Euroen: hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre?
Af Jesper Jespersen

Offentliggjort: 15. august 2012

Vil historien gentage sig?
De fleste før snarere end siden. For når medlemslandenes økonomier begynder at drive fra hinanden, og modsætningerne landene i mellem skærpes, bliver tilskyndelsen for underskudslandene til at opgive den fælles valuta- og pengepolitik forstærket. Disse lande oplever, at den monetære union i stigende grad udgør en spændetrøje, der fastholder dem i en underskudsposition, der med tiden udvikler sig til en egentlig gældskrise. En udvikling, der er karakteriseret ved, at job, indkomst og penge siver ud af underskudslandene med retning mod overskudslandene, som derfor er godt tilfredse med udviklingen og ikke ser nogen presserende grund til, at de skulle ændre deres økonomiske politik. Men her overses det, at en monetær union er et økonomisk skæbnefællesskab, hvor et (eller flere) landes overskud på betalingsbalancen nødvendigvis må være et eller flere medlemslandes underskud.

At overskud er lig med underskud er ikke en politisk konklusion, som der kan ændres ved; idet vi her har at gøre med en simpel bogholderimæssig sammenhæng. Euro-zonen har på grund af sin flydende eurokurs over for omverdenen stort set ligevægt på betalingsbalancen med omverdenen. Derfor gælder det, at de store betalingsbalanceoverskud i Nordeuropa, først og fremmest repræsenteret ved det tyske overskud, der har en størrelse nogenlunde svarende til hele EU's budget, bogholderimæssigt modsvares af tilsvarende store underskud i Sydeuropa. På den baggrund giver det ikke mening at tale om, at hvert land skal feje for egen dør i den økonomiske politik, der er altid (mindst) to lande involveret, når betalingsbalancen skal gøres op.

Hvis den monetære union skal fungere, kræves det, at den økonomiske politik koordineres i en hidtil uset grad. Det må bl.a. indebære, at overskudslandene er villige til at reducere deres overskud – ja, i perioder accepterer underskud på betalingsbalancen. Vil Tyskland, Holland og Finland det? Eller ønsker de blot at fastholde den konkurrencemæssige fordel, som de har opnået igennem de 12 år ØMUen har eksisteret? I så fald vil historien gentage sig.

For lidt fokus på betalingsbalanceuligevægte
De nordeuropæiske lande har lige siden ØMUen blev søsat i 1999 satset på en økonomisk udvikling, der dæmpede omkostningsudviklingen gennem lave pengelønstigninger og høj effektivt; men til gengæld en forholdsvis beskeden vækst. Frem til 2008 var Tyskland et af de ØMU-lande, der havde den laveste økonomiske vækst; men da Tyskland samtidigt er et af unionens rigeste lande målt ved nationalindkomst pr. capita var det en helt bevidst prioritering. Omvendt var de sydeuropæiske lande (bortset fra Italien) mere interesserede i at skabe vækst i et forsøg på indkomstmæssigt at indhente de rige nordeuropæiske lande. Det have den konsekvens, at omkostningsudviklingen i de sydeuropæiske lande, der primært satsede på økonomisk vækst (Spanien, Irland og Grækenland) lå 2-3 pct. højere end i Nordeuropa. En forskel på 2-3 pct. i omkostningsudvikling et enkelt år spiller ingen nævneværdig rolle; men fortsætter denne udvikling igennem 10-12 år, betyder det, at omkostningsniveauerne mellem nord og syd løber fra hinanden. I dag er det 20-30 pct. dyrere at producere i syd sammenlignet med nord, hvilket naturligvis afspejler sig i betalingsbalanceover- og underskud.

