Produktivisme og asocialitet
Af Birger Steen Nielsen

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Gang i væksten, jobs, flere jobs. Uanset hvad denne vækst og disse jobs går ud på. Og villigheden til at tage hvad der byder sig; du skal i hvert fald ikke stille nogen krav. Hvis, nej: når væksten kommer, og det hele vender igen. Det er horisonten for den politiske diskussion i dag. Men det efterlader grundlæggende spørgsmål ubesvaret, spørgsmål der er afgørende for hvad det er for et samfund vi er på vej ind i, eller hvad for et samfund vi vil have. Og som er af vital betydning for fagbevægelsens og venstrefløjens overlevelse og fornyelse.

Det er vel næppe for meget sagt at der i det politiske venstre hersker en udbredt rådvildhed i forhold til at formulere konkrete svar på den aktuelle krise. Ingen af os, hverken i de forskellige politiske grupperinger eller som enkeltpersoner, står uden for det. I princippet har sovjetkommunismens sammenbrud åbnet for at en socialistisk samfundsforandring kan tænkes friere – uden straks at blive identificeret med (eller selv at identificere sig med) stalinismens asociale og destruktive logik. Samtidig er det klassiske socialdemokratiske projekt åbenlyst ved vejs ende. I meget lang tid har det reelt dannet horisonten også for de folke- og venstresocialistiske kritikker og alternativer, netop også hvor de har haft karakter af negationer af socialdemokratismen. Men i dag er denne horisont krakeleret. Og det afsætter en basal orienteringsusikkerhed.

Men at de historiske arbejderbevægelsesprojekter er brudt sammen eller nået til vejs ende, betyder ikke at man så bare ”kan se fremad”. Eller at der er en ”arv” der blot skal nyformuleres så den kan tale ind i den ændrede samfundsmæssige situation. En selvkritisk diskussion er nødvendig for at gøre sig klart hvad der må videreføres, og hvad der netop ikke kan videreføres, men tværtimod ligefrem kan spærre for formuleringen af et nyt socialistisk projekt. Det er et aspekt af det jeg vil diskutere i denne artikel.

Ny vækst? Grøn vækst? Vækst?
Langsomt og forsigtigt breder der sig vel en forståelse af at en traditionel ”vækst”-politik ikke kan være et reelt svar på krisen, i hvert fald anskuet i et bæredygtighedsperspektiv (hvor der så i øjeblikket ensidigt især fokuseres på klimaspørgsmålet). Mere tungt ligger det med en erkendelse af at en ”vækst”-politik heller ikke kan være et svar på den økonomiske side af krisen og dermed heller ikke på arbejdsløshedsproblemet og undermineringen af velfærdssamfundet. Tværtimod synes det dominerende tema at være: ”ny gang i væksten”. Man klamrer sig til en forestilling om at en ny vækst i den form vi kender, er mulig, og at den er nøglen til ny fremgang. Den vil løse arbejdsløshedsproblemet og sikre velfærden – selv om de midler der skal bane vejen for denne nye vækst, i sig selv modarbejder disse mål.

Og så er der så lige det med miljøet og bæredygtigheden. Men med et kunstgreb forbindes vækstorientering med den bæredygtighedsorienterede vækstkritik: ”Grøn vækst” er det magiske løsen der skal få vækst og vækstkritik til at gå op i en højere enhed. En ”grøn kapitalisme” er en fantasi der har flere årtier på bagen; engang var der store forventninger til at den kunne danne afsæt for et nyt akkumulationsspring. Så vidt jeg kan vurdere, er denne optimisme blegnet. Når den grønne vækst lanceres herhjemme som et centrum-venstre projekt, ligner den mere et udkast til at opnå nationale konkurrencefordele på det globale kapitalistiske marked end begyndelsen til en omlægning af produktionen der skulle betyde at man nu kunne akkumulere på helt nye, bæredygtige præmisser. Og selv dette mere beskedne mål tror man tilsyneladende heller ikke rigtig på – ellers er det jo uforståeligt at det prioriteres så lavt af Thorning-regeringen som tilfældet er, og ikke rykkes up-front. De facto er det da også en anden politisk figur der dominerer: Først ny vækst – (bliver der råd til) omstilling.

