Venstrefronten – Front Gauche – en ny kraft på venstrefløjen i Frankrig.
Af Murray Smith

Offentliggjort: 15. august 2012

Venstrefronten (Front Gauche) dukkede op på den politiske scene I begyndelsen af 2009. Under navnet Venstrefronten til Forandring af Europa blev fronten stiftet af tre organisationer: det franske kommunistparti (PCF [1]) – venstrepartiet (PG [2]) og det forenede venstre (GU [3]) med det mål at stille op til europavalget i juni 2009. Disse tre organisationer havde overhovedet ikke den samme vægt. Kommunistpartiet var – til trods for svækkelsen hen over de foregående femogtyve år – stadigvæk et masseparti med over 100.000 medlemmer og tusinder af valgte repræsentanter på alle niveauer. Derudover var dette parti en uadskillelig del af den franske arbejderbevægelse, som partiet i vidt omfang havde været med til at definere. Venstrepartiet var et resultat af en meget ny splittelse af Socialistpartiet og havde højest 2.000 medlemmer. Og det forenede venstre var endog endnu mindre og var en gruppe, der havde forladt det nystiftede NPA umiddelbart efter denne organisations stiftende generalforsamling.

Men vigtigere end medlemstal var dog det, som de tre organisationer repræsenterede rent politisk. Udover at være et masseparti, havde PCF stået for den internationale tendens, som i lange tider havde været forbundet til det Sovjetiske styre, til trods for at det begyndte at lægge afstand til Moskva i 60’erne og i dag stort set havde gjort op med stalinismen. Venstrepartiet udsprang af den franske, socialistiske tradition. Og lederen - Jean-Luc Melenchon – havde i mere end 30 år været medlem af Socialistpartiet og et ledende medlem af den hårde kerne af aktivister i dette parti. Det forenede venstre havde sit udspring i en af de vigtigste trotskistiske organisationer i Frankrig, LCR. Til trods for at denne bevægelse aldrig havde været en massebevægelse, så havde trotskisterne – og navnlig LCR – trods alt en væsentlig politisk indflydelse navnlig efter 1968. Så Venstrefronten bragte lige fra begyndelsen en række politiske kræfter sammen, der havde meget forskellig baggrund.

I hvilken politisk sammenhæng dukkede fronten op? Venstrefrontens udsprang helt sikkert af den omfattende – og succesfulde – kampagne imod EU’s Forfatningstraktat i 2005 i forbindelse med folkeafstemningen. Kerneelementet på venstrefløjen var en fælles kampagne, der involverede PCF, LCR, Jean-Luc Melenchon fra Socialistpartiet og en række økologiske og alternative venstrefløjsbevægelser hvis frontfigur var Jose Bove [4]. Kampagnen var nyskabende i den forstand, at den forenede meget forskellige, politiske kræfter. Det ville være en underdrivelse at påstå, at det ikke akkurat var en tradition for at PCF kørte kampagner sammen med trotskisterne. Og mens et større antal socialister offentligt gik imod traktaten og nogen af dem førte kampagne imod den på forskellige måder, så var det kun Melenchon, som aktivt deltog i den forenede kampagne sammen med andre kræfter. Dengang talte man om kampagnens tre B’er (Bove, Olivier Besancenot fra LCR og Marie-George Buffet, generalsekretær for PCF). M’et var dog mindst lige så fremtrædende.

De komiteer, der blev dannet for at kunne styre kampagnen, fortsatte med at eksistere efter kampagnens afslutning, og de arbejdede her på at etablere og konsolidere en fælles strategi op til præsidentvalget I 2007. Uden succes. Det ville føre for vidt her at gå ind i alle detaljerne og at afdække det organisatoriske ansvar, men resultatet var en fiasko og endte med opstillingen af en række konkurrerende kandidater som Besancenot, Buffet og Bove.

