Portugal: Mellem politisk resignation og social modstand
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 15. februar 2012
Mens vi endnu venter på at høre, om Helle Thorning Schmidt vil foreslå at gøre Store Bededag og eventuelt andre danske helligdage til almindelige arbejdsdage, er de portugisiske lønarbejdere allerede konfronteret med et krav fra den konservative portugisiske regering om afskaffelse af 4 helligdage.

Forslaget om at afskaffe 4 nationale helligdage i Portugal - heraf to religiøse og to nationale - kommer netop på baggrund af trepartsforhandlinger mellem den portugisiske regering, arbejdsgiverne og den mindste af de to største LO-organisationer i Portugal, det socialdemokratisk orienterede UGT. Den største og mere venstreorienterede portugisiske LO-organisation, CGTP, har derimod afvist en aftale om yderligere 4 arbejdsdage i et land, der i forvejen har en arbejdsløshed på mere end 13 pct., den højeste i de sidste tre årtier.

Afskaffelsen af de fire helligdage er kun et mindre hjørne af de omfattende nedskæringer i løn, pensioner og sociale rettigheder, der er fulgt i kølvandet på den aftale, som Portugal i maj 2011 indgik med EU og valutafonden IMF om at låne landet 644 milliarder kroner. Låneaftalen indebar, at den portugisiske regering, uanset partifarve, skulle gennemføre omfattende nedskæringer. De portugisiske lønmodtagere har indtil nu fået længere arbejdsdage, mindre ferie og fratagelse af to ekstra månedslønninger til at holde ferie for. Herudover har regeringen sat fastfrosset lønninger og pensioner, sænket arbejdsløshedsunderstøttelsen med 30 pct. og hævet skatterne og momsen.

Lønmodtageres delte og afventende reaktioner på kravet om fire ekstra arbejdsdage er for så vidt et godt billede på den aktuelle politiske situation i Portugal. Den konservative regering i dag balancerer mellem en afmagtens opgivenhed og en social protest mod de påtvungne nedskæringer og sociale forringelser.

På den ene side er der de dele af befolkningen og fagbevægelsen, som mere eller mindre modstræbende accepterer de mange nedskæringer og forringelser som noget uundgåeligt. Det er dem, der siger, at portugiserne må affinde sig med nedskæringerne som noget, man skal igennem på den ene eller anden måde. Billedet på denne resignation er de portugiserne, som i stedet for at deltage på fagbevægelsens eller venstrefløjens protester hellere vil se de nye programmer i fjernsynet om, hvordan man kan lave mad for mindre end 3 euro.

På den anden side er der en stor del af fagbevægelsen og befolkningen, som er utilfredse med de påtvungne nedskæringer, men som trods utilfredsheden kun en gang imellem går om bord i større masseprotester og strejker. Det var de 300.000, der gik på gaden, da fire unge mennesker i marts 2011 indkaldte til protester. Det var dem, der deltog da fagbevægelsen indkaldte til massestrejker og protestdemonstrationer i november 2011.

Denne dobbelthed protest og resignation afspejler ikke blot en historisk splittelse i den portugisiske fagbevægelse mellem det moderate UGT og det mere radikale CGTP, som krisen ikke har gjort meget ved. Der er også en blanding af politisk resignation og socialt motiveret kamp, der kan genfindes internt i både de forskellige faglige organisationer og hos de politiske centrum-venstre-partier.

Når de meget omfattende sociale forringelser undervejs har affødt store mere eller mindre spontane protestdemonstrationer, som det f.eks. gjorde i marts 2011, næres håbet hos de portugisiske venstrekræfter om, at masserne vågner til kamp. Men hurtigt derefter, ja samtidig dermed, skaber nedskæringernes voldsomhed og form ofte grobund for en politisk defaitisme og afmagt. Hvor er de reelle muligheder for at stille noget alternativ op over for 'markedernes', Merkel og IMF's og den portugisiske regerings krav, lyder spørgsmålet.

Centrum-venstres valgnederlag
Parlamentsvalget i juni 2011 var et billede på denne blanding af protest og opgivenhed. Opgivenheden blev nærmest sat på symbol, da IMF og EU op til valget krævede, at alle partier, der ville gøre sig håb om regeringsmagten - både den daværende socialdemokratiske regering og de daværende konservative og liberale oppositionspartier - skulle erklære sig enig i nedskæringsaftalerne med EU og IMF.

