Fagforeningen skal følge Svend Bendt!
Af Kirsten Gunvor Løth & Jan Hoby

Offentliggjort: 15. august 2012

Verdens uartigste dreng
Historien om Verdens Uartigste Dreng[i], Svend Bendt, er historien om drengen, der ikke kunne lyve. Når hans faster serverer kålroulader, siger han, at de smager af prut og bæ. Når han får en alt for stor uldfrakke i julegave, siger han ”Sådan en dum frakke!” og så var den juleaften ødelagt. Heldigvis er der råd for hele miseren med Svend Bendt. Mor og far sparer sammen til at sende ham på Lyveskole. På Lyveskolen får man tildelt et rødt æble. Man må spise æblet, når man har sagt: ”Ammenam for et grønt æble!” De fleste børn lærer det ret hurtigt. For Svend Bendt tager det lidt længere tid. Han er simpelthen for ærlig til at være artig. Det er først efter adskillige eftersidninger og sinkaduser af lyvelæreren, at han består prøven.

Sommerens debat om pædagogers faglighed og kvaliteten af daginstitutioner har ledt vores tanker hen på historien om Verdens Uartigste Dreng. Det har været umådelig svært at tage en faglig og saglig debat, der drejer sig om andet end normeringer. Fasters hammer falder, hvis man mener, at der er grund til selvransagelse og at professionsstrategien degenererer den pædagogiske faglighed. Sådan noget siger man ikke! Men hvad nu hvis man ikke kan lyve? Hvad nu hvis det bare må ud af munden? Ja så må man være klar til eftersidninger og verbale sinkaduser.

Den tæskede hund og fløjlsrevolutionen
Sandheden er, at pædagoger er umyndiggjort. Mange pædagoger klappede i hænderne, da Rasmus Willig i 2009 udgav bogen ”Umyndiggørelse”. Endelig var der en forsker, som så, hvordan vi gik rundt og havde det. Hvor pressede vi er. Hvor synd det er. Hvordan al kritik af systemet bliver vendt indad og individualiseret frem for kollektivt at pege på ondets rod. Og ondets rod er ikke udelukkende dårlige normeringer. Den systematiske centralisering og monopolisering af pædagogiske metoder har umyndiggjort pædagoger i en sådan grad, at de efterhånden er blevet blinde for det.

Tiltag som pædagogiske læreplaner er sat i verden for at sammenligne og udskille daginstitutioner.

I sin tid da de pædagogiske læseplaner blev indført, var det da også under stor modstand fra pædagogerne. Man frygtede med rette, at tiden til at dokumentere ville gå fra børnene. Modstanden var dog ikke kollektivt forankret og blev lynhurtigt transmogriffet om til velvilje og accept.

I Berlingske d. 2. august kunne man læse, at evalueringer af det pædagogiske arbejde ikke bliver brugt. BUPL har foretaget en undersøgelse, der viser, at 43 procent af de adspurgte (500 medlemmer) mener, at der er kommet mere bureaukrati i deres institution de seneste år. Det er for så vidt ikke revolutionerende ny viden. Det bemærkelsesværdige i artiklen er interviewet med hhv. en souschef og en pædagog. Souschefen er ikke ked af at skulle hverken sprogteste eller lave skriftlige overleveringer til skolen. Hun er ked, at forvaltningen ikke læser det..

Hendes kollega forsvarer ligeledes de pædagogiske læreplaner ved at sige: ”Vi sætter os ikke bare ned og gør slavisk, som politikerne siger. Vi lytter til deres krav, og så finder vi en måde at gøre det på, så det giver mening for os.”

Den systematiske diskvalificering af pædagoger hidtidige praksis, fagforståelse og holdning til arbejdet, har langsomt, men sikkert ført til en altomfattende reproduktion, forfinelse og ejerskab af de social-teknologiske værktøjer, som politikere og forvaltningerne har påtvunget pædagoger.

En sand fløjlsrevolution, uden blod, sved og tårer. Hvor pædagogerne som en tæsket hund har lagt sig for magthavernes fødder. Uden modstand og endda logrer den med halen.

Måske finder vi her svaret på, at forsommerens debat om daginstitutioner og pædagogiske faglighed døde.

Debatten der døde
Under forsommerens debat om pædagogisk faglighed og kvaliteten af danske daginstitutioner fik vi de sædvanlige markeringer fra fagforbund, forskere og menige pædagoger. Fælles for dem var, at de systematisk pegede på dårlige normeringer, som ondets rod. Man skulle tro, at de havde gået i Lyveskole med Svend Bendt.

Det synes, som om diskussionen om pædagogers faglighed er fri for værdier, politik og ideologier, og at kvaliteten af landets daginstitutioner kun er et spørgsmål om antallet af pædagoger pr. barn. Men debatten om pædagogers faglighed er ladet med værdier og dermed også politik, bagvedliggende ideologier og menneskesyn.

