Socialistisk forandringsstrategi?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. juni 2012

I apriludgaven af Kritisk Debat havde Peter Westermann et længere indlæg bl.a. som svar på en kritik af SF fra Esben Bøgh Sørensen. Artiklens overskrift var: ”Folkesocialistisk forandringsstrategi”. I artiklen argumenterede PW for det vigtige i at bevare navnet ”Folkesocialisme”, fordi hovedmodstillingen går mellem folket og eliten. Artiklen argumenterede tillige for det rigtige i SF’s regeringsdeltagelse og det mulige i at anvende regeringsmagten som central drivrem i en socialistisk forandringsstrategi.

Artiklens hovedproblem er imidlertid, at den ikke redegør for, hvorfor socialisme overhovedet er et alternativ til kapitalismen endsige kan udledes som alternativ af en kritik af kapitalismen. Det giver to problemer. For det første at hele diskussionen om strategien bliver meget abstrakt og for det andet, at det bliver vanskeligt at diskutere de konkrete politiske formidlinger mellem de strategiske og taktiske opgaver, som dagens centrum-venstre står overfor. Med udgangspunkt i PW’s artikel vil denne og en efterfølgende artikel i augustnummeret slå ind i netop disse to problemfelter.

Hvorfor socialisme?
Der er afgørende forskel på, om argumentationen for socialismen føres ud fra et alment retfærdighedssynspunkt, hvor den kapitalistiske samfundsformation kritiseres for grundlæggende at være uretfærdig og kronisk ulighedsskabende. Eller om socialismen begrundes i kapitalismens egne indre modsætninger, der uanset historiske konjunkturer og mange mellemformer grundlæggende er civilisationsnedbrydende, udemokratisk og samfundsmæssig irrationel.

I omkring 150 år har den politisk-teoretiske diskussion mellem disse to fundamentalt forskellige begrundelser for socialismen udgjort omdrejningsaksen for alle strategiske og taktiske diskussioner. Af samme grund er det også nødvendigt i dag at redegøre for ens position, når man lukker op for diskussionen om en socialistisk forandringsstrategi – folkesocialistisk eller ej. Hermed også antydet, at jeg anser diskussionen om, hvorvidt et socialistisk parti skal kaldes folkesocialistisk eller et arbejderparti, for værende abstrakt og af mindre interesse. Begrundelserne for det ene eller det andet valg kan alene være historiske – hvor valget på det givne tidspunkt øjensynligt har været fornuftigt nok – men det afgørende i dag er nu immervæk diskussionen af, hvad vi egentlig forstår ved et socialistisk parti.

Denne artikels grundlæggende præmis er, at den kapitalistiske samfundsformation som konstituerende drivkraft alene har en evig bestræbelse mod værdiøgende akkumulation. Hvad der produceres, hvordan, hvordan samfundet udvikles, hvad menneskene har brug for osv. får kun indvirkning på den samlede kapitals dispositioner i den udstrækning vareproduktionen øger og realiserer profitten, og akkumulationen kan reproduceres igen og igen. Herved er der i kapitalismen indbygget en grundmodsætning, der tiltagende skærpes, mellem akkumulationens private karakter og dens samfundsmæssige konsekvenser – det man kalder den kapitalistiske produktions samfundsmæssiggørelse. Det som på systemplanet tager sig ud som en modsætning mellem mikroøkonomiens rationalitet og den makroøkonomiske irrationalitet. Tillige indebærer den kapitalistiske drivkraft, at akkumulationen og den tendentielle markedsgørelse af alt menneskeligt i sin bevægelse har en global bane. Dvs. at alle menneskelige samværsformer så som familieliv, kærlighedsliv, fritidsliv og grænseoverskridende mellemmenneskelige relationer osv. potentielt må underlægges kapitalistisk udbytning og markedsstyring. For det andet at denne tendens spreder sig til hele verden og bestemmer betingelserne for nationale, mellemnationale og internationale relationer.

Den kapitalistiske samfundsformation bygger på et klassesystem, hvor den grundlæggende modsætning går mellem kapitalistklassen og arbejderklassen, fordi de indenfor kapitalismen står i et samfundskonstituerende gensidigt betingende forhold til hinanden. Selve dominansforholdet – den herskende klasses dominans – er underordnet den første relation.

