Socialistisk forandringsstrategi II
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. august 2012

I artiklens første del (bragt i juniudgaven af KD) skrev jeg: ”En seriøs reformpolitik i Danmark må således som minimum indeholde en strategi for et demokratiseret Europa med en tilstrækkelig stærk Union til at føre en dekoblingspolitik, der på den ene side svækker de store kapitalkræfter og på den anden side har som mål at opbygge helt nye samhandelsalliancer og støtte andre regionale reformbevægelser” (Socialistisk Forandringsstrategi? KD juni, side 9). Jeg vil her i artiklens anden del hovedsageligt koncentrere mig om dette spørgsmål som følge af, at jeg i artiklens første del allerede har argumenteret for, at enhver reformstrategi, der begrænser sig til den nationale politiske virkelighed, er frugtesløs.

Kapitalistisk stagnation
Jeg har i første del og i flere andre artikler i KD argumenteret for, at den aktuelle krise kun på overfladen er en finans- og gældskrise. Jeg vil definere den aktuelle og meget dybe krise på det globale kapitalistiske marked som den foreløbige kulmination på lang periode med overakkumulation, stagnation og finansialisering af den kapitalistiske økonomi.

Hovedtrækkene i den nævnte periode fra slutningen af 70’erne op til i dag har været præget af en ganske bestemt restaurationsstrategi, som populært kaldes neoliberalisme  – om end den har antaget vidt forskellige former og gennemført i forskelligt tempo afhængig af lokale, regionale og politiske styrkeforhold og samfundstraditioner .

I hovetræk har strategien været kendetegnet ved et opgør med a) velfærdsstaten og klassekompromisset, b) et opgør med kollektive løsninger på kollektive problemer og en tilsvarende tvangsmæssig individualisering af samfundslivet, c) ændring af forholdet mellem kapital og arbejde bl.a. gennem massiv svækkelse af de faglige organisationer og ideologisk lemlæstelse af arbejderbevægelsens politiske partier og politiske tænkning, d) globalisering af den politiske økonomi og gennemtrumfning af en ny international arbejdsdeling bl.a muliggjort af den nye teknologi, som har styrket kapitalens internationale mobilitet, e) finansialisering af økonomien, hvor gældsætning og finansiel spekulation har kompenseret for den reelt stagnerende akkumulation, og hvor finanskapitalen har indtaget den dominerende position på verdensmarkedet og f) markedsgørelse af statssystemerne, hvor igennem statssystemernes velfærdsgrundlag og orientering er nedbrudt indefra, og hvor der er åbnet for udbredt kapitalistisk kolonisering af samtlige aspekter af samfundenes reproduktion – reproduktionen i civillivssfæren iberegnet.

I min optik er det disse epokale tendenser, der rumsterer under den aktuelle krise og styrer de modsætninger, som vi er vidne til hver dag. Dermed også sagt, at hverken den amerikanske massive underskudsfinansiering og enorme støtte til finanssektoren og de største monopolfirmaer, eller den europæiske deflationspolitik indeholder løsninger på den nuværende krise. Tværtimod medvirker de til endnu engang at udskyde de radikale kriseløsninger, som på den ene side er nødvendige på et kapitalistisk grundlag, men som de herskende klasser på den anden side ikke kan overskue konsekvenserne af.

Ligesom håbet om, at BRIK landene med Kina i front kan trække den globale kapitalisme ud af sumpen er og bliver et håb. Hertil er de pågældende nykapitalistiske økonomier stadig alt for afhængige af den økonomiske vækst i de gamle kapitalistiske økonomier, selv om de strategisk forsøger at komme ud af denne afhængighed. Men radikale ændringer af dette strukturelle billede vil være forbundet med så store modsætninger indenfor den herskende økonomiske og militære magtstruktur og internt i de store kapitalnationer, at det på nuværende tidspunkt er vanskeligt at forestille sig, hvilken retning den nødvendige omstrukturering af verdensmarkedet overhovedet vil antage.

