Regeringens politik er konsistent – socialliberal
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Anders Lundkvist (AL) går i et debatindlæg i august udgaven af KD i rette med min centrale pointe i Mandagskommentaren fra 2. juli 2012. Her hævder jeg, at regeringen har handlet relativt konsistent efter valget og i det store og hele i overensstemmelse med Fair Løsning, 2020 planen og S og SF’s fælles valgoplæg. Der har således langt fra været tale om den serie af løftebrud, som bl.a. EL har beskyldt regeringen for.

AL mener, at mit udgangspunkt er forkert og anskuer Fair Løsning som et alternativ til den borgerlige regerings nedskæringspolitik. Ifølge oplægget skulle ”Danmark arbejde sig ud af krisen”.  Det er også ganske korrekt blot med den tilføjelse, at det bl.a. skulle ske ved at øge arbejdstiden og holde igen på lønudviklingen, hvilket jo netop er  kvintessensen i det europæiske borgerskabs restaurationistiske udbudspolitik og kernen i EuroPlus pakken.

AL fremfører også, at Fair Løsning opererer med en højere offentlig vækst end VK. Igen korrekt. På 1.4 procent i stedet for 0.8 procent. Men det siger jo ikke andet, end at væksten i det offentlige forbrug skulle være større ifølge S og SF. Det siger ikke noget om, hvad væksten skulle bestå i. Det gør til gengæld både SF’s og S’s forskellige oplæg, hvori der indgår mere privatisering og binding af den offentlige sektor til markedet – bl.a. i form af øget OPP (offentlig privat partnerskab). Dvs. den såkaldte ”demokratiske sektor” skal i højere grad underlægges kapitalens afkastkrav. Så ”prioriteringen mellem den demokratiske og den kapitalistiske sektor”, som AL skriver, må siges at være illusorisk. Det understreger regeringens konkrete praksis også. Det vælter ud med vejledninger til udlicitering og OPP fra Erhvervsministeriet og konkurrencestyrelsen. Men det er ikke løftebrud. Det er konsistent opfølgning på bl.a. oplægget fra SF ”Ny vækst – nye job”, der udkom lang tid før vlaget.

Min hovedpointe i Mandagskommentaren var, at hele den økonomiske tænkning bag S-SF projektet fra starten repræsenterede en socialt modificeret udgave af neoliberal økonomi og logik. Derfor var det også fuldstændigt logisk, når S og SF stemte for Europluspakken og senere Finanspagten, der kun udbyggede den foregående samt gav den et formelt juridisk grundlag. Men dermed var linjen jo også beseglet. Budgetdisciplin, lønkonkurrence, svækkede overenskomster (fleksibelt arbejdsmarked), reduktion i overførselsindkomsterne og større arbejdsudbud – det er linjen! Hvordan den så aktuelt gennemføres, afhænger selvfølgelig af de helt konkrete styrkeforhold og muligheder. Men det afgørende er, at det er præmissen, der styrer handlingerne og ikke omvendt, hvorfor den glidende højredrejning alene tegner en konkret logisk bevægelse indenfor rammerne af regeringens politiske grundlag.

Man kan i den sammenhæng ganske givet hævde, at skatteforliget og forliget om fleksjob m.m.. som regeringen indgik med V og K, ligger en del til højre for de oprindelige tanker og fra, hvad der kunne have været opnået i forlig med EL. Men for mig at se er det ikke det interessante, fordi tingene hermed hives ud af deres sammenhæng.

For mig at se er det vigtigste, at S og SF på grund af deres politisk/økonomiske udgangspunkt vil blive tvunget yderligere til højre, fordi forsvaret af den herskende økonomiske orden kræver det. Og når jeg til AL’s undren skriver, at det aftaleudkast til en skattereform, der lå mellem regeringen og EL ikke i al væsentligt adskilte sig fra det endelige forlig med V og K, så skal påstanden vurderes i den sammenhæng. For aftaleudkastet mellem regeringen og EL anerkendte faktisk 2020 planen og påstanden om nødvendigheden af det øgede arbejdsudbud. Dvs. aftaleudkastet anerkendte den neoliberale økonomiske præmis, selv om det skånede dem på overførselsindkomster og modificerede en yderligere forringelse af skatteprogressionen.

Så forskellene mellem aftaleudkastet og det endelige skatteforlig med V og K har jeg vanskeligt ved at opfatte som principielle og substantielle. Der er snarere tale om graden af sociale hensyn. Det bekræfter AL selv ved at begrunde den principielle forskel med, at ”forliget knæsætter at de udenfor arbejdsmarkedet kan sejle deres egen sø”. Det er netop ikke en principiel forskel. Havde AL og i øvrigt EL’s forhandlere argumenteret med, at enhver forringelse af dagpenge, kontanthjælp mv. svækker lønmodtagernes styrkepositioner på arbejdsmarkedet, så havde billedet tegnet sig lidt anderledes. Så havde påstanden om den ”principielle forskel” måske været på sin plads.

Men den argumentation blev aldrig hørlig og i hvert fald ikke central i konfrontationen mellem EL og SF. Det Radikale Venstre er i denne sammenhæng ligegyldig.

Min næstsidste pointe i Mandagskommentaren var, at afstanden mellem S-SF og EL ikke er væsentligt forrykket siden valget. Det er hele parallelogrammet, der er parallelforskudt. Ikke fordi S og SF bevidst er rykket til højre og EL efter dem, men grundlæggende fordi den neoliberale krisepolitik i Europa, som hele regeringen har forpligtet sig til at gennemføre, tvinger den til at indgå i det generelle opgør med velfærdsstaten, som stort set er i gang i alle medlemslandene – det jeg kalder borgerlig restaurationspolitik. Fremgangsmåderne varierer, men målet er det samme: at holde lønmodtagerne i ro, nedbringe de offentlige udgifter til velfærdsgoder, omdannelse af velfærdsstaten til en residualstat, stramme rammerne for finanssektoren og styrke konkurrencebetingelserne for erhvervslivet, så det kan klare sig i den skærpede globale konkurrence.

Hvis man følger den politik – om end det sker under højlydte protester – kan man da godt kalde det at ”gå på to ben”. Men hvad hjælper det, hvis begge ben går samme vej – mod højre. Hvad skal venstrefløjen med forlig, hvis disse ikke alene legitimerer den aktuelle politik men også understøtter og hvad værre er, cementerer denne politiks præmisser i store dele af vælgerbefolkningen og i de faglige organisationer. Ved at gå med i det ene småforlig efter det andet, der bygger på samme præmis, er der en overhængende risiko for, at EL bidrager til oppustningen af den politiske figur, der hedder: ”der er ikke noget alternativ”. Og det er vel ved at blive det aktuelle billede?

Nu kan det lyde som om hensigten med MandagsKommentaren var at advokere for de rene hænders politik. Det er på ingen måde hensigten. Formålet var at kritisere store dele af venstrefløjen for at læse noget ind i S og SF’s politiske program, der aldrig har stået der. Denne fejllæsning har nemlig blokeret for en nøgtern kritisk støtte til den siddende regering, for en selvstændig og offensiv udfordring af regeringens politik og ikke mindst for en åben diskussion af, hvad der skal gøres, når nu det viser sig, at regeringens politik ikke løser et eneste af de problemer, som den har stillet vælgerne i udsigt at ville løse – og således, som det allerede ligger i kortene, baner vejen for VK regeringens genkomst.