Reform af førtidspension og fleksjob
Af Henrik Herløv Lund

Offentliggjort: 15. april 2012

Indledning
Mette Frederiksen og SRSF-regeringen vil gerne sælge sin reform af førtidspension og fleksjob[2] som hjælp til samfundets svageste til at få det bedre og komme tilbage til arbejdsmarkedet. Denne argumentation er så sent som 8. april gentaget af Beskæftigelsesministeren: ”formålet … er at give de unge hjælp.”[3] Men der er desværre i nok så høj grad tale om salgsretorik, der skal få krasse forringelser til at glide ned, mens der er tvivlsomme realiteter, hvad angår pengene til de behandlingstilbud, som er en absolut uomgængelig forudsætning.

Langt hen ad vejen er det kontante indhold af reformen først og fremmest øget økonomisk pisk i form af omfattende forringelser af ydelser og vilkår for arbejdsmarkedets og samfundets svageste på førtidspension og i fleksjob. Den hjælp, der måtte komme, betaler de svage selv i flere omgange gennem forringelserne. Hunden fordres med sin egen hale. Alligevel har man besynderligt nok set formanden for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post, rykke ud og forsvare Mette Frederiksens reform.[4]

”Der er ikke råd til mere”, siger Mette Frederiksen. Stærke ord fra en regering der ikke vil, at millionærer og banker skal bidrage mere til fællesskabet. Skulle et af verdens rigeste samfund ikke have råd til at behandle sine svageste anstændigt?

I det følgende gennemgås i afsnit 1 først de i reformen indeholdte regelændringer og deres konsekvenser for fremtidige ”førtidspensionister” og fleksjobbere. Dernæst ses i afsnit 2 på påstanden bag reformen, at der er kommet for mange i førtidspension og fleksjob, og at ordningerne har været for dyre. I afsnit 3 ses på det afgørende spørgsmål om økonomien i reformen holder. Og i afsnit 4 - i forlængelse heraf - om der er udsigt til de fornødne behandlingstilbud, som vil være forudsætningen for at hjælpe førtidspensionister tilbage. Videre behandles i afsnit 5 spørgsmålet om realiteterne i reformen mhp. at skaffe jobs til personer i ressourceforløb og mere arbejde til fleksjobbere.

1. REFORMUDSPILLETS REGELÆNDRINGER VIL MEDFØRE OMFATTENDE FORRINGELSER OG ØGET ULIGHED!
Førtidspension: Omfattende forringelse af ydelser og vilkår
Som anført har Mette Frederiksen markedsført sin reform på, at man gerne ville ”gøre det bedre” for førtidspensionister og fleksjobbere.[5] Men indholdet af reformudspillet ligger meget langt fra at gøre det bedre for førtidspensionister og fleksjobbere, når vi ser på de konkrete forslag til regelændringer. For førtidspensionens vedkommende indebærer SRSF-regeringens udspil tværtimod, at førtidspension gennem indførelsen af ”udviklings forløb” bliver midlertidig for det alt overvejende flertal af ”unge” under 40 år. For over 40-årige bliver den også midlertidig, i hvert fald formentlig de første 5 år.

Mette Frederiksen – og med hende Bettina Post – har ganske vist gjort meget ud af at pege på, at ikke alle skal være i ressourceforløb, men at ”der vil være nogle mennesker, der aldrig kommer til at arbejde … og de skal naturligvis stadig kunne få førtidspension.” [6] Det er også rigtigt, men hvad de ”glemmer” at nævne er, at noget sådant vil være undtagelsestilfælde. I reformen hedder det direkte: ”Som udgangspunkt skal unge mennesker under 40 år ikke have førtidspension” (min understregning – hhl).[7] Og Mette Frederiksen har selv forud for reformen fremført, at ”som udgangspunkt skal du som ung ikke kunne få førtidspension” (min understregning – hhl).[8]

Det korte af det lange (uanset bortforklaringer) er, at det store flertal af under 40-årige fremover vil blive afskåret fra førtidspension. For deres vedkommende ændres reglerne i og med, at de i op til 20 år indplaceres i midlertidige 5 årige ressourceforløb på langt ringere ydelser, end de ville have fået ved tildeling af førtidspension.