Men efterhånden forekommer det rimeligt sikkert, at kapitalismen som system ikke kan overvinde sin egen overakkumulation uden omfattende omstruktureringer både globalt og indenfor de enkelte nationale økonomier. Som ved de tidligere store og dybe økonomiske kriser er en løsning utænkelig, uden der gennemføres en enorm sanering af overflødig kapital, så det igen bliver muligt at investere de uhyre ophobede kapitalmasser produktivt. Det har selv The Economist indset. I en større artikel  kritiserer man især den amerikanske regering og FED for at holde hånden over eller under store transnationale virksomheder, der uden massiv hjælp i form af billig kredit ville være tvunget til at sanere store dele af deres kapitalapparat. Det samme billede ses i Europa og nu også i både Kina og Indien. Det er den situation, der har fået flere kritiske borgerlige økonomer bl.a. Martin Wolf fra Financial Times til at kalde den nuværende krise for ”contained drepression” og fremkalde sammenligninger med situationen i 1937, hvor et nyt krisedyk hovedsageligt blev modvirket af omfattende militær oprustning i alle de centrale økonomier.

Den politiske situation
I modsætning til den herskende klasses politiske handlekraft med Washington Concensus ved indgangen til den lange stagnationsperiode i slutningen af 70’erne, er billedet i dag præget af stor tvivlrådighed og splittelse både i Europa og mellem lederne i Europa og ledelsen i USA og i BRIK landene. Det bliver næsten for hver dag mere og mere tydeligt, at de ledende politiske kræfter og stærkeste fraktioner indenfor den herskende klasse ikke har nogen ny politisk strategi for løsningen af den aktuelle krise. Og karakteristisk for alle regeringerne uanset forskelle i de valgte strategier er, at de er under pres fra et helt uregerligt finansmarked, som igen er infiltreret af de store transnationale kapitalenheder, der er parat til at vælte en hvilken som helst regering, der ikke ensidigt forsvarer deres kortsigtede interesser.

Regeringerne er således bragt i konflikt med hinanden i forsvaret af de nationale kapitalinteresser. De er i konflikt med de forskellige nationale og internationale kapitalfraktioner og efterhånden også i en massiv konflikt med hovedparten af deres egne befolkninger. Det billede er af flere specifikke historiske grunde, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her, mest udtalt i EU, hvor Eurokrisen har bidraget til at skærpe både den økonomiske- og politiske krise og handlingslamme den europæiske politiske og sociale elite. Men eurokrisen er først og fremmest en forstærkende faktor og et symptom og ikke den aktuelle krises årsag.

Konflikten mellem Merkels ”sparestrategi” og  Hollandes ”vækststrategi” i Europa, hvor begge i øvrigt er ligeså impotente som Obamas ensidige gælds- og vækststrategi i USA, kan ikke reduceres til et Europæisk anliggende. Den har betydning for hele verdensmarkedet, hvor væksten i forvejen falder, og holder den europiske elite i en spændetrøje, som forhindrer den i at handle ”proaktivt”, som det hedder. Tværtimod er hvert skridt både i EU og Euroklubben reaktive, defensive og ikke mindst kortsigtede, fordi de virkelige løsninger bl.a. en egentlig demokratisk politisk Union er politisk umulig under de nuværende styrkeforhold. Konflikten og den indtil videre dominerende deflationspolitik opløser velfærdsstaterne indefra i medlemslandenes påtvungne konkurrence om den laveste fællesnævner. Den næsten kroniske krise i euroområdet og den deflationære økonomiske politik skærper afstanden mellem statsmagten og den politiske-sociale elite og den brede befolkning samtidig med, at den afslører stormagternes voksende uenigheder og modstridende interesser i alle internationale fora (IMF, OECD, FN, Verdensbanken og WHO), som igen medvirker til at nedbryde vestens hidtidige og ubestridte globale hegemoni og de nationale herskende klassers dominans i samfundspolitikken.

