Krisen i Europa – venstrefløjens alternativer
Af Inger V. Johansen

Offentliggjort: 15. april 2012

Titlen på konferencen i København den 17. – 18. marts var fint dækkende for spændvidden i oplæg og diskussion på konferencen. Men mens der i panelet af talere var stor enighed om krisen og dens karakter, viste debatten om venstrefløjens alternativer, at trods vilje til at stå sammen er der større skillelinjer, hvad angår synet på og taktikken ift.  EU og euro’en.  Angrebet fra finansmarkederne og EU på den offentlige velfærd og den brede befolkning kræver nye veje og radikale socialistiske svar, og den europæiske venstrefløj befinder sig midt i en diskussion af dette. Denne konference var et første skridt på vejen til at inddrage den danske venstrefløj i denne diskussion.

Det var en flot ramme for konferencen at afholde den i Ørestad Gymnasium i København med rum til både den officielle debat og den mere uformelle.  Også deltagerantallet var flot – med omkring 170 tilmeldte til konferencen, og ca. 80-90 fremmødte om søndagen.

Konferencen var den nyoprettede tænketanks platform TransformDanmarks første offentlige arrangement.

Samtidig var konferencen politisk set enestående som det første initiativ på den danske venstrefløj i mange år på at samle en række fremtrædende internationale talere, sådan at også venstrefløjen her kan blive en del af den debat, der foregår på europæisk (og internationalt) plan om krisen og alternativerne.  Nikolaj Villumsen, MF for Enhedslisten og EU/Europa ordfører, gjorde klart i sin velkomsttale til konferencen, at venstrefløjens alternativer til krise og nedskæringspolitik kan være med til at hindre en styrkelse af højrefløjen.

Nyliberalismen sætter en ny dagsorden for den radikale venstrefløj
Debatten om alternativerne trængte sig på og sprængte arrangørernes intentioner om at koncentrere den første del af konferencen omkring en analyse af krisen og gemme alternativerne til konferencens anden dag.

Allerede Samir Amin, den egyptiske økonom og venstrefløjs aktivist, der holdt det første oplæg på konferencens første session, inddrog spørgsmålet om venstrefløjens alternativer. De andre i panelet gjorde det samme: Susan George, leder af Transnational Institute og fremtrædende i Attac-bevægelsen, og Gabriel Sakellaridis, styrelsesmedlem af Nicos Poulantzas Instituttet, som var trådt ind i sidste øjeblik grundet afbud.

Debatten på den danske venstrefløj handler forståeligt nok meget om, hvordan man skal forholde sig til en ny regering ledet af Socialdemokraterne, der havde lovet at fremme en alternativ politik – men som har vist sig at føre en nyliberalistisk økonomisk politik, der er næsten endnu mere højredrejet og asocial end den, der tidligere blev ført af den borgerlige regering.

Men bag denne debat ligger jo også spørgsmålet om, hvordan den radikale venstrefløj stiller sig, hvilken rolle skal den påtage sig – taktisk/strategisk , når socialdemokratismen (og SF) underlægger sig EU’s og finansmarkedernes krav og bliver en del af den nyliberalistiske offensiv.

Der er stadig stor forbløffelse herhjemme – også på den radikale del af venstrefløjen – over især SF’s medvirken. Selv denne venstrefløj synes ikke helt at være klar over den aggressive og asociale økonomiske politik, der følger med de dybtgående forandringer i kapitalismen, og som undskyldes med at være ”krisepolitik”.

Samir Amin: Mere dristighed
Samir Amin anser socialdemokratierne for at have udspillet deres traditionelle rolle. Med de kvalitative forandringer i kapitalismen, hvor finansmarkederne har taget over, hører sociale kompromiser med kapitalen efter hans mening fortiden til: Kapitalen har erklæret lønarbejdere og befolkninger krig. En socialdemokratisk inspireret reformlinje vil uundgåeligt komme til kort.

Amin ser kapitalismens krise som en konsekvens af dens ”succes” – des mere dominans, centralisering og akkumulation, des dybere krise for det kapitalistiske system. Ifølge Amin har kapitalismen været i konstant krise siden 1970’erne.