De andre klasser, herunder den moderne middelklasse, står i et historisk og specifikt funktionelt forhold til den grundlæggende klasserelation, fordi de indenfor rammen af den kapitalistiske akkumulation indtræder som historisk nødvendige formidlere af den samlede reproduktion af den kapitalistiske samfundsformation. I den forstand er klasserne objektive samfundsstørrelser, som dog først konkret og historisk sætter sig igennem som handlende klasser i selve klassekampen. Det afgørende her er, at klasselinjerne i samfundet ikke alene defineres i forhold til den private ejendomsret til produktionsmidlerne, ejheller i forhold til indtægt og status men først og fremmest i forhold til deres stilling i den kapitalistiske produktion af profit, idet det også er den stilling, der som objektiv tendens er bestemmende for, hvilke løsningsbaner de forskellige klasser søger eller tvinges til at søge under de store samfundskriser, som kapitalismen som system skaber igen og igen.

Ifølge denne opfattelse er det disse forskelle i placeringen indenfor den kapitalistiske samfundsformation, der skal tages som udgangspunkt, når man vil formulere en strategi for den kamp for det socialistiske alternativ, som ifølge kritikken af den kapitalistiske produktionsmåde ikke kan udgå fra ideale forestillinger om det gode samfund, men tværtimod må aktualiseres igen og igen – om end altid i konkret historisk form – af kapitalismens samfundsnedbrydende kriser, sociale kaos og tilbagevendende fattigdom og udstødning af store befolkningsgrupper. Hvorvidt kapitalismen magter at genrejse akkumulationen efter kriser, afhænger af klassernes indbyrdes styrkeforhold, og er og bliver et socialt og politisk spørgsmål – aldrig et rent økonomisk. Det handler helt banalt om, hvorvidt den brede befolkning vil tåle de sociale tilstande, som kriserne og medicinen foranlediger – og ikke mindst over en hvor lang periode. Det er i disse perioder, det socialistiske alternativ i dets mange forskellige afskygninger, trænger sig på som centralt samfundstema – netop som tema om, hvordan socialismen som  samfundsformation kan ophæve kapitalismens civilisationsdestruktive grundmodsætninger og ikke som et færdigt politisk svar på en utålelig samfundssituation.

For så vidt denne præmis, har en socialistisk forandringsstrategi dels en grundlæggende kapitalismekritik og en kritik af den aktuelle samfundskrise som sin forudsætning – dvs. antagelsen af en art historisk nødvendighed (ikke af deterministisk karakter). Forandringsstrategien skal som sådan opfattes som en historisk kategori og ikke som en moralsk, der henter sin begrundelse i et universelt ligheds- og retfærdighedsbegreb. Med det som udgangspunkt må enhver nutidig drøftelse af en socialistisk forandringsstrategi følgelig tage udgangspunkt i en analyse af den aktuelle kapitalistiske krise og dens centrale kendetegn.

Signalement af den aktuelle krises anatomi
Som den umiddelbart fremtræder, står vi overfor en dyb gældskrise, der har afløst den store finanskrise fra 2008. Finanskrisen var, som de fleste er enige om, forårsaget af flere forudgående spekulationsbobler – og ikke mindst boligboblen. Gældskrisen er den logiske konsekvens af finanssektorens sammenbrud og en dybtgående recession i realøkonomien og følgende stor arbejdsløshed samt statsmagtens indgreb for at redde finanssektoren fra kollaps.

Der er ikke her plads til at gå dybere ind i analysen af de konkrete krisetræk (gennemgås i næste artikel). Men der er ét spørgsmål, som må besvares. Skyldes finanskrisen alene eller hovedsagligt den spekulative bobleøkonomi og den herskende klasses grådighed, eller ligger der andre og langt mere strukturelle årsager til grund?

Som jeg har redegjort for i tidligere artikler om krisen[1], opfatter jeg denne ”den store recession” som en af flere siden 1978 og samtidig som kulminationen på de herskende kapitalmagters kompensationsstrategi, der i form af neoliberalismen (Washington Concensus) som mål har haft nedbygningen af velfærdsstaten og svækkelsen af arbejderklassen på den ene side og på den anden side gennem finansialisering af hele økonomien at overvinde kapitalismens egne akkumulationsgrænser. Det indebærer, at angrebet på velfærdsstaterne, intensivering af udbytningen og omfordelingen fra løn til profit ikke kan forstås uafhængigt af finanskapitalens vækst og dominans, herunder den eksplosive vækst i spekulation og yderligere udtynding af den organiske relation mellem finanssektoren og akkumulationen i realøkonomien. Førstnævnte tjener ikke længere primært sidstnævntes udvikling, men har indtaget en global rolle som driver af verdensøkonomien og af det politiske system på et spekulativt grundlag. 