Men ud af denne elendighed voksede der imidlertid en enkelt vinder. LCR førte en dynamisk kampagne med den kompetente og velformulerede Besancenot i spidsen, og de vandt mere end 4 procent af stemmerne – som han også havde gjort det allerede i 2002 – mens Buffet og Bove hver fik mindre end 2 procent ligesom Arlette Laguiller fra Lutte Ouvriere [5].

På baggrund af dette stærke resultat tog LCR initiativet til at foreslå skabelsen af et nyt antikapitalistisk parti, der skulle kanalisere kampagnens styrke og ønsket om at forene kræfterne. Initiativet fik stor opbakning, og da NPA blev dannet i februar 2009, havde man – hævdede man – mere end 9.000 medlemmer – mere end tre gange så mange som LCR. NPA blev på det tidspunkt set som en meget bred organisation og blev sammenlignet blandt andet med den danske Rød-Grønne bevægelse og den portugisiske Venstreblok. Det var dog en forkert antagelse, som det viste sig, og det blev tydeligt meget hurtigt. Bevægelsen frem imod at danne en troværdig venstrefløjsorganisation foregik helt andre steder – nemlig i Venstrefrontens regi – og NPA anbragte sig i stedet for at bidrage til bevægelsen i opposition til den. Hvilket man kom til at betale en dyr pris for.

I begyndelsen af den europæiske valgkampagne i 2009 lå Venstrefronten langt efter NPA i opinionsmålingerne. Men da valget var overstået fik den 6,05 procent i de franske bydistrikter, hvor NPA kun fik 4,88. Forskellen var ikke imponerende, og NPA var meget tæt på at få valgt et medlem af Europaparlamentet (hvor Fronten fik fire medlemmer). Men det afgørende i sammenhængen var, at Fronten var i fremgang, mens NPA var ved at falde tilbage aktivitetsmæssigt.

Lad os nu se lidt nærmere på, hvordan de kræfter, som startede Venstrefronten, nåede dertil. For PCF var etableringen af fronten et afgørende skridt i en proces, som var begyndt adskillige år før. Partiet havde oplevet en lang nedgangsperiode fra begyndelsen af 80’erne hvor adskillige faktorer havde bidraget. Både politiske og sociale, indenrigspolitiske og udenrigspolitiske. Og processen var blevet accelereret af sammenbruddet af den sovjetiske blok. Fra 1994 under Robert Hue’s lederskab gennemgik partiet en proces, der bedst kan beskrives som en politisk og organisatorisk mutation. Og der var da også behov for sådan en mutation, men denne proces svækkede partiet yderligere. Tendensen blev yderligere forstærket i 1997, da PCF indgik i venstrefløjsregeringen under Lionel Jospin. Partiet var ikke i stand til overhovedet at påvirke regeringens politik – der forblev inden for rammerne af en neoliberalistisk forståelse – og deltagelsen i regeringssamarbejdet svækkede ikke blot partiet tilslutningsmæssigt, men også organisatorisk. Da Hue stillede op som PCF’s kandidat til præsidentvalget i 2002, oplevede han den ydmygelse at blive slået ikke blot af en, men af to af de trotskistiske kandidater. Mange af partiets medlemmer tilkendegav desuden offentligt, at de i agtede at stemme for Olivier Besancenot [6].

På dette tidspunkt var der ikke mange, som var parat til at tro på partiets overlevelse. Dets fremtid så ud til at ligge i en gradvis overgang til socialdemokratiske synspunkter og i at skulle leve videre som fraktioner under Socialistpartiet. Det er nok et faktum, at partiet – hvis Hue var blevet i spidsen for det – faktisk var endt på den måde med udmeldelser og opsplitninger undervejs. Hue selv forlod partiet i 2008 og dannede en lille gruppe, som fulgte nøjagtig den vej. Han støttede Hollande i 2008. Marie-Pierre Vieu – et ledende medlem af CP og en af Hues tidligere støtter – bemærkede for nylig ironisk: ”Ydmyg som han er, sammenligner Hue sig med Gorbatjov og mener, at kommunismens fremtid ligger i socialdemokratiet.”