Igennem alle ØMU-årene har de sydeuropæiske lande gældsat sig til de nordeuropæiske lande med betalingsbalanceoverskud. Udlandsgælden i Syd er vokset år for år. Denne stigende ubalance blev de første år ikke tillagt nævneværdig betydning, idet disse ubalancer ville udligne sig af sig selv, nu hvor landene havde en fælles valuta. Her blev der trukket på en forkert analogi mellem ’Fyn og Sjælland’, hvor der finder en betydelig udligning sted. Det gør der dels fordi de har et stærkt integreret arbejdsmarked, og dels fordi disse to regioner indgår i en politisk struktur, der indeholder en betydelig økonomisk solidaritet og gensidighed (regional udligning plus betydelige bloktilskud finansieret via Christiansborg). Inden for ØMUen er arbejdsmarkederne stadig stærkt opdelt, geografisk, sprogligt, juridisk og kulturelt – blot at få Nord- og Syditalien til at hænge sammen er stadig et problem uanset, at Italien har eksisteret som én samlet nation i mere end 150 år. Der er i ØMU-konstruktionen ikke indbygget nogen mekanisme, der sikrer, at betalingsbalanceforskelle udlignes. Tværtimod betyder de forskellige omkostningsniveauer, at situationen er fastlåst, samtidig med at de stigende renteudgifter (underskudslande) og renteindtægter (overskudslande) forøger ubalancerne mellem nord og syd.

Men så længe den generelle økonomiske udvikling i EU tegnede sig positivt med vækstrater på 2-3 pct., syntes de politiske beslutningstagere parate til at negligere disse stigende ubalancer. Nok så overraskende var det, at de som hovedregel meget frygtsomme finansielle markeder fortsatte med at give lån til Sydeuropa på vilkår, der ikke afveg meget fra renten i Nordeuropa. Helt frem til 2007 var den overrente, som investorerne forlangte for at låne til græske debitorer blot ½ pct. p.a. højere end renten på et tilsvarende tysk lån. Set i bakspejlet kan det konstateres, at de finansielle markeder (og kreditvurderingsinstitutterne) mildt sagt snorksov; for enhver med indsigt i samfundsøkonomi kunne se, at betalingsbalancesituationen var grundlæggende uholdbar, jfr. figur 1. Her ses det, hvorledes ubalancerne voksede fra ØMUens start i 1999 og frem til 2008 mellem Nord (repræsenteret ved Tyskland) og Syd – dog ikke katastrofalt i Frankrig og Italien; men tendenserne var også klar her. Og nok så alvorligt er det, at – bortset fra Irland – er der ikke i de sidste tre år sket nogen nævneværdig ændring med hensyn til at bringe en bedre balance mellem over- og underskudslandene. Gældsætningen fortsætter og problemerne vokser år for år.

Betalingsbalance, arbejdsløshed og budgetunderskud
De ØMU-lande, der har de største betalingsbalanceunderskud blev hårdest ramt af den finansielle krise, der udviklede sig fra 2008. De havde gjort sig afhængige af udenlandsk låntagning. Da de internationale kapitalmarkeder tørrede ud i kølvandet på Lehman Brothers kollaps, stod disse lande i et akut finansieringsproblem. Renterne skød i vejret, navnlig for de lande, der havde gældsat sig i udlandet. Det var nemlig også i de lande, at den finansielle sektor blev hårdest ramt: Irland, Grækenland og Spanien.

I disse lande måtte de nationale regeringer træde hjælpende til, hvilket blev en hård belastning for de offentlige budgetter, idet den private bankgæld herved blev konverteret til offentlig gæld. Men det var nødvendigt for overhovedet at opnå lån fra EU's og IMFs stabiliseringsfonde. De offentlige budgetter blev samtidig belastet af en stigende arbejdsløshed. Også her viste det sig hurtigt, at det var landene med de store betalingsbalanceunderskud, der var mest sårbare. De havde i varierende grad baseret væksten i den nationale økonomi på indenlandsk efterspørgsel, navnlig på en voldsomt ophedet byggesektor, der kollapsede, da renten begyndte at stige.

