Tea Party og Occupy Wall Street
Af Carl Pedersen

Offentliggjort: 15. april 2012

”Rage against duly elected government is patriotic, quintessentially American, whereas rage against multi-national shareholder accountable corporations is anti-American” Jon Stewart om Fox News’ dækning af Tea Party og Occupy Wall Street.

Polarisering
På overfladen kan det se ud til, at Tea Party og Occupy Wall Street har en del til fælles. De begyndte som protestbevægelser. De spreder deres budskab ved offentlige demonstrationer. De gør oprør mod de etablerede magthavere. De er højtråbende og synlige i gadebilledet.

Men dermed hører lighederne op. De to bevægelser afspejler nemlig polariseringen over statens rolle i det amerikanske samfund. De udgør på hver sin måde en reaktion mod to begivenheder i 2008: den økonomiske krise der brød ud i september og valget af den første afro-amerikanske præsident i november. Tea Party lever af frygt for, at staten får for meget magt over den individuelle borger under Obama og går ind for at begrænse det offentlige mest muligt bl.a. ved at sænke skatterne. Occupy Wall Street er skuffet over begge de politiske partiers eftergivenhed over for bankerne og ønsker at fremme fairness princippet ved at mindske den store økonomiske ulighed bl.a. ved at de mest velhavende betaler mere i skat.

Forskellen i deres mål kan spores tilbage til de to bevægelsers oprindelse. Tea Party kom til verden efter at Rick Santelli, en redaktør ved finanskanalen CNBC tonede frem på Chicago Mercantile Exchange  den 9. februar 2009, kun et par uger efter, at Barack Obama var blevet indsat som USA’s første afro-amerikanske præsident, for at kommentere Obama-regeringens forsøg på at redde husejere, der var blevet snydt af finansinstitutionerne. I stedet for at vende vreden mod bankerne, appellerede han til misundelsen og spurgte retorisk om hvorfor almindelige borgere skulle betale for husejernes fejl. Derefter hentydede han, at USA under Obama var i fare for at blive ligesom Cuba, som havde bevæget sig ”fra det individualistiske til det kollektive.” Santelli opfordrede folk til at udtrykke deres utilfredshed ved at afholde et Tea Party, en henvisning til det oprindelige Tea Party i 1773 hvor amerikanske kolonister hældte et læs te fra et skib i Boston havn i protest mod skatter indført af det britiske imperium. Mange fulgte Santellis opfordring. Ordet Tea blev hurtigt til en akronym for Taxed Enough Already. (For mere om gruppens oprindelse, se min artikel i Kritisk Debat “En tynd kop te” d. 14. april 2010).

Tea Party blev således dannet på grund af frygt over, at Obama-regeringen havde i sinde at forvandle det frie og individualistiske USA til en kollektivistisk stat. Ifølge Tea Party står kolonisternes frihedsbegreb over for Obamas ønske om at forvandle USA til et europæisk social-demokrati med en liglig fordeling af samfundets goder eller det der er værre. 

Occupy Wall Street kom til verden efter at den canadiske anti-forbruger organisation, Adbusters, med inspiration fra bl.a. det arabiske forår, havde opfordret til en belejring ved det amerikanske finanscentrum Wall Street den 17. september 2011. En gruppe aktivister besatte Zuccotti Park og blev der indtil de blev fjernet af politiet den 15. november. Gruppens kampråb, ”Vi er de 99%” henviste til den voksende koncentration af USA’s rigdom i hænderne på en forsvindende lille andel af befolkningen. Deres budskab var bl.a. at kæmpe for større lighed i samfundet.

I modsætning til Tea Party, som er og formentlig bliver en ren amerikansk bevægelse, har Occupy (især efter belejringen af Zuccotti Park blev opløst) spredt sig ikke blot over hele USA, men også globalt.

Historisk præcedens
Ved at betragte de to bevægelser udefra et historisk perspektiv kan man få øje på de dyberegående forskelle mellem dem. Tea Party bekender sig til en form for historisk fundamentalisme som simpelthen sidestiller amerikanske kolonisternes kamp mod det britiske imperium med den nuværende kamp imod Obama-regeringen, som dermed fremtræder som en fremmed magt. Occupy har til gengæld en historisk præcedens i protestbevægelser som Coxey’s Army, en gruppe arbejdsløse som demonstrerede i Washington i depressionsåret 1894 og The Bonus Army, som bestod af veteraner fra Første Verdenskrig der i 1932 krævede bonusbetalinger for deres tjeneste for at kunne klare sig midt under Depressionen. Med andre ord udspringer Tea Party fra et forsimplet syn på den amerikanske fortid, mens Occupy Wall Street har dybe rødder i protestbevægelser mod ulighed i amerikansk historie.

