Reform ekskluderer fleksjobberne fra fællesskabet
Af Claus Jansson & Lisbeth Riisager Henriksen & Karina Jørgensen

Offentliggjort: 15. august 2012

Den 28. februar 2012 præsenterede Helle Thorning-Schmidt regeringen sit forslag, ”En del af fællesskabet”, til reform af førtidspensions- og fleksjobordningen. Det var en videreførelse af Lars Løkke Rasmussen regeringens tidligere udspil fra 2010, som var udarbejdet på baggrund af Arbejdsmarkedskommissionens rapport ”Velfærd kræver arbejde”. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nåede den 30. juni 2012 til enighed om en reform af førtidspensions- og fleksjobordningen med en forligskreds bestående af regeringspartierne (Socialdemokraterne, SF, Radikale) samt Venstre, Konservative og Liberal Alliance.[1]

Dansk Folkeparti forlod forhandlingerne en halv time før offentliggørelsen, og Enhedslisten deltog ikke, da de ikke ville godkende den skitserede besparelse, som var en forudsætning for deltagelse.

Parolerne havde lydt gennem mange måneder: ”Ingen skal efterlades på perronen” og ”Alle skal være en del af fællesskabet”. Men var det en reel invitation til at blive en del af fællesskabet?

En stor gruppe fleksjobbere og sympatisører samlede sig hurtigt efter den 28. februar i gruppen ”STOP fleksjobreformen” i protest mod reformudspillet og med en forventning om, at vores brede erfaring med fleksjobområdet kunne bidrage til den offentlige debat og til at finde alternative løsningsmodeller til reformudspillet. For hvem ved mere om fleksjobordningen end os, som er fleksjobbere, og hvem har vel nemmere ved at gisne om reformkonsekvensernes mange aspekter end os? [2]

Udspillet og konsekvenserne deraf berører 70.000 fleksjobvisiterede danskere og deres familier, hvilket giver et estimeret tal på omkring 250.000 danskere, der umiddelbart vil blive berørt af reformen. Hvis man også betragter førtidspensionsdelen med de ca. 250.000 førtidspensionister og deres familier, er der med andre ord tale om en betragtelig stor gruppe af danskere, som bliver mere eller mindre påvirket af reformen.

Vi er modstandere af reformen, fordi vores viden og erfaring fortæller os, at den ikke er god nok og ikke vil nå de erklærede målsætninger, men kun vil bidrage til yderligere marginalisering af mennesker med varigt nedsat arbejdsevne. Og vi er modstandere af reformen, fordi den efter vores vurdering ikke bygger på fyldestgørende undersøgelser, analyser og korrekte fakta, men i stort omfang på fordomme og myter.

Nogle af gruppens medlemmer udarbejdede et alternativ til regeringens reformudspil, Fair Model[3], for at imødekomme regeringens ønsker om besparelse: en løsning, der reelt ville opfylde regeringspartiernes egne målsætninger for reformen.

Denne artikel er resultatet af et samarbejde mellem mennesker fra denne gruppe. Vi ønsker i det følgende:

  • At problematisere reformaftalen, idet vi af åbenlyse årsager koncentrerer os om fleksjobdelen
  • At fremhæve, at man i den politiske beslutningsproces indtil nu har valgt at ignorere erfaringer og viden på området
  • At gennemgå nogle af de reformkonsekvenser, som nuværende fleksjobbere og danskere med varigt nedsat arbejdsevne vil blive ramt af i fremtiden
  • At sætte ord på, hvordan vi har oplevet det politiske spin og mediernes rolle i reformprocessen
  • Afslutningsvis at problematisere reformens fællesskabsbegreb

Fællesskab med økonomiske konsekvenser 
Fleksjobordningen er oprindelig skabt ud fra en betragtning om ligebehandling. Målet var at give mennesker med varigt nedsat arbejdsevne en kompensation, så de kunne fastholde eller opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Da det var en kompensation, skulle aflønningen ske efter gældende overenskomster.

Kompensationsprincippet vandt indpas i dansk lovgivning i 1980'erne i kølvandet på udlægningen af Særforsorgen. Siden har det været en af hjørnestenene i handicappolitikken. Ideen var at skabe et så lige udgangspunkt som overhovedet muligt. Derfor er kompensation heller ikke et privilegium eller positiv særbehandling, men alene et forsøg på at udjævne et ulige udgangspunkt og en reel invitation til fællesskabet.

