Kina ved en korsvej.
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. august 2012

Siden starten på de økonomiske reformer i slutningen af 1970rne, har hovedvægten i den økonomiske struktur været lagt på en gradvis privatisering af de tidligere stats- eller kollektivt ejede virksomheder og en udpræget eksportorientering af produktionen, specielt i de eksplosivt voksende kystregioner. Denne struktur er nu alvorligt udfordret af den globale økonomiske krise, som har betydet et kraftigt fald i efterspørgslen efter billige importvarer fra Kina.

Samtidig har Det Arabiske Forår ført til diskussioner om demokratisering af det autoritære politiske system i Kina, ikke kun blandt dissidenter i landet, men også i kommunistpartiets egne rækker. Den såkaldte kinesiske udviklingsmodel, baseret på hastig økonomisk vækst og et autoritært politisk styre med en vigtig statslig rolle i økonomien, passede ind i en periode med global højkonjunktur og neoliberalistisk globalisering.

Det spørgsmål, der nu stiller sig, er, om denne udviklingsmodel kan leve videre i en periode med global økonomisk krise. Kan den økonomiske aktivitet i Kina omdirigeres, så den  i højere grad baseres på den indenlandske efterspørgsel, og kan kommunistpartiet  bevare sin legitimitet i en tid, hvor de afgørende internationale udviklingstendenser, politisk og økonomisk, trækker i nye retninger, som er knap så gunstige for Kina som tidligere?

Samtidig står kommunistpartiet over for et generationsskifte i den øverste ledelse, som skal finde svarene på denne nye situation.

Den 18. kongres og vagtskifte
I løbet af efteråret afholder Kinas Kommunistiske Parti sin 18. kongres. Kongressen vælger Kinas øverste ledelse, og eftersom de to kinesiske topledere, Hu Jintao, landets præsident og generalsekretær for Kinas Kommunistiske Parti, og premierminister Wen Jiabao, har haft deres poster i to kongresperioder, dvs. i sammenlagt ti år, skal de efter de gældende regler træde tilbage. Hu Jintao vil efter alt at dømme blive afløst af Xi Jinping, mens Li Keqiang er udpeget til at afløse Wen Jiabao. Både Xi Jinping og Li Keqiang blev for fem år siden på den 17. partikongres valgt ind i kommunistpartiets øverste ni mands ledelsesorgan, Politbureauets Stående Udvalg, og forbliver medlemmer af dette udvalg, mens de syv øvrige medlemmer  skal skiftes ud. Udover at vælge folk til de øverste ledelsesposter i partiet, skal kongressen tage vigtige beslutninger, som vil sætte de politiske rammer for de næste ti års politik i Kina, der vil være præget af fortsat global økonomisk krise, og politisk demokratisering mange steder i verden. Samtidig er indenrigspolitikken i Kina præget af stigende social ulighed, som er et af biprodukterne af de økonomiske reformer. Den sociale ulighed betyder bl.a. at den almindelige kineser har sværere og sværere ved at klare udgifterne til bolig, uddannelse og lægehjælp for sig selv og sin familie. En anden bivirkning af de økonomiske reformer er en voksende forurening. Både den sociale ulighed og miljøproblemer har ført til et stadig stigende antal folkelige protester og strejker.

Den politiske proces som skulle lede frem til en strategi for håndteringen af de nye udfordringer har imidlertid siden marts i år været overskygget af en kulørt skandale omkring den magtfulde partisekretær i millionbyen Chongqing, Bo Xilai. Som følge af skandalen blev afholdelsen af den 18. partikongres i første omgang udskudt, og ingen uden for kommunistpartiets øverste ledelse kan med sikkerhed vide, om kongressen vil blive afholdt i slutningen af oktober, som det oprindeligt var planen, eller om den udskydes til et senere tidspunkt.

To modeller – to linjer
Bo Xilai- skandalen kan overfladisk set ligne en ganske vist omfattende, men ellers traditionel korruptionsskandale iblandet et element af ren og uforfalsket kriminalitet. Bo Xilais kone er anklaget for at have medvirket til et mord på en britisk forretningsmand, og Bo Xilai selv mistænkes for at have arrangeret telefonaflytninger af kinesiske topledere. Dertil kommer anklager mod familien for at have ført større pengesummer ud af landet bl.a til finansiering af en universitetsuddannelse på udenlandske topuniversiteter for Bo Xilais søn.

