Venstreorienteret velfærdsskrump?
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. april 2012

Slut med løfterne om milliarder til bedre offentlig service. Nu skal den offentlige sektor på smalkost og nulvækst. Sådan lød det op til og under SF’s landsmøde fra Villy Søvndal og de øvrige SF-ministre. Fortalt som en blanding af en uundgåelig skæbnefortælling og et offensivt SF-krav til regeringens kommende 2020-plan.

Villy Søvndal og de øvrige SF-ministre markedsførte kravet ved at hævde, at ’moderne socialister’ i SF ser ’økonomisk ansvarlighed’ som ’en dyd’. Som venstreorienteret politik i ’en svær tid’ og ’en rå virkelighed’ med et uvejr, der ikke går over så langt øjet rækker. SF’erne på landsmødet modtog budskabet uden klapsalver, mens bl.a. Ellen Trane Nørby (V) jublede: ”Velkommen til virkeligheden, Villy!”

Men hvad er Villys krav om velfærdsskrump egentlig? En politisk skabt fiktion, en skæbnefortælling? Et kig i regnearkenes krystalkugle, et teoretisk alt-andet-lige fremskrivning? Fremtidens ’virkelighed’? SF og regeringens grundkrav til den kommende 2020-plan? Venstreorienteret politik? Det meste. Tilmed på én gang: En subjektiv skæbnefortælling om nulvækst i den offentlige sektor fortalt af SF som et erklæret venstreorienteret parti.

Det har allerede længe været en politisk skabt ideologisk skæbnefortælling. Det nye er kun, at SF nu også fortæller historien. Skæbnefortællingen har hele tiden været forsynet med forskellige regnestykker på DREAM-modeller, o.lign. Men dermed bliver nulvækst – i modsætning til minus- eller plusvækst ikke nødvendigvis til  ’virkeligheden’ i fremtiden, som bl.a. Ellen Trane Nørby påstår.

SF-udmeldingerne kan kun læses således, at det er SF’s – og givetvis den samlede regerings – politiske krav til den 2020-plan, der for øjeblikket er under udarbejdelse. Politikken er med andre ord en realitet forstået som et politisk ønske og krav fra regeringen. Dermed er det også venstreorienteret politik i den forstand, at SF som et erklæret venstrefløjsparti nu har denne politik. Hvad der i givet fald berettiger politikken til at blive solgt som venstreorienteret, handler denne artikel om.

Et planøkonomisk valg
Da VK-regeringen i 2007 fremlagde deres 2015-plan var det den daværende regeringens erklærede mål, at ”udgifterne til offentlige service kan vokse godt og vel på linje med samfundsøkonomien”. Hvor de offentlige udgifter i 2007 renset for den økonomiske konjunktur udgjorde knap 26 pct. af BNP var målet, at den kunne udgøre op til 26,5 pct. (konjunkturrenset) af BNP i 2015. Dengang satsede VK-regeringen på en vækst i BNP på 1,3 pct. i 2008, 0,9 pct. i 2009-2011 og 1,6 pct. i 2012-2015. VK’s mål var således, at den offentlige sektor skal vokse med ca. 11 pct. fra 2007 til 2015.

Nu kommer SF’erne så og underbyder det med et krav om nul- eller minusvækst. Til Jyllands-Posten den 13. april 2012 udtaler skatteminister Thor Möger Pedersen: ”Jeg tror, at den private sektor kommer til at vokse hurtigere end den offentlige sektor.” Hertil kommer, at der er stor risiko for, at den samlede økonomi og den private sektor i de kommende år kommer til at vokse langsommere, end VK-regeringens plan regnede med for perioden 2007-2015. Dermed betyder SF’ernes krav, at den offentlige sektor i fremtiden skal vokse afgørende langsommere end VK-regeringen i sin tid lovede. Dette er det realpolitiske indhold af SF’ernes politiske ønske.