Reformaftalen er et direkte opgør med kompensationsprincippets målsætning om at kompensere tabt erhvervsevne ud fra en overenskomstmæssig aflønning, idet den erstattende aflønningsmodel er en kompensation baseret på en reduceret dagpengesats. Fleksjobberne vil ikke fremover blive kompenseret med en overenskomstmæssig løn for deres manglende erhvervsevne, men udelukkende med et kommunalt tilskud baseret på en reduceret dagpengesats – det er en bevægelse i retning af markedets næsten enerådende logik og favoriseringen af det økonomiske menneske (mere herom senere).

De faktiske økonomiske ændringer i den nye tilskudsordning har bl.a. følgende betydning:

  • Kompensationen for den manglende arbejdsevne vil falde markant (15-25 % og i visse tilfælde mere).
  • Kompensationen bliver en overførselsindkomst – frem for som nu at indgå i en samlet løn. Udover, at den kommunale modregning på 30 og 55 pct. hurtigt vil udhule lønstigning og medføre mindre månedlig indtægt end kollegernes, så vil der blive reguleret efter pristalsindekset (jf. skattereformens ændringer på området), hvilket vil udhule tilskuddet yderligere ad åre. Ændringen af den økonomiske model betyder, at fleksjob bliver et delt forhold mellem hhv. fleksjobjobber og arbejdsgiver på den ene side og fleksjobber og kommune på den anden – man bliver både lønmodtager og modtager af passiv forsørgelse. Fleksjobberen klientgøres.
  • Beskæftigelsesfradraget vil blive reduceret (fleksløntilskuddet vil være overførselsindkomst, hvorfor beskæftigelsesfradraget ikke kan benyttes).
  • Det vil blive dyrere for arbejdsgiverne at ansætte fleksjobbere, hvilket vil gøre det væsentligt vanskeligere for fleksjobberne at få foden inden for på arbejdsmarkedet. Fleksjobbere skal i direkte konkurrence mod de ordinære ansatte, de med fuld arbejdsevne, om jobbene – en ulige konkurrence, som fleksjobbere aldrig kan vinde. Omkostningen ved at vælge en fleksjobber – frem for en ordinært ansat – stiger med ny aflønningsmetode for arbejdsgiver, bl.a. fordi fleksjobberne har flere sygedage og på anden måde er en mere ustabil eller ”usikker” arbejdskraft end de ordinært ansatte.

Effekterne af reformen vil, suppleret af effekten af skattereformen, være en stærkt forringet økonomisk situation for fleksjobbere såvel som stærkt forringede muligheder for overhovedet at komme i beskæftigelse. Hertil kommer så tabet på andre områder omfattet af overenskomst og aflønninger, hvor der vil ske en række forringelser:

  • Som konsekvens vil der kun blive optjent feriepenge af den arbejdsgiverudbetalte løn. Hertil får fleksjobberen et kommunalt tillæg. Endnu en forringet indtægt og endnu en administrationsopgave.
  • Pensionsopsparing vil blive forringet. Der er båndlagt 10 % af det kommunale tilskud til tvungen selvopsparing, men den er indeholdt i den reducerede dagpengesats (ledighedsydelse).
  • Fleksjobbere ansat til mindre end 8 timer om ugen vil ikke kunne ansættes efter Funktionærlovens bestemmelser.
  • Overenskomsternes 6. ferieuge risikerer at bortfalde eller blive forringet.
  • Søgne- og helligdageopsparinger bliver udhulet.

Teknisk set mister fleksjobberne deres kompensation, deres overenskomstmæssige rettigheder, deres retssikkerhed og deres mulighed for at opnå ligestilling på arbejdsmarkedet, ligesom de taber ligestilling på fx uddannelsesområdet, sociallovgivningsområdet og på boligmarkedet.

