2020-planen bringer ikke ”Danmark i arbejde"
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. juni 2012

SRSF har fremlagt en ny, ambitiøs 2020 plan. I det følgende introduceres i del I først kort til hovedelementerne i planen. Dernæst analyseres i del II konsekvenserne af planen for det offentlige forbrug og dermed for velfærden. I del III diskuteres endelig planens finansiering og herunder ikke mindst forudsætningen om et beskæftigelsesløft på 180.000 frem til 2020.

DEL I: Planens hovedelementer
1.1. Hovedmål

Hovedmålene for ”Danmark i arbejde” er følgende: I perioden 2014-20 skal beskæftigelsen vokse med 180.000, den samlede økonomiske vækst skal op på i gennemsnit 2 1/4 pct. om året, endvidere skal der skabes plads til en ”målrettet” vækst i den offentlige service på godt 0,8 pct. årligt i snit, og der skal skabes råderum til yderligere initiativer på 7. mia. kr. til vækst og beskæftigelse, velfærd og uddannelse samt grøn omstilling; endelig skal der skabes strukturel balance på de offentlige finanser gennem at forbedre disse med 47 mia. kr. frem i 2020.

For at realisere disse mål vil regeringen - ifølge regeringsgrundlaget og ”Danmark i arbejde” - tage en række nye initiativer, der skal øge arbejdsudbuddet med yderligere 60.000 i forhold til VKO’s forrige 2020 - plan ”Reformpakken 2020”. Herigennem vil planen styrke de offentlige finanser med 14 mia. kr frem til 2020.

Disse nye ”arbejdsudbudsøgende” initiativer er:

  • den nu forliste trepartsaftale om øget arbejdstid og opkvalificering af arbejdsstyrken
  • reform af førtidspension og fleksjobordningen
  • en finansieret og social ”afbalanceret” skattereform, som markant sænker skatten på arbejdsindkomst,
  • en tidligere færdiggørelse af uddannelse og SU-reform,
  • reformer af bl.a. integration, international rekruttering, forebyggelse og sygefravær
  • reform af kontanthjælp og aktivering mv.

Figur: Reformbidrag frem mod 2020. [1]

1.2. Planen skal skaffe flere midler end VK
Den for regeringen væsentligste effekt af ”Danmark i arbejde” er en angivelig forbedring af de offentlige finanser med 17 mia. ekskl. effektivisering mm. af den offentlige sektor og 22 mia. inkl. effektivisering af den offentlige sektor (med et tilsigtet provenu på 5 mia. kr. ved sådan effektivisering). Dog går 7 milliarder til at dække en manko i VK’s plan. Herved bliver nettoforbedring på i alt 15 mia. kr.

Det skal bemærkes, at budgetforbedringsbehovet på de 15 mia. kr er under forudsætning af, at det samtidig lykkes at holde den løbende realvækst i det offentlige forbrug nede på 0,8 % i snit. Bliver væksten i det offentlige forbrug - som hidtil - i stedet på i gennemsnit 1,8 %, stiger budgetforbedringsbehovet med yderligere 22 mia. kr. Alene i forudsætningen om at det offentlige forbrug holdes nede på en årlig gennemsnitlig realvækst på 0,8 %, ligger således en større besparelse.

Figur: Samlet årlig budgetforbedring 2020 i ”Danmark i arbejde” (netto) i forhold til ”Reformpakken 2020” ved planlagt lav vækst respektive hidtidig høj offentlig forbrugsvækst – mia. kr.[2]

 

1.3. Anvendelse af nye midler
Anvendelsen af den anførte budgetforbedring på 17-22 mia. kr. (ekskl. respektive inkl. offentlig effektivisering) fordeler sig i tre hovedportioner:

For det første afsættes i alt 9 mia. kr til forbedring af den strukturelle balance og til at øge den offentlige forbrugsvækst fra 0,6 % årligt (basisforløb) i ”Konvergensprogram 2012” til 0,8 % årligt i gennemsnitlig realvækst. Heraf udgør forøgelsen af den offentlige forbrugsvækst med +0,2 % årligt kun 1 mia. kr. i snit. Broderparten af de 9 mia. kr. - nemlig 8 mia. kr. årligt - går til statskassen alene og ikke til velfærd.