Imidlertid blev Hue i 2001 erstattet som generalsekretær af Marie-George Buffet, og efter de negative oplevelser i 2002, begyndte PCF på en reorganiseringsproces og på at diskutere partiets fremtid. Men denne proces så ikke ud til at stoppe blot forsinke partiets tilbagegang. Og slet ikke til at vende den. Ikke desto mindre viste der sig efterhånden – under Buffets lederskab og under hendes efterfølger Pierre Laurent – en vilje til at kombinere samarbejde med andre kræfter til venstre for socialdemokratiet med en mere radikal og selvstændig position i forhold til det store Socialistparti. Dette viste sig at være en vinderposition. Hvorefter nedgangen blev stoppet og vendt.

Melencon havde – efter en kort flirt med det trotskistiske OCI i 70’erne – udfoldet det meste af sin politiske aktivitet inden for rammer af Socialistpartiet. Men efter 2002 begyndte han at genoverveje sine politiske perspektiver. I 2004 tog han og hans tilhængere et skridt, der anbragte den ene fod udenfor partiets rammer. De dannede bevægelsen For en social republik (PRS [7]). Denne bevægelse blev ikke set som noget internt i socialistpartiet, men som en slags bevægelse, der arbejdede både inden for og uden for rammerne af partiet og som havde medlemmer, der ikke samtidig var partimedlemmer. Bevægelsen besluttede at deltage i og deltog også i den fælles kampagne mod EU’s Forfatningstraktat. Melenchon var også aktiv i komite-arbejdet for at finde en fælles præsidentkandidat op til præsidentvalget i 2007, men blev ikke taget alvorligt, fordi han stadigvæk var medlem af socialistpartiet – selvom ideen om at opstille ham selv som venstrefløjskandidat på et tidspunkt blev luftet.

Melenchon søgte efter en vej ud af Socialistpartiet, men så intet troværdigt alternativ. På vej til partiets 34. kongres i december 2008 var der en diskussion om, hvordan man kunne formulere partiets vilje til at åbne op over for andre kræfter på venstrefløjen. Det oprindelige udkast talte om at danne en ”venstrefløjsfront baseret på personligheder”. Senere – og efter diskussionen med PCF – blev ordene ”og organisationer” tilføjet. For Melenchon var dette væsentligt. Det betød, at PCF var parat til at alliere sig med det parti, som han havde tænkt sig at danne – ikke bare ville finde sig i at et tidligere medlem af PS optrådte på listen som enkeltindivider. PCF på deres side ønskede at være sikre på, at Melenchon rent faktisk ønskede et brud med Socialistpartiet. Hvilket de tilsyneladende var i tvivl om til det sidste øjeblik.

Melenchon proklamerede sin afgang fra Socialistpartiet den 6. november 2008. Sammen med ham forlod også de fleste af medlemmerne af PRS partiet – selvom nogle blev tilbage – sammen med Marc Dolez [8] og nogle få af hans støtter. Men selvom de ikke var mange, så var medlemmerne af PRS erfarne, rent politisk. Den hurtige dannelse af Venstrepartiet blev kritiseret af nogle, der mente, at Melenchon skulle have taget sig tid til at diskutere med og involvere bredere grupper. Men beslutningen var nok den rigtige. Det faktum, at der nu eksisterede en ny, politisk struktur, fungerede som en tiltrækningskraft. Både for medlemmer af socialistpartiet, for Jean-Pierre Chevenements tidligere støtter og for mennesker, der aldrig havde været medlemmer af Socialistpartiet. Partiet voksede hurtigt til omkring 2.000 medlemmer. En væsentlig forstærkning var det, at næstformanden i det Grønne Parti Martine Billard [9] og hendes støtter tilsluttede sig. Dette forstærkede og understregede også den økologiske profil for partiet.

