SF er ikke et socialistisk parti
Af Esben Bøgh Sørensen

Offentliggjort: 15. februar 2012
SF's politiske taktik bygger på, at »bevægelsen mod målet er alt«. En sådan taktik opløser socialismen som målsætning og fastholder politikken indenfor kapitalismens rammer.

Socialistiske partiers regeringsdeltagelse har historisk skabt megen debat og splittelse. I dag har SF søsat et projekt, som genrejser den debat. Diskussionen på venstrefløjen (og i det hele taget i offentligheden) handler om, hvorvidt partiet har ageret rigtigt, både taktisk og principielt.

Bevægelsen alt for SF
Diskussionen ender meget tit med en opremsning af det »dårlige« ved regeringen fra kritikernes side: støtte til krig, forringelse af efterløn, tilslutningen til europagt, dyrere offentlig transport, skattelettelser til de rige, opgivelse af undersøgelsen af CIA transport over Grønland, accept af nationale test i folkeskolen, støtte til »fredsbevarende« aktioner, bankpakker, asocial skattereform etc.

Dernæst svares der igen af trofaste partisoldater i SF: afskaffelsen af pointsystemet, starthjælpen, kontanthjælpsloftet og skattefradraget for private sundhedsforsikringer.

Sådan kan diskussion blive ved med at køre i et stykke tid, hvor hver side skiftes til at opremse »dårlige« og »gode« ting. Men den stiller ikke spørgsmålet: Er SF stadigvæk et socialistisk parti?

Forsvaret for SF bygger som regel på et forsvar for allerede etablerede velfærdsgoder, eller i bedste fald, et forsøg på hist og her at afvikle VKO's mest vanvittige tiltag. Der er meget langt til et egentligt venstreorienteret projekt.

Man må derfor se på »den generelle politiske linje« i SF's politik. Er den socialistisk eller ej? Egentlig handler det om et spørgsmål, der allerede blev stillet ved arbejderbevægelsens fødsel: socialreform eller revolution?

SF har taget stilling i spørgsmålet til fordel for »socialreform«.

I en artikel i Magasinet F! fra februar 2011 om SF's igangværende principprogramdiskussion, skriver landsledelsesmedlem i SF, Kasper Bjering Søby Jensen, at i modsætning til Rosa Luxemburg, som mente »at det socialistiske slutmål var det eneste afgørende«, skal socialister i dag erklære, »at bevægelsen mod målet er alt.« (at Rosa Luxemburg slet ikke mente dette, kommer jeg ind på senere).

Jensen henviser selv til, hvad han kalder »socialdemokratismens åndelige stamfader« Eduard Bernstein (hvilket i parentes bemærket er forkert, stamfaderen må om nogen være Karl Kautsky). Henvisningen til Bernstein er imidlertid ganske tankevækkende, han udtrykte sig oprindelig netop således:

»Jeg anser ikke, hvad man almindeligvis forstår ved 'Socialismens endemål', for at have nogen betydning, og jeg har kun lidt interesse heri. Dette mål, hvad end det måtte være, siger mig intet, bevægelsen er alt« (efter Sørensen 1976 [min oversættelse]: 428).

Angiveligt skulle Jensens mindre rettelse være afgørende. For mig står det dog klart, bevægelsen er alt for SF. Hvis det netop er bevægelsen mod målet, der er alt, så er målet jo intet. Målet reduceres til et rent produkt af bevægelsen.

Målet bestemmer midlet
For et socialistisk parti burde bevægelsen være et produkt af målet, forstået på den måde, at bevægelsen aldrig må overskygge det socialistiske endemål. Hver gang man står overfor at skulle tage stilling til et problem (f.eks. stemme for eller imod bankpakker) må man gøre sig klart, hvilken indflydelse det har på endemålet.

Er det en beslutning, der i fremtiden vil hindre tilvejebringelsen af socialismen? I forhold til at stemme for bankpakkerne, må svaret være ja, det var en hindring, det havde intet med socialisme at gøre. Hvad med skattereformen, kan den siges at være en del af en overordnet taktik til fordel for det socialistiske endemål? Det kan den selvfølgelig ikke.

Pointen er dog, at man ikke bare skal tage stilling i hvert enkelt spørgsmål, men bevidst tilrettelægge de taktiske delmål efter det socialistiske endemål. Gør SF det? Svaret er et stort og rungende nej.

