Moralsk oprustning
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. oktober 2012

”De herskende tanker er de herskendes tanker.”

”Vindere programmerer hele tiden underbevidstheden med positive billeder, dialoger og følelser af fortidens succes’er og fremtidens gode forventninger. Tabere programmerer hele tiden sig selv negativt. Så de bliver endnu bedre tabere.” Claus Bjørnbak ”Introduktion til Business NLP. [1]

Kampagner i fjernsynet – hjemmesider – annoncer på siden af busserne eller i læskure rundt omkring. Fra alle sider bombarderes vi med appeller om at leve sundere – om at skære ned på forbruget af alkohol og fedt og salt – om at dyrke mere motion – om at leve et bedre liv.

En søgning på begrebet ”sundhed” på Google giver 11.700.000 resultater. Og går man bare ind på nogle få af de sider, som Google henviser til, så er der næsten ikke grænser for formaningerne. ”Grønkål kvæler væksten i kræftcellerne”. ”TV-lægens gode råd mod efterårssygdomme”. ”Akupunktur hjælper mod kroniske smerter”. For nu bare at nævne tre aktuelle overskrifter på DR’s sundhedssektion.

Ætermedierne har det – aviserne har det – ministerierne understøtter det. Vurderet ud fra mediefladen, så skulle man næsten tro, at der aldrig før har været gjort så meget for at forbedre folkesundheden, som der gøres lige nu.

Desuden står appeller, paroler og kampagner ikke alene.

Konstant diskuterer politikere sundhedsspørgsmål. Eller rettere – de diskuterer behandlingsspørgsmål. Endnu en simpel søgning på Google på søgeordene ”sundhed politik” giver  665.000 resultater. Mange af dem er hjemmesider for enkelte hospitaler. Men mindst lige så mange links henviser til politikere, der taler om behandlingsgarantier, om kræftkampagner, om hvordan ældre skal mindre på hospitalet, om hvordan fødsler, sukkersyge, fedme, kræft, hjertesygdomme og så videre skal og bør behandles.

På det politiske niveau er der altså også en voldsom interesse for sundhedsspørgsmål. Og skal man vurdere ud fra interessen – og ud fra hvilke vælgermæssige gevinster der tilsyneladende ligger i at beskæftige sig med (visse dele af) det sundhedsmæssige område – så får man øje på det paradoks, at trods de intensive kampagner og den megen oplysning, så er den danske befolkning sygere, end den har været før og bliver behandlet mere og hurtigere end før.

Til trods for paradokset, så står målet for al denne interesse og alle disse kampagner tilsyneladende meget klart. Et længere, sundere liv for en stor del af den danske befolkning. Bedre behandling til dem, der alligevel – trods fedtfattighed, nedskæring på sukkerforbruget, mindre alkohol og mere motion – bliver syge. Af visse sygdomme.

Og begrundelsen for kampagnerne og den massive interesse står næsten lige så klart. Et generelt sundere (og bedre) liv. Men navnlig færre sygedage, flere produktionsdage, færre udgifter til sundhedssektoren. Lykke og et langt liv, ja. Men først og fremmest en reduktion af antallet af sygedage og besparelser på sundhedsområdet.

Nu er der jo intet galt med at ville spare på udgifterne til sundhedsområdet. Ikke i sig selv. Ligesom der intet galt er i, at ville forbedre befolkningens sundhedstilstand.

Men alligevel virker det ganske slående, at stort set alle appeller og kampagner og størsteparten af oplysningsvirksomheden udelukkende retter sig imod, hvad du og jeg og alle andre individuelle borgere selv kan gøre for at forbedre vores livsform. At en meget stort del af aktiviteten retter sig imod at korrigere livsstil med henblik på at forebygge de såkaldte livsstilssygdomme.