For det andet afsættes 2 mia. kr. til flere i uddannelse.

Og endelig afsættes for det tredje en pulje på 6 mia. kr til ikke særligt præcist definerede initiativer til fremme af vækst og beskæftigelse, herunder til at sikre tilstrækkelig kapacitet i uddannelsessektoren, forbedringer af den offentlige velfærd samt grøn omstilling.

Figur: Anvendelse i 2020 af budgetforbedringsbidrag[3].


1.4. Finansiering af planen bygger på omfattende beskæftigelsesløft
Tilvejebringelsen af de flere midler i ”Danmark i arbejde” i forhold til ”Reformpakken 2020” forudsættes at ske gennem et samlet beskæftigelsesløft på i alt 180.000 personer frem til 2020.

For det første tilsigtes nye reformer af regeringen at kunne øge beskæftigelsen med i alt 60.000 personer frem mod 2020. (Heraf udgjorde effekten af den nu forliste trepartsaftale en forhøjelse af arbejdstiden svarende til 20.000 personer. Regeringen har vedrørende trepartsforhandlingernes forlis sagt, at den vil finde på noget andet. Det står ikke klart om det gælder både provenu og arbejdsudbudseffekt, men indtil videre forudsætter vi, at det også gælder arbejdsudbudseffekten på +20.000 personer.)

Til effekten af nye reformer for det andet lægges en allerede i ”Reformpakken 2020 ” tilsigtet forøgelse af beskæftigelsen frem til 2020 som følge af de tidligere arbejdsmarkedsreformer (tilbagetrækningsreformen og dagpengereformen) på 40.000 personer.

Nye og gamle reformer skal altså tilsammen forøge arbejdsudbud og beskæftigelse med i alt 60.000 + 40.000 = 100.000 personer.

Udover over dette indkalkulerer planen for det tredje en ”beskæftigelsesforbedring” på 80.000 personer som følge af forventede ”bedre konjunkturer”.

Samlet forudsat beskæftigelsesløft udgør således 60.000 + 40.000 + 80.000 = 180.000 personer.

Figur: Beskæftigelsesudvikling frem til 2020. [4]

 

Gennem det øgede arbejdsudbud samt de bedre konjunkturer forudsætter man også en højere økonomisk vækst.Den samlede økonomi tror man herved vil vokse med gennemsnitligt 2,25 pct. årligt fra 2014 til 2020.

Figur: Vækstmuligheder med og uden nye reformer. [5]

 

DEL II: PLANENS KONSEKVENSER FOR DET OFFENTLIGE FORBRUG OG VELFÆRDEN
2.1 Meget begrænset ramme for vækst i offentligt forbrug
Ifølge regeringen vil ”Danmark i arbejde” give rum til en offentlig forbrugsvækst på i snit 0,8 % årligt fra 2014 til 2020 samtidig med, at målsætningen nås om strukturel balance på den offentlige saldo i 2020.

Til disse to formål afsættes som nævnt samlet årligt 9 mia. kr., hvoraf imidlertid kun 1 mia. kr. går til at løfte den årlige realvækst for det offentlige forbrug i forhold til konvergensprogram 2012 (basisforløb) fra 0,6 % årligt til 0,8 % årligt. De resterende 8 mia. kr. årligt går til at bedre de offentlige finanser. Den samlede ramme for væksten i det offentlige forbrug angives således til at være en årlig realvækst på 0,8 % svarende til godt 4 mia. kr. om året. Forøgelsen af den offentlige forbrugsramme med årligt 0,2 % svarer over hele perioden fra 2014 til 2020 til en samlet forøgelse på omkring 7 mia. kr. I forhold til denne realvækst på årligt 0,8 % i snit har det offentlige forbrug fra 2002 til 2009 oplevet en faktisk realvækst på omkring 1,8 % årligt i gennemsnit.