De således nu kun ”midlertidige førtidspensionister” i ressourceforløb skal indstille sig på efter 5 år, at skulle igennem en ny vurderingsmølle og på igen at skulle kæmpe for at få deres ydelse. Dette er i sig selv stærkt negativt, idet det slet og ret vil skabe stor usikkerhed og stress for en gruppe mennesker, der i forvejen har vanskeligt ved at klare og overskue tilværelsen. Det vil ikke bidrage til at de får det bedre – som målet ellers lyder - snarere tværtimod.[9]

Tilmed skal de i ressourceforløb-indplacerede for det andet klare sig på et langt ringere forsørgelsesgrundlag end, hvis de havde fået førtidspension. Også her har Mette Frederiksens søgt at besmykke regelændringerne, idet hun har hævdet, at ”hvis du spørger mig, om nogen bliver fattigere af det her, vil jeg mene, at svaret er nej. Og hvis du spørger, om nogen vil opleve indkomstnedgang, så er svaret sådan set også nej. For de, som har fået tildelt førtidspension, vil bevare den”.[10]

Kendsgerningen er imidlertid, at det alt overvejende flertal af svage unge, som hidtil ville have fået førtidspension fremover IKKE vil kunne opnå dette men i stedet placeres i udviklingsforløb, hvor satsen uvægerligt – for sygedagpengemodtagere efter en evt. kort overgangsperiode - ender med at blive den langt lavere kontanthjælpssats.

Tabel: Månedlige førtidspensionssatser (ny ordning), kontanthjælpssatser for enlige og andre over 25 år samt sygedagpenge (pr gennemsnitsmåned). [11]Kr.

 

Førtidspension

Kontanthjælp
for over 25 årige

Sygedagpenge

Andre

17.075

10.300

17.060

Forsørger

14.514

13.345

- ”-

Nok så mange verbale krumspring fra Mette Frederiksens side kan ikke bortforklare, at der hermed for disse i fremtiden sker en omfattende ydelsesforringelse.

Nogle af samfundets svageste mennesker langtidsparkeres således på et sidespor ikke alene under øget psykisk belastning men også på fattigdomsvilkår. Godt halvdelen af 38.000 danskere i ressourceforløb i 2020 vil kun få minimumsydelsen, der er 7.000 kr. lavere end førtidspension. Minimumsydelsen svarer til omtrent 94.000 kr. om året efter skat og er dermed under OECD’s fattigdomsgrænse på 101.000 kr. [12] Hermed stiger uligheden selvsagt.

Det er mennesker, som i forvejen ”ligger ned”. Ikke desto mindre vil denne reform gennem midlertidige og langt lavere ydelser altså ”træde på dem, der i forvejen ligger ned.”

Fleksjob: Er S og SF på vej til at sælge deres eget barn til stanglakrids?
Udspillet fra Mette Frederiksen og SRSF-regeringen vedrørende fleksjob er også kritisabelt.

For det første bliver fleksjob for under 40-årige på tilsvarende måde som for førtidspensionister rent midlertidige af 5 års varighed; og for over 40 årige bliver de det også for det første fleksjob og - hvis kommunen muligvis vil - også for de følgende. Også fleksjobberne skal uanset alder således hvert 5. år igennem en ny vurderingsmølle og påny kæmpe for at få deres ydelse. For under 40 årige - ifølge regeringens forslag - tilmed gang efter gang indtil de bliver 40. Det vil også for fleksjobbere give en stor usikkerhed og stress - på samme måde som de 5-årige ressourceforløb for førtidspensionister vil.

Tilmed skal langt de fleste fleksjobbere for det andet også klare sig på et ringere forsørgelsesgrundlag ligesom tilfældet vil være for svage unge i fremtiden. Reformen er her fx af SF’s formand Villy Søvndal forsøgt solgt som et opgør med, at fleksjobbere kan tjene op mod 700.000 i årlig ydelse: ”Vi skal kigge på tilskuddet til de høje lønninger på fleksjob. Jeg vil ikke forholde mig lige præcis til gymnasielæreren, men tanken er, at vi tager fat oppefra og sikrer et loft i det vi laver i forhold dem, der har en urimelig løn”.[13] Men disse høje lønninger har været en ren udtagelse for bare under 5 pct. af fleksjobberne, mens den typiske fleksjobber ikke tjener mere end en gennemsnitlig lønmodtager.

