Ingen grøn omstilling af universiteterne
Af Lars Myrthu-Nielsen & Niels Henrik Hooge

Offentliggjort: 15. oktober 2012

Miljø og bæredygtig udvikling indgår stort set ikke i de treårige udviklingskontrakter [1], som uddannelsesministeren har forhandlet på plads med landets universiteter. Dette er kritisabelt al den stund miljø og bæredygtighed så vidt muligt bør integreres i al forskning og undervisning og der bør opstilles bindende målsætninger for nedbringelse af universiteternes CO2-udledninger. Regeringen må også sørge for, at hensynet til miljø og bæredygtig udvikling tages med i universitetslovens, gymnasielovens og folkeskolelovens formålsparagraffer. Den grønne omstilling af økonomien, der lægges op til i regeringsgrundlaget, bør modsvares af en grøn omstilling af universiteterne og hele uddannelsessystemet. Regeringen og repræsentanter for så mange samfundssektorer som muligt må udvikle en national handlingsplan for denne omstilling.

Som bekendt var det dominerende tema på Rio + 20 topmødet global omstilling til en grøn økonomi. Omstillingen nævnes også i det danske regeringsgrundlag [2], hvor ambitionen er, at Danmark skal være førende på dette område. Problemet er imidlertid, at de grønne visioner ikke omfatter uddannelsesområdet, fordi regeringen ikke har taget højde for, at det er nødvendigt at forberede opvoksende generationer på de udfordringer, de vil møde på miljø-, energi- og klimaområdet. For øjeblikket stilles der mange forskellige forventninger til regeringen fra aktører i universitetsverdenen, men endnu har ingen formuleret kravene til omstillingen af ikke blot universiteterne, men hele det danske uddannelsessystem i forhold til det vigtigste kerneområde for al undervisning og forskning i fremtiden, nemlig miljø og bæredygtighed. Hvis omstillingen overlades til universitetsledelsernes forgodtbefindende, er det usandsynligt, at der sker afgørende fremskridt i de næste mange år, og når de kommer, bliver det for sent til at understøtte regeringens målsætning om et globalt konkurrencedygtigt uddannelsessystem. Mange af de lande, vi konkurrerer med, er nemlig for længst begyndt på denne proces.

UBU
At der ikke satses mere på grøn uddannelse er uforståeligt, al den stund en global strategi for omstilling af uddannelsessystemet har eksisteret i adskillige år - nemlig FN’s Tiår for uddannelse i bæredygtig udvikling (UBU), der løber fra 2005 til 2014. UBU, der også indgår i Rio + 20 aftalen [3], blev vedtaget af FN’s generalforsamling som et af svarene på den globale miljø- og klimakrise og tager sigte på at fremme bæredygtige kompetencer og adfærd i FN’s medlemslande bl.a. gennem reorientering og revision af eksisterende uddannelsesprogrammer [4]. Under ledelse af FN’s økonomiske kommission for Europa (UNECE) er der udviklet en strategi for Europa og Nordamerika for at lette ’forgrønningen’ af uddannelsessystemerne i disse regioner. I EU er UNECE-strategien og UBU slået igennem i den reviderede bæredygtighedsstrategi [5], der anbefaler, at EU-medlemslandene udvikler handlingsplaner for uddannelse for bæredygtig udvikling. Den danske UBU-strategi, der blev indstiftet af den forrige regering, har bl.a. det formål, at kendskabet til uddannelse for bæredygtig udvikling udbredes og anvendes på alle niveauer i uddannelsessystemet, styrke befolkningens forståelse, engagement og viden om bæredygtig udvikling og koordinere en række uddannelsesinitiativer, således at der skabes en synergieffekt [6].

Imidlertid synes strategien nu at have fået sit grundskud, fordi den reelt er ekskluderet fra universiteternes arbejdsgrundlag i de næste tre år. Således er miljø og bæredygtighed stort set ikke nævnt i de netop vedtagne udviklingskontrakter, der udover at være med til at garantere universiteternes selvstyre, fastlægger uddannelsesministeriets og dermed samfundets krav til universiteterne.