Figur: Årlig realvækst i offentligt forbrug. [6]

 

Man kan starte med at konstatere, at denne ramme ligger langt under de mål, som S + SF stillede for væksten i det offentlige forbrug i ”Fair Løsning”, som omfattede en årlig realvækst på 1,4 % svarende til godt 7,5 mia. kr årligt. SRSF-regeringens ramme for realvæksten i det offentlige forbrug ligger derimod på niveau med den ramme for realvæksten i det offentlige forbrug som VK-regeringen opererede med i deres 2020 plan: ”Reformpakken 2020”.

Figur: Årlig gns. realvækst i offentligt forbrug frem til 2020 i S+SF s ”Fair Løsning 2020”, i VK s ” Reformpakken 2020” og i ”Danmark i arbejde” [7]

2.2. Det private forbrug skal prioriteres
Til gengæld skal det private forbrug ifølge ”Danmark i arbejde” prioriteres. Hvor det offentlige forbrug som beskrevet holdes på en gennemsnitlig årlig realvækst på 0,8 pct., skal det private forbrug frem til 2020 have lov til at vokse med 2,4 % årligt målt realt – altså 3 gange så meget som det offentlige forbrug. Hvilket også vil være mere end den samlede stigning i velstanden (BNP) - anslået på årligt i gennemsnit 2,25 %. Den forudsatte beskæftigelsesfremgang er da alt overvejende forudsat at ske i den private sektor.

Figur: Årlig gns. realvækst i det private forbrug frem til 2020. [8]

2.3. Offentligt forbrug skal halte bagud for velstanden
Selv om en realvækst for det offentlige forbrug på årlig 0,8 % er højere end de 0,6 % realvækst i offentligt forbrug i 2012 og end de 0,3 % realvækst i 2013 (Konvergensprogram 2012) er det som anført stadig en ganske smal ramme.

Hvis det offentlige forbrug kun tillades en realvækst på årligt i snit 0,8 % er der tale om en næsten 3 gange så lav stigning som velstanden i almindelighed. Dette er ensbetydende med, at det offentlige forbrug ikke følger med velstanden, hvorved det selvsagt udhules relativt som andel af økonomien. Nærmere bestemt falder det offentlige forbrugs andel af BNP fra over 29 % i 2009 til under 27 % i 2020.

Figur: offentligt forbrug som pct. – andel af BNP. [9]

2.4. Realvækst på 0,8 % betyder besparelser på eksisterende velfærd
Men for at det offentlige forbrug kan opretholde uændret standard og kvalitet (= samme antal offentlig ansatte pr bruger) skal der være en årlig gns. realvækst på omkring 1,3 %.

Af denne stigning skyldes en del, at selv om antallet af børn daler, så stiger antallet af ældre stærkere i disse år. Fra 2010 til 2020 vil der være blevet omkring 200.000 flere ældre eller godt 20.000 flere pr år. Denne demografisk betingede udgiftsvækst udgør ifølge Finansministeriet i disse år omkring 0,3 % årligt svarende til omkring 1,5 mia. kr. årligt.[10]

Videre vil der være behov for at opdatere velfærden i takt med velstandsudviklingen. Finansministeriet regner hertil med en årlig realvækst i det offentlige forbrug på 0,7 %.[11]

Endelig må der også regnes med stigende behov på det sociale område. Med et forsigtigt skøn vil undertegnede anslå det til en yderligere årlig realvækst i offentligt forbrug på omkring 0,3 % til stigende sociale behov.

