Røde resultater redder regeringen
Af Peter Westermann

Offentliggjort: 15. august 2012

Det første folketingsår med S-SF-R-regeringen er overstået og et nyt skal til at begynde. Meget er blevet lært – på den hårde måde. Samlet set er regeringen gået voldsomt tilbage i meningsmålinger og den generelle stemning omkring regeringen er ikke præget af jubel. Dette gælder i særlig grad hos de røde regeringspartier.

Der er behov for at gøre status på strategien og justere kursen, så de røde regeringspartier ikke ved de kommende valg får en gedigen vælgerlussing.

Spørgsmålet om SF’s regeringsdeltagelse
For os røde, der ikke er antiparlamentariske, er det et delmål, at det ved næste folketingvalg bliver mindst halvdelen, der stemmer på et rødt parti, i stedet for de lidt over 40 % af vælgerne, der gjorde det 15. september. Og der skulle gerne være flere end de lidt over 15 %, der stemmer på venstrefløjen - SF og Enhedslisten. Det var niveauet for de sidste to valg og det er rundt regnet nivauet i de nyeste menningsmålinger. Den røde blok blev i 2011 nøjagtig lige så stor, 40,7 %, som ved valget i 2007. Forskellen fra 2007 til 2011 er at SF er gået tilbage og Ø frem. Denne tendens er forstærket kraftigt siden regeringsdannelsen. Det kan Enhedslisten vælge at glæde sig over, men det bør nu også mane til betænksomhed. Ønsker man rødere regeringsresultater, er et svækket SF ikke et mål – heller ikke for Enhedslisten, selvom man vælgermæssigt kan profitere på det. Jeg havde foretrukket en rent socialistisk regering på et arbejderflertal, men valgresultat gav os den radikale klemme.

Den parlamentariske realitet tilsiger, at rød regeringsadgang kræver et fornuftsægteskab med de radikale. Et fornuftsægteskab, men ikke et tvangsægteskab.

Debatten om SF’s regeringsdeltagelse blussede op for nylig, i kølvandet på en skarp kronik fra Aage Frandsen (Link: http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1706428/sf-skal-genfinde-og-genvinde-sin-identitet/), SF’s nestor, der har været dirigent på alle de SF-landsmøder, jeg har deltaget i. Alle fra 2005 og frem. Det er ærgerligt, at fokus er blevet skarpvinklet på regeringsdeltagelse og ministerholdets sammensætning, da det ikke er Aage ærinde. Hans ærinde er, at SF skal skærpe sin profil og bekræfte sin identitet som et bredt favnende medlemsparti. Om regeringsdeltagelsen skriver han netop:

”Jeg siger ikke, at SF skal træde ud af regeringen nu. Men opstår der lignende situationer som med betalingsringen og skatteaftalen, hvor SF bliver ’kørt over’, bør det overvejes, da der vel må være en grænse. Og indflydelse kan SF sagtens have uden for regeringen, viser erfaringerne. Som regeringsparti er SF i betydeligt omfang gledet i et med regeringen. Skal SF som regeringsparti genfinde og genvinde sin identitet, må det bl.a. ske, ved at SF udformer en selvstændig politik. En politik, der viser, at SF er et selvstændigt parti med egen identitet.”

Jeg er enig. Min egen holdning til regeringsspørgsmålet er perfekt dækket ind af SF’s nye principprogram fra april (Link: http://www.sf.dk/uploads/media_items/principprogram-vedtaget-af-landsm%C3%B8det-150412.original.pdf) – måske fordi jeg formulerede det ændringsforslag, der kom til at præge sætningen om regeringsdeltagelse, og som jeg ud på de små timer forhandlede hjem i redaktionsudvalget. Programmet siger: ”Vores almindelige strategi er – såfremt det er den bedste måde at virkeliggøre partiets politik på kort eller langt sigt – at indgå i regering med arbejderbevægelsens øvrige partier, og når det er nødvendigt, med progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.”

Det betyder at en rent rød regering er det primære mål, og at regeringsdeltagelse forudsætter, at det er den bedste måde at føre SF-politik ud i livet – også på langt sigt. Det er her, Aage sætter sin pen: Hvis den nuværende regering bliver et kort intermezzo i et par borgerlige årtier, der får som konsekvens, at SF ligeledes i årtier sygner hen til et parti med højst hver tyvende vælgers opbakning og ringe indflydelse på dansk politik, vil regeringsdeltagelsen vise sig at være en fiasko for SF. 

