Overførselsindkomster – antal og vilkår
Af Bent Greve

Offentliggjort: 15. august 2012

Indledning

Der er løbende en debat om antallet af personer på overførselsindkomster, herunder om det er for mange, og om der er grund til en velfærdspolitisk indsats for at justere på antallet. I tabel 1 er vist antal (beregnet som personer der får støtte hele året) mellem 16 og 64 år på en offentlig ydelse. Det vil sige, at personer, der får folkepension, er ikke medtaget i tabellen, og fokus i artiklen vil også være på personer i det, der defineres som den erhvervsaktive alder.

Tabel 1. Offentligt forsørgede mellem 16 og 64 (fuldtid) i første kvartal 2007,2010 og 2012

 

2007K1

2010K1

2012K1

I alt

822344

883032

855230

Registrerede ledige i alt

99132

134737

124064

Feriedagpenge

6243

3007

4252

Vejledning og
opkvalificering i alt

 

42113

 

61813

 

53322

Støttet beskæftigelse i alt

72383

93977

105036

Barselsdagpenge mv. i alt

59987

59915

53199

Førtidspension

236238

237888

237337

Efterløn

140742

128759

109211

Andre ydelsesmodtagere

80014

82791

97048

Sygedagpenge

85492

80145

71760


Kilde: www.dst.dk/AUK04

Tabellen viser, at der har været en svag stigning siden 2007 i personer omregnet til fuldtidspersoner, som har modtaget en offentlig ydelse. Der har især været en stigning i antallet af registrerede ledige og personer i støttet beskæftigelse. Der har samtidig været et markant fald i antallet af personer på efterløn i perioden, og en stabil udvikling i udviklingen af antallet af personer på førtidspension. Tabellen inkluderer som nævnt ikke personer på folkepension, og forklaringen herpå er, at det ikke anses som et socialpolitisk problem, at være overgået til folkepension, da det baserer sig på en fast aldersgrænse. Om denne grænse skal flyttes, som det er aftalt, at den skal i takt med, at vi lever længere, er en politisk afvejning af antallet af år på især arbejdsmarkedet før muligheden for at modtage folkepension er til stede.

Spørgsmålet om hvor mange af modtagerne, der er et reelt socialpolitisk problem, kan diskuteres. Men hovedparten af de personer, der er på sygedagpenge, må forventes at vende tilbage til arbejdsmarkedet eller være selvforsørgende. Der er naturligvis langtidssyge, som efterfølgende har brug for førtidspension, kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse, eller som forlader arbejdsmarkedet for at gå på efterløn, hvis de er berettiget hertil. Personer på barselsorlov kan næppe heller karakteriseres som en gruppe, hvor der brug for en socialpolitisk indsats. Der er enkelte familier, hvor der er brug for støtte i forbindelse med det at blive forældre og for at sikre børnene en god opvækst, men generelt kræver det ikke en særlig samfundsmæssig indsats.  For god ordens skyld er der ikke hermed taget stilling til niveau for ydelser eller en negligering af, at der kan være et finansieringsproblem.

Personer på efterløn har forladt arbejdsmarkedet, og for de fleste af årsager der gør, at de ikke vender tilbage til arbejdsmarkedet, undtagen måske for at arbejde i nogle få timer. Det er heller ikke en gruppe, der kræver en særlig ekstraindsats, når de først har forladt arbejdsmarkedet, men i langt højere grad en indsats før med henblik på, at nogen så vil vælge at trække sig tilbage senere. Det er næppe heller et socialpolitisk problem, at nogen modtager feriedagpenge, der som udgangspunkt alene illustrerer, at de har haft et ledighedsproblem tidligere. Dermed reduceres omfanget af, hvad der kan karakteriseres som et socialpolitisk problem; eller mere præcist: for hovedparten på en overførselsindkomst er problemet, at der er for få job på arbejdsmarkedet, som de har mulighed for at få; hovedparten udgør: 529.880 (i 20071kv), 611.206 (i 20101kv) og 616.807 (i 20121kv). Der er dermed sket en klar stigning de seneste fem år. Herudover vil der være et antal personer, som ikke fremgår af statistikkerne, fordi de ikke er berettiget til nogen ydelse – eksempelvis fordi de har opbrugt dagpengeperioden og bor sammen med en person, som har pligt til at forsørge dem. Forkortelsen af dagpengeperiodens længde vil derfor kunne betyde, at der er flere personer, som gerne vil have et arbejde, men som ikke er en del af statistikgrundlaget.