Han ser følgende karakteristika i nutidens kapitalistiske system: At alt i verden nu er kontrolleret af monopolkapitalen, som han forstår som en kapitalisme bestående af generaliserede monopoler (nyliberalismen), et produkt af en ny fase af kapitalistisk centralisering i Triadens lande  (USA, Vest og Central Europa og Japan); at monopolkapitalens strategi er dominerende og også tager sigte på eksklusiv adgang til planetens ressourcer og militær kontrol med planeten, hvilket pt. indebærer inddæmning af nye lande med økonomier i vækst, men som senere vil blive fulgt op militært (endnu ikke afklaret om EU er helt med i dette); at demokratiet sættes ud af kraft  - man bevæger sig hen imod et system af politisk konsensus. Valg har ingen betydning længere. En politisk kultur som i USA; at der foregår en udvikling med en stadig spiral af ”forarmelse” i kølvandet på nyliberalismen, som ikke i længden vil kunne fortsætte; at der skabes en abstrakt ”virtuel” klasse/magtelite.

Som man allerede kan se i dag (fx i Grækenland) vil den brede befolkning ikke acceptere forarmelsen, der følger af den nyliberalistiske økonomiske politik, og derfor har den radikale venstrefløj, ifølge Amin, objektivt set muligheden for at transformere verden. Vi har brug for mere dristighed for at fremme dette, sagde han. I vores alternative politik skal vi fokusere på ejendomsspørgsmålet, der er centralt for den finansielle elite – socialisere monopolkapitalens ejendom. – dvs. nationalisering og demokratisering af banker mm.

Susan George: ”Vi har ikke været gode nok”
Susan George tog udgangspunkt i situationen i EU/Europa. Mens Samir Amins analyse af krisen havde en teoretisk, international tilgang, var Susan George’s fremstilling mere konkret, men den handlede om det samme og analysen var ens: Hun beskrev den ekstreme koncentration af økonomisk magt i Europa og på verdensplan: 50 multinationale virksomheder og 40 banker er de ledende i verden, kun en af disse varetager tjenesteydelser.  Ligeledes havde hun den samme opfattelse som Samir Amin af de nye radikale udfordringer som venstrefløjen står overfor, men med en ret pessimistisk vurdering af venstrefløjens situation her og nu, som andre på konferencen delte med hende: ”Vi har ikke været gode nok”, sagde hun og udtrykte en dyb bekymring over, at den europæiske venstrefløj ikke har kunnet følge med udviklingen. ”Vi befinder os på den tabende side i øjeblikket.”

EU søger at fremme konkurrence og bemægtige sig kontrollen med de enkelte EU-lande ved at handle ”i hemmelighed – i smug – og i største hast”, sagde Susan George.  ”De er ved at vinde”, sagde hun, og hentydede bl.a. til den hurtige vedtagelse af EU’s nye finanspagt, der vil betyde permanent krise- og nedskæringspolitik i EU: ”Grækenland er et laboratorium for denne politik”. Men det er også bemærkelsesværdigt, at bankerne og andre, der var skyld i krisen, er gået fri – der er ikke indført en nødvendig regulering af bankerne.  Sammenlignet med de tiltag man indførte i 1930’erne med New Deal, er det slående hvor lidt der er sket, sagde Susan George, og nu nægter de at låne til almindelige mennesker. Susan George pegede som alternativer på økologiske initiativer, socialisering, nationalisering. Attac ønsker en skat på valutatransaktioner og lignende.

Susan George’s fremstilling synes at være en radikalisering af hendes tidligere positioner, på baggrund af oplevelsen af den hurtighed og de autoritære midler, som nyliberalismen har kunnet feje al modstand til side med ved henvisning til krisen. Dette eksemplificeret ved EU’s finanspagt, hvor EU tilsidesætter enhver demokratisk indflydelse for at sætte en højreorienteret økonomisk politik igennem permanent – uden hensyntagen til hvad vælgere eller befolkninger måtte ønske. 

Det område hvor man stadig kunne se Susan George’s tidligere positioner udfolde sig, var især vedrørende kampen for reformer i EU: hun mener stadig at det er vigtigt og lad sig gørligt  at kæmpe for fx ændringer i EU som fx indførelse af Euro Bonds og dybtgående at reformere den Europæiske Centralbank. Men hun udtalte sig ikke om sit syn på Euro’en og spørgsmålet om det kunne være et alternativ for visse Euro zone-lande at forlade den og nøjedes med at understrege, at den græske befolkning selv skulle beslutte hvad den ville.