Eftersom en grøn omstilling af uddannelsessystemet er betingelse for en omstilling af samfundsøkonomien i retning af miljø og bæredygtighed og universitetssektoren er retningsgivende for udviklingen af uddannelsessystemet som sådan, er det tvingende nødvendigt, at UBU-strategien implementeres og videreudvikles på universiteterne, der også selv har en interesse i, at det sker: Hvis de skal forøge deres innovationskapacitet i forbindelse med den udvikling af en grøn økonomi, der er forudsætningen for at Danmark kan bevare sin konkurrencedygtighed på det globale marked, og interagere med det omgivende samfund som eksperimentarier og fremtidslaboratorier, må de på dette område ligge foran samfundsudviklingen og ikke som nu bagefter.

Ingen grønne udviklingskontrakter
Ingen af disse overvejelser indgår imidlertid i de forhåndsbetingelser, som uddannelsesministeriet tidligere i år stillede til landets universiteter. Her blev der stillet fire ufravigelige krav – bedre kvalitet, større sammenhæng i uddannelserne, hurtigere gennemførelse og øget innovationskapacitet [7] – hvorimod alt andet var baseret på frivillighed. Resultatet er desværre blevet derefter: Af landets otte universiteter nævner kun Roskilde Universitet og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) miljø og bæredygtighed i deres udviklingskontrakter og i ingen af disse tilfælde er der tale om en egentlig grøn omstilling, der omfatter undervisning og forskning: På Roskilde Universitet forpligter man sig til at reducere forbruget af el, varme og vand frem mod 2014 med 5 pct. eller mindre og på DTU formindsker man el- og varmeforbruget med 15 pct. i 2015 og forøger genvindingen af driftsaffaldet med 5 pct. i forhold til 2010 [8]. Intet af dette er udtryk for noget højt ambitionsniveau.

Generelt kan man argumentere for, at et af de vigtigste, men naturligvis ikke det eneste kriterium for definitionen på et grønt universitet, er, hvordan det håndterer sine klimaproblematikker. Set i tilbageblik burde man i uddannelsesministeriet have overvejet, om ikke klimaneutralitet og bindende målsætninger for nedbringelse af universiteternes CO2-udledninger burde have indgået i de kontrakter, der nu er forhandlet på plads. Hvis et universitet skal gå forrest i samfundsudviklingen, er der grund til at forvente, at det f.eks. nedbringer sine CO2-udledninger med 40 pct. før 2020, sådan som det ifølge regeringsgrundlaget skal ske for det øvrige samfund. Copenhagen Business School er for øjeblikket det universitet, der med stor margin har det højeste klimamål - 40 pct. reduktion i 2020 og klimaneutralitet i 2030 - efterfulgt af Københavns Universitet [9] og Roskilde Universitet, der reducerer med 20 pct. i henholdsvis 2013 og 2015 med 2006 som basisår. Landets største universitet, Aarhus Universitet, der indtil for nyligt var hjemsted for det nu opsplittede Danmarks Miljøundersøgelser, har ingen miljø- eller klimapolitik og på Aalborg Universitet og Syddansk Universitet ønsker man ganske vist at reducere CO2-udledningerne, men har ikke opstillet konkrete mål. På DTU har man hidtil forventet, at udledningerne vil stige med fem pct. om året [10].