2. Varighed af ledighed – har det betydning
I forhold til antallet af ledige vil der typisk altid være, hvad der kan betegnes som ’skifteledighed’, dvs. ledighed ved overgang fra et job til et andet; og der vil også være brancher med en vis sæsonledighed, og mange nyuddannede har de seneste år været ledige i længere tid, inden de har fået et job. I Tabel 2 er vist ledigheden fordelt efter ledighedens varighed.

Tabel 2: Fuldtidsledige/ledighedsberørte efter tid, ledighedsgrad og type

1. kvartal, 2012

Antal fuldtidsdeltagere

Antal deltagere

     

I alt

176 967

270 863

0.001-0.100

896

15 623

0.101-0.200

2 912

19 112

0.201-0.300

4 434

17 734

0.301-0.400

8 714

25 306

0.401-0.500

6 754

14 896

0.501-0.600

9 333

17 019

0.601-0.700

15 187

23 288

0.701-0.800

12 492

16 522

0.801-0.900

19 249

22 619

0.901-1.000

96 994

98 744

Kilde. www.dst.dk

Det kan ses af tabellen, at der er mange ledighedsberørte, som kun er ledige i korte tid. Det ses ved, at tabellen viser graden af ledighed. En ledighed på 0.001 til 0.10 eksempelvis viser, at personen i gennemsnit har modtaget dagpenge i mindre end 10 % af året. Der kan heraf også omvendt sluttes, at hvis en ledighedsperiode er på mere end 6 måneder[i], så vil der i første kvartal af 2012 have været mere end 175.000 personer berørt af ledighed i betydeligt omfang svarende til omkring 150.000 fuldtidsledige. Dette er et samfundsmæssigt problem, idet så lange ledighedsperioder vil have en tendens til at medføre en ofte mere marginaliseret position på det danske arbejdsmarked. Det vil være personer, hvor selv den aktive arbejdsmarkedspolitik kan have vanskeligt ved at sikre, at de kommer ind på arbejdsmarkedet igen. Tilsvarende argumentation gælder i høj grad de mange på kontanthjælp.

I tabel 1 er også vist antallet af personer på førtidspension, som de seneste år har ligget konstant omkring 235.000. Der har været en stigning i antal tilkendelser som følge af stress og psykiske lidelser. I 2010 havde eksempelvis langt hovedparten af de 15-29 årige, der blev tilkendt førtidspension, alene en grundskole uddannelse. I konsekvens heraf er mange af de personer, der er på førtidspension, personer der er fysisk eller psykisk nedslidte, og som vil have, særligt i perioder med høj ledighed, vanskeligt ved at komme ind på eller fastholde et job på arbejdsmarkedet. Her er den socialpolitiske udfordring at finde balancen mellem at prøve at få folk til at blive selvforsørgende og sikre en rimelig levestandard til dem, der af forskellige grunde ikke kan være på arbejdsmarkedet.

Personer på overførselsindkomster i den erhvervsaktive alder er dermed en meget blandet gruppe. Den varierer fra personer, som næppe nogensinde vil komme ind på arbejdsmarkedet til personer, som i lykkelige omstændigheder får offentlig støtte, fordi velfærdssamfundet har valgt at betale dagpenge under barsel. Samlet synes problemet dermed i høj grad at relatere sig til manglen på job på arbejdsmarkedet, om end der også er en række marginaliserede grupper, eksempelvis på grund af alkohol, stoffer eller psykiske sygdomme, som vil have brug for offentlig støtte, herunder en indkomstoverførsel.

3. Mangler der økonomiske incitamenter?
Et ofte fremført argument har været, at mange ikke bevæger sig fra offentlig forsørgelse til at være på arbejdsmarkedet, fordi der ikke er noget økonomisk incitament hertil. I tabel 3 er vist andelen af personer, som kan vinde mindst 1000 kroner ved at bevæge sig fra at være ledig til at være på arbejdsmarkedet. Der er i beregningerne taget højde for transportudgifter, andre offentlige indkomstafhængige ydelser m.v.

Tabel 3. Den andel, for personer mellem 18 og 64, der har en gevinst på mindst 1000 kroner om måneden ved at komme i beskæftigelse i 2001, 2011 og 2012

 

2001

2011

2012

Andel i procent

92.2

97.6

97.6

Kilde: Besvarelse af spørgsmål 154 (alm.del BEU), folketinget året 2011/12.

