Assads massakre. Vestens passivitet. Informations propaganda
Af Uffe Kaels Auring

Offentliggjort: 15. august 2012

Ensidighed. Fortielse af relevante informationer. Kategoriske anklager løsrevet fra den konkrete virkelighed. Dagbladet Informations dækning af Houla-massakren bærer krigspropagandaens klassiske kendetegn og tjener samtidig et klart formål: at retfærdiggøre og til dels plædere for voldelige indgreb i den syriske konflikt. Nedestående artikel, som er en stærkt forkortet udgave af en analyse bragt på Medieoplysning.dk, blotlægger avisens propaganda.

Tiderne skifter, men krigeriske demokratiske stater står til enhver tid over for nogle basale udfordringer. For det første er magthaverne afhængige af folkelig opbakning. Det vil i reglen have omkostninger at handle imod folkelig modstand.

For det andet ønsker deres befolkninger typisk ikke, at mennesker skal slås ihjel. De fleste mennesker har den fordom, at død og ødelæggelse er af det onde. Skal man bakke op om krigshandlinger, vil man i det mindste have tungtvejende grunde.

I veludviklede demokratier er det normen, at de angrebsivrige magthavere med støtte fra professionelle manipulatorer præparerer de tungtvejende grunde – mens medierne står for popularisering, nuancering og udbredelse over for masserne. I denne vedholdende dirigering af den folkelige bevidsthed har en marginal udgivelse som Information også en rolle at spille.

Informations dækning af Houla-massakren
Et fast indslag i den palet af begrundelser, vi præsenteres for, når der kaldes til krig, er gerningsmændenes ondskab og lidelserne hos de ofre, denne ondskab går ud over. Denne type begrundelse kan blive levende i kraft af angiveligt begåede (f.eks. Kosovo 1999) eller hypotetiske (f.eks. Libyen 2011) massakrer. Massakrer kan, som Informations krigskorrespondent Tobias Havmand prægnant formulerer det, være ”den emotionelle faktor, der kan skabe opbakning til en intervention.”

I det følgende gennemgås en del af de artikler, som Information har bragt om overgrebene i Houla d. 25. maj, hvor antageligt 108 mennesker blev dræbt, herunder 49 børn.

Den første artikel, Information skrev om Houla-massakren, var Charlotte Aagaards ”Syriens opposition: Lad os ikke i stikken!” fra d. 28. maj. Artiklen er et interview med talsmanden for Det Syriske Nationalråd, Radwan Ziadeh, som hævder, at Houla blot er ”en af utallige massakrer begået af de syriske sikkerhedsstyrker og af Shabiha”, som er en milits, der er loyal over for regimet. Aagaard nævner ikke, at Assad-regeringen havde benægtet dette, men synes i stedet at skrive under på Ziadehs udlægning med bemærkningen om ”det internationale samfund[s] manglende vilje til at sætte en stopper for overgrebene på den syriske civilbefolkning”. Ziadeh argumenterer for vestlig indgriben i form af etableringen af en ”flyveforbudszone” med angrebet på Libyen som forbillede.

I artiklen præsenteres Ziadeh som ”eksilpolitiker og menneskerettighedsaktivist” og ”forsker i international politik”. Det nævnes, at han til daglig ”gæsteforsker på Georgetown University i USA”, men ellers fremstår han kritisk over for USA og NATO: ”I har intet gjort for at hjælpe den syriske befolkning.”

Ziadeh er imidlertid langt bedre konsolideret i det amerikanske politiske establishment, end artiklen lader ane, og yder generel opbakning til USA’s interventionistiske mellemøstpolitik. Ziadehs beskyldninger mod regimet bliver ikke understøttet af andre kilder i artiklen.