Den fælles forebyggelse er der ikke meget fokus på. Og et område glimrer stort set ved sit fravær i den brogede og rigt illustrerede kommunikationsflade: nemlig arbejdslivet. Du skal spise sundere og dyrke motion og afstå fra alkohol og tobak. Men du skal lære at leve med stress. Du skal forebygge stress gennem individuelle livskorrektioner. Og samtidig med at fokus på de individuelle sundhedshandlinger øges, så svækkes fokus på forbedring af arbejdsvilkårene.

Laver man – bare for sjovs skyld – endnu en Google-søgning på begreberne ”sundhed arbejdsplads” så giver denne søgning godt nok 1.320.000 resultater. Men kigger man bare på nogle få af dem, så finder man hurtigt ud af, at de har præcis samme tendens som alle de andre. Hvad kan du gøre for at leve et sundere arbejdsliv? Hvordan bekæmper du stress på din arbejdsplads? Hvordan kan du lære at sidde bedre ved computeren? Og så videre. Som der står på hjemmesiden dagenssundhed.dk: ”Sundhed handler om, at du trives og har det godt, både socialt, fysisk og mentalt. Du har styrke og kraft til at klare din hverdag. Du har livskvalitet og oplever, at du har et godt helbred og velbefindende.”

Og selvom de fleste offentlige og ganske mange private arbejdspladser faktisk har en såkaldt ”sundhedspolitik”, så er det stadigvæk sådan, at disse politiker og den måde, som du udmøntes på, ganske systematisk faktisk går udenom at beskæftige sig med selve arbejdsvilkårene og i stedet ”udmønter” sundhedsmål og aktivitetsfelter i forhold til den individuelle ageren.

Sundhed og moral
Rygning, dårlige kostvaner og ingen motion er udtryk for dårlig moral. For slaphed og eftergivenhed. Udtryk for individuelle svigt. Det er den implicitte påstand.

Og så igen – inden du nu begynder at ivre om, hvor skadelig rygning er ikke blot for dem, der ryger, men også for dem der står ved siden af dem: jeg ved det godt. Og jo, det er sundhedsskadeligt. Det er heller ikke mit ærinde. Jeg vil ikke tale varmt – rygende varmt føler man sig næsten fristet til at sige – for tobaksrygningens sag. Jeg benægter ikke, at der kan risikere at være udgifter for fællesskabet forbundet med denne dårlige vane. Ligesom der i øvrigt kan være det ved bilkørsel, overdreven indtagelse af sukker, indtagelse af alkohol, rygning af hash, alt for meget arbejde under alt for dårlige betingelser. Og så videre. Men som sagt – det er heller ikke ærindet.

Misbrug og forkastelige kost- og forbrugsvaner ses som noget parallelt. Det er udtryk for et moralsk svigt – et individuelt, moralsk svigt – når mennesker ikke sætter loyaliteten mod kollektivet over de individuelle lyster. Usundt forbrug, en usund livsstil og en usund moral lægger sig i forlængelse af hinanden. Som for eksempel i forbindelse med historien omkring Dovne Robert.  

Om Robert sagde socialdemokratiets Magnus Heunicke for eksempel følge Jyllandsposten: ”Jeg hørte én sige, at Robert er lige så repræsentativ for de arbejdsløse, som Moses Hansen er for den danske folkekirke. Og det viser, hvor vanvittigt det er, at vi har et freakshow, hvor folk som Robert stiller sig op med et politisk projekt, som er så syret, at det er helt ufatteligt.” Og både han og beskæftigelsesministeren og venstre og alle mulige andre mente, at med den slags holdninger, så var der god grund til at skærpe kursen mod og optrappe sanktionerne over for folk på passiv forsørgelse (som det så smukt hedder). Netop for at forsvare de dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere, som har den rigtige moral. Selv SF’s Jesper Petersen sagde det i et indlæg i Politiken: ”Vi har en kontrakt om, at vi knokler, betaler skat, forventes at være ansvarlige medborgere – og tilsammen kan vi sikre hinanden social tryghed og et samfund, der er godt at leve i for alle. Derfor skal det kontrolleres, om borgere og selskaber betaler den skat, de skal, og om man er berettiget til de ydelser, man får udbetalt (men uanset hvad så betyder det også), så har Robert en pligt til at komme ud af starthullerne.” [2]