Samlet set kan man tale om de herskende klassers og de intellektuelle eliters fremadskridende tab af overbevisningskraft og evne til at fremstå som de samfundskræfter, der kan sikre væksten, samfundsstabiliteten og befolkningernes sociale sikring og tryghed. Hvilket på den anden side får som konsekvens, at statssystemerne og de overnationale institutioner som f.eks. EU mister legitimitet og i stigende grad har vanskeligt ved at opretholde deres pretention om at være hele samfundets statsmagt og varetager af den almene og offentlige velfærd. Færre er i tvivl om, at regeringerne og bureaukratiet i EU gennemfører politiske løsninger, som først og fremmest uddyber uligheden uligheden, fordi den herskende klasses interesser varetages ensidigt (især finanskapitalens interesser). Det er ikke uden grund, at parolen om de 99% mod den 1% har slået an i stort set hele den vestlige verden.

Der er således tale om en ond spiral, hvor regeringerne stadig mere ensidigt sætter de tidligere velfærdsordninger over styr for at finansiere reorganiseringen og rekapitaliseringen af de store banker samtidig med, at de største kapitalforetagender lægger pres på de mindre stærke kapitalforetagender og lønmodtagerne for at tilrane sig mest mulig profit. Produktionen flyttes i en uendelighed fra den ene lokalitet til den næste i jagten efter de bedste og billigste produktionsbetingelser. Hele lokalsamfund lægges øde, og alle de fine miljøfortsætter fra diverse konferencer gøres til skamme af kapitalens evige omstrukturering af den internationale arbejdsdeling med opbygning af nye produktions-og transportkæder, der dels gør disse store kapitalforetagender næsten usårlige overfor nationale indgreb og på samme tid omformer den globale kommunikations- og transportstruktur, så den snævert passer til profitoptimeringens logik, selv om den samtidig undergraver alle staternes miljøforbedrende beslutninger og tiltag.

Kort sagt har den private og grænseoverskridende produktion af profit nået en grad af samfundsmæssiggørelse og indflydelse på alle samfundslivets forskellige sektorer, der gør det stadigt vanskeligere at tackle de samfundsøkonomiske problemer, uden radikale politiske indgreb for at ændre de givne betingelser. På den anden side har den samme udvikling bidraget til, at de nationale levevilkår globaliseres forstået på den måde, at samfundsbetingelserne for den brede befolkning mere og mere kommer til at ligne hinanden, og at tidligere betydningsfulde nationale eller regionale forskelle udviskes.

Ikke dermed sagt, at den politiske indsigt i dette forhold er fulgt med den faktiske udvikling. De politiske aktører og ledere ynder stadig at tale varmt om f.eks. den ”nordiske konsensusmodel” eller om den ”danske arbejdsmarkedsmodel” selv i en situation, hvor de samme politiske ledere har underlagt sig de førende europæiske politiske kræfter som Angela Merkels frontale opgør med velfærdsstaten og den ”humane kapitalisme”.

Reformstrategiens nationale snæversyn
Selv om en politisk økonomisk strategi er udlevet, følger der ikke automatisk deraf, at den opgives. Tværtimod oplever vi, at den neoliberale restaurationsstrategi forfølges mere og mere desperat og nidkært af de ledende kapitalfraktioner og de toneangivende statsledere, selv om de på den anden side også er uenige om strategiens konkrete udformning. Den neoliberale strategi og hele det økonomiske og ideologiske fundament indgår i alle de økonomiske modeller og beslutninger, der presses i gennem af de stærkeste politiske og økonomiske kræfter. Og selv om fortryllelsen er hævet og den hegemoniske dominans ophævet, slår strategien stadig igennem selv hos de politiske partier indenfor centrum-venstre og i de faglige organisationer, hvis horisont ikke går længere end til at afværge de mest brutale sociale konsekvenser af krisen. Tredve års ideologisk dominans har gjort sin skyldighed, og hele liberalismens tankesæt præger stadig alle politiske diskussioner i eksempelvis de europæiske lande. Hertil bidrager selvfølgelig også nederlaget for den klassiske reformpolitik fra efterkrigstiden og Sovjets sammenbrud som forstærkende faktorer, der bevirker, at få i det klassiske centrum-venstre har politisk fantasi til at forestille sig et politisk-økonomisk opgør med kapitalismen.

