Nedskæringens sprog. Socialdemokraternes oplæg ”Danmark herfra til år 2032”
Af Claus Bryld

Offentliggjort: 15. august 2012

Socialdemokraterne har bevæget sig langt i de sidste fire-fem måneder. Trepartsforhandlingerne faldt på gulvet, og en skattereform, der øger uligheden, er gennemført sammen med Venstre og Konservative. Mange har udtrykt forbavselse over, at partiet (og SF) lige pludselig tilsyneladende går ind for en politik, der skaber større ulighed i samfundet. Men at det er helt bevidst for i alt fald Socialdemokraterne har kunnet ses siden marts måned, hvor partiet udsendte et debatoplæg til kongressen i september, under titlen ”Danmark herfra til år 2032”. Det drejer sig om de næste 20 års politikudvikling, men er næsten blevet overset i pressen, som har fokuseret på regeringens 2020-plan.

”Fair forandring” hed en økonomisk plan fra Socialdemokraterne og SF før valget. Senere kom ”Fair løsning”. Efter valget har vi ikke hørt meget til disse planer, der blev afløst af regeringsgrundlaget, som er stærkt præget af Det radikale Venstres synspunkter.

Det nye oplæg, ”Danmark herfra til år 2032”, kunne med større ret hedde ”Unfair forandring”. Selvom store dele af det er formuleret som spørgsmål, der skal diskuteres i partiet op til kongressen, er mange af spørgsmålene ledende, og det er ikke svært at se en tråd, der ikke er rød, i afsenderens – som er partiets ledelse – ideologiske præferencer.

Spørgsmål og svar
En række repræsentative citater vil illustrere dette: ”Der er brug for at løfte blikket og se længere frem, end man gør i årlige finanslove og 2020-planer. Hvordan skal Danmark se ud om 20 år – i 2032 – hvis det står til Socialdemokraterne? Hvordan løser vi vores samfunds langsigtede udfordringer? Hvad er vores mål for Danmark i 2032. Hvordan skal vi nå dem?”. Sådan begynder oplægget. Og i overensstemmelse hermed fokuseres der på ”fire store udfordringer i debatten om fremtidens velfærdssamfund: Har vi råd til universelle velfærdsydelser? Har vi fundet den rette balance mellem ret og pligt? Hvordan imødegår vi udfordringen om, at flere mennesker har behov for pleje, behandling og omsorg uden at gå på kompromis med princippet om, at alle har ret til hjælp, hvis de har brug for det? Hvordan sikrer vi et solidt velfærdssamfund med plads til frivillighed og samfundsansvar?”.

Præmissen for hele oplægget finder man et stykke inde i teksten, hvor det hedder: ”Det åbenlyse behov for ikke at oparbejde mere gæld betyder, at der er snævre rammer for, hvad man kan gøre for at stimulere økonomien – nogle rammer, der vel at mærke i sidste ende sættes af de finansmarkeder, der finansierer staternes gæld. Derfor er der behov for at løse de grundlæggende problemer, som allerede eksisterede i Europa før krisen”. Det er altså finansmarkederne, der sætter rammerne – og dette problematiseres ikke! Og hvad den kreative tænkning skal bestå i siges der heller ikke noget om, så man må formode, at der tænkes på en yderligere liberalisering af arbejdsmarkedet og nedskæringer i den offentlige sektor, altså indgreb som den socialdemokratiske regering i Tyskland under Gerhard Schröder foretog for 8-9 år siden, almindelig kendt som ”Hartz IV”. Disse tiltag medførte store forringelser af dagpengene og den sociale bistand, men bedrede erhvervslivets konkurrenceevne, så Tyskland kunne ekspandere på eksportmarkederne (hvilket også har bidraget til Sydeuropas og Euroens økonomiske trængsler). Men de medførte altså også stigende ulighed og fattigdom indadtil, således at millioner af tyske lønmodtagere i dag må leve for en timeløn på mellem fire og syv Euro, hvilket de selvfølgelig ikke kan. De er blevet ”working poor”. I alt fald accepterer Socialdemokraternes oplæg implicit Merkel og Sarkozys finanspolitiske pagt og ønsket om en sparsommelighedens politik i de næste 20 år.

Vi får som nævnt en række spørgsmål stillet, som alle er funderet i en nedskæringstankegang. Danskerne må overveje, om der fortsat er råd til universelle ydelser i socialpolitikken. Der må prioriteres, og nogle velfærdsydelser skal nok skæres helt bort eller afløses af forsikringsordninger. Uden blusel overtager oplægget den borgerlige politiske retorik igennem årtier såsom ”krævementalitet, hvor egne behov sættes før samfundets”, og der gives udtryk for, at pligterne skal veje tungere end rettighederne. Der skal være ”en pligt til ikke at rage ydelser til sig, som man ikke har behov for – selvom man måske formelt har ”ret” til dem … men en del tyder på, at danskerne er bedre til at kræve deres ret end til at gøre deres pligt”. Dokumentation mangler fuldstændigt. Og det, der kan spares ved at ophæve de universelle ydelser, er der heller ikke sat tal på, men socialminister Karen Hækkerup har nævnt ”et stort trecifret millionbeløb” (Berlingske 10.3.12). Nogle hundrede millioner for til gengæld at smadre et enestående system, der sikrer sammenhængskraften i befolkningen!

