Drop materialismen
Af Søren Fonsbøl

Offentliggjort: 15. april 2012

De intellektuelle burde have indset, at problemernes rod er oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning. Det tusindårsrige, som dengang ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Den materielle udvikling blev sit eget mål, og dermed destruktiv. Det åndelige tomrum er uegnet for sandt menneskeliv.

Materialismen
De sidste 120 år har været præget af kampen mellem højre- og venstrefløjen. Jeg er født i 1941. I min tid har venstrefløjen været toneangivende i de første 40 år. I de sidste 30 år har højrefløjen ført sig frem med den angloamerikanske nyliberalisme, og i dag synes de to fløje at afbalancere hinanden nogen lunde politisk. Men der er ikke længere den store forskel på dem, for de er stort set enige om kulturgrundlaget: oplysningstidens ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse, hvor mantraet er evig økonomisk vækst. Derfor er der endnu ikke udsigt til nogen forløsning i samfunds- og kulturdebatten.

Ved materialisme forstås her ikke kun en i snæver forstand filosofisk hovedretning, som anerkender omverdenens objektive eksistens som udgangspunkt for al erkendelse. Der er også tale om en bredere, mere populær betegnelse for den livsholdning, som lægger afgørende vægt på det materielle – den grundholdning til tilværelsen, som dyrker det materielle på bekostning af det åndelige, som den i virkeligheden nærer en indgroet skepsis overfor – den virkelighedsopfattelse, som i hvert fald indfører en skarp sondring mellem disse to kategorier af virkeligheden, idet den altså fortrænger det åndelige til tilværelsens periferi.

Materialismens modsætning er idealismen, som anser det åndelige, ideen, bevidstheden for det primære. At materialismen har fortrængt idealismen som den europæiske kulturs grundlag, er noget relativt nyt. Processen er først ved at være fuldbyrdet i løbet af 1900-tallet, altså i vores egen tid. Men nu kan vi omsider begynde at indse, at den kan føre til et sammenbrud.

Det store gennembrud kom allerede i 1600-tallet, hvor den nyskabende tænkning slog igennem, både i filosofien og naturvidenskaben. Men nogle af oplysningstidens franske intellektuelle var med til at bane vejen for den ensidigt materialistiske grundholdning og virkelighedsopfattelse: Holbach mente, at al tidligere tro på guder er illusorisk. De var rene fantasiprodukter, som præsterne havde skabt for at holde folket i uvidenhed og bevare deres magt. Turgot inddelte den menneskelige ånds historie i tre stadier: det teologiske, det metafysiske og det videnskabelige, som vi nu omsider havde nået – et typisk udslag af oplysningstidens unuancerede fremskridtstro. Condillac mente, at den ældre filosofi havde opereret med fysiske fantomer, som var skabt af indbildningskraften, som er lige så nødvendig for digteren, som den er skadelig for videnskabsmanden, Condorcet mente, at fornuften er for filosoffen, hvad nåden er for den kristne, altså midlet til at opnå frelse. Når fornuften blev brugt på samfundets indretning, næringslivets og handelens organisering og de unges opdragelse, ville menneskets materielle forhold og åndelige stade forbedres, og man ville nærme sig et ideelt samfund. Den lidt senere Comte inddelte også menneskehedens udvikling i tre stadier: Det teologiske, hvor naturens foreteelser forklares ved guders indgriben. Det metafysiske, hvor fænomenerne forklares ved upersonlige og abstrakte ideer og kræfter. Og det positive, hvor man ikke anerkender nogen højere virkelighed bag erfaringsverdenen, men finder de love, som ligger bag fænomenerne. Og så kan man styre udviklingen. På dette stadium hersker videnskaben.

De fleste intellektuelle vil nok endnu vælge at se oplysningstænkningen som en naturlig reaktion på fortidens ”åndelige mørke”. Men for det første var fortiden slet ikke så mørk, som vi tror, for det andet er det helt tydeligt, at vi er på vej over i den modsatte grøft – i et materielt mørke.

Så hvad nu, hvis det er det ensidigt materialistiske kulturgrundlag, der er noget i vejen med? En sådan erkendelse vil ikke komme fra politikerne, som er fanget i spindoktorernes primitive retorikfælde, hvor fordommene og vanetænkningen sætter dagsordenen. Men de intellektuelle burde træde i karakter og hjælpe os op af supermaterialismens bundløse sump nu, hvor både liberalismen og socialismen omsider må erkende, at de har bygget deres forskellige samfundsbygninger på det samme smuldrende fundament.