En parallel proces forløb i relation til den største minoritet i LCR. En af de centrale personer, Christian Picquet [10], havde været en del af flertalsstyrelsen i LCR frem til 1999, da alliancerne i partiet forandrede sig. Han havde været ansvarlig for forbindelserne til andre partier og som sådan havde han fået gode relationer til PCF og navnlig til de af organisationens medlemmer, der var mest åbne over for et samarbejde med det yderste venstre. Da LCR bevægede sig frem imod den linje, der til sidst førte frem til NPA, blev Picquet leder af UNIR-gruppen, der fortsatte en dialog med andre kræfter inklusive både PCF og PRS. UNIR begyndte også at rekruttere medlemmer udenfor LCR – ganske ofte tidligere medlemmer. Indenfor rammerne af LCR udgjorde denne gruppe dog under 30 procent i 2003.

NPA’s dynamiske tilgang til tingene førte til, at mange medlemmer af LCR, der var kritiske overfor lederskabet, tilsluttede sig. Kun omkring 15 procent af de delegerede til kongressen, hvor LCR opløste sig selv, var modstandere af at indgå i en bred alliance forud for valgene til Europaparlamentet. Efterfølgende forlod Picquet og en gruppe ledende medlemmer fra den tidligere venstrefløj i LCR organisationen og dannede det fælles venstrefløjsparti (GU). De udgjorde ikke hele UNIR-gruppen – faktisk var de nok ikke engang et flertal her – men de var sikre på, at en frontdannelse ville foregå, og de var determinerede på at ville være en del af den. Hvad der skete herefter, viste at de havde ret. Men da det skete, var det langtfra sikkert, at Venstrefronten ville få det gennembrud, som den fik.

Fra 2009 og fremefter gik fronten fra succes til succes rent vælgermæssigt. Det var ingen glidende udvikling – der krævedes debatter, og der skulle træffes valg. Da kampagnen i forbindelse med lokalvalgene stod for døren i 2010, konsulterede PCF sine medlemmer om, hvilken linje, man skulle forfølge. Det skete gennem regionale konferencer og en urafstemning blandt medlemmerne. I fem regioner valgte man at stå sammen med socialistpartiet fra første runde. I 17 andre regioner valgte man at følge Venstrefronten, sådan som partiledelsen foreslog det. I de fem regioner valgte afhoppere fra CP at alliere sig med venstrepartiet og andre at stå bag den uofficielle Front-liste. Det er værd at sammenligne kampagnen i 2010 med kampagnen op til valget i 2004, hvor 14 regioner valgte at støtte en alliance med SP. Blandt dem, der ikke gjorde det, var Paris-regionen, hvor Buffet stod øverst på en liste, der var reelt åben – og som også omfattede kandidater, der ikke stammede fra SP, og som ikke bare var med for at fylde listen op. Det var et forvarsel om det, der kom til at ske senere, og det var en succes. Men udviklingen mellem 2004 og 2010 skete altså ikke uden diskussioner – partimedlemmerne skulle først overbevises om, at den nye retning var den rigtige. Successen ved valget i 2009 hjalp på dette.

Efter successen i regionalvalgene og ved lokalvalget i 2011, skulle Fronten stå den store prøve i forbindelse med præsidentvalget I 2012. Først og fremmest var det nødvendigt at definere og planlægge kampagnen. Valget af præsidentkandidaten var ikke det mindst vigtige. Helt bortset fra Melenchon’s personlige kvaliteter, der i vidt omfang bidrog til kampagnens succes, så var det et faktum, at han ikke var medlem af PCF. Hvis kandidaten havde været partimedlem, så ville det – på grund af partiets vægt og det faktum, at partiet havde opstillet 80 procent af kandidaterne til parlamentsvalget -  have fremstået, som om Fronten simpelthen fungerede som dækorganisation for PCF. Men faktisk kom det til at fremstå, som om Fronten var en reel front, som PCF bare var en (stor) del af. Forskellen er vigtig, og det, at PCF’s medlemmer med over 60 procent af stemmerne accepterede Melenchon, var et afgørende skridt.