Den væsentligste ændring af fleksjob for så vidt angår ydelse er, at løntilskuddet generelt nedsættes og navnlig, at nedtrapningen sker i takt med stigende løn i fleksjobbet. I forhold til i dag, hvor løntilskuddet følger lønnen proportionalt, vil den i fremtiden aftage i takt med stigende lønniveau, jf. nedenstående figur.

Tilskuddet ville således være forholdsmæssigt størst for de svageste fleksjobbere med lavest løn, men vil blive aftrappet for højere lønnede fleksjobbere. [14]

Figur: Løntilskud i fleksjob i forhold til arbejdsgiverbetaling i nuværende ordning og i fremtiden ifølge Mette Frederiksens reformudspil [15]

Images: april2012_herloev_1.png

Denne tilskudsmodel er fuldstændig identisk med den af VK i 2010 foreslåede tilskudsmodel.

Hermed må alle andre end fleksjobbere på decideret lavtløn forventes at ville få forringet deres ydelse væsentligt, og effekten må – som desværre sikkert tilsigtet – frygtes at blive at afholde mange med lønninger over decideret lavtløn fra at søge ordningen, fordi de ikke har råd.

Mette Frederiksen har også her været ude i forsøg på at besmykke reformen, idet hun har hævdet, at kun de mest velstillede fleksjobbere med indkomster omkring 500.000 kr. rammes. [16] Men dette er i dyb modstrid med reformens kendsgerninger, som rammer fleksjobbere med indkomster helt ned til 250.000 kr.

Beregninger foretaget af FTF for fleksjobbere med to tredjedele løntilskud viser, jf. nedenstående tabel, at allerede ved indkomster på omkring 20-22.000 kr. om måneden - svarende til omkring 250.000 kr. om året - medfører reformen lavere ydelse end i dag for fremtidige fleksjobbere.

Omkring 75 pct. af fleksjobbere har to tredjedele løntilskud (2009). [17]

Tabel: Indkomstmæssige konsekvenser for fleksjobbere af ny tilskudsmodel. [18]

Images: april2012_herloev_2.png

Mette Frederiksen har også her forsøgt at nedtone forringelserne i ydelsen med, at ingen nuværende fleksjobbere berøres. Men her er forsvaret om muligt endnu mere fejlagtigt end den tilsvarende argumentation for førtidspensionens vedkommende. For ikke alene forringes ydelserne stærkt for alle fremtidige fleksjobbere. Mange nuværende fleksjobbere tvinges af omstændigheder, som de ikke er herrer over fra tid til anden til at skifte fleksjob, og så ryger de også på den nye, stærkt forringede ydelser.

Hertil kommer, at den nye ydelsesmodel herudover vil reducere pensionen væsentligt for fleksjobbere. Med de nye regler vil lønnen for langt de fleste blive reduceret mærkbart og dermed også pensionsopsparingen. Heroveni vil ligge en ydelse fra staten som ikke giver pension. Så en ting er, at lønnen i fleksjob bliver mindre, men fleksjobbere skal oveni leve en ringere pensionisttilværelse. Det er da sygt.

S og SF synes på vej til gennemgribende at amputere ordningen, at man må spørge sig selv, om de to partier er ved at sælge fleksjobordningen, som de selv skabte som hjørnestenen i det rummelige arbejdsmarked, til stanglakrids?

Refusionssatser planlægges også reduceret
Selv om det ikke fremgår af udspillet har Mette Frederiksen her oven i bebudet ”… et fundamentalt opgør med refusionssystemet, fordi jeg synes, at det er uacceptabelt, at vi flytter rundt med mennesker som brikker på et ludospil alt efter hvor der er størst refusion”.[19]

Dette vil selvsagt også få vidtrækkende konsekvenser for ordningerne, idet man næppe går meget galt i byen ved at forudse, at der vil være tale om nedsættelse af refusionssatserne - i hvert tilfælde for førtidspension og fleksjob.

Følger de fremtidige forslag fra SRSF-regeringen også på dette punkt forslagene fra den tidligere VK-regering, så vil satsen for refusion af førtidspension - svarende til VK’s tidligere forslag [20]  - nedsættes fra de nugældende 35 pct. til 20 pct. - svarende til den refusionssats, som gælder for ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere.