I samme udgave af Information finder vi Lasse Ellegaards ”Houla: Etnisk udrensning sat i system”, der præsenterer Houla-massakren som et led i ”Bashar al-Assad-regimets drab på sine medborgere”. Artiklens hovedkilde, Ali Atassi, hævder, at regimet med massakren har påbegyndt en etnisk udrensningskampagne. Hen imod slutningen af artiklen indføjer en anden kilde, Syrien-eksperten Elie Chalhoub, dog et forbehold: ”hvis Bashar al-Assads styre har del i massakren i Houla, er det udtryk for »den dummeste fejltagelse, styret endnu har begået«” (min fremhævelse).

Ellegaard selv er dog ikke i tvivl: ”det synes at stå klart, at massakren er et led i en systematisk etnisk udrensning af sunnitiske syrere” med ”Bashar al-Assad-regimet” som den direkte bagmand. I Informations leder dagen efter, ”Massakren i Syrien”, præsenteres ”det morderiske regimes etniske udrensning i Homs-Hoularegionen” ligeledes som et faktum. Der oplyses ikke anden dokumentation for Ellegaards fakta end den syriske dissident og journalist Ali Atassis udsagn.

Ville Information ikke kræve nøjere dokumentation for påstanden, hvis anklagen var rettet mod kræfter i den syriske opposition?

I den dybdegående artikel ”Bashars brutale bøller” fra d. 2. juni om Syriens Shabiha-militser, som i den vestlige offentlighed er blevet udpeget som massakrens umiddelbare gerningsmænd, baserer Ellegaard sin historie på en kilde, der modsiger den tidligere udlægning om, at regimet havde sat etnisk udrensning i system. En anonym ”tidligere topembedsmand i Assad-regimet” vurderer således: ”jeg tror ikke, at mordene er beordret oppefra. Det er snarere en lokal shabihakommandant, der har handlet på egen hånd. Den syriske hær ville ikke begå en sådan forbrydelse.”

Der er sikkert ikke mange læsere, der bidt mærke i modsigelsen – og med god grund, for den bemærkes ikke af avisen selv. Hovedsagen er den samme: Hvad enten mordene nu er beordret af regimet eller ej, er der tale om gerningsmænd, ”der gør regimets beskidte arbejde”. Viljen til at holde Bashar al-Assad og hans regime direkte ansvarlig for massakren er således usvækket. Det kræver ikke nøjere granskning af de nærmere omstændigheder at fastslå regimets ansvar.

Har nogle mainstream-medier holdt Barack Obama direkte ansvarlig for Haditha-massakren, der blev begået af amerikanske soldater? Kunne man forestille sig, at Information skrev om ”Baracks brutale bøller”, der ”gør den amerikanske regerings beskidte arbejde”, uden at have en flig af dokumentation for, at denne massakre blev udført med Barack Obamas vidende? Ville det virke forkert, hvis et medie baserede sin dækning af Haditha-massakrens kontekst og fakta på beskyldninger fra nogle af de millionvis af mennesker, der afskyr USA?

Informations leder d. 8. juni, ”Hvor meget er for meget?”, diskuterer spørgsmålet om intervention på baggrund af vidneudsagn om en række massakre, herunder Houla. Lederen gør det indledningsvis klart, at det ikke er enkelt at placere ansvaret. Det nævnes, at modstandere af det syriske styre ”givetvis” kunne tænkes at begå massakrer i fremtiden (mens regeringens støtter vil gøre det med sikkerhed). Tilsvarende lader lederskribenten det være et åbent spørgsmål, om regimet planlægger de aktuelle massakrer eller blot ”har mistet kontrollen med situationen”.

Efter at have opridset de mestendels ukendte omstændigheder omkring massakrerne løftes blikket, og lederen tager fat på at diskutere militær intervention i Syrien. Præmissen er nu, at det syriske regime ”myrder sine borgere uden blusel eller hæmninger”. Så hvad enten Assad-regimet nu er ansvarlig for de enkelte overgreb eller ej, holdes det ansvarlig for ”overgrebene” som sådan. Igen behøver Information ikke nøjere dokumentation for at fastslå, at regimet er gerningsmanden, om end det måske er i en eller anden ophøjet, apriorisk forstand, som ikke vedrører situationens – ret ukendte – kendsgerninger.