Grønne uddannelseskoncepter
Ligeså vigtigt som at gøre de fysiske rammer og aktiviteter bæredygtige er det at integrere miljø- og bæredygtighedshensyn i undervisningsplaner og forskning. Selvom uddannelse for bæredygtig udvikling er nævnt og beskrevet i adskillige internationale konventioner og erklæringer, eksisterer der ikke en universel formel for, hvad den eksakt indeholder. Om end der hersker enighed om bæredygtighedsprincipperne og deres underliggende koncepter, anerkendes det også, at der snarere er tale om en proces end et færdigt produkt, der først og fremmest handler om at håndtere komplekse systemer, som er under udvikling. Tyngdepunktet ligger derfor på systemiske forandringsmuligheder i uddannelsesinstitutionerne, der muliggør, at bæredygtighedsproblemstillinger kan anskues ud fra en lang række forskellige faglige og kulturelle synsvinkler [11].

På trods af nuancerne i forhold til kontekster og prioriteter besidder undervisningen ikke desto mindre visse grundlæggende karakteristika [12]: Den er baseret på principper og værdier, der understøtter bæredygtig udvikling og relaterer sig til alle bæredygtighedens områder – miljø, samfund og økonomi – og tager hensyn til bæredygtighedsbegrebets dynamiske natur. Den fremmer livslang læring og opbygger kapacitet i forbindelse med samfundsmæssige beslutningsprocesser, social tolerance, miljømæssig omsorg, fleksible arbejdsstyrker og livskvalitet. Endvidere er den interdisciplinær, hvad der betyder, at den ikke kan monopoliseres af nogen enkelt fagdisciplin.

Selvom uddannelse for bæredygtig udvikling først og fremmest kan defineres som en proces, betyder det ikke, at den ikke er målrettet. Begreber som økologisk skoling eller dannelse står centralt. Hermed forstås evnen til at bruge økologisk forståelse og tænkning til at studere, opleve og sameksistere med miljøet på en bæredygtig måde. Sammen med civil dannelse – dvs. anvendelsen af forståelse af sociale, politiske, økonomiske og kulturelle systemer til aktiv deltagelse i samfundsprocesser - udgør økologisk skoling forudsætningen for det såkaldte miljømedborgerskab, hvorved forstås værdibevidstheden og de praktiske færdigheder til at omsætte den økologiske og civile dannelse i praksis [13]. Også disse elementer bør indgå i de krav, som uddannelsesministeren stiller til universiteterne som betingelse for den autonomi for universitetsledelserne, der lægges op til i regeringsgrundlaget.

Danmark bagefter
At det af konkurrencemæssige årsager haster med at få sat fart på UBU-strategien, skyldes ikke mindst, at den i lang tid har været virksom i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med: I Storbritannien har man implementeret et nationalt rammeværk for at gøre alle skoler i landet bæredygtige i 2020 [14]. I Tyskland er der blevet dannet en landsdækkende UBU-komité, der består af eksperter og institutioner, inklusive repræsentanter for uddannelses-, kultur-, udviklings- og miljøministerierne, parlamentet, delstater, NGO’er, medierne og det private erhvervsliv, og tillige et forum med tilhørende arbejdsgrupper. De to organer har udarbejdet en handlingsplan, der opregner 60 konkrete politiske tiltag til fremme af uddannelse for bæredygtig udvikling. I 2011 var mere end 1300 tyske tiårsprojekter gennemført eller sat i gang [15]. I Frankrig er der som beskrevet nedenfor ligeledes sat omfattende foranstaltninger i værk og også i lande som Østrig, Norge, Finland og Sverige finder der mange aktiviteter sted [16].

På mange måder indtager universitetsverden en ledende rolle: Mere end 1400 universiteter over hele verden har i det mindste på papiret forpligtet sig til bæredygtighed ved at underskrive internationale aftaler og konventioner som f.eks. The Halifax Declaration, The Talloires Declaration og The Copernicus Charter for Sustainable Development.

I forhold til initiativer som disse er Danmark langt bagefter og det må forventes, af efterslæbet kun vil blive større, hvis ikke kursen lægges om. Som minimum bør man forvente, at regeringen tager den danske UBU-strategi alvorligt og gør en indsats for at omsætte den i praksis. Tiden har længe været inde til, at regeringen og repræsentanter for så mange samfundssektorer som muligt udvikler en national handlingsplan for en grøn omstilling ikke kun af universiteterne, men af hele uddannelsessystemet.