Kommunerne får i dag refunderet 65 pct. af udgifterne til et fleksjob. Følges også her forslaget fra VK nedsættes dette til 50 pct. af udgifterne for det første midlertidige fleksjob og 30 pct. af udgifterne for de efterfølgende fleksjob, hvad enten de er midlertidige eller permanente.

Med den forventede større eller mindre reduktion af refusionssatserne vil kommunerne få et stærkt økonomisk incitament til ikke at tildele varig førtidspension eller oprette varigt fleksjob. Incitamentet til at fastholde mennesker med stærkt reduceret arbejdsevne i ressourceforløb eller midlertidige fleksjob vil være stærkt.

2. FOR MANGE PÅ OVERFØRSELSINDKOMST – OG FOR DYRT?
Så sent som fornylig begrundede Mette Frederiksen igen sin reform med, at forudsætningerne er skredet, og der er kommet for mange i ordningerne, og at de hermed er blevet for dyre: ”Vi bruger hvert år ca. 54 mia. kr på førtidspension og fleksjob. Det er 9. mia. kr. mere end forventet. Det er uholdbart …”[21] Der henvises nærmere bestemt til, at der siden år 2000 er kommet over 55.000 flere i ordningerne, hvilket har medført en merudgift på 9,5 mia. kr.[22] Men dette billede er – igen – langtfra hele sandheden. Det er ganske vist rigtigt, at antallet af førtidspensionister og fleksjobbere isoleret set tilsammen er steget fra omkring 250.000 i år 2000 til 300.000 ved udgangen af årtiet. Og korrekt at denne stigning især er sket i fleksjobordningen.

MEN: En væsentlig del af tilgangen til fleksjob og førtidspension skyldes, at der til gengæld så er blevet færre på en række andre overførselsordninger. Fx er henvisning til revalidering og indplacering i fleksjob alternative muligheder for kommunerne – lige som tilkendelse af førtidspension ofte følger efter længevarende modtagelse af sygedagpenge og kontanthjælp.

Derfor må tilgangen til disse forskellige ordninger ses i sammenhæng dvs. for ordningerne under ét.  Hermed fremkommer et helt andet billede.

Fra 2003 til 2009 er antallet at personer i fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension som tidligere fremgået steget betydeligt, nærmere bestemt i dette åremål med godt 37.000. Men modsat er det samlede antal personer i sygedagpenge, på kontanthjælp og i revalidering faldet med 41.000.

Figur: Samlet tilgang 2003-2009 for henholdsvis fleksjob, ledighedsydelse og førtidspension under ét - respektive for sygedagpenge, kontanthjælp og revalidering under ét[23].

Images: april2012_herloev_3.png 

Sammenhængen mellem tilgang til førtidspension og fleksjob på den ene side og færre i andre overførselsordninger ses tydeligst for fleksjob kontra revaliderings vedkommende.

Her gælder nemlig, at en væsentlig del af tilgangen til fleksjob modsvares af et tilsvarende fald i udnyttelsen af revalideringsordningen. Dette skyldes ikke mindst, at kommunerne har prioriteret at anbringe i fleksjob frem for at tildele revalidering, fordi det er en billigere løsning på kort sigt [24], idet revalidering her og nu pr. person koster kommunerne omkring 255.000 kr. pr. år mod 155.000 kr. i fleksjob. [25]


Diagram: Tilgang til fleksjob respektive revalidering 2004 til 2007
[26]

Images: april2012_herloev_4.png

Kritikken af tilgangen – og dermed også af udgifterne - til fleksjob og førtidspension for at ”være løbet løbsk” skyder altså forbi. Og det er hermed selvfølgelig i den større sammenhæng heller ikke rigtigt, at udgifterne er løbet løbsk, fordi de stigende udgifter til fleksjob og førtidspension har erstattet endnu dyrere udnyttelse af andre ordninger

3.  SPAREØVELSE
Hunden fordres med egen hale
Mette Frederiksen og SRSF-regeringens ”sukker” på forringelserne er, at personer i ressourceforløb og midlertidige fleksjob skal have hjælp gennem ”målrettede behandlingsforløb”. Ifølge udspillet vil regeringen her afsætte 1,4 mia. kr. til indsatsen med ressourceforløb og opstartsforsøg. Men dette beløb finansieres i første omgang gennem forringelse af ydelserne.