Men den, der næsten var tættest på at ramme i plet, var nu en dame ved navn Karina Pedersen, tidligere klummeskribent på 180 grader og forfatter til bogen Tanker om underklassen. Hun sagde til dagbladet BT, at ”underklassen har ingen værdier eller moral. De forholder sig ikke til hvad der er rigtigt eller forkert.” Og hun fortsatte direkte møntet på Robert Nielsen: ”Han er et klassisk barn af velfærdsstaten. Han siger jo, at han ikke er blevet behandlet ordentligt på sine arbejdspladser og derfor har sagt op. Hvis han ikke får det præcist, som han vil have det, så vil han slet ikke være med. Jeg tror, at uanset hvordan man taler til ham, så vil han føle sig dårligt behandlet.” [3]

Er det ekstremt?
Perspektivforkortningen og sammenkøringen af moral og sundhed sker også i helt officielle udmeldinger.

I Århus Kommunes nye sundhedspolitik ”Mere af det, der virker” [4] kan man for eksempel læse følgende: ”Hvis århusianerne skal leve længere, have bedre livskvalitet, have lige muligheder for at leve sundt og i højere grad være uafhængige af behandling, pleje og hjælp skal der primært sættes ind på områderne rygning, alkohol, motion og overvægt samt sættes fokus på borgere med svage sociale relationer, kort eller ingen uddannelse, belastende arbejdsmiljø, samt forhold der fører til muskel-skelet-lidelser og kroniske sygdomme.”

Bemærk både formuleringerne og præciseringerne. Hvis århusianerne skal leve længere (og det skal de jo), have bedre livskvalitet (hvad det så end består i), have lige muligheder for at leve sundt (nå, er det det, som bedre livskvalitet består i?) og i højere grad være uafhængige af behandling (jo da, det er lig med bedre livskvalitet), pleje og hjælp – så skal der primært sættes ind på områderne rygning (altså mod rygerne), alkohol (altså mod dem der drikker), motion (altså mod dem der ikke motionerer) og overvægt (altså mod dem der spiser for meget, forkert og for ofte). Et indsnævret, primitivt begreb for livskvalitet ganske vist – men et begreb, som gør det let at definere indsatsområderne relativt konkret, og som ikke gør det nødvendigt overhovedet at tage stilling til kvalitetsbegrebet. Et indsnævret, primitivt begreb for livskvalitet, der først og fremmest gør det let at udpege dem, der må være objekter – skal være objekter – for den fælles indsats. Og i forhold til hvem, det er let at definere sig selv som indehavere af livskvalitet, sund levevis og selvhjulpenhed (en værdi i sig selv). Gør det let at udpege den amoralske underklasse.

Og her har vi egentlig tendensen beskrevet næsten lige så tydeligt som i de ramsaltede bemærkninger fra Karina (nej, ikke den Karina) Pedersen – forhenværende klummeskriver på 180 grader.

Hvis liv er det, man her stempler som usundt, uværdigt og genstand for en offentlig sundhedsindsats? Akkurat de samme, der i eksemplet Robert stemples som moralsk anløbne. Dårlige vaner, gentaget misbrug, ingen lyst til motion, ingen lyst til arbejde. Det dårlige selskab – de dårlige borgerne – de dårlige mennesker. Kræverne. Som det er meget let at spotte derude i virkeligheden. Hvem udgrænser vi? Og hvad betyder det for alle os andre, der jo i det daglige retter os efter levereglerne?