Der er brug for forlig til venstre
Der er vi ikke endnu. SF har fortsat stor indflydelse på dansk politik, ikke mindst via regeringsdeltagelsen, men det koster også på en række mærkesager – Aage nævner de to største; trængselsafgifter og øget boligskat. Der er allerede skrevet meget – klogt som mindre klogt – om forliste regeringsplaner. Trepartsaftale er endnu et – faktisk det største – eksempel. Det var et forfærdeligt uskønt forløb, hvor den socialdemokratiske finansminister ikke formåede at forventningsafstemme med bærende fagforbund. Det skyldtes utvivlsomt det udbudsøkonomiske mantra om øget arbejdsudbud, der resonnerer og ræsonneres efter i Finansministeriet, åbenbart uanset regeringens farve. Et mantra, der virker helt på månen i en krisetid med stor arbejdsløshed. Og et mantra, man kan mistænke for at have til formål at trykke lønnen. En mistanke, der blev radikalt understreget, da Nadeem Farooq, som arbejdsmarkedsordfører for de Radikale kom med et skud fra højre hofte: "Højere arbejdsudbud kommer til at trykke lønnen. Det gør vi ikke i regeringen, fordi vi synes, det er rart at trykke lønnen, eller fordi der er ideologi i det, men vi ved bare, at vores lønkonkurrenceevne er blevet markant dårligere i forhold til Tyskland de seneste 10 år."(Link: http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-52423704:r-l%C3%B8ntryk-kan-bevare-danske-job.html)

At der ikke skulle være ideologi i at ville øge konkurrenceevnen gennem løntrykkeri, passer vist kun i en selvgod radikal politikforståelse, hvor ”nødvendighedens politik” er en objektiv sandhed renset for modstridende interesser, som den politiske elite desværre er ene om at have indset, men som den må påtage sig at gennemføre, trods de stakkels massers uvidende modstand. Selvfølgelig er det ideologi at ville trykke lønnen. Det er højresnoet tankegods, der skal komme arbejdsgivere og kapitalejere til gode, på bekostning af almindelige lønmodtagere. Et progressivt modsvar på faldende konkurrenceevne er i stedet at investere massivt i produktionsapparatet – hvilket skatteaftalen, trods sine tidsler, rent faktisk åbner op for og i at efter- og videreuddanne arbejdsstyrken, hvilket regeringen også er ved at forbedre mulighederne for, bl.a. ved at fjerne prisloftet over AMU-kurserne.

Vi skal ikke konkurrere på pris, men på kvalitet. Dét ideologiske slag er de røde partier nødt til at vinde. Også over de radikale, hvis de måtte være faret vild på den forkerte position, trods Jelveds forsøg på at trække Farooqs udtalelser i land. 

Arbejdsudbuddet sneg sig også ind som argumentation for førtids- og fleksreformen. Den var imidlertid forligsstof med de borgerlige, så det kom ikke som nogen overraskelse, at den skulle indgås med dem. SF kunne her sætte et aftryk, men ikke sikre en rød reform. Så meget desto værre, at skatteaftalen ikke blev rød. Man må, trods sin frustration, bare konstatere, at stærke kræfter i regeringen ønskede forliget til højre og at vi til venstre ikke var stærke nok til at forhindre det.

I en situation, hvor dagpengenes dækningsgrad på 30 år er styrtdykket – næsten halveret for nogle faggrupper (Link: http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2011/06/27/152109.ht)  – er det svært at bære, at skatteaftalen udhuler dagpengene yderligere. Kontanthjælpen er bestemt heller ikke for høj i forvejen. Derfor har jeg - også i medierne - ærgret mig over det element og at aftalen ikke blev lavet til venstre, men med Venstre. Jeg tror, at mange røde danskere havde brug for at se, at den opfattelse også var i SF.