Grenelle Environment
Både i forbindelse med indholdet af en sådan handlingsplan og den måde, hvorpå den vil kunne udvikles, kan Frankrig tjene som forbillede: Her har den såkaldte Grenelle-proces – Grenelle Environment - gjort det muligt at skabe en stort anlagt plan for at løse miljø- og klimakrisen og omstille Frankrig til et bæredygtigt samfund [17]. Processen, der blev lanceret som en grøn kontrakt mellem staten og civilsamfundet, blev sat i gang i 2007. I processens første etape blev nedsat seks arbejdsgrupper med uafhængige eksperter og repræsentanter for staten, NGO’er, lokalgrupper, fagforeninger og arbejdsgivere. Arbejdsgrupperne udarbejdede forslag til, hvordan man kunne bekæmpe klimaforandringerne og nedbringe energiefterspørgslen, bevare biodiversitet og de naturlige ressourcer, opretholde eller genskabe et sundt miljø, implementere bæredygtige produktions- og forbrugsformer, skabe et økologisk demokrati med institutioner, der fremmer miljøbeskyttelse og bæredygtig udvikling, og udvikle en konkurrencedygtig grøn økonomi med høj beskæftigelse. I anden etape blev offentligheden konsulteret: 15,000 mennesker deltog i 19 regionale forsamlinger og 300,000 indsendte bidrag til de forskellige Grenelle-Internetfora. På grundlag af den information og de anbefalinger, der blev fremlagt, vedtog den franske regering 268 miljø- og bæredygtighedsrelaterede mål og delmål og der nedsattes 34 komitéer, som skulle foreslå virkemidler til at realisere dem. Mellem 2008 og 2010 stadfæstedes resultaterne i to love, Grenelle 1 og 2. Eftersom der er tale om et vedvarende projekt, evalueres processen løbende i rapporter til det franske parlament, og siden 2010 er den blevet overvåget tæt af en regeringsnær bæredygtighedskomité, der består af mere end fyrre repræsentanter for staten og civilsamfundet.

UBU udgør en af hjørnestenene i Grenelle Environment, der implicerer, at bæredygtig udvikling implementeres overalt i forsknings- og uddannelsessektoren fra folkeskole- til universitetsniveau [18]. Integrationen er interdisciplinær og indfletter ikke mindst UBU med andre tværgående uddannelser ved hjælp af undervisning i videnskabelig metoder for at fremme forståelsen af bæredygtige værdier og handlingsmønstre, hvori indgår viden om videnskabelig økologi og økosystemer, recycling, samfundsrelateret økologisk tænkning og livscyklusanalyse. Der er også iværksat en grøn plan for de højere læreanstalter, som omfatter undervisning og forskning samt modernisering af institutionernes fysiske rammer [19]. For hele uddannelsessektoren er identificeret seks nøgleområder, hvor integration af UBU bør iværksættes særligt hurtigt - nemlig for uddannelser, der relaterer sig til byggeri, energi, landbrug, marinevidenskab, økonomi og sundhed.

At den grønne omstilling i Frankrig overhovedet kan lade sig gøre, skyldes ikke mindst, at de involverede regeringsinstitutioner er blevet opgraderet, således at de ikke længere fungerer som autonome enheder, der undlader at afstemme deres aktiviteter i forhold til hinanden: En stor del af omstillingen varetages af et bæredygtighedsministerium, hvor bl.a. miljø, bæredygtig udvikling, energi, fiskeri, transport, boliger og byudvikling er samlet under ét tag [20].