Fra dette afsæt lægger lederen op til, at det er tid til en militær intervention, der helst skal nyde bred opbakning og være sanktioneret af FN.

Informations dækning af Houla-overgrebene kan på mange måder synes mærkeligt inkonsekvent. Vi får både at vide, at massakren er regimets værk; at Shabiha-militsen har udført den på eget initiativ; og at vi ikke kan være sikre på, om det syriske regime var delagtig i massakren (uden at den omstændighed dog rokker ved regimets ansvar for den). Midt i forvirringen må man dog påskønne, at artiklerne samlet set udtrykker en konsekvent ensidighed:

  • For Information er regime-kritiske kilders anklager mod det syriske regime tilstrækkelig dokumentation for, at Assad-styret er ansvarligt for Houla-massakren. Disse anklager opløftes til fakta.
  • Selv når det medgives, at der ikke er klarhed over de nøjere omstændigheder omkring massakren, peger Information stadig på Bashar al-Assad og hans regime som de ansvarlige.
  • Med gentagne udsagn om, at det internationale samfund, Vesten, NATO og FN forholder sig passivt til de forfærdelige overgreb, lægger artiklerne op til, at en intervention burde gennemføres.
  • Bortset fra at de obligatoriske benægtelser fra Bashar al-Assad citeres i en enkelt artikel, nævnes alternative versioner af, hvad der skete i Houla, ikke.

Hvad ved vi egentlig om Houla-massakren?
Efter en indledende periode, hvor medierne noget rådvildt præsenterede offentligheden for forskellige versioner af, hvad der foregik i Houla d. 25. maj, blev den dominerende mediehistorie, herunder Informations, at folk fra den regeringstro Shabiha-milits var gerningsmændene. Er det så sikkert, at denne historie er den eneste, der er værd at fortælle? Og er det så sikkert, at der end ikke er nogen grund til at overveje andre muligheder?

I mange af Informations artikler nævnes det, at Shabiha-militsen benyttede knive, eller at en del af ofrene fik skåret struben over. BBC’s nyhedsredaktør Jon Williams kunne dog allerede d. 7. juni meddele, at mens ”the facts are few”, viste efterforskningen af massakren, at ingen af ofrene var blevet dræbt på denne måde. Denne oplysning svækker umiddelbart Informations historie om, at massakren var udført af Shabiha-militsen. Dog ikke i Information selv; avisen orienterede ikke sine læsere om disse fakta.

Den 7. juni præsenterede Frankfurter Allgemeine Zeitung (FAZ) sine læsere for en anden version af massakren baseret på unavngivne øjenvidner. Bl.a. på baggrund af ofrenes sekteriske tilhørsforhold – de var fortrinsvis shia-konvertitter eller alawitter ligesom Assad – konkluderer avisen, at regime-fjendtlige sunni-muslimske militante grupper måtte stå bag massakren. Efterfølgende skulle gerningsmændene have filmet ligene af de mennesker, de netop havde myrdet, og præsenteret dem for verden som sunni-muslimer for dermed at inkriminere Assad-regimet.

If. National Reviews artikel om emnet understøttes udsagnene i FAZ-artiklen af andre øjenvidneberetninger, som er blevet indsamlet af medlemmer af St. James-klosteret i den syriske by Qara. National Review nævner også, at Khalidiya-massakren, der fandt sted i begyndelsen af april, if. St. James-klosteret var blevet begået af regimefjendtlige væbnede grupper, men ligesom Houla-massakren præsenteret for offentligheden som en regime-massakre. Den tyske forfatter Jürgen Todenhöfer hævder, at ”radikaliserede grupper blandt oprørerne” følger denne ”massakre-markedsførings-strategi”. Derudover støttes FAZ’s version i al væsentlighed af den russiske journalist Marat Musins detaljerede beretning om hændelsesforløbet omkring massakren.