At forlade Euro’en ?
Gabriel Sakellaridis’ oplæg om Grækenland blev udgangspunktet for debatten – både på første og anden dagen - om det ville være bedre for Grækenland at stå uden for Euro zonen.  Store dele af debatten på konferencen kom faktisk til at handle om dette.

Også Gabriel Sakellaridis talte om Grækenland som et laboratorium for hele EU og om den chok doktrin man er ved at gennemføre med statsgælden som undskyldning. Den bruges til at skære dybt i den offentlige velfærd og lønningerne både i den offentlige og private sektor (lønnedgang på henholdsvis 30 procent og 15procent i snit), minimumslønnen skåret ned med 22procent; den bruges til at indsætte en teknokratisk regering. Der er nu 54procent arbejdsløshed blandt unge – og 25.000 hjemløse i Athen, fortalte han. Men forinden har staten været med til at redde bankerne og dermed er statsgælden øget dramatisk, som nu bruges til at begrunde nedskæringspolitikken. Men bankerne har sikret sig deres penge – først fra grækerne og nu fra de europæiske skatteydere.

Ifølge Gabriel og Nicos Poulantzas Instituttet er hovedårsagen til krisen i Grækenland (og andre steder i EU) den måde EU forsøger at styre og ”løse” krisen på ved hjælp af et stram økonomisk politik og nedskæringer. Dette bidrager frem for alt til at øge gælden og ikke til at mindske den. Som eksempel nævnte Gabriel, at Grækenland har traditionelt haft en gæld på 100 procent siden 1990’erne. Den var i 2009 på 115 procent og er i dag på 165 procent af BNP. Det er helt umuligt at få økonomien på fode igen under de betingelser.

Men Gabriel Sakellaridis mente ikke, det ville være en fordel for Grækenland at forlade euro’en. En græsk bankerot ville koste 1.3 billioner euro, og Grækenland er ikke i så god en økonomisk stand som fx Argentina, der også var i dyb krise og valgte en bankerot, og som nu er ude af de økonomiske problemer. Det ville være værre for den græske befolkning at stå uden for euro’en.

Men der var forskellige opfattelser af dette: Samir Amin mente ikke at Grækenland ville miste noget ved at gå ud af Euro-zonen. Kenneth Haar, der er researcher ved Corporate Europe Observatory i Bruxelles (en NGO, der undersøger og afdækker de multinationale selskabers lobbyisme mm. i EU og truslerne mod demokrati, lighed, social retfærdighed mm. som følge af disses økonomiske og politiske magt), mente at Euro-medlemskab var en del af problemet, men at det i sidste ende er den græske befolkning, der skal tage stilling til spørgsmålet. Men for øjeblikket sker en slags intern devaluering i Grækenland – og Grækenland har ikke forbedret sin konkurrence evne.  Dette er ikke holdbart.

Kenneth Haar: EU’s krisepolitik har længe været planlagt
Kenneth Haar talte på konferencens anden dag og underbyggede tesen om at EU’s krisepolitik ikke skyldes hverken statsgæld eller krise, men længe har været planlagt.  The European Roundtable of Industrialists, finanselitens tænketank, planlagde dette allerede i 2002, men der har været stor modstand mod dette.  Krisen og gælden i Grækenland gjorde det muligt at gennemføre de planer, der allerede var i støbeskeen. Bruxelles gør sig parat til at overtage kontrollen med EU's kernelande.

Kenneth omtalte EU udviklingen som en europæisk chok doktrin: Hele EU er ved at blive påtvunget en højreorienteret nyliberalistisk økonomisk politik ved hjælp af et væld af komplicerede teknokratiske procedurer, der er upåvirkelige over for folkeligt pres og nogen som helst reel demokratisk procedure.

Dette handler ifølge Kenneth ikke kun om dårlig krisestyring, men at der foregår store omvæltninger i EU, der vil forme fremtidens EU. 

Dette er den europæiske venstrefløjs store udfordring.  Hvordan står den: Der er konsensus om årsagerne til krisen.  Vi har stort set den samme strategi. Men når vi taler om alternativer, sidder vi ofte fast i vores uenigheder og forskelle.