Men hvad betyder det egentlig, at SF stiller politiske krav om nul- eller minusvækst i de offentlige udgifter? Grundlæggende kan man sige, at når henholdsvis VK-regeringen og den nuværende regering stiller et politisk krav i den langsigtede økonomiske politik og udvikling om en bestemt vækstrate i den offentlige sektor som en særlig del af den samlede samfundsmæssige produktion og økonomi, er en slags overordnet planøkonomi, hvis man med overordnet planøkonomi forstår, at det er et politisk ønske om en bestemt overordnet fordeling af de samfundsmæssige produktionsressourcer, først og fremmest arbejdskraft. ”Den offentlige sektor i Danmark er stor, fordi det er politisk besluttet, at den offentlige sektor i stor udstrækning både skal bestille, udføre og betale en lang række serviceydelser,” som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) beskriver denne ’planøkonomiske’ prioritering i sin seneste arbejdsmarkedsårsrapport.

Sagt lidt anderledes kan man sige, at en politisk beslutning om den offentlige sektor størrelse er et udtryk for, hvor højt offentligheden og demokratiske beslutningsorganer (Folketinget, kommuner og regioner) prioriterer at sikre ressourcer til at skabe de fælles goder af en given kvalitet på bekostning af privat profitdrevet produktion.

Som sådan er det den politiske beslutnings formål at indfri offentlighedens forventninger og krav til fælles interesser og fælles goder. De hidtidige beslutninger om en stadig udvidelse af den offentlige velfærd i et tempo hurtigere end væksten i den private profitproduktion har grundlæggende levet op til dette demokratiske offentlighedskrav. ”Politikernes beslutninger om at øge de offentlige udgifter svarer godt til befolkningens forventninger om mere offentlig service,” som DA må konstatere i den nævnte årsrapport.

Når SF – og den øvrige regering – nu har truffet politisk beslutning om at prioritere en lavere vækst i den fælles velfærd end i den private sektor, er det således et udtryk for, at man prioriterer den del af den samfundsmæssige produktion (profitdrevet produktion af varer og tjenesteydelser for et købedygtigt marked) relativt højere end produktion af fælles velfærdsgoder i den offentlige sektor.

Selve denne prioritering kan dårligt i sig selv siges at være moderne venstreorienteret. Moderne? Ja, hvis moderne betyder at det er udbredt i mange europæiske lande i netop disse år. Men i sig selv venstreorienteret at prioritere fælles velfærdsgoder lavere end profitdrevet vareproduktion? Nej.

Spørgsmålet er derfor, om SF’ernes beslutning har eller vil få den samme grad af demokratisk legitimitet som de tidligere beslutninger om hastigere velfærdsprioriteringer. Dybest set er det den politiske kamp om en sådan politisk legitimitet, som Villy Søvndal og SF-ministrene nu har lagt sig i spidsen for. Sandsynligvis fordi SF’erne har den længste vej at gå – både i forhold til partiets egne medlemmer og over for de flere hundrede tusinde vælgere, der har forladt partiet de seneste år.

Den offentlige debat om de fælles goder
Foreløbig har debatten i medierne og på SF’s landsmøde desværre ikke handlet om dette politiske kerneindhold, nemlig om hvorvidt der i det offentlige rum er enighed om, hvor højt eller lavt vi vil prioritere henholdsvis produktionen af de fælles velfærdsgoder og den private vare- og serviceproduktion.

Det er der flere årsager til. Den mest umiddelbare er selvfølgelig, at SF’erne har valgt ikke at fremlægge debatten som en offentlig debat om prioriteringen af de fælles goder. SF’erne er tydeligvis helt på det rene med, at en sådan åben offentlig debat om klare politiske valg og prioriteringer ikke just vil være den nemmeste slagsmark. Tilmed i en tid med massiv vælgerflugt fra SF. Derfor er det ikke unaturligt, at SF’erne har valgt at farve debatten som en modsætningsfyldt blanding af en uundgåelig ’barsk virkelighed’ (som enhver ædruelig uanset partifarve gør klogt i at tilpasse sig) skæbnefortælling (’barsk virkelighed’) og politisk valgte ’svære beslutninger’, der kræver stort politisk ’lederskab’, som Thor Möger Pedersen udtrykker det.

Men dermed har SF’erne ikke nødvendigvis gjort det meget lettere for sig selv. Ved at binde opbakningen til SF’ernes politik op på ’lederskab’ har man valgt at opfordre borgerne til at stille særligt store krav til SF’ernes overblik, troværdighed og lederskab i en tid, hvor Villy Søvndal og de øvrige SF-ministres folkelige popularitet ikke just topper hitlisterne. Det kan blive en boomerang for Villy & Co.