Neoklassisk økonomisk teori og samfundsopfattelse, der i Washington Cocensus fortrængte keynesianismen som strategisk svar på den begyndende stagnation i 70’erne, har fulgt i sporet på denne udvikling og gennem sit hegemoni bidraget til at legitimere de sidste 25 års udvikling som højeste fornuft. På det grundlag er det lykkedes de herskende klasser at trænge den klassiske velfærdsstatstænkning i defensiven og dermed også bidraget til at ændre klassestyrkeforholdene og disses politiske udtryk, som bl.a. kan ses i de socialdemokratiske partiers opgivelse både af venstrekeynesianismen og den reformpolitiske strategi, der definerede velfærdsstaten som et stadie i kampen mod kapitalismen og opbygning af den demokratiske socialisme. Samme kurve har fagforeningerne fulgt, således den samlede arbejderbevægelse i dag ikke har en samfundsforståelse, der i udgangspunktet adskiller sig fra den, der er indeholdt i de mere sociale varianter af neoliberalismen som politisk-økonomisk tænkning.

Denne tilbagetrængning er selvfølgelig ikke foregået modstandsløs. Faktisk er den forløbet rykvis over 30 år og har været præget af mange partielle kampe i alle hovedklasserne og imellem dem. Et af de vigtigste kamptemaer har været modstanden mod markedsgørelsen af statssystemet og de mange forringelser dels af de offentligt ansattes vilkår og udtyndingen af de velfærdsgoder, som arbejderbevægelsen gennem flere årtiers kamp forud for og efter 2. verdenskrig aftvang den herskende klasse. Men uanset disse kampe og modstanden mod den neoliberale logik, har dens rationale ikke desto mindre indtaget pladsen som det uanfægtelige udgangspunkt for enhver samfundsanalyse og har således også indtil videre sat grænserne for, hvad der kunne tænkes og hvad der kunne fostres af alternativer til de grundlæggende samfundsproblemer – som ikke har villet gå bort af sig selv. Og det på trods af det både teoretisk og praktisk indlysende i, at samfundet og det politiske ikke lader sig reducere til et spørgsmål om liberal modeløkonomisk rationalitet.

Ikke desto mindre befinder vi os i en historisk periode, hvor på den ene side kapitalismens globale og systemiske problemer er så fremtrædende og overvældende, at man skulle mene, at den grundlæggende systemkritik lå lige for. Men store dele af den socialistiske bevægelse har på den anden side været trængt så grundigt i defensiven, at den som udgangspunkt faktisk accepterer en underliggende neoliberal markedslogik og i de fleste diskussioner ser bort fra, at kapitalismens problemer ikke udgår fra markedet men fra den grundlæggende produktionsform. Og at finansialiseringen af samfundsøkonomien først og fremmest er det mest bizarre udtryk for, at kapitalismen hænger fast i en langstrakt stagnation af hidtil ukendt længde defineret ved svage vækstrater, svage investeringsrater i produktionen, beskedne produktivitetsstigninger og en relativ hæmning af den globale akkumulation.

Det er selvfølgelig ganske forståeligt, at når rigdommen i dag fordeles mere og mere skævt, og fattigdommen vokser, når væksttvangen lægger sit massive pres på alle politiske beslutninger, når arbejdsløsheden er kronisk høj, og når traditionen for en grundlæggende systemkritik er forsvundet i arbejderbevægelsen, at det så er den moralske forargelse over den graverende uretfærdighed og ulighed, der bliver den fremherskende begrundelse for det socialistiske alternativ. Men det bliver begrundelsen ikke rigtigere af og hvad værre er, så holder de fleste forestillinger (bl.a. i centrum-venstre alliancerne) om dette alternativ sig i al væsentligt indenfor rammerne af en ny vag venstrekeynesiansk velfærdsmodel som en slags modificeret kapitalisme, man efter behag kan benævne markedssocialisme alt afhængig af graden af statslige indgreb i den kapitalistiske produktion og begrænsning af markedets og især det finansialiserede markeds tyranni.

Hovedproblemet er imidlertid, at den kapitalistiske samfundsformations indre modsætninger har antaget dimensioner, der, hvis det skulle lykkes en centrum-venstre ledet regering at konfrontere finanskapitalens uhæmmede spekulation gennem statslig regulering og måske oven i købet nationalisering af store dele af finanssektoren, ville træde frem i endnu mere omfattende form, fordi hovedproblemet netop skal findes i akkumulationstvangen og stagnationen og ikke i den afledte spekulation.

