Nyt principprogram for Enhedslisten?
Af Finn Sørensen

Offentliggjort: 15. april 2012

En vigtig diskussion på Enhedslistens årsmøde i Store Bededagsferien bliver, om partiet skal i gang med at skrive et ny program. Det er der ikke fuld enighed om. Kritikerne antyder, at Hovedbestyrelsen forsøger at smugle en reformistisk strategi ind ad bagdøren. Fortalerne mener, at det er nødvendigt at tage højde for kapitalismens aktuelle udvikling og at programarbejdet kan blive et godt redskab til at involvere alle de nye medlemmer og vælgere, partiet har fået på det seneste.

Hovedbestyrelsens forslag om, at der skal skrives et nyt program, er en del af et større forslag om ”Enhedslistens mål 2012 – 2016”. Det meste af dette papir er et forsøg på at beskrive en række konkrete mål for partiets udvikling i de næste 4 år. Forslaget om programskrivning fremgår af det sidste afsnit i papiret om ”Enhedslistens mål” og lyder således:

”Kampen for socialismen starter i dag som et forsvar for velfærd, demokrati og fred. Gennem denne kamp kan arbejderklassen og alle progressive dele af befolkningen komme til at stå stærkere, blive bedre organiseret, mere samlet. Det er forudsætningen for at kunne tage næste skridt: At vinde et flertal i befolkningen for en socialistisk udvikling. En anden forudsætning er, at vi bredt på venstrefløjen styrker en fælles forståelse af samfundet, den politik der skal føres i dag og vejen til socialismen. Derfor påbegynder Enhedslisten efter årsmødet 2012 udarbejdelsen af et nyt partiprogram. Målet er at inddrage det store flertal af partiets medlemmer i diskussionen, men vi vil også inviterer fagforeninger og græsrodsbevægelser til at deltage i denne debat”.

Hovedbestyrelsen har derudover udgivet et ”Baggrundspapir om forslaget om udarbejdelse af nyt program”. Heraf fremgår, at et nyt program skal tage udgangspunkt i en analyse af kapitalismens seneste udvikling, og at situationen er en væsentlig anden, end da det nuværende principprogram blev vedtaget i 2003, hvor kapitalismen stadig befandt sig i en højkonjunktur. Siden da, er den kapitalistiske krise blevet voldsomt uddybet og har bragt ”de 99 % i modsætning til den 1 %”. Konklusionen er, at ”et brud med kapitalismen bliver en mere og mere påtrængende nødvendighed”.

Baggrundspapiret konstaterer herefter, at den sociale uro er voksende overalt i verden og at løn og arbejdsvilkår er under et hårdt pres. Det slås fast, at arbejderklassen og dens organisationer er svækket, hvilket der skal gøres op med. En vigtig del af svaret er at give socialismen ”ny fortællekraft”. Der henvises i den forbindelse til, at partiet siden 2010 har udviklet mange ”socialistiske svar på krisen” og en række forslag til, hvad vi kan bruge den offentlige sektor til, som ”umiddelbart kan indgå i et nyt program”.

Endelig lægges der vægt på, at Enhedslistens styrkede vælgertilslutning og store medlemsfremgang forpligter. 80 % af medlemmerne er indmeldt efter vedtagelsen af det nye program i 2003 (og lidt over halvdelen siden 2010): - ”Det er oplagt at inddrage alle partiets medlemmer i udformningen af partiets grundlag og principper. Den bedste måde at få ejerskab er ved selv at bidrage til udarbejdelsen af et nyt partiprogram” – hedder det afslutningsvis i Hovedbestyrelsens baggrundspapir.

Baggrunden for debatten og reaktioner i partiet
Som det fremgår, handler det for Hovedbestyrelsen ikke bare om at skrive det samme på en ny måde. Der skal laves et stykke analysearbejde, og et stykke arbejde med at udvikle politikken, så socialismen får ”ny fortællekraft” - altså et ret ambitiøst projekt.

Forslaget har fået en blandet modtagelse i afdelingernes diskussioner op til årsmødet. Nogle har syntes, at det var indlysende at gå i gang med den opgave, og på nogle afdelingsmøder har man været langt inde i en diskussion af, hvordan arbejdet med det nye program skal foregå, og hvad det skal lægge vægt på. Andre mener, at Hovedbestyrelsens forslag er et forsøg på at snige en reformistisk strategi ind ad bagdøren, og at man ligger under for kritikken i medierne under og efter valgkampen, hvor dele af programmet blev citeret vidt og bredt, og folketingskandidaterne måtte bruge en del kræfter på at forklare sætninger som at ”politi og militær skal nedlægges”.  