Alle partierne - minus venstrepartierne - bøjede sig for kravet. Dermed blev selve valget en folkeafstemning om de påtvungne nedskæringsaftaler. Alle de potentielle regeringspartiers forhåndstilsagn til IMF-aftalerne var et symbol på, at det ikke var overladt til de portugisiske vælgere at afgøre, om Portugals kommende regering skulle gennemføre nedskæringerne eller ej. De portugisiske vælgere kunne selvfølgelig stemme, som de ville. Men nogen afgørende betydning for nedskæringskursen ville det ikke få.

Det portugisiske valg blev da også primært et valg mellem lidt forskellige udmøntninger af 'markedernes', EU og IMF's krav. Kun de to venstrepartier, det portugisiske kommunistparti/de grønne og Venstreblokken (Bloco de Esquerda), afviste og krævede genforhandling af låneaftalerne. Men de to partier havde mere end svært ved at gøre deres alternativ politisk troværdigt for de portugisiske lønarbejdere.

Valget blev - trods krisen og nedskæringerne - et markant højreskred. Det (trods navnet) borgerligt-konservative Partido Social Demokrata (PSD) gik frem fra 29,1 pct. til 38,6 pct., og det liberalt-konservative CDS-PP gik ligeledes frem fra 10,4 pct. til 11,7 pct.  Det socialdemokratiske Partido Social Demokrata (PSD), der hidtil havde haft regeringsmagten, gik tilbage fra 38,6 pct. til 29,1 pct., mens Bloco de Esquerda (Venstreblokken, nærmest svarende til SF) gik tilbage fra 9,9 pct. til 5,2 pct., bl.a. fordi vælgerne havde svært ved at tro på, at en stemme på partiet og kravet om genforhandling af gælden ville kunne gøre nogen reel forskel for portugisernes hverdag. Kommunisterne og de grønne i valgalliancen Centro Democrático e Social - Partido Popular (CDS-PP) holdt skansen med 7,9 pct.

På tværs af vante stier
Valgnederlaget for centrum-venstre lagde sin politiske skygge ned over den efterfølgende periode. Det fik bl.a. Venstreblokken til at spørge sig selv og vælgerne om, hvorfor det tilsyneladende er så svært for centrum-venstre-kræfterne politisk at forløse og give troværdig stemme til de mange portugisere, der svinger mellem politisk resignation og radikal politisk protest.

En af forklaringerne på Venstreblokkens nederlag og vanskeligheder med at skabe politisk forløsning af lønmodtagernes frustrationer og sociale protest synes at ligge i selve den underligt miksede nationale og internationale udfordring. Ganske vist er der tale om et direkte politisk angreb på den almindelige portugisers hverdag. Men det er ikke et helt almindeligt angreb fra regeringen. Det er iværksat udefra af IMF og EU's toneangivende lande, og det sker efter 'krav' fra 'markederne. For at gøre den politiske forvirring total føres første runde af nedskæringerne ud i livet af en socialdemokratisk regering, hvorefter en dybt konservativ regering tager over og går videre - med vaklende accept fra dele af en splittet portugisisk fagbevægelse.

En sådan udfordring går på tværs af hidtidige vante politiske stier. Det er socialdemokrater, der gør fortidens våde liberalistiske drømme til barsk virkelighed. Det er diktater udefra, der fremstilles som uundgåelige nationale nødvendigheder. Det er et nationalt parlamentsvalg, der kun synes at efterlade de få valgmuligheder, de internationale 'markeder' siger god for. Hvordan skal moderne venstrepartier manøvrere i dette politiske landskab?

Hertil kommer de økonomiske og politiske styrkeforhold, hvor hovedpunkterne er en svækket fagbevægelse og en vellykket borgerlig og socialdemokratisk offensiv for nødvendigheden af at spare. Hertil kommer, at venstrekræfterne er oppe imod en tilsyneladende sammensvejset international og national samt økonomisk og politisk alliance, der rækker fra globale hedgefonde til det portugisiske socialdemokrati.