Hovedproblemet eksisterer allerede i dag i tilspidset form og kan identificeres: som at kapitalrigeligheden er mange gange større, end der kan findes områder for profitabel investering til.

Denne bestemmende problemstilling viser sig i et dobbeltforhold som uhæmmet væksttvang og på samme tid afsætningsvanskeligheder i det samlede kredsløb. Modsætningen skærpes så ydermere af, at arbejderklassen og brede dele af middelklassen har været tvunget i defensiven i to årtier og kun har kunnet kompensere for en faldende lønrate ved at gældsætte sig for at opretholde et konstrueret og påtvunget masseforbrug.

Ud fra mit analytiske ståsted indebærer det, at en socialistisk forandringsstrategi som forudsætning må gennemføre en systemkritisk analyse af den aktuelle krise for overhovedet at kunne formulere en række både taktiske og strategiske mål, der ikke dagen efter, at der parlamentarisk er opnået et flertal for en socialistisk reformpolitik, udleverer hele samfundet til den internationale kapitals voldsomme og uhæmmede modangreb bl.a. i form af spekulation, kapitalflugt og flytning af produktionen. Og det er rent faktisk det, der er i spil, og som viser sig på markederne (finansmarkederne) når eksempelvis Francois Hollande i Frankrig foreslår en millionærskat og i EU en vækstpagt som spydspidser i et i øvrigt moderat reformprogram. Alene udsigten til en centrum-venstre valgsejr i Grækenland har ført til et voldsomt kapitaldræn fra de græske banker.

Det strategiske udgangspunkt
Det giver for mig at se ikke mening i den sammenhæng at diskutere arbejderparti versus folkeparti, regeringsdeltagelse eller ikke regeringsdeltagelse, eller socialreform eller revolution, med mindre diskussionen af disse modstillingspar funderes på en konkret begrundelse for socialismen som alternativ på grundlag af en ligeså konkret analyse af kapitalismens strukturelle krise.

Eller sagt mere ligefremt, hvis kapitalismen ikke befinder sig i en strukturel krise/langvarig stagnation, der ødelægger samfundsgrundlaget og den sociale sammenhængkraft, og som ikke bærer sin egen løsning i sig, er der ingen begrundelse for socialismen og en socialistisk forandringsstrategi – med mindre begrundelsen tager sit afsæt i en almindelig udbredt indignation over de oplevede uretfærdigheder eller i en moralsk appelinstans udenfor historien som f.eks. de kristne budskaber. Men vrede og moral som drivmiddel for omvæltninger og store historiske forandringer har altid haft kort rækkevidde, og næsten altid kollapset, når klassekampens spegede og meget komplicerede spil foldede sig ud. Som friskt eksempel har vi det ”arabiske forår”.

PW m.fl. refererer ikke til sådanne analyser. Alle de vitale mellemregninger tages for givet – i hvert fald optræder de sjældent eksplicit i strategidebatten. Af samme grund bliver diskussionen af, om ”SF med regeringsdeltagelsen i sig selv kan siges af have svigtet socialismen”, arbitrær og temmelig frugtesløs.

Regeringsdeltagelse er et taktisk spørgsmål, hvor de afgørende kriterier for det første defineres af den aktuelle politiske situation, styrkeforholdet mellem klasserne og det grundlag, der dannes regering på. Dvs. kampen for en ”rød regering” og dannelsen af en sådan skal først og fremmest bedømmes på, om forståelsen af opgaverne og betingelserne adresserer de faktiske økonomiske og politiske forhold, herunder klassestyrkeforholdene. Hertil er der at sige med ganske kort reference, at S-SF’s Fair løsning og efterfølgende valgprogram på ingen måde bryder med neoliberalismens økonomiske doktrin. For det andet udgik både S og SF i hele perioden op til valget fra en opfattelse af, at krisen var ved at være overstået. Som jeg ser det, hænger den underliggende og empirisk ringe funderede økonomiske analyse i Fair løsning sammen med, at de to partier netop ikke ser den aktuelle krise som symptom på kapitalismens stagnation, og for det tredje og i konsekvens af de to andre punkter byggede/bygger de to partiers forandringsstrategi alene på tilegnelsen af et parlamentarisk flertal og gennemførelsen af en i en vis henseende sympatisk solidarisk politik, der måske kan folde sig ud, når konjunkturerne vender.

