Vi skal gribe chancen for fornyelse
Af Redaktion Sozialismus

Offentliggjort: 15. juni 2012

Med valget af Katja Dresden og Bernd Riexinger som politisk ledelsesduo fulgte de delegerede på Die Linkes kongres i weekenden 2.-3. juni til sidst forslaget om en integrativ løsningi kølvandet på Oscar Lafontaines tilbagetræden.

Allerede på førstedagen havde kongressen forud for et marathonforløb af valghandlinger gjort sit fokus klart og fastlagt ruten. Med et klart flertal havde de delegerede afslået, at et alternativt beslutningsforslag fra den såkaldte reformfløj skulle indbygges i det oprindelige beslutningsforslag. Det drejer sig bl.a. om følgende passage: ”At kæmpe for demokrati i Tyskland og Europa betyder også, at vi må vende blikket indad. Vi kan kun kæmpe for menneskers fremtid, hvis vi ikke er adskilt fra dem. Dette kræver mere selvtillid og mere mod til en bred politisk deltagelse i forhold til den politiske udvikling … Den særlige udfordring for os består i, trinvis at åbne den hidtil praktiserede partipolitik og at tilpasse os det voksende ønske om politisk deltagelse. Den ene partifløjs sejr over den anden er ikke interessant for vores vælgere. Derfor må denne kongres ikke forspilde muligheden for en fælles ny begyndelse.”

Katja Kipping, der tidligere i fællesskab med Catherine Schwabedissen (talsmand for partiet i Nordrhein-Westphalen) havde talt for en "team-løsning" – på tværs af den eksisterende fløj-logik, opnåede i første valgrunde 67,1 pct. af stemmerne. Den eneste modkandidat, gruppeformanden for partiet i Hamburgs parlament, Dora Heyenn opnåede 29,3 pct.

Det er klart, at en stor del af de delegerede kan leve med en formand, som - på trods af sin udgangspunkt i Sachsen - ikke er underlagt øst-vest-skismaet. Som medstifter af tidsskriftet ”Prager Frühling” [1] og ”Instituts Solidarische Moderne” [2] står hun for en libertariansk socialismeopfattelse. Hun går ind for en ubetinget grundindkomst (en slags borgerløn), er i parlamentsgruppen en engageret socialpolitiker, som hovedsageligt beskæftiger sig med de sanktioner som det Hartz IV-ramte regime udsætter folk for. Hun argumenterer ligeledes for en anden politisk debatkultur imellem de forskellige positioner på venstrefløjen, såvel som for et åbent forhold til De Grønne og SPD.

Hun legemliggør - også på grund af sin alder (34 år) - den moderne, pluralistisk venstreorienterede i det 21. århundrede. I sine første udtalelser til medierne sagde hun, at frelsermyten måtte være død og: "Lad os nu slippe for dette dødsyge øst-vest-skisma." Hun ønskede at bringe visionen om en fornyet venstrefløj. Konkurrencen på volumen og retorik ville hun ikke kunne vinde – men: "Måske kan jeg være med til at ændre tonen". Hun ønskede først og fremmest en menneskelig omgangstone. Om de håb og forventninger, der nu rettes mod hende, er realistiske, vil kun fremtiden vise.

Nu, hvor tiden udløber for de store alfa-hanner Lafontaine og Gysi, bliver det faktisk endnu mere vigtigt at møde de kommende udfordringer med et åbent visir og holdånd. Med valget af Bernd Riexinger, formand for Die Linke i delstaten Baden-Württemberg – som hidtil har spillet en central rolle i fagforeningen ver.di [3] – blev valgt en mand ved siden af Katja Kipping, som mødes af megen mistillid fra partiforeningerne i de østlige delstater: Riexinger kender ingen dér, og er - som fagforeningsaktivist ikke andet end en kopi af den kontroversielle og mislykkede ex-parti chef Klaus Ernst og indsat af Lafontaine. Riexinger blev først og fremmest placeret for at blokere for Dietmar Bartsch. Sarah Wagenknecht derimod ser Riexinger som en kandidat "der står uden for konfliktlinjen. Spørgsmålet er, om man giver ham en chance."

Afstemningsresultaterne er en del af baggrunden for disse forbehold: Bernd Riexinger fik 297 stemmer (53,5 pct.) - 46 flere end sin modstander, Dietmar Bartsch (45,2 pct.), som i sin opstillingstale - og tidligere også på skrift - påpegede, at "Die Linke får ikke inden for en overskuelig fremtid et flertal alene, men må derimod mange steder gå med som den lille partner i alliancer ... Vælgerne behøver os ikke mere for at sætte SPD under tryk. De har brug for os, hvis de synes, at vores krav er gode og har tillid til, at vi også kan gennemføre noget. Derfor er vi nødt til at komme med tilbud. På lokalt plan og på nationalt plan, vil et samarbejde med andre parter kun fungere, når og fordi vi er suveræne."