Budgetunderskuddene, hvor kommer de fra?
Når den økonomiske politik skal tilrettelægges, er det således vigtigt, at den korrekte årsagssammenhæng kendes. Det spørgsmål, der derfor burde stilles i den aktuelle situation, er, hvorfor er der budgetunderskud i stort set alle ØMU-lande, og dernæst hvorfor er dette underskud steget langt mere i nogle ØMU-lande end i andre. Den væsentligste årsag til, at der i dag er offentlige budgetunderskud kan henføres til det forhold, at der er en betydelig ubalance i den private sektor mellem opsparing og reale investeringer. Når der spares mere op, end der bliver investeret, så har den private sektor et finansielt opsparingsoverskud, der bogholderimæssigt bliver matchet af et offentligt budgetunderskud.[2] Dette er bogholderi, at overskud og underskud skal summere til nul – herom kan der ikke diskuteres. Skal man derfor forstå årsagen til et budgetunderskud vil svaret ofte findes i den private sektor i form af opsparingsoverskud og arbejdsløshed. De ØMU-lande, der har oplevet en særlig stor forringelse af de offentlige budgetter har uden undtagelse også haft den største stigning i arbejdsløsheden. Denne stigning kan henføres til dels et kollaps i de private (bygge)investeringer dels store betalingsbalanceunderskud.[3]

Når disse årsagsmæssige sammenhænge er erkendt, er det også lettere at forstå, hvorfor en ensidig fokusering på budgetunderskud navnlig i Sydeuropa ikke vil kunne afhjælpe den økonomiske krise. Offentlige besparelser vil primært have den effekt, at arbejdsløsheden stiger yderligere. En højere arbejdsløshed belaster de sociale budgetter og mindsker skatteindtægterne. Det er de såkaldte automatiske budgetstabilisatorer, der har en størrelse af ca. ½ pct. af BNP for hver procent arbejdsløsheden stiger. Det betyder, at hver gang arbejdsløsheden stiger med én procentpoint, så forringes de offentlige budgetter med ½ pct. af BNP. I Spanien er arbejdsløsheden steget med 14 procentpoint siden 2007, jfr. figur 2, hvilket forklarer ca. 7 pct. af forringelsen på det spanske budget.

Hvis ambitionen for den økonomiske politik er at komme både arbejdsløsheden, budgetunderskuddet og betalingsbalanceunderskuddene (i Sydeuropa) til livs, må disse ubalancer anskues under ét. Det er overopsparingen – de manglende private reale investeringer, der er hovedårsagen til arbejdsløshed og dermed budgetunderskud. De reale investeringer holdes tilbage af den meget svage konjunktur i hele EU, af banksektorens mangel på egenkapital og mange dårlige udlån, og endelig i Sydeuropa af erhvervslivets svækkede konkurrenceevne. De tre forhold har i forening lagt en klam hånd på de europæiske økonomier og overbelastet de offentlige budgetter i en sådan grad, at det har udviklet sig til en offentlig gældskrise.

Når de makroøkonomiske ubalancer har vokset sig så store, som det er tilfældet i dag – med arbejdsløshedsprocenter der nærmer sig 30, en offentlig gæld på langt over 100 pct. af BNP og fortsat store betalingsbalanceunderskud, er der ingen nemme endsige hurtige løsninger. Det kræver både en økonomisk indsigt i årsagerne til krisens forløb og en betydelig politisk handlekraft både nationalt og på europæisk plan, for at ændre retningen væk fra fortsat stigende ubalance. Den ensidige fokusering på nedbringelse af de offentlige budgetunderskud og den offentlige gældskvote, som er indeholdt i Finanspagten, synes blot at have forstærket den europæiske krise i form af stigende arbejdsløshed.

Mulige løsningsmodeller.
De to figurer ovenfor illustrerer tilsammen kernen i ØMU-landenes overordnede balanceproblem. De har en fælles valuta; men udvikler sig makroøkonomisk mere og mere forskelligt. Det er ikke holdbart i længden.