Historisk set har trængte kombattanter en god sans for den vækkende kraft, der kan frisættes af ”den emotionelle faktor” – en sans, der skærpes, når der er udsigt til at få verdens mægtigste militær i ryggen. If. Syrien-kenderen Patrick Seale er oprørernes “whole strategy […] to try and trigger a Western military intervention […] Now, to trigger such an intervention, they have either perpetrated massacres themselves […] or they try and provoke the regime into massacres.”

Denne strategi ville ikke være irrationel. I en lækket mail gengiver Stratfor Pentagon-kilders vurdering af, hvad der skal til, for at USA vil gribe militært ind i Syrien: “They [Pentagon-kilderne] don’t believe air intervention would happen unless there was enough media attention on a massacre, like the Ghadafi move against Benghazi.”

I Ellegaards ”Houla: Etnisk udrensning sat i system” citeres Syrien-eksperten Elie Chalhoub for den indlysende pointe, at hvis Assad-styret var delagtig i massakren i Houla, er det »den dummeste fejltagelse, styret endnu har begået.« For at begå en massakre af det omfang må regimet rigtignok være mindst lige så dumt, som det efter sigende er ondt. Beskeden fra Assad-regimet til omverdenen ville være: ”Kom og bomb os.” Information har ikke fået forklaret, hvorfor regimet – der skulle være blind for, hvad der skete i Libyen? – skulle være så tåbeligt.

Information på krigsstien
Mennesker bryder sig ikke om bestialske drab på civile og slet ikke etnisk udrensning. Information skriver ikke blot om, men bringer i sin dækning ”den emotionelle faktor, der kan skabe opbakning til en intervention”, i spil. Som det gælder medieoptakten til de foregående krige, fungerer den emotionelle faktor bedst, når relevant information udelades, kildekritiske forbehold forbigås, og gængse dokumentations- og balance-krav suspenderes. Fra et praktisk synspunkt er der ikke noget påfaldende ved dette: Inden for faget er det almindelig sædvane, at det vægtigste journalistiske kriterium – konformitet med de herskende magtinteresser – fritager journalister og redaktører fra at skulle honorere de pligtbetonede klassiske journalistiske dyder, som de ellers er underlagt, i tilfælde af divergens.

D. 27. juni offentliggjorde FN’s Menneskerettighedsråd en foreløbig rapport om bl.a. Houla-massakren. Det var ikke lykkedes FN’s undersøgelseskommission at identificere, hvem gerningsmændene var. Rapporten udpegede Shabiha (eller andre lokale militser), anti-regeringsgrupper eller ukendte udenlandske aktører som mulige bagmænd. Det nærmeste, rapporten kom en ansvarsplacering, var følgende vage udsagn: “forces loyal to the Government may have been responsible for many of the deaths”. Der foreligger altså, så vidt FN’s undersøgelseshold er orienteret, ikke slående beviser for noget som helst.

Men denne orientering når ikke Informations læsere. Vi har i FN-rapporten at gøre med, hvad man kunne kalde en sensationsfattig ”informationsfaktor, der er uegnet til at skabe opbakning til en intervention”. På Information mener man tilsyneladende ikke, at den emotionelle faktor skal dæmpes af simpel, solid information. Avisen skrev i hvert fald ikke noget om rapporten.

Efter at være blevet kontaktet af Medieoplysning.dk indføjede Lasse Ellegaard dog i en nyhedsanalyse d. 16. juli en enkelt sætning om, at der er ”modstridende beretninger om, hvem der stod bag [Houla-massakren] - syriske regimestyrker eller jihadkrigere fra den væbnede opposition” (Ellegaard regner tilsyneladende her Shabiha-miltsen for en ”regimestyrke” og går fejl af, at gerningsmændene ikke identificeres som ”jihadkrigere” i de bedst dokumenterede alternative versioner). Den ene beretning har været genstand for dybdeborende, eftertænksom, indlevende og først og fremmest vedholdende dækning. En alternativ beretning er end ikke blevet præsenteret; kun eksistensen af en sådan er i forbigående blevet nævnt, et par måneder efter massakren fandt sted.