Skandalen har imidlertid også en politisk dimension. Bo Xilai stod til at indtage pladsen som en af de syv nyvalgte medlemmer af Politbureauets Stående Udvalg, og hans politiske platform bestod af en særlig variant af den kinesiske udviklingsmodel, den såkaldte Chongqing- model, som han har udviklet siden sin tiltræden som partisekretær og dermed de facto øverste leder af millionbyen Chongqing i 2007. Chongqing-modellen er nok mest kendt for to kampagner, der foregik under overskrifterne : “Slå ned på den sorte økonomi”, som var vendt mod korruption og kriminalitet, og “Syng rødt”, hvor bystyret arrangerede store offentlige arrangementer med fællessange og danse fra kulturrevolutionen. Udover disse to iøjnefaldende kampagner var bystyrets erklærede mål, at nedbringe uligheden i samfundet, bygge nye billige boliger til mindrebemidlede familier og styrke den statsejede sektor i økonomien.

Over for Chongqing-modellen stod Guangdong-modellen under partisekretær Wang Yangs ledelse. Wang Yang aspirerede som BoXilai til en af de syv ledige pladser i Politbureauets Stående Udvalg, og den model, som udgjorde hans politiske platform adskiller sig på væsentlige punkter fra Chongqing-modellen. I Guangdong-modellen, som lægger mere vægt på udviklingen af markedet,  prioriterer man økonomisk vækst frem for en mere lige fordeling af goderne. I de politiske diskussioner i Kina er Guangdong-modellen blevet støttet af de markedsorienterede liberalister og den fløj inden for kommunistpartiets ledelse, der har gjort karriere gennem kommunistpartiets ungdomsorganisation, Det Kommunistiske Ungdomsforbund, som for eksempel de to højstplacerede poltikere, Hu Jintao og Wen Jiabao og Wen Jiabaos sandsynlige efterfølger, Li Keqiang.

Omvendt blev Chongqing-modellen støttet af flere prominente universitetsprofessorer fra Det Nye Venstre, og der har også efter arrestationen af Bo Xilai været rygter fremme om, at han i hemmelighed har overført offentlige midler til Det Nye Venstres mest betydningsfulde website, Utopia (Wuyouzhixiang), som da også i forbindelse med arrestationen af Bo Xilai er blevet lukket af myndighederne.

Magtkampen i partiet
Der er således ingen tvivl om, at venstrefløjen i Kina står svækket op til den kommende partikongres, selv om nogle på den kinesiske venstrefløj tidligt erklærede, at modsætningerne mellem Chongqing- modellen og Guangdong-modellen var en modsætning mellem forskellige grupperinger inden for den politiske elite i Kina, de såkaldte “Kronprinser” på den ene side og de ledende politikere som har deres udgangspunkt i Det Kommunistiske Ungdomsforbund på den anden. Kronprinserne er børn af højtstående eller tidligere højstående medlemmer af den kinesiske ledelse. De er som medlemmer af eliten vokset op til et liv fyldt med privilegier, er blevet uddannet på eliteinstitutioner og har kunnet drage nytte af deres familiemæssige bånd inden for kommunistpartiet. I forbindelse med privatiseringsprocessen har denne gruppe formået at udnytte sine mange forbindelser til at manøvre sig ind på fordelagtige positioner i den reformerede økonomi, og de har samtidig haft en væsentlig gennemslagskraft i partiets ledende organer. Ca. en tredjedel af det nuværende Politbureaus medlemmer er således kronprinser, og de repræsenteres i den nye ledelse af den kommende generalsekretær for kommunistpartiet, Xi Jinping, som er søn af en tidligere topkommunist og hvis datter, ligesom BoXilais søn, studerer på det prestigefyldte Harvard Universitet i USA.