Med hensyn til sundhedspolitikken undrer oplægget sig over, at der ikke er flere ”private sygehuse, der tilbyder hele paletten af behandlinger inklusiv akutafdelinger”, og når det gælder ”de relativt få private børnehaver og private plejehjem” er spørgsmålet, ”om grænsen mellem offentlige og private leverandører er den rigtige, eller om det af og til er et spørgsmål om vanetænkning?”. I England er man gået langt for at privatisere fængselsvæsnet, siges det uden kommentar, og i Sverige er store dele af velfærdsområderne blevet udliciteret – ”også under socialdemokratiske regeringer”. Børnehaver, skoler og ældrepleje ”drives af større virksomhedskæder og skal levere overskud til ejerne … Måske er det tid til en fordomsfri diskussion af, hvor grænsen trækkes mellem offentligt og privat?”. Rammen er i hvert fald givet: ”På alle områder må vi i fremtiden finde svar, der ikke indebærer øgede udgifter”.

Der er flere opsigtsvækkende forslag til mulige besparelser, f.eks. om der skal spares på arbejdsmiljøreglerne for at bedre konkurrenceevnen, og om SU skal fastholdes eller ”reformeres”, som det hedder. I fremtiden skal langt færre mennesker også ”gå passive på førtidspension, kontanthjælp og sygedagpenge”, og der skal arbejdes ”mange flere år og flere timer hver dag”.

En liberalistisk linje
”Danmark herfra til år 2032” kunne for mig at se lige så godt være skrevet af velfærdskommissionen, hvorfra flere af forslagene vist også stammer, eller for den sags skyld af de økonomiske vismænd, hvis de lavede så langsigtede prognoser. Det er, som om oplægget ikke vil være ved at det er politisk. Der er tilsyneladende en og kun en politik (”den nødvendige politik”, som Venstrelederen Poul Hartling sagde i 1970’erne), og det er en politik, som må følges, hvis velfærdssamfundet skal overleve. Denne politik er en neoliberalistisk politik, som vi også ser det i EU. Måske ikke en yderligtgående neoliberalisme, men klart inspireret af tankegangen.

Økonomiske incitamenter eller jobskabelse tales der ikke om og heller ikke om øgede skatter, f.eks. på boligområdet, hvor private inkasserer store samfundsskabte værdistigninger. Ifølge professor Jesper Jespersen fra RUC kunne man ved at rulle boligskatter og indkomstskatter for de højeste indkomster og dyreste boliger tilbage til 2001-niveau få 50 milliarder i statskassen og på den måde løse budgetproblemerne (nettidsskriftet RÆSON, 3.8.12). Også millionær- og bankskatten, som fremførtes før valget, er åbenbart skrinlagt, mens skatteaftalen derimod giver lettelser i topskatten.

Oplæggets tilsyneladende apolitiske og teknokratiske præg suppleres af en interessant historisk betragtning. Velfærdssamfundet, siges det, er blevet gennemført i samarbejde med de borgerlige under Socialdemokratiets ledelse. Det politiske subjekt er et ”vi” – vi har for længst løst problemer, som stadig hærger Europa. ”Det gælder f.eks. afskaffelse af dyrtidsreguleringen (det gjorde vi i 1980’erne), flexicurity på arbejdsmarkedet (det indførte vi i 1990’erne) og kobling af levealder og pensionsalder (det gjorde vi i 2000’erne). Problemerne i Danmark får aldrig lov til at vokse sig store. Vi reformerer, når det er nødvendigt, og fremover vil der blive brug for flere reformer, der peger i samme retning som de tidligere”. Så kan enhver jo tænke sig til, hvem de nye reformer skal gennemføres sammen med …

Partiets ledelse har overtaget monetarismens præmisser
Når man som jeg har beskæftiget sig med Socialdemokratiets historie, ved man hvor kompromissøgende partiet har været lige siden 1. verdenskrig. Det er ikke det, der undrer i det nye oplæg. Det er derimod i hvor høj grad det bryder med den tænkning, der siden slutningen af 1950’erne har karakteriseret socialdemokratisk ideologi og velfærdstænkning. I 1961 udskiftede partiet sit gamle, marxistisk-socialistiske program fra 1913 med et nyt, der kodificerede den politik, man i praksis havde ført, og sigtede på produktionstilvækst med tilsvarende højere skatter og et progressivt skattesystem, hvor det øgede provenu kunne bruges til opbygning af velfærdssystemer til gavn for den brede befolkning. Over en bred kam udviklede man den offentlige sektor med en progressiv, universel social-, sundheds- og uddannelsespolitik. Højkonjunkturen og den fulde beskæftigelse i 1960’erne og begyndelsen af 70’erne blev afsæt for at væld af reformer. Men med lavkonjunkturen fra midten af 70’erne fik piben efterhånden en anden lyd, og efter 1980 er der i virkeligheden ikke gennemført reformer til gavn for den brede befolkning i Danmark, med undtagelse af børnechecken, arbejdsmarkedspensionerne og barselsordninger, der blev gennemført under borgerlige regeringer. SU-reformen og efterlønsreformen var de sidste under socialdemokratisk ledelse (selvom der selvfølgelig er blevet reguleret på de forskellige systemer siden).

