Den danske model: Vi har tabt ad helvede til … skidt!
Af Jens Lind

Offentliggjort: 15. juni 2012

I Sverige har Socialdemokraterne taget patent på begrebet ’den nordiske model’. Når det kommer til stykket er det vi kalder for den danske model jo et plagiat af den svenske, så måske kan danskerne risikere et sagsanlæg når vi hele tiden taler om ’den danske model’? Men som en af de mere kritiske svenske top-socialdemokrater har sagt, så siger ideen ikke så lidt om arbejderbevægelsens vildfarelser i disse neo-liberalistiske tider med overfladiskhed og kommercialisering. Tænk at skulle tage patent på en politisk ide!

Under alle omstændigheder er begrebet også omtvistet her i Danmark. Hvad er den danske model egentlig og hvilke elementer består den af? Og vi finder vel også elementer her i Danmark af den ikondyrkelse, som den svenske eller nordiske model er eller har været udsat for i Sverige. Arbejdsmarkedets parter, politikerne og mange arbejdsmarkedsforskere hæger om den danske model som noget meget attråværdigt – en hellig ko - og har ofte den opfattelse, at det er noget som andre misunder os på grund af dens fortræffeligheder.

Bag disse opfattelser kan der ligge mange ting. På den ene side kan dyrkelsen hænge sammen med netop en kommercialiseret varetænkning, hvor ejeren kan bruge ejendomsretten til egen vinding af forskellig art, men på den anden side kan den også skyldes de komplekser, som ofte gror frem i et lille betydningsløst land, hvor behovet for at vise at man er – eller har - noget særligt ofte er meget stort, og ofte vokser ud over alle proportioner og nærmer sig etnocentrisme.

Som et politisk-ideologisk begreb er den danske model ikke i krise. Den lever i bedste velgående som et fælles referencepunkt for relationerne mellem staten og repræsentanterne for kapital og arbejde, hvilket også kom til udtryk i de afsluttede trepartsforhandlinger. Den udgør det fælles politisk-ideologiske paradigme, som gør, at der kan forhandles og laves kompromisser. Som sådan er begrebet af stor betydning og det er vel også derfor, at arbejdsmarkedsforskere og journalister ofte helt ukritisk bruger dette begreb. Der skal helst ikke rokkes for meget ved dette begreb for så risikerer vi, at hele korthuset ramler sammen, og så ender det måske med at samfundet for alvor kommer i krise og latente modsætninger, og konflikter bryder ud i lys lue.

Så lad os endelig starte med at konstatere, at den danske model stadigvæk findes, men vi må også erkende, at den har forandret sig ret markant igennem de senere år, og det rejser så spørgsmålet om, hvad det egentlig er, vi kalder den danske model, hvorledes den har forandret sig, og hvordan fremtiden ser ud med de tendenser, vi kan konstatere.

Hvad er den danske model?
Som oftest mener arbejdsmarkedsforskere, fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer, at den danske model er overenskomstsystemet, altså den frivillige aftalemodel, hvorved der forhandles og indgås kollektive aftaler. Frivillig i den forstand, at det er disse to aktører, der har lavet dette system uden pres fra staten og at de forhandler betingelserne for køb og salg af arbejdskraft uden indblanding fra staten. De to parter aftalte således i Danmark i 1899 grundlaget for denne model ved Septemberforliget, hvorefter staten sidenhen er støttet op om den med arbejdsret, forligsmandslov osv.

Gennem denne aftalemodel kan i princippet alle forhold på arbejdsmarkedet reguleres gennem kollektiv aftaleindgåelse. Sådan er det bare ikke. Udover at staten legitimerer aftaleretten mellem de to parter lovgiver den også om en række forhold, der er centrale for arbejdsmarkedet. Ferie, pension, funktionæransættelse, arbejdsmiljø og arbejdsløshedspolitikken er de klassiske områder for statslig regulering, hvor løn og arbejdstid er de centrale områder for aftalesystemet.