Virkeligheden er som bekendt blevet en anden og vil være det mange år frem. Og når de to partiers politiske intentioner nu falder på stengrund, skyldes det ikke, at de to partier har begået forræderi/løftebrud, som nogen vil hævde i moralsk forargelse, men ganske simpelt fordi deres analyse af kapitalismens krise og klassekampens skærpede karakter er og har været mangelfuld – måske ligefrem ikke-eksisterende. Som politisk flertal har de to partier samt de Radikale herhjemme og socialdemokratiske flertalsregeringer andre steder måtte erfare, at tiden med progressiv social reformpolitik uden at konfrontere de store kapitalkræfter og skærpe modsætningerne yderligere hører forhistorien til.

Selv så sølle et signalkrav som millionærskatten fik de skingre toner frem i borgerskabet. Alle forslag (Francois Hollandes forsigtige udspil) om indgreb i bankernes og virksomhedernes ejendomsret, får erhvervslivet til at true med out-sourcing og kapitalflugt. Kort sagt en progressiv reformstrategi udløser i dag en modstand så voldsom, at centrum-venstre partierne enten tvinges til at åbne for en større udfordring af den herskende klasse, udbygge dens indre modsætninger (som for tiden i spillet mellem Angela Merkel og Francois Hollande og de nye politiske kræfter, han repræsenterer) og danne uhellige alliancer eller retirere til at alene at koncentrere sig om klassisk fordelingspolitik indenfor de rammer, kapitalen nu engang sætter. Og med finanspagt og budgetlove er rammerne så snævre, at der ikke længere kan føres progressiv reformpolitik, uanset hvor mange populistiske metaforer, der anvendes (”12 minutter”, ”rugbrødsreform” (som i realiteternes verden er en ny ”rødvinsreform”) m.m.).

I den forstand og af den årsag – her helt uafhængigt af de små progressive delreformer – fjerner bl.a. SF sig fra at forfølge en socialistiske reformstrategi ved at gå i regering, men af samme grund ville det ikke have set bedre ud, om partiet var blevet udenfor regeringen. Det er ikke regeringsdeltagelsen, der er problemet.

Den samme problematik går igen i spørgsmålet om socialreform eller revolution. Kun revolutionsromantikere kan seriøst diskutere denne modstilling abstrakt.

Lad os forsøge at gøre stillingen op. Vi ved, at kapitalismen er i dyb krise. Vi ved, at den herskende klasse har opsagt klassesamarbejdet for længst. Vi ved, at arbejderbevægelsen og den socialistiske tænkning for alvor er svækket. Vi ved også, at de store kapitalmagter kæmper om verdensherredømmet med civilisationen på spil, og vi ved, at brede segmenter indenfor middelklassen rammes så hårdt af den generelle samfundskrise, at de vilkårsmæssigt synker ned på arbejderklasseniveau. Og vi ved, at nationalstaterne i dag er vævet så tæt sammen på grund af den kapitalistiske globalisering, at det ikke længere giver mening at tale om nationale strategier.

Opgaven for alle socialistiske partier består således ikke i at opstille abstrakte skemaer for den politiske kamp eller verbalt forsøge at overvinde kløften mellem den snævre dagsaktuelle kamp (f.eks. strejker, Indignados bevægelsen, Occupy bevægelsen m.fl.) og det strategiske perspektiv. Den består heller ikke i, som PW slår til lyd for, at videreføre den klassiske arbejdsdeling mellem partier og fagbevægelse (som om fagbevægelsen kan overleve den kurs, den har fulgt i generationer), eller at lægge sig fast på, at den ”parlamentarisk socialismes middel må være reformen”. For vi ved ikke en pind om, hvad dagens kamp bringer af nye problemer og udfordringer i morgendagen.

Hvad, vi ved, er, at statsapparatet og dets øverste lag i både stat, kommuner og regioner i løbet af de sidste 20 år har løsrevet sig stadigt mere fra samfundet og i dag de facto unddrager sig folkelig demokratisk kontrol. Vi ved også, at neoliberalismens individualisering af samfundslivet ikke alene har svækket masseorganisationerne men i ligeså høj grad de politiske og teoretiske traditioner i arbejderbevægelsen. Hvilket får til følge, at det ganske simpelt ikke er muligt i dag at føre socialistisk reformpolitik, uden der tilsvarende genudvikles en bred folkelig bevidsthed og organisering stærk nok til at ændre klassestyrkeforholdene og repræsentere et magtgrundlag stærkt nok til yderligere at uddybe de stadigt mere tydelige interessekampe i den herskende klasse for at begrænse den og de store kapitalfraktioners betingelser for at destabilisere samfundet.