Som i forbindelse med valgene i 2009, 2010 og 2011, var de eneste resultater, man kan sammenligne med, PCF’s – fordi partiet var den eneste del af Fronten, som havde eksisteret tidligere. Hvert af disse valgår så man fremskridt. Men i 2012 ville det ikke være nok blot at overgå Buffet’s 1,93 procent fra 2007. Eller for den sags skyld at få de samme stemmetal eller måske overgå Besancenot’s. Ambitionen for Venstrefronten var ikke at fremstå som en protestbevægelse. Man ønskede at fremstå som en ny kraft på venstrefløjen, en kraft der med tiden kunne anfægte Socialistpartiets hegemoni. For at opnå det mål skulle man nå de dobbelte stemmetal, og med sine 11 procent nåede fronten dette mål.

Det efterfølgende valg til nationalforsamlingen var dog noget af en skuffelse. Efter anden runde havde Fronten sikret sig 10 medlemmer i modsætning til de 19, man havde før valget. Dette var helt klart intet godt resultat, men det var på den anden side heller ikke så dårligt, som man skulle tro, hvis man bare så på det antal pladser, man havde tabt. I sammenligning med resultaterne for Kommunistpartiet ved valget i 2007 vandt man omkring 600.000 stemmer, hvilket ikke er så dårligt. Men resultatet kom som et chok for Venstrefronten. Man havde forventet efter resultaterne ved præsidentvalget, at man ikke blot have kunnet bevare sin styrke, men også havde kunnet udbygge den. Internt havde man en forventning om at erobre 30 pladser. Så hvad skete der altså? Først og fremmest skal man tage to-kandidat-situationen i betragtning. I forlængelse af præsidentvalget var der et kraftigt ønske for venstrefløjens vælgere om at give Hollande et flertal, han kunne arbejde med. Og hvor 30 procent af venstrefløjsvælgerne den 22. april vurderes at have været i tvivl om, hvorvidt de skulle stemme på Hollande eller på Melenchon, så stemte 38 procent af Melenchon’s vælgere på SP den 10. juni. Desuden var der svagheder i Frontens kampagne. Under præsidentvalget var forskellen på Frontens og Socialistpartiets politik meget klar. Men kampagnen op til det efterfølgende parlamentsvalg var dog også – selvom det ligeledes var en landsdækkende kampagne – 500 lokale kampagner. Og det virker, som det centrale og nationale aspekt ikke blev understreget tilstrækkeligt klart. Således kom det heller ikke til at fremstå tilstrækkeligt klart, hvorfor det var vigtigt at have Fronten repræsenteret – i stedet for blot at have en majoritet, som kunne bakke præsidenten op. Dette kom til at være så meget vigtigere, da de første initiativer fra den socialistiske regering under Jean-Marc Ayrault blev meget vel modtaget på venstrefløjen – 70 procent af Frontens vælgere var rimeligt tilfredse med dem og 23 procent meget tilfredse.

Det må understreges, at det franske valgsystem – et af de mest udemokratiske I Vesteuropa – komplet forstyrrer sammenhængen mellem stemmer og pladser. Hvis man anvendte et system med forholdstalsvalg, så ville PCF have fået 25 mandater i 2007 og Fronten 40 i 2012. I dag ville Socialistpartiet havde mindre end en tredjedel af pladserne i parlamentet – mod aktuelt mere end halvdelen. Når vi ser på Frontens resultater i form af stemmer, så ser billedet altså mere positivt ud. Sammenlignet med resultaterne for PCF i 2007, så er Fronten gået 90 procent frem i de franske byområder. I 330 af dem fik man mere end 5 procent (37 i 2007). I 69 valgkredse fik Fronten mellem 10 og 20 procent (37 i 2007). I 26 ud af 95 departementer i de franske byområder var resultatet mere end dobbelt så stort som i 2007, og i 8 blev stemmeandelen mere end tredoblet. Men uanset det, i de kredse, hvor man lå højere end 20 procent, faldt stemmeandelen let fra omkring 23 til omkring 20 procent og modsagde med andre ord ikke den overordnede tendens. Som historikeren Roger Martelli [11] formulerede det i en analyse af første runde, så er fundamentet blevet stærkere, men loftet er stadigvæk usikkert. Man behøver ikke at være arkitekt for at vide, at det er bedre, hvis man ser det modsatte forhold (hvilket var tendensen tidligere). Men det er det langsigtede perspektiv – og på den korte bane står det fast, at man tabte pladser. De blev ganske vist tabt med en meget snæver margin … mindre end 5.000 stemmer, fordelt de rigtige steder, ville have sikret 6 yderligere pladser – for det meste til folk, der havde pladserne i forvejen og som tabte valget, selvom deres stemmetal steg mellem 2 og 4 procent sammenlignet med 2007. Socialistpartiets tal steg bare mere.