I en sådan situation nytter det ikke meget alene at vende den spontane vrede udad mod IMF, EU eller Angela Merkels 'diktat'. Her er det kun alt for åbenlyst, at portugisisk 'selvbestemmelse' netop ikke består i retten til selv at vælge, om man vil gå statsbankerot eller tiggergang til de europæiske banker, internationale hedgefonde, pensionsselskaber, mv. for at få nye lån. 

Alt dette var Venstreblokken for så vidt opmærksom på undervejs. Venstreblokkens svar var derfor, at venstrekræfterne nødvendigvis måtte være europæiske, hvis de skulle kunne insistere på selvbestemmelsen. Selvbestemmelsen måtte uundgåeligt handle både om egne reformer og Europas fremtid: "Det første venstresiden må gøre er at argumentere for nationale alternativer, som også er europæiske.(....) Medmindre Europa bliver genopbygget ved hjælp af en beskæftigelsespagt, som overtrumfer Vækst- og Stabilitetspagtens klausuler og institutioner, såvel som Lissabontraktaten, vil der ikke være nogen europæisk politik til at reagere passende på krisen og der vil i stedet altid eksistere en europæisk politik, der gør det endnu værre," som Venstreblokkens politiske ledelse allerede udtrykte det i maj 2010.

I forlængelse heraf erklærer Venstreblokken sig for "pro-europæisk og mod den finansielle globalisering". Pro-europæisk for at kunne være effektivt mod den finansielle globalisering. Venstreblokken har under hele krisen på én gang stillet krav om en europæisk solidarisk, fælles politik og krævet national frihed til at skabe nye job og dæmme op for spekulationen. Men det har været svært for partiet at gøre politikken tilstrækkeligt troværdig for den almindelige portugiser som noget, der kan forandre hendes og hans hverdag.

Reelt står Venstreblokken i dag politisk ret alene på både den nationale arena og internationalt. Internt i Portugal bakker de andre partier fra det yderste højre til og med de portugisiske socialdemokrater - i varierende udgaver - op bag EU og IMF's stadigt voldsommere sparekrav som de 'nødvendige onder'.  Derfor er det naturligt, at portugiserne har svært ved at tro på, at der findes noget reelt alternativ til det. På europæisk plan er der ikke én regering, som for alvor slås for den europæiske vækstpagt og den effektive regulering af de finansielle markeder, som for Venstreblokken er en nødvendig forudsætning for at løse både den portugisiske og europæiske krise.

Når partiet på begge fronter står ret alene, er det ikke underligt, hvis det bidrager til befolkningens skepsis over for, hvorvidt venstrekræfterne kan ændre noget i en stadig mere presset portugisisk hverdag. Det har Venstreblokken taget konsekvensen af. Venstreblokken bruger i dag mange kræfter på at komme ud over denne isolation. Det sker på mange forskellige måder. Gennem hundredvis af lokale møder og organiseringer. Via en målrettet indsats i fagbevægelsen for at organisere og repræsentere de dele af den portugisiske befolkning, som rammes særligt hårdt af krisen: de unge, de arbejdsløse, kvinderne og de mange med løse og dårligt lønnede jobs. Ved at bruge mange kræfter på at udvikle et fælles europæisk venstresvar på den portugisiske og europæiske krise. Om det vil være nok til at omsætte den nuværende blanding af politisk resignation og social protest i Portugal til fælles politisk kamp, vil de kommende måneder vise.

Her venter kampen mod nye nedskæringer og ikke mindst en lang række privatiseringer, som har stået på EU og IMF's liste ved siden af de sociale nedskæringer. Næsten alle statens aktier i den portugisiske energiforsyning Energias de Portugal (EDP) er allerede blevet solgt til det kinesiske Three Gorges Corp (for næsen af det tyske E. ON og Brasiliens Eletrobras og Cemeg). Senere skal den portugisiske stats andel i det statslige olieselskab GALP privatiseres sammen med elektricitetsnettet Red Eléctrica Nacional (REN), det nationale postselskab, CTT, det statslige fjernsynsselskab RTP) og koncessionerne til offentlig transport mellem Lissabon og den næststørste portugisiske by, Porto.

'Markederne' ved nok, hvad de vil have. Om det portugisiske centrum-venstre også gør det - og ikke mindst om de får det - ved vi endnu ikke.