Er en finansiel transaktionsskat mulig?
Af Jan Helbak

Offentliggjort: 15. april 2012

For en umiddelbar betragtning forekommer det paradoksalt, at det er højrefløjens sværvægtere – Sarkozy og Merkel – der nu presser de andre regeringsledere til at acceptere en Financial Transaction Tax (også kaldet Tobinskat) indenfor EU’s område. Omvendt forekommer det ligeså paradoksalt, at SRSF regeringen med 1. finansminister Margrethe Vestager i front herhjemme sammen de ærkeborgerlige regeringer i England og Sverige indtil videre har argumenteret imod en sådan skat under henvisning til, at den skal være global for at virke[1]. Og det på trods af, at både England, Taiwan, Hong Kong og Sydkorea har indført en delvis finansiel transaktionsskat – på handel med aktier – uden at det har ført til den påståede kapitalflugt eller skadet væksten[2].

Men ved nærmere eftersyn er Sarkozys og Merkels og EU kommissionens insisteren på en transaktionsskat ikke så paradoksal. Læser man mellem linjerne er deres intentioner rimeligt klare. Provenuet fra transaktionsskatten skal bl.a. bruges til at sænke virksomhedsskatterne yderligere og i EU kommissionens optik til at øge EU budgettet. Deres intentioner er med andre ord at overføre kapital fra den finansielle sektor til industrisektoren i et forsøg på at genindustrialisere Europa. Endvidere hævder de i lighed med økonomen Tobin, at transaktionsskatten kan medvirke til at dæmpe spekulationshastigheden. Hvordan, har de endnu ikke argumenteret overbevisende for.

Når den danske regering i skikkelse af 1. finansminister Margrethe Vestager argumenterer imod en transaktionsskat i EU, fremføres der to argumenter. For det første, at den kun virker på globalt plan (hvilket notorisk er forkert)[3], og for det andet, at skatten vil skære 0.5% af BNP fremover og koste danske arbejdspladser. Hun henviser her til en rapport fra Kommissionen. Men ifølge en ny rapport fra Kommissionen med nye beregninger, vil skatten kun i værste fald skære 0.1% af BNP væksten.

Hvad hverken, 1. finansministeren eller andre i regeringen fortæller, er, at beregningerne kan vise, hvad det skal være afhængigt af de forudsætninger, der puttes ind i modellen. En generel udbudsmodel, der slet ikke opererer med efterspørgselseffekter, som f.eks. større forbrug eller investeringer, hvis provenuet bruges til at sænke skatten på arbejde eller øge fremtidige industriinvesteringer. Hvis disse og andre dynamiske effekter så som offentlige investeringer regnes med (som f.eks. Poul Nyrup har påvist), kan transaktionsskatten faktisk bidrage positivt til BNP. Det fremgår også af den nye rapport.

Skat eller regulering?
Men hele debatten kan blive ganske mudret og uigennemskuelig, hvis man ikke  gør sig formålet med skatten klart. Ønsker man en transaktionsskat for at overføre indkomst fra finansmarkederne til samfundet og til offentlig forbrug, eller ønsker man skatten indført for at stramme reguleringen af finansmarkederne og vanskeliggøre spekulation? Eller forventer man at kunne gøre begge dele?

Ud fra et lighedssynspunkt er en finansiel transaktionsskat fremragende, fordi den kan indrettes, så den er stærkt progressiv. Hvis skatteprovenuet ydermere overføres til offentligt forbrug og investeringer både i EU og nationalt eller til sænkning af skatten på de laveste indkomster, kan den indgå som en af flere ulighedsudjævnende beskatningsformer.

Som reguleringsinstrument er transaktionsskatten mere begrænset, med mindre den kobles med en række specifikke reguleringsordninger målrettet regulering af hele ”skyggebanksektoren” (mere officielt det parallelle banksystem) og derivatmarkedet. Globalt udgør det mellem 30.000 og 60.000 mia. dollar, og alene skyggebanksystemet udgør ifølge EU’s markedskommissær 30 procent af det samlede globale bankmarked. Både skyggebanksektoren og hele det komplicerede derivatmarked skal indregnes, hvis skatten skal have reguleringseffekt.