Det, der kunne have været et pædagogisk forår, er lynhurtigt blevet syltesæson, fordi hverken fagtop, forskere eller fagfolk vovede at være ærlige. Daginstitutioner er reduceret til virksomheder, der producerer serviceydelser. Institutionernes almene dannelsesopgave med fokus på livsduelighed og livslæring, er blevet fortrængt af en kompetencedagsorden, hvor det eneste mål er, at børnene formes som fremtidens føjelige, fleksible og disciplinerede elever i skolen og senere medarbejdere i det eftertragtede erhvervsliv, hvor man så oven i købet forventer, at de agerer proaktivt og innovativt.

Den bedste model
Et udtryk for virksomhedstænkningen i det pædagogiske er troen på best practice og ’metoder, der virker’. Pædagogiske læreplaner, sprogtest og andre social-tekniske redskaber er ikke-pædagogiske, inhumane midler til at nå målet. Som en sprøjtegift er de spredt ud over det pædagogiske landskab og er nu sevet så langt ned i grundvandet, at pædagogerne selv er begyndt at reproducere dem. Pædagoger, der er forfremmet til stillinger i videnscentre kappes om at fremstille nye modeller og  skemaer, som kan højne den pædagogiske faglighed. Resultatet er en langsom udryddelse af børns og unges mulighed for at udvikle deres fulde potentiale.

Samtidig foregår der en besynderlig splittelse mellem den almindelige pædagog og hende, som sidder på videnscentret. Den almindelige børnehavepædagog får besked om, at SMTTE-modellen er det nye sort, hvorefter hun, pligtopfyldende som hun er, propper et barn ind i den. Hun gør det ikke af hensyn til barnet, eller fordi det giver mening. Hun gør det, fordi de rigtig dygtige pædagoger fra videnscentrene siger, at det er godt, og de lyver jo ikke.

Sandheden er, at alle disse modeller og test har umyndiggjort pædagoger og udgrænset den kritiske pædagogik. Det er ikke længere nødvendigt at forholde sig kritisk og refleksivt til egen praksis. Vi propper bare barnet ind i et skema. Fokus på børns mangelfulde testresultater medfører en pragmatisk justering af pædagogikken i forhold til test logikken snarere end omvendt. Så vi ender med en evaluering af børn mere end af de pædagogiske intentioner.

Så ikke nok med, at vi selv instrumentaliserer pædagogikken og naturaliserer modellerne. Vi individualiserer også pædagogiske problemstillinger. Barnet er problemet. Den særlige indsats rettes primært mod børn, som man er bekymret for ikke vil klare testen – hvorfor de reelt får begrænsede muligheder for at møde et bredt og varieret udbud af pædagogiske udfordringer. Ambitioner på børns vegne, bliver reduceret til ambitioner på testens vegne.

Daginstitutioner er hermed reduceret til væksthuse for tilpasning og divisionering af det hele barn i stedet for dannelse til livsduelighed

If you can't beat them...
Det, der bliver sværest at komme til livs i hele denne problemstilling, er efter vores bedste overbevisning pædagogernes manglende erkendelse af at være umyndiggjort.

Derfor er pædagogens udsagn i Berlingske heller ingenlunde fremmed for os. Vi møder jævnligt kolleger og tillidsrepræsentanter, der indirekte forvarer både sprogtest og læreplaner. De laver nemlig deres egne og private fortolkninger af dem – var der nogen, der talte om synlighed og gennemsigtighed?

Problemet er, at ligegyldigt, hvordan du tolker både læreplaner og sprogtest, så peger de i samme retning. De peger i ensretning af børn og instrumentalisering af pædagogik. De fremmer et snævert syn på pædagogik og hæmmer den kritiske pædagogik. Den pædagog, der hævder, at læreplaner er vejen frem for systematisk og kritisk pædagogik er umyndiggjort, men ser det ikke selv. Den eneste ”kritiske” pædagogik, der er efterhånden er legal er nemlig den statssanktionerede, som understøtter daginstitutionen som ideologifabrik i markedets tjeneste.

Vi befinder os altså på nuværende tidspunkt et sted, hvor vi principielt er modstandere af ”unødig dokumentation”, men hvem er ikke det? Samtidig accepterer vi det ene tiltag efter det andet med forklaringen om, at ”vi bare gør det på vores egen måde”. Og så bliver vi i øvrigt kede af det, når vi ikke får anerkendelse for det. Når politikere og forvaltning ikke læser det, vi har skrevet.

Det en svær erkendelse at skulle nå til i sit arbejdsliv, at man er umyndiggjort. Især hvis man møder på arbejde hver dag med fornemmelsen af, at man selv bestemmer, hvad man foretager sig og med hvilke børn og hvorfor. Det er derfor man får lyst til at sende dem, der siger noget andet, på lyveskole.