Det burde i den henseende være et indiskutabelt element i en reformstrategi at behandle det forhold, at når nu kapitalen strømmer frit på det samlede verdensmarked, og når de store finansielle investorer eksempelvis kan dræne Spanien for kapital på mindre end en uge, så er hverken en parlamentarisk reformstrategi eller en ændring af klassestyrkeforholdene gennem mobilisering en reel mulighed, hvis f.eks. S-SF-EL ikke praktisk kan sandsynliggøre muligheden af en pan-europæisk centrum-venstre alliance –med et mål for opbygningen af Europas Forenede Stater på ruinerne af EU. Mindre kan ikke gøre det, hvor dyb animositeten end er overfor EU, og hvor vidtrækkende og næsten uopnåeligt perspektivet end opleves. For hvordan skal det ellers lade sig gøre at svække den hierarkiske kapitalistiske verdensorden og forhindre, at lande, der forfølger en socialistisk reformpolitik, isoleres og tørlægges for kapital, olie og andre råstoffer. Man behøver blot at iagttage hele spillet om Grækenland for at få et billede af, hvad der vil ske andre steder – statsgæld eller ej.

Den såkaldte folkelige mobilisering og organisering, som enhver socialistisk reformstrategi næsten pr. automatik henviser til som det andet ben, der både skal støtte en centrum-venstre regering og danne grundlag for en demokratisering af hele statssystemet, statsapparatet og samfundslivet, er ingen konstant størrelse. Tværtimod er den folkelige opbakning til en centrum-venstregering uhyre skrøbelig, og den kan meget hurtigt opløses i indre splittelse, måldifferentieringer/afvigelser og politiske forskydninger, hvis samfundsustabiliteten når et niveau, hvor de forskellige samfundsgrupper, der i går stod sammen i enighed begynder at forfølge egne overlevelsesstrategier – fordi ustabiliteten ikke ser ud til at kunne overvindes.

Hverken arbejderklassen eller middelklassen er i virkelighedens verden homogene størrelser – og de har aldrig været det. De forskellige undergrupper eller segmenter vil være mere eller mindre udsatte, hvis centrum-venstre regeringen ikke er i stand til at fastholde et politisk overtag, men i stedet må indgå kompromisser med de store kapitalinteresser, der gennem destabilisering tilstræber at demobilisere de store bevægelser og tvinge regeringen til at føre en ”ansvarlig politik”. Og der vil være nok af intellektuelle kræfter og magtfulde medier til at understøtte modoffensiven. Homogenitet i klasserne er ikke et faktisk og empirisk fænomen, men alene et politisk potentiale i klassekampen.

Forandringsstrategiens realisme
Det lyder besnærende enkelt, når f.eks. PW skriver, at ”fremvæksten af en socialistisk markedsøkonomi ikke alene kan skabes gennem statsmagten, men kræver at producenter og forbrugere bygger kooperativer og andre former for ikke-kapitalistisk virksomhed”.

Men virksomheder bliver ikke mindre kapitalistiske af, at ejendomsforholdene ændrer sig f.eks. gennem former for økonomisk demokrati. De skal stadig producere til et kapitalistisk marked og er afhængige af lange integrerede kapitalistiske fødekæder. Ikke dermed sagt, at en centrum-venstre regering ikke som reformprogram skal have demokratisering af produktionen som et centralt mål. Ligesom en omfattende socialisering af hele finanssektoren i hele Europa forekommer at være uomgængeligt udgangspunkt, hvis man i hvert fald regionalt vil afmontere finanskapitalens greb om de legitime regeringer og samtidig opbygge en samfundsorienteret investeringspolitik.

Men det grænser til det politisk naive, hvis man ikke samtidig tager den internationale og for den sags skyld nationale kapitals magt og forventelige modsvar i betragtning og som minimum diskuterer, hvordan det økonomiske demokrati både skal forsvares og udbygges på en og samme tid.

Hvis man ikke gør sig forestillinger om, hvordan man vil udfordre verdensmarkedets magtlogik og f.eks. opbygge alternative handelsalliancer, sådan som centrum-venstre er i fuld gang med i Latinamerika gennem ALBA, så har man på forhånd dømt de alternative produktions- og distributionsformer til degeneration. I sammenslutningen bag ALBA forsøger man helt bevidst at opbygge alternative handelsalliancer som forudsætning for, at der kan indføres alternative investerings- og produktionsformer. Endnu er resultaterne skrøbelige, men initiativet har ikke desto mindre skabt en næsten frenetisk vrede i USA. Og EU gør alt for at ødelægge disse nye alternative handelsaftaler og stiller som krav for nye bilaterale aftaler, at de påtænkte nationaliseringer af naturressourcerne og grundlaget for en fair arbejdsdeling og handelssamkvem skrinlægges.