Regeringsdeltagelsen har kostet i popularitet
En ting er mærkesager, der ikke kan realiseres, noget andet og mere kontant er, at regeringsdeltagelsen koster i popularitet. Samtlige regeringspartier ligger, ifølge Gallups seneste måling d. 9/8 (Link: http://www.b.dk/berlingskebarometer), under deres valgresultat. De radikale dog kun 0,1 procentpoint. Socialdemokraterne har tabt 4,1 procentpoint og SF 3,1 – hvilket er et langt større relativt tab: Mens hver tredje SF-vælger har forladt partiet, er det kun knap hver femte socialdemokratiske vælger, der er forsvundet. Enhedslisten er det eneste parti i ”rød blok”, der har solid fremgang; de høster 3,3 procentpoint flere vælgere end ved valget. Det dækker imidlertid kun lidt over det tab, SF har oplevet. SF har ganske vist den seneste måned fået en beskeden fremgang til 6,1 % mod 5,7 % i Gallup d. 5/7. Socialdemokraterne er også begyndt at rette sig og er nu på 20,7 procent, mod 17,7 % d. 5/7. Enhedslistens voldsomme fremgang oven på skatteaftalen er aftaget – måske som følge af den fra flere sider forvrøvlede revolutionsdebat, som de borgerlige aviser dygtigt – og i vanlig kampagnejournalistiske stil – lokkede partiet ud i. Jeg skal være den sidste til at beklage idépolitisk debat i offentligheden, men tvivl om et partis afvisning af politisk vold og censur må og skal være skadeligt for opslutningen.

Uanset den sidste måneds svingninger er der kritisk behov for at vende udviklingen. De røde partier mønstrer ikke engang længere de 40,7 %, som de har opnået ved de seneste valg, men kun 36,8 %. Det røde Danmark skrumper under en socialdemokratisk ledet regering. Der er sjældent den store vælgergevinst at hente ved regeringsdeltagelse, men at to af regeringspartierne smider hhv. hver tredje og hver femte vælger overbord på under et år, mens det sidste regeringsparti klarer frisag, kalder på selvransagelse.

Der skal et langt, sejt træk til for at sikre en stabil større tilslutning til SF og Socialdemokraterne. Det kræver, at de to partier indser, at de går tilbage, hvis de ikke sætter sig igennem med klare røde mærkesager. Hvis der ikke skabes klar kant og forskel til højrefløjen, er der kun én vej for venstrefløjen: Fortsat tilbagegang.

”Midten” i dansk politik er ”et dødt punkt”
Politik er forskellenes felt.  Jeg kan fuldt ud gøre Anker Jørgensens ord til mine: ”For mig er midten et dødt punkt. At tage det som udgangspunkt for politisk tænkning er dødens pølse. Udviklingen presses altid frem fra venstre.”

 Selvfølgelig skal der skabes kompromisser og til tider brede løsninger, men bredde og konsensus må aldrig være et mål i sig selv.

Det eneste realpolitiske argument for et bredt forlig er, at det normalt fremtidssikrer resultatet. Det argument hænger ikke sammen i forbindelse med skatteaftalen En finesse, som de færreste har hæftet sig ved omkring skatteaftalen er nemlig hvilken status den har, rent Chritiansborg-teknisk. Den er udformet som en minimalt bindende stemmeaftale, hvor partierne kun har forpligtet hinanden på at stemme for elementerne, når de kommer i Folketingssalen. Undtagen lige når det gælder fastfrysning af boligskattestoppet de næste ti år og vist også nedreguleringen af overførslerne. De to elementer, som vi i SF’s landsledelses vedtagelse (Link: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/06/24/235032.htm?wbc_purpose=updatehttp%3A%22)  har betegnet som ”ikke i overensstemmelse med SF’s politik”, er nu forligsbelagt og kan dermed kun ændres, hvis alle aftaleparter indvilliger, eller hvis det opsiges før et valg, hvilket der dog ikke er meget tradition for.

Det er ikke et ønskværdigt resultat, men alternativet – når nu aftalen er indgået – er vel kun at udtræde af regeringen. Det ville dog ikke fjerne den underskrift, Thor Möger Pedersen har sat på aftalen for SF. Vi vil stadig være bundet af den. Og jeg mener, som allerede nævnt, trods alt ikke at vi er ved det punkt, hvor regeringsdeltagelsen må opgives.

