Frankrig efter Sarkozys fald
Af Murray Smith

Offentliggjort: 15. juni 2012

Denne artikel er skrevet før første runde i det franske parlamentsvalg. Af den grund er nogle af antagelserne forældede. Men KD har med disse bemærkninger alligevel valgt at bringe artiklen, fordi den først og fremmest beskæftiger sig med Frncois Hollandes politik, dannelsen af venstrefronten Front de Gauche, de ændrede styrkeforhold i Frankrig, det samlede politiske billede, og hvad Hollandes sejr får af betydning for udviklingen i Europa.

Efter mange måneders kampagne, blev det franske præsidentvalg afsluttet om aftenen den 6. maj. Som forudsagt blev sejrherren og følgelig den syvende præsident for den femte republik det Socialistiske Partis kandidat Francois Hollande. Men hans sejrsmargin på 51,6 procent i forhold til modkandidatens 48,4 procent blev smal og mindre end nogen af meningsmålingerne havde forudsagt.

Så nu har Frankrig altså fået en ny præsident og en ny regering, ledet af Hollandes gamle allierede den gæve socialist Jean-Marc Ayrault og sammensat af medlemmer af det socialistiske parti og dets Grønne og Venstreradikale allierede. Selvfølgelig har denne regering indtil videre en foreløbig karakter, da den ikke har flertal i parlamentet. Hvorvidt den får et flertal ej, vil blive i det parlamentsvalg, der skal afholdes i to runder den 10. juni og 17. juni.

Valgkampen
Lad os først og fremmest se på erfaringerne fra valgkampen, der startede for alvor sidste efterår, og tog fart i januar. (Selvom Nicolas Sarkozy først officielt lancerede sin kampagne i februar, havde han i virkeligheden – idet han brugte sin status som reelt etableret kandidat – allerede ført kampagne i flere måneder). Hollande og Sarkozy var fra starten de åbenlyse spidskandidater. Hollande startede kampen med en meningsmåling, der gav ham mellem 39 til 24 points forspring til Sarkozy. Men han faldt støt i løbet af de følgende måneder. Sarkozys største problem (som han aldrig overvandt), var hans manglende popularitet i  brede lag i samfundet efter fem år i embedet. Denne manglende popularitet var hele vejen igennem en fordel for Hollande. Men den ville aldrig være tilstrækkelig. Hollande måtte forsøge at fremstå som positiv, mens han på den anden side måtte forsøge at undgå at love for meget konkret. Da han lancerede sit program i januar, bekræftede han sin "vilje til at styre økonomien". Senere udpegede han den finansielle verden som sin "primære modstander". Desværre sagde han nærmest det modsatte kort tid efter til nogle britiske journalister. "Venstrefløjen var i regering i 15 år, hvor vi liberaliserede økonomien og åbnede de finansielle markeder og gennemførte privatiseringer. Der er ikke noget at frygte."

Hollande har dog foreslået en skat på finansielle transaktioner, genoprettelse af en afgift på operationer på aktiemarkedet der blev afskaffet i 2008, ligesom han har foreslået en adskillelse af detail- og investeringsbankerne. Han har også fordømt udskejelserne på finansmarkedet i meget generelle termer og har udtrykt et ønske om at forbyde såkaldte "giftige finansielle og spekulative produkter ", men uden at angive hvilke produkter og hvordan. Og han har skabt overskrifter ved at love at hæve topskattesatsen til  75 pct. Han har også kombineret dette med at understrege vigtigheden af en pro-vækst politik, noget som  undervejs i kampagnen viste sig mere og mere at vække genklang hos andre europæiske ledere. Og da 25 EU-lande underskrev den finanspolitiske pagt i februar, meddelte Hollande, at hvis han blev valgt, så ville han genforhandle pagten. Han lovede også at skabe flere jobs i den offentlige sektor, især på uddannelsesområdet, selv om det ikke altid var klart hvor mange nye jobs, han talte om – eller hvor mange, der blot skulle være afløsere for ansatte, der blev pensioneret. I lønspørgsmålet var han ganske diskret, men bøjede sig til sidst for krav fra andre dele af venstrefløjen og sagde, at han ville hæve mindstelønnen minimalt.