Hermed vil den afsatte årlige reale stigningstakt for det offentlige forbrug i ”Danmark i arbejde” på 0,8 % i snit altså ligge op til 0,5 % (inkl. stigende sociale behov) under det påkrævede for at opretholde velfærdens standard og niveau.  Det betyder omvendt, at der med den angivne årlige gennemsnitlige realvækst på 0,8 % vil være en årlig manko i tilførslen af midler til det offentlige forbrug på op til 0,5 % svarende til op til 2½ mia. kr. Penge som så i stedet må findes gennem besparelser på den eksisterende velfærd.

Med en årlig besparelse på op til 2½ mia. kr vil en sådan ramme medføre nedlæggelse af stillinger i størrelsesordenen op til 5.000 stillinger pr. år. Disse besparelser vil formentlig som hidtil ramme ældrepleje og skoler. Men måske vil også sundhedsområdet komme til at stå mere for skud end hidtil.

Tabel: Besparelse i stillinger på eksisterende velfærdsservice som følge af ”Danmark i arbejde” [12]

 

Besparelser – antal fuldtidsstillinger

1. Pr år i gennemsnit

Op til 5.000

2. Akkumuleret for hele perioden 2014-2020

Op til 35.000

2.5. Er rammen for det offentlige forbrug større end de angivelige 0,8 %?
Man kan dog diskutere, hvad størrelsen af den i planen indeholdte ramme for realvæksten i det offentlige forbrug egentligt er i ”Danmark i arbejde”.

Dette skyldes, at der i ”Danmark i arbejde” gennem den angivne tilbageholdenhed med det offentlige forbrug jo skal oparbejdes et ”overskud” i økonomien, et råderum på brutto 22 mia. kr (inkl. effektivisering) og netto 17 mia. kr. (ekskl. offentlig effektivisering), som ifølge planen også i et vist omfang skal bruges på bl.a. velfærd i bred forstand.  Heraf er 5 mia. kr., som ifølge ”Danmark i arbejde” er beregnet på modernisering af den offentlige sektor, dog penge som denne sektor selv skal levere gennem ”effektivisering” og kan derfor næppe betragtes som en udvidelse af offentligt forbrug.

Af de netto 17 mia. kr. skulle som tidligere beskrevet bruges årligt godt 1 mia. kr. på at løfte den årlige realvækst i det offentlige forbrug fra 0,6 til 0,8 % Tilbage er altså et ”overskud” på netto 16 mia. kr. Heraf skal dog 8 mia. kr. ryge direkte i statskassen til at bedre de offentlige finanser. Men resten af det tilbageværende råderum på 8 mia. kr. skal ifølge ”Danmark i arbejde” som anført bl.a. også bruges på offentlige investeringer og udgifter.

I overskuddet på netto 8 mia. kr indgår som foran beskrevet for det første et råderum frem til 2020 på årligt 6 mia. kr. Ifølge planen skal midlerne bruges til ”Vækst, beskæftigelse, velfærd, uddannelse og grøn omstilling”. De nærmere initiativer er endnu ikke fastlagt. Dog er regeringspartierne enige om, at årligt 2½ mia. kr heraf bruges til uddannelse, som jo også hører under velfærd.  Herudover kommer for det andet, at regeringen har som mål, at tre ud af fem unge skal have en videregående uddannelse og hver fjerde en lang videregående uddannelse. Hertil afsættes af ”overskuddet” årligt 2 mia. kr.

Men igen: Uddannelse er jo også velfærd. Alt i alt er der således i ”Danmark i arbejde” angiveligt – ud over de 0,8 % (ca. 4 mia. kr årligt) netto afsat op til 8 mia. kr til bl.a. velfærd (2 mia. til videregående uddannelse og 6 mia. kr til pulje til ”Vækst, beskæftigelse mv.).

Figur: Reformbidrag og anvendelse i 2020. [13]

Alligevel må man nok være ganske forsigtig vedrørende, hvorvidt ”Danmark i arbejde” reelt kommer til at afsætte flere midler til velfærd end den officielt gældende årlige gennemsnitlige realvækst på 0,8 % svarende til omkring 4 mia. kr.