Efter valget til parlamentet, tog PCF en beslutning om, hvorvidt man ønskede at indgå I regeringen Ayrault. Til trods for at de andre deltagere i Fronten havde gjort det klart under kampagnen, at man ikke ønskede at indgå i et regeringssamarbejde med Socialistpartiet, så har PDF altid sagt, at man ville træffe sin beslutning efter valget. Men ikke desto mindre var det ganske klart, hvad den beslutning ville blive for enhver, der gad at lytte efter, hvad PCF’s partiledelse sagde under kampagnen. Socialistpartiet ville ikke gå på kompromis med sit partiprogram for at imødekomme Fronten, og PCF ville ikke gå i regering for at gennemføre socialisternes program. Det eneste, der var værd at bemærke, var voldsomheden af afvisningerne. På Nationalrådets møde den 18. juni blev der vedtaget en resolution med tre punkter. Det første punkt understregede vigtigheden af at tage politiske initiativer og af at mobilisere for at gennemføre radikale, politiske krav. For det andet blev det besluttet, at betingelserne ikke var til stede for, at PCF skulle deltage i regeringen. Selvom man dog lod den mulighed stå åben, at man måske ville ændre mening, hvis betingelserne ændrede sig i fremtiden. For det tredje blev det bekræftet, at man også fremover ville indgå i og styrke Fronten. Resolutionen blev vedtaget med 93 stemmer for, 11 imod og 17, der undlod at stemme. I forbindelse med en undersøgelse den 18. og 19. juni blev det desuden fastslået, at 93,44 procent af partiets medlemmer støttede resolutionen. Den endelige beslutning blev taget af 500 delegerede ved en national konference den 20. juni med 4 stemmer imod og 16, som undlod at stemme.

Hvor går Venstrefronten så hen herfra? Fronten står overfor en række udfordringer. Først og fremmest er der ikke flere valg frem til 2014. Fronten vil derfor være nødt til at handle og opbygge sin styrke gennem udenomsparlamentarisk mobilisering. De omstændigheder, under hvilke den er nødt til at gøre dette, handler om en socialistisk regering med et solidt flertal i Nationalforsamlingen (mindre solidt i senatet, hvor det er afhængigt af Frontens stemmer). Ingen forventer naturligvis, at Francois Hollande fører en antikapitalistisk politik. Han blev ikke valgt til at gøre det. Men han blev valgt til at gennemføre et brud med Sarkozys politik og til at gennemføre politiske beslutninger til fordel for den arbejdende del af befolkningen. Reelt prøver han er lægge op til en politik, hvor flertallet af den franske befolkning bliver udsat for alvorlige indgreb – men samtidig forsøger han at modificere en række af Sarkozys vedtagelser, at hæve beskatningen på den rige del af befolkningen og at søge at beskytte beskæftigelsen. Han bliver kritiseret meget for dette, både af arbejdsgiverne og internationalt. Indtil videre har han svajet frem og tilbage, og han har helt sikkert ikke gjort tilstrækkeligt. På den anden side har han heller ikke kapituleret. Men han har dog kapituleret på et enkelt område. Han har ikke været i stand til at genforhandle Stabilitetspagten, og alligevel er han indstillet på at anbefale den til ratifikation i parlamentet til september. På dette område har han ikke alene svigtet sine valgløfter, han har også lagt op til at få tærsk for det. Han giver Europakommissionen ret til at kontrollere hans budget. Og det er vigtigt i en situation, hvor Hollande og hans regering vil blive udsat for alle mulige former for pres fra EU’s institutioner, fra andre europæiske regeringer og fra markederne for at gennemføre omlægninger på arbejdsmarkedet, pensionsreformer og nedskæringer i den offentlige sektor. Nogle medlemmer af SP vil bøje sig for dette pres, andre vil stritte imod.