Kulturpessimismen
Det tusindårsrige, som efter oplysningstidens gennembrud i 1700-tallet ventede på os lige omkring det næste hjørne, lader vente på sig. Den afklaring, videnskaben lovede, indtraf ikke. Folkets brede lag fik først del i goderne efter socialistiske trusler og revolutioner og voldsomme politiske kampe, som varede i over 100 år. Goderne blev delvis opnået på bekostning af andre kulturer (imperialisme), vort fysiske eksistensgrundlag (miljø) og den menneskelige trivsel (psykologi). I første halvdel af 1900-tallet indtraf den europæiske kulturs store katastrofer, verdenskrige og -kriser, hvilket udløste en voldsom livsanskuelsesdebat. I filosofien og litteraturen kom værdikrisen og en slags nihilisme til udtryk allerede i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og den moderne kunst afspejlede en grotesk og forvrænget virkelighed. Psykologien fik videnskabelig status og fremhævede det irrationelle i mennesket. Efter 1. Verdenskrig kunne man endnu spore en slags trodsig optimisme. Men efter 2. Verdenskrig og atombomben bed kulturpessimismen sig fast, og den har endnu ikke sluppet sit tag i os, trods en længere periode med relativ fred og velstand i Europa. Familieliv og lokalsamfund blev efterhånden ødelagt. Dertil kommer nu et moralsk og intellektuelt forfald, ny organiseret kriminalitet, terrorisme, nye finanskriser og ny arbejdsløshed.

Den materielle udvikling skulle have været et middel for et højere formål (humanitet), men blev i stedet sit eget mål, og dermed både meningsløs og destruktiv.

Videnskab eller visdom
De to grundpiller i det fundament, verdens førende højkultur blev rejst på, er oldtidens humanisme og middelalderens kristendom, som begge fulgte med op i den nyere tid, men har været under afvikling siden oplysningstiden. De havde humaniteten til fælles (menneskelighed/medmenneskelighed). Nu har vi næsten møvet os ind i et åndeligt tomrum, som dybest set er uegnet for sandt menneskeliv. Jeg tror ikke, vi kan gøre det stort bedre end de gamle, alene fordi vi er ved at miste evnen til og muligheden for den dybe tænkning. Vi skal ikke skrue tiden tilbage og forkaste videnskaben. Men den skal ikke være samfundets højeste instans. Den må genindtage sin naturlige plads som visdommens tjener. For det er ikke i videnskaben, men i visdommen, tænkningen når sine højeste former. Videnskaben er kun en begrænset, ensidig, raffineret og særpræget afledning af en langt større menneskeånd, hvis evige stræben mod stjernerne den nu prøver at hindre i sin snæversynede selvtilfredshed. Videnskaben er udartet til videnskabisme og har som en gøgeunge fortrængt visdommen. Det gælder også samfundsvidenskaben. Visdommen var jo usikker. Med videnskaben var man tilsyneladende på sikker grund. Men visdommen skal igen komme til ære og værdighed. Fordelen ved den er, at dens rækkevidde er langt større end videnskabens. ”Ulempen” er, at den er vanskeligt tilgængelig.

Vi skal ikke nødvendigvis genindføre en tro kopi af en fjern fortids historisk betingede dogmer. Der må være plads til forsigtige justeringer med ny viden og gjorte erfaringer. Men den entreprenante supermaterialisme, hvor begæret er drivkraften, er der indbygget afgrund i. Hvis vi lader hovmodet, begæret og kynismen fortrænge ydmygheden, ærefrygten og taknemmeligheden, ødelægger vi livet på jorden.

Et spadestik dybere
Siden 1800-tallet var venstrefløjen ”progressiv”, højrefløjen ”reaktionær” i kultursynet. I dag er de begge reaktionære, idet de arbejder på den fallerede supermaterialismes præmisser. Fremtidens historikere vil se tilbage på materialismens herredømme som et relativt kort intermezzo i den europæiske kulturhistories store melodrama.

Lad dette indlæg være en opfordring til venstrefløjens intellektuelle til omsider at træde i karakter og grave et spadestik dybere i samfunds- og kulturdebatten, selv om der ikke er magt og indflydelse i det på kort sigt. Det er her, storheden skal stå sin prøve, ikke i krampagtige forsøg på at redde stumperne af den fallerede materialisme med nye, sofistikerede teorier. De intellektuelle skal ikke være materialismens medløbere, men en modig og meningsfuld opposition.