Det kan heraf sluttes, at det næppe er økonomiske incitamenter, der mangler. For langt de fleste mennesker vil 1000 kroner om måneden - særligt for personer på overførselsindkomst - være en markant forbedring af de økonomiske muligheder. Det skyldes, at den disponible indkomst - efter skat for en fuldtidsledig - er på ca. 150.000 kroner, og dermed betyder en fremgang på 12.000 kroner om året en stigning i forbrugsmuligheder på omkring 8 %[ii]. Det kan også anskues på den måde, at en enlig LO-arbejder i en lejebolig i 2012 har et rådighedsbeløb på 227.861 (www.skat.dk). Et beløb, der dog ikke direkte er sammenlignet med de andre, idet udgifter til transport samt andre typer af indkomstoverførsler eksempelvis ikke indgår i opgørelsen.

Det skal endvidere også ses i sammenhæng med, at der allerede er nogle, der med denne stigning faktisk påtager sig et arbejde, bl.a. fordi det at være på arbejdsmarkedet giver sociale relationer, men også fordi de fleste har mulighed for - ved at være på arbejdsmarkedet - gradvist at få højere indkomst. De fleste mennesker vil derudover typisk gerne have noget at stå op til, også selv om den økonomiske gulerod måske er begrænset. Selv om grænsen sættes op til 2000 kroner om måneden, stiger tallet alene i 2012 til 6.4 %, der ikke kan vinde så meget ved at bevæge sig ind på arbejdsmarkedet.

Dermed synes det givet, at for dem, der ikke har andre problemer end ledighed, er det især manglen på job, der er den centrale faktor i relation til, om de bevæger sig på arbejdsmarkedet eller ej. Det betyder ikke, at der ikke kan opstå flaskehalsproblemer, dvs. ledige inden for et geografisk område og efterspørgsel efter arbejdskraft andre steder i landet. Det kan bl.a. hænge sammen med, at det for en familie ikke vil være tilstrækkeligt, at den ene kan få job i den anden ende af landet, hvis det samtidig betyder, at den anden bliver ledig.

4. Niveau for offentlige ydelser
En forklaring på, at nogle måske tror, at det ikke kan betale sig at arbejde kan være, at der ikke er fuld klarhed over niveauet for en række indkomstoverførsler fra det offentlige. I tabel 4 er vist de månedlige beløb for en række velfærdsmæssige ydelser.

Tabel 4. Satser for månedlige overførselsindkomster i 2012

 

 

Arbejdsløshedsdagpenge/efterløn opfylder 2 års regel

17060

Barselsdagpenge (fra det offentlige – mange har i de første 26 uger fuld løn gennem overenstkomst)

17060

Kontanthjælp forsørger børn over 25

13732

Kontanthjælp over 25 uden børn

10335

Kontanthjælp under 25 udeboende

6660

Revalideringsydelse over 30 år eller har barn

17073

Kilde: www.bm.dk: Satser for 2012. Ved opregning fra dagsats er brugt 5 dage og 4,33 uger pr. måned. Det er bruttoydelser før skat.

Tabellen illustrerer, at niveauet for ydelser på en række områder, selv om vi sammenlignet med andre lande gennemgående har generøse ydelser, ikke er højt - set i relation til en situation at være på arbejdsmarkedet. Der er ikke tale om disponibel indkomst, men indkomst før betaling af indkomstskat, men omvendt ydelser før evt. modtagelse af andre offentlige ydelser, eksempelvis børnefamilieydelse eller boligydelse. Størrelsen af ydelserne skal ses i sammenhæng med, at den gennemsnitlige indkomst i 2012 for en enlig LO-arbejder er, ifølge www.skat.dk, på 365.535 kroner. Der er således såvel på kort sigt som på længere sigt en betydelig gevinst ved at komme ind på arbejdsmarkedet.

5. Konklusion
Der er relativt set mange på offentlige overførselsindkomster, hvor af det for mange ikke er et klassisk socialpolitisk problem, men i langt højere grad et problem med manglen på job. Der er kun for meget få personer muligvis et incitamentsproblem; idet kun meget få ikke vil tjene mere end 1000 kroner mere om måneden ved at bevæge sig fra at være uden for arbejdsmarkedet til at være indenfor. Niveauet for de offentlige indkomstoverførsler kan dermed næppe påstås at være det, der forhindrer folk i at arbejde.

Samlet tyder det dermed på, at der i højere grad er brug for at se på den samlede efterspørgsel efter arbejdskraft, og hvordan der kan skabes flere jobs.



[i] Jf. for 6 måneders grænsen Greve, Bent (2012), Velfærdssamfundet – en grundbog. København, Hans Reitzel.

[ii] Beregnet ud fra en gennemsnitlig skattesats på 27.2 % som for en enlig pensionist, jf. www.skat.dk.