Nogle forslag til Den Europæiske Faglige Sammenslutnings rolle
Af Willy Buschak

Offentliggjort: 16. juni 2012

Hvad skal  Den Europæiske Faglige Sammenslutnings (EFS) rolle være i dag? Svaret synes indlysende. Under den nuværende krise er EFS rolle vigtigere end nogensinde før: At styrke fagforeninger og opbygge stærke baser, hvorfra arbejdere kan opnå eller fastholde anstændige lønninger og modstå forringelsen af arbejdsforhold. Men hvordan kan dette mål opnås? I det forgangne årti har EFS lagt meget vægt på at udvikle sin kapacitet til at handle. De europæiske aktionsdage, der begyndte i 1990erne med en europæisk manifestation i Luxemburg, er blevet mangedoblet de seneste år. Tre til fire aktionsdage pr. år er reglen.  Evalueringen af aktionsdagene, som EFS-sekretariatet præsenterede  på kongressen i Athen i 2011, var meget positiv. Det er en værdi i sig selv at være sammen med mange faglige aktive fra mange forskellige lande til en manifestation, og derudover er det et vigtigt bidrag til at skabe sammenhold, da de faglige aktive deler de samme værdier og har samme grundlæggende målsætninger. Men er den europæiske faglige bevægelse virkelig stærkere i dag end for 15 år siden,  da vi begyndte med de fælles europæiske aktionsdage. Og hvis dette ikke er tilfældet, som jeg vil argumentere for, hvorfor er bevægelsen så ikke blevet stærkere?

Enhver fagforening har sin højborg på arbejdspladsen, i medlemmernes overbevisning om at fagforeningen tager arbejdsplads spørgsmål op og levere instrumenter til at forbedre arbejds- og levevilkår. Denne basale sandhed gælder også for EFS, selvom det er en konføderation af fagforeningssammenslutninger.  Den virkelig test for EFS evne til handling, er derfor EFS evne til at skabe en transnational platform, hvorfra arbejdere i transnationale virksomheder kan handle. EFS, som inkluderer de europæiske brancheforeninger) skulle være i stand til at forene arbejdere, lad os sige fra General Motors eller fra en hvilken som helst anden transnational virksomhed, bag nogle basale anmodninger og skulle have evne til at handle som moderator mellem arbejdere fra forskellige produktionsteder rundt om Europa med deres undertiden divergerende interesser.  I dette øjemed er EFS desværre ikke blevet meget stærkere. Fremskridt som er opnået med de europæiske samarbejdsudvalg har været utilstrækkelige. I princippet giver de en unik platform for fagforeninger og arbejderrepræsentanter, fra alle produktionsteder fra en given virksomhed der producerer i hele Europa, til at mødes og enes om basale målsætninger og fælles politikker. Listen over sådanne basale krav er lang: Hvorledes håndteres omstruktureringer på en en social acceptabel måde, og hvorledes modstås ledelsens pres mod en nedadgående i løn- og arbejdsvilkår er blot to eksempler.

EFSs grundlæggende tilgang til de europæiske samarbejdsudvalg i løbet af de sidste 10 år har været at anmode om en revision af direktivet om europæiske samarbejdsudvalg fra 1994, hvilket selvfølgelig  har været nødvendigt og fuldstændig berettiget.  Meget energi gik til denne kamp, og revisionen blev endelig opnået i 2009. Desværre kom det andet målet, der var just så vigtigt, om at styrke EFS kapacitet til at handle i baggrunden. Nogle sager så som den truende lukning af Renault- fabrikken i Vilvoorde, tæt på Brussels, påviste potentialet for det instrument, der kaldes  ”Europæiske samarbejdsudvalg” for at fremme transnational handling. Domsfældelser i perioden understregede, at ledelsen af transnationale virksomheder skal informere og konsultere arbejdere og deres repræsentanter i god tid, før beslutninger træffes. Der var dog en dominerende skepsis mod europæiske samarbejdsudvalg blandt fagforeninger. Fagforeninger på virksomhedsniveau blev alt for ofte efterladt med det misforståede indtryk , at europæiske samarbejdsudvalg ikke var et plus.  Nationale fagforbund foretrak at lukke afdelinger, der rådgav europæiske samarbejdsudvalg eller de nedjusterede antallet af medarbejdere i sådanne afdelinger. Konsekvensen blev at private konsulenter greb muligheden og begyndte at rådgive de europæiske samarbejdsudvalg. EFS har bestemt en vanskelig opgave i forhold til at presse Europa- Kommissionen og det Europæiske Råd fremad i forhold til beskæftigelsesinitiativer. Men alle succeshistorier vil være ufærdige og meget skrøbelige, indtil fagforeningerne opnår at opbygge en stærkere position i transnationale virksomheder, altså positioner hvorfra de kan udfordre ledelsens synspunkter. EFS vil ikke nå til det punkt, med mindre der kommer nyt liv i De Europæiske Samarbejdsudvalg. Som en begyndelse skal spørgsmålet rejses, hvorfor De Europæiske Samarbejdsudvalgs  ageren ikke er blevet forbedret meget i løbet af de sidste 10 år? EFS har allerede udviklet solid forskning om europæiske samarbejdsudvalg, så det skulle ikke være så svært at lave nogle empiriske konklusioner, om hvad der kan gøres anderledes. EFS kunne levere en praktisk platform til udveksling af erfaringer om de vigtigste spørgsmål som beskæftiger sig med omstruktureringer og formulere fælles politikker om brændende spørgsmål som arbejdsvilkår. EFS kunne give praktiske retningslinjer til, hvorledes delokalisering, fusioner og overtagelser skal håndteres, og EFS kunne organisere regelmæssige (lad os sige: halvårige) europæiske konferencer for medlemmer af europæiske samarbejdsudvalg om aktuelle spørgsmål.