Efter at have fulgt Informations dækning kan det være svært at være uenig med Hillary Clintons vurdering: “The regime-sponsored violence that we witnessed again in Hama [Houla] yesterday is simply unconscionable […] Syria will not, cannot be peaceful, stable or certainly democratic until Assad goes.”

Der skal altså gribes ind over for det syriske regime. Men det giver ikke sig selv, at netop vi – Vesten inkl. venner – bør ”intervenere”. Det afhænger af, hvem vi er, og hvilken rolle vi spiller internationalt. For at yde de krigeriske stater et fuldgyldigt propagandabidrag måtte Information også viderebringe et billede af, at vi er de rette til at gribe til våben. Denne opgave svigtede Information ikke.  

Vores passivitet
”For verden udenfor er det stadig sværere at se passivt til og blot betragte overgrebene i Syrien,” skriver Information i sin leder d. 7. juni (som vanligt må man primært forstå den vestlige verden, når der står noget om ”verden”).

Udsagnet er en variation over et velkendt tema, som danner optakten til enhver såkaldt humanitær intervention. Først en mediestorm mod beslutningstagerne for at forholde sig passivt. Dernæst begynder bombningerne.

Sætningen rummer en række antagelser om den vestlige verden og dens allierede:

  • Vi er ikke indblandet i den syriske konflikt.
  • Hvis vi skulle gribe ind i konflikten, sker det nødtvunget; vi handler ikke primært for at varetage egne interesser.
  • Vi betragter verden med et humanitært blik og har derfor svært ved at tolerere overgreb.

I en stor del af informations dækning af internationale konflikter fungerer disse ideer om vores internationale rolle som antagelser, avisen går ud fra, ikke åbne spørgsmål, som kan vurderes i lyset af fakta. Men holder antagelserne?

Amerikansk indblanding?
Beskyldninger mod Vesten for at forholde sig passivt er et gennemgående indslag i Informations artikler om Houla-massakren. Historien om det passive Vesten er historien om et Vesten, der burde være ”aktivt”. Det er samtidig historien om, at vores ”handling”, hvis den ellers ville finde sted, ville have til formål at afhjælpe den ulykkelige situation.

Men er det rigtigt, at Vesten forholder sig passivt? Lad os se på den rolle, USA spiller i konflikten.

If. Wasington Post har det amerikanske udenrigsministerium hemmeligt finansieret syriske oppositionsgrupperinger siden 2005. Bl.a. har USA finansieret satellit-kanalen Barada TV, som fra sit hjemsted i London forsyner Syrien med anti-regerings-dækning

Aktuelt deltager USA i forskellige former for militær assistance til syriske oprørsgrupper. Bl.a. bidrager USA med at koordinere våbenleverancer fra vestligt allierede olierige diktaturstater såsom Saudi-Arabien og Qatar. Washington Post citerede i midten af maj anonyme amerikanske beslutningstagere for, at USA vil bevæge sig mod stigende efterretningsmæssig og militær støtte til oprørerne. Associated Press rapporterer, at “U.S. operatives are sifting among the rebel groups to determine which should receive arms from other Arab nations.”

USA forholder sig ikke passivt til den syriske opposition, men støtter oprørerne militært, fortrinsvis igennem klientstater i den persiske bugt som Saudi-Arabien, med hvilken USA sidste år lavede historiens største våbensalgsaftale.

Der er også vidnesbyrd om et mere direkte amerikansk engagement. If. velinformerede kilder har den aldrig offentligt bekendtgjorte politik over for Syrien siden 2005 været ”regime-change”, som man har satset på kunne realiseres ”'on the cheap' through destabilisation.” Senest har et WikiLeaks-dokument afsløret, at amerikanske specialstyrker har udført rekognosceringsopgaver i Syrien samt trænet syriske oprørsgrupper. Hensigten med sidstnævnte har “hypothetically” været, at de bevæbnede oppositionsgrupper skulle “commit guerrilla attacks, assassination campaigns, try to break the back of the Alawite forces, elicit collapse from within.”

