Finanspagten og behovet for en folkeafstemning
Af Jakob Lindblom

Offentliggjort: 15. april 2012

EU’s statsledere inklusive Thorning-Schmidt har for en måned siden underskrevet Finanspagten. Efter at have presset to folkevalgte regeringer fra magten og indsat teknokratregeringer i Italien og Grækenland, så var det tid til næste skridt i svækkelsen af demokratiet.

Med Finanspagten bliver det Folketingsvalg, som danskerne var igennem sidste efterår nemlig ligegyldigt. Sidste valgkamp handlede om, hvorvidt krisepolitikken skulle være rød med en kickstart af økonomien og fokus på arbejdspladser eller blå besparelser.

Som bekendt endte valget med et både-og, hvor besparelser blev stemt hjem af De Radikale, mens en beskeden vækstpakke på 18 mia. erstattede Fair Løsnings vækstpakke på 40 mia.

Havde Finanspagten været gældende i år, så kunne hverken den ene eller anden pakke imidlertid være tiltrådt, idet vi fremover kun må have et såkaldt strukturelt underskud på 0,5 %, hvor Danmarks prognose ifølge EU siger 3,2 % i 2012.

At det er overordentligt strikse krav, som vil føre til massive velfærdsforringelser i hele EU, ses ved, at det i øjeblikket kun er Finland og Luxembourg, som ser ud til at overholde kravet om de 0,5 %. Fremover skal det altså være slut med socialdemokratisk krisepolitik.

Derudover er Finanspagten djævelsk borgerlig i detaljen. Der har hele tiden været et krav om, at eurolandene højest må have et 3 % underskud, hvilket videreføres med tilføjelsen om, at det strukturelle underskud kun må udgøre ovennævnte halve procent.

Hvis en af grænserne overskrides, så skal en såkaldt permanent budgetlov sikre automatiske nedskæringer og under trussel om bødestraf fra EU, hvis det ikke sker tilfredsstillende. Det er derfor, at pagten af mange er blevet kaldt en nedskæringspagt.

Imidlertid ligger djævlen i detaljen og er meget værre end blot ovenstående, som ellers er slemt nok.

Hvad skyldes eurokrisen?
Sagen er, at eurokrisen hverken skyldes dovne grækere eller for store offentlige udgifter i de 25 EU-lande, der pt. ikke opfylder pagtens krav. Krisen skyldes derimod primært euroens fejlkonstruktion, som låste vidt forskellige økonomier fast til samme rente med det resultat, at de mest effektive kunne stikke af, mens især sydeuropæernes konkurrenceevne led under den ensartede eurorente.

Læg dertil en bobleøkonomi, som skjulte spændingerne i euroøkonomien og massive bankpakker, der fik den offentlige gæld til at eksplodere i hele EU, da boblen endeligt sprang. Ja, så har man forklaringen på krisen i grove træk uden at Finanspagten løser noget som helst.

Læg til sidst til, at tyskerne via benhårde strukturreformer i 2003-2004 skar i overførselsindkomster, sænkede mindstelønnen og øgede arbejdsudbuddet gennem socialreformer (Hartz-reformerne) med deraf følgende pres på lønningerne, så har man opskriften på en de facto devaluering fra tysk side. Resultatet har været et tysk reallønsfald i perioden 2000-2010 på 4,5 %, mens den danske realløn i samme periode steg med 10,7 %.

Dette har medført den tyske tendens med arbejdende fattige (working poor), som SF’eren Mattias Tesfaye for nylig beskrev i bogen, Vi er ikke dyr – Vi er tyskere.

Men hvorfor er det så vigtigt i en Finanspagt-sammenhæng? Jo, det er det dels, fordi sydeuropæerne er blevet udkonkurreret ved den manøvre og dels, fordi det netop er denne politik, som EU nu får en chance for at gennemføre.

EU har i årevis anbefalet at øge arbejdsudbuddet ud fra en ide om, at det vil skabe arbejdspladser ved at medføre et pres for lavere lønninger som i Tyskland. Det er derfor, at de borgerlige herhjemme sammen med EU har været så vilde med at fjerne efterlønnen.

Og det er netop dette, som ligger bag opfindelsen af det relativt nye begreb strukturelt underskud, der mig bekendt dukkede op som trold af en æske under Europlusforhandlingerne i 2010.

Strukturelt underskud?
Strukturelt underskud dækker over underskuddet minus konjunkturfølsomme udgifter. Det kan fx i en krisetid være udgifter til dagpenge, aktivering, kontanthjælp osv. Har man som 25 ud af de 27 EU-lande et for højt strukturelt underskud og uden at kollidere med 3-procentskravet, så kan man altså meget nemt nedbringe det strukturelle underskud ved at sparke folk fra pensioner og over i arbejdsløshedskøen, hvilket vil sænke lønnen for os alle.

Det er netop dette efterlønsdebatten, førtidspensionsreformer o.l. handler om, når disse reformer præsenteres som jobskabende. Med andre ord, så er Finanspagten designet, så den i værste fald ikke bare vil føre til besparelser, men derimod direkte kopiere den tyske udvikling med lavere lønninger og flere fattige.