Debatten har affødt forskellige ændringsforslag. Nogle vil helt slette sætningen om at der skal udarbejdes et nyt program. Andre foreslår, at vi først skal diskutere det nuværende for at finde ud af, om det skal ændres, andre igen støtter ideen, men forsøger at sætte lidt flere ord på hvilken retning arbejdet skal have.

Kritikken bygger dog helt klart på en misforståelse om, at beslutningen om at igangsætte programarbejde betyder, at man ”skrotter” det nuværende. Det har repræsentanter for HB-flertallet klargjort, ikke er tilfældet. Det nuværende program gælder naturligvis frem til der evt. skal vedtages et nyt, og deraf følger også en pligt for partiets repræsentanter, ikke mindst Folketingsgruppen, til at arbejde ud fra det gældende program.

Derfor er programarbejdet nødvendigt
Som medlem af hovedbestyrelsen og medforfatter til det nuværende program, vil jeg især nævne tre grunde til at vi bør gå i gang med at skrive et nyt.

1: Det er nødvendigt at foretage en grundig analyse af de alvorlige ændringer, der sket i kapitalismens udvikling den sidste halve snes år, og i styrkeforholdet mellem klasserne, for at kunne levere konkrete og brugbare svar på de svære udfordringer, vi står over for.

2: Det er nødvendigt med en diskussion af, hvad vi forstår ved socialisme, og ikke mindst, hvordan vi gør kampen for socialismen konkret. Det er jo det, der er vores opgave som socialistisk parti, men det fylder ikke meget i Enhedslistens eller den øvrige venstrefløjs diskussioner.

3: Det er nødvendigt at arbejde langt mere med spørgsmålet: Hvordan får vi langt bredere dele af befolkningen i tale om nødvendigheden af en grundlæggende samfundsforandring. Det handler i høj grad om sprog og formidling.

Her er nogle stikord til de tre opgaver.

Fanden på væggen?
Formålet med en opdateret analyse af kapitalismens udvikling er ikke mindst at finde ud af, hvor er de samfundsforandrende kræfter, og især de politiske organiseringer, der kan vende udviklingen, og bringe arbejderklassen og folket i offensiven?

Jeg vil nødig male fanden på væggen, men det ser ikke godt ud!

Der er selvfølgelig positive elementer. Jeg vil især hæfte mig ved to.

Den ene er det ”arabiske forår”, der ganske vist er meget broget og udvikler sig forskelligt fra land til land. Der er heller ingen garantier for, at det i første omgang resulterer i progressive regeringer. Ikke desto mindre er den fremherskende tendens et folkeligt opgør med korrupte, diktatoriske regimer. Det er, set i historisk perspektiv, det mest opmuntrende der er sket, siden det revolutionære opsving i slutningen af 1960´erne og begyndelsen af 70´erne.

Den anden er den voksende spontane modstandskamp i flere sydeuropæiske lande imod EU`s og den samlede internationale kapitals forsøg på at få vælte hele regningen for krisen over på den brede befolkning.

Men lad os nu se det i øjnene. I kapitalismens ”kernelande” i USA og Vesteuropa er der borgerlig politisk dominans stort set over hele linjen, også langt ind i arbejderklassen. Arbejderbevægelsen viser klare opløsningstendenser. De fleste socialdemokratiske partier har fuldstændig accepteret den liberalistiske vej, og er af samme grund på vej mod endeligt at udspille deres rolle.

Fagforeningerne har slet ikke formået at omstille sig fra ”fredelig sameksistens” med storkapitalen, til de konfrontationer som kapitalen udsætter dem for nu. Resultatet er massiv tilbagegang i medlemstallet over hele Europa og katastrofal svækkelse af arbejderklassens vigtigste organisation.

Der er ikke meget opmuntring at hente hos partierne til venstre for socialdemokratierne. Det generelle billede er, at denne del af venstrefløjen er stort set lige så splittet og isoleret fra arbejderklassen, som for 40 år siden.