Oversigt over økonomien i reformudspillet vedr. førtidspension og fleksjob.[27]

Images: april2012_herloev_5.png

Ifølge nedenstående oversigt skal forringelserne af ydelserne i førtidspension i 2032 bidrage med i alt op mod 2,3 mia. kr. i besparelser (ydelse til unge: -1,6 mia. kr. og ydelse til over 40 årige: - 0,7 mia. kr.). Bare på førtidspension skal der netto spares 8,9 mia. kr. mere end de 1,4 mia. kr, der skal investeres i ressourceforløb. Mens fleksjob ”reformen” i 2032 netto skal bidrage med – 2,6 mia. kr. i besparelser.

Samlet spares i 2032 brutto 5,1 mia. kr. til gengæld for investeringen på 1,6 mia. kr. i flere ressourceforløb = en netto besparelse på -3,5 mia. kr.

Reformens egne tal viser med al tydelighed, at trods den meget tale om hjælp til svage unge, er der i bund og grund tale om en spareøvelse.

Med ellers sjælden ærlighed vedgås dette også af Mette Frederiksen - som dog hævder, at der er tale om ”mere end en spareøvelse”: `”Her må jeg sige ganske klart: Reformen SKAL (min fremhævning – hhl) bidrage positivt til den danske økonomi, men der er tale om mere end en spareøvelse. Vi vil de her forandringer uafhængigt af den økonomiske krise”.[28]

Hunden fordres med egen hale. MEN: Hvorfor skal syge og handicappede i udviklingsforløb nu selv betale for behandling? Skal kræftramte også selv betale fremover?

En del af midlerne til ressourceforløb skal ifølge udspillet tilmed tages fra Satspuljen: ”Derudover lægger regeringen op til, at en række af initiativerne finansieres af satspuljen. Det gælder udgifterne til en styrket indsats i ressourceforløb og opstartsstøtte til kommunerne. ”[29]

Men satspuljen går i forvejen til aktiviteter for samfundets svageste. Med en større eller mindre båndlæggelse af midlerne i satspuljen til ressourceforløb vil der imidlertid være færre midler i satspuljen til øvrige aktiviteter for de svageste. De svage vil således i næste omgang igen formentlig i høj grad selv komme til at betale indsatsen.

Vil der være 1,4 mia. kr. til investering i svage unge?

Først vil det være tvivlsomt, om de 1,4 mia. holder, idet de som anført i en ikke nærmere oplyst udstrækning tages fra Satspuljen. Indtil nu har såvel psykiatrien som kommunerne imidlertid hvert år i forvejen fået betydelige midler herfra, for psykiatrien årligt mellem et sted mellem 200 og 300 mio. kr. Men det er næppe sandsynligt, at man i psykiatrien respektive kommunerne fremover bliver ved med at få ”dobbelt op”. Snarere må det forventes, at de nye midler til ressourceforløb træder i stedet for de gamle satspuljetildelinger. Nettobeløbet til behandlingsindsatsen i psykiatrien og i kommunerne vil hermed være betydeligt ringere end de 1,4 mia. kr.

Herudover nævner udspillet ikke, at Beskæftigelsesministeren også har bebudet en reform af refusionen til kommuner og amter, i hvilken forbindelse refusionen fremover må forventes at blive nedsat med øgede udgifter til følge for kommunerne i forbindelse med fleksjob og førtidspension. Men kommunekassen er én kasse, og øgede udgifter til fleksjob og førtidspension begrænser dermed i sidste ende også det beløb, der de facto vil være til rådighed for ressourceforløb.

Ganske vist skal regeringen ifølge DUT-reglerne i første omgang kompensere kommunerne herfor. Men samtidig planlægger regeringen i sin kommende 2020-plan at stramme de økonomiske rammer for kommunerne generelt endnu mere end VK ville, idet der forventes et øget budgetforbedringsbehov fra VK’s oprindelige 47 mia. kr til op mod 67 mia. kr årligt i 2020. Det betyder flere besparelser i kommuner og regioner. Regeringen vil således give med én hånd, men tage (endnu mere) med den anden. Og i sidste ende er der kun de penge, der nu engang er i kommuner og regioner – også til ressourceforløb.

4.  TVIVLSOM UDSIGT TIL DE FORNØDNE BEHANDLINGSTILBUD
Hertil kommer spørgsmålet, hvorvidt økonomien i reformen giver mulighed for, at der gives de fornødne behandlingstilbud. Det skal understreges, at der fra undertegnede slet ingen uenighed er i målsætningen om at give førtidspensionister – og fleksjobbere - tilbud om behandling. Tværtimod, der er i allerhøjeste grad brug for, at sådanne tilbud bliver givet. Og en skandale at det ikke for længst er sket.

