Dansk socialpolitik - udviklingen op til og efter 1970
Af Viggo Jonasen

Offentliggjort: 27. december 2009

Den uhyggelige enighed i arbejdsmarkedspolitikken i 2005: neoliberalismens mørke-syn på mennesket

Et 2007-efterskrift til 2005-artiklen. Og et supplement om sundheds- og socialpolitikken i strukturreformen.

I 2005 artiklen fremhævede jeg den bedrøvelige enighed mellem Venstre og Socialdemokratiet om det liberalistiske syn på mennesket: nedsættelse af ydelser giver de ledige/syge et "incitament til at komme i arbejde". I januar 2007 spurgte jeg på et offentligt møde Helle Thorning Schmidt (S), på baggrund af de seneste 20 års brede enighed om "incitament-teorien" ved forkortelse af dagpengeperiode, relativ nedsættelse af dagpenge, kontanthjælp, pensioner, halve dagpenge til unge ledige, og kontanthjælpsloft, om i hvilke henseender Socialdemokratiets socialpolitik på kontantydelsesområdet adskiller sig fra Venstres og Konservatives og DF's (bortset jo fra "starthjælpen", som S stemte imod). Hun svarede ordret følgende: "Vedr. kontanthjælpsloftet. Ja, vi var selv med til at indføre det. Men det har jo ikke virket - de er ikke kommet i arbejde. Så: når vi kommer til magten, bliver det afskaffet."

Det er da godt, at der i det mindste er en nuanceforskel. Men: bortset fra kontanthjælpsloftet anfægter hun ikke den hidtidige "incitament-enighed".

Og nu kan det jo være, vi får Karen Jespersen tilbage som socialminister, denne gang for Venstre. Sidst hun havde den post (som Socialdemokrat), lavede hun (også) brede forlig, om bl.a. tvangsaktivering og om færre penge til førtidspensionister.

Strukturreformen, helhedsorienteringen og genoptræningen
Fogh-regeringens strukturreform er formelt ikke nogen socialreform. I realiteten er den en socialreform. Det er ganske vist ikke tydeliggjort, i hvilke henseender den er en socialreform. Forarbejderne er lidet omfattende, de reelle ændringer er mangelfuldt beskrevne, og konsekvenserne begynder først langsomt at tegne sig.

En af de potentielt store ændringer i 2005-strukturreformen er forøgelsen af kommunernes rolle i sundhedsområdet. Al genoptræning skal forestås af kommunerne. Regionerne og kommunerne skal indgå "Sundhedsaftaler" om varetagelse af opgaver på sundhedsområdet, herunder kommunernes indsats ved hospitalsudskrivning (hjælpemidler, hjemmepleje, genoptræning).

Vejledning om genoptræning er kommet i december 2006. Den er udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet i fællesskab. Den omhandler bl.a. "Retten til ydelser efter sundhedsloven og serviceloven", og det fremgår, at genoptræning kan ydes både med hjemmel i sundhedslov og servicelov. Den betoner, at "regionerne og kommunerne kan tilrettelægge og tilbyde borgerne sammenhængende og effektive genoptræningsforløb på tværs af myndighedernes respektive ansvarsområder". Herligt! Og den foreskriver, at "den enkelte region og kommune ... skal ... hver udpege en kontaktperson med ansvar for koordinationen af genoptræningsforløbet i forbindelse med udskrivningen af patienter med et genoptræningsbehov". Man føler sig hensat til 1970'er reformens énstrengede system.

Patienter med længerevarende forløb - det være sig hjertepatienter, sklerosepatienter, hjerneskadepatienter, muskelsvindlere, fibromyalgipatienter ... har et stort behov for en sådan kontaktperson. Ikke mindst når falddato for sygedagpengeloven nærmer sig. Ikke mindst når arbejdsskadeerstatningssagen skal følges til dørs. Ikke mindst, når sygdommen begynder at slide på parforholdet.

Stort set kan vi slå fast, at langvarige sygdomsforløb og andre langvarige socialbegivenhedsforløb altid medfører komplekse problemer og dermed behov for en mange-facetteret indsats. Deri er ikke noget nyt. Den samme erkendelse lå til grund for 1970'er reformens postulat om et enstrenget system, som jo så blev nedbygget under 1980'ernes og 1990'ernes specialisering.

Hvordan skal 2005-reformens kontaktpersons-ordning så implementeres? Det ved vi knap nok endnu. Reformens forarbejder giver ingen holdepunkter. Men: vi ved, at implementeringen skal reguleres i de regional-kommunale sundhedsaftaler. Jeg tør levere en prognose: en MEGET stor del af kontaktpersonerne bliver sygeplejersker og ergo- og fysioterapeuter.