Men spørgsmålet er naturligvis, hvad det her rager dig. Du løber to gange om ugen eller går lange ture. Du spiser fisk og grøntsager i de anbefalede mængder. Du lagde cigaretterne på hylden for adskillige år siden. Du tager da en øl eller et glas vin ved festlige lejligheder (mens konversationen forløber, som en konversation bør forløbe), men misbruger af alkohol, det er du i hvert fald ikke. Desuden vejer du næsten det, du skal. Næsten. Og lige om lidt, i morgen, eller til næste måned, så skal de sidste par kilo nok forsvinde. Du passer dit arbejde. Du er i hvert fald ikke arbejdssky. Du belaster ikke de offentlige kasser, og du er ikke lige ved at falde ud over kanten på dagpengesystemet og ned i den fornedrende kontanthjælp eller det der er værre. Du gør, hvad du får besked på. Du følger lidt med i alt det, der sker ude i den store verden, og du stemmer til valgene. Desuden er du ikke ond ved dyr, din gamle mor eller din kone. Og da slet ikke ved dine børn (hvis du har den slags).

Så hvad rager det dig?
Du kunne jo begynde med at spørge dig selv, hvordan du egentlig har det med alle dem, der ikke – som noget selvfølgeligt – lever op til alle adfærdsreglerne. Dem der ikke efterlever den nypuritanske moral.

Ser du bare forbi den overvægtige kollega i den anden afdeling, der er nødt til at melde sig syg gang på gang, fordi hendes ben eller hendes ryg driller? Er du ligeglad med, at nogle af dine arbejdskammerater står under halvtaget ved personaleindgangen og ryger, mens du sidder ved sin computerskærm og arbejder? Er du ligeglad med, at dine skattepenge bruges til at betale husleje og kostudgifter for mennesker, der ikke selv er i stand til at få eller holde på et arbejde? Eller føler du også en slags forargelse? Eller måske ligefrem en stor forargelse.

Føler du dig også en smule overlegen i forhold til alle de mennesker, for hvem det er nødvendigt – bydende og også økonomisk nødvendigt – at igangsætte en større indsats. I forhold til dem, der har et for stort forbrug af fedt, tobak og alkohol. I forhold til dem, der lever af såkaldte overførselsindkomster.

Og hvordan har du det egentlig med, at nogen af dem, der oven i købet er i arbejde, bliver fyret, når de ikke længere er produktive nok. Hvorefter de bliver genstand for særlige indsatser og speciel opmærksomhed. Synes du, det er en smule uretfærdigt måske? Ikke at de fyres, men at du og andre skal arbejde så meget for dem.

Synes du måske også lidt, at de da bare kan tage sig sammen og holde op med det, tabe de ekstra kilo, lade være med at drikke, fjerne deres piercinger få klippet håret og så ellers se at få sig et andet.

Føler du også et stik af forargelse, når Dovne Robert får konkurrence i Ekstrabladet fra luddovne Jannie, der siger: "Jeg var på kontanthjælp fra 1986 frem til 2006. Var i aktivering max fem gange, så træk cirka tre til fire år fra. Men ellers hang jeg bare i systemet. Dette endte dog i 2006, da jeg startede på Hf og videre på lærerseminariet, som jeg nu er sygemeldt på for andet år, men stadig på SU.”

Hvis du føler den slags – bare en lille smule – så virker det faktisk.

Så er du også ramt af tidens trend – den moralske oprustning. Så virker den moralske udgrænsning også på dig.

Joakim B. Olsen (som jeg ellers aldrig ville drømme om at anføre som sandhedsvidne) siger på avisen.dk: ”I gamle dage brugte man udtrykket værdigt trængende om mennesker, der helt åbenlyst havde brug for hjælp til at forsørge sig. Det gjaldt handicappede og psykisk syge. Men det her er et eksempel på, at vi er kommet alt for langt ud. Hvor vi holder hånden under mennesker, der sagtens kan klare sig selv. Han (Robert Nielsen) er bare et eksempel på en, der kender systemet rigtig godt. Han har gjort karriere i at være på overførselsindkomst. Han ved præcis, hvad han skal sige, hvor langt han kan gå, når han er i aktivering, og hvornår han skal sige sit job op for at komme tilbage på kontanthjælp. Og det bør jo ikke være muligt.”

