Hvad vi også kan lære af trepartsforliset?
Af Klaus Krogsbæk

Offentliggjort: 15. juni 2012

Ligeså langstrakt optakten til trepartsforhandlingerne havde været, ligeså brat en afslutning fik de. De forliste ikke, de blev ganske enkelt aflyst.

Det var finansminister Bjarne Corydon, der på eget initiativ lukkede og slukkede, inden forhandlingerne for alvor var kommet i gang. Det gjorde han som bekendt på baggrund af en pressemeddelelse fra Dansk Metal, der såmænd blot gentog, hvad FOA’s forbundsformand Dennis Kristensen længe havde sagt – nemlig at ingen helligdage var til salg. Og i øvrigt heller ingen feriedage. Der fandtes andre ideer til, hvordan vi alle kunne blive længere på arbejdsmarkedet, mente man.

Med sin aflysning af forhandlingerne rev finansministeren enhver illusion om indholdet af trepartsforhandlingerne bort: 20.000 flere par hænder på arbejdsmarkedet – ellers er der ingen grund til at mødes.

Formålet med trepartsforhandlingerne var fra første færd et led i målsætningen, som den blev formuleret i regeringsgrundlaget: generelt at øge arbejdsudbuddet. Specielt gennem udvidelse af arbejdstiden, som det blev formuleret i kommissoriet for trepartsforhandlingerne.

Regeringen vil ifølge sin plan, ’Danmark i arbejde’, i alt løfte arbejdsudbuddet med, hvad der svarer til 100.000 personer frem til 2020 – de hidtidige reformer indregnet (bl.a. Tilbagetrækningsreformen); ifølge planen skulle trepartsforhandlingerne alene bidrage med 20.000.

De andre emner, som fagbevægelsen havde fået presset ind i kommissoriet, var for regeringen ikke grund nok til at fortsætte drøftelserne. Betalingen skulle nemlig falde prompte, inden regeringen ville tale videre med fagbevægelsen om fx uddannelse og praktikpladser, arbejdsmiljø og beskæftigelsesindsats.

De fire mia. kr., som forhandlingerne skulle tilvejebringe gennem det forøgede arbejdsudbud, blev efter finansministerens aflysning af forhandlingerne italesat som et relativt overkommeligt beløb og i hvert fald noget, man kunne finde på anden vis; hvilket vil sige ved besparelser i den offentlige sektor. Hermed blev det af fagbevægelsen foranledigede forhandlingsforlis – set med finansministerens øjne - konverteret til politisk ammunition imod de offentlige ansattes fagforeninger. Disse bliver ramt af deres eget ’nej til at arbejde mere’, når regeringen nu udfører sin ’Plan B’.

Det sker igennem regeringens ekstra skrappe krav til næste års kommunale budgetter, som blev færdigforhandlet med Kommunernes Landsforening i weekenden efter trepartsforliset. Som noget nyt førte forhandlingerne til en decideret reduktion af de økonomiske rammer på 1.7 mia. kr.

I parentes bemærket er der hermed også taget tilløb til et yderst magert – hvis ikke værre - resultat for de offentligt ansatte ved de kommende overenskomstforhandlinger i 2013.

Hvad overskrifterne sagde …
Men tilbage til de aflyste trepartsforhandlinger: Ingen kan påstå, at fagbevægelsen var uvidende om den nye regerings ønske om at udvide arbejdsudbuddet og øge arbejdstiden. Det var jo allerede en del af S og SF’s oprindelige ’Fair Løsning’, som de to partier samlet gik til valg på, og som var clearet af med fagbevægelsens top på forhånd.

Ønsket om at slippe af med VKO-flertallet og den borgerlige regering var så stort i fagbevægelsen, at i de seneste måneder og år forud for folketingsvalget sidste år blev regeringsskiftet et mål i sig selv.

(Til illustration: I en større lokal fagforening gengav medlemsbladet igennem flere måneder en nedtælling til folketingsvalget uden, at argumentationen inde i bladet havde tilsvarende tyngde og troværdighed. I den lokale LO-sektion talte man efter folketingsvalget på et repræsentantskabsmøde om, at ”vi vandt valget”, selv om S og SF faktisk gik tilbage.)

Ønsket om et regeringsskifte blev stimuleret af den måde, som ’Fair Løsning’ taktisk og agitatorisk blev præsenteret på. Under overskriften ”De fire trin til vækst og velfærd” hed det:

”GANG I VÆKSTEN STYR PÅ INDTÆGTERNE: Først skal vi have gang i væksten og styrke konkurrenceevnen. Uden ny vækst får vi ikke Danmark ud af krisen og ind i et nyt opsving.

STYR PÅ INDTÆGTERNE: Derefter skal vi have styr på indtægterne. Der har været for slap styring af landets økonomi. Det skal være slut med ufinansierede skattelettelser. Og vi vil tage ansvar for økonomien og sikre, at alle initiativer finansieres krone for krone.

EN EFFEKTIV OFFENTLIG SEKTOR: Så skal vi have en mere effektiv offentlig sektor. Vi fremtidssikrer ikke velfærden ved at spare den væk. Til gengæld skal vi effektivisere den offentlige sektor, så vi får mere for skattekronerne.

ARBEJDE MERE OG UDDANNE OS BEDRE: Når vi har fået gang i økonomien, og vi mangler hænder, skal vi arbejde mere og uddanne os bedre og hurtigere.”