Sarkozy begyndte sin valgkamp ved at slå maksimalt på det faktum, at han var den siddende præsident. Han henviste til sin erfaring med at håndtere krisen i 2008-09, og han argumenterede med, at Hollande aldrig havde bestridt et embede på nationalt plan. Det havde en vis virkning, men ikke nok, og det betød mere, at hans egne tilhængere stod fast. Men det skaffede ham ikke fornyet opbakning. Hollande holdt stillingen – til manges overraskelse – godt og vel overfor en meget aggressiv Sarkozy i tv-debat mellem de to, fire dage før anden runde.

Mens kampagnen var i gang og især mellem de to runder, svingede Sarkozy i stigende grad til højre i jagten på den højreorienterede Nationale Fronts (FN) vælgere, som han havde vundet i 2007, men som nu desillusioneret vendte tilbage til FN. Det gjorde han ved at slå på lov og orden, ved at tale om immigration og ved at gå til angreb på den muslimske del af den franske befolkning. Denne offensiv blev dog ikke kun modsagt af venstrefløjen, men også kritiseret af nogle af hans egne tilhængere som noget der frastødte centrum-vælgerne.  Men det var desværre ikke helt ineffektivt. Faktisk vandt Sarkozy mere end 40 procent af FN vælgerne i anden runde, selv om Marine Le Pen havde meddelt, at hun stemte blankt. Kun omkring 20 procent af FN-vælgerne valgte at stemme på Hollande. Sarkozy vandt også mere end 40 procent af dem, der havde stemt for den midtsøgende kandidat Francois Bayrou, der havde meddelt, at han stemte for Hollande, mens Hollande fik omkring 30 pct. af hans vælgere. I virkeligheden var det store spring i den samlede mængde af venstre stemmer (45 procent – til SP, de Grønne og Front Gauche længst til venstre) i den første runde, og det faktum, at en meget stor del af dem stemte Hollande i anden runde, der gav resultatet. Der var også en klar klassetendens i afstemningen. Hollande vandt 54 procent af stemmerne fra dem, der kun formår at overleve "med nogen vanskelighed" og 62 procent af dem i "store problemer". I forhold til 2007 mistede Sarkozy støtte i de to kategorier, men vandt faktisk fik én procent blandt dem, der overlever "nemt" og 16 procent blandt dem, der lever "meget let".

Kampagnen var ikke på nogen måde reduceret til en duel mellem Sarkozy og Hollande. I 2007 var konfrontationen mellem Sarkozy og socialistiske kandidat Ségolène Royal blevet forstyrret af Bayrou, som til tider virkede som om han kunne tænkes at slå en af de to vigtigste kandidater ud og selv gå videre til anden runde. Han endte dog med at få 18,6 procent af stemmerne i første runde. Dette er uden tvivl udtryk for, at en betragtelig del af de franske vælgere, der lå et sted mellem Sarkozy og Royal, i første valgrunde valgte Bayrou i stedet for at vælge mellem hovedkandidaterne. Denne gang stillede Bayrou op igen, men endte med kun 9,1 procent og mistede 3,5 millioner stemmer. De usikre centrum-vælgere var nu blevet delt op mellem fløjene. Denne polarisering kom delvist til udtryk i modsætningen mellem Hollande og Sarkozy, men de to kandidater, der bedst repræsenterede den, var Jean-Luc Melenchon fra Front Gauche, der fik 11,1 procent og Marine Le Pen fra Front National, der kom på tredjepladsen med 17.9 procent. Ingen af de øvrige kandidater fik over 3 pct.

Fløjenes fremgang
Melenchon’s program, hvoraf 400.000 eksemplarer blev solgt, præsenterede klart og utvetydigt et alternativ til venstre for Hollande. Det var imod nøjsomhed, mod nedskæringer i de offentlige udgifter og for en ophævelse af Sarkozys pensionsreformer. Det argumenterede for progressiv beskatning, stigende for eksempel til 100 procent for indkomst over 360.000 euro om året. Det foreslog en offentlig bankstruktur, som skulle levere kreditter til den produktive økonomi og i forlængelse heraf en styret omlægning af økonomien hen imod produktion af nyttige varer og tjenesteydelser. Herfra foreslog man også et program for en sjette Republik, styret mere af parlamentsvalg end af præsidentvalg og et demokrati, der også blev udbredt til arbejdspladserne. Melenchon, der havde nogle problemer ved at konfrontere den udbredte islamofobi i Frankrig på grund af hans meget traditionelle venstrerepublikanske sekularisme, havde ingen problemer ved at bekæmpe racismen eller ved i voldsomme vendinger at forsvare indvandrere og især illegale. På internationalt plan forslog Front Gauche, at Frankrig skulle trække sig fra NATO.