Foruden propagandavirksomhed, der sigter mod at skabe og forme vores viden om verden, håndterer krigeriske stater den demokratiske udfordring igennem hemmeligholdelse og skjult eller uigennemskuelig magtudøvelse for dermed at opretholde en tilstand af ikke-viden. Man kan takke WikiLeaks for at have kastet en smule lys over det, der foregår bag scenetæppet – og beklage, at mainstream-medierne ikke i højere grad har udbredt kendskabet til disse informationer.

USA spiller ikke nogen passiv rolle i Syriens sammenbrud. At puste til ilden i det skjulte er ikke det samme som at indtage en ”tilskuerrolle fra sidelinjen”. Eller rettere: I et propagandasystem, hvor det kun er de officielt erklærede handlinger, der har status af almindeligt anerkendte kendsgerninger, må fordækte aktioner netop være ensbetydende med passivitet.

Vestlige interesser?
Påstandene om Vestens angivelige ”passivitet” ligger i forlængelse af ideen om, at vi ikke har nogen særlige ”interesser” i Syrien. Ellegaard konkluderer f.eks. i sin leder d. 29. maj:

”Vestlig militær indgriben for at 'beskytte civile' har kun fundet sted i Irak i 2003 og i Libyen i 2011. De to lande har olie i rigelige mængder, og det er vitalt for den vestlige økonomi. Det har Syrien ikke. Ej heller Yemen. Der er intet afkast at hente ved en redningsaktion for uskyldige civile.”

Den erfarne journalist bevæger sig her på kanten af, hvad man kan tillade sig inden for mainstream-journalistik. At krige kan betale sig, er efter Ellegaards vurdering en nødvendig betingelse for, at de bliver skudt i gang: Kun hvor humanitære hensyn og økonomiske interesser overlapper, sætter Vesten sin militærmaskine i gang. Det er normalt ikke god tone at hævde, at vestlig udenrigspolitik i realiteten er domineret af økonomiske hensyn og i sin selvfremstilling præget af hykleri.

Alligevel indgår dette desillusionerede billede af drivkræfterne bag vestlig militærpolitik i et argument for, at Vesten igen bør skride til ”militær indgriben”. For uanset om det har været af suspekte grunde, så peger Ellegaard på, at der er en vis tradition for vestlige ”redningsaktioner”. Samtidig må læseren nødvendigvis slutte, at hvis Vesten intervenerer, kan det kun forklares ud fra humanitære hensyn, da der ikke aktuelt set er nogen afgørende interesser på spil: Der foreligger langt om længe en mulighed for en ren humanitær intervention uden det beskæmmende olieaspekt.

Af hvilke grunde er USA da engageret i militær og ikke-militær undergravende virksomhed over for det syriske regime, kunne man da spørge? Men dette spørgsmål rejser sig ikke, når det er givet, at vi forholder os ”passivt”.

Kunne man så pege på andre hensyn end USA’s store interesse for regionens olie?

En af hovedkræfterne bag Reagan-periodens økonomiske politik, Paul Craig Roberts, ser Syrien-konflikten som del af en efterkoldkrigs-stormagtskamp, i hvilken USA’s ambition er ubestridt hegemoni: ”The American interest in Libya was to clear China out of the Mediterranean and divorce them from the Libya oil investments. And I think Syria is targeted because of the large Russian naval base in Syria […] the United States […] learned that it can use Arab protests to evict the Chinese and the Russians from the Mediterranean not having to directly confront either power.“ I tilfældet Syrien, hævder Roberts, at “the drive for hegemony can continue with fewer obstacles,” hvis Assad bliver udskiftet med et mere lydigt styre.

