Hvor er Italien på vej hen?
Af Gert Sørensen

Offentliggjort: 15. april 2012
Mario Monti har nu stået i spidsen for den italienske regering siden november 2011, da den tidligere regering under Silvio Berlusconi måtte give op over for den tillidskrise, som landet var havnet i som følge af en støt voksende statsgæld og en foruroligende mangel på reforminitiativer. Man har talt meget om, at den nye regering er en rent teknisk regering. Udtrykket signalerer overgangsregering, dvs. i bedste fald at regeringen blot skal tage sig af de aktuelle udfordringer, indtil det politiske system atter kan fungere normalt. Men politik kan vanskeligt reduceres til et maskineri, der kan sendes på værksted.

Der har da også været en kritik fremme om, at Monti kom til magten nærmest ved et kup, der midlertidigt har suspenderet demokratiet. Det er især centrum-højre grupperingerne omkring Berlusconi, der har fremført en sådan kritik. Argumentet lyder, at man med indsættelsen af Monti ikke har respekteret det flertal, der tilbage ved sidste valg i 2008 havde peget på Berlusconi og hans allierede i Lega Nord.

Man kan overfor dette synspunkt hævde, at et demokrati ikke alene er et spørgsmål om det flertal, der bliver skabt på valgdagen, altså er at sammenligne med en blankochech, som vælgerne udskriver til det vindende hold. Et demokrati er også et system af checks-and-balances, der skal sikre, at demokratiet også fungerer efter forfatningens idealer i perioderne mellem valgene. Et demokrati er overhovedet karakteriseret ved at kunne genoprette balancen i systemet, hvis en af dets dele udvikler sig ud ad sin egen tangent og dermed skævvrider det i en sådan grad, at det truer med at underminere selve demokratiet og forcere det i retning af et post-demokrati eller ligefrem af noget, der kunne ligne et autokrati. Berlusconi åbnede dette svimlende perspektiv. Og samme tendens er i dag ganske tydelig i eksempelvis Ungarn.

Præsidentens intervention
For Italiens vedkommende var situationen den, at landets præsident Giorgio Napolitano greb ind i fuld overensstemmelse med embeddets forfatningssikrede beføjelser. Inden Berlusconis fratrædelse havde der i øvrigt været adskillige eksempler på, at præsidenten havde nægtet at underskrive de love, som parlamentsflertallet løbende havde vedtaget. Tilmed havde forfatningsdomstolen ved flere lejligheder helt afvist Berlusconis immunitetslovgivning med henvisning til, at den var forfatningsstridig. Dertil kom, at Berlusconi siden december 2010 havde haft stadig større vanskeligheder ved at mønstre et flertal i parlamentet. Flere af hans nærmeste allierede havde vendt ham ryggen, bl.a. Gianfranco Fini, i dag formand for Deputeretkammeret og tidligere leder af Alleanza Nazionale, der i 2007 var blevet fusioneret med Berlusconis Forza Italia og nu hedder Popolo della Libertà (PDL).

Selv om den tidligere regering endnu langt ind i 2011 forsikrede befolkningen om, at Italien allerede var på vej ud af krisen, stod det dog snart klart, at det langtfra var tilfældet. Alvoren i situationen kom frem, da regeringen i Rom tilbage i august 2011 modtog et brev fra Den Europæiske Centralbank i Frankfurt. Det var underskrevet af den daværende direktør Jean-Claude Trichet og den kommende direktør italieneren Mario Draghi, der endnu på det tidspunkt var direktør for den italienske nationalbank, Banca d’Italia. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Der skulle øjeblikkeligt gribes ind over for statens voldsomme gældsætning, der imidlertid går årtier tilbage og efterhånden udgør mere end 120% af nationalproduktet. En tæller på dagbladet la Repubblica’s hjemmeside står i dag på 1959 mia. euro. Denne gæld tynger så meget mere, som italiensk økonomi har stået stille de sidste ti år, heraf de otte under Berlusconis ledelse. På Centralbankens program stod bl.a. pensionsreformer og liberaliseringer samt lempelser i virksomhedernes muligheder for af fyre og ansætte folk.