Jeg må indrømme, at jeg ikke fatter S-SF. Hvornår har man sidst set en regering, som 6 måneder efter deres valg forbyder samtlige fremtidige regeringer at gennemføre den politik, som de selv gik til valg på jf. Fair Løsning? Eller for den sags skyld nu siger ja til en traktat, som vil fremme den borgerlige politik, som man har kritiseret med efterlønsforliget og dermed som klassiske arbejderpartier medvirke til lønpres og fattigdom? Jeg forstår det ikke!

I stedet gemmer man sig bag en dilettantisk juridisk redegørelse fra justitsministeriet, der hævder, at der ikke er suverænitetsafgivelse, selvom enhver kan se, at der er tale om pinligt politisk bestillingsarbejde. Lad mig komme med nogle få eksempler.

Grundlovens § 19 giver regeringen eneret til udenrigspolitikken. Dette fordrer dog, at en ny regering kan føre en ny udenrigspolitik uden bindinger fra den foregående og her ses Finanspagten som en mellemstatslig aftale, der folkeretligt kan opsiges igen. Problemet er bare, at Finanspagten om 5 år efter planen skal være indarbejdet i EU-traktaten, så den netop ikke kan opsiges, hvorfor det burde være suverænitetsafgivelse efter § 20 i Grundloven.

Så kan de selvfølgeligt sige, at vi skal stemme om det til den tid. Men med Lissabon-traktaten var det jo omvendt. Den skulle vi ikke stemme om, fordi vi allerede havde en mellemstatslig aftale på en række af de punkter den indeholdt, så det at den ophøjedes til overstatsligt gjorde ingen forskel. Hvem sagde, at jura ikke er politik?

Dertil kommer, at hele ideen med Finanspagten, som bekendt er at binde fremtidige folkevalgte til en bestemt økonomisk politik med trusler om EU-bøder fremover. Dette synes som et klart brud på grundlovens § 56, hvor et folketing ikke kan binde et senere, som alene er bundet af sin egen overbevisning, hvilket justitsministeriet ikke en gang nævner i sin redegørelse.

Desuden strider Finanspagten mod euroundtagelsen. Her er vi undtaget hele ØMU’ens tredje fase og ikke blot den fysiske mønt, hvilket indbefatter både artikel 136 om samordning og overvågning af budgetterne, samt at EU skulle kunne idømme os bøder.

Alligevel er Finanspagten netop en udvidelse af euroreglerne, som vi sagde nej til. Der er netop udvidet adgang til bødestraf og overvågning og samordning af budgetterne. Med andre ord, så er der tale om en klar overtrædelse af euroundtagelsen, og det er grotesk, at justitsministeriet benægter dette, og i stedet hævder, at bøder ikke er suverænitetsafgivelse, fordi det ikke rammer borgerne men staten. Som om det ikke er vores skattekroner og vores demokrati, der indskrænkes?

Endelig er der budgetloven. Når EU kræver indførelsen af en permanent budgetlov, så findes det ikke i grundloven. Vi har kun love som kan ændres af politikere, og sådan fungerer demokratiet. Så nytter det ikke at lave en permanent lov, som ikke må ændres uden risiko for bødestraffe, og som vi ikke kan melde os ud af.  Heller ikke selvom justitsministeriet siger, at det er OK, fordi budgetloven vil bygge på et bredt politisk forlig.

Jamen herregud da. Man kan ikke gradbøje jura efter forligets bredde. Og juradrengene kan ikke bygge deres antagelser på spådomme om fremtidige flertalskonstellationer.

At man så har valgt at gøre det alligevel og lave budgetloven som en politisk pagt mellem VKRFS, der giver vetoret i al fremtid til selv den sidste Konservative på Tinge. Ja, det gør det ikke mindre svært at ændre. Og det er i den grad en ændring af de demokratiske spilleregler, som bør lægges frem før et valg om ikke andet.

Det er muligt at sidstnævnte argument ikke er juridisk, men det nytter ikke som Wammen at snakke om, at det repræsentative demokrati er valgt til at tage ansvar, hvis ikke en kæft af vælgerne har haft kinamands chance for at vide, at de partier, som man stemte til magten på en vækstdagsorden 6 måneder efter ville forbyde alle andre at gøre det samme – og lade den sidste konservative mohikaner få vetoret.

Udskriv Folkeafstemning
Med andre ord er der særdeles tunge grunde til at udskrive folkeafstemning. Det gælder politisk, hvis man vil kalde sig selv centrumvenstre, og juridisk hvis man vil kalde sig selv demokratisk.

Kære Socialdemokrater og SF’ere i regeringen. I viste med betalingsringen, at I lytter til protester.  Over 20.000 har allerede underskrevet kravet om en folkeafstemning på Folkebevægelsen mod EU’s og Enhedslistens hjemmesider. Lyt til disse protester, som I gjorde med protesterne fra Blå Bjarne mod betalingsringen. Der er hverken noget socialdemokratisk endsige folkesocialistisk eller demokratisk i Finanspagten, så lad os da stemme om den. I kan nå det endnu.