Læg mærke til, at der tales om ’trin’ – i indholdsfortegnelsen til ’Fair løsning’, nummereres de 1, 2, 3 og 4. Man betræder altså det første trin, inden man træder op på det andet osv. For at understrege dette illustreres i ’Fair Løsning’ de fire trin med en tidslinje - det ene kommer før det andet. Denne tidskobling i mellem trinene understreges også ved brug af ord som ’først’, ’derefter’, ’så’ og ’når’. Endelig er der også en årsagskobling, hvor det, at ’vi skal arbejde mere’, skyldes, at ’vi mangler hænder’, fordi der er ’gang i økonomien’.

Altså er væksten forudsætningen for alt det andet. ’Timingen er afgørende’, som LO-formand Harald Børsting har sagt det.

Det var denne argumentation, som fagbevægelsen tog til sig. Og set fra den enkelte fagforeningsformands synspunkt, med høj arbejdsløshed i den lokale afdeling, utryghed blandt medlemmerne og den verdensomspændende krise i TV-Avisen hver eneste aften var ’Fair Løsning’ - trods de 12 min. - måske ikke så dårlig endda og i hvert fald nok til at huske medlemmerne på, at de denne gang skulle sætte krydset rigtigt.

S og SF lagde i valgkampen især vægt på argumentationen for de emner og vinkler, som ville kræve 90 hjerterøde mandater for at blive gennemført - hvilket meningsmålingerne op til valget dog ikke tydede på, og hvilket heller ikke er set siden ’Det røde kabinet’ i 1966, hvor de to partier havde flertal.

… og hvad der stod at læse med småt
Bag ved overskrifter og valgplakater var fokus selvfølgelig også rettet mod magten; dvs. mod etableringen af det parlamentariske grundlag, som kunne sikre Socialdemokratiet regeringsledelsen - den røde blok. Og her var De Radikale med om bord.

Frem for overskrifterne skulle man i virkeligheden lægge mærke til det, der stod skrevet med småt i ’Fair Løsning’ og som udsprang af den samme økonomiske tankegang som VK-regeringens - nemlig at sætte offentlige besparelser, øget arbejdsudbud og løntilbageholdenhed i centrum. Borte tog væksten.

Både fagbevægelsen og Socialdemokratiet (og SF) satsede i den grad på at få generobret regeringsmagten, at den politiske linje og troværdigheden blandt medlemmer og vælgere blev underordnet dette hensyn.

Såvel S og SF’s som fagbevægelsens folkelige opbakning er kun en skygge af, hvad det var for blot 25 år siden. Både i partierne og i fagforbundene domineres politikudviklingen af vellønnede funktionærer og akademikere, som langt hen ad vejen tænker og handler som deres ’kolleger’ i de borgerlige partier og DA og DI; og som på mange måder udgør organisationernes indre liv.

De deler demokratiopfattelse med de borgerlige: vælgerne kaldes til stemmeurnerne ca. hvert fjerde år, men den demokratiske praksis overlades til politikerne. Vælgerne er så at sige det legale fundament for de politiske aktører.

Situationen er tilsvarende i fagbevægelsen. Her har ideen om fagbevægelsen som serviceorganisation de facto bredt sig igennem mange år. Medlemmerne ringer ind, hvis de har problemer (eller vil klage over kontingentets størrelse), ellers interesserer de sig hverken for faglige spørgsmål eller politik – ifølge apparatet selv.

Men både vælgere og fagbevægelsens medlemmer lod altså alligevel høre fra sig, og trepartsforhandlingerne grundstødte. Protesterne mod at forpligte sig til at arbejde mere uden at vide, om arbejdsløsheden ville falde, stagnere, stige eller eksplodere blev så højrøstede, at en forlængelse af arbejdstiden måtte skrinlægges. Indtil videre.

Fiaskoen blev af de faglige og politiske ledelser forklaret som en kommunikationsfejl. ”Vi har ikke været gode nok til at kommunikere”, lyder svaret fra alle sider af parti og fagbevægelse. I sin grundlovstale sagde statsministeren, at hun godt forstår, ”at det klinger mærkeligt, at regeringen beder jer om at arbejde mere, når der er alle de andre udfordringer her og nu. Måske har vi og jeg selv heller ikke altid være så gode til at fortælle, hvorfor det er sådan.” Også LO-formanden havde ”svært at forklare medlemmerne, at de skal arbejde mere i den nuværende situation.”

I 11. time
Den interne tvedeling af fagbevægelsen fører uvilkårligt til en umyndiggørelse af medlemmerne. Ikke alene handler apparatet på deres vegne. Det handler også i stedet for dem. Og det ender med at handle imod dem.

Fra institution til bevægelse. Det er den virkelige lære, som fagbevægelsen må drage af trepartsforhandlingernes forlis. Og det kan kun gå for langsomt - for det er en vigtig årsag til det stærkt faldende medlemstal.

Og tro ikke, at ”det holder vores tid ud”. 30. maj 2012 havde MetroXpress et reklameomslag fra Det faglige Hus:

”LO er parat til at forære lønmodtagernes goder til regeringen i kampen om at få gang i hjulene. Det Faglige Hus mener ikke, at der skal sælges ud af hverken ferie eller fridage. Lønmodtagerne har allerede bidraget med løntilbageholdenhed under forårets forhandlinger om overenskomst. Så de har givet deres til at styrke Danmarks konkurrenceevne. Hertil kommer, at der også er hentet besparelser ved at forringe efterlønsordningen uden særlig modstand fra LO’s side.”

Der er nok at tage fat på.