Så måske vil det imødekomme borgernes længsel efter netop autencitet og troværdighed hos SF’erne, hvis SF’erne sætter sig i spidsen for en åben offentlig debat, om hvordan vi vil og kan prioritere den fælles velfærd i fremtiden. Det kan nås endnu. Selve regeringens 2020-plan er jo endnu ikke fremlagt.

Offentlig debat
Selve de økonomiske langtidsplaner er ikke uden videre det mest oplagte debatemne i hverken kantinen, omklædningsrummet eller på Facebook. Men det kan det blive. Det kræver blot, at man gør sig de politiske valg klart og har politisk vilje til at sætte dem til offentlige debat.

En af de ting, der gør det svært at skabe en offentlig debat om fremtidens velfærdsprioriteringer i forbindelse med den kommende 2020-plan, er, at planen ikke vil indeholde konkrete reform- og spareforslag, som borgerne kan tage stilling til. Når der i en 2020-plan er indbygget politiske beslutninger om hvor stærkt eller langsomt den offentlige sektor skal vokse eller skrumpe, er det ikke direkte traditionel ’kommandoplanøkonomi’. Det er ikke direkte og konkrete beslutninger om at til- eller fravælge produktionen af bestemte fælles velfærdsgoder.

Da VK-regeringen fremlagde sin 2015-plan med begrænset offentlig vækst, var det ligesådan. Dengang stod der ikke direkte i planen, at dagpengeperioden skulle halveres, eller at efterlønnen skulle rundbarberes. Tilsvarende vil den kommende 2020-plan givetvis heller ikke indeholde konkrete reformforslag. Men til trods for det vil selve 2020-planen med dens nul- eller minusvækst i udgifterne til den fælles velfærd kridte banen op for senere mere konkrete beslutninger om fremtidens velfærd.

Nyt skattestop?
Mest umiddelbart kridter 2020-planen banen op for udfordringerne for fremtidens skattepolitik. Hvis målet er nul- eller minusvækst i udgifterne til den fælles velfærd, stiller det beskedne krav til skatte- og afgiftsforhøjelser og til at finde nye objekter for skatter eller afgifter. Mere konkret lægger det op til, at Thor Möger Pedersen kan sætte sig i spidsen for en skattereform, der ikke øger skatteindtægterne, men alene omlægger beskatningen, så mindre indkomstskat af lave og høje arbejdsindkomster betales med øget beskatning af andre skatteobjekter. Tilsvarende giver det Margrethe Vestager og andre argumenter for, at der heller ikke på anden vis opkræves nye eller større skatter og afgifter. En 2020-plan med velfærsskrump lægger op til en ny type skattestop – stop for øget beskatning til fælles velfærd.

Hvis viljen er der, er det muligt at skabe offentlig debat om denne måde at kridte banen op for fremtidens skatte- og afgiftspolitik. Er det ret og rimeligt nærmest kategorisk at afskære sig fra øget beskatning som redskab til at kunne prioritere og sikre fremtidens fælles velfærd? Er det rigtigt med en ny type skattestop?

En ny reform- og nedskæringsdagsorden
Dernæst vil en langsigtet beslutning om nul- eller minusvækst i de offentlige udgifter kridte banen op for fremtidens reform-, nedskærings- og prioriteringsdagsorden over for den fælles velfærd.

Ud fra en statisk betragtning kan man få det indtryk, at nul- eller minusvækst udelukker udvikling og forbedringer af velfærden over hele linjen. Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Men det stiller nogle nye og særlige krav til eventuel velfærdsfremskridt på udvalgte områder. Med nul- eller minusvækst bliver nye velfærdsreformer og forbedringer af eksisterende velfærd til et spørgsmål om enten at prioritere nedskæringer på andre områder eller gennemføre afgørende effektiviseringstiltag. Nedskæringer og effektiviseringer er sat øverst på den politiske dagsorden.

SF-ministrene har allerede nu betonet, at de ønsker at stille op til reformkamp på de nye og vanskeligere vilkår – og dermed at lægge op til nedskæringer og effektiviseringer. F.eks. snakker SF-ministrene igen og igen om ’skarp prioritering’, dvs. nedskæringer ét sted for at få råd til opprioriteringer og forbedringer andre steder. Men SF-ministrene har endnu ikke gjort hverken prioriteringer eller nedskæringerne konkrete. Uddannelse og sundhed er blevet nævnt som meget brede områder for opprioritering, mens der endnu ikke er nævnt nogen nedskæringsemner.