Min konklusion er, at der bredt på europæisk og internationalt plan ikke er nogen politisk kraft på venstrefløjen, der er i stand til at opsamle utilfredsheden i arbejderklassen og den brede befolkning imod kapitalistisk krisepolitik, og organisere den nødvendige modstand. Hvis vi sammenholder det med fremvæksten i nationalistiske, fremmedfjendske strømninger i en række lande, og tilgangen til højreradikale og nynazistiske grupper så er der al mulig grund til bekymring.

Man kan også sige det mere brutalt: Hvis den europæiske venstrefløj ikke tager sig ganske alvorligt sammen, så går vi imod en totalitær løsning på krisen.  Det er en ganske alvorlig situation, der kræver at vi gentænker hele vores program, vores strategi og vores taktik.

Det gælder også Enhedslisten. Det er selvfølgelig glædeligt at vi kan opsamle store grupper af utilfredse socialdemokrater og SF´er. Men det er også vores problem at de fleste utilfredse arbejdere synes at gå til højre, og opgaven med at finde de rigtige svar på det, ligger lige så meget på os.

Kampen for socialismen skal være konkret
Et programarbejde i Enhedslisten er selvfølgelig ikke i sig selv løsningen på det problem. Den ligger i, at forene sig med de grupper der går til modstand mod nedskæringspolitikken, og formulere konkrete svar på folks konkrete problemer.

Men vi er nødt til at sige det som det er: Mulighederne for at opnå egentlige forbedringer bliver mindre og mindre, efterhånden som krisen uddybes. Det gælder også mulighederne for at stoppe klimaødelæggelserne og rovdrift på naturen.

Det underbygger kun nødvendigheden af et opgør med kapitalismen, men der et stykke vej til at venstrefløjen er stand til at gøre det til et konkret og indlysende svar for bredere dele af befolkningen.

Selvfølgelig er der noget at bygge videre på i mange venstrefløjspartiers programmer, også i Enhedslistens nuværende. Vi skal ikke starte forfra med et ”blankt stykke papir”. Generelt føler jeg mig ganske godt dækket ind af vores programs analyser af den globale kapitalisme, af EU og kapitalismen i Danmark, selvom de skal ”opdateres” med en analyse af de aktuelle styrkeforhold. Afsnittet om ”Den socialisme vi kæmper for” er også en rimelig beskrivelse af den socialisme jeg kæmper for. 

Svaghederne ligger især i afsnittet ”På vej mod en socialistisk samfundsomvæltning”. Her er ganske vist forsøg på at forklare at klassekamp ikke kun handler om kroner og ører, at vi skal arbejde for enhed i arbejderklassen og alliancer med andre lag i befolkningen for at organisere reformkampen, med det klare perspektiv at samle ”befolkningens overvældende flertal i en samlet front mod kapitalismen”.

Det understreges ganske rigtigt, at forskellen på ”reformister” og ”revolutionære” ikke er, om man kæmper for reformer, men om man lader sig begrænse af, hvad der er muligt inden for kapitalismens rammer, og at det er nødvendigt med et ”brud med det kapitalistiske system”. Men de få svar der antydes, er helt tydeligt hentet i fra revolutioner og revolutionsforsøg i samfund, der ikke har meget tilfælles med Danmark og de andre højtudviklede kapitalistiske lande,

Det er tankevækkende, at det lykkedes os at skrive dette afsnit, uden at forholde os til helt indlysende spørgsmål, som enhver vælger vil stille os: I taler om ”folkelige magtorganer” – hvad er det for nogle, og hvad er det danske folketings rolle i ”overgangen til socialismen”? Hvem bestemmer over de store linjer i samfundet, de ”folkelige magtorganer” eller Folketinget? Hvad er det for nogle skridt en socialistisk regering skal foretage sig, for at gennemføre det ”fundamentale brud” med kapitalismen? Hvordan bliver den regering i øvrigt valgt og sammensat? Hvordan har I det egentlig med voldsanvendelse i den revolutionære proces? Hvordan forestiller I jer i det hele taget en socialistiske revolution gennemført i vores del af verden?

Hvis vi vil have bredere dele af befolkningen i tale, så er vi nødt til at kunne sætte en hel del flere ord på det, end vi er i stand til med baggrund i det gældende program.

Spirer den allerede frem?
Men vi skal også have en fornyet diskussion af, hvad socialisme egentlig er, hvor den kommer fra og hvordan den udvikler sig. Er et socialistisk samfund et ”helt andet samfund”, eller er det som Marx og Engels beskrev, at vi allerede i det nuværende samfund ser ”kimene”, begyndelsen til det nye, at opgaven for socialister består i at udvikle disse ”kim”, og at det er på den måde vi kan gøre kampen for socialismen konkret?