Hele kampagnen blev gennemført på en måde, der byggede på massemobilisering og klassekamp. Og responsen var fantastisk. Fra begyndelsen fik størrelsen af de offentlige møder de tidligere venstrefløjskampagner til at virke uanseelige. Højdepunkterne var de store massemøder under åben himmel. Der var nok 100.000 på Bastillepladsen i Paris den 18. marts (på årsdagen for Pariserkommunen), og der var møder i samme størrelsesorden i Marseille og Toulouse.

Melenchon’s succes skyldes nok i høj grad hans egen energi og hans oratoriske og kommunikative færdigheder. Men der var meget mere i det end det. Han var lang tid medlem af Socialistpartiet, han har været senator og han har i lang tid spillet en hovedrolle for sit partis venstrefløj. Hans aktuelle parti (”For en social Republik”) har spillet en aktiv rolle i den forenede venstrekampagne mod den europæiske forfatningstraktat i 2005, sammen med det kommunistiske parti, Den Revolutionære Kommunistiske Liga (LCR) og andre venstrekræfter. Melenchon forlod SP i november 2008 sammen med 2.000 andre, og grundlagde Venstrepartiet. I begyndelsen af 2009, i tiden op til de europæiske valg, blev hans parti sluttet sammen med det franske kommunistparti og en mindre formation, Fællesfronten, som havde forladt det nydannede Nye Anti-kapitalistiske Parti (NPA), og sammen dannede Front de Gauche. Fra en lovende start, fik Front de Gauche et anerkendelsesværdigt resultat, 6.5 procent og over en million stemmer. Navnlig var det bemærkelsesværdigt, at man overhalede NPA, der var blevet lanceret ganske dynamisk af Olivier Besancenot, der havde haft en vis succes som præsidentkandidat med næsten 1,5 millioner stemmer, da han stillede op for LCR. Frontens succes blev gentaget og forstærket ved de regionale valg i 2010 og de kantonale (lokale) valg i 2011. Da Front de Gauche avancerede, blev NPA yderligere distanceret, og det fik en række af de lokale og regionale sektioner til at bryde ud og danne valgalliancer med Front de Gauche.

Denne periode fra 2009 er vigtig. Den gav de kræfter, der indgår i Front de Gauche, organisationer med forskellige historier og forskellige politiske kulturer, mulighed for at lære at arbejde sammen og for at opbygge tillid. I den proces gjorde de mange kommentatorer til skamme, der forudsagde, at Front de Gauche ville kollapse på grund af interne stridigheder. Det mest bemærkelsesværdige resultat kom i juni 2011, hvor næsten 60 procent af det kommunistiske partis medlemmer i en urafstemning stemte for at godkende Jean-Luc Melenchon som præsidentkandidat for Front de Gauche i stedet for Andre Chassaigne, en førende og meget respekteret figur i deres eget parti. Partiledelsen havde ganske vist også støttet Melenchon. Men det til trods, ville ingen have forudsagt et sådant resultat et år eller to før.

Faktisk har Melenchon’s karakter og navnlig den måde, han nødvendigvis dominerede præsidentvalgkampen, haft tendens til at skjule det reelle styrkeforhold i Front Gauche. Alle frontens komponenter vandt styrke under valgkampen. Venstrepartiet rekrutterede 3.000 nye medlemmer og har nu omkring 10.000 medlemmer, hvor Det Unitaristiske Venstre har mindre end tusind. De andre kræfter, der deltog i Front Gauche under præsidentvalgkampen kan tælles mere i hundreder end tusinder. Det kommunistiske parti har omkring 120.000 medlemmer, hvoraf 70.000 aktive (ved urafstemningen i juni 2011 stemte 48.000 medlemmer). Det har rekrutteret 6.000 nye medlemmer i løbet af valgkampen.