De geopolitiske gevinster ved en omstyrtelse af Assad-regimet er i det hele taget svære at overse. Efter at Malta for tre år siden tilsluttede sig NATO’s ”Partnerskab for Fred”-program, er Libanon, Syrien, Cypern og Libyen de eneste tilbageværende Middelhavslande, der ikke enten er fuldgyldige NATO-medlemmer eller indgår i NATO’s partnerskabsprogrammer. USA og de øvrige NATO-medlemmer har planer for, hvorledes disse stater kommer ind i folden.

Regeringen i Syrien er ikke kun den nuværende hovedfjende Irans vigtigste, men også eneste pålidelige allierede blandt de arabiske stater. Den syriske havneby Tartus er hjemsted for Ruslands eneste flådebase i Middelhavet. ”Regimeskifte” i Damaskus vil, uanset hvorledes det tilvejebringes, med al sandsynlighed betyde lukning af den russiske flådebase og dermed afskære de russiske og iranske flåder fra Middelhavet. Den exceptionelt stålsatte diplomatiske og politiske modstand, som Rusland hidtil har affærdiget de vestlige Syrien-initiativer med, giver et godt billede af omfanget af de udbytter, Vesten har udsigt til, hvis Assad falder.

Der er måske ikke megen olie at komme efter, men rigeligt andet.

Det humanitært bekymrede Vesten?
Når Tobias Havmand skriver, at det for verden udenfor bliver ”stadig sværere at se passivt til og blot betragte overgrebene i Syrien”, har han ret, for så vidt som han og hans kolleger fæstner vores blikke på gruopvækkende hændelser i Syrien og får os til at føle lede derved – med kravet om ”handling” som det passende humanistiske svar på ubehaget.

Vi har rigtignok svært ved at se bort fra fjendtlige regimers reelle og angivelige overgreb – omtrent lige så svært, som vi har ved at tage de overgreb, vi selv bærer et ansvar for, i nøjere betragtning. Eksemplerne på det sidstnævnte er talrige. Lad os, ligesom Information gjorde det, se bort fra tilfælde som NATO-angrebet d. 6. juni mod en bryllupsfest i Afghanistan, hvor 18 mennesker, herunder fem kvinder og syv børn, blev dræbt, og i stedet se tilbage på et lille udpluk af overgreb begået af venner af Vesten og med vestlig bistand inden for de seneste 15 års tid.

I månederne efter NATO’s 1999-bombninger af Kosovo og Serbien blev flere hundrede serbere dræbt i en etnisk udrensningskampagne i Kosovo-provisen. Drabene fandt sted under NATO’s bevågenhed, men havde ikke større offentlig interesse. I dette tilfælde var beskeden: Se væk.

Det vestligt-støttede indonesiske militær er engageret i en terrorkampagne mod politiske aktivister i den ressourcerige indonesiske provins Vestpapua, som har været undertrykt af den indonesiske centralmagt igennem årtier. At der i juni måned var et opsving i drabene, får os ikke til at ”se passivt til”, for vi ser slet ikke disse ofre, ikke nu og sjældent tidligere. Den militære bistand tilflyder derimod stadig Indonesien, på aktiv vis.

To af Washingtons mest pålidelige allierede på det afrikanske kontinent, Rwanda og Uganda, har, siden de invaderede Congo i både 1996 og 1998, systematisk udplyndret landets naturressourcer, både direkte og igennem stedfortrædende militante grupper. I 1996 og 1997 massakrerede den rwandiske præsident Paul Kagames tropper titusindvis af hutuer, der var flygtet til Congo; USA nægtede at udlevere oplysninger til det hold af FN-efterforskere, der undersøgte omstændighederne omkring massakrerne. Status er, at flere millioner mennesker, op mod 5,4 millioner, har mistet livet som konsekvens af invasionerne af Congo, de fleste som følge af sygdom og sult.