Jeg underviste en uge af min sommerferie på Ceveas og Krogerups politiske sommerhøjskole. Her havde vi bl.a. besøg af Ebba Boye, der er tidligere næstformand i Sosialistisk Ungdom og som nu arbejder som analytiker for den røde tænketank Manifest Analyse. Hendes råd til den danske regering var klokkeklart på dette punkt: Brede forlig er ikke et mål i sig selv! Samfundsborgerne må og skal kunne se, at de får et helt andet projekt, en helt anden vision og en helt anden fortælling med en regering fra venstresiden, end de gør med en regering fra højresiden. Og det er ikke nok at ville bevare eller at fremhæve tidlige sejre, som fx den norske børnepasningsgaranti og det massive løft af daginstitutioner, som regeringen indførte som noget af det første i 2005. Man må helle tiden ville noget nyt og mere. Folket vil have forandring og forbedring, ikke bevaring og forsvar. Endelig pegede hun på, at venstresiden må smede en stærk alliance med fagbevægelsen. Det har man gjort i Trondheim, som er en rød højborg, der holdt stand mod den blå bølge, der skyllede over Norge ved kommunalvalget sidste efterår. Nøglen til fremgang for fagbevægelsen og de socialistiske partier – Arbeiderpartiet medregnet – har været, at fagbevægelsen har inddraget sine medlemmer i en omfattende deltagelse i formuleringen af politiske krav. Krav, som alle partier er blevet foreholdt og udæsket svar på. Venstresidens partier, der gik ind for flest af dem, fik støtte – ikke kun økonomisk, men også aktivistisk, mens højrefløjen ikke blev støttet. Dette må være formlen for fagbevægelsens politiske rekonkstruktion: At bede sine medlemmer formulere krav og så støtte de partier, der vil indfri dem. Det sikrer en legitimitet, der vaccinerer mod alle anklager om kammerateri. Samtidig viser det tydeligt, hvem der kæmper for lønmodtagernes interesser.

På den måde er konflikten i Vejlegården som sendt fra himlen: Den rejser den længe tiltrængte diskussion om den danske arbejdsmarkedsmodel. En model, som højrefløjen vil afskaffe og venstresiden vil bevare. Men igen: Det er ikke nok at ville bevare. Vi skal forandre for at forbedre. Selvfølgelig skal overenskomster og konfliktret bevares, men de eroderede elementer i modellen skal styrkes. Diskussionerne, der udspringer af Vejlegårdens underbetaling og undergravelse af den danske model, bør føre til at regeringen, den røde fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationerne, der jo alle som én har forsvaret konfliktretten, lægger sig i selen for at udvikle og styrke det overenskomstbaserede arbejdsmarked. Gerne gennem en genoptagelse af trepartsforhandlingerne, med en dagsorden, der handler om at konkurrere på kvalitet frem for pris.

En ny politisk sæson – der skal mobiliseres
SF har i den nye politiske sæson startet med en flot serv, når det gælder dagpengene. Partiets politiske ordfører har, med stærk støtte fra landsledelsen meldt ud, at der skal findes en løsning på det enorme problem, at tusinder risikerer at falde ud af dagpengesystemet, hvis halveringen af dagpengeperioden træder i kraft til januar. Stærke røster i den socialdemokratiske folketingsgruppe bakker op.

Der er et stort behov for at SF og Socialdemokraterne genbekræfter, at de er garanter for ordentlig løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagere og ordentlige levevilkår for arbejdsløse, uddannelsessøgende og fattige pensionister. Vil de radikale hellere køre linjen om øget arbejdsudbud gennem stramninger og nedskæringer på de svage, må de bekende kulør. De er med åbne øjne gået ind i en regering, der hviler på et rødt grundlag. Mit gæt er, at størsteparten af deres vælgere ikke forventer, at de skal bane vejen for borgerlig politik og en borgerlige genkomst i regeringen.

Derfor må det fælles regeringsprogram sættes over de radikales partiprogram. Det fælles program må afspejle den virkelighed, at regeringen udgøres af to røde partier og et, der kalder sig magenta. Der er mange gode initiativer i regeringsgrundlaget – og en god del af dem er under virkelliggørelse. Der er dog stadig plads til forstærkede og nye indsatser:

Der må og skal leveres løsninger på dagpengeproblemet, forbedringer af aktiveringssystemet, et løft af psykiatrien og den progressive kurs på rets-, klima- og miljøområdet skal fastholdes og skærpes. Endelig skal der tages livtag med den spekulationsdrevne samfundsøkonomi: Favorisering af private bankaktieselskaber skal afløses af et skarpt fokus på banker med ejerskabsstrukturer, der udgør en modvægt til samfundsskadelig spekulation. Privatiseringstvang i det offentlige skal erstattes af konkurrencevilkår, der tager højde for socialøkonomiske og kooperative virksomheders positive særtræk for at levere socialt ansvarlige og kvalitetsbevidste opgaveløsninger og produkter. En indsats, der kan bane vejen for en mere demokratisk og stabil markedsøkonomi.    