Pointen er, at man ikke i en reformstrategi ustraffet kan gennemføre en progressiv demokratiseringspolitik både af statssystem og produktion uden tilsvarende at argumentere for og sandsynliggøre, hvordan man forestiller sig en overvindelse af markedstvangen gennem etablering af helt andre og alternative samhandelsformer, der svækker det globale kapitalistiske markedstyranni. En seriøs reformpolitik i Danmark må således som minimum indeholde en strategi for et demokratiseret Europa med en tilstrækkelig stærk Union til at føre en dekoblingspolitik, der på den ene side svækker de store kapitalkræfter og på den anden side har som mål at opbygge helt nye samhandelsalliancer og støtte andre regionale reformbevægelser.

Det er i den forstand ikke et spørgsmål om, hvorvidt det er korrekt og muligt at operere med en øget socialisering og demokratisering af markedsøkonomien. Det er det, og opgaven ligger lige for. Problemet er, hvis forandringsstrategien ikke indeholder klare forestillinger om, hvordan det økonomiske demokrati skal udbredes og konsolideres på en sådan måde, at det forbereder det videre og påtvungne opgør med akkumulationstvangens civilisationsdestruktion – fordi uhæmmet vækst uden samfundshensyn er kapitalismens grundlov. Det er det afgørende brud, som ethvert trin i reformstrategien må føre frem til og være rede til at kaste ind i klassekampen på dens aktuelle niveauer. Det er også i det brud, at den egentlige revolutionering af hele det sociale og politiske liv ligger – fremfor som oftest behandlet at være begrænset til spørgsmålet om kampen om den politiske magt.

Folkeparti eller arbejderparti?
For at vende tilbage til systemkritikken af den kapitalistiske samfundsformation er det dennes indre og voksende modsætninger, der igen og igen skærper akkumulationstvangen og samtidig udsætter samfundene og civilisationsgrundlaget for gentagne og ødelæggende rystelser. Og det er sidstnævnte forhold, der overhovedet er det materielle og objektive grundlag for, at det nu til forskel fra tidligere både er nødvendigt og muligt at udvikle og opbygge brede folkelige alliancer for det socialistiske alternativ.

Selv om det er noget vrøvl, at arbejderklassen mindskes både i størrelse og indflydelse – tværtimod vokser den internationalt – så er det ikke det afgørende. Det er derimod det faktum, at det modsigelsfulde kapital-arbejder forhold under den moderne kapitalisme har nået et omfang, hvor hele samfundet underlægges og hjemsøges af kapitalens akkumulations- og profittvang. Det betyder, at de brede lag i middelklassen nu i lighed med arbejderklassen får deres tilværelse ødelagt under kapitalismens forsatte jagt på profit, og hvor al mellemmenneskeligt samvær efterhånden kun har værdi, for så vidt det kan sættes på økonomisk formel og markedsgøres.

Markedsgørelsen af statssystemet tvinger store grupper af offentligt ansatte til at fungere som ”gemene samlebåndsarbejdere”. Magtforskydningerne har koncentreret næsten al magt i de øverste ledelseslag indenfor den offentlige sektor, og disse lag føler større loyalitet overfor deres ligestillede i det private erhvervsliv end overfor både borgerne og de øvrige ansatte længere nede i hierarkiet. Af samme grund medvirker de øverste ledelseslag også aktivt i demonteringen af de sidste rester af velfærdsstaten. Så allerede her kan en reformstrategi finde et oplagt objektivt grundlag for opbygningen af nye folkelige klassealliancer – formuleret som et egalitært politisk folkebegreb.

Den samme eskalerende differentieringsproces udfolder sig i servicesektoren og i produktionen. Lidt populært kan man tale om store dele af middelklassens proletariseringsproces. Helt almindelige lønmodtagere i middelklassen er allerede  hægtet af på grund af magtcentraliseringen. Og muligheden for en individuel opstigen i samfundshierarkiet og en forbedret stilling i rigdomsfordelingen er i dag forbeholdt de øverste lag i middelklassen. Gennem de sidste 10 år har middelklassens relative velstand hovedsageligt bygget på omfattende gældsætning, og den vej er nu lukket. Det betyder ikke, at store dele af middelklassen og de bedst stillede arbejdere ikke stadigt forsøger at klare skærene individuelt, men mulighederne for at fortsætte ad den vej er ved at tørre ud – det er i det forhold, at grundlaget for klassealliancer skal findes.