Principprogrammet trækker i begge retninger.

I afsnittet om ”Den socialisme vi kæmper for” erkendes det, at der er ”elementer i det kapitalistiske Danmark, der peger frem mod socialismen”, for eks. eksistensen af en offentlig sektor, solidarisk finansiering af en række velfærdsydelser, arbejderklassens organisering. Det erkendes også, at der i en lang periode vil være klassemodsætninger i det socialistisk samfund og at ”det socialistiske samfund ikke er en statisk idyl, men en fortsat revolutionær proces” . Men i afsnittet om den socialistiske samfundsomvæltning er denne dialektik fraværende, her tales helt abstrakt om at socialismen ”indføres i forbindelse med et revolutionært brud med kapitalismen” .

Der er meget inspiration at hente til den diskussion ved en genlæsning af Det kommunistiske Manifest fra 1848, der alle tidstypiske træk til trods, stadigvæk er den mest plastiske fremstilling af, hvordan kapitalismen selv skaber forudsætninger for det nye samfund, og hvordan klassekampen fremtvinger muligheden for at realisere socialismen (eller kommunismen, som Marx kaldte det). (Gen)læs også Marx tankevækkende ”Kritik af Gothaprogrammet” hvor han beskriver socialismen (eller ”det kommunistiske samfunds lavere fase” som han kaldte det) med disse ord: ”Det vi har at gøre med her, er ikke et sådant kommunistisk samfund, som har udviklet sig på sit eget grundlag, men tværtimod et sådant, som lige udgår fra netop det kapitalistiske samfund, og som altså i enhver henseende, økonomisk, moralsk og åndeligt endnu er behæftet med modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det kommer”.

Sprog og formidling
Men det handler også om sprog og formidling. Det er selvfølgelig ikke muligt at skrive et principprogram for et socialistisk parti uden at bruge socialismens ord og begreber. Men opgaven består i at tage kampen op med de borgerlige udlægninger, at give dem et nutidigt indhold.

Lad mig nævne et par eksempler på det.

Socialisme identificeres i den brede befolkning med en række åbenlyst mislykkede forsøg og vrængbilleder på socialisme. Jeg tænker selvfølgelig på systemerne i Sovjetunionen og en række østeuropæiske lande (for ikke at tale om Nordkorea!). Enhedslistens principprogram tager tydeligt afstand fra disse systemer. Men det er stadig en stor opgave at forklare, hvorfor det efter Enhedslistens opfattelse ikke har noget med socialisme at gøre.

Et andet eksempel er forståelsen af arbejderklassen. Her når Enhedslistens program til den rigtige konklusion, at arbejderklassen er vokset betragteligt og udgør et klart flertal af befolkningen. Den forståelse findes slet ikke i den offentlige debat, og knap nok i venstrefløjens og Enhedslistens diskussioner. Her identificeres arbejderklassen i høj grad med mænd i blå kansas. Men det er efterhånden kun en mindre del af arbejderklassen, og derfor en skadelig indskrænkning af begrebet, som bruges til at splitte i stedet for at samle alle de mange dele af arbejderklassen (med og uden arbejde!), der har en fælles interesse i at afskaffe kapitalismen.

Når snak om socialisme som regel fremalder medlidende smil for ikke at sige hovedrysten rundt om på arbejdspladser og ved kaffebordene, så er det ikke nødvendigvis fordi folk er uenige i ideen. Det skyldes snarere at venstrefløjens forestillinger om den forekommer løsrevet fra den virkelighed, folk kan se. For et par år siden svarede 1/3 af vælgerne ja på spørgsmålet om de opfattede sig som socialister i en eller anden forstand. Det er nok kun et mindretal der er enig i Enhedslistens udgave, men det viser, at der er noget at bygge på. Det kræver ”bare” at vi i Enhedslisten og bredt på venstrefløjen smøger ærmerne op, og laver vores hjemmearbejde! Arbejdet med et nyt program kan blive et godt udgangspunkt, hvis det skrives med den ambition, at det skal kunne læses og bruges af langt bredere dele af befolkningen, og som minimum af de mange tusinde nye vælgere, som Enhedslisten fik i tale ved det sidste Folketingsvalg.