På trods af den øgede opmærksomhed mod dokumentationskravene, så er flertallet af pædagoger altså villige til at indordne sig efter de centralt udstukne pædagogiske metoder - hvad enten de giver mening eller ej. Mantraet synes at være: ”Vi skal nok finde mening i galskaben uanset, hvad I udsætter os for!” For civil ulydighed er alligevel for stor en mundfuld.

Som vi ser det, handler accepten og den tenderende velvilje overfor eksempelvis læreplaner og sprogtest om, at det pædagogiske område ikke har den faglige gejst eller styrke til at yde modstand. Da mennesket er dømt til mening, som filosoffen Maurice Merleau-Ponty formulerede det, må pædagogerne finde mening i galskaben ved at ”gøre det på deres egen måde”. Det er en helt naturlig reaktion og det er markant lettere end at organisere sig og yde kollektiv modstand.

Det kunne i øvrigt være interessant at lege med tanken om, hvad pædagogerne egentlig ville gøre, hvis læreplanerne blev afskaffet i morgen. Ville vi fortsætte med at bruge dem, eller ville vi være i stand til på helt egen hånd systematisk og kritisk at udføre og evaluere vores pædagogiske praksis?

Den hensynsløse kritik
Vi har kunnet konstatere, at modsvaret på kritikken af fagligheden mestendels er positivistiske historier om, hvor godt et stykke arbejde vi lægger for dagen på trods af de umenneskelige rammer.

Vi har altså på den ene side umenneskelige rammer at arbejde under, som det er umuligt at udføre et ordentligt stykke pædagogisk arbejde under. På den anden side gør vi hver dag en fantastisk indsats. Vi kan godt forstå, hvis udenforstående er uforstående.

Men det er ikke tid for positivistiske hverdagshistorier, om hvor nærværende vi pædagoger er på trods af rammerne. Det er tid til et opgør med forestillingen om daginstitutioner som små virksomheder, der producerer standardiserede serviceydelser. Der er brug for et pædagogisk forår. Vejen frem er det, den unge Marx kaldte »den hensynsløse kritik af alting eksisterende«. Der er mere end nogensinde brug for, at skole- og daginstitutionspædagogikken stiller sig på skuldrene af den reformpædagogiske tradition og afviser tidens politiske masseproduktion af tilpasning. Det virkelig interessante er, hvor skal vi hen og hvordan når i dertil.

Det er dog som bekendt svært at spå om fremtiden. Det er vores ønske for fremtidens daginstitutioner, at de ansatte i et fagligt fællesskab selvstændigt udarbejder metoder til kritisk at beskrive og evaluere egen praksis. Metoder, der tager udgangspunkt i den konkrete børnegruppes sociale baggrund og levevilkår og som udspringer fra et tæt samarbejde med forældrene. Pædagoger har ikke monopol på pædagogik. Pædagogik er politisk og er derfor ikke forbeholdt bestemte mennesker eller faggrupper. Det første og umiddelbare mål på vejen dertil er imidlertid, at det pædagogiske område får taget et opgør med de markedsorienterede styringslogikker. Først i deres fravær er det muligt at gøre sig tanker om, hvad smagen af frihed vil betyde for børn og ansatte i landets daginstitutioner.

Fagforeninger som samfundsforandrende kraft
Så længe de faglige organisationer ikke ruster til faglig kamp er det utopi at tro, at medlemmerne kollektivt modsætter sig de styringslogikker som pædagogiske læreplaner og sprogtests er udtryk for. Samtidig kan fagforeningen ikke klare kampen pr. stedfortræder. Mange medlemmer forholder sig kritisk til nye politiske tiltag. Problemet er bare, at det næste de spørger tillidsrepræsentanten om er: ”Hvor er fagforeningen i det her?” Der er altså en forventning om, at det er fagforeningen, der skal klare knasterne. Troen på, at institutionerne tilsammen udgør den kollektive kraft, der kan gøre en forskel, er forsvundet. Fagforeningen kan ikke løse det pædagogiske områdes problemer pr. stedfortræder. Men den kan opbygge en faglig gejst og styrke og fremlægge en strategi som en forudsætning for, at institutionerne/pædagogerne kan handle kollektivt.

Målet med denne artikel er altså ikke sinkaduser og eftersidninger. Ligesom det heller ikke var

Svend Bendts mål. Målet er at få noget andet end kålroulader, der smager af prut og bæ. Målet er at genetablere den faglige styrke og handlekraft, der skal til for, at vi kan generobre den pædagogiske myndighed, der til stadighed har fokus på opgaven.



[i]     Aakeson, Kim Fupz, Sallies Historier, Forlaget Carlsen, 1992