Der kan ikke herske tvivl om, at Italien med Berlusconi ved roret havde mistet betydelig prestige i Europa. Det var en ny situation, da italienerne med Altiero Spinelli og Ernesto Rossis Ventotene-manifest for et frit og forenet Europa fra 1941 og med efterkrigstidspolitikere som Alcide De Gasperi havde været blandt de ivrigste tilhængere af et øget europæisk samarbejde, og siden med Romano Prodi fik en kommissionsformand i Bruxelles og med Giuliano Amato en næstformand i det af den tidligere franske præsident Giscard d’Estaing ledede konvent for en europæisk forfatning. Et klart vidnesbyrd om Italiens deklassering fik man, da direktoratet Merkel-Sarkozy under et pressemøde sidste efterår, kastede ironiske blikke til hinanden, så snart talen faldt på den daværende italienske leder. Det hed sig da også hurtigt i Berlusconis eget bagland, at det nærmest havde været et tysk-fransk diktat at få ham fjernet. Det blev naturligvis afvist fra alle sider.

Sagen var da også den, at Berlusconis regering allerede var imploderet pga. manglende handlekraft. Regeringen havde definitivt opgivet at regere og sætte ind med fyldestgørende kriseforanstaltninger. Det var en regering, der ikke bare stod med en ukontrolleret gæld. Den stod først og fremmest i en etisk-politisk gæld i forhold til de normer for god regeringsførelse, som er nedfældet i forfatningen fra 1948. Berlusconi kom ind i politik i 1994, efter at en række store korruptionsskandaler havde fældet den gamle politiske klasse af kristelige demokrater og socialister med fremtrædende eksponenter som Giulio Andreotti og Bettino Craxi. Det skete med en budskab om at ville overføre en succesrig forretningsmodel fra medieverdenen til den politiske verden.

Det blev dog hurtigt til en anden fortælling, der mere og mere kom til at handle om en magtfuld medielobby, der havde tre landsdækkende reklamefinansierede tv-kanaler bag sig. Berlusconi og hans Fininvest-gruppe havde dermed ganske betydelige økonomiske og symbolske ressourcer til rådighed for en yderligere ekspansion ikke bare af egne interesser men også af hele det livsstilsmønster, der er karakteristisk for et markedsøkonomisk og medieformidlet forbrugersamfund. Som regeringsleder byggede Berlusconi en selvbestaltet kaste op omkring sig, der ved at vedtage en række love ad personam tildelte sig selv immunitet og dermed frihed fra strafforfølgelse i de løbende sager for skattesnyd, korruption og embedsmisbrug og sex med mindreårige subsidiært alfonseri, der igennem årene har været rejst imod ham og hans nærmeste.

Selv efter at have mistet regeringsmagten nyder Berlusconi godt af sin egen lovgivning. Således slap han fri af endnu en sag, den såkaldte Mills-sag. Heri stod Berlusconi anklaget for at have betalt den engelske advokat David Mills - med forbindelser langt ind i den tidligere Blair-regering - for at have afgivet falsk vidnesbyrd til hans fordel. Men en frifindelse var der ikke tale om. Sagen blev af dommerne ved retten i Milano erklæret forældet. Det betød blot, at, selv om det kriminelle forhold kunne verificeres, så kunne sagen ikke føre til en dom. Det er nu ikke første gang det sker. Det har nærmest været reglen i alle de sager, som Berlusconi har været indblandet i, at der har været manipuleret med forfatningens princip om lighed for loven. Med til billedet hører også, at de af Berlusconi kontrollerede medier har skabt deres egen virkelighed, således at hans mellemværender med retsvæsenet stort set har været et fraværende tema i tv-avisernes nyhedsdækning. Men blandingen af marketing og underholdning, af infotainment, der har præget programlægningen, har også udviklet en form for massedistraktion, en masseuopmærksomhed. Det har ført til en almindelig opløsning af en mere sammenhængende samfundsforståelse og dermed i videre forstand af de ideologiske strukturer, som tidligere tiders politiske kulturer var sammensat af, både når det gjaldt de kristelige demokrater i DC og kommunisterne i PCI. Hvordan kunne det også være anderledes, når ‘chefen’ selv stillede sig an som en stand-up comedian, der rev vittigheder af sig, talte udenom og gjorde paparazzijournalistikken til målestok for den politiske debatkultur og for politisk succes og fiasko overhovedet. Hjemmesiden www.dagospia.com er her signifikant.