MEN: Det vil kræve en omfattende støtte- og behandlingsindsats i det sociale og psykiatriske system, hvis de ofte kroniske og alvorlige, langvarige psykiske lidelser skal afhjælpes så meget, at ansøgere om førtidspension og fleksjob kan få forbedret helbredet så meget, at de ikke har behov for ydelsen. Virkeligheden er imidlertid, at det sociale behandlingssystem i kommunerne i disse år undergår omfattende besparelser, og at det psykiatriske behandlingssystem i regionerne er udsultet og lider af kapacitets- og kvalitetsmangel - allerede i forhold til de nuværende behandlingsbehov. Ifølge Thorstein Theilgaard, generalsekretær BEDRE PSYKIATRI er situationen følgende: "Der er ingen tvivl om, at psykiatrien er under pres og halter håbløst efter det øvrige sundhedsvæsen på en række områder … Mangel på penge, mangel på sengepladser og mangel på personale kendetegner psykiatrien.” [30]

Behandlingssystemerne i dag kan derfor ikke løfte opgaven. Det forudsætter tilførsel af betydelige midler.

Mette Frederiksens udspil afsætter hertil som anført 1,4 mia. kr. Hvor stor realitet, der samlet er i denne sum, kan der som anført ovenfor stilles et stort spørgsmålstegn ved. Men selv, hvis de faktisk kommer, er der hermed ikke garanteret de fornødne behandlingstilbud.

I den forbindelse skal tages i betragtning, at der årligt vil være en tilgang på over 15.000 i udviklingsforløb, hvoraf mange vil skulle gå i flere år.

Figur: Antal nytilkendelser af førtidspension 2010 [31]

Images: april2012_herloev_6.png

Beskæftigelsesministeriet har ikke selv offentliggjort noget om det forventede antal af ressourceforløb, men der er i dagbladet Politiken - med den radikale tænketank Kraka som kilde -  blevet oplyst, at Beskæftigelsesministeriet regner med 45.000 behandlingsforløb årligt. [32]

Selv hvis de afsatte 1,4 mia. kr. hertil i reformudspillet bliver en realitet, giver det ikke mere end 30.000 kr. pr. ressourceforløb. Ifølge oplysning fra igen den radikale tænketank Kraka er det imidlertid kun halvt så meget, som Arbejdsmarkedskommissionen forudsatte i 2009. [33]

Tabel: Årlig udgift til 45.000 ressourceforløb - ifølge Beskæftigelsesministeriet, ifølge Arbejdsmarkedskommissionens omkostningsskøn samt ved regneeksempel på 75.000 kr i årlig omkostning pr. forløb.

Årlig omkostning pr ressourceforløb:

Samlet udgift 45.000 ressourceforløb

a) Ifølge Beskæftigelsesministeriet
(ca. 30.000 kr.)

1,4 mia. kr

b) Ifølge Arbejdsmarkedskommissionen
(ca. 60.000 kr.)

2,7 mia. kr

c) Regneeksempel (ca. 75.000 kr.)

3,4 mia. kr.

Enten bliver reformen altså reelt dobbelt så dyr som anslået, hvis Arbejdsmarkedskommissionens højere men givet forsigtige skøn over udgifterne til ressourceforløb lægges til grund.

Eller – mere realistisk – pengene strækker ikke til det fornødne antal og navnlig ikke til den fornødne kvalitet af de behandlingstilbud der gives. I så tilfælde rækker de afsatte midler kun til discountbehandlinger, hvorved ressourceforløbene i realiteten bliver til opbevaring i en midlertidig førtidspension på langt lavere ydelse.

Der er altså generelt næppe udsigt til at SRSF-regeringen giver det psykiatriske behandlingssystem det omfattende økonomiske løft, som det vil kræve bare at komme ud af den nuværende ressourcemangel. Og slet ingen udsigt til det betydelige løft, som det vil kræve, hvis det psykiatriske behandlingssystem skal oprustes og opdimensioneres til at tage mod mange flere patienter i ressourceforløb og midlertidige fleksjob.