Hvordan skal Venstrefronten agere i denne situation? Med forsigtighed. Sandsynligheden taler for, at Hollandes regering med tiden langsomt vil bøje sig for presset og rette ind, og dette skal Fronten modsætte sig. Men at annoncere allerede i dag, at man vil agere som opposition til Hollande er ikke svaret. Faren i den aktuelle situation er, at den socialistiske regering vil desillusionere og irritere sine støtter og at højrefløjen vil genvinde magten i 2017, sådan som den også gjorde det i 1986, i 1993 og i 2002. Og det vil i givet fald være en mere farlig højrefløj, tættere på de ekstreme. Venstrefronten kan ikke nødvendigvis stoppe socialisternes bevægelse. Men Fronten kan modsætte sig og kritisere fra et venstrefløjssynspunkt og systematisk præsentere et venstrefløjs alternativ. Dette implicerer, at man er helt klar omkring Socialistpartiets grænser, men på den anden side parat til at støtte regeringen indtil det øjeblik, hvor det står klart for mange af dem, som støttede Hollande, at det er nødvendigt at gøre op med socialisterne. Og her er det centralt at se endnu engang på tallene. Tredive procent af dem, der stemte på Hollande den 22. april var i tvivl om, hvorvidt de hellere ville stemme på Melenchon – 38 procent af dem, der stemte på Melenchon den 22. april, stemte på SP den 10. juni.

Dette viser, at der er et stort kontingent af vælgere, der er placeret mellem Frontens dedikerede støtter og Socialistpartiet – stor nok til at vægten kan forskydes til venstre på den ene eller den anden måde. Faktisk er der stadigvæk – inden for rammerne af Socialistpartiet – 22 medlemmer af Nationalforsamlingen under ledelse af Benoit Hamon [12], der kunne finde på at stemme imod Stabilitetspagten – sådan som 23 deputerede fra SPD gjorde det. Og der er kontakt mellem de to grupper. Det ville nok ikke være fornuftigt at have nogen illusioner her. På den anden side skal man nok heller ikke afskrive dem på forhånd.

En indikation på de taktiske valgmuligheder, som Venstrefronten har, fremgår af den måde, som de stemmer på i parlamentet. Da der blev afholdt en tillidsafstemning i relation til den nye Ayrault-regering, valgte man at undlade at stemme – altså ikke den totale tillid, men heller ikke nogen konfrontation. Nu hvor regeringen så fremlægger et temmelig revideret (sammenlignet med den tidligere regerings udgave) budget for resten af 2012 – navnlig revideret i relation til virksomhedsskatter og skatterne på rige enkeltpersoner, stemmer Fronten for det, samtidig med at man argumenterer for modsætningsforholdet til Stabilitetspagten. Og når Stabilitetspagten skal ratificeres, så stemmer man helt sikkert imod.