I dag kan Occupy pege på det faktum, at de mest velhavendes andel af indkomsten udgør næsten lige så store en del af samfundets rigdom som i 1928, lige før krakket. Tallene taler for sig selv: i 1928 var andelen på 23.9%, i 1976 var den faldet til 8.9% og i 2007 var den igen vokset til 23.5%.

På trods af munderingen og flagene fra 1770erne der uværligt dukker op til dens demonstrationer er Tea Party forbundet med perioder i amerikansk historie—1890erne og 1920erne—hvor frihed betød at lade laissez-faire kapitalisme eller det frie marked fungere uden restriktioner og hvor skatter betød statens kontrol over borgerne, mens Occupy henviser til perioder hvor der har været en reaktion overfor laissez-faire kapitalismens værste følger i form af voksende ulighed som i sig selv udgjorde en trussel mod et demokratisk samfund.

Det afspejles i den relativt korte levetid for begge bevægelser. Selvom begge udgør reaktioner mod den økonomiske krise, udspringer deres verdenssyn fra hvordan bedst at løse krisen. Tea Party kom til verden i 2009 som en reaktion mod Obama-regeringen og dens påståede socialistiske løsninger især med sundhedsreformen, mens Occupy blev dannet efter at Republikanerne havde overtaget kontrol med Repræsentanternes Hus og havde vundet guvernørposter i flere delstater.

Kampen mod Obama
De allerførste Tea Party demonstrationer dannede indtryk af en græsrodsorganisation af bekymrede borgere der gav udtryk for deres harme over statens magt og indflydelse over deres daglige liv, især i form af skatter og Obamas sundhedsreform. Kort efter kom bevægelsen dog under indflydelse af magtfulde og pengestærke nationale organisationer der øjnede en mulighed for at udnytte bevægelsen som led i deres kamp mod Obama. FreedomWorks (med forhenværende leder af Republikanerne i Repræsentanternes Hus Dick Armey fra Texas i spidsen) og erhvervsmændene Koch-brødrene  brugte deres penge og indflydelse til at styrke Tea Party. Flere ledende Republikanske kongresmedlemmer gav endvidere udtryk for deres uforbeholden støtte til Tea Party. Nogle deltog endda i Tea Party demonstrationer. Michele Bachmann, Republikansk kongresmedlem fra Minnesota var så begejstret for Tea Party, at hun, udover at tale ved adskillige demonstrationer, dannede et såkaldt Tea Party Caucus i Repræsentanternes Hus. Da hun stillede op som Republikansk præsidentkandidat nævnte hun Tea Party som inspiration. Den stærk conservative Senator Jim DeMint fra South Carolina stod i spidsen for en lignende gruppering i Senatet.

Kort efter de første demonstrationer fik Tea Party en anden form for støtte fra en ikke uventet kant. Det Rupert Murdoch-ejede Fox News Network begyndte aktivt at promovere Tea Party bevægelsen ved bl.a. at annoncere deres demonstrationer og møder og opfordre folk til at møde op.

Som Jon Stewart citatet antyder, hvis Fox er begejstret for Tea Party har netværket et helt andet syn på Occupy. Mens Fox kommentatorer omtaler Tea Party som ægte patrioter har de kun hån over for Occupy, som de betragter nærmest som anarkister. Hos kabel-TV konkurrenten MSNBC er forholdet næsten det modsatte, selvom MSNBC har ikke ligesom Fox har gjort det med Tea Party ligefrem lavede reklame for Occupy protester.

Midtpunkt
Kombinationen af græsrodsaktivitet og støtte fra magtfulde politikere og interessegrupper var med til at gøre Tea Party til en stærk politisk aktør under debatten om Obamas sundhedsreform i 2009 og ved midtvejsvalget i 2010. Tea Party lancerede flere kandidater til valget og adskillige “gamle” Republikanske politikere blev vraget til fordel for bevægelsens kandidater. I Alaska, Nevada og Delaware nominerede Republikanerne Tea Party-støttede kandidater som var så inkompetente, at førte partiet til nederlag hvor de vil have vundet under normale omstændigheder. Selvom Republikanerne fik et godt valg i 2010 og overtog kontrollen med Repræsentanternes Hus var nogle af de mere tvivlsomme kandidater med til at koste partiet flertallet i Senatet. Men den politik som de nyvalgte Republikanske kongresmedlemmer og guvernører førte i 2010 og 2011 var til gengæld med til at danne grobund for Occupy.

Modreaktion
I forhold til Tea Party har Occupy Wall Street haft en relativ kort levetid. Belejringen af Zuccotti Park den 17. september 2011 fik enorm medieopmærksomhed og en del støtte fra progressive politikere og kommentatorer.