Derfor forekommer det også politisk sterilt at fortsætte en abstrakt diskussion om folkeparti versus arbejderparti. Opgaven er at forme og udvikle et socialistisk parti på en reformstrategi, der adresserer de enorme problemer, vores samfundsformation befinder sig i – arbejdere eller ikke arbejdere. Af samme grund kan reformstrategien heller ikke vende perspektivet bagud til en genopretning af den hedengangne velfærdstat. Den var og bliver en vigtig parentes i kapitalismens udvikling som et kompromis mellem kapital og arbejde – men aldrig mere end det. I kapitalismens nuværende fase og lange stagnation vil det være perspektivløst og i øvrigt urealistisk alene at styre efter en ny omfordelingspolitik og en ny styrket offentlig sektor.

Reformpolitikken må gå skridtet videre, hvor den gamle velfærdsstats- og reformpolitik stoppede. Den må gribe afgørende ind i produktionsvilkårene og i den kapitalistiske produktionslogik. Man kan således vanskeligt forestille sig det muligt at skabe øget social tryghed, afkommodificere samfundslivet og gendemokratisering af samfundet både som politisk system og som samværsform uden at skabe et økonomisk grundlag og en måde at producere og samhandle på, der understøtter disse mål.

I forhold til disse opgaver kan det måske være nyttigt, hvis det danske og europæiske centrum-venstre i strategidebatten går udenfor sin egen region og studerer de politiske strategiske diskussioner, der i disse år folder sig ud indenfor det Latinamerikanske centrum-venstre. Her kobler man i stigende grad kampen for at få bestemmende indflydelse på produktionen og anvendelsen af naturressourcerne med kampen for at demokratisere både det politiske system og statssystemet. Ikke dermed sagt er der tegnes en lige linje fra kampen om det parlamentariske flertal til en progressiv transformering af samfundet, men man er nået langt i diskussionen af en progressiv centrum-venstre reformstrategi, der på et realpolitisk grundlag kan samle de brede samfundsgrupper og konsolidere deres organiserede indflydelse på samfundspolitikken. Det sker bl.a. gennem grundlovsændringer og demokratisering af valgsystem og parlamenternes måde at fungere på.

Barnets navn er således ligegyldigt. Det er også mindre interessant, om partiet formelt favner bredt, og om det på papiret sværger til det brede og pluralistiske demokrati som modstilling til f.eks. demokratisk centralisme. Alle brede bevægelser, folkelige organiseringer og demokratiske strukturer degenerer, hvis ikke de bygger på et politisk grundlag, der for det første angriber de grundlæggende problemer adækvat, for det andet indgår i en strategi, der på hvert nyt niveau kan accelerere udviklingen og for det tredje svækker modstanden hos de klassekræfter, hvis interesser er den egentlige årsag til hele processen.

Afsluttende bemærkninger
Modmagt er således ikke i sig selv progressivt og kan ikke reduceres til en organisatorisk størrelse. Modmagten kan næppe overleve ret længe, med mindre den opbygges indenfor en samlet politisk- og økonomisk strategi, hvor den konstant udvikles og transformeres til egentligt samfundsbærende og stabiliserende magt. Hvis både keynesiansimen og den neoklassiske økonomiske teori, som jeg vil påstå er tilfældet, har mistet deres forklaringskraft i og med krisens dimensioner og karakter, hjælper det ikke stort blot at skifte den sidste ud med den første. Centrum-venstre bliver således ikke den bestemmende samfundskraft, som eksempelvis PW argumenterer for, hvis ikke reformstrategien bæres frem af en fundamentalt anderledes økonomisk politik end den, velfærdstaten byggede på og den, neoliberalismen har bygget på, der som bekendt har ført til den aktuelle krise, hele den kapitalistiske samfundsformation befinder sig i.

Men sagt ganske stilfærdigt. Det perspektiv er vanskeligt at finde både i S og SF’s fælles Fair Løsning, det aktuelle regeringsprogram og den faktiske politik, som SRSF regeringen fører. De to partier står tværtimod nu ved en skillevej, hvor de kan fortsætte af de udlagte spor og tabe det hele på gulvet og samtidig komme helt ud af trit med det begyndende opbrud indenfor centrum-venstre i Europa. Eller de kan skifte kurs og foretage et opgør med grundlaget og forudsætningerne i Fair Løsning og tilslutte sig de progressive strømninger, der bl.a. udgår fra PES og ETUC og de forskellige strategiske diskussioner indenfor de enkelte centrum-venstre partier.

Men mere om det nødvendige politikskifte i den næste artikel.



[1] Kritisk Debat