Vi er således vidne til en historisk situation, hvor de herskende klassers og deres politiske aktører helt tydeligt demonstrerer usikkerhed og manglende handlekraft og på den anden side en arbejderbevægelse, der endnu ikke har overskredet den fallerede neoliberale horisont, og derfor ikke formår andet end at formulere urealistiske programmer for at redde det, der er tilbage af velfærdsstaten – og som på ingen måde magter at opstille et internationalt eller blot et europæisk alternativ til en stagnerende samfundsøkonomi med overproduktion, massearbejdsløshed, social forarmelse, prekaritet og politisk retningsløshed.

Meget bedre står det desværre ikke til indenfor arbejderbevægelsens politiske venstrefløj. Indtil nu har venstrefløjen indenfor centrum-venstre hovedsageligt koncentreret sig om at formulere nationale reformprogrammer, som hvis de blev lagt sammen og stillet overfor hinanden, ville bidrage til ”broderkrige” mellem befolkningerne fra EU’s medlemsstater. I alle programmerne lyder mantraet ”øget national vækst og kamp mod arbejdsløsheden”.

Men hvis alle gør det samme. Alle kun støtter deres nationale erhvervsliv osv. overfører man  blot problemet til naboen samtidig med, man bidrager til at fastholde og måske oven i købet udbygge arbejderbevægelsens og de brede befolkningsgruppers nationale politiske snævertsyn – hvilket på den ene side bringer de store lønmodtagergrupper lige i armene på de borgerlige partier og styrker deres ideologiske indflydelse og på den anden side står i skærende kontrast til kapitalens øgede globale mobilitet.

I flere tilfælde har centrum-venstre alliancerne bl.a. vores egen regering helt bizart bidraget til at stigmatisere de kriseramte nationer og befolkninger i Sydeuropa og i sammen ombæring påkaldt sig selv prædikatet ”økonomisk ansvarlige” – på et neoliberalt grundlag. De har gjort de mest nationalistiske fordomme legitime. Grækerne er ”dovne” og mangler ”arbejdsdisciplin”. Italienerne ligger, som de har redt, efter at have støttet Berlusconi i så mange år, og Spanierne har levet højt på en helt uansvarlig privat gældsætning osv. Det er kun et spørgsmål om tid, før franskmændene får samme tur. Eller at bøtten vendes om, og alles vrede vender sig mod tyskerne, hvorved der lægges en massiv og dødsens farlig gift ud for ethvert demokratisk socialistisk alternativ til en kapitalisme, der ikke længere kan frembringe den velstand og velfærd, som de brede befolkningsgrupper har været vant til og forventer af fremtiden.

En realistisk reformstrategi
En realistisk reformstrategi eller forandringsstrategi må i konsekvens af den aktuelle situation og med udgangspunkt i grundtrækkene i den nuværende historiske epoke tage det diametralt modsatte afsæt af det, der ellers præger de nationale reformstrategier.

Udgangspunktet må som mindstemål være kampen for at omdanne EU til en politisk demokratisk og social solidarisk Union, og de nationale politiske omformningsstrategier må integreres i og underordnes dette perspektiv.