1. Business as usual
Finanspagten er som nævnt ikke nogen løsning; for det er ikke de offentlige budgetunderskud, der stiller sig hindrende for en revitalisering af de private investeringer og konkurrenceevnen i Sydeuropa. Det gør derimod de fortsatte offentlige besparelser, som stort set alle lande er blevet pålagt på grund af ’for store’ budgetunderskud. Hvorvidt budgetunderskuddet er ’for stort’ kan ikke anskues isoleret. Det er som diskuteret ovenfor snævert forbundet med arbejdsløsheden og med fraværet af private investeringer. Det fører derfor til fejlagtige konklusioner, når der opstilles en målsætning for den samlede offentlige budgetsaldo på maksimalt 3 pct. uafhængigt af den øvrige makroøkonomiske udvikling. Saldoen burde som et minimum korrigeres for ekstraordinær arbejdsløshed og for manglende private investeringer (opsparingsoverskuddet i den private sektor). Fastholdes finanspagtens krav om en maksimal grænse på 3 pct. er der en betydelig risiko for, at landene vil føre en kontraproduktiv finanspolitik. I recession med høj arbejdsløshed og et betydeligt budgetunderskud bliver der stillet krav om at budgettet strammes. Og omvendt, når der er højkonjunktur med et betydeligt overskud på de offentlige finanser, så undlader EU-kommissionen at stille krav om stramninger, der kunne bremse overophedningen – som det f.eks. var tilfældet i Danmark i perioden 2005-7.

Hertil kommer, at finanspagten ikke inddrager udviklingen i omkostningsniveauerne endsige stillingen på betalingsbalancen, som vil kunne fortsætte med at trække landene længere fra hinanden, alt mens arbejdsløsheden stiger.

2. Et mere føderalt EU
Forståelsen af, at finanspagten ikke indebærer en løsning på euro-krisen, er dog heldigvis ved at brede sig blandt fagøkonomer. Mainstream-teorien har bevæget sig i retning af, at det er nødvendigt med en langt stærkere koordination af finanspolitikken inden for ØMUen, hvis den fælles valuta skal reddes. Bruxelles skal tilføres mere magt for at sikre, at de enkelte lande rent faktisk overholder de anbefalinger/krav, som en overholdelse af finanspagten stiller. Et supplerende instrument til at sikre, at der kan skabes politisk opbakning til en sådan centralisering af de finanspolitiske beføjelser, kunne være en ikke ubetydelig forøgelse af struktur- og samhørighedsfondene og af den europæiske investeringsbanks udlånskapacitet. Disse forslag omtales som projektrelateret finanspolitik, der i et vist omfang kan udgøre en erstatning for de manglende private investeringer. Det er en del af den ’vækstpakke’ som på initiativ af den nyvalgte franske præsident Francois Hollande blev vedtaget på det topmøde, der afholdtes i juni 2012.    

Som en del af den mere centraliserede beslutningsstruktur, der trækker i en føderalretning, er der også blevet stillet forslag om udstedelse af Euro-bonds. Det er statsobligationer, der er garanteret af alle ØMU-landene, men som kan benyttes af de enkelte lande til at dække (dele af) den offentlige gældsætning. Dette forslag har der ikke kunnet skabes enighed om; fordi lande med en lille offentlig gæld føler, at de kommer til at bære en uforholdsmæssig stor del af risikoen, uden de får en egentlig indflydelse på, hvorledes pengene bliver brugt. Fordelen for de svage sydeuropæiske økonomier ville være den betydeligt lavere rente, der skal betales på Euro-bonds – risikoen set fra Nordeuropa er, at dette lavere renteniveau kunne resultere i et nyt byggeboom, et endnu større betalingsbalanceunderskud med mulighed for en gentagelse af det forrige kriseforløb.

Tiden er med andre ord ikke politisk moden til den mere føderale beslutningsstruktur i euro-zonen, som mange økonomer alligevel ser som en mulig løsning. Her overser disse økonomer dog, at den føderale struktur måske ikke indeholder svaret på, hvorledes forskellene i landenes konkurrenceevne skal blive udlignet. Det er ligesom om den fagøkonomiske forståelse af, hvor betydningsfuldt det er, at de lande, der deltager i en monetær union, har så nogenlunde ligevægt på betalingsbalancen, endnu ikke er tilstrækkeligt udbygget. Det vil sige, at en føderal struktur med sigte på at sikre ligevægt på de offentlige budgetter, delvist finansieret af de øvrige medlemslande forsat mangler den mekanisme, der tager højde for den ulige fordeling af hhv. over- og underskud på betalingsbalancen.