Omvendt er reguleringer også nødvendige på et marked, hvor omsætningen af finanstransaktioner i dag er 70 gange større en verdens samlede BNP, hvor den i 1990 kun var 15 gange større. Dvs. det finansielle markeds aktivitet er totalt løsrevet fra realøkonomien og tjener ikke længere noget praktisk og samfundsgavnligt formål – tværtimod udgør det dårligt regulerede finansmarked en vedvarende trussel mod realøkonomien. Den erkendelse er ved at sætte sig både i Obamaadministrationen og i EU kommissionen. Selv om det går langsomt, er der en voksende erkendelse af, at der ikke alene er god fornuft i at beskatte finanstransaktionerne relativt hårdt og differentieret[4], men at det også er nødvendigt, hvis den fiktive kapital effektivt skal kunne omdirigeres til produktive investeringer[5].

Med differentieret menes, at beskatningen af aktieomsætning og langvarige obligationsinvesteringer selvfølgelig ikke skal være så kraftigt som f.eks. beskatningen af short selling (konstant hurtig omsætning af aktier og andre værdipapirer og valutaer ofte for lånte penge for at spekulere i marginalgevinster). Skatteinstrumentet skal med andre ord tilpasses, så det virker specifikt ind på de finansprodukter og omsætningsmetoder, man ønsker at begrænse. Endnu er man dog ikke kommet ret meget videre, hvad angår regulering, end man var umiddelbart efter Lehmankrakket. Men få er reelt i tvivl om, at en gennemgribende regulering koblet med en finanstransaktionsskat bliver nødvendig, og presset stiger fordi de store pengeudpumpninger fra ECB og FED for at redde banksektoren allerede er ved at bygge en ny finansboble op[6].

Teknik eller politik
Men er det overhovedet teknisk muligt at gennemføre en transaktionsskat i EU? Vil det ikke blot føre til kapitalflugt eller overflytning af transaktionerne til lande, der ikke er omhandlet af skatten og således både føre til tab af arbejdspladser og indtægter de betrængte statskasser?

Det er teknisk muligt, og det er muligt at begrænse kapitalflugt indenfor en samlet EU ramme. Man kan eksempelvis udvide og videreudvikle den metode som benyttes i England og andre lande. Det kan eksempelvis ske ved, at transaktioner skal godkendes (stamp tax - stempelafgift) og registreres i clearinghouses for at have juridisk gyldighed – uanset hvor de handlende har deres oprindelsesland. Den tanke blev i øvrigt allerede formuleret i forbindelse med Maastrichttraktaten hvad angår valutakontrol og virksomhedsskat[7]. Det betyder, at ingen finansaktør kan regne med retlig beskyttelse indenfor EU området, hvis transaktionen ikke godkendes (skatteligning) og registreres. Og ifølge eksperter på området skulle det være overkommeligt[8]. Men det forudsætter selvfølgelig en følgelovgivning, der sætter skrappe krav til registrering af alle transaktionsformer, samt at disse defineres ensartet i hele EU området[9]. Derud over kan man, som det også er på tale, genindføre adskillelsen af almindelige banker og investeringsbanker, hvor staten kun beskytter indskyderne i de første.

Der er således ikke tekniske problemer til hinder for, at skatten kan indføres. Det er først og fremmest et politisk problem, ligesom det er et politisk problem, hvor mange områder indenfor de finansielle markeder, der skal omhandles af skatten, og ikke mindst hvad skatteprovenuet skal anvendes til. Men det er indlysende, at skatten for første vil indbringe et beskedent provenu, hvis det kun er aktiehandler, der skal beskattes, og for det andet vil en Finansiel transaktionsskat ikke forbedre reguleringen nævneværdigt, hvis den ikke også omfatter shadow banking og derivatmarkedet.

Anvendelse af provenuet
Antag at transaktionsskatten på et eller andet tidspunkt gennemføres i EU. Skal provenuet så tilfalde det land, der opkræver skatten, eller skal det indgå i EU’s fælles kasse og omfordeles herfra? Hvis ikke provenuet går direkte i EU’s fælles kasse, vil skatten begunstige de lande med de store finanscentre. Det eneste solidariske vil være, at fordelingen sker gennem EU. Det betyder så omvendt, at der skal være politisk enighed om fordelingsforhold, og hvad provenuet skal anvendes til. Skal det lukke hullerne i statskasserne? Skal der opbygges solidariske finansieringsfonde? Skal der igangsættes transnationale infrastruktur- og industriprojekter osv? Det skal der tages politisk stilling til, og her vil højrefløjen og venstrefløjen angiveligt stå skarpt overfor hinanden, ligesom de vil gøre det, når det skal besluttes, hvor omfattende beskatningen skal være dels i procent og dels hvad angår typer af transaktioner, der skal beskattes. Modsætningsforholdet kan allerede ses i dag i Tyskland, hvor kansler Merkel og SPD’s parlamentariske leder Frank-Walter Steinmeier er højlydt uenige om, hvordan skatteprovenuet skal anvendes.[10]

En afsluttende bemærkning
Indførelse af en finansiel transaktionsskat, der rammer finansmarkederne bredt og dermed også derivatmarkederne er ikke en ”alt andet lige handling”. Det er et radikalt politisk magtindgreb overfor finansmarkederne.