Strategisk set har det sidste kvartal været katastrofalt. En socialdemokratisk ledet regering er afhængig af et sundt samarbejde med fagbevægelsen. Enhver regering er afhængig af sit parlamentariske grundlag. Begge dele har lidt alvorlig skade som følge af et for udbudsøkonomisk trepartsudspil og en for højreorienteret skatteaftale, der endda blev til efter et af de mest uskønne forløb i dansk politisk historie.

Nu starter en ny sæson, hvor regeringen skal vise, at dens røde farver dominerer, at fagbevægelsen er dens nærmeste allierede og at Enhedslisten er dens nærmeste – og eneste! – parlamentariske venner.

Det sidste punkt tegner godt, hvis man læser fremtiden ud af SF’s politiske ordførers udmelding:  ”Vi skal finde sammen om en finanslov, og selvom Enhedslisten ikke kan forvente, at vi laver alle aftaler med dem, så vil jeg gerne tilbage i det gode samarbejde, vi havde i månederne efter regeringsskiftet, siger Jesper Pedersen.” (Link: http://www.information.dk/telegram/307849)

En ny finanslov – pres fra venstrefløjen
Det tyder på, at regeringen består, også efter den kommende finanslovsaftale, og at SF skal true med at blive, ikke med at gå. En trussel, som dem der ikke ønsker at en regering på et rødt grundlag, skal føre rød politik, må tage alvorligt.

Og en trussel, som Enhedslisten forhåbentlig er enig i er den bedste måde, at gennemføre socialistisk politik i den nuværende situation: Med en klar arbejdsdeling mellem den del af venstrefløjen, der presser på for rød politik indefra i regeringen og den del af venstrefløjen, der presser på udefra som kritisk og selvstændig, men stadig parlamentarisk grundlag.

Til dem i Enhedslisten, der måtte lege med tanken om ikke at indgå en finanslovsaftale med regeringen, vil jeg citere en anden og sikkert mere indsigtsfuld PW på den danske venstrefløj. I Information skrev Preben Wilhjelm denne appel til Enhedslisten (Link: http://www.information.dk/304480):

”Hvis de borgerlige spiller på EL’s mytologisering af finansloven, sådan som de tydeligvis lægger op til, skal man selvfølgelig ikke gøre sig til deres nyttige idiot. Man stemmer ikke imod, fordi den indeholder elementer, som man har gjort, hvad man kunne for at forhindre og således ikke har ansvar for. Og man stemmer ikke for, fordi man i slutforhandlingerne opnår nogle indrømmelser (som jo aldrig vil komme på højde med tilbagetrækningsreformen og andre forringelser). Man har klargjort sin stilling til hvert enkelt element og kan evt. tydeliggøre det ved at kræve enkeltposter til afstemning. Så er det klart, hvad man har ansvar for, og hvad man ikke har ansvar for. Og afstemningen om det samlede katalog gælder det simple spørgsmål: Foretrækker man alt i alt, at regeringen bliver siddende eller går?”

Regeringsdeltagelse og parlamentarisk arbejde må dog aldrig udgøre hele horisonten for socialistisk politik. Vores opgave som venstrefløj i og uden for regering må være at holde sammen og presse på for virkeliggørelse af så socialistisk en politik som muligt. Et pres, vi ved også skal komme fra neden, hvis vi skal gøre os håb om et folkeligt forandringspotentiale, og som partierne ikke skal patentere! Fagbevægelsen er central i dette pres fra neden, men det kræver en aktivering af de faglige græsrødder, som skal forme den politiske platform. Også lejerbevægelsen, miljøbevægelsen, forbrugerbevægelsen og ligestillingsbevægelsen må, side om side med endnu flere progressive sociale bevægelser, skabe et pres, som viser, at progressiv politik har et frodigt underlag. Uden det, har venstresiden ikke mange chancer. Lykkes det, vil det derimod lette regeringsdeltagelsens ”ansvarets åg” (Link: http://www.historie-online.dk/nyt/bogfeature/b021204.htm)  fra vores skuldre. Så må de radikale påtage sig det, hvis de ikke jubler over at være i en regering, der hviler på tre røde partier og følgelig vil føre (lyse)rød politik.