Vestens illegale kapitalflugt fra den tredje verden
Af Morten Hertz Kristensen & Peter Møller

Offentliggjort: 15. april 2012

I kølvandet på det nye regeringsgrundlag virker det som om der er god grund til at forholde sig optimistisk til Danmarks engagement i den tredje verden. De enorme beløb der forsvinder ud af udviklingslandene via transnationale selskabers illegale kapitalflugt, overstiger dog hele vestens samlede udviklingsbistand med en faktor på ti, og ikke før der mobiliseres massiv politisk vilje bag et opgør med denne praksis, kan vi håbe på at se en reel økonomisk fremgang, i de u-lande vi henter naturressourcer ud af.

Danmark gav i 2009 0.88% af BNI, ca. 15 milliarder kroner, i udviklingsbistand, og i det nye regeringsgrundlag ligger et løfte om, at den skal op på 1% af BNI[1]. Det er sympatisk, at regeringen, i disse krisetider, har mod på en mere ambitiøs udviklingspolitik, men vi hos IBIS mener, at der også må sættes ind på et andet meget vigtigt punkt, nemlig overfor problematikken om illegal kapitalflugt.

Organisationen Global Financial Integrity estimerer, konservativt, at udviklingslandene i 2009 mistede i omegnen af 903 milliarder dollars som et resultat af illegal kapitalflugt. Tallet er som et resultat af den økonomisk krise lavere end det var tidligere, men den generelle tendens peger på, at udviklingen er for opadgående[2]. Til sammenligning gav de vestlige donorlande i 2009 ca. 120 milliarder dollars i udviklingsbistand. Det er et tal, der ikke har ændret sig nævneværdigt frem til i dag[3]. Det betyder naturligvis ikke, at Danmark og andre landes udviklingsbistand ikke er hårdt tiltrængt. Men forholdet de to tal imellem henleder opmærksomheden på, at det i lige så høj grad er nødvendigt at se på, hvad der tages fra verdens udviklingslande, som hvad der tildeles dem.[4]

articles: illegal_kapitalflugt_figur_1.jpg

Hvad er illegal kapitalflugt?
Den illegale kapitalflugt kendetegner en praksis, hvor transnationale selskaber og andre aktører uretmæssigt flytter kapital ud af udviklingslande. En del af kapitalflugten stammer fra korruption og anden kriminel aktivitet som f.eks. hvidvaskning af penge. Her er fællesnævneren således også, at pengene i første omgang er uretmæssigt erhvervet og sidenhen forsvinder ud af udviklingslandene. Den største del af de omtalte 903 milliarder dollars, der i 2009 forsvandt fra verdens udviklingslande, er dog et resultat er transnationale selskabers systematiske skatteunddragelse. Der er i dette tilfælde ikke tale om illegalt erhvervet kapital. Kapitalflugten er derimod illegal, fordi selskaberne unddrager sig beskatning i de udviklingslande, hvor de har tjent deres penge. Organisationen Global Financial Integrity anslår, at 53,9 procent af den illegale kapitalflugt i 2009 var et resultat af transfer mispricing[5], altså den praksis, hvormed transnationale selskaber, til kunstigt fastsatte priser, handler indenfor deres egen koncern med henblik på at undgå beskatning af deres overskud. Når datterselskaber indenfor en transnational koncern handler med hinanden til kunstigt høje eller lave priser, kan koncernen generere et overskud, der, på papiret, er meget stort i et skattely og meget lavt i de lande, hvor de i realiteten tjener deres penge. Hver gang en virksomhed på denne måde lykkes i at sænke sin skattebetalingen, bliver der følgeligt også færre penge til rådighed for landet, hvori de opererer. Penge de som bekendt har hårdt brug for.

Netop fordi der er tale om så store summer, og fordi de i stort omfang bliver taget fra verdens fattigste lande og deres borgere, mener IBIS, at det er nødvendigt at sætte hårdt ind overfor mange af de transnationale selskabers lyssky praksis. Fordi der desuden er tale om en systematiseret praksis, er det også muligt at modgå den på samme præmisser. Det er måske ikke muligt helt at elimere fænomenet, men det er muligt i høj grad at dæmme op for det. Og de tiltag, der skal til ligger klar til implementering, hvis den politiske vilje mobiliseres.