Hvis man både tilstræber at gennemføre en indkomstudjævning og begrænse finansspekulationen samt skabe stabilitet på markederne, lægger man op til et opgør med den samlede kapitals muligheder for i perioder med stagnation i kapitalakkumulationen at bruge finansspekulation som en slags ”buffer” eller som kompensation for reducerede profitter i realøkonomien. I den forstand kan transaktionsskatten i nedgangs- eller krisetider bidrage til at skærpe kapitalens samlede akkumulationsproblem og mangedoble de samfundsmæssige modsætninger. Det kan tvinge statsmagten eller i det konkrete tilfælde EU til endnu mere direkte indgreb på markederne for at forhindre et decideret sammenbrud. Bl.a. kan banknationaliseringer, forbud mod bestemte transaktioner og selektive industriinvesteringer komme på tale. Men det er en helt anden historie.

Man skal blot gøre sig klart, at transaktionsskatten hverken er politisk neutral eller kan reduceres til teknik. Den repræsenterer et dybt indgreb i kapitaldannelsesprocessen, der vil skærpe de politiske og sociale modsætninger. Det ved Sarkozy og Merkel godt. Derfor ønsker de også at begrænse modellens virkningsgrad – og omfang. Det er her, det politiske slag skal slås – ikke på teknikken.

Det vidste allerede Keynes udmærket, da han i Bretton Woods i modsætning til sine amerikanske partnere gjorde sig til talsmand for stærk kapital- og valutakontrol som forudsætning for fastholdelse af billige investeringsmuligheder og et højt efterspørgselsvolumen. I dag er efterspørgselssiden glemt og produktionssiden har været det de sidste 10 år.. Tilbage står stadig den udbudsøkonomi, der var medvirkende årsag til depressionen i 30’erne og sammenbruddet på kapitalmarkederne i Europa – en lære, der åbenbart er glemt i SRSF regeringen. Men som EU parlamentets præsident Marti Schulz siger til Financial Times: Borgerinitiativet[11] – et deltagelsesdemokratisk redskab, der træder i kraft den 1. april – vil kunne bruges til at presse EU politikerne til at acceptere en finansiel transaktionsskat”[12].

Politisk betyder det, at hvis det europæiske centrum-venstre og den europæiske fagbevægelse minus det danske socialdemokrati og SF ikke vil stille sig tilfreds med de kompromisser, der under ledelse af Margrethe Vestager undersøges frem til topmødet i juni, ligger det lige for at organisere en sammenhængende kampagne i hele EU for at samle 1. mio. underskrifter ind, der kræver, at en regulær og omfattende Tobinskat bliver behandlet. Alene en sådan kampagne kan få vidtrækkende politisk betydning langt ud over kampagnens konkrete mål.


[1] Politiken 2. februar 2012

[2] Financial Transaction Taxes, discussion paper 2011 kap.4, Revealed preferences: existing Financial transaction Taxes; Stephany Griffith-Jones and Avinash Persaud

[3] Short-term asset trading, long term price swings, and the stabilizing potential of a Transaction tax; Stephan Schulmeister october 2010, Austrian institute of economic reserach.

[4] Global finance: Conflicting signals, Financial Times 1. April 2012

[5] America reassembles industrial policy, Financial Times 8. April 2012

[6] Gravity-defying corporate bonds raise bobble fears; Financial Times 20. Marts 2012

[7] The Big Market, The future of the European Community kap. 3, Mony and finance in the Big Market; John Grahl & Poul Teague

[8] Financial Tranaction Taxes discussions paper, kap. 3, Key issues in implementing a Financial transaction Tax; Stephany Griffith-Jones & Avinash Persaud.

[9] EU still consulting on what ”shadow banking” means; EUobserver 19. Marts 2012

[10] Growth Programme for Industrial renewal in Europe, Frank-Walter Steinmeier, Social Europe Journal 5. April 2012

[11] Borgerinitiativet henviser til EU loven om European Citizens Initiative, hvor 1 mio. borgere fra mindst 7 lande kan tvinge EU kommissionen til at overvejen en bestemt lovgivning indenfor et bestemt område.

[12] Schulz: 1 mio. EU signatures could spur finance tax, Financial Times 28. Marts 2012