Nogle af de mere diffuse konsekvenser af reformen bliver:

  • Fleksjobberne risikerer at blive lønpressere/social dumping, da deres ansættelsesforhold bliver konkurrenceforvridende på løn sammenlignet med ordinært ansatte.
  • Fleksjobbernes arbejdstid vil, som de eneste på arbejdsmarkedet, blive udmålt efter ”effektiv arbejdstid”, ”reelt arbejde” og ”præsterede arbejdsindsats”[4], begreber, som det er svært at administrere og udmåle.
  • Vil Funktionærloven overhovedet fremover gælde for fleksjobberne? Hvilken arbejdsgiver vil ansætte en deltidsmedarbejder, som kontinuerligt skal til lægen, til behandling, på rekreation eller hospitalsindlægges i arbejdstiden? Og skal fleksjobberen så konstant sygemeldes hos kommunen?
  • De generelle tab af rummelighed, solidaritet, mangfoldighed betyder en generel forringelse af de sociale betingelser og fraskrivning af det sociale ansvar på arbejdsmarkedsområdet.
  • Summen af de mange faktorer er, at fleksjobbere risikerer at blive yderligere marginaliseret på det ordinære arbejdsmarked og at få forringet deres tilknytning og adgang til det.
  • Qua afviklingen af kompensationsprincippet vil både udbud af reelle stillinger samt muligheden for at opnå en fastansættelse blive minimeret fremadrettet for fleksjobberne.

Den samlede effekt af reformen af fleksjob og førtidspension og af skattereformen bliver samtidig et opgør med den danske model, ’flexicurity’, som er internationalt anerkendt af både EU, OECD og eksperter for at være en rollemodel for kombinering af fleksibilitet for arbejdsgiverne og sikkerhed for lønmodtagerne. En model, der som bekendt hviler på tre faktorer: Fleksibilitet i ansættelsesforholdet, et socialt sikkerhedssystem og en aktiv beskæftigelsespolitik.

Nu, hvor også de ordinært ledige bliver presset af dagpengereform og kontanthjælpsreform, så er det endelige opgør med den danske flexicurity-model inde i sin slutfase og vil, ligesom afviklingen af kompensationsprincippet for mennesker med handicap eller kroniske lidelser, sætte en permanent stopper for den ligeværdige adgang til det danske arbejdsmarked. Det betyder eksklusion af mange nuværende og kommende ledige fleksjobbere fra arbejdsmarkedet. Dermed er de ikke længere en reel del af det danske arbejdsmarkedsfællesskab, som regeringen arbejder målrettet på at øge arbejdsudbuddet til.

Det ville være en tilnærmelse til fællesskab, hvis beskæftigelsesministeren udbredte ”Den Statslige Fleksjobordning”[5] til at gælde for alle fleksjobansættelser på både det statslige, kommunale og private område, frem for at lægge ansvaret alene på den enkelte fleksjobbers skuldre efter 1. januar 2013.

Medier og spin 
Vi må erkende, at det er de færreste journalister, der har et solidt og detaljeret kendskab til den nuværende fleksjobordning, og det er vanskeligt at få taletid, hvis der skal bruges flere timer på at gennemgå den eksisterende ordning, før reformen kan blive problematiseret. Dette har sikkert medvirket til en næsten total mangel på kritisk, gennemarbejdet og problematiserende journalistik om emnet. Dermed er et mere retvisende billede af fleksjobordningen desværre gået tabt.

Lad os komme med et par eksempler.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen har med parolen ”fællesskab” lanceret reformudspillet som et socialt og arbejdsmæssigt alternativ til den eksisterende ordning, idet hun gang på gang har udtalt, at reformen vil forbedre mulighederne for, at den berørte gruppe af mennesker kan opnå eller fastholde en reel plads på arbejdsmarkedet og blive en del af fællesskabet. Som tidligere nævnt var hun og den øvrige del af S og SF før folketingsvalget i 2011 imod en sådan reform, men er vendt 180 grader i den politiske holdning. Efter valget vil man gerne som socialdemokratisk ledet regering føre liberalistisk socialpolitik og genfremsatte derfor VK-regeringens reformforslag fra 2010, oven i købet i en lidt nyere og skrappere spareversion.

Ministeren lancerede sin reform ”for fleksjobbernes skyld”, mens hun igen og igen talte uden om reformens hovedformål: besparelsen af de meget omtalte 1,9 mia. kr. Og samtidig med, at hun har afvist, at en besparelse er hovedformålet, har hun med held fortsat den tidligere beskæftigelsesminister Inger Støjbergs misundelsesretorik og nedladenhed omkring fleksjobberes arbejdsforhold ved at fremsætte fejlbehæftede oplysninger om bl.a. nuværende fleksjobbernes reelle lønniveauer og ved at bagatellisere konsekvenserne af den fremtidige økonomiske model. Det er hun fortsat med til trods for, at Danmarks Radio og FTF ved et par lejligheder har korrigeret ministerens brug af lønstatistikkerne.

