Er konsekvenserne tænkt igennem?
Af Jan Nonboe

Offentliggjort: 15. april 2012

Den 5. marts 2012 indgik FOA overenskomst med DI på det private Sosu-område. Med til forliget hører et protokollat om ”etablering af en sundhedsordning”. Protokollatet rejser en række principielle spørgsmål. Men først lidt historie.

Velfærdsmodeller
I dansk og europæisk velfærdshistorie har der stået to principielt forskellige velfærdsmodeller overfor hinanden. På den ene side den nordiske universelle velfærdsmodel, hvor det var statens opgave at sikre alle borgere den samme adgang til de grundlæggende velfærdsgoder mod, at man betalte skat efter en progressiv skala. Tanken var, at når alle havde de samme rettigheder men blev beskattet efter indkomst, kunne der over skatten og overførslerne foregå en indkomstudjævning – eller skabes en større grad af lighed. Og når alle kunne modtage det samme uden skelen til indkomst, ville ydelserne ikke blive betragtet som trangsbestemte og stigmatiserende. På den måde skulle velfærdsstaten repræsentere samfundets ansvar for den enkelte, og den enkelte skulle betale tilbage i et rimeligt forhold til indtjeningen.

På anden side stod den tyske model – den Bismarck’ske – hvor velfærdsydelserne skulle baseres på kollektive forsikringsordninger på arbejdsmarkedet. Staten skulle godt nok sikre disse ordninger men havde selv kun forpligtelser overfor dem, der ikke var på arbejdsmarkedet. Disse forpligtelser var generelt ringere end dem, der blev opnået ved de kollektive forsikringer. Velfærdsstaten var med andre ord kun delvist baseret på universelle ydelser, samfundsansvaret var begrænset og samfundsopdelingen mellem dem på arbejdsmarkedet og dem udenfor tydelig.

Lang vej til forsikringer
Ingen tvivl om, at vejen fra Schlüterregeringerne i 80’erne og frem til i dag har været et langt opgør med den universelle velfærdsmodel. Dels fordi den er dyr, og forudsætter progressiv beskatning. Og dels fordi den skabte et socialt tryghedsunderlag under arbejdsmarkedet og styrkede som sådan de faglige organisationer. Sagt lidt populært; ”hvis lønmodtagerne ikke kunne gå helt på røven, var der også grænser for, hvad de ville finde sig i på arbejdspladsen”. 

Den første og største afvigelse fra det universelle velfærdsstatsprincip var indførelsen af arbejdsmarkedspensioner – folkepensionen blev opfattet som for utilstrækkelig. Siden er der skåret i flere velfærdsoverførsler, som så efterfølgende er søgt kompenseret gennem aftaler på arbejdsmarkedet.

Det omtalte protokollat er kun den seneste lille brik i den langsomme vej til afvikling af den universelle velfærdsstat og indførelse af arbejdsmarkedsforsikringer som i Tyskland. I øvrigt i tråd med hele tendensen i EU’s 2020 plan, hvor flere markedsløsninger skal erstatte offentlig opgaveløsning – også arbejdsmarkedsløsninger.

5 principielle overvejelser
1) Når man flytter samfundsansvar til arbejdsmarkedsansvar, får man uanset, hvad man siger, til sidst en type residualstat. Dvs. en stat, hvis forpligtelser ikke længere er universelle men kun er rettet mod dem, der bliver tilbage. (deraf navnet residual, der betyder det, der lades tilbage). Men kravet vil da også være, at dem, der lades tilbage, skal trangstestes, idet rettighederne ikke længere er universelle, men beror på dokumenteret trang. Trangstest findes allerede i dag. Men kravet om trangsbestemmelse vil vokse i takt med, at flere og flere på arbejdsmarkedet selv bidrager til finansieringen af sociale sikringsydelser. Dem, der bliver tilbage, stigmatiseres. Det var netop det forhold, arbejderbevægelsen i sin tid ville gøre op med i kravet om den universelle velfærdsstat.