Og således kobler kuglestøder Olsen den moralske oprustning – forargelsen – med den sociale udstødning. Således legitimerer han en stramning af kontanthjælpsreglerne. Og grundlæggende er det også sådan, at rigets beskæftigelsesminister Mette Fredriksen tænker, når hun blandt andet i Clement i  DR 1 føler sig tvunget til at sige, at hun synes, ” … at han repræsenterer nogle værdier, som jeg har svært ved at genkende, og som jeg ikke synes, man skal sætte pris på.” Navnlig når man tænker hendes replik sammen de tanker om ret og pligt, som hun tidligere har gjort sig til talsmand for i et debatindlæg. [5]

Således lægges der streg på streg til et billede, der siger, at de nok (en del af dem) selv er skyld i deres elendighed – at det ikke er alle, som fortjener hjælpen – at ikke alle har ret til at få støtte fra fællesskabet – at ikke alle kan mobilisere legitimitet til et krav om at få hjælp fra fællesskabet til at overleve. At ikke alle syge er lige meget værd. At det grundlæggende og basalt er individuelle svigt, der determinerer behandlingsbehovet.

Folk ryger for meget – eller ryger i det hele taget – de drikker for meget – de udnytter systemet – de spekulerer i samfundets blødsødenhed – de snylter på fællesskabet – de ønsker i virkeligheden ikke at trække på samme hammel som os andre (hårdtarbejdende, skatteplagede, leverpostejspisende, veldisciplinerede, afholdende, motionerende) danskere. De udgør en truende gruppe skygger, som det er vigtigt at lægge afstand til og forkaste moralen hos.

Faktisk kan man godt engang imellem få en mistanke om, at de slet ikke er rigtige danskere, når det kommer til stykket. Og er der nogen, som er sådan, så er der ikke langt til også at tro, at de nok udgør flertallet, når alt kommer til alt. Et flertal der altså unddrager sig pligten, spytter på moralen og lader de andre skatteborgere betale for fornøjelserne.

For vi har rettigheder, men vi har også pligter (som Mette Frederiksen altså sagde på et tidspunkt), men at de to er pligten den vigtigste. Det kan man ikke længere være i tvivl om.

Vi kan heller ikke længere være i tvivl om, at mennesker der falder ud af dagpengesystemet, fordi dagpengeperioden nu er blevet halveret, og som får svært ved at komme tilbage i systemet igen, fordi optjeningsreglerne er blevet skærpet, nok er mennesker, der selv bærer en del af skylden. Er det ikke sådan?

I hvert fald mere end antyder arbejdsgiverorganisationerne da, at der er masser af ubesatte jobs på det danske arbejdsmarked, hvis bare ikke de jobsøgende var så frygteligt kræsne. Eller hvis jobsøgerne bare var lidt mere indstillet på at rejse efter arbejdet. Eller på at tilpasse sig på anden vis – hvis der er jobs som ufaglært hjælper i Netto, så skal man da tage dem – også selvom man har en afsluttet universitetsuddannelse.

De potentielt udstødte har med andre ord ingen reel borgerret, de er ikke en del af og kan heller ikke kvalificere sig til (igen) at blive en del af den velopdragne, veldisciplinerede, afholdende, motionerende middelklasseprægede befolkningsflertal, som efterhånden også de fleste boligejende lønarbejdere tilhører.

Så langsomt nærmer vi os den situation, hvor udstødningen ikke blot er legitim, men også nødvendig. Og således beredes vejen støt og roligt for, at regeringen intet gør for at redde dem, der falder som ofre for de skærpede dagpengeregler, eller falder ud af kontanthjælpen. Således vænnes vi lige så langsomt til at acceptere – ja ligefrem at bifalde – at fanden tager de sidste. Sådan lærer vi langsomt at dukke nakken og lukke øjnene, så vi forbliver de gode medarbejdere. Sådan lærer vi langsomt at ignorere samfundets affald.

Også når det er middelklassens medlemmer, som begynder at rutsje ned i afgrunden.