Den valgte retorik og de postulerede myter står uimodsagt fra de fleste journalister og drejer opfattelsen af fleksjobbere i retning af, at vi er dovne, får for meget i løn, og at mange ville kunne klare sig uden fleksjobordningen. Dette sker ved brugen af ”undtagelseseksempler” som fx de få fleksjobbere på høje lønniveauer, som et absolut minimum af fleksjobbere har opnået. Reelt har under 3 pct. af fleksjobberne så høj en løn, at de tjener mere end det nuværende tilskud.[6]

Samtidigt benyttes eksempler på ”normallønninger” for fx sosu-assistenter og pædagoger, der ligger betydeligt højere end det, som nuværende fleksjobbere reelt får. De teoretiske indtægter, som er fremsat på bl.a. Beskæftigelsesministeriets hjemmeside og flittigt citeret af bl.a. ministeren selv, er gennemsnitslønninger for overenskomstområderne. De er ikke repræsentative for fleksjobbere, da disse oftest kun aflønnes efter overenskomstens mindsteløn; de højestlønnede fleksjobbere rammer endvidere det eksisterende maksimale løntilskudsloft, så de ikke har samme indtjening som ordinært ansatte medarbejdere i samme jobfunktioner.

Dertil kommer de moraliserende udtalelser fra ministeren om, at ”det synes jeg da er en okay løn”, som ikke er blevet modsagt i de politiske interviews fra pressens side. Hvorvidt man kan leve for fx påståede 28.000 kr. pr. måned inkl. pension i en given stilling, synes ellers ikke sagen vedkommende. På det almindelige arbejdsmarked hersker forventninger om, at lønniveauer relaterer sig til uddannelse, erfaring, ansvar og kvalifikationer, således at lønnen følger graden af disse – alt sammen honoreret efter overenskomsterne.  Så man kunne som fleksjobber have en berettiget forventning om, at det ikke er beskæftigelsesministerens sag at bedømme, hvilken løn der er ”okay”. Ligeledes er det også en berettiget forventning, at kompensationsprincippet ikke sådan uden videre tilsidesættes.

På denne måde har stort set hele den samlede presse løbet med halve sandheder og afholdt sig fra god gammeldags kritisk research.

Vi har oplevet en påfaldende mangel på lydhørhed fra politikerne på Christiansborg og i særdeleshed fra ministerens side.  Vi er mange fra bl.a. ”STOP fleksjobreformen”, der igen og igen har forsøgt at komme i kontakt med politikerne for at supplere og korrigere med vores viden, erfaring og bekymringer, dog uden at møde megen interesse og respekt. Den respons, vi har modtaget fra en del af dem, har været intetsigende eller mangelfuld og med argumentation helt ude i skoven, selv om nogle politikere naturligvis har udvist større forståelse og interesse for sagen end andre. Og det er vores oplevelse, at en stor del af dem har et meget perifært kendskab til den nuværende fleksjobordning og problemstillingerne i samspillet mellem sygdomsramte mennesker og arbejdsmarkedet. Vi mangler tillid til, at politikerne kan reformere på et oplyst grundlag, når de mangler basal viden.

Ud over handicap- og patientforeninger og andre frivillige aktører, som har belyst reformen, ordningen og de konsekvenser, som en eventuel vedtagelse vil munde ud i, har flere fagforeninger, lokale LO-afdelinger og Enhedslisten råbt vagt i gevær foruden visse arbejdsgiverorganisationer. Spørgsmålet er, om de og vi har råbt højt nok. Og om de og vi udgør så stærkt et fællesskab, at vi kan få indflydelse på, hvordan reformen konkret udmøntes.

Hvilket fællesskab tilbyder regeringen med sin reform?
Vi kan kun være bekymrede, når vi læser reformaftalen. Den peger med alle sine inkonsekvenser, uigennemtænkte formuleringer, miskendelse af sammenhænge mellem sygdom og arbejdsevne osv. i retning af et fremtidigt samfund med meget dystre vilkår for mennesker med varigt nedsat arbejdsevne. Og som fleksjobbere må vi kigge meget langt for at finde en plads i det fællesskab, som beskæftigelsesministeren mener, at hun tilbyder i sin reform.