I praksis er demarkationslinien mellem aftalesystemet og lovgivningen meget diffus. Pension er i stigende grad – specielt efter 1988 – blevet et anliggende for aftalesystemet, og staten blander sig mere og mere i arbejdstiden og også aflønningen inden for nogle specielle områder. Samarbejdsforhold (ledelse og demokrati i arbejdslivet) er i princippet aftalestof (Hovedaftalen og Samarbejdsaftalen), men er også reguleret gennem såkaldte medarbejderrepræsentanter i selskabsbestyrelser. Der er masser af andre eksempler på den meget fleksible relation mellem lovgivning og kollektive aftaler, men som oftest bliver disse grænseproblemer ikke anset for at underminere aftalesystemet. Det er som regel kun, når staten griber ind i en overenskomstindgåelse, at der viser sig optræk til uoverensstemmelser, og den danske model bliver erklæret for truet.

Specielt i de seneste 10-15 år er danskerne begyndt at snakke om en lidt bredere model, som har den statslige arbejdsmarkedspolitik som udgangspunkt. Den såkaldte aktive arbejdsmarkedspolitik, som blev importeret fra Sverige i 1950erne og frem til 1970erne, blev omdøbt i sidste halvdel af 1990erne til ’flexicurity’ og fik i godt og vel et tiår en ikonstatus som overgik aftalemodellens. Gennem en aktiv arbejdsmarkedspolitik og en høj grad af økonomisk kompensation og tryghed i tilfælde af arbejdsløshed kan fleksibiliteten på arbejdsmarkedet forøges, hvorved den økonomiske og beskæftigelsesmæssige vækst stimuleres.

I denne ’flexicuritymodel’ blev de statslige politikker udslagsgivende for blandt andet den fleksibilitet, der blev resultatet af overenskomstsystemets begrænsede fokus på ansættelsestrygheden: når arbejdsløshedsunderstøttelsen var høj, var der ingen grund for fagforeningerne til at kræve lange opsigelsesvarsler og udbredt tryghed i ansættelsen.

Hvad har ændret sig?
Bortset fra de tilbagevendende udbrud om trusler mod den danske model a la ”ulven kommer”, hver gang regeringen griber ind i overenskomstforhandlingerne er det åbenlyst, at den danske model har ændret sig markant igennem de seneste år.

For aftalemodellen ser det måske ikke umiddelbart sådan ud: overenskomstdækningen er stort set uændret igennem mange år med næsten 100 % i den offentlige sektor og omkring 60 % i den private, altså samlet omkring 75 %. Men der er nogle tegn på, at nogle af forudsætningerne for aftalesystemets store betydning er ved at svækkes.

For det første er de kollektive aftaler blevet decentraliseret siden starten af 1980erne og i særdeleshed efter 1990. Dette er sket gennem en reduktion af hovedorganisationernes rolle, en ændring af lønsystemerne og placeringen af de vigtigste lønforhandlinger på den enkelte arbejdsplads. Dertil kommer, at nogle overenskomster på funktionærområdet slet ikke indeholder bestemmelser om lønhøjden, og at en stærkt øget arbejdstidsfleksibilitet er blevet lagt ud til forhandling på den enkelte arbejdsplads. Lønnen og arbejdstiden er med andre ord blevet mere markedsbestemt og individualiseret, hvorved mulighederne for fælles kamp og solidaritet mellem arbejderne er blevet væsentligt forringet, og arbejdsgivernes muligheder for at udnytte den splittelse er blevet meget større.

For det andet har EU-reguleringer medført en øget lovgivning på områder, der normalt blev aftalt eller konfliktløst mellem arbejde og kapital. Det gælder en hel række arbejderbeskyttelsesforanstaltninger relateret til arbejdstid, forbud mod eksklusivaftaler, begrænsninger i konfliktretten, udstationering af arbejdere og arbejderindflydelse i virksomheder. Disse reguleringer indskrænker aftalesystemets råderum lige som de stiller arbejdere med eller uden overenskomst lige.