PCF’s engagement i Front de Gauche er i virkeligheden en logisk videreførelse af en orientering, der gradvist har udviklet sig over næsten ti år, og som kan opsummeres som følger: enhed med andre venstreorienterede kræfter på en linje med en klar afgrænsning til Socialistpartiet. Denne orientering blev første gang demonstreret i stor skala ved 2005-folkeafstemningen. PCF havde oplevet en lang periode med fald fra begyndelsen af 1980'erne, forstærket af Sovjetunionens sammenbrud, og manifesteret gennem en vis desorientering i 1990'erne. Det havde ikke hjulpet, at man deltog i en "flertal til venstre" regering som den socialistiske leder Lionel Jospin ledede fra 1997 til 2002. Partiet påstår – og med rette – at man har stoppet tilbagegangen i 2005 og er begyndt at få nye medlemmer. Og den fejlslagne taktik med at opstille en fælles kandidat for den radikale venstrefløj i 2007 og den temmelig katastrofale PCF præsidentkampagne omkring Marie-George Buffet, der fulgte, er blevet beskrevet af nuværende PCF landssekretær Pierre Laurent som "uheld".

Kommunisternes tilbagegang havde åbnet vejen for langt mere venstreorienterede organisationer, især Lutte Ouvrière og senere LCR, der begyndte at få succes på valgfronten fra 1995. Kulminationen på dette var opslutningen bag Besancenot 2002 og 2007 og lanceringen af NPA. Det er endnu tydeligere set i bakspejlet, end det var på det tidspunkt, at NPA ved at præsentere sig selv som et alternativ til Front de Gauche i stedet for at tilslutte sig den, valgte en vej mod yderligere marginalisering og flere kriser og splittelser i egne rækker.

Melenchon fik næsten 4 millioner stemmer. Hvor kom de fra? Vi kan antage, at han tog de 700.000 vælgere, der havde valgt at stemme på Buffet i 2007 og nok også den million eller deromkring, der stemte for Venstrefronten i 2009/10/11. Undersøgelser viser også, at han tog en del stemmer, der blev tabt i forhold til Besancenot’s resultat fra 2007. Og 400.000 fra NPA-kandidaten Philippe Poutou i 2012. Han gjorde det også godt blandt førstegangsvælgere. Men det forklarer ikke alt. Ser man på første rundes stemmer på Hollande, der kun fik 770.000 flere stemmer end Royal fik i 2007, er det sandsynligt, at Hollande har hentet stemmer fra dem, der bakkede Bayrou op i 2007 og tabt stemmer til Melenchon: så det ser ud til, at der har været en bevægelse af vælgerne fra Bayrou til Hollande og fra Hollande til Melenchon. Dette bekræftes af en FIUF meningsmåling, som skønner, at 30 procent af Hollande vælgere fra første runde vælgere havde været i tvivl om, hvorvidt de skulle stemme på ham eller på Melenchon.

Det forklarer formentlig, hvorfor Melenchon, der var blevet regelmæssigt krediteret i meningsmålingerne i slutningen af kampagnen med 14-15 procent af stemmerne (17 procent i en enkelt meningsmåling), endte med lidt over 11 pct. Denne afstand mellem forventning og virkelighed i første valgrunde førte til en vis skuffelse for dem, der var involveret i kampagnen. Men objektivt set var det stadig et meget godt resultat. Man er nødt til at gå tilbage til 1981 for at finde mere end 4 millioner stemmer afgivet på et parti til venstre for Socialistpartiet.

Den Nationale Fronts resultat har haft stor betydning. Men selv om Marine Le Pen stemmetal var betydeligt større end Front Gauches’s, så er fremgangen mindre bemærkelsesværdig. FN fik 6,4 millioner stemmer eller 17,9 procent. I procent er det mere, end hendes far fik i 2002, da han spektakulært slog den socialistiske kandidat Lionel Jospin og gik videre til anden runde. Men det er mindre end det samlede resultat for Le Pen og FN-afhopperen Bruno Mégret i samme år. Selvom det i antal stemmer drejer sig om en million mere. Det er almindeligt anerkendt, at faldet i stemmer til FN mellem 2002 og 2007 skyldes Sarkozys succes med at tiltrække FN’s vælgere. Ser man lidt tættere på tallene, så viser det sig, at stemmetallene i 2007 på Front National i populære områder som Pas de Calais og Somme, faldt med kun omkring 2 procent, og faldt langt mere markant i de middelklasse-områder, hvor vælgerne hoppede af til Sarkozy i stort tal. I 2012 øgede FN sine stemmetal næsten overalt, men langt mindre markant i de arbejderkvarterer i den parisiske region, hvor Le Pens resultater systematisk lå under de nationale resultater. Og her blev hun adskillige steder skubbet ud på en fjerdeplads af Melenchon.