En national handlingsplan for UBU
Om end tanken om en omfattende dansk Grenelle-proces kan være realistisk på længere sigt, er der formentlig ringe udsigt til, at den vil blive sat i gang foreløbig. I forhold til uddannelses- og forskningssektoren har nøgleparadigmet for den tidligere og nuværende regering først og fremmest været deregulering af så mange uddannelses- og forskningsmæssige aktiviteter som muligt: Følgen er, at det ikke er muligt at presse universiteterne til at udvikle bestemte uddannelser, uanset hvor stort samfundsbehovet end måtte være, og de basismidler, som de selv administrerer, udgør 70 pct. af de sml. forskningsmidler. Eftersom de fleste af disse forskningsmidler ikke på forhånd er politisk tematiserede, kan universiteterne bruge dem, som de vil [21]. I en situation med fuld tillid til universitetsledelsernes evne til at forudse behov og langsigtede tendenser i samfundet, giver deregulering mening, men ved en grøn omstilling af forsknings- og uddannelsessystemet indenfor få år, der om nødvendigt skal presses frem fra centralt hold, er den risikofyldt, fordi den afskærer de politiske beslutningstagere fra at gøre deres indflydelse gældende.

Selvom dereguleringsparadigmet grundlæggende er uforeneligt med UBU, er det alt andet lige muligt at gøre sig forestillinger om, hvad en national handlingsplan for uddannelse for bæredygtig udvikling bør indeholde. Forskellige miljøorganisationer har opridset konturerne af et sådant koncept [22], hvis udgangspunkt på mange måder kan sammenlignes med den forrige regerings globaliseringsstrategi fra 2006. Strategien forældedes imidlertid hurtigt, fordi miljø- og bæredygtighedshensyn aldrig blev en del: Ligeså vigtigt som at gøre de fysiske rammer og aktiviteter bæredygtige er det at integrere miljø- og bæredygtighedshensyn i undervisningsplaner og forskning og iværksætte landsdækkende folkeoplysningsprogrammer for bæredygtig udvikling. Bæredygtighedshensyn må så vidt muligt integreres i alle offentlige institutioner og halvoffentlige og private virksomheder, og lokale og nationale kompetencemiljøer udvikles og styrkes. Tilstrækkelige økonomiske ressourcer må skaffes til veje og formidles gennem en udviklingsfond, der i samarbejde med erhvervslivet kan støtte udviklingen af UBU-strategier i alle dele af uddannelsessektoren. Strategierne må endvidere integreres i det danske bistandssamarbejde og erfaringerne fra udviklingsindsatsen anvendes i UBU-arbejdet i Danmark og viden udveksles med nabolande og i EU-regi. Regeringen må bidrage til, at de forskellige aktører og institutioner definerer deres ambitioner og mål, og der etableres de nødvendige netværk, hvor erfaringerne kan udveksles og deles. I særdeleshed bør man understøtte det faglige netværks- og videnscenter RCE-Danmark, der er en af drivkræfterne i den danske UBU-strategi, men endnu ikke har finansiering for 2013 [23]. For øjeblikket hersker der usikkerhed om regeringens opbakning og netværkets mulighed for at fortsætte.

Grønne fagforeninger
Den manglende politiske vilje til at reformere uddannelses- og forskningssektoren er imidlertid en realitet, man er nødt at tage alvorligt, og det er følgelig nødvendigt at overveje alternative tiltag: Hvis ikke man kan gå ud fra, at der sættes initiativer i gang i undervisnings- eller uddannelsesministeriet eller fra universitetsledelserne og dereguleringsparadigmet blokerer for en national handlingsplan for UBU, hvorfra skal de så komme, om overhovedet?