Uanset resultatet af krisen indenfor Den Europæiske Union, er det givet, at der vil blive mere økonomisk og fiskal koordinering mellem medlemsstaterne i fremtiden, og derved mere pres på kollektive forhandlinger. Det såkaldte ” europæiske Semester” der allerede er trådt i kraft, med retningslinjer, programmer og indikatorer for medlemsstaternes budgetmæssige politik peger i den retning. Der er derfor et presserende behov for mere fagforeningskoordinering på tværs af Europa i forhold til kollektive forhandlinger. Eftersom fagforeninger vil komme under mere og mere pres for at justere deres lønpolitikker og respektere de mål, som regeringerne har sat indenfor rammen af det ”europæiske semester” (uden fagforeningerne) naturligvis. Den bedste mulighed fagforeningerne har, er at koordinere deres forhandlingspolitikker på tværs af grænser. Det faktum, at meget af den kollektive forhandling på nationalt niveau nu er decentraliseret står ikke i modsætning til denne bestræbelse. Det europæiske Semester er måske en lille vending i tendensen, og selv om det ikke er tilfældet, så går koordinering af brede retningslinjer perfekt sammen med decentralisering af forhandlinger indenfor retningslinjerne.

Det ville være en af de vigtigste opgaver for EFS at begynde denne proces; at begynde en seriøs og varig transnational dialog om målene for kollektiv forhandling, samt at diskutere hvor tidligere forsøg på at koordinere kollektiv forhandling på nationalt niveau har været utilstrækkelige (som den såkaldte Doorn proces sidst i 1990erne), og udvide koordineringsprocessen langt udover de få sektorer, der stadigvæk har en vis koordinering. Der er nogle tegn, der viser at EFS er ved at fatte det presserende behov for mere koordinering. En nylig beslutning fra EFS forretningsudvalg (12. april 2012)  efterspørger ”en styrket koordineringsproces”, for  at” begynde regionale informations klynger, selvom anmodningen om, hvad der kaldes en ”ny koordinering af kollektiv overenskomstforhandlingspolitik” stadigvæk synes noget vag og manglen af en kritisk evaluering af hidtige beslutninger er beklagelig.

I lang tid har fagforeningerne i Europa efterspurgt mere økonomisk og finanspolitisk koordinering indenfor Den Europæiske Union, kort sagt, de efterspørger mere ”økonomisk styring”. Trenden er ved at nå til vejs ende. Det europæiske Semester, der allerede er på plads betyder meget mere koordinering af økonomisk og fiskale politikker. Det europæiske Semester består af at sætte mål for budgetkonsolidering for hver medlemsstat. Den finanspolitisk Kompakt traktat vil også munde ud i dette.  Processen som den er skabt af Europa-Kommissionen  og af medlemsstater efterlader ingen seriøs tvivl. De nationale parlamenter og Det Europæiske Parlament kommer ind på et meget sent tidspunkt, hvor mange  af målene for medlemsstaterne allerede er udviklet. Der er stadigvæk håb om, at processen kan blive mere demokratisk takket være De Grønne partier i Europa og Socialdemokraterne. Her mener jeg, at målsætningerne for medlemsstaterne bliver mere gennemsigtige og demokratiske. Men processen i sig selv vil stadigvæk være en meget intens proces, hvor informationer bliver udvekslet, og mål bliver diskuteret på et regionalt, nationalt og europæisk niveau, mellem nationale parlamenter og europæiske parlamenter, mellem nationale regeringer og Europa- Kommissionen.

Hvordan får man indflydelse på denne proces? Forårsmødet, hvor arbejdsmarkedsparter  traditionelt mødes med Det Europæiske Råd og præsenterer deres krav om beskæftigelse og social politik, er bestemt for sent, da alle væsentlige beslutninger om mål for medlemsstaterne allerede er blevet truffet. EFS forretningsudvalg og dets styrende komite kan meget vel etablerere retnignslinjer for Det Europæiske Semester, men eftersom begge komiteer mødes, med forholdsvis store intervaller, kan de ikke øve indflydelse på en permanent proces.  Det samme gælder for EFS arbejdsgrupper der traditionelt mødes et par gange om året. De er gode til at etablere brede politikprincipper men ikke i forhold til at øve indflydelse på en permanent proces. Med informations og kommunikations teknologier er de tekniske midler der til at starte virtuelle arbejdsgrupper, der kunne ”mødes” permanent og organiseres på en sådan måde, at en fagforeningsstemme kunne høres på alle nivauer igennem Det Europæiske Semester –  selvfølgelig under den politiske ledelse af EFS forretningsudvalg.

Oversat fra tysk af Randi Bruhn