Problem nummer to er, hvordan Venstrefronten vil organisere sig. De tre oprindelige elementer er nu vokset til otte. Fronten inkluderer nu også tidligere medlemmer af bevægelsen Chevenementisterne [13], Føderationen for et Socialt og Økologisk Alternativ (FASE [14])  og to grupper fra NPA. Den første af disse grupper brød ud efter de regionale valg og NPA-kongressen i 2011 og omfattede for det meste personer, der var kritiske over for ledelsen. Den anden har netop tilsluttet sig Venstrefronten og omfatter omkring halvdelen af det lederskab, som førte frem til opløsningen af LCR og dannelsen af NPA. En stor udfordring er at få alle disse bestanddele til at arbejde harmonisk sammen. Den anden er, hvad man skal stille op med det ikke uvæsentlige antal mennesker, der støtter Fronten og er villige til at tilslutte sig den, hvis det var muligt. Det ville være et stort skridt, men også et stort skridt fremad. En ting er at organisere individuelle støtter under en valgkampagne, som man gjorde det. En ganske anden er at gå videre, således at et fællesskab, som til at begynde med kun  havde organisationer som medlemmer, nu skal kunne optage enkeltpersoner. Men behovet er der, og det kan godt ske. Naturligvis ville det enkleste være, hvis Fronten blev forvandlet til et parti. Men det ville være et stort skridt, og det ser ud til at stå klart, at navnlig de fleste medlemmer af PCF endnu ikke er parat til det. Det kunne også godt vise sig at være umuligt at forene den måde, som PCF og PG fungerer på. Da han talte om den proces, der er på vej til at forvandle Syriza-koalitionen til et parti – en proces, som nu støttes af en overvældende majoritet – sagde partiets talsmand Panos Skourletis følgende: ”krisen har ændret alle politiske partier, og ting, der før tog ti år at gennemføre, kan nu gennemføres på meget kortere tid.” Lad os håbe, at det ikke tager ti år for Fronten at blive et parti, men hvis det sker, vil det helt sikkert tage mere end et par måneder.

Venstrefronten bliver kritiseret af NPA og andre – og internationalt – for at være venstrereformister eller anti-liberale (i modsætning til anti-kapitalistiske) og systemtro. Men denne kritik er grundlæggende steril og kun beregnet på at trække en demarkationslinje mellem kritikerne og Fronten, således at kritikerne kan tage sig ud som se ægte revolutionære og de sande antikapitalister.

Guillaume Liegard, et ledende medlem af NPA og nu medlem af det Antikapitalistiske Venstre skrev sidste år i et bidrag til debatten om strategien I NPA: “et revolutionært parti er ikke et parti, der går ind for revolution. Det er et parti, der har et program og en strategi for, hvordan revolutionen kan gennemføres. Det er en underdrivelse at sige, og det ville være påståeligt at hævde, at vi har begge dele.”

Han har helt klart ret, og det, som  han siger, prikker hul i forestillingen om, at der primært er strategiske uenigheder mellem NPA og Fronten. Hvis man ikke har en strategi, hvordan kan man så have strategiske uenigheder? Man kan naturligvis have konkrete forskelle – man kan også ligge under for ideologiske generaliseringer og fordomme, der ikke bringer én ret langt. Har Venstrefronten i Frankrig en gennemarbejdet strategi og et program? Endnu ikke. Men Fronten har et klart anti-kapitalistisk mål og en praksis, der forsøger at kombinere valgkampagner og arbejde i repræsentative institutioner med en udenomsparlamentarisk mobilisering. Og dette projekt kan føre en del videre. Hvordan det kommer til at gå, afhænger af, hvordan man vælger at takle den nye politiske situation. Den første demonstration vil være, hvor stærk en kampagne man er i stand til at få organiseret imod godkendelsen af Stabilitetspagten.

Sidst men ikke mindst, er Venstrefronten en del af en proces, hvor et nyt radikalt venstre er ved at rejse sig i Europa. Situationen er meget ujævn. Der er vanskeligheder i Tyskland og Italien for eksempel, og successer i Spanien, Danmark [15], Holland og frem for alt i Grækenland – så vel som i Frankrig. Men den overvejende tendens er positiv, kontakterne er udbyggede og folk følger og analyserer, hvad der sker andre steder. Dette – såvel som følgerne af den fortsatte europæiske krise – kan udmærket tænkes at accelerere processen.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard

[3] GU har godt nok en webadresse, men siden virker ikke. Se mere her: http://blog.christian-picquet.fr/

[15] Man kan nok diskutere, om der er dækning for Murray Smiths optimisme på Danmarks vegne. Men man kan da altid håbe.