Når Jensen erklærer, at Bernstein skulle være socialdemokratismens åndelige fader, så må det være en understregning af det vigtige i at vælge reform i spørgsmålet: socialreform eller revolution?

Problemet er, at selve spørgsmålet er stillet forkert, det kunne allerede Rosa Luxemburg se. Prøv at læs hvad hun skriver:

»For socialdemokratiet består der mellem socialreformen og den sociale revolution en uadskillelig sammenhæng, i hvilken kampen for socialreformen er midlet, men den sociale omvæltning målet« (Luxemburg 1969: 43).

For Rosa Luxemburg var målet ikke det eneste vigtige, som Jensen påstår. Denne stråmand der sættes op, har angiveligt den funktion, at skubbe det socialistiske endemål ud af SF's taktiske overvejelser.

SF - midlet bestemmer målet
Januar udkastet til SF's nye principprogram er næsten blottet for overordnede taktiske overvejelser, andet end at »styrke repræsentationen i parlamentet og de folkelige bevægelser.«

Principprogrammet, som burde være udtryk for det allermest overordnede mål, indsnævres dog også, udover nogle velmenende, men ret tomme bemærkninger om »bæredygtighed«, »demokrati« og »fællesskab«, til at »SF er tilhænger af en styret markedsøkonomi.«

SF's ultimative mål, dets mest idealistiske horisont, er en smule mere demokrati, bæredygtighed gennem grøn vækst (ikke engang væksttanken gøres der op med) og en styret markedsøkonomi. Er det virkelig, hvad SF anser som sin største vision for det menneskelige samfund?

At styre markedet, udbrede demokratiet, skabe bæredygtig produktion osv. burde ikke opstilles som ultimative visioner for et rigtigt socialistisk parti, men derimod som umiddelbare delmål, der peger direkte hen imod det socialistiske endemål: afskaffelsen af den private ejendomsret, ophævelsen af arbejdsdelingen og organiseringen af samfundet i en association af frie producenter, hvor »enhver yder efter evne, enhver får efter behov« (Marx 1971b: 18) og hvor »hver enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling« (Marx 1971a: 47).

Endemålet hos SF har ikke bare indtaget en nærmest retorisk rolle, henvist til en ensomt liv i principprogrammet, men er endda indsnævret stærkt til en »styret markedsøkonomi«.

Hvad med taktikken? Pointen er, at der ikke er nogen overordnet taktik, fordi SF adskiller endemålet fra den politiske praksis. Hør f.eks. her fra udkastet til principprogrammet:

»Vores almindelige strategi er dog at søge at indgå i en magtbærende blok med arbejderbevægelsens øvrige partier, samt progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.«

SF afviser altså ethvert perspektiv om erobring af den politiske magt. Ikke bare i partiets nye politiske praksis som regeringsparti, men også i principprogrammet fremhæves samarbejdet med borgerlige partier.

Rosa Luxemburg tordner imod denne revisionistiske opfattelse af politisk magt: »Den, der derfor taler om reformmetoden over lovgivningsvejen i stedet for og i modsætning til erobring af den politiske magt og samfundets omvæltning, vælger virkeligheden ikke en roligere, sikrere, langsommere vej til samme mål (socialismen, red.), men et helt andet mål, nemlig uvæsentlige forandringer i den gamle samfundsform i stedet for indførelsen af en ny samfundsform« (Luxemburg 1969: 102).

Det klassiske magtspørgsmål
Men hvad er erobringen af den politiske magt? En taktik med erobring af politisk magt som udgangspunkt, anser endemålet og midlerne hertil for hørende tæt sammen. I stedet for at det socialistiske endemål indsnævres til »styret markedsøkonomi«, henvist til en ren ideologisk plads i et principprogram, som ingen betydning har for det daglige arbejde (bevægelsen), ville en egentlig genuin socialistisk taktik sætte socialismen på dagsordnen.

Socialismen er ikke noget, der bare skal stå i et principprogram, men noget der skal kræves gennemført i det daglige arbejde. Det er her SF adskiller mål og middel. Målet forbliver rent retorisk, det eneste, der står tilbage, er, hvad Luxemburg kalder »uvæsentlige forandringer«.

Ifølge en socialistisk taktik (hvor jeg ikke bruger 3. Internationales karakteristiske skelnen mellem strategi og taktik) vil et samarbejde med borgerlige partier, indenfor den borgerlige statsmagt, slet ikke komme på tale. Den vil i stedet skabe en folkelig politisk magt, som kan gennemføre socialistiske forandringer, ikke i fremtiden, men nu og her.