Hvad vil og kan Hollande?
Selvom Ayrault regeringen fungerer og tager beslutninger i en institutionel forstand, så befinder Frankrig sig i limbo. Ifølge den femte republiks forfatning, har præsidenten betydelige beføjelser, hvis han bliver bakket op af et parlamentarisk flertal. Hvis ikke, er hans autoritet langt mere begrænset, og han blive nødt til at udnævne en regering, som ikke har et flertal. Denne situation, der er kendt som ”samliv”, har man allerede set under Francois Mitterand fra 1986 til 1988 og igen fra 1993 til 1995 og under Jacques Chirac fra 1997 til 2002. Resultatet var tvivlsomt, men ikke en politisk krise. Men i disse tidligere perioder har den politiske, økonomiske og sociale situation også været meget mindre akut. Nu efter fem års finansielle og økonomiske omvæltninger, står Frankrig ligesom sine europæiske naboer over for en massiv gældskrise, en accelererende bankkrise og en uafklaret krise i eurozonen.

I bred forstand og på grundlag af hvad Hollande sagde i sin valgkamp (og af hvad han ikke sagde), var han ikke akkurat på linje med den europæiske politik om besparelser og strukturelle reformer. Dette blev kommenteret meget kritisk af publikationer som The Economist og Financial Times. The Economist viede to store artikler til kampagnen med forsideoverskrifter som "Frankrig i benægtelse - Europas mest useriøse valg" og "Den temmelig farlige Monsieur Hollande". Kernen var, at Hollande (og endda i mindre grad Sarkozy) ikke gjorde sin pligt ved ikke at advare det franske folk om de nedskæringer og modreformer, som var på vej.

De programmer, der er blevet formuleret og pålagt de svagere medlemmer af EU-ECB-IMF trojkaen, omfatter nedskæringspolitik, reduktion af de offentlige underskud, nedskæring i af de offentlige udgifter, arbejdsmarkeds-og pensionsreformer og privatiseringer. Dette var ikke den politik, som Francois Hollande blev valgt på. Ifølge Europa-Kommissionens prognoser, forventes Frankrig at opfylde sit mål for underskuddet på 4,5 procent af BNP i 2012. Men hvor Hollande har forpligtet sig til et mål på 3 procent i 2013, anslår Kommissionen, at underskuddet vil blive 4,2 pct. Den forskel på 1.2 procent forskel udgør et beløb på 24 milliarder euro, og hvis Hollande holder fast ved sine mål, så bliver han nødt til at finde dem et sted. Sarkozy var – trods massive protester – i stand i 2010 at hæve pensionsalderen til 62 år – temmelig beskedent efter gældende europæiske standarder. Hollande lovede delvist at rulle dette tilbage og at gøre det muligt for nogle meget begrænsede kategorier af arbejdstagere at gå på pension som 60-årige. Om reformer på arbejdsmarkedet har Hollande næsten ingenting sagt bortset fra, at han vil ophæve en af Sarkozys seneste foranstaltninger, hvor skatterne på arbejdsgiverne blev reduceret, og de skattemæssige underskud opvejet af en stigning i momsen – hvilket altså går i den forkerte retning i henhold til den konventionelle europæiske visdom. Han har også lavet nogle konkrete forslag om at skære ned på den offentlige sektor og har udelukket yderligere privatiseringer. Han foreslår at reducere underskuddet, hvor  skattestigninger skal bidrage med 40 procent og nedskæringer med 60 procent, men han har ikke været konkret om detaljerne.

På nuværende tidspunkt sender regeringen Ayrault positive signaler på nogle områder. Man vil lempe politikken vedrørende illegale indvandrere, man vil gennemføre visse reformer af retsvæsenet, og man vil fremsætte konkrete forslag til indfrielse af løfterne omkring pensioner. En beskeden stigning i mindstelønnen er på dagsordenen for første gang siden 2006. Men på de centrale økonomiske og sociale spørgsmål, vil der sandsynligvis ikke være meget bevægelse før anden runde af parlamentsvalget den 17. juni. Hollande har bestilt en rapport fra den franske Cour de Comptes, det nationale revisionsagentur, som  bekvemt forventes at foreligge i slutningen af juni, altså efter valget. Han har også planlagt et "socialt topmøde" med arbejdsgivere og fagforeninger til begyndelsen af juli.