Heroverfor står så en fundamental vækstkritik der nok formulerer nogle almene perspektiver for ”den store omstilling”, men som nemt kan havne i moraliserende appeller om omstillingens nødvendighed, og som i hvert fald har svært ved at forbinde vækstkritikken med arbejderbevægelsens og socialismens klassiske temaer om arbejde, arbejdsløshed og social sikkerhed. I forhold til de temaer risikerer den at forblive stum – og i de konkrete politiske diskussioner at placere sig på et side- eller i hvert fald parallelspor: Hvis du skal vælge mellem klimaet og arbejdspladser og velfærd – hvad vælger du så? Er du miljøorienteret eller socialt orienteret? Det er jo ikke et muligt valg, men det er heller ikke et reelt valg. For godt nok hænger ”væksten” og vækstideologien tæt sammen med spørgsmålene om arbejde, arbejdsløshed og det sociale – men det er i det væsentlige en negativ sammenhæng hvor produktivismen er omdrejningspunktet. Produktivisme er ”produktion for produktionens egen skyld”, så vidt muligt frigjort fra alle begrænsninger og snærende bånd, f.eks. af social art.

En produktivisme har historisk kendetegnet både den kommunistiske og den socialdemokratiske bevægelse, (historisk i forlængelse af en fetichering af produktivkraftudviklingen som var fælles gods), og den er den formel der lagde grunden for det historiske kompromis mellem kapital og fagbevægelse der førte til udformningen af den ”fordistiske” akkumulations-og samfundsmodel og i vores del af verden til opbygningen den socialdemokratiske velfærdsstat.[i] Vægringen ved en selvkritisk refleksion af produktivismen ser jeg som et vigtigt element der i dag bidrager til de ovennævnte vanskeligheder og den udbredte orienteringsusikkerhed når det gælder udformningen af et nyt socialistisk projekt.

Vækst og produktivisme
På kapitalsiden er produktivisme en uundgåelig implikation af akkumulationstvangen. Der skal hele tiden produceres mere og mere til sikring af en konstant voksende merværdi og en permanent styrkelse af konkurrencepositionen. I det store regnestykke indebærer det at produktionen bliver indifferent i forhold til hvad der produceres, hvordan der produceres, og med hvilke konsekvenser det der produceres, indgår i større samfundsmæssige og naturlige kredsløb. Det er den grundlæggende kapitallogik, og den er selvfølgelig hverken bæredygtig eller social. Den er så historisk – i vores del af verden – blevet brudt og modificeret på forskellige modvirkende måder.

Først og fremmest er de asociale konsekvenser blevet forsøgt opfanget, og så længe denne akkumulationsmodel inden for rammerne af fordistisk orienterede nationalstater kunne skabe en absolut vækst i form af en voksende velstand for størsteparten af befolkningen: materiel rigdom og nedsættelse af arbejdstiden, fremtrådte den som legitim og reelt uden alternativ, først og fremmest fordi den ”virkeliggjorte socialisme” viste sig som en lidet attraktiv blindgyde. Konsekvenserne for det samfundsmæssige naturforhold blev derimod fornægtet, og ”vækstkritik” (Rom-klubbens ”Grænser for vækst”, f.eks.) blev i lang tid skubbet til side som ubegrundet eller i hvert fald stærkt overdrevet. Af kapital og fagbevægelse i enighed. Den ubetingede anerkendelse af akkumulationstvangens primat (”vækst”) var selve grundlaget for det historiske kompromis.

Men den pris som arbejderbevægelsen betalte, har vist sig at være høj. Grundlæggende accepterede man den kapitalistiske produktivisme og omformede den ligefrem til en bærende værdi i arbejderbevægelsen selv. I den klassiske udgave: Det er os, arbejderne, der skaber de samfundsmæssige værdier. Det giver os magt, for vi kan få hjulene til at stå stille. Det var i øvrigt i forhold hertil slagordet om ”rettigheder og pligter” blev formuleret: Vi er dem der arbejder og har pligter, derfor skal vi også have rettigheder. Men dem der kun har rettigheder (kapitalisterne, overklassen), skal også have pligter! Brodden var rettet opad. Men denne offensive parole – ”Vi er de produktive” – førte indadtil i arbejderklassen og arbejderbevægelsen til en idealisering af lønarbejdet med den produktive mandlige arbejder som ledebilledet, i princippet ikke så forskelligt fra den kommunistiske mønsterarbejder. Lønarbejdet kunne – som den altdominerende samfundsmæssige formbestemmelse af arbejdet – ikke længere problematiseres. Dermed blev forestillinger om andre måder at arbejde og producere og også leve på marginaliseret, ja gjort illegitime. Og ”produktivitet” blev tolket ensidigt og restriktivt i flere henseender. Jeg vil pege på tre væsentlige dimensioner.