Mindre end en måned før Occupy Wall Street rykkede ind i Zuccotti Park skrev Warren Buffett, en af USA’s rigeste erhvervsmænd, en kommentar i The New York Times hvori han gjorde opmærksom på, at hans sekretær betalte forholdsvis mere i skat end han gjorde. Buffetts kommentar skabte noget debat, men det var først efter Occupys opståen, at spørgsmålet om den store ulighed i det amerikanske samfund på den politiske dagsorden. Hvor Tea Party i høj grad var en reaktion mod valget af Barack Obama er Occupy en reaktion mod Republikanernes hårdnakket afvisning af skatteforhøjelser på de mest velhavende amerikanere og Republikanske guvernørers drastiske nedskæringer indenfor bl.a. uddannelsessektoren og deres angreb på fagbevægelsen, noget der kom tydeligst til udtryk i Wisconsin. Den nyvalgte og Tea Party-støttede Republikanske guvernør Scott Walker fik gennemført en lov der forbød fagforeningerne at føre kollektive overenskomst. Kort efter udbrød der massedemonstrationer mod loven som resulterede i, at Walker nu risikerer at blive fjernet fra posten ved en folkeafstemning i juni. De demonstrationer udgjorde en del af inspirationen for Occupy.

Forskellen mellem Tea Party og Occupy er også tydeligt når man kaster et blik på medlemmernes sammensætning. Et typisk Tea Party medlem er en relativt velhavende mand over 40 med en højere uddannelse. Occupy Wall Streets tilhængere er derimod yngre og mere multikulturelt. Tea Partys medlemmer og støttere går ind for at begrænse det offentlige og sænke skatter. De mener generelt, at de mindrebemidlede ikke burde modtage almisser fra det offentlige. Dermed udtrykker bevægelsen en vis modvilje mod hvad man kalder de “undeserving poor” dvs. på den ene side en tro på, at i USA har alle mulighed for at klare sig godt og på den anden side en overbevisning om, at velfærd avler afhængighed. Dertil kommer, at Tea Partys had for Obama kan til dels skyldes det faktum, at han er USA’s først afro-amerikanske præsident. Afro-amerikanere som gruppe mistænkes for at være for afhængig af staten, noget som Republikanske præsidentkandidater Newt Gingrich og Rick Santorum har givet udtryk for når de opfordrer afro-amerikanere at søge arbejde i stedet for at bede staten om velfærdsydelser.

Occupy mener til gengæld som Højsteretsdommer Louis Brandeis (1916-1939): "We can have democracy in this country, or we can have great wealth concentrated in the hands of a few, but we can't have both." Bevægelsen mener med andre ord, at de sidste par årtier i USA har frembragt et samfund som ligner mere og mere det i slutningen af det 19. århundrede og i 1920erne hvor koncentrationen af rigdom lå i hænderne på de få. De vender deres vrede ikke blot mod Wall Street, men mod de magthavere der fremmer uligheden i samfundet. Selvom bevægelsen har udtrykt skepsis over for Præsident Obama (bl.a. fordi han har modtaget store summer fra den forhadte Wall Street), er der tegn på, at Obama vil i sin valgkamp gøre flittigt brug af Occupys retorik.

Valget
Præsident Obama anser præsidentvalget i november 2012 for et valg mellem to visioner om USA’s fremtid. Han fremlagde valget i en tale i Osawatomie, Kansas i december 2011. Selve talen er et eksempel på hvordan Occupy har formået at rykke den politiske debat. Obama bemærkede, at både Tea Party og Occupy kom til verden som reaktion mod den økonomiske krise i 2008. Men talen gjorde klart, at Obama betragtede den frimarkedsideologi som både Tea Party og Republikanerne stod for som en dårlig løsning for USA’s økonomiske problemer. I stedet henviste han til en anden præsident, Theodore Roosevelt (1901-1909), der i 1910 kom til samme by, Osawatomie, og fremlagde en vision om et mere retfærdigt samfund i kølvandet på en periode i amerikansk historie hvor landets rigdom var koncentreret i få hænder.

For Obama indebærer et retfærdigt samfund at hæve skatterne på de mest velhavende og at staten stadig har en rolle at spille til at sikre borgernes økonomisk tryghed. I sin tale om unionens tilstand i januar 2012 inviterede han Warren Buffetts sekretær, Debbie Bosanek, til at sidde ved siden af Michelle Obama for at fremhæve hans støtte til The Buffett Rule, som vil indføre skatteforhøjelser til amerikanere med en indkomst over $1 million.

Tea Party og Occupy repræsenterer to verdenssyn om statens fortsatte rolle i samfundet. De to bevægelser har påvirket den politiske debat i USA i hver sin retning—mod en begrænset rolle for det offentlige i frihedens navn og mod en mere retfærdig fordeling af samfundets goder. Det er svært at spå om deres langtsigtede virkning. Men én ting er sikkert—polariseringen i det amerikanske samfund vil fortsætte længe efter valget i 2012 uanset om præsidenten hedder Barack Obama eller Mitt Romney.