Det hænger sammen med, at den endelige udmøntning af i hvert tilfælde puljen på 6 mia. kr. - og måske også af de til offentlig modernisering afsatte 5 mia. kr. - vil afhænge af de politiske forhandlinger om de reformer, som planen skal udmøntes i, navnlig skattereformen. Alt tyder på, at disse forhandlinger vil komme til at foregå med de borgerlige partier og navnlig med Venstre. Og netop Venstre har budt ind både på de 8 mia. kr til vækst – og beskæftigelsespuljen + uddannelse og på de 5 mia. kr. til modernisering af det offentlige. Disse penge ønsker Venstre i stedet at bruge til at finansiere skattelettelser. De Konservative har også rejst et lignende krav. Kommer Venstre igennem med disse krav bliver konsekvensen, at der IKKE bliver midler tilovers til velfærd ud over den afsatte ramme med en årlig gennemsnitlig realvækst på 0,8 % = omkring 4 mia. kr. årligt.

Hertil kommer, at trepartsforhandlingerne som bekendt er kuldsejlet og dermed er de 4 mia. kr. væk, som de skulle have bibragt. Regeringen har sagt, at den vil finde pengene på anden måde. Men består denne ”anden måde” i yderligere besparelser, kan realvæksten i det offentlige blive yderligere decimeret, hvis dele af de 4 mia. kr. skal findes her. Dette er nok det mest sandsynlige, men realvæksten i det offentlige forbrug kan også helt blive aflyst, hvis offentlige besparelser skal finansiere alle de 4 mia. kr.

Endvidere skal det bemærkes, at selvom der faktisk kommer yderligere milliarder til offentligt forbrug, så er der under alle omstændigheder tale om midler til nye aktiviteter og indsatser. Der vil hermed til de eksisterende serviceydelser årligt stadig kun være de 0,8 % realvækst = omkring 4 mia. kr, for det er jo netop tilbageholdenheden med det offentlige forbrug til eksisterende velfærdsserviceydelser, som skal være med til at finansiere ”overskuddet”. Det vil sige, at der fortsat på de eksisterende brede velfærdsserviceydelser - børnepasning, skole, ældrepleje og sundhed - årligt skal spares op til 2½ mia. kr årligt svarende til nedlæggelse af op til 5000 stillinger.

DEL III: Planen forudsætter kæmpe beskæftigelsesløft uden nævneværdig jobskabelse
3.1. SRSF vil gerne gøre en forskel

Som det er fremgået kopierer SRSF-regeringens 2020-plan ”Danmark i arbejde” på en række centrale punkter den borgerlige VK-regerings tidligere plan ”Reformpakken 2020”. Først og fremmest opererer ”Danmark i arbejde” med samme angivne snævre ramme som VK for realvæksten i det offentlige forbrug, som man kun vil lade vokse med 0,8 % i årligt gennemsnit.  Og ud over tilbageholdenhed med det offentlige forbrug består finansieringen i ”Danmark i arbejde” lige som i ”Reformpakken 2020” hovedsageligt af en lang række udbudsøkonomiske arbejdsmarkedsreformer.  Langt hen ad vejen er der i ”Danmark i arbejde” - ligesom i SRSF-s regeringsgrundlag - tale om, at den ”røde regering” fører ”blå politik”.

Men samtidig med, at SRSF-regeringen bevidst taktisk har lagt sig tæt op ad de udkårne borgerlige forligspartnere, hævder regeringen alligevel, at planen er forskellig fra VK’s, og at ”Danmark i arbejde” samtidig knytter tråde tilbage til ”Fair Løsning”. Det sker i ”Danmark i arbejde” gennem højere beskæftigelses-  og vækstmål end i sin tid VK’s plan. Beskæftigelsen skal frem til 2020 angiveligt øges med 180.000 personer mod VK’s 135.000, hvormed næsten hele tabet af arbejdspladser under finanskrisen ville være generobret.  Og den økonomisk vækst skal i forhold til i dag næsten fordobles til en årlig gennemsnitlig realvækst i BNP på 2,25 % frem til 2020.  Også dette er højere end VK´s tilsvarende vækstmål på 1,75 %.