Produktivismens modsigelser og ensidigheder
For det første blev den skelsættende samfundsmæssige opspaltning og hierarkisering af ”produktivt” og ”reproduktivt” arbejde, og dermed også af den kønsmæssige hierarkisering, accepteret og elimineret fra den politiske dagsorden. Det varer ved i dag, også selv om ”det reproduktive arbejde” i stigende grad søges gjort produktivt i kapitalistisk forstand. Det lagde grunden for en sexisme i arbejderbevægelsen, og på et samfundsmæssigt niveau cementerede det den selvstændiggjorte ”økonomis” (”erhvervslivets”) primat i forhold til gendannelsen og fornyelsen af den samlede livssammenhæng. Økonomiens sociale og miljømæssige effekter blev forstået som ”eksternaliteter”, ikke som en indbygget dimension og opgave, et hensyn og en forpligtelse, i økonomien selv. I daglig tale: konkurrenceevne kommer altid før andre hensyn. Det har ført til det der er blevet kaldt en ”organiseret uansvarlighed”.

For det andet blev ”den produktive arbejder” modstillet ikke bare ”den uproduktive arbejder”, men ”uproduktiv” blev associeret med ”svaghed” og potentielt også ”asocialitet”. Det var selvfølgelig prekært og heller ikke entydigt fordi også ”rigtige” produktive arbejdere uforskyldt blev arbejdsløse, men skræmmebillederne af en eksistens inden for ”pjalteproletariatet” (som jo også Marx foragtede) var virksomme – som frygten for en social deroute ud af arbejderklassen (og ikke bare ud i fattigdom), et tab af social anseelse og værdighed. Dermed fungerede de som en orienteringsstiftende og (selv)-disciplinerende kraft inden for arbejderklassen og bidrog til at cementere forestillinger om hvem der kan gælde for ”anstændige mennesker”, ja, i tilspidset form: som mennesker i det hele taget. Her ligger der en kim til en social identitet der i ikke ringe grad baserer sig på afgrænsninger. Men sådanne tendenser blev dog over lange historiske stræk også modvirket af de markante bestræbelser på at opbygge et socialt system hvor alle som samfundsborgere ubetinget skulle have sociale og politiske rettigheder, og et velfærdssamfund der jo havde som horisont helt at afskaffe en ”underklasse” – og måske også en arbejderklasse fordi alle skulle være ”middelklasse”.

Endelig havde produktivismen for det tredje vidtrækkende konsekvenser for en forståelse af selve arbejdet. Produktivismen retter forståelsen og vurderingen af arbejdet væk fra arbejdet som en skabende aktivitet, som en særlig og vigtig form for menneskelig livsaktivitet, og i stedet hen imod slutresultatet. Arbejdet som skabende aktivitet reduceres til det abstrakte: ”arbejdsproces”, og produktet reduceres til ”output”. Det er selvfølgelig en faktisk reduktion og ensidiggørelse der er indbygget i den kapitalistiske formbestemmelse af arbejdet, (og som ikke bare hører taylorismen til!), men gennem identifikationen med produktivismen bliver den også målestok for arbejdernes selvforståelse af arbejdereksistensen. Det indebærer på den ene side en drastisk reduktion af det skabende potentiale i arbejdet som netop kun i reduceret form har kunnet leve videre i form af fagstolthed og stolthed over det man har bidraget til at lave, (”jeg var med til at bygge Lillebæltsbroen”). Men det indebærer på den anden side også at forbindelsen til – og dermed ansvaret for – produktet løsnes. Tendentielt instrumentaliseres denne relation. Forestillingen om at man ”kan lave noget for dets egen skyld”, kultiveres ikke, kvaliteten af et produkt som ”output” mister betydning, og derfor må der indføres sekundære ”motivationsfaktorer” i form af forskellige ”belønninger”.[ii] Den basale opfattelse nærmer sig dette: Folk gider ikke arbejde, der skal en ”incitamentsstruktur” til.