I IBIS har vi tre konkrete forslag. For det første er det nødvendigt, at øge det internationale pres på de skattely foruden hvilke den illegale kapitalflugt ikke er mulig. For det andet er det presserende at ændre på de alt for lempelige krav, der i dag stilles til transnationale selskabers regnskaber. Sidst anbefaler vi også, at udviklingslandene i visse tilfælde beskatter de transnationale selskabers produktion i stedet for deres overskud.

Løsningsforslag
Man kan sætte ind overfor illegal kapitalflugt på flere niveauer. Der er fordele og ulemper ved alle forslagene ift. realiserbarhed og effekt.

Lukning af skattely
På globalt plan kan man forsøge at lukke de skattely som transnationale selskaber flytter deres penge igennem, for at undgå skattebetaling i de lande hvor de rent faktisk tjener deres penge. Det indebærer både en ændring i det pågældende lands skattelovgivning samt stærkt øget transparens ift. oplysninger om de virksomheder, der er registreret i skattelyene.

Et skattely er typiske kendetegnet ved, at de virksomheder det har til huse, ikke har anden reel aktivitet i landet end en adresse. Det ville være yderst gavnligt at øge tilgængeligheden af informationer om, hvilke selskaber, der er placeret i skattelyene, samt hvor store overskud de rapporterer her. Givet skattelyenes nationale suverænitet, er det dog svært udefra at ændre deres politik på området. En mulighed er at øge det internationale politiske pres på disse lande, f.eks. gennem handelssanktioner, men det store iboende problem med skattely er, at de er mange, og at nye løbende kan opstå.

Eksistensen af skattely er altså en af de faktorer, der i høj grad faciliterer den illegale kapitalflugt, men det er også nødvendigt her og nu at gøre brug af andre redskaber, for at mindske denne aktivitet.

Land-for-land regnskaber
Et andet løsningsforslag er at ændre kravene til transnationale selskabers regnskabsrapportering. Den internationale lovgivning ser lige nu sådan ud, at selskaber kun skal fremlægge en samlet årsrapport for deres salg, profit og skattebetaling uanset, hvor mange lande de opererer i. I dag er det således ikke gennemskueligt, hvilken profit et givent selskab rapporterer i et givent land, og således kan mange transnationale selskaber slippe af sted med at have en række datterselskaber i udviklingslande, der på papiret ikke genererer overskud, samt en række datterselskaber i skattely, der omvendt generer store overskud. At dette finder sted er fuldstændig åbenlyst, med mindre man mener på anden vis at kunne forklare, hvorfor f.eks. enorme mineselskaber har opereret i Afrika i årtier uden at tjene penge. Som sagt taler tallene på makroniveau desuden deres eget tydelige sprog.

Ved at stille krav om land-for-land regnskaber vil transnationale selskaber blive forpligtiget til at rapportere, hvilke lande de opererer i. I samme forbindelse tvinges selskaberne også til at rapportere overskud og skattebetalingen for de selskaber de ejer i de relevante lande. Indførelsen af land-for-land regnskaber vil således enten tvinge internationale selskaber til at ændre praksis, eller åbent afsløre dem i at publicere regnskaber der implicerer dem i transfer mispricing og således også skattesnyd. Inspireret af OECD fremlagde EU-kommissionen i oktober 2011 et forslag om gennemsigtighed i regnskabsføring, med henblik på at dæmme op for illegal kapitalflugt[6], men desværre er fokus i dette forslag rettet mod korruption, der som bekendt ikke er det største problem. Hvis denne politik videreføres vil det dog være en markant hjælp til at synliggøre den kommercielle kapitalflugt fra udviklingslandene. En udvidelse af nærværende forsalg er desuden svært at argumentere imod, hvis der ikke er noget at skjule. Det typiske modargument fra transnationale selskaber er, at forslaget vil medføre en masse ekstra regnskabsføring, hvis der skal fremlægges et regnskab for hvert enkelt land. Men virksomhederne er i dag i besiddelse af de relevante informationer, og ønsket er blot at de offentliggøres. Den eneste grund til at kræve land-for-land regnskaber er netop, en yderst begrundet mistanke om skattesnyd, og firmaer, der stejler overfor dette, afslører kun, at der er grund til at se deres regnskaber efter i sømmene.