3. Større national fleksibilitet og mere regulerede finansmarkeder
Tilbage står spørgsmålet, om det var for tidligt og derfor forfejlet at indføre den fælles valuta i de lande, uanset at de opfyldte de relativt lempelige optagelseskrav – de såkaldte konvergenskriterier. Efterfølgende har det i hvert fald vist sig, at selv om de oprindelig 12 ØMU-lande, der efterfølgende voksede til 17 lande blev erklæret for konvergente[4], så drev disse lande målt på en række makroøkonomiske parametre alligevel fra hinanden – samtidig med at graden af ubalance inden for de enkelte lande i de fleste tilfælde har været stigende. Hertil kommer, at uanset, at der igennem de sidste 2 år har været afholdt ØMU-krise topmøder hver 3 måned, har de tiltag, der er blevet besluttet ikke været tilstrækkelige til at bremse disse tendenser mod opløsning. Her bør det erindres, at en nødvendig forudsætning for at de deltagende (suveræne) lande fortsat kan se en interesse i at opretholde medlemskabet er, at landene i stigende grad marcherer i takt omkostnings- og indkomstmæssigt. Gør de ikke det, vil der opstå et stigende krav om større fleksibilitet og national orientering i den økonomiske politik.

Som nævnt indledningsvist har det været forsøgt med monetære unioner mange gange tidligere i historien; men det er sjældent lykkedes for disse lande at marcherede i takt, hvorefter den monetære union er blevet opløst. Har det så været en katastrofe, når den monetære union gik i (delvis) opløsning, som det f.eks. skete med guldmøntfoden i begyndelsen af 1930erne? Det er det naturligvis svært at give et entydigt svar på; for det afhænger af, hvilke samfundsøkonomiske forhold, der prioriteres højest. Lægges vægten på reduktion af arbejdsløsheden, så er læren fra 1930erne, at de lande, der først brød ud af den ’gyldne’ spændetrøje, også først fik en konkurrencemæssig fordel, som kunne benyttes til at føre en mere ekspansiv økonomisk politik, hvorved arbejdsløsheden begyndte at falde. Men det udviklede sig igennem 1930erne til ret så kaotiske forhold på de internationale valutamarkeder, hvor hvert land forsøgte sig med en lidt større valutanedskrivning end de øvrige – en tilstand med konkurrerende devalueringer, som intet land i sidste ende kunne vinde.

På baggrund af den erfaring foreslog bl.a. den britiske økonom John Maynard Keynes, at der efter krigen skulle etableres mere velordnede forhold på de internationale valuta- og kapitalmarkeder. Hans forslag, der i store træk blev fulgt i 1944 ved Bretton Woods-aftalen mellem de 44 deltagende lande, indebar, at landene forpligtede sig til at have faste valutakurser, der efter fælles aftale (og forholdsvis faste regler) kunne justeres. Det betød, at lande der sakkede agter ud på grund af for høje omkostninger (eller andre for udenrigshandlen ugunstige forhold) kunne ændre deres valutakurs, hvorved der kunne genetableres ligevægt på betalingsbalancen. Keynes havde gerne set, at der også var blevet aftalt en forpligtelse for lande med overskud på betalingsbalancen til at revaluere deres valuta, og gjorde de ikke det, skulle de indbetale en afgift til Den internationale Valutafond (IMF), der stod i forhold til overskuddets størrelse. Det ville have givet overskudslandene en tilskyndelse til at reducere overskuddet og dermed bidrage til en bedre balance i verdensøkonomien.