Men så længe en fremskridtsforestilling var intakt inden for arbejderbevægelsen, kunne den enkelte arbejder vidtgående fastholde en selvforståelse af at ens arbejde også i sin konkrete form (det man producerede) bidrog til udviklingen af den samfundsmæssige rigdom og altså var samfundsmæssigt nyttigt – også i kraft af at produktionen jo vidtgående var konkret lokaliseret og dermed var en levende del af lokale og regionale enheder. Men i dag er fremskridtsforestillingen reelt opgivet – selv om den politisk hele tiden besværges. Det dominerende politiske projekt er i dag defensivt: at sikre samfundets overlevelse i en stadigt stærkere global konkurrence der fremtræder som et naturlovsmæssigt vilkår. Men når de politiske prioriteringer ensidigt rettes ind efter det, så bliver det vanskeligt at opretholde en forestilling om sig selv, sit arbejde, sit liv som noget der bliver båret af en større sammenhæng man selv er en del af og har sin andel i. Jo mere konkurrencen, og det at gøre sig fit til den, tegner horisonten for ens orienteringer og livsførelse, jo stærkere vil en eksistensusikkerhed eller ligefrem eksistensangst blive det – måske uudtalte – grundlag man tænker og handler ud fra. Men det var jo netop opgøret med at det skulle være et vilkår for arbejdereksistensen, der var en mægtig drivkraft i arbejderbevægelsens etablering, så måske er man i dag slået tilbage til start.    

Fagbevægelsen og produktivismen
Accepten af, ja identifikationen med produktivismen har spillet en central rolle i fagbevægelsens selvforståelse og måde at lave politik på. Så længe et højt velstandsniveau kunne fastholdes og i lange perioder også udbygges, så længe produktivisme og høj beskæftigelse (og ”sikkerhedsnettet” i tilfælde af arbejdsløshed) kunne gå hånd i hånd, så længe fremtrådte produktivismen legitim – i en sådan grad at den ikke var et tema (og vanskeligt kunne gøres til et tema), men en selvfølgelig del af en fagforeningsmæssig horisont. Derfor kunne den pris man betalte, heller ikke for alvor klargøres, benævnes og diskuteres.

I forhold til medlemmerne og også alle de arbejdere der ikke eller kun nølende vil være medlemmer, ser jeg det største problem i at man har afskrevet sig muligheden af at forholde sig til væsentlige sider af arbejdet og arbejdereksistensen. Først og fremmest selve arbejdet: Hvad er det man producerer, hvilke virkninger og effekter har det vi laver, hvorfor og hvordan er det vigtigt, er det overhovedet vigtigt eller ligefrem skadeligt? Det har man overladt til arbejdsgiverne eller ledelsen. For arbejderne gælder: det er ikke vores bord. Men det betyder jo også: det er ikke noget vi kan og skal forholde os til, udvikle kriterier for og have en mening om – ikke kollektivt, organiseret i hvert fald. Det har begrænset fagbevægelsens politikområde til sikring af arbejdspladser, lønforhold og arbejdsmiljø. I forhold til den stadigt stærkere bæredygtighedskrise betyder det at fagbevægelsen ikke kan formulere nogen politik.

Og indadtil, i forhold til medlemmerne og arbejderne på arbejdspladserne, har det betydet at man vidtgående har afskåret sig fra at kunne forbinde en fagforeningsidentitet med det jeg kaldte arbejdets skabende side. Hele denne dimension har man overladt til virksomhedsledelserne. Og det vil sige: man har ladet deres definitioner af ”kreativitet”, ”kompetencer”, ”teamwork” osv. være enerådende. I dag har man simpelthen ikke et selvstændigt sprog for dette, udviklet ud fra en arbejderbevægelsestradition. Reelt ligger der heri en massiv undervurdering af medlemmerne, arbejderne. Eller man kunne sige: en kollektiv selvundervurdering.