En mulighed er fra de faglige organisationer, der udgør de tungeste institutionelle aktører i uddannelses- og forskningssektoren: Lærerforeningen, gymnasielærerforeningen, magisterforeningen, FOA og DJØF, der tilsammen omfatter de personalegrupper, som en grøn omstilling vil være afhængig af. En sådan omstilling relaterer sig nemlig ikke kun til udvikling af uddannelses- og forskningsprogrammer, men også til uddannelses- og forskningsinstitutionernes fysiske rammer, dvs. til alle aspekter af den arbejdsplads, uddannelses- og forskningssektoren udgør for disse faggrupper. ”Forgrønnelse” af denne sektor forudsætter imidlertid en ”forgrønnelse” af fagforeningerne selv, hvad der kan være problematisk, fordi økologiske bevidsthedsformer endnu ikke er et seriøst tema i fagforeningsregi. F.eks. er der blandt de ca. halvtreds faglige-pædagogiske grupper under gymnasielærerforeningens auspicier – en forening med 13,000 medlemmer – stadigvæk ikke nogen, der beskæftiger sig med miljø og bæredygtighed [24]. Fordelen ved at forsøge at udvikle korrelationen mellem grønne institutioner og grønne fagforeninger kan imidlertid ikke ignoreres, fordi den relaterer sig til hele uddannelsessystemet: Eksempelvis er ikke kun universiteterne, men efter 2007 også de ca. 140 gymnasier blevet selvejende institutioner, der forvalter deres egne midler, og mange af dem kan være interesseret i at blive mere miljørigtige. Udover at arbejde for, at institutionernes fysiske rammer ”forgrønnes”, vil grønne eller i det mindste grønnere fagforeninger ved siden af deres centrale kompetenceområde – varetagelse af medlemmernes sociale og økonomiske interesser - kunne arbejde for integration af miljø og bæredygtighed i medlemmernes faglige-pædagogiske virke og i fagbevægelsen generelt. Herudover har den forrige såvel som den nuværende regering – i det mindste på papiret - en ambition om, at der i forbindelse med ændringer af læreplaner mv. indarbejdes bæredygtig udvikling i de dele af uddannelseslovgivningen, bekendtgørelser og målbeskrivelser, hvor dette er relevant, og fagforeningerne vil kunne bidrage til høringssvar ved udarbejdelse af nye love og bekendtgørelser i den udstrækning, de er miljø- og bæredygtighedsrelaterede.

Nye formålsparagraffer
Endnu et skridt vil kunne tages i retning af en grøn omstilling af uddannelsessektoren gennem en nyformulering af universitetslovens, gymnasielovens og folkeskolelovens formålsparagraffer. Universiteternes nuværende formål er bl.a. at udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund, udvikle det internationale samarbejde og bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet. Her er det vigtigt, at vækst- og udviklingsbegreberne præciseres i retning af bæredygtig vækst og udvikling. Universitetslovens formålsparagraf minder meget om gymnasielovens, der på lignende måde bør moderniseres. Forholdene i folkeskolen er ikke meget bedre, selvom hensynet til naturen dog er integreret i folkeskolens formålsparagraf, som på dette område kan udgøre et forbillede for gymnasiet og universiteterne - ligesom f.eks. den svenske universitetslov [25], der definerer universiteternes formål som bl.a. at styrke miljø og bæredygtig udvikling.

Noter:
[1] Hjemmeside, Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser, http://www.ubst.dk/institutioner-og-okonomi/udviklingskontrakter-resultatkontrakter

[2] Regeringen: Et Danmark, der står sammen, Regeringsgrundlag, oktober 2011, s. 14-15 og 27-34, http://stm.dk/publikationer/Et_Danmark_der_staar_sammen_11/Regeringsgrundlag_okt_2011.pdf

[3] Outcome document adopted at Rio + 20: The Future We Want, pkt. 229-235, http://www.uncsd2012.org/content/documents/727The%20Future%20We%20Want%2019%20June%201230pm.pdf

[4] United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization, UNESCO (2005): UNESCO and Sustainable Development, Paris, s. 2-5, http://unesdoc.unesco.org/images/0013/001393/139369e.pdf

[5] Rådet for Den Europæiske Union (2006): Ny EU-strategi for Bæredygtig Udvikling, Bruxelles, pkt. 14-17, http://register.consilium.europa.eu/pdf/dk/06/st10/st10917.da06.pdf 