Samtidig med aftalen om valutakurssamarbejdet fik Keynes gennemført et internationalt forbud med spekulative kapitalbevægelser – belært af de negative erfaringer fra 1930erne, hvor en massiv spekulation imod et land kunne tvinge det til at føre en for restriktiv politik, der ikke i tilstrækkelig grad tilgodeså en reduktion af arbejdsløsheden. Intet land kan bygge sin politik på spekulativ kapitalindstrømning, da den ofte forsvinder ligeså hurtigt og forstyrrende, som den dukker op – der er intet velfærdsøkonomisk tab forbundet med at forbyde disse spekulativt betingede kapitalbevægelser.

Bretton Woods systemet fungerede rimelig godt de første 20-25 år efter krigen, hvor Vesteuropa og USA oplevede den hurtigste vækst i nogen længere periode. Men så begyndte systemet at blive undergravet. USA fik stigende inflation bl.a. som en konsekvens af Vietnamkrigen, hvilket stillede sig hindrende for, at dollaren fortsat kunne være ankeret i det internationale valutasystem. Desuden havde finanskapitalen fundet veje at omgå forbuddet mod spekulative transaktioner. Der var bl.a. opstået et euro-dollar marked med base i London. Præsident Nixon besluttede derfor i 1971 at frigøre dollaren fra det faste valutakurssystem ved at lade dollaren få en fri kursdannelse, samtidig med at der også blev åbnet for rene finanstransaktioner i dollar ind og ud af USA.

Beslutningen ramte de internationale markeder som et chok; men efter kort tid viste det sig, at den større fleksibilitet havde nogle fordele; men der var dog også betydelige gener forbundet med den flydende dollarkurs og de spekulative kapitalbevægelser. Dollarens værdi blev ganske ustabil, uden det førte til noget der mindede om ligevægt på den amerikanske betalingsbalance. På den anden side blev Europa mindre afhængigt af den amerikanske politik, hvilket satte skub i den europæiske integrationsproces med etablering af det indre varemarked igennem 1970erne og 1980erne.

Her skulle EU formentlig være standset op og have overvejet grundigt, om EU-økonomierne nu også var tilstrækkeligt integrerede til at tage det næste store skridt – den fælles valuta. Erfaringen fra efterkrigstiden ville have manet til forsigtighed, for EU-landene var stadigt meget forskellige, selv i Vesteuropa. Skridtet mod en monetær union blev som bekendt taget med vedtagelsen af Maastricht-traktaten tilbage i 1991.

ØMUen i sin oprindelige konstruktion har vist sig at være fejlbehæftet. Det er fagøkonomerne efterhånden ved at være enige om. Det spørgsmål, der nu diskuteres, er som nævnt, om denne fejl kan rettes op gennem politiske og økonomiske strukturreformer, eller det bliver nødvendigt at gå et skridt tilbage i retning af nationale valutaer med en koordineret fleksibilitet á la Bretton Woods.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er svært at se, hvorledes en fortsat stigning i arbejdsløsheden skal kunne undgås, når omkostningsniveauerne er løbet så langt fra hinanden, og de finansielle markeder fortsat har rollen som overdommer over den økonomiske politik både nationalt og på europæisk niveau.

Den tredjeløsningsmodel indebærer derfor en større national fleksibilitet. Den indebærer, at nogle af de sydeuropæiske lande udtræder af ØMUen. Det kan ske på forskellig vis, men vil altid indledes med en midlertidig lukning af det udtrædende lands finansielle grænser og banker. Det store spørgsmål bliver så, hvordan tilgodehavender og gæld skal opgøres i den nye nationale valuta. Når det spørgsmål først er afklaret, vil valutamarkederne fastsætte en ny og lavere kurs på den nationale valuta, og landet vil genvinde sin internationale konkurrenceevne. Først herfra kan man føre vækstpolitik. Men løsningen vil også betyde ganske store formuetab – ikke mindst for de personer, der har lånt internationalt i euro. Disse kontrakter bliver det svært at genforhandle, hvilket formentlig ligesom på Island må indebære, at en række private banker erklæres konkurs. Omvendt vil de personer, der har aktiver i udlandet høste store gevinster. Valutareformen kan derfor ikke stå alene. Den må følges op med både skærpet valutakontrol og beskatning af kapitalgevinster på valutakontrakter.