Vejledning om genoptræning sp. 5: "Kommunen får med reformen samtidig mulighed for at sikre, at træningsindsatsen over for den enkelte borger bliver tilrettelagt i sammenhæng med kommunens andre tilbud på det samlede rehabiliteringsområde (min understregning) med henblik på, at borgerne tilbydes koordinerede ydelser og sammenhængende forløb. Rehabilitering omfatter indsatser efter flere lovgivninger, f.eks. på områder inden for specialundervisning, beskæftigelse og ikke mindst på det sociale og det sundhedsmæssige område, herunder forebyggelse og genoptræning".

Jo - "kommunerne - får mulighed ...".

I hvor mange af kommunerne har forvaltningsledelse og byråd organisatorisk sikret, at genoptræningen koordineres med opfølgning efter sygedagpengelovgivningen, revalideringsplanlægningen efter Lov om Aktiv beskæftigelsesindsats, og/eller handleplanlægningen efter Servicelovens § 141? I hvor mange af kommunerne har forvaltningsledelse og byråd sikret, at børnefamilier, hvor mor eller far udskrives fra hospital med svær skade og længerevarende rehabiliteringsbehov, får støtte til børnenes krisehåndtering?

Jeg er ikke bekendt med nogen undersøgelse af indsatsens organisering i kommunerne, eller af debatten om indsatsens organisering. De få og spredte indtryk, jeg har kunnet samle, er at sundhedsaftalerne lægger hovedvægten på praktikaliteter om hospitalsudskrivning, hjemmeplejens modtage-beredskab, og hjælpemidlers rettidige tilvejebringelse. Alt sammen noget, der pr. tradition ligger i pleje- og omsorgsorganisationen. Og uden at forklejne det ofte fortræffelige arbejde, denne organisation leverer, er den vel ikke først og fremmest rehabiliteringsorienteret, endsige familieorienteret.

Men spørgsmålene handler jo ikke kun om genoptræningens sammenhæng med anden indsats. De handler også om, hvorvidt patienterne/klienterne overhovedet får udarbejdet en genoptræningsplan, endsige bliver genoptrænet. Siden 2001 har sygehusloven foreskrevet, at udskrivende sygehus skal tilbyde patienter "med et lægeligt begrundet behov for genoptræning" en genoptræningsplan. Denne forpligtelse er ikke blevet overopfyldt. Bladet Fysioterapeuten hævder (no. 10, maj 2006), at der stort set ikke laves genoptræningsplaner. Forsømmelsen begrundes hovedsageligt med "manglende ressourcer" i hospitalsvæsenet - og til dels med kommunal ulyst til at få foreskrevet en træningsforpligtelse. Regionsrådsformand Bent Hansen, Region Midtjylland, udtaler i samme blad, at det bliver meget bedre pr. 1. januar 2007. Region Midtjylland har nedsat et Sundhedsbrugerråd. I rådet er der stillet forslag om, at regionens sygehusvæsen skal sørge for 1) statistik over, hvor mange, der udskrives til hver kommune med hvilke diagnoser, og 2) statistik over hvor mange af patienterne, der får udarbejdet genoptræningsplan inden for hver diagnosegruppe. Det er ydermere foreslået, at regionen skal samarbejde med forskningsinstitutioner om undersøgelse af, i hvilket omfang og med hvilken kvalitet der sker opfølgning på genoptræningsplaner, og hvordan genoptræningsplanerne integreres i en egentlig kommunal rehabiliteringsindsats.

Forslagene er stillet, fordi der er et indlysende behov for kvalitetskontrol på denne del af sundhedsindsatsen. Med kommunerne som både udførende og finansierende på området er der en vis risiko for, at økonomisk prioritering fører til mangelfuld eller evt. helt manglende indsats.

Det er også foreslået, at regionen bruger sin hjemmeside til at orientere om, hvilke kommunale kontaktpersoner, der kommer til at stå med ansvaret for implementering af træningen. En sådan service vil gøre det nemmere for de mange foreninger, der søger at varetage særlige diagnosegruppers interesser, at følge op på sagerne, hvor de måtte vurdere, at indsatsen i forhold til et medlem er mangelfuld. Der er næppe tvivl om, at der vil komme offentlig debat om, hvorvidt borgerne får den RET, de har til en genoptræningsplan og derpå følgende genoptræning. Ikke mindst når patient- og brugerforeninger bliver opmærksomme på problemstillingerne og giver sig til at løbe kommuner og sygehusvæsen på dørene.

Selve det forhold at regionen har etableret Sundhedsbrugerrådet og dermed indbudt brugerorganisationerne til at kritisere regionen, tyder på god vilje til at være i dialog om ønskelige forbedringer. Hvis regionen antager sig forslagene, vil det være et fint eksempel på forbedring af samarbejdet mellem offentlig institution og civilsamfundet.