Hvor dette perspektiv for blot et år siden var en fuldstændig abstrakt politisk størrelse, har eurokrisen og de sydeuropæiske landes økonomiske og sociale sammenbrud på den ene side og den europæiske politiske elites teknokratiske kuppolitik i EU på den anden side gjort spørgsmålet ganske konkret og aktuelt. F.eks. stod det helt klart for det græske Syriza, at man i valgkampen var nødt til at forbinde en progressiv reformpolitik i Grækenland med en ligeså progressiv og demokratisk og økonomisk reformering af alle Unionens institutioner, hvis Grækenland og for den sags skyld de andre sydeuropæiske medlemslande skulle kunne komme ud af krisen og inddæmme finanssektorens tyrannisering og undergravning af samfundsøkonomien.

Inspireret af problemstillingerne, der kom op til overfladen i den græske valgkamp, kan der nu spores en vis vending indenfor store dele af det Europæiske Venstre, der seriøst er begyndt at drøfte et egentligt Europæisk reformprogram, som rækker langt ud over den hidtil kendte kritik af EU og Euroen for at være en neoliberal konstruktion – hvad den i bund og grund også er.

Og som svar på den aktuelle gældkrise og den Merkel inspirerede deflationspolitik stilles kravet nu mere klart om en politisk kontrolleret europæisk centralbank og en offentlig investeringsbank som forudsætning for øget regulering af finanssektoren og begrænsning af den finansielle spekulation. Investeringsbanken skal finansieres af kapitaltransaktionsskatten og øget og effektiv beskatning af de store transnationale selskaber, der i dag unddrager sig beskatning. Banken skal tillige finansiere nye former for produktion, som Europa har brug for, vigtige infrastrukturprojekter og udviklingen af en rationel arbejdsdeling mellem landene og regionerne indenfor EU.

Der skal gennemføres en omfattende gældssanering og udvikles overføringsmekanismer, så kapital kan overføres fra de økonomisk og socialt mest udviklede områder til de mindst udviklede regioner og medlemslande. Hvilket selvfølgelig ikke er realistisk, med mindre der samtidig gennemføres en demokratisering af EU’s politiske institutioner og vedtages en ny grundtraktat, hvor befolkningernes demokratiske indflydelse, lighed og solidaritet bliver de konstituerende elementer, som erstatning for ”det indre markeds” vilkårlighed.

Helt konkret står valget i dag mellem kampen for en demokratisk og socialt retfærdig Europæisk Union og en stadig mere udemokratisk, teknokratisk og centralistisk styret Union, hvor de stærkeste kapitalmagter udøver et nyt hegemoni over alle de andre medlemsstater, og hvor befolkningerne og ikke mindst de nationale arbejderbevægelser mister deres mest elementære demokratiske rettigheder. Faktisk er det den udvikling, der foregår lige nu – legitimeret af den førte krisepolitik.

Finanspagten, mulige Euro-bonds, en fælles finanspolitik, budgetrammer osv., som er på bordet lige nu, har alle som konsekvens, at de ikke kan realiseres, uden der overføres endnu mere suverænitet til de centraliserede organer, der både er uden demokratisk legitimitet og fungerer udenfor demokratisk kontrol. Samtlige af de forslag til at inddæmme gældskrisen og forsvare euroen, der er på bordet i kommissionen og i ministerrådet vil føre til en styrkelse af finanssektoren på den ene side og til magtcentralisering og yderligere afdemokratisering af EU på den anden side.

Det betyder ikke, at samtlige af de løsningsforslag, der er fremme så som euro-bonds, kapitaltransaktionsskat, et egentligt finansministerium og en fælles finanspolitik, eller forskellige udligningsmekanismer osv. i sig selv er uacceptable. Problemet består først og fremmest i, at de herskende klasser vil gennemføre dem teknokratisk og samtidig udnytte krisen til yderligere at svække lønmodtagerne på arbejdsmarkedet og i øvrigt gøre alt for at beskytte finanssektoren mod yderligere sammenbrud.