Oplevelsesøkonomiens grænse
At Berlusconi har kunnet gå så langt ud ad tangenten og undergrave det italienske demokrati i så stor målestok, er det dog ikke muligt helt at forstå uden at henvise til en udbredt indifference og afmagtsfølelse, der kommer til udtryk ved, at et flertal i befolkningen faktisk aldrig har ladet sig anfægte af dette klare brud på god regeringsskik. Når Berlusconis stjerne i dag ikke er så høj som tidligere, er det ikke så meget pga. disse brud. Det har nærmere baggrund i de mere håndfaste og materielle konsekvenser af de uopfyldte løfter, der rammer de mange med arbejdsløshed og lavere levestandard. Omkring halvdelen af den italienske befolkning har i dag på papiret en bruttoindkomst på o. 15.000 euro året. Dertil kommer selvsagt en betydelig sort og grå økonomi. Blindheden hos en politisk klasse, der kun har haft egne interesser for øje, kan således også spores hos store dele af en befolkning, der først sent har set realiteterne i øjnene men nu står tilbage uden en klar forståelse for, hvad der er på færde.

Berlusconismen har i denne henseende aldrig været en ideologi, hvilket ville forudsætte, at den havde nogle idéer for Italiens fremtid. Det har den aldrig haft. Man kan da også med rette hævde, at med opkomlingen Berlusconi forsvandt de hidtidige konturer af et italiensk borgerskab og dermed også enhver vision om at opbygge et langsigtet hegemoni af strategier for Italien og for så vidt også for Europa. Til sammenligning mobiliserede lederlagene omkring bilfabrikken FIAT i Torino, symboliseret ved familien Agnelli og en velorganiseret klasse af metalarbejdere, sådanne langsigtede projekter for en modernisering af Italien, der da også har præget hele det 20. århundrede. Det er symptomatisk, at FIAT i dag er en globaliseret virksomhed, der bl.a. har købt sig ind i amerikanske Chrysler og nedjusteret aktiviteterne i Italien.

I stedet for industrisamfundets investeringer i de bærende private og offentlige strukturer har vi her med Italien som et særlig tydeligt eksempel fået en kortsigtet fiktionsbaseret oplevelsesøkonomi, der stimulerer stemninger i stedet for rationelle løsninger og overlader staten og store befolkningsgrupper til et ukontrolleret globalt marked for varer og kapitaler. Vi ser, hvorledes en politisk kaste, der ser indad for at styrke egne privilegier, i realiteten har efterladt store udsnit af befolkningen desorienteret og henvist disse grupper til egne ‘private’ overlevelsestrategier. Igennem tiden har dette misforhold udgjort en ikke ringe grobund for den organiserede kriminalitet, vi kender fra den sicilianske mafia og den napolitanske camorra og ikke at forglemme den calabresiske ’ndrangheta, som dele af den politiske kaste og af erhvervslivet ikke har afholdt sig fra at samarbejde med.

Resultatet har været, at Italien stod så meget mindre rustet til at løse de grundlæggende strukturelle problemer: den demografiske ubalance mellem generationerne, den skæve erhvervssammensætning mellem få store virksomheder og mange små, den forholdsvis beskedne investering i uddannelse og innovation, sammenfiltringen af en legal og en illegal økonomi, som den tidligere nationalbankdirektør, den førnævnte Mario Draghi også har påpeget i sine rapporter, monopoldannelsen på medieområdet og den særlige interessekonflikt, som denne har affødt, de manglende arbejdsmarkedsreformer, høj gæld og lav produktivitet, den betydelige skatteunddragelse, som Berlusconi altid stillede sig forstående overfor og selv praktiserede. Det er disse strukturelle problemer, som Mario Monti og hans regering nu står midt i. I denne henseende findes der ingen tekniske men kun politiske løsninger. For det første fordi han af præsidenten er blevet indsat inden for de overordnede politiske rammer, som forfatningen udstikker. For det andet fordi regeringen indtil videre har et solidt parlamentarisk flertal bag sig, som består af centrum-højre partiet PDL og centrum-venstre partiet Det demokratiske Parti, DP, samt af midterpartierne omkring UDC, svarende til en italiensk version af die Grosse Koalition, hvori de to fløje er nærmest tvunget til at samarbejde om regeringens krisepolitik.