Venstrefløjen er stort set enige om følgende, mente Kenneth: Krisen i Europa startede med finanskrisen. I Europa fik denne forskelligt udfald især på grund af Euro’en. Landene i periferien har tabt i konkurrenceevne ift. de andre Euro-lande. Deres virksomheder er blevet udkonkurreret af virksomhederne i kernelandene, især i Tyskland. Dette blev endnu værre da den tyske regering indførte en række reformer, der betød lønnedgang og social nedskæringer. For at klare sig optog virksomhederne i periferien lån, dengang der var lave renter.  Dette kollapsede med finanskrisen, da renterne gik op.

Skævhederne i Euro’en har betydet at der har været vindere og tabere: Den tyske arbejderklasse var de første tabere da deres lønninger blev nedsat – ikke grækerne - omvendt var dette med til at styrke Tysklands konkurrenceevne på bekostning af de svagere økonomier som fx Grækenland og andre sydeuropæiske lande.

Alternativer
Venstrefløjen har brug for en aktionsplan ift. EU’s udvikling, mente Kenneth, for at kunne iværksætte en fælles indsats. For øjeblikket ser vi generalstrejker og protester mange steder, men ingen fælles handling.

Der er nogle presserende udfordringer, hvor venstrefløjen faktisk har nogle svar, der ikke er særligt kontroversielle eller svære, i nogle tilfælde trænger de til at blive klarere, og i andre er der tale om strategiske udfordringer, hvor den europæiske venstrefløj ikke har et fælles svar.

Kenneth kunne se 10 udfordringer, hvor han havde en række konkrete forslag til handlemuligheder – nogle af disse er nævnt nedenfor:

1. Hvordan kan man stække finanskapitalens magt?   Her fx opdele dem i kommercielle banker, der tager sig af almindelige menneskers behov , og investeringsbanker, skat på finansielle transaktioner.
2. Hvad kan gøres ved Euro’en og ubalancerne i dette system? fx forlade Euro’en; der er stor forskel på at vælge at trække sig fra Euro’en og blive udelukket; det bedste er sikkert at arbejde på en opt-out ordning, så man kan gøre det på en organiseret måde.
3. Hvordan sikrer man at offentlig låntagning ikke overtages af de finansielle spekulanter? Spekulationen har betydet at det er blevet dyrere for regeringerne at låne; Euro Bonds (obligationer) – vil måske føre til snarlig fælles finanspolitik. Dette er særdeles farligt.
4. Hvordan finansierer vi offentlige investeringer?  Beskatte de rige fx, skat på finansielle transaktioner.
5. Hvad gør vi ved gælden? Slette ”illegitim” gæld, herunder også AIB (Irland)
6. Hvordan forsvarer vi lønningerne? Burde egentlig slet ikke høre jnd under EU; forsvare en social klausul for at hindre løndumping.
7.Hvad gør vi ved det nye system med autoritær nyliberalisme (Merkel)? Finanspagten skal bekæmpes: vil vi få folkeafstemninger, vil befolkningerne acceptere de nye disciplinære tiltag? Hvis de gør det, er venstrefløjen ilde stedt.
8.Skal medlemsstaternes finanslove bestemmes på EU niveau?
9.Hvad mener vi om den kommende vækst strategi/reform af det indre marked? Mange farer ved dette – fx undtagelse fra al slags miljø- og social lovgivning for
10.Hvordan vurderer vi EU Institutionerne? Det kræver masser af politiske og institutionelle ændringer, før det giver nogen mening at foreslå nye kompetencer til EU institutionerne; vi bør delegitimere dem og dekonstruere dem for at skabe betingelserne for at de kan opbygges på et andet grundlag.

Uenigheder på den europæiske venstrefløj
Det er især de dybe uenigheder om reform eller alternativ til EU og Euro’en, der skaber nogle  taktiske skillelinjer, der aktuelt gør det svært at samles om en fælles linje og politik. Især de dele af den europæiske venstrefløj, der er baseret i EU’s kernelande, kan have svært ved at se, hvordan man kan skabe et andet Europa, når man bor i et EU-land, der geografisk og økonomisk-politisk er dybt integreret i EU.

