansielle markeder stangen. Læren er, at hvor vi tidligere kunne tillade at have et mål om langsigtet økonomisk holdbarhed og en høj belåning, er vi nu nødt til at skærme os mod pengemarkedernes lunefuldhed med økonomisk overholdbarhed og lavere låntagning.”

Her får fortidens almindelige keynesianske krav ’økonomiske holdbarhed’ et socialdemokratisk dødsstød. Det er slut med for alvor at sætte gang i den nationale efterspørgsel. Muligheden for en koordineret international stimulering af efterspørgslen, f.eks. i form af en såkaldt europæisk vækstpagt, nævnes slet ikke. De fire socialdemokrater argumenter i stedet for en meget forsigtig kickstart, hvis et opsving alligevel er på vej.

Mottoet for den moderne socialdemokratisk politik er med de fire egne ord ’økonomisk overholdbarhed og lavere låntagning’. Hvad betyder det så i praktisk politik? ’Lavere låntagning’ bruges som et husholdningsudtryk for, at der skal bruges så lidt på velfærd, at der også er penge til at betale af på gæld. Det er et selvstændigt, højt prioriteret mål at nedbringe gælden, selv om det eventuelt påvirker den samlede effektive efterspørgsel efter varer og tjenester, så beskæftigelsen stagnerer eller direkte falder.

Hidtil har den almindelige økonomiske holdbarhed af en given gæld henvist til de realistiske muligheder for at betale renter og afdrag på gælden i fremtiden. Det har f.eks. været anset for økonomisk uholdbart, hvis det offentlige har så meget gæld, at der i fremtiden vil komme til at mangle penge til at betale renter og afdrag samtidig med at betale for fremtidens velfærd. Men i vor tid er det ikke længere nok. I dag risikerer både stater og erhvervsliv ekstra høje renteudgifter, hvis de ikke tækkes det internationale finansielle markeds ’hysteriske kællinger’, som Mogens Lykketoft engang kaldte dem.

Den risiko vil de fire socialdemokrater under ingen omstændigheder løbe. Derfor siger de ja til finansverdenens krav om overholdbarhed. Derfor vil de begrænse både privat og offentlig gældsoptagelse mest muligt for at komme ’i sikker afstand fra at blive sat i markedets vold’, som de udtrykker det. Den offentlige (og private) gæld skal være mere end almindeligt økonomisk holdbar. De fire socialdemokrater gør således de internationale finansmarkeders skiftende subjektive vurderinger til den nye målestok for en ny ’overholdbarhed’. 

Opsparingskeynesianisme i en krisetid
’Opsparingskeynesianisme’ kan man passende kalde denne nye Sass-doktrin. Spar op på forhånd – under gunstige konjunkturer – så kan du ’i behersket omfang’ stimulere efterspørgslen under økonomisk stagnation - selv i en verden med et magtfuldt internationalt finansmarked.

Derfor må der ifølge de fire socialdemokrater klippes en hæl og formes en tå:

  • Ligheden på stand by. Kampen for lighed og økonomisk omfordeling må sættes på stand by: ”I 2012 er vores historiske hovedforpligtigelse ikke at omfordele økonomisk fra rig til fattig”.
  • Et nyt klassekompromis. Det nye socialdemokratiske samfunds- og velfærdsprojekt står og falder med dets evne til at skabe ny vækst og beskæftigelse ved ”at etablere et nyt og ambitiøst partnerskab med den konkurrenceudsatte del af dansk erhvervsliv og sikre gode rammer og samarbejde og forvente fair tilbagebetaling i form af vækst, arbejdspladser og fair beskatning”
  • Fra velfærdsstat til konkurrencestat. Velfærden skal omprioriteres ud fra dens evne til at forøge danske virksomheders internationale konkurrenceevne. Velfærdsstaten skal reformeres og strømlines til en ny attraktiv dansk, socialdemokratisk ’konkurrenceevnepakke’, hvor ”en veluddannet arbejdsstyrke med adgang til billig efteruddannelse, flexicurity, gode pasningsforhold for børn, en god infrastruktur og en smidig administration er mere værd end en sænkning af selskabsskatten. En særlig socialdemokratisk konkurrencestat[4] . Den gamle socialdemokratiske idé om ’intelligensreserven’ skal derfor genoplives som et centralt bud på ”skabe såvel øget velstand som øget frihed i samfundet ved at skabe rammerne for den dygtigste generation nogensinde i danmarkshistorien”.
  • Nye krav til borgerne og de offentligt ansatte. Der skal skaffes flere ressourcer på nye måder. Det skal ske gennem en blanding af ”hårde prioriteringer og reformer”, som kommer til ”at kræve ofre for alle involverede – forældre, elever, lærere og institutioner”. Tænk blot på de socialdemokratiske ideer om intensiverede forældrepligter i folkeskolen og overenskomstkravene til folkeskolelærerne om at undervise mere.
  • En ny social- og arbejdsmarkedspolitik. Det bliver altafgørende for socialdemokrater at blive i stand til at flytte mennesker fra overførselsindkomster til arbejdsmarkedet, og det kræver omfattende reformer af arbejdsmarkedspolitikken og de sociale systemer;
  • Velfærdsstat som tryghed. Den traditionelle velfærdsstat ”med dens ret til dagpenge, uddannelse og efteruddannelse” må derimod kun forsvares som den mest trygge vej gennem krise og globalisering;

Sådan er det
Hvis nogen mener, at de kan genkende meget af regeringsprogrammets økonomiske politik og reformprogram i disse punkter, kan ingen ikke fortænke dem i det. Den nuværende regering danser langt hen ad vejen efter Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Carsten Hansens pibe. Sådan er det. I hvert fald, når de selv skal sige det. Ifølge kronikken bygger regeringens politik på en grundig socialdemokratisk samfundsanalyse og -vision. Så glem alle forestillinger om, at Socialdemokraterne egentlig gerne ville føre end helt anden politik, hvis Margrethe Vestager gav lov. Det vil de ikke – skal man tro Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Carsten Hansen.