Det machiavelliske moment
Men der er en dimension mere, som har at gøre med, hvad vi kunne kalde øjeblikkets machiavelliske karakter, i det omfang der er lagt op til en gentænkning eller en genforhandling af hele spørgsmålet om, hvordan et folk skal indrette sig i forhold til sig selv, til Europa og den ‘vilde’ globalisering. At dette fundamentale spørgsmål skinner igennem afsløres af, at i de seneste meningsmålinger ligger Monti-regeringen fortsat meget højt, uanset befolkningen nu rammes hårdt af kriseindgrebene, mens derimod de tilsyneladende magtesløse politiske partier, der hidtil havde været krumtappen i det politiske liv, ligger meget lavt. Så selv om Montis indsættelse formelt set fulgte spillets regler, vil det alligevel være forkert at hævde, at situationen ikke har karakter af en undtagelse fra den praksis, der ellers plejede at tegne den parlamentariske dialektik. Nu er det ikke første gang Italien har haft en såkaldt ‘teknisk’ regering. Det skete også tilbage i 1993-94, altså i overgangsårene mellem det gamle partivældes fallit og Berlusconis politiske gennembrud, da den daværende nationalbankdirektør, Carlo Azeglio Ciampi, overtog regeringsledelsen. Dengang var landet også ramt af international spekulation, der faktisk tvang Italien ud af det monetære samarbejde i Europa. Der var dog allerede på det tidspunkt sat en dybereliggende proces i gang omkring forholdet mellem kapital, privat reklamefinansieret fjernsyn og politik, som Berlusconi allerede havde forstået potentialet i, og som snart skulle berede vejen for en ny populistisk form for politisk konsensusdannelse.

Men hvordan ser perspektiverne så ud i dag, hvor berlusconismens afvikling af fællesskabets bånd i den ultimative friheds navn, nok har efterladt sig dybe spor, men hvor der mangler en oplagt leder, der kan tage over og politisk kapitalisere disse kulturlag, som Berlusconi hidtil har været i stand til. Den tidligere dommer i Forfatningsdomstolen Gustavo Zagrebelsky fra den politisk-kulturelle sammenslutning Libertà e Giustizia, der også tæller andre fremtrædende intellektuelle som Umberto Eco og Claudio Magris, har stillet det op på denne måde i et egentligt Manifest:

Fænomenet ‘teknisk regering’ er et tidens tegn. Det er tegn på det politiske livs svagheder og på de politiske partiers mangelfuldhed. Det er indlysende, at man må skelne mellem partierne, men det politiske system og den ledende politiske klasse har som helhed spillet fallit og undladt at tage ansvaret på sig. Den regering [Monti], vi har i dag, er resultatet af Præsidentens initiativ, der har fyldt et vanskeligt hul ud i den undtagelsessituation, vi befinder os i. Libertà e Giustizia har modtaget kursskiftet med lettelse, også fordi man ikke så let glemmer den frygt, som de foregående års forfatningsmæssige forceringer ophobede, for at nogen, i det afgørende øjeblik, skulle føle sig fristet af en sidste forcering. 

Montis regering anses altså her for at være det eneste alternativ til den økonomiske og politiske deroute, som en fortsættelse af Berlusconi ville medføre. Men Zagrebelsky sammenligner dog den nye regering med et pharmacon, der er det gamle oldgræske ord for et lægemiddel, der kan helbrede. Men det kan også betyde en gift, der slår ihjel. Det er akkurat denne risiko, der definerer øjeblikket som machiavellistisk.