Hvis SF’erne skal skabes demokratisk legitimitet bag nulvækst og deraf betinget omprioritering, er det ikke nok at skrive de øverste punkter på opprioriteringslisten med intetsigende overskrifter. Så skal nedskæringslisten også fyldes ud. Så forhåbentlig kommer regeringen med udspil hertil.

Omprioriteringer i økonomien og i brugen af de offentlige midler kan være både højre- og venstreorienteret afhængig af det konkrete indhold. Om udspillet til omprioriteringer bliver ’venstreorienteret’ eller ej blæser således endnu i vinden. Konkrete omprioriteringer har have demokratisk legitimitet i offentligheden, men også udløse massiv kritik og utilfredshed. Også det blæser endnu i vinden.

En billig regering
SF-ministrene lægger endvidere op til en massiv effektiviseringsdagsorden. Heller ikke her er udspillet antydningsvist konkret og dermed tilsvarende svært at sætte til offentlig debat. I sig selv er ønsket om at gøre den samfundsmæssige produktion billigere og mere effektiv, hverken venstre- eller højreorienteret. Det kræver ikke nogen særlig ideologisk overbevisning gerne at ville have noget billigere eller mere for de samme penge. Hvis det vel at mærke er det man får.

Men gennem de sidste 10-20 år er der vokset en særlig ideologisk, neoliberal diskurs frem, som går til angreb på offentlige interesser og legitimiteten af de fælles (velfærds)goder. Denne diskurs udfordrer ikke direkte og frontalt selve legitimiteten af de fælles velfærdsgoder, men nøjes med at udfordre den offentlige sektor som producent af fælles velfærdsgoder. Det offentlige beskyldes for at være en dyr og ineffektiv ’monopolproducent’ af velfærdsydelser, og beskyldningen bruges til at begrunde et forslag om at få velfærdsydelser langt billigere, hvis det overlades til konkurrerende producenter, der løbende disciplineres til effektiviseringer af markedskræfterne. Den konkrete udgave af effektivisering gennem markedsdisciplinering kan så variere fra direkte privatisering over udliciteringer til brug af interne markedsmekanismer (f.eks. pengene følger borgerne) i den offentlige sektor. Effektiviseringer kan med andre ord meget nemt været alt andet end venstreorienterede.

Men forslag om ’en billig regering’ med meget fælles velfærd for pengene kan blive venstreorienteret, f.eks.

  • Hvis regeringen spiller ud med reformer, der mindsker nedslidning, stress og arbejdsulykker, så udgifterne til sygedagpenge, behandling, førtidspension, mv. falder;
  • Hvis regeringen gør op med det store frafald på bl.a. erhvervsuddannelser, så flere unge får en erhvervsuddannelse og mindre brug for dagpenge, kontanthjælp, mv.
  • Hvis den store sociale ulighed i sundhed begrænses effektivt, så det giver flere mennesker et bedre, sundere og længere arbejdsliv og mindre brug for læger, sygehuse, dagpenge eller kontanthjælp;
  • Hvis hærskarerne af bureaukratiske regler og kontrolsystemer erstattes af tillid til samfundsansvarligheden hos velfærdsarbejderne, så der spares kæmperessourcer

Derfor er det først muligt at diskutere og afgøre om, det er ’venstreorienteret’, højreorientere/neoliberalt, når SF og regeringen har spillet konkret ud.

Afslutning
Villy Søvndal og SF-ministrene har indledt en offentlig debat for at overbevise SF’erne og vælgerne om, at regeringens kommende 2020-udspil om nul- eller minusvækst i udgifterne til den fælles velfærd både er venstreorienteret og indeholder en retfærdig og ønskværdig prioritering af de fælles velfærdsgoder. Hvis Villy og SF’erne skal have skygge af chance for at vinde den debat og undgå yderligere medlems- og vælgerflugt, er han nødt til at blive langt mere konkret, åben og lyttende. Abstrakte skæbnefortællinger gør det ikke alene.

Og så skal de konkret udspil selvfølgelig leve op til påstanden om at være venstreorienterede og prioritere de almene interesser i den fælles velfærd. Uden tøj på er det som bekendt Kejserens ny klæder. Desværre er det nok den del af opgaven, der bliver det sværeste for SF’erne internt i regeringen.