Somalierne efterlyser en mere inkluderende verdensorden
Af Osman Farah

Offentliggjort: 15. august 2012

I øjeblikket har vi en verden, hvor primært de stærke bestemmer, mens de svage tildeles begrænset eller slet ingen indflydelse. Der hersker selvfølgelig ingen junglelov, men heller ikke en ønskelig situation med en overskuelig og sammenhængende international orden.

I størstedelen af sidste århundrede blev menneskeheden underlagt en vest versus øst international magtbalance med gensidig spænding og mistillid. De to dominerende globale magter, USA og Sovjetunionen, opbyggede og repræsenterede hver især deres respektive alliancer. Bipolarstrukturen, som det fagligt kaldes, var på mange måder skræmmende men relativt identificerebar og til dels forudsigelig.

Efter en kort overgang ved årtusindskiftet, med en enkelt tilbageværende særdeles offensiv amerikansk supermagt, står menneskeheden igen overfor en skillelinje med en mere kompliceret og tilsyneladende uforudsigelig verden. Ingen var for eksempel forberedt på det igangværende arabiske masseoprør mod årtiers mellemøstlige og nordafrikanske diktatorer. Desuden stiller lande i Asien og Sydamerika, med stigende politisk, økonomisk og demografisk indflydelse, krav om et mere fleksibelt og inkluderende internationalt system.

Midt i det hele kæmper verden stadig med fænomenet ”Fejlslagne stater”. Medier og eksperter beskriver lande med kollapsede statsinstitutioner som for eksempel Somalia som en alvorlig »trussel mod global stabilitet«. Georg Sørensen, en velanset dansk profil i international politik, mener, at sådanne stater er farlige, fordi de mangler evne til at servicere egne borgere samt kontrollere egne territorier. Det fører til pirateri, massemigration og ekstremistiske tiltag, som ikke blot paralyserer de pågældende lande, men også potentielt breder sig til resten af verden.

Men fejlslagne stater i Afrika har længe været skrøbelige og manglet legitimitet. Det hænger dels sammen med, at både de koloniale og postkoloniale statsformationer er fremmede opfindelser for kontinentet. Som resultat har befolkningerne været ofre for såkaldte vampyrstater, hvor en korrupt elite har undertrykt og manipuleret borgerne. Desuden kan eksistensen af et formelt statsapparat ikke alene garantere sikkerhed i landet. Aktuelt dræbes mennesker i tusindvis i både Mexico og Syrien.

Til sammenligning, når vi ser bort fra naturkatastrofer, er antallet af mennesker, der dør direkte af væbnet konflikt i det statsløse Somalia, minimalt (om end naturkatastrofer og hungersnød forværres af de mange konflikter). Det skyldes hovedsageligt ældgamle uformelle strukturer, som sikrer relativ orden. Indtil videre har det traditionelle system dog ikke formået at håndtere det sofistikerede transnationale pirateri og den religiøse ekstremisme. Der er tale omgrænseoverskridende kriminalitetsformer, som koordineres i samarbejde med internationale netværk. Den tiltrækker ofte frustrerede arbejdsløse unge.

Generelt har stater i en globaliseret verden mistet evnen til at kontrollere territorier og menneskers mobilitet. Mange stater, heriblandt Danmark, har længe uddelegeret magt til private firmaer og overnationale institutioner. Men selv om staten er svækket som institution, hersker der stadig en opfattelse af ’staten eller kaos’[i].  Det ses i udenrigsminister Villy Søvndals udtalelse om, at statskollapset i Somalia afspejler ”et samfund i totalt sammenbrud”. Verden må derfor satse på ”at genoprette og støtte opbygningen af statsinstitutioner i Somalia”[ii]. Udenrigsministeren har delvis ret i, at årtiers borgerkrig har fået lov og orden – især i urbane områder i Sydsomalia – til at bryde sammen.