En forandringsstrategi fra centrum-venstre er faktisk nødt til at tage nogle af de samme politikpunkter op og gøre til sine egne – men med den klare forskel, at de skal forbindes med og gøres afhængige af, at der samtidig gennemføres en demokratisering af EU og et nyt traktatgrundlag, der kan sikre et socialt og solidarisk Europa. Og som udviklingen siden 2007 har demonstreret, er det perspektiv ikke længere blot en smuk utopi, for vilkårene for lønmodtagerne i de enkelte medlemslande har i virkelighedens verden nærmet sig hinanden i modsætning til de billeder om grundlæggende forskelle, som den politisk- og intellektuelle elite forsøger at fremmane i modsætningen: ”kernelande og periferilande” eller ”nord-syd modsætningen”.

Det er ud fra og integreret i det perspektiv, der kan udvikles nationale reformstrategier, som tager hensyn til og udgangspunkt i de specifikke nationale og regionale vilkår og historiske og politiske traditioner. Jeg afviser med andre ord ikke en nationalt funderet socialistisk forandringsstrategi i Danmark, som det danske centrum-venstre kan samles om og mobilisere for. Men jeg anser en sådan strategi for illusionsmageri, hvis den ikke helt eksplicit er forbundet med og begrundet i en fælles politisk strategi for en sammenhængende demokratisk og solidarisk Union. Vel og mærke en strategi, der er så konkret, at de forskellige politiske partier og faglige organisationer kan omsætte dens forskellige elementer til praktiske og konkrete politiske krav og mobilisering allerede i den nuværende krisesituation i EU.

Hvordan?
Der er nok ikke en eneste regering, politisk parti eller faglig organisation i hele Europa, der ikke har udarbejdet et eller andet program for vækst og bekæmpelse af arbejdsløsheden. Ud fra diverse regnemodeller er der blevet udarbejdet dusinvis af vækstprognoser, og for dem alle gælder, at de ikke holder stik. En længere stagnationsperiode er kendetegnet ved lav vækst, ringe kapacitetsudnyttelse og lav produktivitet i erhvervslivet samt skærpet konkurrence om markedsandele – kort sagt perioden er præget af faktisk eller potentiel overproduktion. Det ses med al tydelighed indenfor to store produktionsgrene som f.eks. bilindustrien, vindmølleindustrien og den samlede IT industri, og de nævnte industrier er kendetegnet ved et meget omfattende netværk af underleverandører, som også mærker krisen. I den sammenhæng er drømmen om, at kickstarte de nationale kriseøkonomier ikke andet en politisk fromme håb og en fornem grad af manglende økonomisk realisme.

På den anden side er der store områder i verden, hvor underproduktion og underforbrug er fremherskende, og som forbliver hægtet af verdensmarkedet, dels fordi de store transnationale selskaber understøttet af deres regeringer vedbliver med at udplyndre disse områder for naturlige ressourcer og bremse for enhver selvstændig udvikling af produktion og marked, og dels fordi f.eks. USA og EU gør alt for at obstruere de spæde ansatser til opbygningen af selvstændige regionale handelssamarbejder og aftaler.

Hvis der således skal være nogen reel mening i al den snak om vækst også fra vores eget centrum-venstre, er det nødvendigt at gøre op med kapitalens blinde vækstlogik. Dels fordi et egentligt og bæredygtigt vækstpotentiale midlertidigt er udtømt med den aktuelle krise, og dels fordi den på det lange sigt ikke længere er holdbar. Men den nødvendige politisk-økonomiske vending, der griber direkte ind i kapitalismens eksistensgrundlag med krav om rationel vækst, kan naturligvis ikke udvikles, formuleres og gennemføres nationalt, uanset hvor meget man taler om særegen grøn teknologi, velfærdsteknologi, og hvad man ellers falder over af nye innovationsområder. Samtlige europæiske medlemslande beskæftiger sig med de samme vækstområder, hvorfor logikken tilsiger, at man kun kan udvikle sig på de andres bekostning, og så er man lige vidt.