Denne angivelige højere vækst og beskæftigelse tjener i ”Danmark i arbejde” som afsæt for, at der optræder et angiveligt økonomisk overskud - et såkaldt ”råderum” på 8 mia. kr, som regeringen vil afsætte til en øget indsats til bl.a. beskæftigelse og velfærd, herunder uddannelse. Provenuet af et sådant råderum ville VK næppe have tøvet med at reservere til skattelettelser. I de igangværende skatteforhandlinger har Løkke da også – som tidligere beskrevet -  straks slået ned på dette. Tilsyneladende trækker SRSF med 2020-planen altså den klassiske forskel op på de ”røde” og de ”blå”, som tilhængere af henholdsvis velfærd respektive skattelettelser.

3.2. Men skinnet bedrager
Men skinnet bedrager. For ”Danmark i arbejde” synes ved nærmere eftersyn ikke at have så meget at have de ambitiøse vækst- og beskæftigelsesmål i. Hovedmidlet til at løfte beskæftigelsen med 180.000 består i ”Danmark i arbejde” nemlig ikke i at skabe flere jobs, men tværtimod i at øge arbejdsudbuddet med i alt 100.000 personer. Herudover håber regeringen på, at bedre konjunkturer vil skabe yderligere 80.000 arbejdspladser.

I forbindelse med det øgede arbejdsudbud forudsætter regeringen, at det af sig selv omsættes i øget beskæftigelse på sigt. At der er tale om en sådan positiv beskæftigelseseffekt af øget arbejdsudbud finder finansministeren ”veldokumenteret”. Men her ligger regeringen under for en neoliberalistisk udbudsøkonomisk fejltagelse. Tværtimod viser dansk økonomisk historie i sidste halvdel af forrige århundrede, at arbejdsudbuddet igennem flere årtier kunne øges stærkt, men uden at antallet af arbejdspladser og dermed beskæftigelsen steg i samme takt. Det resulterede i, at arbejdsløsheden voksede helt op til 350.000 personer i begyndelsen af 90’erne.

Problemet er, at for at øget arbejdsudbud omsættes i beskæftigelse, så kræver det selvfølgelig en modsvarende øget efterspørgsel efter arbejdskraft - det vil sige, at det kræver, at der er jobs. Men så mange flere jobs kan kun komme enten fra stærk økonomisk vækst eller fra massiv offentlig jobskabelse. Skal der ud over det øgede arbejdsudbud på 100.000 også ske et yderligere løft i beskæftigelsen med 80.000 personer ”fra bedre konjunkturer” bliver vækstkravet endnu større.

Hvad angår jobskabelse har vi indtil nu imidlertid ikke set noget i størrelsesordenen 180.000 flere arbejdspladser i regeringens reformplaner; bortset fra den stærkt begrænsede kickstart, som allerede afløses af kick-stop fra 2014, og som herefter ikke vil bidrage med arbejdspladser. Hertil kommer et forslag i skattereformen om øget afskrivning, som imidlertid højst giver 6.000 arbejdspladser. Regeringens plan rummer således den besynderlige selvmodsigelse at forudsætte et kæmpe beskæftigelsesløft uden tilsvarende jobskabelse.

3.3. Regeringen håber på økonomisk mirakel
At en sådan økonomisk vækst og stigende efterspørgsel efter arbejdskraft skulle komme fra økonomien selv uden regeringens medvirken, er der desværre næppe udsigt til. Tværtimod tegner det til lavvækst så langt øjet rækker for dansk økonomil - bl.a. som følge af udviklingen på Danmarks eksportmarkeder i EU pga. den fortsatte finans- og gældskrise. I stedet for et traditionelt hurtigt konjunktur ned- og -opsving (såkaldt V-formet krise) tegner den økonomiske udvikling efter finans- og gældskrisen til en kombination af langvarig lavvækst (såkaldt L-formet krise) og dyk, fremgang og nye dyk (såkaldt w-formet krise).