I øjeblikket lader Frankrigs europæiske partnere og markederne socialisterne komme videre med deres valgkamp. Men disse hvedebrødsdage vil ikke vare ved. Antages det at Hollande får et flertal i Parlamentet, vil han meget hurtigt blive konfronteret med underskuddet, og han vil komme under stærkt pres fra de europæiske institutioner og regeringer og fra markederne. Samtidig vil han føle sig presset fra fagforeningerne og mere bredt fra dem, der valgte ham. Han bliver nødt til at forklare, hvordan han kan nedbringe underskuddet uden at lave nedskæringer. I en bredere forstand vil han blive nødt til at komme ud med noget mere konkret om genforhandling af den finanspolitiske pagt, og han vil skulle forklare præcist, hvad han mener med vækst. For i den nuværende situation kan vækst betyde en relancering af økonomien med en politisk baseret efterspørgsel, hvilket indebærer stigende lønninger, progressiv beskatning af personlig og virksomhedsmæssig rigdom, og en mindskelse af arbejdsløsheden. Eller det kan ske ved at satse på udbudssiden, hvilket betyder arbejdsmarkedsreformer, der vil gøre det lettere for arbejdsgivere at fyre arbejdere, mindske beskæftigelsesrettigheder og svække de kollektive overenskomster. Med andre ord en politik med vækst som centralt begreb, men baseret på billiggørelse af lønomkostningerne, måske mildnet med mindre nedskæringer. Men uden at opgive målet om nedskæring i den offentlige sektor, privatiseringer, osv.

Dobbeltpres på Hollande
Den 5. juni demonstrerede hundredvis af medlemmer af de vigtigste fagforening, CGT, foran den regionale regering i den sydlige by Toulouse og krævede "en virkelig industripolitik". Ugen før havde CGT’s nationale ledelse givet regeringen en liste over 45 virksomheder, som enten var ved at lukke eller ved at skære ned med et potentielt tab på 45.000 arbejdspladser. En af de mest højprofilerede job i Ayrault regeringen gik til Arnaud Montebourg, leder af Socialistpartiets venstrefløj, der fik titlen som minister for "redressement productif", som groft kan oversættes som "at genopbygge den produktive økonomi". Montebourg har meddelt, at han vil "åbne konkrete diskussioner" med arbejdsgiverne ... mens han også forudser, at han vil blive "mødt af fejltagelser og misforståelser".

Faktisk bliver Hollande nødt til at træffe nogle klare beslutninger. I den nuværende situation i Europa, behøver han end ikke at igangsætte specielt radikale reformer for at provokere vrede fra Europas ledere og markeder. Han er simpelthen nødt til enten ikke at gøre – eller til at gøre dét langsomt og modstræbende – som de siger til ham, at han skal gøre. Det er helt utænkeligt, at et land så vigtigt som Frankrig vil få lov til stille og roligt føre en politik ude af trit med sine partnere. Trykket kommer i form af stærke anbefalinger og med tiden finansielle bøder fra de europæiske institutioner. Endnu vigtigere er, at det også vil komme i form af at markederne hæver prisen på offentlig låntagning.

I debatterne på internationalt plan, vil Hollande være nødt til at tage stilling i diskussionerne om bank-union og skattemæssig Union, om holdningen til Grækenland og Spanien, især på EU-topmødet i slutningen af juni. Ingen af de valg, han har mulighed for at træffe vil blive lettere i forbindelse med en uddybning af krisen i eurozonen, hvor der er en reel risiko for et sammenbrud.

Ser man på, hvad det franske socialistparti har foretaget sig i løbet af de sidste tredive år og på socialdemokratierne i Portugal, Grækenland og Spanien i de sidste par år, vil det være uklogt af Hollande at satse på at modstå presset fra Europa og markederne. Det kan imidlertid ikke helt udelukkes, at han vil prøve at gøre det til en vis grad, og at han i spidsen for et så centralt land som Frankrig vil være i stand til at finde et vist spillerum. Det ville være et yderligere skub i retning af ustabilitet i Europa.