Over for denne gruppe af kronprinser, som kan siges at have grupperet sig omkring Chongqing-modellen sammen med nogle prominente repræsentanter for Det Nye Venstre, står gruppen af ledende politikere, som har gjort karriere gennem Det Kommunistiske Ungdomsforbund. De har ikke familiemæssige bånd til tidligere højtstående partimedlemmer, men har alligevel kunnet udnytte deres position til, i forbindelse med reformprocessen, at bane vejen til fordelagtige positioner for sig selv og deres familier. Premierminister Wen Jiabao er således en af Kinas rigeste politikere, ikke mindst fordi hans kone kontrollerer en stor del af handelen med diamanter i landet, og Hu Jintaos søn leder et af de største kinesiske investeringsselskaber i Afrika.  Denne gruppe inden for topledelsen har i forbindelse med Guangdong-modellen allieret sig med den liberalistiske fløj af intellektuelle, som har været skeptiske over for Bo Xilais anvendelse af kulturrevolutionære symboler og prioritering af statens rolle i økonomien og økonomisk lighed. Det var først og fremmest denne gruppe omkring den nuværende øverste ledelse i parti og stat, som stod bag arrestationen af Bo Xilai, og som i god tid inden partikongressens start skal have overstået opgøret med Bo Xilai og væsentlige dele af hans politik.

Økonomiske reformer og presset på den ny ledelse
Det ser således ud til, at en del af den politiske kamp om de allermest centrale poster i kommunistpartiet, som ellers i løbet af de seneste par år har udfoldet sig i fuld offentlighed i Kina, er blevet manet godt og grundigt i jorden. Men partikongressen står stadig over for alvorlige problemer. Virkningerne af den globale økonomiske krise er begyndt at slå igennem i Kina, hvor den økonomiske vækst i år bliver på under de 8 procent, som kinesiske økonomer tidligere har ment var nødvendige, for at økonomien kunne opsuge den vækst i arbejdskraften, som ikke mindst skyldes landets hastige urbanisering. Eksporten stagnerer, og partikongressen vil være nødt til at formulere en strategi for en gradvis omlægning af den kinesiske økonomi fra eksportorientering til produktion for hjemmemarkedet.

Efterspørgslen på det kinesiske hjemmemarked hæmmes imidlertid af, at den almindelige kineser føler sig tvunget til at spare en stor del af sin indkomst op for at kunne betale udgifterne til bolig, uddannelse og lægehjælp. Der skal derfor også formuleres en velfærdspolitik, der gør denne opsparing overflødig. Men der er ikke i Kina enighed om, hvordan velfærdssystemet skal finansieres - over skatterne eller gennem forsikringer. Det vil formentlig også blive et væsentligt diskussionsemne på partikongressen.

Desuden vokser presset fra mange sider i det kinesiske samfund for forandring og demokratisering af det politiske system. Antallet af strejker for højere løn og bedre arbejdsforhold, demonstrationer mod konfiskation uden kompensation af landbrugsjord til byggeprojekter og protester mod miljøtrusler fra nyetablerede virksomheder vokser i Kina. Det bliver en vigtig opgave for den nye ledelse i kommunistpartiet at finde ud af, hvordan man skal reagere på de mange tilkendegivelser af utilfredshed og forhindre, at de udvikler sig til en omfattende samlet protest i stil med det nordafrikanske og mellemøstlige forår - eller sågar som Occupy Wall Street bevægelsen.

Udfaldet af den 18. partikongres vil i høj grad afhænge af hvordan den politiske magtbalance inden for kommunistpartiet er blevet påvirket af Bo Xilai-skandalen. Det vil vise sig, om venstrefløjens tab af indflydelse på den offentlige debat pga. lukningen af dens vigtigste talerør på internettet, Utopia, også vil betyde mindre indflydelse på kommunistpartiets politik. Vil den nye ledelse se bort fra de solidariske sider af Chongqing-modellen og i stedet satse på en mere markedsorienteret udvikling - også af det kinesiske velfærdssystem, og vil der lægges op til nye reformer af det politiske system?  Med den 18. partikongres står Kinas Kommunistiske Parti i en situation, hvor vanskelighederne tårner sig op både i Kina og uden for landets grænser, og hvor der samtidig skal gennemføres et generationsskifte inden for ledelsen.

En spændt omverden vil med et vågent øje følge med i de beslutninger, der bliver taget i den fremstormende stormagts højeste magtorgan.