Produktionsbeskatning
For de enkelte udviklingslande er der en meget effektiv løsning på problemet, nemlig at skifte fra at beskatte selskabernes profit, til at beskatte markedsværdien af de naturressourcer de udvinder. Dette tiltag duer selvsagt kun i de tilfælde, hvor selskaberne opererer i et udviklingsland for at udvinde naturressourcer, men det er også i denne sektor, at en stor del af den illegale kommercielle kapitalflugt finder sted. Hele problemet med skatteunddragelse kommer netop af det smuthul, der er at finde i, at de penge, der tjenes kortvarigt befinder sig i en liminaltilstand, mellem indtjening og beskatning. Det er her transnationale selskaber er i stand til at flytte deres overskud til søsterselskaber i skattely. Ved at beskatte, hvad der udvindes, i stedet for selve profitten, lukkes dette hul, og selskaberne tvinges til at betale skat i det land, hvor de rent faktisk genererer deres profit.

Bolivia indførte i 2005 produktionsbeskatning for naturgassektoren, samtidig med at landet genforhandlede alle deres kontrakter med udenlandske selskaber. Frygten for at gøre noget sådant, bunder som regel i en frygt for virksomhedsflugt, men man kan ikke bare sådan flytte en mine, eller et gasværk. De er geografisk afhængige, fordi ressourcerne er knappe, og kun er at finde visse steder. Selskaberne er da også stadig at finde i Boliva, og landets budgetbalance skiftede fra minus til plus i kølvandet på lovændringen. Bl.a. anerkender IMF, at den ændrede beskatningsmodel var den primære drivkraft for denne ændring[7].[8]

articles: illegal_kapitalflugt_figur_2.jpg

Produktionsbeskatning er ikke en perfekt løsning. Når markedspriserne ændrer sig, kan det skade enten selskaberne eller de lande de er placeret i. Det afhænger af om markedsprisen stiger eller falder, fordi stigende eller faldende markedspriser også påvirker virksomhedernes overskudsgrad. Resultatet kan således være, at virksomhederne kommer til at betale enten relativt mere eller relativt mindre i skat af deres overskud, end det oprindeligt var tiltænkt. Det er desuden vigtigt at huske på, at denne løsning primært er brugbar i forbindelse med udvinding af naturressourcer.

Med Bolivias erfaringer på området, er der dog meget der taler for, at beskatning af produktion i højere grad implementeres, end tilfældet er i dag. Virksomhederne udvinder stadig naturgas i Bolivia, og nu profiterer landet også på denne aktivitet. At det er nødvendigt at gøre brug af denne løsning skyldes bl.a. eksistensens af skattely og de nuværende lempelige krav til de transnationale selskabers regnskabsrapportering. At det også ville være bedre med det samme at ændre på disse to faktorer, er dog også tydeligt.

Ansvar
Det anslås, at verdens udviklingslande som et resultat af illegal kapitalflugt årligt mister omkring 160 milliarder dollars i tabte skatteindtægter[9]. Det er flere penge, end de hver år modtager i udviklingsbistand. Problemet er altså enormt, og vi ligger inde med de redskaber der skal til, for løse det.

Når danske, europæiske og amerikanske firmaer opererer i udlandet, med en praksis vi som borgere ikke kan stå inde for, tilfalder det os at tage ansvar. Vi har indtil videre i for høj grad stået som beskuere på sidelinjen og observeret, hvordan mange transnationale selskaber systematisk unddrager sig skattebetaling i nogle af verdens fattigste lande. Som forbrugere af deres produkter påtager vi os både en del af ansvaret, men tildeles også magt over firmaerne, der er afhængige af os.

En ambitiøs dansk udviklingspolitik må i højere fokusere på den illegale kapitalflugt, og arbejde for en international politik, der sanktionerer skattely, samt kræve regnskabsstandarder i EU, der tvinger transnationale selskaber til at offentliggøre langt flere oplysninger om deres aktiviteter. En ændring af disse forhold vil også gavne den danske statskasse i form af øget skattebetaling fra de transnationale selskaber, der opererer herhjemme. Men vigtigst af alt vil det på den korte bane øge udviklingslandenes skatteindtægt, hvilket er hårdt tiltrængt, og på længere sigt forårsage en økonomisk omfordeling, der giver udviklingslandene ejerskab over deres egne midler, og på sigt kan gøre dem uafhængige af udviklingsbistanden.

Mere end det handler om at hjælpe, handler det om at holde op med at hindre.


[3] http://www.oecd.org/dataoecd/44/13/50060310.pdf

[6] ec.europa.eu/internal_market/securities/docs/transparency/modifying-proposal/20111025-provisional-proposal_da.pdf

[9] http://www.ibis.dk/dokumenter/index.php?mode=download&vcFile=ibisdoc330_ibis_analyse_dansk_bistand_vs__kapitalflugt.pdf