Figur: Finanskrisens hidtidige og videre forløb. [14]

 

Og det gælder i den indenlandske økonomi på grund af fortsat boligmarkeds -, forbrugs – og investeringsafmatning. En ny prognose fra OECD er dyster. Her regnes kun med en gennemsnitlig vækst på 1, 4 pct. fra 2013 og frem til 2017.[15] Og det må endda betegnes som et spørgsmål om det – i lyset af den fortsatte og vedvarende gældskrise i EU – holder?

Figur: Årlig realvækst i dansk økonomi 2009 – 2020 (% af BNP). [16]

 

Det offentlige kunne skabe flere jobs, men her vil regeringen jo tværtimod holde det offentlige forbrug i stram snor. Og der er ingen udsigt til, at afgangen af ældre fra arbejdsmarkedet frem til 2020 vil skabe stillinger til 100.000 flere. Tværtimod viser den seneste befolkningsprognose fra Danmarks Statistik, at arbejdsstyrken faktisk stiger frem til 2020.

Figur: Befolkningsfremskrivninger – antal personer mellem 15 og 64 år. [17]

Det gælder endnu mere, hvis man indregner effekten af stigende uddannelsesniveau. Indregnes konsekvenserne af befolkningens stigende uddannelsesniveau i langtidsfremskrivningen af arbejdsstyrken får det den betydning, at stigningen i arbejdsstyrken går fra at udgøre knap 2.000 til kun at udgøre op over 20.000 personer.

Figur: Stigning i arbejdsstyrken frem til 2020 – ekskl. og inkl. uddannelseseffekt.[18]

 

Jobbene til det forudsatte massive beskæftigelsesløft på 180.000 kan således ikke påregnes at komme fra økonomien selv – hverken udefra eller indefra. Hovedproblemet i ”Danmark i arbejde” er derfor, at der intet forhold er mellem det forudsatte kæmpe beskæftigelsesløft og så den himmelråbende mangel på jobskabelse i en modsvarende størrelsesorden.

”Danmark i arbejde” forudsætter med andre ord intet mindre end et økonomisk mirakel, hvis den skal lykkes. Men da den ikke selv rummer nogen mirakelkur med hensyn til den nødvendige jobskabelse, betyder det, at en forøgelse af arbejdsudbuddet med 100.000 personer frem til 2020 i stedet kun vil medføre, at arbejdsløsheden vokser.

Figur: Registreret ledighed og bruttoledighed (fuldtidsledige – årsgennemsnit). [19]


 

3.4. Lige tvivlsom statsfinansiel effekt

Højere vækst og beskæftigelse er jo det i planen, som skal forbedre de offentlige finanser med yderligere mange milliarder og angiveligt kunne give råd til øget uddannelse, bedre velfærd og øget beskæftigelsesindsats. MEN: Hvis planen ender som ”Danmark i arbejdsløshed”, så kommer der i stedet til at mangle op til 36 mia. kr i planens forudsatte budgetforbedring af de offentlige finanser.

Tabel: Hul i finansieringen af ”Danmark i arbejde”, hvis forudsat beskæftigelsesløft ikke realiseres.[20]

 

Mia. kr.

1.  Ved manglende jobs til øget arbejdsudbud

20

2. Ved manglende bedre konjunkturer og dermed følgende udeblivelse af beskæftigelsesløft herfra

16

3. I ALT

36

De mange milliarder, der på grundlag af det øgede arbejdsudbud i finansministeriet vil blive tilskrevet den strukturelle offentlige saldo, vil således kun eksistere som ”fantazillioner” på papiret.