Bernd Riexinger indtog i sin valgtale en anden position: "Die Linke har i sin levetid givet en stemme til millioner af mennesker, som længe ikke havde følt sig repræsenteret af de andre partier. Partiet har formået at opbygge en opposition til de neoliberale mainstream-partier og danne et alternativ til Agenda 2010-partierne SPD og Die Grüne. Det har bevist sig værdigt som fredsparti ved at sige fra over for missioner i udlandet og militarisering. Af forskellige objektive grunde - men også som følge af egen skyld - er projektet med at opbygge et samlet tysk venstrepluralistisk parti løbet ind i en krise. For igen at bringe partiet på succesrig kurs, må vi igen betydeligt mere beskæftige os med vores politiske modstandere og stå frem som politisk alternativ til den herskende politik for social polarisering. Også på denne måde må Die Linke blive repræsentant for et alternativt demokratisk, socialistisk samfund.

Skærpelsen af modsætningerne på kongressen udspringer ikke primært af disse positionsforskydninger, men derimod i en mangel, som Frankfurter Rundschau rigtig beskrev således: ”Skylden herfor bæres ikke alene af de sejrende i denne weekend – dvs. de gamle fagforeningsfolk og SPD-hadere fra vesten. Skyldes bæres i lige høj grad af tilhængerne af Dietmar Bartsch … selv om de har en forskellig fortid, har de i fællesskab begået den samme fejl: De er alle – vestlige og østlige, ’fundamentalister’ og ’realister’ (og uanset hvordan man ellers kan opdele dem) - mislykkedes med at formulere et overbevisende politisk venstrealternativ til SPD.”

Det handler ikke om en konkurrence i disciplinen ’Kritik af det europæiske socialdemokrati’. Stående over for en dyb spaltning af Euro-Zonen og et truende tilbageslag for den globale økonomi, handler det om at finde en alternativ vej for samfundsmæssig sanering og vækst. Det europæiske socialdemokrati bestrider ikke omfanget af krisen, men de sætter stadigvæk deres lid til den gamle ide: Kun gennem tydelig forbedring af de enkelte økonomiers konkurrenceevne kan det 21. århundredes store krise overvindes. Denne vej er ikke kun økonomisk forkert. Den er også forbundet med en uddybning af de sociale forskelle og i sidste ende med ødelæggelsen af den  sociale tryghed og inklusion, som er opbygget over mange år. Derfor står og falder det videre forløb i Euro-Zonen med opbygningen af et realistisk koncept for etablering af samfundsmæssige alliancer og ændring af de samfundsmæssige styrkeforhold.

Kongressens erklærede vilje til samling fik begge de to ’store’, Gysi og Lafontaine til at skærpe formuleringerne. I en tale fuld af skuffelse og irritation advarede Gysi: ”Der findes meningsforskelle. Men det er ikke det afgørende. Det må vi kunne finde ud af. Men i vores gruppe i Bundestagen hersker også had. Og had kan man ikke kontrollere. I flere år har jeg forsøgt at føre de forskellige dele sammen. I flere år har jeg befundet mig mellem to lokomotiver, som kører mod hinanden. Og jeg ved at man kan blive knust af det … Jeg siger det her så åbent som muligt. Enten bliver vi i stand til at vælge en kooperativ tilgang til ledelse, der integrerer og organiserer, således at vi igen bliver opfattet primært som politisk tænkende – af borgerne, af medierne og af andre parter. Det ville jeg hilse velkommen, og i den kamp vil jeg deltage. Men den position kommer vi ikke i, hvis gruppe A besejrer gruppe B, eller hvis gruppe B besejrer gruppe A. Sker det, så siger jeg til jer: Så vil det være bedre at skilles på en fair måde end unfair at fortsætte. Så er det bedre at opløse et ulykkeligt ægteskab præget af had og svindel, fyldt af fupsejre og skumle nattemøder. "

Oskar Lafontaine erklærede sig uenig med Gysi: "Det har altid været vanskelige situationer i arbejderbevægelsens historie. Man må ikke undsige disse vanskeligheder. I stedet må man stille dette spørgsmål: Hvorfor er arbejderbevægelsen så ofte endt i vanskeligheder? Ser man på historien, så kan man også lære af den. Derfor siger jeg i dag – til trods for alle de problemer, som Gregor Gysi taler om: Der er ingen grund til at tage ordet splittelse i sin mund. Jeg beder jer alle: Glem fremover dette ord! Jeg vil også sige jer hvorfor. Historien om arbejderbevægelsen lærer os, at en splittelse kun er nødvendig, når det står fast, at der er tale om tunge programmatisk uenigheder.  Jeg vil minde jer om modsætningen mellem Liebknecht og Luxembourg – den ene var imod krigen og den anden for krigen. Men kun hvis den ene fløj her er for afviklingen af velfærdsstaten og de andre mod denne afvikling, så ville det være rimeligt at tale om splittelse. Men ikke hvis det blot er nuancer, der skiller. Det er ikke et rimeligt grundlag for at stille spørgsmålstegn ved det politiske projekt”!