Elisabeth Gauthier der er koordinator af det franske Espaces Marx og medlem af transform!europe’s bestyrelse, mente fx at det ville være forkert at anbefale Euro-zone lande som Grækenland at træde ud af Euro’en - ja at dette endog kunne styrke en højreorienteret ”nationalistisk” udvikling. Mens Kenneth Haar fx mente, at der var eksempler på (fx Argentina), at lande i økonomisk krise og med stor gæld kunne have flere muligheder, hvis de var mere uafhængige økonomisk (end fx som medlem af Euro’en) og kunne gøre brug af devaluering og/eller afvise at betale deres gæld. Men han mente, at det i Grækenlands tilfælde naturligvis måtte være op til den græske befolkning, hvad den foretrak at gøre.

Elisabeth talte om, at det var nødvendigt at transformere den europæiske venstrefløj.  Der var en eksistentialistisk krise i Europa på grund af nyliberalistisk fundamentalisme. Ethvert radikalt reformforslag er i konflikt med det herskende system. Venstrefløjen må ”nægte at adlyde”.

Mht. en alternativ strategi for venstrefløjen i Europa var det vanskeligt at være enten for EU eller for et andet Europa.  Om man skal bekæmpe både nyliberalismen og EU integrationen.

Hvis der skete en opløsning af EU – hvad ville opstå af ruinerne?

I Frankrig har man et mål, der siger at ”Befri EU fra traktaterne – for et andet Europa” - samt at opbygge en social front.

Dent nyliberalistiske hegemoni er ved at smuldre, men det faktum, at vi på venstrefløjen ikke har magt, gør det svært at skabe et alternativt fællesskab.

Venstrefløjen står overfor nye udfordringer:

- At arbejde for et nyt kulturelt og politisk hegemoni.
- At der eksisterer den opfattelse, at de sociale bevægelser kan erstatte de politiske partier.

Mange kampe i Europa lykkes ikke. Mange bevægelser opdager, at de med deres krav kommer til at konfrontere de finansielle markeder. Dette er med til at skabe mere enighed.

Vi må opbygge en venstrefløj af mosaikker – både i de enkelte lande og på europæisk plan.

Vi må kæmpe for et nyt hegemoni mellem magtløshed og vrede. Det er kernen i politisk aktivitet at vinde magten til at fortolke.

Afslutning
Konklusionerne på weekendens debat var markeringer.

Gabriel understregede at ingen gæld kunne betragtes som legitim – dette var et klassebaseret fænomen, der var skabt af kapitalismen.

Men han var mere for at ændre magtbalancen i EU end at arbejde for at skabe en alternativ struktur.

Elmar Altvater pointerede, at det var helt almindeligt for stater at låne, når det ikke var muligt at få budgettet til at hæge sammen: det handlede om at opnå de rette betingelser for dette. Alternativet var klassekamp.

Samir Amin mente ikke, at der kunne skabes nogen demokratisk kapitalisme, som åbenbart ikke kun socialdemokrater men også en del af den radikale venstrefløj synes at mene. Der er en fare i at den radikale venstrefløj tilpasser sig Socialdemokraterne, sagde han.

Men objektivt set er der en forudsætning for en bred alliance mod nyliberalismen.  – man kan forandre EU ved at ødelægge det (interessant at Elisabeth ønsker at ”nægte at adlyde”).

Samir Amin mente, at under alle omstændigheder kunne Euro’en bryde sammen. Det var nødvendigt at forberede sig på dette.

Elisabeth Gauthier syntes det var vigtigt at understrege, at der var en anden situation i dag  med langt flere end tidligere, der ser den nyliberalistiske strategi som helt fejlagtig.

Demokrati har behov for kamp i dag – ikke kun parlamentarisk kamp. At kæmpe for dette er anti-kapitalistisk.

Kenneth Haar konkluderede vedr. Euro’en, at det ikke var holdbart at støtte den i den nuværende situation, og at EU i det hele taget ikke er et stabilt projekt.

Altvater
Elmars Altvaters tale vedrørte de økologiske og klimatiske udfordringer under kapitalismen. Denne tale berørte ikke særligt meget debatten i øvrigt på konferencen. Der henvises derfor til TransformDanmarks hjemmeside (www.transformdanmark.dk), hvor man kan finde talen.