For det tredje er reformeringen af ledelsesretten - og dermed arbejderbevægelsens kamp for demokratisering af arbejdslivet - indstillet. Opgivelsen af kampen for økonomisk demokrati i forbindelse med Fælleserklæringen fra 1988 var ikke kun en milepæl i fagbevægelsens historie, men også et signal til at overenskomstsystemet, som ikke mere skulle anvendes til markante reformeringer af samfundet. Ganske vist blev der samtidigt åbnet op for en udvidelse af pensionsopsparingen, men hermed blev ulighederne i samfundet forstærket og demokratiet opgivet.

For det fjerde har relationen mellem arbejdsgiver og lønmodtager ændret sig fra at være et grundlæggende modsætningsfyldt forhold, hvor de to parters forskellige interesser erkendes og udveksles ud fra et ’noget for noget’-paradigme til et nærmest symbiotisk forhold. Den enkelte ansatte betragter sig i stigende grad som del af og integreret i virksomhedens kultur. Herved mister de kollektive reguleringer synlighed og betydning, og virksomhedens personalepolitik og ledelsens dispositioner bliver de væsentligste pejlemærker for de ansatte.

For det femte har en del af de store LO-forbund haft en markant medlemstilbagegang siden midten af 1990erne, hvilket ud over erhvervsstrukturelle årsager (færre manuelle arbejdere og flere med professionsuddannelser) skyldes en række forhold, herunder først og fremmest omlægninger af arbejdsløshedsforsikringen gennem oprettelse af tværfaglige a-kasser og en generel forringelse af arbejdsløshedsforsikringens attraktivitet.

For det sjette har denne markante forringelse af arbejdsløshedsforsikringen (og kontanthjælpen) medført en øget konkurrence på arbejdsmarkedet, der har givet arbejdsgiverne et klart bedre udgangspunkt i varetagelsen af deres interesser. Arbejdsløshedsdagpengenes dækningsgrad i forholdet til lønnen er reduceret med 30 % siden starten af 1980erne, efterlønsordningen er blevet markant forringet, dagpengeperioden er reduceret til 2 (2 ½) år fra at være i princippet uendelig i starten af 1980erne. Endelig er aktiveringsforanstaltningerne af de arbejdsløse fra at være berettigende til dagpenge og fokuseret på kvalificering og genoptræning af de arbejdsløse blevet omlagt til at være disciplinerende foranstaltninger, der i lighed med det forringede dagpengeniveau først og fremmest skal forøge incitamentet for de arbejdsløse til at finde sig et arbejde.

Det siger sig selv, at dette sjette punkt – ud over dets virkninger i forringelsen af fagforeningernes styrkepositioner på markedet over for arbejdsgiverne og dets medvirken til fagforeningernes medlemstab – ikke mindst er medvirkende til at gøre det problematisk fortsat at hævde, at reguleringsmodellen i Danmark kan betegnes som ’flexicurity’. Det var måske tilfældet i slutningen af 1970erne, men med de tilbagevendende forringelser kan det konstateres, at flexicurity kun har bevaret sine ideologisk-politiske funktioner, men har mistet reel eksistens.

Fremtidens arbejde i Danmark
Det samlede billede af disse ændringer er, at styrkeforholdet mellem kapital og arbejde har ændret sig til kapitalens fordel. Den danske model forstået som overenskomstsystemet fungerer formelt, som den har gjort i mange år, men det ulige bytte mellem lønmodtagere og arbejdsgivere er blevet endnu mere ulige. Forstået som ’flexicurity-modellen’ er forandringerne vel så markante, at det må være vanskeligt at mene, at denne stadigvæk eksisterer, når fleksibiliteten ikke længere søges opnået gennem en udbredt social tryghed (security), men snarere det modsatte, nemlig incitamenter til at være fleksibel opnået gennem utryghed og frygt for arbejdsløshed og stærkt forringede indkomstforhold.

Vil disse tendenser til en fortsat svækkelse af arbejdersiden fortsætte?