Den politiske kultur i et bredt venstrepluralistisk projekt er først for alvor blevet anfægtet i en situation, hvor vi i det hele taget sætter spørgsmålstegn ved det som en speciel opgave. For det andet – og dette er efter vores mening en anden vigtig faktor ved vores svækkelse og tilbagegang – har partiet brugt for lang tid på at gøre den krise, der udbrød i kapitalismen i årene 2007 og 2008 til det centrale omdrejningspunkt i vores politik. Uenighederne her er blevet tildækket gennem formelle kompromiser snarere end fastholdt. Og derfor er der ikke blevet analyseret og konkluderet i det daglige arbejde omkring denne kriseproces.

Faktisk er meningsforskellene heller ikke blevet behandlet på denne kongres. Ligesom der helt sikkert har foregået diskussioner og aktioner, der har fornægtet den solidariske omgang os imellem. Men valget af ledelsen afspejler i sin sammensætning også nye muligheder: Med Caren Lay og Jan van Aken er to af de oprindelige medlemmer af "Team Kipping og team Schwabedissen" blevet valgt, med valget af Sarah Wagenknecht og Axel Troost, der beskriver sig selv som en "brobyggere", er muligheden åbnet for at gøre debatten om den økonomiske og finansielle kompetence central og muligheden for at gøre de nødvendige strategiske diskussioner frugtbare etableret. Der er ikke meget tid til at forberede partiet på de kommende valg, således at stemmetallene atter kan stige, men dette team vil – hvis det selv forstår sig sådan – kunne yde et bidrag. Således at et fornyet, handlekraftigt parti kan fremstå både på føderalt niveau og i Forbundsdagen.

Men ligesom det har været sagen, siden vi blev indvalgt i Bundesdagen i 2005, således drejer det sig også i dag først og fremmest om, hvordan man sørger for at tilvejebringe en levende basis for fraktionerne. Og at vi endnu engang risikerer en kriseagtig situation i forbindelse med nybesættelsen af posterne i Bundesdagen, kan efter denne kongres ikke udelukkes.

Hvis det med den nye ledelse lykkes, atter engang at få spørgsmålet om den politiske kultur på venstrefløjen sat i forgrunden i stedet for at få fokus på taktiske udmeldinger og spil – også selvom det sker med en gestus, som afspejler resigneret hjælpeløshed – er det vigtigt på alle organisatoriske niveauer i DIE LINKE, at man stræber efter at bevæge alle strømninger ind mod hinanden – at man forlader rethaveriskheden – og at man sætter ord på forskellene, så dialogløsheden overvindes. I det arbejde får den nyvalgte partiledelse en vigtig rolle. Den skal godt nok ikke opfinde partiet på ny. Men den skal justere og nyorientere det. Nye formelle kompromiser vil ikke hjælpe på dette arbejde, men tidsbegrænsede, aftalte alliancer vil dog kunne bidrage. Også til at modarbejde sprogløsheden.

Men dette er en kæmpemæssig opgave for den nye ledelse. For ifølge de seneste undersøgelser fra Opinionsinstituttet YouGov[4] på vegne af nyhedsbureauet DPA forudsiger 44 procent af de adspurgte, at DIE LINKE ikke vil klare spærregrænsen på 5 procent ved valget i 2013. Men 39 procent af de adspurgte mener dog, at DIE LINKE også vil være repræsenteret i Bundesdagen efter valget. To tredjedele af de adspurgte har ikke tillid til, at partiet vil være involveret i den politiske ledelse på det føderale niveau på længere sigt. Kun 20 procent mener, at partiet vil være i stand til at indgå i regeringskoalitioner. Efter hvad 59 procent af respondenterne siger, så vil et comeback for Oskar Lafontaine ikke forbedre partiets chancer for succes. Kun 21 procent mener, at grundlæggeren af partiet i sig selv har givet gevinst i forbindelse med et valg. Lige så lav var effekten af, at Sahra Wagenknecht var foreslået som medlem af partiledelsen. Kun en ud af fem har tillid til, at dette vil forbedre partiets resultater i det kommende valg.

Selv hvis man tager hensyn til, at tendensen i den slags prognoser sjældent er bestemt af interessante politiske motiver, er det stadigvæk en udfordring for de nyvalgte personer i spidsen og kan risikere at føre partiledelsen og partiets aktivister ind i et kompliceret modsætningsforhold. Som Wulf Gellert sagde det meget direkte, da han talte til kongressen: ”Der er hverken grund til dyb depression eller til overstrømmende glæde. Men efter min mening, så giver sammensætningen af ledelsen i det mindste lidt mere spillerum end før. "

Oversat fra tysk af Klaus Krogsbæk og Jan Mølgaard