To former for transnationalt pirateri
Ved en pressekonference, ved en international sammenkomst i London i februar i år, med den britiske statsminister David Cameroun og FNs generelsekretær Ban Ki Moon som værter, erklærede den somaliske statsminister Abdiweli Gaas at ”Somalierne kæmper imod to former for pirateri”[iii]. Den første planlægges og gennemføres af somaliske bander, som i samarbejde med deres internationale netværk terroriserer og holder udenlandske skibe og deres besætninger som gidsler mod udbetaling af løsesum. Den anden og mere omfattende begås af internationale aktører, som udsætter Somalias kyst for rovfiskeri samt dumpning af farligt kemikalieaffald. Rapporter fra Afrikas Horn bekræfter, at indbyggerne i byområder langs Somalias kyst, ved det indiske ocean, i de senere år om natten har observeret klynger af lys fra havet. På afstand ligner de småbyer og er spredt i det ellers mørke indiske ocean. Det stærke lys i Somalias ubevogtede territoriale farvand kommer bl.a. fra krigsskibe tilhørende NATO, Rusland, Kina, Iran, Sydkorea on en række andre lande. Der er tale om en sofistikeret militær tilstedeværelse, som officielt alene forsøger at forhindre pirataktiviteter, men samtidig udgør en magtdemonstration og strategiske positionering af de involverede alliancer og lande[iv].  

Det transnationale pirateri problemstilling fyldte meget i et debatmøde mandag den 11 June 2012 med fokus på pirateri og dens konsekvenser. Deltagerne fik præsenteret tre forskellige men sammenhængende synspunkter. Den første handlede om pirateri problemet set fra en dansk forhandler synsvinkel. Hvordan en erfaren fagforeningsmand ser på pirateriudfordringen.   Der blev blandet andet drøftet det illegale fiskeri, hvor udenlandske fiskere tømmer havet for fisk, manglen på kontrol med det somaliske havområde samt behovet for at finde frem til bagmændene for pirateriet. Deltagerne udtrykte et ønske om at somalierne får kontrol over deres nation og får stoppet den meget negative udvikling. Den går ud over uskyldige søfolk, truer handelen, øger den militære opbygning i området og udplyndrer Somalias rigdomme

Henrik Berlau, forhandlingsleder fra 3F påpegede pirateriindustriens konsekvenser for de involverede. Udover advokatfirmer i London og forsikringsselskaber, som tjener en formue, er både gidsler og pirater taber.   

”I øjeblikket sidder der sidder to danske sømænd fanget under forfærdelige forhold. De har været fanget i over 500 dage, altså i 1½ år. Og problemet er enormt. I 2011 var der 280 angreb fra pirater globalt og heraf 166 ved Somalia.  Og piraterne har taget 20 skibe og 398 søfolk til fange som gidsler. I 2010 taler man om, at piraterne har fået udbetalt 238 millioner US dollars. Udover at kræve løsesum torturerer piraterne deres gidsler i forskellige former. Det sker ved at gidslerne ikke får nok mad, at de bliver låst i varme værelser og de bliver fysisk slået. De store selskaber er ikke særligt optaget af de tilfangetagende gidsler. Det er skibet og lasten der er forsikret, men ikke selve gidslerne. Hovedparten af løsesummen går til advokatfirmer i London” Henrik Barleu, forhandler fra 3F, den 11. juni 2012.  

Anskuer man pirateriet fra det somaliske samfund, er der klart opbakning til den somaliske statsminister om, at der findes to alvorlige pirateriformer. For somaliernes vedkommende, er det efterhånden det udefrakommende multinationale pirateri mod Somalias kyst, der er mere omfattende og alvorligt.  

 ”Vi har haft et fungerende samfund med tusindvis af professionelle marine folk, som bevogtede Somalias farvande. Jeg var selv en højtstående officer. Nu har vi pirater og lovløse som terroriserer folk. Vi har også udenlandske skibe, fiskere og andre som overfisker og dumper kemikalier i landet[v]. Somalia er en patient, som har ondt i hele kroppen. Det er ikke nok , at der kurreres et enkelt sted Det gælder hele kroppen og psyken, hvis vi drømmer om at få et fungerende samfund. Det får vi kun, hvis vi arbejder sammen både internt i Somalia og i det internationale samfund. Derfor hjælp os med det” Kaarshe, medlem af AarhuSomali, den 11. juni 2012.     

Behov for koordineret transnationale indsats
Der er brug ærlighed og optimisme i forhold til forsøget på at håndtere den somaliske uorden. En af dem, der allerede ser fremad, er den danske udviklingsminister Christian Friis Bach. Midt i den internationale pessimisme har han under et kort besøg i Mogadishu, som udlandet engang kaldte ’Perlen af Det Indiske Ocean’, fremhævet optimismen ved at sige: ”Måske kan Mogadishu igen blive en turistdestination med et levende kulturliv og flotte strande – som det var engang”[vi].