[6] Undervisningsministeriet, Afdelingen for videregående uddannelse og internationalt samarbejde (2008): Uddannelse for bæredygtig udvikling – strategi for FN’s tiår 2005-2014, København, s. 11-18, http://pub.uvm.dk/2008/ubustrategi/Voksen_og_efterudd.pdf

[7] Brev fra Ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser til universiteterne, 13/1 2012, http://www.ubst.dk/institutioner-og-okonomi/udviklingskontrakter-resultatkontrakter/udviklingskontrakter-for-2012/D-2205445%2C%20Fra%20Morten%20Ostergaard%20%20Universiteternes%20udviklingskontrakter%202012-2014.pdf

[8] Udviklingskontrakt for Roskilde Universitet 2012-2014, s. 12-13, http://www.ubst.dk/institutioner-og-okonomi/udviklingskontrakter-resultatkontrakter/udviklingskontrakter-for-2012/RUC%20udviklingskontrakt.pdf DTU’s udviklingskontrakt, s. 5, http://www.ubst.dk/institutioner-og-okonomi/udviklingskontrakter-resultatkontrakter/udviklingskontrakter-for-2012/DTU%20udviklingskontrakt.pdf

[9] Pressemeddelelse, CBS: CBS vil nedsætte sit CO2-udslip med 40 %, 23/11 2009: http://www.cbs.dk/Nyheder-Presse/Nyheder/2009/November/CBS-vil-nedsaette-sit-CO2-udslip-med-40/(language)/dan-DK Københavns Universitet (2010): Klimastrategi 2010, s. 10, http://klima.ku.dk/pdf/ClimateStrategy_DK_web.pdf/

[10] Thomas Skou Grindsted (2011): Bæredygtige universiteter - nogle internationale perspektiver, s. 18, http://www.ecocouncil.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=1569&Itemid=54  Se også: Thomas Skou Grindsted & Jesper Risting Rasmussen (2011): Bæredygtige universiteter - hvor vil vi hen, Speciale Roskilde Universitet, s. 99-116, http://rudar.ruc.dk/bitstream/1800/6213/1/Speciale.pdf 

[11] Holmberg, John; Samuelsson, Bo (eds.) (2006): Drivers and Barriers for Implementing Sustainable Development in Higher Education, Education for Sustainable Development in Action, Technical Paper N°3, Paris, http://unesdoc.unesco.org/images/0014/001484/148466E.pdf 

[12] UNESCO (2005): United Nations Decade of Education for Sustainable Development (2005-2014): International Implementation Scheme, Paris, http://unesdoc.unesco.org/images/0014/001486/148654E.pdf  

[13] Berkowitz, Alan A., Mary E. Ford, and Carol A. Brewer. 2005. “A framework for integrating ecological literacy, civics literacy, and environmental citizenship in environmental education”. In Environmental Education and Advocacy, Changing perspectives of ecology and education edited by Edward A. Johnson and Michael J. Mappin, 227-266. Cambridge: Cambridge University Press.

[14] http://www.education.gov.uk/vocabularies/educationtermsandtags/6788 Se også: Department for Education and Skills (DfES) (2003): Sustainable development action plan for Education and Skills, London, http://dera.ioe.ac.uk/10377/1/DfES-Sustainable%2520development.pdf 

[15] Bundesministerium Für Bildung und Forschung (2009): Bericht der Bundesregierung zur Bildung für eine nachhaltige Entwicklung, Berlin, http://www.bne-portal.de/coremedia/generator/unesco/de/Downloads/Hintergrundmaterial__national/Bericht_20der_20Bundesregierung_202009.pdf Se også: Deutsche UNESCO-Kommission e.V. (2011): UN-Dekade „Bildung für nachhaltige Entwicklung“ 2005–2014, Nationaler Aktionsplan für Deutschland 2011, Berlin, http://www.bne-portal.de/coremedia/generator/unesco/de/Downloads/Dekade__Publikationen__national/Der_20Nationale_20Aktionsplan_202011.pdf