Mulige omgrupperinger på højrefløjen
I øjeblikket peger meningsmålingerne mod en sejr for venstrefløjen, men langt fra en overvældende sejr, og hvor Socialisterne formentlig bliver afhængige af De Grønne og eventuelt Front de Gauche for at kunne mobilisere et flertal. Men det er nyttigt at se på den måde hvorpå de forskellige politiske kræfter angriber valget. For Socialisterne er målet helt klart: at skaffe et parlamentarisk flertal uden at skulle være nødt til at basere det på Front de Gauche. UMP sigter ideelt mod at vinde valget, men også på – hvis det ikke lykkes – at redde så meget som muligt af sin parlamentsgruppe. Men man går til valg i en tilstand af latent krise, der kan blive mere åben og skarpere efter 17. juni. Sarkozys tilbagetrækning fra den politiske scene, permanent eller ej, baner vejen for en krig mellem forskellige klaner om styringen af partiet, hvor de vigtigste kandidater er den nuværende generalsekretær Jean-Francois Cope og ex-premierminister Francois Fillon, med tidligere udenrigsminister (og premierminister i 1990'erne), Alain Juppé i baggrunden. Ud over den personlige rivalisering, er der også tale om et politisk valg, mellem om UMP skal forblive en mainstream centrum-højre-formation eller åbne sig for alliancer med det yderste højre. Hvis man antager, at de taber valget, så er der ingen sikkerhed for, at partiet forbliver ét.

Det er helt sikkert det resultat, som Marine Le Pen efterstræber. Hun ønsker at ændre det politiske spektrum ved at knytte sig sammen med dele af det traditionelle højre. Hun er oven i købet parat til at opgive den Nationale Fronts navn. Hun er faktisk allerede ved at gennemføre den parlamentariske kampagne i den retning under navnet "Rassemblement Bleu Marine", et ordspil på sit eget navn. For at kunne gennemføre sin strategi, har hun brug for at få en gruppe parlamentarikere valgt - noget FN hidtil kun gjort i 1986, da der kortvarigt var et system med proportional repræsentation. (Le Pen selv forsøger at blive valgt i et arbejderkvarter i en valgkreds i det nordlige Frankrig - hvor Melenchon også har valgt at stille op). Noget man skal holde øje med i den forbindelse er eventuelle aftaler indgået efter første valgrunde, hvor FN vælger at støtte kandidater fra UMP i anden runde til gengæld for tilsvarende støtte til nogle af sine egne kandidater. En af de første revner i sammenholdet har netop vist sig i forbindelse med, at en UMP kandidat i Sydfrankrig tilbyder at bakke op om en FN kandidat i anden runde, hvis han får flere stemmer end ham i første runde, i bytte for et gensidigt løfte fra FN.

Betydningen af en fransk venstreregering
Målet for Front de Gauche er at få så stor en gruppe af parlamentsmedlemmer som muligt, og at komme op over de nuværende 20 til 30, 40, 50 ... og hvis det er muligt at etablere et venstrefløjsflertal afhængigt af deres stemmer. Målet er ikke at komme i systematisk opposition til Hollande, som det yderste venstre allerede har annonceret, at det vil gøre, men at støtte foranstaltninger, der går i den rigtige retning og modsætte sig andre – en langt fra ukompliceret strategi. Under alle omstændigheder vil Hollande hvis det sker, blive fanget mellem et voldsomt internationalt pres på den ene side og klassekampen i Frankrig på den anden. Front de Gauches strategi er ikke kun parlamentarisk men også udenomsparlamentarisk. Med hensyn til det store spørgsmål om, hvorvidt Front de Gauche vil indgå i en regering under Hollande, synes svaret fra de fleste medlemmer t være et klart nej. Hvad angår det kommunistiske parti er en beslutning om at deltage i regeringen usandsynlig ... men ikke helt umulig. Under alle omstændigheder vil beslutningen blive truffet meget hurtigt efter 17. juni.

Hvorvidt en fransk venstreorienteret regering – uanset hvor moderat den så er - vil blive en faktor i den europæiske krise – det er det store spørgsmål. Det samme bliver spørgsmålet om Front de Gauches styrke og om, hvilken rolle den kan spille. I stigende grad vil det selvfølgelig påvirke andre steder i EU, hvad der sker i det enkelte land, ligesom det enkelte land vil blive påvirket af, hvad der sker andre steder. Det gælder navnlig for den radikale venstrefløj. Så om aftenen 17. juni vil alles øjne betragte den franske venstrefløj – de vil ikke blot være rettet mod det samlede resultat af valget i Frankrig, men også mod, hvad der sker i Athen.

Oversat fra engelsk af Jan Mølgaard