2) Alle de områder, som protokollatets sundhedsordning giver adgang til, har i en eller anden form været en del af de offentlige social- og sundhedsordninger. De er med tiden blevet udvandet og beskåret. Dvs. de er ikke længere samfundets ansvar, men den enkeltes, og er for dem i arbejde nu blevet de faglige organisationers. Men lønmodtagerne betaler stadig det samme i skat. Nu modtager de blot ikke en række ydelser. Derfor søger de en kollektiv udvej ved at gøre det til et overenskomstanliggende, hvor en del af lønudviklingen konverteres til f.eks. social- og sundhedsordninger. Lønmodtagerne betaler ikke blot to gange. De må også se bort fra indkomstudjævningen, fordi flere og flere ydelser ikke længere finansieres gennem progressiv beskatning, men gennem indbetalte forsikringer, som alt andet lige rammer de laveste indkomster hårdest.

3) Bagved protokollatet ligger også en individualisering af samfundsmæssige problemer. Forebyggende behandling hos fysioterapeuter, kiropraktorer mv. og social rådgivningstjeneste burde være offentlige tjeneste rettet mod borgere, der på den ene eller den anden måde, har hjælp behov. Og for så vidt mange har dette behov, burde det selvfølgelig også være en offentlig opgave at finde årsagerne og sætte ind med generel forebyggelse. Eksempelvis forbedring af arbejdsmiljøet og hårde straffe til arbejdsgiverne, der har ansvaret for, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Det sker ikke. I stedet opnår den enkelte nu mulighed for gennem en forsikringsorden at kompensere for lidelser, som i alt væsentligt er resultater af den måde, samfundet er indrettet på. Hvis der kun var nogle få, der havde de lidelser, ville man jo aldrig gøre dem til et overenskomstanliggende.

4) Selv om protokollatet i sig selv er ganske beskedent, adskiller det sig i princippet ikke fra de sundhedsforsikringer, fagbevægelsen hidtil har været imod. Man har med protokollatet taget et lille skridt i retning af opgøret med den lige og frie ret til sundhedsbehandling. Det todelte sundhedsvæsen ligger i kimform i dette protokollat. Men det er ikke kun sundhedsvæsnet der splittes op. Det bliver arbejdsmarkedet også. Mange og vidt forskellige forsikringsordninger fra fagområde til fagområde vil cementere interesseforskelle mellem de forskellige sektorer og gøre det stadigt vanskeligere at gå efter kollektive overenskomster. Det svækker den samlede kampkraft og fagbevægelsen som en samfundsmæssig og politisk magtfaktor. Det har været de borgerlige partiers og arbejdsgivernes mål fra de første angreb på de kollektive overenskomster og deres advokatur for decentrale forhandlinger og aftaler. (erfaringerne fra Tyskland og USA er ikke opmuntrende).

5) Sidst men ikke mindst udgør alle private eller kollektive forsikringsordninger, herunder pensionsordninger et samfundsøkonomisk problem. Det er blevet ganske tydeligt her under finans- og gældskrisen. Uanset om det er pensionsindbetalinger eller indbetalinger til forskellige forsikringsordninger, så skal den samlede sum forrentes, hvis den ikke skal tabe i værdi på grund af inflationsudviklingen. Af samme grund er pensionskasserne eller forsikringsselskaberne tvunget til at investere på markedet og her søge det størst mulige afkast. Man kan selvfølgelig godt lægge nogle moralsk/etiske eller sikkerhedsmæssige investeringskriterier ind, men i sidste instans må investeringerne følge strømmen, hvor afkastet er størst. (hermed udsætter pensionskasserne og forsikringsselskaberne sig selvfølgelig også for risikoen for at tabe penge. Det har været tilfældet fra 2008-2011).

Men det afgørende er, at man som kompensation for forringelser af de universelle ydelser og det reducerede samfundsansvar opretter ordninger, der i større eller mindre grad er afhængige af udviklingen på markedet og især de finansielle markeder. Derved øger man de sociale- og sundhedsmæssige tryghedsordningers afhængighed af markedsudviklingen, og man styrker markedets stilling overfor det politiske demokrati. (den situation kender vi i dag, hvor markedernes krav til regeringerne er endnu flere nedskæringer og begrænsninger af de progressive skatteordninger).

Den enkle konsekvens
Så det, der skulle kompensere for nogle forringelser af velfærdsydelserne, ender med at øge markedets dominans og presset på de universelle ydelser endnu mere og i tur kræve endnu flere forsikringsordninger for at kompensere endnu mere. Det kaldes en ond cirkel. Den tendens bør stoppes nu, hvor den kun er i begyndelsesfasen – selv om presset tager til i fart i disse dage med diskussionen om indtægtsregulering af flere og flere offentlige velfærdsydelser.