Overenskomstsystemet bygger på antagelsen om et frit og lige bytte mellem kapital og arbejde - styret af markedsforholdene men modificeret gennem en kollektivisering af aktørerne. Arbejderne bliver hermed sikret nogle minimumsbetingelser, når de individuelt skal forhandle deres løn og acceptere en ansættelse. Disse minimumbetingelser fastsættes i de kollektive overenskomster ud fra den styrke udbuds- og efterspørgselsforholdene på arbejdskraft giver aktørerne. Der ligger altså en markedstænkning eller –afhængighed til grund for overenskomstsystemet, hvilket begge parter er bevidste om. Men derudover er konkurrencesituationen, som ovenfor skitseret, også afhængig af en række strukturelle forhold, som påvirker parternes styrke.

Igennem de seneste mange år – faktisk efter socialdemokratismens fallit og ny-liberalismens fremvækst i slutningen af 1970erne – har hensynet til arbejdsgiversidens interesser fået yderligere momentum og på denne måde systematisk tilgodeset arbejdsgivernes interesser. Det er lønnen der skal skæres ned, når konkurrenceevnen skal forbedres. Vi har set at mådeholdet og ’ansvarligheden’ trives i fagbevægelsen i forbindelse med indgåelsen af de seneste overenskomster, men oveni dette kommer så de svækkelser, der skyldes statslige reguleringer, der dels reducerer fagforeningernes handlemuligheder (f.eks. forbuddet mod eksklusivaftaler) og dels forøger konkurrencen på markedet (f.eks. forringelse af arbejdsløshedsforsikringen og udvidelsen af udbuddet af arbejdskraft gennem en række tiltag, såsom udvidelse af arbejdstiden og forringelse af efterløn og pensionsordninger).

På denne baggrund er det bemærkelsesværdigt, at LO sagde nej til at ville forlænge arbejdstiden for at skaffe regeringen 4 milliarder. Så vidt det fremgår af pressedækningen var det Metal, der væltede læsset, hvilket vel ikke mindst var bemærkelsesværdigt. Resultatet var straks beskyldninger i pressen om uansvarlighed, og formanden fra HK var ude at lufte de sædvanlige pegefingre med bemærkningerne om, at den danske model nu var truet, hvilket blev understøttet af LO-formandens alvorsfulde bemærkninger om, at fagbevægelsen nu skulle til at genetablere troværdigheden.

Ingen nævnte, at arbejdsgiverne 14 dage tidligere blankt havde afvist at diskutere arbejdstidsforkortelse med det argument, at bortset fra helligdagene (hvor en eventuel sløjfning jo skulle behandles i Folketinget) var dette overenskomststof.

Og det blev heller ikke nævnt – endsige diskuteret – i pressen, at fagbevægelsen for første gang under den nuværende krise satte hælene i og som følge af modstanden blandt medlemmer og tillidsfolk sagde, at nu havde mådeholdet strakt sig langt nok. Selv om toppen af fagbevægelsen var villig til at acceptere en forøgelse af arbejdstiden – den første i over 100 år – for at redde en socialdemokratisk ledet regering måtte den respektere modstanden fra dens bagland. Hændelsen viser vel først og fremmest, at fagbevægelsen består af demokratisk ordnede organisationer, og dens ledelse kunne ikke agere anderledes uden at få alvorlige problemer internt i organisationen.

For alle, der indser, at svækkelsen af lønarbejdernes organisationer er en alvorlig trussel mod befolkningens velfærd, er det glædeligt, at fagforeningerne har markeret, at her er en grænse. Om dette så sker for at bevare den hellige ko – aftalesystemet – eller det blot skyldes følelsen af at skulle betale en for høj pris blandt medlemmerne, er for så vidt underordnet. Ved at sige stop bliver resultatet nemlig ikke en svækkelse af den danske model, men snarere en styrkelse fordi fagforeningerne markerer en klar vilje til at forsvare opnåede landvindinger.

Til trods for dette lille lys i mørket, kan det nok ikke forventes, at den danske model og fagforeningerne går en lysende fremtid i møde. Så længe forståelsen af samfundsøkonomien bygger på markedstænkning og konkurrenceevne, og en varetagelse af lønmodtagerinteresser ses som en trussel mod velfærden, er der lange udsigter til at en LO-formand igen kan udbryde:”Vi har sejret ad helvede til …. Godt!”