[16] UNESCO/UNECE (2007): Good Practices in Education for Sustainable Development in the UNECE region, Education for Sustainable Development in Action, Good Practices N°2, Paris, http://unesdoc.unesco.org/images/0015/001533/153319e.pdf

[17] http://www.legrenelle-environnement.fr/Presentation-du-Grenelle.html

[18] Comité interministériel pour le développement durable (2010): La stratégie nationale de développement durable 2010-2013, Vers une économie verte et équitable, Paris : Ministère de l’Écologie, du Développement durable et de l’Énergie, s. 12-17, http://www.developpement-durable.gouv.fr/Strategie-nationale-de,17803.html

 

[19] http://www.developpement-durable.gouv.fr/Le-plan-vert,25261.html 

Se også: Ministère de l'Enseignement supérieur et de la Recherche (2012): Le Plan Vert des Etablissements d’Enseignement Supérieur, Paris, http://www.developpement-durable.gouv.fr/IMG/pdf/Canevas-2.pdf

 

[20] http://www.developpement-durable.gouv.fr/-Le-ministere-.html 

 

[21] Sekretariatet for ministerudvalget for Danmark i den globale økonomi, Bilag om bevillinger til offentlig forskning, Bilag 2, 2005, s. 6, http://www.globalisering.dk/multimedia/Faktabilag_2_offentlige_forskningsbevillinger.pdf

 

[22] Pressemeddelelse, Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis / Øko-net: Uddannelse for Bæredygtig Udvikling – en vigtig proces på alle uddannelsesniveauer, 30/5 2012, http://www.eco-net.dk/

Se også: 92-gruppen – Forum for Bæredygtig Udvikling (2010): 7 anbefalinger om Uddannelse for Bæredygtig Udvikling til regeringen, Folketinget og andre beslutningstagere om initiativer i den sidste halvdel af FN-tiåret, http://web.eco-net.dk/home/7UBU_anbefalinger2010.pdf

 

[23] RCE-Danmark er et åbent fagligt netværk af forskere, embedsmænd, NGO'ere, undervisere og andre, der arbejder med at fremme, udvikle og praktisere UBU i Danmark som led i FN’s tiår for uddannelse for bæredygtig udvikling. På nuværende tidspunkt består netværket af omkring 40 partnerorganisationer. Netværket koordineres ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet, og har hidtil modtaget støtte fra Undervisningsministeriet og Videnskabsministeriet. Støtten ophører imidlertid ved udgangen af 2012 og der arbejdes for øjeblikket på at finde den nødvendige finansiering for at sikre RCE-Danmarks fremtid – bl.a. er der taget kontakt til fire ministerier. Hjemmeside, RCE Danmark: http://rce-danmark.dk/

 

[24] Hjemmeside, Gymnasieskolernes Lærerforening: Faglige-pædagogiske foreninger på det almengymnasiale område: http://www.gl.org/OmGL/Organisation/Sider/Fagligeforeninger.aspx

 

[25] Jf. Högskolelagens § 5: ’Högskolorna skall i sin verksamhet främja en hållbar utveckling som innebär att nuvarande och kommande generationer tillförsäkras en hälsosam och god miljö, ekonomisk och social välfärd och rättvisa’. Se Högskolelag (1992:1434), http://www.notisum.se/rnp/sls/lag/19921434.HTM 



[1] Hjemmeside, Øko-net: http://web.eco-net.dk/home/index.asp

Øko-nets UBU-hjemmeside: http://www.ubu10.dk/home/index.asp

 

[2] Han har også beskæftiget sig med uddannelse for bæredygtig udvikling og i sidste måned offentliggjorde han artiklen ’Det grønne uddannelsesimperativ’ i det peer-reviewede fagfilosofiske tidsskrift Studier i Pædagogisk Filosofi, jf. http://ojs.statsbiblioteket.dk/index.php/spf/issue/current