Politisk og økonomisk demokrati
Af Peer Møller Christensen

Offentliggjort: 15. april 2012

Blandt de mange og tilsyneladende kaotiske krav, der lyder fra de unge demonstranter overalt i verden, fra Nordafrikas Arabiske Forår over Spaniens arbejdsløse Indignados til Occupy bevægelserne i USA og Vesteuropa, er der ét krav, der går igen: kravet om et ”reelt demokrati”, som ikke er kontrolleret af pengemagten i samfundet.  

Et forord til Økonomisk Demokrati
Hvis man vil forstå, meningen med denne nye demokratibevægelses krav om et demokrati, der ikke blot styrer samfundets politik men også dets økonomi, er det en god ide, at gøre som de fleste samfundsforskere, når de beskæftiger sig teoretisk med  demokrati, nemlig rette blikket mod den   amerikanske politolog, Robert A. Dahl. I en nyligt udkommet bog på dansk om Dahl og hans teorier  beskrives han af bogens forfatter, Palle Svensson, professor i statskundskab ved Århus Universitet,  som “vor tids største demokratiteoretiker”.

Når det drejer sig om forholdet mellem økonomi og politik i demokratiske samfund, eller om man vil, spørgsmålet om økonomisk demokrati og politisk demokrati, er det imidlertid Dahl’s lidt oversete bog, Et Forord til Økonomisk Demokrati,  fra 1985, man bør finde frem. I denne bog diskuterer han bl.a. om demokratiets ideal om politisk lighed overhovedet kan realiseres i et samfund med omfattende økonomisk ulighed, og argumenterer for en udvidelse af det politiske demokrati til samfundets økonomiske sfære.

Allerede tre år efter udgivelsen af Dahl’s bog faldt Berlinmuren, og verden var med et slag forandret. Den Kolde Krigs verdensbillede erstattedes af et nyt, klarest beskrevet af Fukuyama i 1992 med tesen om “historiens afslutning”, forstået som det liberale  demokratis og kapitalismens endegyldige globale sejr. Neoliberalismen erobrede den økonomiske og politiske verdensscene og billedet af det demokratisk kapitalistiske idealsamfund blev snart suppleret med teorier om en ny krisefri kapitalisme. Samtidig blev begrebet socialisme i udstrakt grad gjort synonymt med politisk diktatur. I Danmark kulminerede denne proces med udgivelsen af en Demokratikanon, der beskrev det vestlige liberale demokrati som det endelige resultat af en lang historisk udvikling fremad mod et stadig mere demokratisk samfund.  Skabssocialistiske ideer som Dahl’s forestillinger om et  økonomisk demokrati, blev skubbet ud i mørket, og  når politologer siden da har refereret til hans demokratiteorier, har man behændigt overset  bogen fra 1985. Nu har den globale økonomiske krise og neoliberalismens sammenbrud imidlertid igen bragt spørgsmålet om økonomisk og politisk demokrati på banen, og måske er Dahl’s bog endnu mere aktuel i dag, end da den blev udgivet.

Selskabskapitalisme” og demokrati
I ”Et Forord til Økonomisk Demokrati” stiller Dahl spørgsmålet om økonomisk ulighed ikke  nødvendigvis også må føre til politisk ulighed. Ulige adgang til økonomiske ressourcer betyder ulige adgang til politiske ressourcer og vil derfor underminere den ligestilling af samfundets borgere, som er en forudsætning for demokratiet. Ved etableringen af det første moderne demokrati - det amerikanske - var det, ifølge Dahl, ikke noget problem, fordi landbrugsjord, som dengang var den vigtigste kilde til økonomisk rigdom, var tilgængelig i stort set ubegrænsede mængder. Med  “..et minimum af snuhed, bedrageri og vold..” kunne jorden frarøves landets oprindelige indbyggere, indianerne, og enhver nybygger ville i princippet  kunne øge sine økonomiske ressourcer, så længe han ønskede det. Der var derfor i det oprindelige nybyggersamfund en høj grad af lighed for hvide, mandlige nybyggere, både økonomisk og politisk. Men denne historisk enestående situation forsvandt, da en ny økonomisk orden, som Dahl kalder “selskabskapitalismen” (corporate capitalism), erstattede den oprindelige nybyggerøkonomi. Selskabskapitalismens rigdom er ikke umiddelbart tilgængelig for alle samfundets borgere, og denne økonomi skaber, derfor, ifølge Dahl, uundgåeligt ulighed i fordelingen af ejendom og økonomiske ressourcer og dermed også politisk ulighed. 