5. IKKE UDSIGT TIL ARBEJDE
I sidste ende angiver SRSF-regeringen det som sit mål at fleksjobbere og førtidspensionister kan arbejde mere under og efter ressourceforløbene eller helt komme i ordinær beskæftigelse. Det hedder herom i reformudspillet: ”Alle, der deltager i ressourceforløb, skal have mulighed for at forsøge sig med et job på det ordinære arbejdsmarked”.[34] Og formålet er i sidste ende udslusning til ordinært job: ”Målet er, at indsatsen … kan sikre de unge … en vej ind på arbejdsmarkedet.”[35] Tilsvarende gælder for reformen af fleksjobordningen, at ”… regeringen ønsker at styrke tilskyndelsen til at øge antallet af arbejdstimer og skifte fleksjobbet ud med et ordinært job uden offentlig støtte.” [36]

Dette er ret centralt for reformens økonomiske mål, der handler om, at i første omgang skal ”arbejdsudbuddet samlet stige med ca. 5.000 personer i 2020 og ca. 12.500 personer på lang sigt”.
Men dette forventes omsat i stigende beskæftigelse: ”Udspillet ventes at medføre, at ca. 2.300 personer i 2020 og ca. 7.700 personer på langt sigt kommer i ustøttet arbejde i stedet for at være i fleksjobordningen eller på førtidspension”.

Det er imidlertid ren ønsketænkning. Der er alene tale om en rent udbudsøkonomisk effekt.  For når der i forvejen er 170.000 ”normalledige”, som arbejdsgiverne under alle omstændigheder vil vælge først, så vælger de selvfølgelig ikke af egen drift en ’halv’ eller ’kvart’ arbejdskraft fra en fleksjobber eller førtidspensionist.

Regeringen vil givet appellere til arbejdsgiverne om at løfte opgaven, og de vil selvsagt ikke stille sig asocialt frem, men vil givet tilkendegive at være beredvillige hertil. Der vil sikkert også under de kommende trepartsaftaler blive indgået en ”aftale” med arbejdsgiverorganisationerne, fagbevægelsen og regeringen herom.

MEN: Når røgen er lettet, er det de enkelte virksomheder og deres bundlinje, som afgør, om der bliver ansat nogen. Allerede i dag ansætter kun få virksomheder de svage. Tværtimod, når tiderne er dårlige og økonomien strammer til, så er det ofte de svage, der ryger ud først.[37]

Og her under krisen er virksomhederne netop presset økonomisk og har i forvejen afskediget 170.000 for at tilpasse kapaciteten og nedsætte omkostningerne. Og de økonomiske realiteter så langt som vi kender dem, handler om stor og vedvarende arbejdsløshed. I denne sammenhæng skaber det derfor ikke mere beskæftigelse, selv om man gennem forringet forsørgelsesgrundlag presser mennesker med i forvejen begrænset arbejdsevne tilbage på arbejdsmarkedet.

Det kan gøre en forskel, hvis regeringen er til sinds også at lade den megen snak om ”ret og pligt” også gælde for arbejdsgiverne og direkte pålægge dem pligt til at beskæftige de svage. [38] Om man vil lade pligt også gælde for virksomhederne har vi til gode at se. Foreløbig er der i udspillet intet herom, kun moralske appeller, som ikke vil få større reel effekt. Uanset regeringens appeller opretter virksomheder ingen skånejob til fleksjobbere og førtidspensionister - med mindre det er et lovkrav eller kan betale sig.

Men betale sig kan det kun, hvis virksomhederne får tilskud hertil fra det offentlige. Men den ordning har vi jo allerede, hvor man yder offentlige tilskud til skånejobs – det er jo fleksjobordningen. Som man altså har tænkt sig at amputere. 

De mennesker med reduceret arbejdsevne, som det fx kunne lykkes gennem denne reform at forhindre i at få førtidspension og fleksjob, har således ringe chance for at opnå beskæftigelse på det arbejdsmarked, som tegner sig en årrække fremover.



 

[1]) Denne artikel bygger på rapporten: ”Mette Frederiksens udspil til reform af førtidspension: Hjælp eller økonomisk pisk”, 114 s. www.henrikherloevlund.dk/artikler/MetteFrederiksensudspilreformfoertidspensionogfleksjob.pdf 

[2] ) Jf. regeringen: Flere skal være en del af fælleskabet.