Sådan lærer vi lige så gelinde, at det jo nok – et eller andet sted – er deres egen skyld. De umådeholdne, de dovne, de misbrugende og alle de andre. De sociale tilfælde. Taberne. Ligesom vi lærer, hvordan vi selv kan undgå at ende som medlemmer af den gruppe.

Og sådan vænnes jeg også til at acceptere, at det nok er min egen skyld, når jeg ikke har kunnet fastholde et arbejde. At ingen anden skal tage ansvaret for mig i dette, det bedste af alle samfund, hvor der altid er arbejde til dem, der gider bestille noget. At jeg bør føle dårlig samvittighed over ikke at gøre min pligt. Dårlig samvittighed over at have ladet være med at tage imod arbejdsgivernes velmente tilbud om et rygestopkursus. Skyld over sin dårlige helbredstilstand, som nu også et legitimt emne at tage op i forbindelse med de såkaldte udviklingssamtaler. Tynget af min overvægt i alle ordets betydninger. Så jeg er endt som klient eller patient eller det, der er værre og belaster de offentlige budgetter, bare fordi jeg ikke i tide tog ansvar for min egen sundhed og trappede op på motionen og ned på alkoholen.

Desuden kan min nabo med god samvittighed skule ondt til mig, fordi jeg ikke har været lige så sund og lige så ordentlig som han.

Tror du, at det her er noget nyt?
Hvis du tror, at det her er nye toner og nye logikker, så tager du imidlertid fejl. Det vi oplever nu, hvor kapitalen endnu engang er gået i krise, er blot endnu et element i en lang historisk udvikling, som startede med selve kapitalismens opkomst.

Da kapitalismen begyndte at manifestere sig som en historisk realitet, var et af de store problemer, at arbejdskraften ikke i nødvendigt omfang var disciplineret, således som de kapitalistiske produktionsmetoder krævede det.

Små håndværkere, som var vant til at lade opgavernes procesmæssige struktur og det tilsigtede slutprodukt bestemme planlægningen – landarbejdere eller bønder, der var vant til at lade naturens og dagens rytme bestemme arbejdsintensitet og opgaver – alle var de uvant med at leve med en arbejdsdag, hvor det var uret, som bestemte. Hvor man mødte på arbejde på et bestemt tidspunkt og blev på arbejdspladsen til et andet tidspunkt. Faktisk var ure ikke noget, man havde, og tidsplaner ikke noget man arbejdede efter. Man målte ikke arbejdsresultatet i timer og minutter, men i nødvendige, brugbare og producerede ting.

Så den første opgave i den historiske proces med at forvandle markarbejdere, daglejere og håndværkere til industriarbejdere, var at introducere og skabe forståelse for et arbejde styret af tidsrammer. Man skulle underkaste sig tidsmålerens abstrakte hegemoni og lære at måle sin arbejdsindsats ikke i mængden af høstet korn eller mængden af færdige hestesko, men i minutter, timer og dage.

Den næste opgave bestod i at disciplinere arbejdskraften i forhold til det, der kunne kaldes abstraheringen af arbejdet – det vil sige forvandlingen af konkret arbejde til abstrakt arbejde. Arbejdskraften skulle vænnes til, at den vare, den solgte til arbejdsgiveren var et antal uspecificerede timer, som det var op til arbejdsgiveren at give konkret form gennem planlægningen af arbejdsdagen.

Man solgte med andre ord ikke sig selv eller sine konkrete kvalifikationer (selvom de konkrete kvalifikationer godt kunne anvendes i produktionsprocessen – eller måske ligefrem var nødvendige for den), men dispositionsretten over sit abstrakte arbejde.

Tredje opgave bestod i at vænne arbejdskraften til at acceptere, at den – gennem tidstyranniet og abstraheringen af arbejdskraftens konkrete karakter og kvalifikationer – udelukkende havde en betydning i forhold til kapitalen som et vedhæng til produktivkræfterne. I kapitalens kalkule var maskiner, energi, råvarer og arbejdstimer principielt set identiske elementer, der alle talte med i det overordnede regnskab som økonomiske størrelser.