En socialistisk orienteret vækstpolitik i Danmark er således et fantom, hvis den ikke indgår som en del af en større omkalfatring af produktions- og vækstgrundlaget indenfor EU, som ud over en bevidst samfundsorientering også må indeholde et perspektiv for udviklingen af selvstændige produktioner og markeder i den fattige del af verdenen på grundlag af et gensidighedsprincip. Hertil hører selvfølgelig genforhandling af de handelsaftaler, som bidrager til at holde de fattige lande i fortsat afhængighed.

Men man skal være ganske troende for at fæste lid til, at det nationale erhvervsliv og de europæiske transnationale virksomheder af sig selv og uden politisk tvang vil indgå i en sådan nyorientering. Derfor er statsmagten med dens mange forskellige organer tvunget til at intervenere i erhvervslivets videre udvikling. I det spørgsmål står hele finanssektoren ganske centralt som en blokerende faktor. Hvis ikke der gennemføres et koordineret forbud mod finansiel spekulation, oprettes offentlige investeringsbanker og økonomiske udligningsordninger, vil store dele af den oparbejdede kapital stadig ikke blive investeret produktivt ganske enkelt, fordi afkastet enten er for beskedent eller for usikkert. Det er kapitalens naturlige logik og handlemåde, men det er ikke i samfundets interesse, derfor går fornyet og målrettet vækst over et opgør med finanskapitalens magt. Det opgør kan intet enkelt land foretage alene. Det samme gælder i øvrigt  opgøret med hele pensionssektoren inklusive arbejdsmarkedspensionerne, som kun holder sig i live ved at spekulere på finansmarkederne  og investere i kapitalfonde, der ofte ødelægger den produktive vækst og bremser for reelle produktivitetsfremmende investeringer i erhvervslivet. En nationalisering af hele pensionssektoren og gennemførelse af et offentligt pensionssystem i hele EU er den eneste farbare vej, hvis finanssektorens magt skal begrænses og den økonomiske vækst fremmes.

Det samme billede tegner sig vedr. skattepolitikken, beskatningen af de store kapitalfonde, de transnationale selskaber m.m., ligesom hele fordelingspolitikken ikke kan gennemføres som middel til at afbalancere Europas videre udvikling, uden det sker efter en samlet plan og på grundlag af en rational og politisk acceptabel arbejdsdeling. Hverken i Danmark eller i noget andet europæisk land er det muligt isoleret at gennemføre en social- og solidarisk skattepolitik eller for sags skyld industripolitik, arbejdsmiljøpolitik mv., uden at de samme lande udsættes investeringsboycott, flytning af virksomheder, kapitalflugt til skattely. Med den kendte grad af kapitalkoncentration og mobilitet er det kun muligt at rette op på ubalancerne indenfor en som mindstemål europæisk ramme.

Det samme gælder de mange forslag om demokratisering af ejendomsretten og demokratisk indflydelse på og kontrol med produktionen både hvad angår statslig indflydelse og medarbejdernes indflydelse. Hvis det demokratiperspektiv ikke tænkes ind i en europæisk sammenhæng, vil demokratibestræbelserne blot få til følge, at de enkelte ”demokratiserede virksomheder” kommer i benhård konkurrence med hinanden. Og i det modsætningsforhold tæller arbejdspladser i hånden mere end nok så meget demokratisk indflydelse på taget – medarbejderne kan så få lov til at disciplinere sig selv og i øvrigt fortsat være underkastet markedets vilkårligheder.

Med andre ord forudsætter en socialistisk forandringsstrategi, der både vil skabe ny vækst, eliminere arbejdsløsheden, demokratisere arbejdsmarkedet og åbne det for alle de samfundsgrupper, der gennem de sidste 30 år er blevet marginaliseret og ekskluderet et opgør med hele grundlaget for ”det indre marked” og et tilsvarende men bredere opgør med de traktater, der institutionaliserer neoliberalismen som kapitalens fremherskende samfundsform.