Staternes voksende og nærmest permanente gældsætning er på mange måder finansmarkedernes måde at tømme politik for mening og reducere det til teknik og dermed tvinge politikerne til at overlade den folkelige suverænitet til ‘bogholderne’ i ratingbureauerne Standard and Poor’s, Moody’s Corporation og Fitch Ratings. Mange ser da også en kommende arbejdsmarkedsreform som en bestræbelse fra arbejdsminister Elsa Forneros side på at få en større fleksibilitet på arbejdsmarket, læs: på at give arbejdsgiverne større muligheder for at komme af med en overflødig arbejdskraft, der i forvejen er blandt Europas billigste, bl.a. ved at slække på den beskyttelse af beskæftigelsen, som de samlede fagforeninger fik igennem tilbage i 1970. Var det dette neoliberalistiske perspektiv, der alene gjorde sig gældende, ville det utvivlsomt være gift for Italien og Europa, fordi der i så fald ville blive lagt op til en klart postdemokratisk kriseløsning uden den nødvendige sociale balance. Den voldsomme sociale uro i Grækenland og nu også i Spanien er et stærkt forvarsel. Det er indlysende, at der er forventninger i og uden for EU om, at Monti her og nu ‘leverer varen’. Det har også slået sig ud i en vis utålmodighed hos Monti, som ikke har lagt skjul på, at der ikke er så megen plads til langtrukne forhandlinger mellem partierne og fagforeningerne om eksempelvis arbejdsmarkedsreformen, som især det største forbund CGIL har kritiseret. Det kom til udtryk fornylig, da Monti fra Seoul lod forstå, at hvis «landet ikke var klart», så kunne han da også lade regeringen falde. Truslen herom fik da også parterne til at rette ind.

Man kan hævde, at Monti regeringen blot er de anonyme internationale finansmarkeders forlængede arm, også med henvisning til hans baggrund som økonom, oplært hos Goldman Sachs i New York, og som tidligere rektor for det prestigefyldte handelsuniversitet Bocconi i Milano, samt som repræsentant for Den Trilaterale Kommission i Europa. Men Monti kan næppe klassificeres som en rendyrket neoliberalist og tilhænger af den deregulering af den globale markedsøkonomi, der indledtes tilbage i 1980erne under Thatcher og Reagan. Monti har f. eks. et stort kendskab til de europæiske institutioner og forestod i sin tid i sin egenskab af EU-kommissær en antitrustlovgivning, der bl.a. ramte Microsoft. Denne del af hans karriere har præsident Napolitano utvivlsomt lagt vægt på, da han gjorde Monti til livsvarigt medlem af Senatet og pegede på ham som ny regeringsleder. Det har i høj grad bidraget til at genindsætte Italien som en centralt placeret spiller i den europæiske politik. Man kan snarere karakterisere Monti som liberal, der grundlæggende arbejder inden for rammerne af den brede model, som gjorde Europa stærkt op igennem efterkrigstiden. Det er en model, som hidtil har haft held til at sikre en dynamisk balance i forholdet mellem privatkapitalisme, velfærdssstat og repræsentativt demokrati, men som også har vist stærke svaghedstegn.

Politikkens genkomst?
Det handler altså ikke så meget om et mere dereguleret marked, men tværtimod om at genskabe respekten for de demokratiske institutioner og deres evne til at levere de nødvendige løsninger. Det handler om igen at tænke og handle politisk og få vælgerne, der af eksempelvis Berlusconi blev brugt til at legitimere den ene forcering af reglerne efter den anden, til igen at tænke og agere mere som borgere i en kosmopolitisk verden end som forbrugere. Hvilken konkret form, den nærmeste fremtid vil tage, ved vi ikke præcist, da partierne og de hidtidige alliancer er i dyb krise, nu hvor de to fløje til højre og til venstre hver især er brudt op. Et fingerpeg får vi måske til maj, hvor der er lokalvalg. Mens ellers er der parlamentsvalg til næste år, som partierne allerede nu er ved at pejle sig ind på, samtidig med at præsident Napolitanos syvårige embedsperiode udløber.

Øjeblikket er machiavellistisk, men den hårde hånd, der i skikkelse af Monti, og støttet af præsidenten, har grebet ind, har måske givet demokratiet en chance mere. Men om den også bliver grebet, vil tiden vise. Faktisk var den gamle italiener fra Renæssancens Firenze, Nicolò Machiavelli, en stor tilhænger af republikken og en civiliseret styreform. Men en sådan styreforms overlevelsesmuligheder kræver i dag, at politikken og kulturen fravrister markederne deres primat og underkaster dem en ny rationalitet og gennemsigtighed. Gældssaneringen bliver da afgørende for en genetablering af tilliden til demokratiets evne til at træffe de rette beslutninger og også få opbakning til dem, fordi med gældsætningen har befolkningerne pantsat deres suverænitet hos spekulanterne. Det forudsætter imidlertid videre, at politikken erstatter den antipolitiske holdning, der i et miks af indifference, afmagt og kynisme har grebet store dele af befolkningen og fjernet opmærksomheden fra politikkens nødvendighed.