Der er ifølge kronikken sat helt nye rammer for de socialdemokratiske velfærdsvisioner, og den sætter endog meget snævre grænser for den aktuelle socialdemokratiske krisepolitik. Helle Thorning Schmidt har ikke blot overtaget magten i en krisetid efter en VK-regering, der brugte ti år på at give penge ud til skattelettelser og valgløfter. Hun har overtaget magten i en krise, hvor der er helt anderledes svære og krævende vilkår for at skabe vækst og nye job, og hvor der - ifølge de fire socialdemokrater – ikke er nogen vej uden om meget stramme offentlige udgiftsrammer og massive reformer, der øger arbejdsudbuddet (efterlønsforringelser, højere folkepensionsalder, dagpengeforringelser, færre feriedage samt reformer af kontanthjælp, førtidspension og fleksjob).

Det nye socialdemokratiske samfunds- og velfærdsprojekt står og falder med dets evne til at skabe ny vækst og beskæftigelse. Uden vækst og nye jobs vil de internationale finansmarkeder stille endnu stærkere krav om offentlige nedskæringer. Socialdemokraterne vil dermed ikke kunne realisere nævneværdigt at de socialdemokratiske visioner. De vil i stedet være henvist til rollen som partiet, der realiserer den gamle neoliberale vision om at spare velfærdsstaten til døde.

Disse dystre perspektiver kender de fire socialdemokrater tilsyneladende godt. Netop derfor kan det undre, at de ikke gør mere ud af, hvordan der kan føres vækst- og beskæftigelsespolitik på de nye vilkår. De nøjes i kronikken med at henvise til, der skal skabes flere hundrede tusinde nye job ved ”at etablere et nyt og ambitiøst partnerskab med den konkurrenceudsatte del af dansk erhvervsliv og sikre gode rammer og samarbejde og forvente fair tilbagebetaling i form af vækst, arbejdspladser og fair beskatning”. Men er det muligt? Og rækker det med en sådan deal med dele af det danske erhvervsliv? Vil det ikke kræve en helt ny samlet europæisk vækststrategi? Og hvad skal den i givet fald bestå af?

Den slags spørgsmål afstår de fire socialdemokrater fra at stille – endsige besvare. Nogenlunde det samme skete på den nyligt afholdte socialdemokratiske kongres. Heller ikke her blev der sat indhold på en sådan nødvendig vækst- og beskæftigelsespolitik. I stedet forsøgte den socialdemokratiske ledelse at berolige de mange bekymrede socialdemokrater. Nok var den socialdemokratiske politik hård ved bl.a. de langtidsledige dagpengemodtagere og den kommunale velfærd. Men den var nødvendig og effektiv. Den skulle nok skabe job til både de mange langtidsledige og alle de andre arbejdsløse i fremtiden. Og dermed skulle den også nok genskabe tilliden til Socialdemokraterne blandt vælgerne. Det gjorde Nyrups politik i 1990’erne, så det vil Corydons også gøre i 10’erne, lød løftet til bekymrede borgmestre og partimedlemmer.

Men skal man tro analysen i de fire socialdemokraters kronik, er der god grund til fortsat bekymring. Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon skal jo ifølge kronikken føre krisepolitik under helt andre og langt sværere vilkår end Nyrup og Lykketoft. Op gennem slutningen af 1990’erne lykkedes det kun takket være et internationalt økonomisk opsving for Nyrup-regeringen og en række andre socialdemokratisk ledede regeringer i Europa at skabe vækst og beskæftigelse. På dette økonomiske grundlag lykkedes det Nyrup-regeringen at skabe både hastigt faldende arbejdsløshed og vækstrater i den offentlige sektor, der langt overstiger dem, som Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon i dag kan stille i udsigt.

De fire socialdemokrater fremlægger ikke noget umiddelbart troværdigt bud på, hvordan det skal kunne lykkes for Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon at gøre Nyrup og Lykketoft dette kunststykke efter under en dyb økonomisk krise og helt nye internationale reformvilkår.

Det er langtfra nogen naturlov, at det vil gå 10’ernes danske og europæiske socialdemokrater som det gik 1990’ernes, der i øvrigt også faldt på stribe efter det økonomiske tilbageslag i 2000. Og går det ikke sådan, er der desværre heller ikke meget, der tilsiger, at Helle Thorning Schmidt og Bjarne Corydon vil kunne tilbageerobre nogle af de mange hundrede tusinder af skuffede S-vælgere, hvis ikke der kommer ny vækst og beskæftigelse, som man sætte en stopper for stadigt mere drastiske velfærdsnedskæringer.

Sådan er det jo.


[2] Eller som det hedder i Socialdemokraternes netop vedtagne fremtidsprogram. ”Millioner af arbejdsløse i Europa betaler prisen for finansmarkedernes amokløb.”

[3] Glaas-Steagall-loven opdelte det amerikanske banksystem i detailbanker med indskydergaranti for dem, der havde penge i banken, investeringsbanker, som havde ret til at købe og handle med mindre risikable værdipapirer for indskydernes penge og forsikringsbanker, som kunne tilbyde forsikringer, men ikke foretage almindelig bankforretning. Glass-Seagall-loven blev afskaffet som en del af den finansielle liberalisering i 1999.

[4] Ove K. Pedersen: Konkurrencestaten, København 2010.