Det svarer til den monetaristiske økonomiske teoris indtog på denne tid, en økonomisk teori, der stadig er dominerende, og som Socialdemokraterne ikke har haft modtræk til.  Man er fulgt med tidsånden, og med det oplæg, der her er tale om, har partiet tilsyneladende overtaget et liberalistisk samfundssyn à la de radikale. Der er vel stadig nogle sociale holdninger tilbage, og for min skyld kan man godt kalde partiet for socialliberalt, men det er det liberale, der har fået overvægten. Der er med andre ord tale om et kvalitativt skifte, og det er ikke underligt, at Venstres chefstrateg Claus Hjort Frederiksen har hoveret over kursændringen og ser den som en posthum sejr for VK-regeringen under Lars Løkke Rasmussen. Det er Venstres økonomiske politik, blot i en strammere udgave (selvom der på enkelte andre punkter som f.eks. fattigdomsydelserne selvfølgelig er blevet rettet noget op på den tidligere regerings forarmelsespolitik). Og som hovedet på sømmet – og det må da stemme almindelige socialdemokrater til eftertanke – udtalte Pia Kjærsgaard efter kongresoplæggets fremkomst: ”Det ubehagelige er, at en rød regering får meget lettere ved at skære ned på velfærden, fordi Venstre og de konservative hele tiden har haft de her holdninger” (Information, 13.3.12). Og hun er førstehåndsvidne!

Kan forklaringen på skiftet fra halvrød til lyseblå politik være, at S-R-SF-regeringen allerede nu har opgivet at vinde det næste valg for til gengæld som SPD for 8-9 år siden at ville sætte deres mærke på samfundet ved at ’modernisere’ det i neoliberal retning? Jeg han dårligt finde nogen anden forklaring. Og lytter man til Thorning-Schmidt og Corydon, så er det nye kodeord netop modernisering. Det er klart, at samfundet ikke skal stagnere, men at der hele tiden skal ændres og justeres på systemerne. Men for at denne proces ikke skal vende den tunge ende nedad er det nødvendigt, at arbejderbevægelsen er stærk nok til ikke at give plads til netop det, Pia Kjærsgaard taler om, nemlig at man kommer til at spille de borgerliges spil.

Arbejderbevægelsen er imidlertid ikke længere stærk som i 1960’erne med 40 pct. af stemmerne og en solid enhedsfagbevægelse. Ved at tale de borgerliges sprog med en svækket bevægelse bag sig åbner man for en borgerlig indflydelse, som næppe kan styres, og som ikke ville være så stærk, hvis man førte en politik (og retorik), der befæstede arbejderbevægelsens positioner ved at kæmpe for fastholdelsen af de historiske landvindinger, samtidig med at man åbnede for socialt bevidste forandringer. Politisk kan konsekvensen meget vel blive, at almindelige lønmodtagere ikke kan se forskel på S-SF og de borgerlige, hvilket allerede synes at være tilfældet.

Efter at jeg havde givet udtryk for lignende betragtninger i dagbladet Politiken (4.7.) svarede en af ophavsmændene til oplægget, at det var blevet udarbejdet i hast, og at man ikke skulle lægge for meget i det; men det gør næppe sagen bedre, måske tværtimod. Hvorfor sjusker man med et så markant oplæg? Er det, fordi det er en prøveballon for at se, hvor langt man kan drive medlemmerne? Og partisekretæren Lars Midtiby svarede (7.7.), at kritikken kun kom fra folk uden for S såsom undertegnede, hvorefter Allan Næs Gjerding, der er bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet i Sundby-Hvorup, i et indlæg (10.7.) skrev, at dette ikke er rigtigt, men at der tværtimod er en stigende intern kritik af partiledelsens højredrejning. ”Der er forskel på, hvad der kendetegner Socialdemokraterne i kommuner og regioner”, skrev han, ”og hvad der kendetegner de ledende socialdemokrater på Christiansborg … En afgørende del af kritikken går på partiledelsens opfattelse af den økonomiske situation. Der er en anerkendelse af, at regeringen har strikket fornuftige ting sammen under vanskelige parlamentariske omstændigheder – men dyb bekymring for partiledelsens ideologiske skift. Kritikken handler ikke om, at man har det lange lys på. Vi socialdemokrater har altid haft det fjerne mål for øje, når vi handlede konkret. Kritikken handler om partiledelsens abonnement på en udbudsøkonomisk analyse, som er teoretisk interessant for visse økonomimodel-konstruktører, men som ikke har ret meget med virkeligheden, de langsigtede perspektiver og de øjeblikkelige problemer at gøre”.

Socialdemokraternes kongres vil formentlig tilbagevise 2032-oplægget, men dets tekst taler sit tydelige sprog om, hvordan den nuværende ledelse tænker. Uanset om den er udarbejdet i hast eller ej.