For et halvt års tid siden anerkendte USA lavmælt det svindelbehæftede genvalg af Congos præsident Joseph Kabila, som berettiget anses som en garant for amerikanske interesser. Der er ligeledes en lang tradition for at holde hånden over Kagame-regimets forbrydelser. I den seneste aktion har man fra amerikansk side tilsyneladende forsøgt at blokere eller forsinke offentliggørelsen af dele af en FN-rapport, som implicerer ledende rwandiske regeringsmedlemmer i et oprør i det østlige Congo, der blandt talløse onder har ført til 200.000 fordrevne mennesker.

Fra magthavernes side er det gennemgående underliggende budskab til medierne, at det ikke er vedholdende, systematiske menneskerettighedskrænkelser og humanitære katastrofer som disse, vi skal fokusere på. Information har ikke skrevet om de seneste amerikanske bestræbelser på at dække over Kagame-regimets forbrydelser, men har i andre sammenhænge ikke forsømt at give Kagame god presse.

En tidssvarende formel for interventionspropaganda
At se let hen over vores eksisterende destruktive politikker for i stedet energisk at stille skarpt på fraværet af konstruktive tiltag og indgreb er en eminent formel for at fremme den igangværende dagsorden, der sigter mod større militært engagement i alle verdenshjørner uden for reel demokratisk kontrol. Denne eksklusive tilgang til internationale forhold er især nyttig over for en skeptisk og vagtsom offentlighed, der kan få luft for sine kritiske tendenser ved at rette beskyldninger mod magthaverne – for at gøre for lidt. Den på en gang blinde og kritiske tilslutning er i nyere tid blevet en af grundpillerne i den demokratisk kontrollerende interventionspropaganda.

Vi behøver ikke også se nærmere på mediernes beherskede håndtering af Vestens beherskede reaktioner på de voldelige overgreb mod protestaktionerne i mellemøstlige klientstater som Bahrain og Yemen for at indse, at et udisciplineret humanitært blik på verden uvægerligt vil komme i konflikt med hensynene til magt, berigelse og privilegier. Man må være humanitært bekymret – men med måde. Det er derfor vigtigt at skelne mellem brugbare og kontraproduktive overgreb. De brugbare overgreb – dvs. fjendtlige eller ikke-allierede aktørers ugerninger – fortjener offentliggørelse, opfølgning, dybdeborende journalistik og moralske krav om, at gerningsmændene må stå til regnskab. De kontraproduktive overgreb – som vi har medansvar for – fortjener derimod en langt mere lavmælt behandling, hvis ikke tavshed.

Som medieforbrugere er vi fritaget for at skulle håndtere den intellektuelle uredelighed og det moralske sammenbrud, der ligger i med sine egne åndsevner at værdsætte overgreb og deres ofre ud fra deres værdi for vestlig dominanspolitik. En central service, medierne yder, er netop at foretage denne selektion for os i tæt samspil med de politiske magthavere. Det billede af verden, medierne præsenterer, forudsætter og er i en betydelig udstrækning et resultat af denne selektion.

I denne redigerede virkelighed er det kun naturligt, at Vesten anført af USA rutinemæssigt fremstilles som international problemknuser, hvad enten man nu beklager manglen på aktuelt engagement eller ej. Hvis vi blev præsenteret for et mere helt billede af verden, ville det vække dyb forundring at blive orienteret om, at USA ”optegne[r] mulighederne for en løsning i Syrien” og fremlægger ”en længe efterlyst handlingsplan” (fra Informations nyhedsanalyse ”Annan arbejder på lånt tid”), når landets FN-ambassadør lægger op til at indlede et ulovligt angreb på Syrien.

Massemedierne udgør ikke et lukket og direkte kontrolleret system; mange informationer og perspektiver, som går magthaverne imod, ser dagens lys i massemedierne, i hvert fald i spredte glimt. Det gælder ikke mindst i et marginalt ”uafhængigt” dagblad som Information. Men hovedlinjen i mediedækningen – også Informations – sørger for, at udsynet indsnævres, og indignationen retledes, så vores harme og handlingskrav tjener magtpolitikkens formål, alt imens vores selvforståelse bekræfter sig selv som magtkritisk.