Men de ting man ikke har beskæftiget sig med, er jo ikke forsvundet af den grund. For selv om den kapitalistiske produktivismes reduktion og instrumentalisering af arbejdet jo ikke bare har været et program, men en realitet, så indebærer den jo ikke at de enkelte arbejdere virkeligt bare bliver indifferente over for arbejdet. I lang tid sagde man f.eks.: Ufaglærte arbejdere er desinteresserede i arbejdets indhold. Men bl.a. fra egen projekter og samarbejder med ufaglærte ved jeg at det ikke passer – og det er en erfaring der viser sig overalt: så snart man får mulighed for, eller i hvert fald så snart det fremtræder meningsfuldt at forholde sig til karakteren, kvaliteten og virkninger af det man laver, bliver det klart at det er noget man, også i den grad, har en opmærksomhed mod. Langt de fleste mennesker ønsker at lave et godt stykke arbejde. Og det er en krænkelse når man ikke kan komme til det. Når vi har arbejdet med det i forskellige fagforeningssammenhænge, møder det også en stærk resonans. Men det er ikke noget man lige kan gøre til et politikområde eller formulere overenskomstkrav i forhold til. Og så bliver det liggende.

Måske kan man sige at fagbevægelsen har forsømt at gøre sig selv til andet og mere end en magtfuld interesseorganisation. At være den organisation der repræsenterer arbejdernes interesser kunne også have været: den organisation der repræsenterer det samfundsmæssige arbejdes ”interesse”, et alment perspektiv forskelligt fra de fleste andre interesseorganisationers. I dag er det så arbejdsgiverne, ”erhvervslivet”, der kan profilere sig som en interesseorganisation hvis egen-interesse falder sammen med en almen, samfundsmæssig interesse: ”Gode forhold for erhvervslivet sikrer væksten, det vi alle skal leve af”, som man siger. Mens en arbejderinteresse snarere står i modsætning til det. Det er den egentlige kulturkamp. Og her har fagbevægelsen bragt sig i defensiven. Og i den aktuelle situation hvor det klassiske historiske kompromis i stigende grad mister sit grundlag, mister fagbevægelsen indflydelse og risikerer at bevæge sig i retning af at blive ”irrelevant”. Selv i forhold til kernen i dens selvforståelse og historiske position som samfundsmæssig magtfaktor– at være den organisation der samler og repræsenterer arbejderne – kan den være på vej til at blive reduceret til én blandt flere interesseorganisationer, hvad der i hvert fald kan være en mulig konsekvens af problemerne med at fastholde og rekruttere medlemmer, og med at opnå resultater, både overenskomstmæssigt og politisk. Et forhold der i dets historiske rækkevidde i særlig grad udstilles i den aktuelle politiske situation med en socialdemokratisk ledet regering der jo ud fra traditionelle forestillinger netop skulle sikre fagbevægelsen indflydelse.

Hvad nu?
Nu kunne man måske indvende at lige præcis i en situation hvor arbejdsløsheden stiger, kan det ikke nytte noget at begynde at problematisere produktivismen. Men de dominerende kapitalstrategier i dag – kendetegnet ved stikord som neoliberalisme, postfordisme, globalisering som universel konkurrence, finanskapitalens selvstændiggørelse og dominans – indebærer en skærpet produktivisme. Det er selve deres omdrejningspunkt. Og det betyder at alle de modsigelser som jeg opregnede i forhold til fordismens produktivisme, nu også skærpes på en sådan måde at de på blot lidt længere sigt næppe kan ”holdes sammen” i et nyt kompromis. Det er jo ikke tilfældigt at den krisepolitik der over en bred kam prioriteres i alle EU-lande, i grundtrækkene (uanset nationale forskelle der ikke nødvendigvis er betydningsløse) peger væk fra et sådant nyt kompromis. Konsekvenserne begynder allerede at aftegne sig tydeligt både i forhold til bæredygtighedsspørgsmålet og til det sociale spørgsmål.

I forhold til bæredygtigheden: En ubrudt, ja skærpet produktivisme blokerer forsøgene på at finde en vej ud af bæredygtighedskrisen. En ”ny vækst” på produktivistiske præmisser kan ikke gå hånd i hånd med en sådan vending. Fantasierne om en grøn kapitalisme er en selvmodsigelse. Man kan ikke have en frisat kapitalakkumulation der er grøn og bæredygtig. Det betyder ikke at bestemte begrænsede omlægninger og omprioriteringer er meningsløse, alle sådanne initiativer bør støttes. Men de kan ikke summeres til en alternativ udviklingsmodel. Og de iværksættes vel også kun hvor de kan love konkurrencefordele på det globale marked. Er bæredygtigheden et sekundært tema for fagbevægelsen? Eller måske ikke dens bord? Det er i hvert fald dens medlemmers basale eksistensbetingelser der står på spil.