Han ser et heterogent Somalia med blandt andre progressive somaliere, som arbejder for at genopbygge landet imod ekstremistiske lovløse politiske, religiøse og økonomiske grupperinger, som underminerer genoprettelsen af et stabilt samfund. Selv om der ikke eksisterer fungerende statsinstitutioner, er det altså ikke ensbetydende med et fravær af samfundsorden. Både Somaliland og Puntland nyder relativ stabilitet, takket være traditionelle styreformer, hvor sociale, politiske og økonomiske konflikter løses gennem dialog. Dialogen holder freden, men bliver ofte overset som redskab af det internationale samfund. Som Poul Collier, en førende ekspert i udvikling og Afrika påpeger, kan somalierne udforme en form for stat, hvis de interne bestræbelser kombineres med internationale opbakning. Det har aldrig været nemt at opbygge og konsolidere statsinstitutioner:

”Det tog Europa århundreder at komme ud af statsløsheden, der fulgte efter sammenbruddet af det romerske imperium. Somalia kunne konsolideres langt hurtigere, fordi i modsætning til middelalderens Europa er der en moderne verden derude til at hjælpe og en køreplan for at få vejledning. Men så længe det internationale samfund forsøger at køre historien baglæns, vil Somalia sandsynligvis fortsætte med at toppe på listen over fejlslagne stater”(Collier, juni 2012)[vii]

Lederskab og engagement fra det internationale samfund burde netop komplimentere eksisterende ’succeser’. I den anledning kan lande som Danmark og Tyrkiet, som støtter Somalia direkte, være rollemodeller. Danmark har gennem Røde Kors, Red Barnet, Dansk Flygtningehjælp og en række multilaterale organisationer i årtier ydet humanitær og udviklingsbistand til Somalia. Derudover har Danmark en relativt velorganiseret dansk somalisk diaspora, som allerede yder uformel transnational støtte.

Tilsvarende har Tyrkiets ministerpræsident, Tayyip Erdogan, åbnet to ugentlige kommercielle ruteflyvninger fra Istanbul til Mogadishu. Det gjorde ham til den første af verdens ledere, som symbolsk markedsfører byen ved at bryde Mogadishus mere end 20 års isolation fra omverdenen. Tyrkiet deler kulturelle og historiske forhold med Afrikas Horn og er derfor i en unik position til at bygge bro mellem Vesten og Afrikas Horn. Derfor er forhåbningen, at Istanbul konferencen vil rette op på den hidtidige fejlslagne internationale indsats – bl.a. ved at støtte op omkring de positive sider af det somaliske samfund.

I sidst ende hviler ansvaret hverken på tyrkernes eller danskernes skuldre, men på somalierne selv. Somalierne må på demokratisk vis finde ud af, hvilken samfundsorden og statsstruktur der passer dem bedst. Her vil en mere inkluderende indsats frem for en militært intervenerende international orden være behjælpelig. Det har somalierne efterlyst, siden den portugisiske søfarer Vasco da Gama i 1500-tallet på vej til Indien angreb Mogadishu, som dengang var en velfungerende kosmopolitisk bystat[viii].



[i]Thomas Hobbes observerede, at en kaotisk statsløs situation kan gøre livet "solitary,
poor, nasty, brutish and short" (Hobbes [1651] 1996, chap. 13, p. 89)

[ii] Søvndal til Ritzau, 22. februar 2012

[iii]The Road ahead, Somalia’s future and the international engagement, Chatham House, 24 February 2012.  Ud for Somalis kyst stjæles der fisk, skalddyr og andre marine-ressourcer, estimeret til en værdi af mellem 400 mio. og en milliard dollars (IOM) og Lehr Peter (2007)Violence at sea: Piracy in the age of global terrorism,  Psychology Press

[iv]Storbritannien investerer og udvinder olie i Somalia (Guardian, 25. februar 2012)   

[v]Det koster 2½ dollars per ton at dumpe farligt affald ud for Somalias kyst, mens det koster 250 dollars per ton at deponere dette forsvarligt i Europa (Times, 18. april 2009)

[vi] Interview med udviklingsminister Christian Friis Bach, Information 1. marts 2012

[vii] Collier, Foreign policy, june 2012 Poul Collier “It's Lonely Being No. 1, Is there any hope for Somalia?”

[viii] Subrah Manyam S. (1997), The Career and Legend of Vasco da Gama, Cambridge University Press, Cambridge