En forudsætning for et reelt demokrati under selskabskapitalismen er derfor, at demokratiet udvides til økonomien, og dette betyder, at der må skabes større lighed i fordelingen af samfundets økonomiske ressourcer og demokratisk indflydelse på de beslutninger, der tages inden for de private virksomheder.  Løsningen kan ikke bestå i opbygningen af en “bureaukratisk socialisme”, fordi denne samfundstype, ifølge Dahl, også har en tendens til at skabe så stor ulighed i adgangen til  sociale og økonomiske ressourcer,  at det “.. medfører krænkelser af den politiske lighed og dermed den demokratiske proces.” Det Dahl ønsker er “.. en udvidelse af den demokratiske proces til også at omfatte virksomheder.” Alle de argumenter man bruger for at retfærdiggøre det politiske demokrati, dvs. ledelsen af staten, kan, ifølge Dahl, med lige så stor ret bruges til at retfærdiggøre demokrati i ledelsen af de enkelte virksomheder. En stat er et politisk system bygget op omkring magtrelationer mellem ledelsen (regeringen) og de ledede(borgerne). På samme måde kan en virksomhed beskrives som et politisk system, hvor der eksisterer magtrelationer mellem ledelsen (virksomhedens administration) og de ledede (virksomhedens ansatte). De politiske beslutninger, der tages af ledelsen i en virksomhed, har afgørende betydning for og er bindende for virksomhedens ansatte, på samme måde som beslutninger i staten er bindende for den enkelte borger. Hvis den demokratiske proces er en grundlæggende værdi for samfundet, må medlemmer af et hvilket som helst fællesskab, og det gælder altså også virksomheder, have ret til selvbestemmelse dvs. indflydelse på de beslutninger, der har betydning for deres liv, gennem en demokratisk proces.

Demokrati versus privat ejendomsret
Der har, ifølge Dahl, fra starten af USA’s eksistens været to modsatrettede svar på spørgsmålet om hvad der skulle have forrang, den private ejendomsret eller demokratiet. Fortalerne for  ejendomsrettens forrang mente, at hensynet til politisk lighed måtte vige for hensynet til den private ejendomsret. Tilhængerne af demokratiets forrang insisterede på, at en persons ret til selvbestemmelse var mere grundlæggende end ejendomsretten. Beskyttelsen af den private ejendomsret blev indført i den amerikanske forfatning side om side med en række andre fundamentale rettigheder. Det var, ifølge Dahl, forståeligt nok på baggrund af datidens landbrugssamfund, hvor den enkeltes privatejendom havde snæver forbindelse til mulighederne for at opretholde livet.  Men med overgangen til selskabskapitalismen blev landbrugssamfundets sikring af den grundlæggende private ejendomsret videreført som den ideologiske retfærdiggørelse af privat ejendomsret til aktiekapital. Man kan, ifølge Dahl, ikke uden videre overføre den naturlige moralske ret til at eje, “ ..den skjorte man bærer på kroppen og de kontanter, man har i sin pung”  til retten til at erhverve sig aktier i et selskab og derigennem opnå delkontrol med virksomhedens drift. 

Dahl argumenterer for, at den demokratiske ret til selvbestemmelse har forrang frem for den private ejendomsret, og det må derfor være muligt for medlemmerne af et samfund og dette samfunds politiske repræsentanter på demokratisk vis at beslutte, hvordan virksomhederne skal ejes og kontrolleres for at sikre værdier som “ demokrati, retfærdighed, effektivitet og udviklingen af menneskelige kvaliteter”.

Denne argumentation fra ”vor tids største demokratiteoretiker”,  har fået ny aktualitet; det liberale demokratis politiske magtesløshed over  for den økonomiske krise har skabt en ny bevidsthed om  forholdet  mellem politisk og økonomisk demokrati, og nye krav om en videreudvikling af demokratiet. Måske vil ”socialisme” i en nær fremtid  igen blive opfattet som en udvidelse af demokratiet og ikke som synonymt med diktatur.