Og i forhold til det sociale: Den asociale dimension ved produktivismen der var indbygget i fordismen, men i et vist omfang også blev indkapslet i velfærdsmodellen, træder i den nye situation langt mere råt frem. Der er ikke længere plads til den slags hensyn. Det klassiske socialdemokratiske projekt sigtede mod at ingen skulle falde under ud og blive netop ”underklasse”, velfærdsstaten skulle sikre at alle borgere havde rettigheder og et sikret eksistensgrundlag som samfundsborgere, ikke bare som potentiel arbejdskraft. Men det er mildest talt i opbrud i dag. Bruddet med det var centralt i Blairs New Labour. Og Schröders Hertz IV-program indebar de facto at man opgav ideen om at ingen skulle være underklasse. Og det samme ser vi herhjemme. Med ophøjelsen af ”den hårdt arbejdende lønarbejder” til ledefigur, med omvendingen af parolen om ”ingen rettigheder uden pligter” til at vende brodden nedad, med paratheden til at lade arbejdsløse der ikke selv kan skaffe sig arbejde, eller dem der af forskellige grunde ikke kan eller vil, falde under ud. Kun hvis man bidrager synligt og villigt til ”samfundet”, er man værdig til en menneskelig eksistens. ”Dovne Robert” som det store skræmmebillede alle anstændige mennesker bør tage afstand fra: Det ville være komisk hvis det ikke var så tragisk. Og hvis hensynet til dem der falder under ud, ikke vejer stærkt nok, så skal man huske at denne problemstilling i lige så høj grad peger ind mod ”de hårdt arbejdende lønmodtagere”, ja det er dem der er hovedadressaten. Det er deres selvdisciplinering, baseret på truslen mod eksistenssikkerheden, det kommer an.

Jeg vil selvfølgelig ikke sige at fagbevægelsen ikke er foruroliget over dette, det er den jo, og gør også noget – mere eller mindre markant. Men det er nødvendigt at man langt mere bestemt begynder at forholde sig til hvad kilderne til denne asocialitet er, og ikke med den ene hånd forsøger at bekæmpe den, mens man med den anden bakker op om strukturelle initiativer der skaber eller reproducerer grundlaget for den. Og det gælder vel i endnu højere grad for det politiske venstre. Det er klart at det er et vidtrækkende perspektiv, og ikke noget man bare lige kan beslutte sig for at gøre. Og hvad de konkrete svar skal være, er jo heller ikke indlysende. Men man er ikke på bar bund, der findes mange praktiske initiativer og teoretiske bud på alternative forståelser som man kan forholde sig til. Men i øjeblikket virker det som om denne opgave vidtgående fornægtes eller afvises som irrelevant i den nuværende situation. Jeg tror det vil vise sig at være en selvdestruktiv holdning hvis man ikke bryder med denne forståelse. Og pointen er ikke at enten bryder man med ”hele systemet”, eller også kan det være det samme. Men det er jo ikke sikkert at det man kalder ”to skridt frem og ét tilbage”, nødvendigvis overhovedet er et skridt frem. Det kommer jo an på, for det første hvilken karakter og vægt disse skridt har i sig selv og i forhold til hinanden, og for det andet hvor den vej man går på, egentlig fører hen. Så længe der ikke er klare kriterier for det i diskussionen, er sådanne paroler besværgelser. Og dem kommer man i hvert fald ikke fremad med.



[i] Produktivismen har jeg udførligt diskuteret i min artikel ”Arbejde og demokrati – politisk dannelse i dag”, i: I. Bering m.fl., red.: Ude af trit? Roskilde Universitetsforlag 2000. jf. også mine tidligere artikler i Kritisk debat, bl.a.: Alternativet til fleksibilisering: en ny arbejdspolitik (2010) og En radikal reformpolitik (2010). Fagbevægelsen og den nye kapitalisme (2011).

[ii] Jf. f.eks. min artikel ”At lave noget for dets egen skyld”, i: Social kritik/112, 2007, s. 44-56.