Hvem skal bære reformstrategien?
En national forandringsstrategi, der vil andet end at være en samling af gode hensigter, må nødvendigvis indeholde helt konkrete strategiske perspektiver for, hvorledes der opbygges en europæisk centrum-venstre reformbevægelse både politisk og fagligt. Det er helt utilstrækkeligt at henvise til Hollandes sejr i Frankrig, en efter al sandsynlighed kommende socialistisk orienteret regering i Holland eller for den sags skyld SRSF regeringen i Danmark og tale om ”nye vinde i Europa. For som vi allerede kan se nu, bliver disse regeringer hurtigt kapitalens – og især finanskapitalens – gidsler, fordi regeringsmagten ikke bygger på en bred og aktiv og organiseret folkelig opbakning, der er på samfundsplanet kan støtte regeringerne i de nødvendige opgør for, at de overhovedet kan komme igennem med deres politik. I den sammenhæng forekommer det at være en central og aldeles aktuel opgave for centrum-venstre at udarbejde udkast til en helt ny EU traktat – et nyt program for Europas videre udvikling og en gennem demokratisering af Unionens institutioner.

Det er selvfølgelig det lange perspektiv for en europæisk reformpolitik. Men det er ikke mere langsigtet end, at reformpolitikken kan blive akut nødvendighed allerede i morgen. Der hersker ikke megen tvivl om, at der uanset statsledernes spilfægterier og Merkels hidtidige modstand vil blive givet mere magt til ECB. Der vil blive indført euro-bonds i en eller anden størrelsesorden. Der vil blive udformet en fælles bindende finanspolitik enten for hele EU eller for Eurolandene. Der vil blive stillet krav om en EU bankovervågning, og den meget omtalte vækstpolitik vil blive underlagt bureaukratiets styring og styrke de stærkeste landes kontrol med de svage. Dvs. de aktuelle politiske konflikter går ikke så meget på, om euroen skal reddes, men om hvordan. Og her tegner der sig en linje, som svækker demokratiet i EU mere end, det er i forvejen og styrker de stærkeste landes teknokratiske og centralistiske kontrol endnu mere. Når Merkelfløjen stædigt plæderer for en udvidet politisk Union, er det en Union modelleret efter tysk mønster, hvor det er de store lønmodtagergrupper, der har betalt for det tyske ”vækstmirakel”, og hvor velfærdsstaten i tiltagende grad afløses af en residualstat og en omfattende privatisering, svækkelse af fagforeningerne og et totalt fragmenteret arbejdsmarked – samt og ikke mindst en indskrænke af den demokratiske kontrol.

En centrum-venstre reformpolitik, der ikke allerede nu tager den opgave alvorligt at føre transnationale kampagner for en offentlig europæisk investeringsbank, en udbygget transaktionsskat, et forbud mod finanssektorens forskellige spekulative markeder, for et gældsmoratorium for de gældsplagede lande, for udstedelse af euro-bonds, for en fælles industripolitik, fælles minimumsoverenskomster på arbejdsmarkedet og lønmodtagerbeskyttelse, vil ikke kunne fremvise et demokratisk og solidarisk alternativ til den restaurationspolitik, som de stærkeste kapitalmagter og EU bureaukraterne arbejder for nu som svar på krisen.

Konsekvensen ved ikke at tage det strategiske perspektiv alvorligt vil selvfølgelig være, at de nye centrum-venstre regeringer en efter en vil tvunget til at opgive deres reformpolitik og som SRSF regeringen herhjemme ende med at gennemføre den politik, som erhvervslivet og finanssektoren ønsker – og samtidig bringe sig i modsætning til de vælgere, der havde sat deres lid til, at disse regeringer kunne og ville føre en politik ud af krisen.