[3] ) Jf. Frederiksen, Mette: Flere skal bidrage til fællesskabet og færre skal på passiv forsørgelse. Politiken 08.04.12

[4] ) Jf. Post, Bettina ”Fem forestillinger om førtidspensions-reformen”, Berlingske Tidende 26/3-12 samt jf. Lund, Henrik Herløv: Bettina Posts fejlagtige forsvar for Mette Frederiksens førtidspensionsreform. www.henrikherloevlund.dk/artikler/BettinaPostforsvarforfoertidspensionsreform.pdf

[5]) Jf. Frederiksen, Mette: Foran anførte artikel.

[6]) Jf. Frederiksen, Mette: Oven anførte artikel og jf. Post, Bettina: Foran anførte artikel.

[7] ) Reformudspillet, s. 7

[8]) Jf. Østergaard, Mette og Thomas Flensburg: Ingen førtidspension til unge. Politiken 26.10.11

[9]) Jf. Landsforeningen SIND: Notat om førtidspension til psykisk syge. 2008.

[10]) Jf. Kaae, Martin og Nikolaj Rytgaard: Minister taler usandt om reform. Jyllandsposten 29.02.12

[11]) Kilde Beskæftigelsesministeriet: Satser for 2012.

[12]) Jf. Stokholm, Sofie: Syge kommer under fattigdomsgrænsen. Avisen.dk 06.03.12

[13]) Brandstrup, Mads: Beskæftigelsen er en krumtap for socialister (Interview med Villy Søvndal). Politiken 03.02.12

[14]) Jf. udspillet, s. 15.

[15] ) VK-regeringens udspil, s. 14.

[16]) Jf. Brandstrup, Mads; Cecillie Lund Kristiansen og Morten Skærbæk: Regeringen skærer hårdt i penge til fleksjob. Politiken 29.02.12.

[17]) Langager, Mette: Konsekvenser af ny tilskudsmodel i fleksjobordningen. FTF 29.01.2012.

[18]) Kilde: Ovenfor anførte værk.

[19]) Jf. Østergaard, Mette og Thomas Flensburg: Ingen førtidspension til unge under 35 år. Politiken 26.10.11 .

[20]) VK - Regeringens udspil, s. 11.

[21]) Jf. Frederiksen, Mette: Flere skal bidrage til fællesskabet og færre skal på passiv forsørgelse. Politiken 08.04.12.

[22]) Jf. reformudspillet, s. 4.

[23]) Kilde Pensionsstyrelsen: Redegørelse om udviklingen på førtidspensionsområdet og det rummelige arbejdsmarked, s. 3. 2010.

[24]) Jf. Buhl, Pia: Fleksjob er populære. Børsen 15/12 2008.

[25]) Kilde: Langager, Mette (FTF) Færre fleksjobbere gennem revalidering. FTF 2009 samt jf. Buhl, Pia: Fleksjob er populære. Børsen 15/12 2008.

[26]) Kilde: Buhl, Pia: Fleksjob er populære. Børsen 15/12 2008.

[27]) Kilde: Beskæftigelsesministeriet. Oversigten er modtaget fra en journalist, hvis navn af diskretionsgrunde ikke nævnes.

[28]) Jf. Frederiksen, Mette: Flere skal bidrage til fællesskabet og færre i passiv forsørgelse. Politiken, 06.04.12.

[29]) Jf. Reformudspillet, s. 22.

[30]) Kilde: Landsforeningen Bedre Psykiatri.  www.bedrepsykiatri.dk

[31]) Beskæftigelsesministeriet: Tal om førtidspension. Feb. 2012.

[32]) Jf. Christiansen, Flemming: Flere kontanthjælpsmodtagere er reelt på borgerløn. Politiken 08.03.12.

[33]) Jf. Højbjerre, Andreas: Førtidspensionsreformen et skridt fremad, men betydelige risici lurer forude. Kraka, 07.03.12.

[34]) Reformudspillet, s. 12.

[35]) Ovenfor anførte værk. S. 6.

[36]) Ibid.

[37]) Skovgaard, Lars Erik: Kun få virksomheder ansætter svage ledige. Berlingske 28.02.12

[38]) Jf. Flensburg, Thomas, Kirsten Nilsson og Flemming Christiansen: Tvang skal skaffe job til svage ledige. Politiken 27.02.12.