Den fjerde opgave bestod i at opdrage arbejdskraften til, at den skulle reproducere sig selv på en måde, hvor den stadigvæk kunne anvendes i produktionen – uden at sinke eller forstyrre de produktive forløb.

En vigtig rolle i relation til alle disse fire opgaver blev løftet gennem udbredelsen af uddannelse og skolegang, hvor de nødvendige dyder blev indskærpet både gennem form og gennem indhold. Andre dele blev løftet gennem dannelsen af og sejren for en borgerlig arbejds- og samfundsmoral, der byggede på en abstrahering af borgerskabets egne moralværdier. Og atter andre blev løftet gennem indstiftelse af et effektivt straffesystem.

Til de fire opgaver svarer – principielt set – fire forskellige faser i disciplineringen – faser, der historisk set forløber ujævnt og historisk set sameksisterer blot med forskellig geografi. Men uanset hvor man befinder sig i forløbet, så får indholdet i alle fire faser – i den historiske, geografiske og demografiske virkelighed – egentlig den samme fremtrædelsesform. Alle fire faser mødes i den historiske virkelighed som moralske krav – arbejdsetik – og social adfærdskontrol.

Og i alle de fire faser blev moralen formuleret i form af eksterne regler, love, forordninger og rammer. For eksempel i arbejdsmarkedslove, regler til ejendomsbeskyttelse og i form af arbejdsetos, der blev forsøgt håndhævet og blev fremført som abstrakte leveregler, som alle samfundets borgere – qua borgerskabet – forventedes at leve op til.

Alternativt blev regelsættet formuleret som det, der kunne kaldes eksklusivregler, der satte rammerne for, hvad der var acceptabel – eller uacceptabel – adfærd. Det vil sige regelsæt ud fra hvilke det kunne lade sig gøre at udpege og stigmatisere uacceptabel adfærd og at udstøde dens bærere (for eksempel gennem fattighuse, fængsler, militærtjeneste og opdragelsesanstalter).

Det er således en gammel historie nutidens tendenser knytter an til. En gammel logik, den reelt begrunder sig i.

Og hvad så lige nu?
Den indtil videre sidste fase i denne disciplineringsproces kunne samlet set karakteriseres som internaliseringsfasen.

Samtidig med at markedet i stigende grad er blevet dominant i udvekslingen ikke bare af varer og tjenesteydelser, men også af tanker og immaterielle værdier, så er samfundets borgere også i stigende grad blevet individualiseret. I den borgerlige selvforståelse ses dette som en frigørelse, men reelt er der tale om isolation, hvor de kollektivt baserede vidensformer i stigende grad opløses og erstattes med individualistiske – og hvor individernes interaktion i stigende grad sker gennem en eller anden form for markedsstruktur. Og under sådanne betingelser – og navnlig når kapitalismen befinder sig i en krisesituation – så bliver internaliseringen af de herskende moralforestillinger i stigende grad betydningsfulde.

Det er i dette perspektiv og denne sammenhæng, man skal se tendensen til moralsk oprustning. Som femte trin i disciplineringsprocessen – accelereret af krisen. Det er derfor, der er gang i den moralske oprustning og den moralsk baserede eksklusionsproces. Det er derfor, vi nu er millimetertæt ved også at blive udstødelsen på de moralske kriterier som en legitim, social udstødelse.

Tænk på det, hver gang du stiller dig ud under halvtaget – eller helt ud til busstoppestedet – for at få dig en smøg. Måske burde du overveje dine lyster en gang mere. Måske er det bedre, at du siger ja til at glemme og nej til solidaritet. Måske er det tryggere bare at dukke nakken og lade, som om du er ligeglad. Måske skal du også aktivt påtage dig vinderrollen og sige nej til taberrollen. For at sikre bedre forhold for erhvervslivet.