Af helt afgørende betydning for forløbet af en sådan (delvis) opløsning af euro-zonen vil det være, om EU's institutioner spiller med eller prøver at forhindre en exit. Der er heldigvis mange eksempler i historien på, at monetære unioner er blevet opløst under ordnede forhold og med fortsat gensidig respekt. Her kan f.eks. peges på Storbritannien og Irland, der i 1979 opløste den monetære union, for Irland ønskede at træde ind i det europæiske fastkurssamarbejde (EMS). Da Tjekkoslovakiet blev opløst i 1992, skete det også stille og roligt på baggrund af en fælles beslutning. Foregår opsplitningen efter gensidig overenskomst, så kan det efterfølgende samarbejde også lettere etableret. Der er jo intet, der tilsiger, at en udtræden af ØMUen også skulle indebære et farvel til EU – hertil er fordelene for alle parter i fortsat deltagelse i det indre marked langt mere åbenbare. I så fald vil der blive brug for en ganske betydelig solidaritet fra EU's side; for de lande, der må forlade ØMUen efter forgæves at have kæmpet i adskillige år i et forsøg på at blive og har gennemført voldsomme besparelser, trænger mere end noget andet EU-land til en hjælpende hånd.

Endelig burde hele EU-systemet genoverveje, om dogmet om frie og stort set uregulerede finansielle transaktioner mellem landene og ind og ud af EU overhovedet fremmer ’vækst, velfærd og bæredygtig udvikling’. De spekulative kapitalbevægelser driver renten på navnlig de svage landes værdipapirer hid og did. Samtidig med, at frygten for finansmarkedernes reaktion gør de europæiske politikere næsten handlingslammede og meget markedskonforme i deres løsningsforslag.

Her kunne der også være brug for både politisk og økonomisk nytænkning, hvor det i højere grad skulle handle om, hvorledes det europæiske projekt (EU) reddes fra opløsning, end at redde euroen fra opløsning. Det første er fredens og demokratiets projekt. Det andet er trods alt blot en betalingsenhed og en fælles regningsenhed. Det skulle være til at overvinde.



[1] Bogen med samme navn er udgivetpåForlaget DEO, juni 2012, pris 168 kr., 120 s.

[2] Dette bogholderi gælder ubetinget i en lukket økonomi uden udenrigshandel. Her er et overskud i den private sektor pr. definition lig med et tilsvarende underskud i den offentlige sektor – herom kan der ikke diskuteres. Åbnes der for udenrigshandel, så kan noget af den private sektors overskud benyttes til at finansiere en nettoeksport til udlandet – dvs. et betalingsbalanceunderskud i udlandet. Det er situationen i Nordeuropa. Her er opsparingsoverskuddet i den private sektor så stort, at ikke alene kan det dække den offentlige sektors underskud; men også Sydeuropas betalingsbalanceunderskud. Det giver også et billede af, i hvor høj grad der mangler reale investeringer i den private sektor i Nordeuropa. Sådanne investeringer ville kunne reducere arbejdsløsheden, reducere det offentlige budgetunderskud og mindske nettoeksporten til Sydeuropa – på mange måder et Columbus Æg, som den europæiske centralbank søger at hjælpe frem gennem sin lavrentepolitik – uden den store succes, desværre. 

[3] Her udgør Grækenland dog en delvis undtagelse, idet der her var et betydeligt underskud på de offentlige finanser også før den finansielle og økonomiske krise manifesterede sig i 2008.

[4] Det var sådan set alle 15 ’gamle’ EU-lande, der kunne være blevet medlem af ØMUen; men Storbritannien, Sverige og Danmark valgte at stå uden for, selv de opfyldte konvergenskriterierne. Disse tre landes betænkeligheder ved det fælles monetære samarbejde gik navnlig på, om det ikke var for tidligt at give slip på væsentlige nationale makroøkonomiske styringsinstrumenter.