Reformaftalen bygger på den opfattelse, at idealborgeren er det økonomiske menneske, og at "fællesskab" betyder "arbejdsmarkedet". Man anerkender ikke, at nogle mennesker er så syge, at de ikke har anden udvej end at lade sig førtidspensionere og stå uden for arbejdsmarkedet, eller at der også kunne være tale om ”fællesskab” uden for arbejdsmarkedet. Og man anerkender ikke, at det også er et samfundsmæssigt ansvar, hvordan mennesker med handicap skal behandles i forhold til chancerne for at opnå plads på arbejdsmarkedet. Stat, kommune og arbejdsgivere befries i stort omfang for socialt ansvar, set i forhold til nuværende tanker om solidaritet og kompensationsprincippet, og alene står så det enkelte, ramte menneske og må kæmpe for at få lov at være med på arbejdsmarkedet. Det er neoliberalisme, som den er, når den er værst, og den anerkender ikke, at sygdom, arbejdsløshed og nedsat arbejdsevne kan være hver mands herre, og at vi alle har et ansvar for og skylder hinanden noget.[7]

Der er ikke ét ord i reformaftalen om, hvordan man har tænkt sig at skaffe alle de mange mennesker, som kun har fleksjob som mulighed for et aktivt arbejdsliv, ind på arbejdsmarkedet. Der nævnes kun umulige regler, som i praksis vil betyde, at det ikke kan betale sig for arbejdsgivere at ansætte sygdomsramte eller andre mennesker med ustabil arbejdsevne, og at de få, som alligevel opnår fleksjob, vil blive voldsomt forringet i deres månedlige indkomst. Det kan virkelig undre, at man indfører en liberalistisk lovmæssighed for sygdomsramte, som ikke svarer til virkeligheden (at man forventer, at syge kan blive raske ved at motivere sig til det), men samtidig ignorerer den liberalistiske markedslovmæssighed hos arbejdsgivere, at man aldrig vil ansætte mennesker for en højere pris end nødvendigt, når der findes anden og billigere arbejdskraft at vælge imellem. Og i øvrigt gør man det i en tid, hvor der i forvejen er meget stor arbejdsløshed.

På intet tidspunkt gør man op med, at det omtalte ”fællesskab” reelt kun omfatter arbejdsmarkedet for de ordinært ansatte med fuld arbejdsevne og fastansættelse. Ude af dette fællesskab dømmes alle ordinært ledige samt syge og handicappede med nedsat arbejdsevne.

Derfor kan vi ikke opfatte invitationen til at deltage i beskæftigelsesministerens og de andre forligspolitikeres fællesskab som reelt ment og må tilføje, at den ikke er udtryk for noget, der giver os som fleksjobbere en reel plads og fremtid i fællesskabet.



[1] Aftale om en reform af førtidspension og fleksjob, 30. juni 2012, http://www.bm.dk/Beskaeftigelsesomraadet/Flere%20i%20arbejde/~/media/BEM/Files/Dokumenter/Pressemeddelelser/2012/Aftale_fop.ashx

[2] Gruppen har kommunikeret internt og eksternt via facebookgruppen ”STOP fleksjobreformen”, hjemmesiden www.stopfleksjobreformen.dk, bloggen stopreformen.blogspot.dk samt en underskriftsindsamling.

[3] Læs mere på www.stopfleksjobreformen.dk.

[4] Aftale om reform… side 25 – endnu et begreb.

[6] http://www.ft.dk/samling/20111/almdel/beu/spm/173/svar/869305/1096855/index.htm

[7] Bogen ”Socialpolitik”, red. af Iver Hornemann Møller & Jørgen Elm Larsen, Hans Reitzels Forlag 2011, giver en glimrende indføring i, hvad neoliberalisme er, og hvordan denne ideologi overhovedet har præget dansk socialpolitik allerede fra begyndelsen af 1990’erne og med stigende grad af indflydelse siden 2001. Forfatterne beskriver det, som de forstår som værende udtryk for fire store socialreformer i dansk politik, hvoraf den fjerde og seneste kaldes aktivlinjen, begynder i de tidlige 1990’ere og endnu ikke er afsluttet. Den er en klart neoliberalistisk reform. Vi kan tilføje, at fleksjob- og førtidspensionsreformen vil kunne beskrives som hørende til en sådan fjerde socialreform.

Se også artiklen ”Indbildskhedens triumf” af Jørn Loftager i Information den 27. juli 2012 om neoliberalisme.