Hermed viser det, der skulle trække tråde tilbage til ”Fair Løsning” og trække en forskel op i forhold til VK, sig at være et sandslot. Og det kan tilmed tværtimod blive en dyr fornøjelse for virkelighedens offentlige finanser. For hvis kun arbejdsløsheden stiger, øges også det faktiske, løbende underskud på de årlige finanslove.  Og her har regeringen jo bundet sig op på EU’s krav om, at det faktiske løbende årlige underskud ikke må overstige 3 % af BNP.  Og i den forbindelse tæller fiktiv beskæftigelsesfremgang og udbudsøkonomiske ”fantazillioner” ikke – her skal finansieres med rigtige menneskepenge. Og udebliver den angivne beskæftigelsesfremgang og følgende budgetforbedring og erstattes den i stedet af stigende arbejdsløshed og underskud, så er der i sidste ende kun velfærden til at betale.

Det kan såmænd endog blive endnu værre. For regeringen har for længst udset Venstre og de borgerlige til forligsparter om den kommende skattereform og disse har som forventeligt spillet ud med krav om udmøntning af større eller mindre dele af ”råderummet” til skattelettelser. Hvilket regeringen allerede har erklæret sig åben overfor - uanset at det beregnede råderum således i allerhøjeste grad er ”hypotetisk”. Pumpes dette fiktive og hypotetiske ”råderum” i de kommende år imidlertid ud i ganske anderledes kontante og virkelige skattelettelser, får vi - ganske som i VK’s tid - igen reelt ufinansierede skattelettelser og nye underskud på de årlige finanslove.

Og mon ikke underskuddet – også ganske som i VK’s tid - igen vil blive dækket ind gennem besparelser på velfærdsydelserne for børn, skoleelever, ældre og syge og på overførselsindkomsterne til de svage?

”Danmark i arbejde” risikerer således ikke bare at ende som ”Danmark i arbejdsløshed”, men risikerer oven i købet at videreføre de borgerliges katastrofale underskudsskabelse på de offentlige finanser gennem reelt ufinansierede skattelettelser.


[1]) Jf. Danmark i Arbejde, s. 28.

[2]) Egen beregning på basis af ”Danmark i arbejde” og ”Reformpakken 2020”

[3]) Egen bearbejdning på basis af ”Danmark i arbejde”, s. 28.

[4]) Kilde: LO – ”Regeringens 2020 plan – Danmark i arbejde”. 08.05.12

[5]) Kilde: Danmark i arbejde, s. 45.

[6]) Jf. Danmark i arbejde, s. 52.

[7] ) Jf. Lund, Henrik Herløv: SRSF s endelige budgetlov. Skønnet for SRSF s budgetforbedringskrav i 2020 er nedjusteret pr. 01.05.2012, jf. Horn, Ulrik: Oven anførte artikel samt jf. Regeringen: Konvergensprogram 2011.

[8]) Jf. Danmark i arbejde, s. 89.

[9]) Jf. Danmark i arbejde.

[10]) Jf. Berlingske 09.05.12 og jf. Madsen, Martin: Nulvækst tilbageruller velfærdssamfundet. AE rådet, 28.04.10/

[11]) Jf. Madsen, Martin: Nulvækst tilbageruller velfærdssamfundet. AE rådet, 28.04.10/

[12]) Egen beregning

[13]) Jf. Oven anførte værk.

[14]) Kilde: Egen tilvirkning.

[15]) Jf. OECD: Economic Outlook 22. maj 2012.

[16]) Jf. Regeringen: Konvergensprogram 2011, s. 115 samt egen beregning.

[17]) Oven anførte værk.

[18]) Jf. ovenstående. Egen tilvirkning.

[19]) Kilder: Danmarks Statistik, AE-rådet og egen vurdering (rev.) fra Lund, Henrik Herløv: Den økonomiske krise)

[20]) Kilde: Egen beregning på grundlag af ”Danmark i arbejde”