Hvis man seriøst mener, at socialismen er endemålet, betyder det ikke, at den skal forskubbes fra nutiden. Tværtimod.

SF i regering
Det fører mig over i spørgsmålet om et socialistisk partis deltagelse i en regering i det samfund, det ønsker afskaffet: kapitalismen. Umiddelbart kunne det se ud som en selvmodsigelse, men det behøver det ikke at være.

Problemet er, at SF er smittet af, hvad Marx kaldte »parlamentarisk kretinisme«, som hindrer udviklingen af et egentligt socialistisk projekt, »tryller de smittede fast til en indbildt verden og frarøver dem ethvert begreb, enhver erindring, enhver forståelse af den hårde verden udenfor« (Marx 1971c: 301).

Den parlamentariske fiksering har skabt en illusion i SF om, at magten befinder sig i folketinget og på ministertaburetterne. Det er simpelthen ikke rigtigt. Rigtigt er det, at den politiske magtelite bl.a. befinder sig her, forkert er det, at et socialistisk parti kan føre socialistisk politik alene fra denne position.

Den franske filosof Alain Badiou udtrykker det således:
"For if democracy (læs: det borgerlige parlamentariske demokrati) means representation, it is first of all the representation of the general system that bears its forms. In other words: electoral democracy is only representative in so far as it is first of all the consensual representation of capitalism" (Badiou 2008: 91).

Det borgerlige parlamentariske demokrati bygger generelt på det kapitalistiske samfund, og vil derfor også altid være et udtryk herfor. I modsætning til Badiou mener jeg dog godt, at en socialistisk repræsentation i parlamentet og regeringen kan fremme socialismen. Problemet opstår, når denne "repræsentation" bliver betragtet som det vigtigste.

Man flytter ikke magtforhold til fordel for et socialistisk projekt ved at sidde i folketinget og i regering. Specielt vigtigt er det, at indtrædelsen i en regering, kun kan komme på tale, hvis der er tale om en socialistisk regering. SF sidder i dag i regering med et ikke-socialistisk parti, Socialdemokratiet, og et rent borgerligt neoliberalistisk parti, De Radikale.

Hvordan skulle der kunne komme ét gram socialisme ud af det? Når SF'ere forsvarer standpunktet med, at »politik kræver kompromiser«, glemmer de, at politik ikke er indskrænket til det der foregår i parlamentet. Det er en umarxistisk og borgerlig forståelse af politik, at en sådan hovedsaglig foregår indenfor statens rammer.

Regeringsspørgsmålet burde være det mindst vigtige, men SF har hævet det til det vigtigste. Hvis man anser indtrædelsen i en regering som det mest centrale for et socialistisk parti, så må man ofre idealer for at kunne opnå dette »mål«.

Den nødvendige modmagt
Problemet er, at ideen om at socialisme kan opnås gennem parlamentarisk strategi og regeringsdeltagelse, er en fejlagtig opfattelse. Arbejderbevægelsens magtfulde position blev aldrig konstitueret ud fra deres plads på Christiansborg, men derimod gennem den stærke samlede bevægelse, den formåede at opbygge ude i det virkelige liv, uden for statens rammer, bestående af fagbevægelsen, kooperationen, ungdomspartiet, socialdemokratiet og kulturbevægelsen.

En arbejder kunne i mellemkrigsårene nemt gå gennem hele livet, uden at have været i berøring med andet end arbejderbevægelsen. Fra børn- og ungdomsforeninger som DUI og DsU, til foreningen borgerlig konfirmation, voksenlivets mange organisationer og foreninger (bolig, forbrug, produktion, lån, etc.) til Arbejdernes ligkistemagasin. Det, der har dræbt den »arbejderoffentlighed«, arbejderbevægelsen engang havde skabt, er netop Socialdemokratiets fiksering på at sidde i folketing og regering.

For at kunne deltage i en regering i det borgerlige parlamentariske demokrati indenfor det kapitalistiske samfund, så er man nødt til allerede at have nået til den erkendelse, at forandringen af samfundet må ske ude i samfundet. Det er nødvendigt at fokusere alle sine kræfter på etableringen af en slags »modmagt«, en modmagt der effektivt kan forandre samfundet grundlæggende, men også skabe basis for organiseringen af samfundet efter forandringen.

En sådan modmagt havde arbejderbevægelsen netop opbygget i mellemkrigsårene. Ikke bare, som allerede nævnt, i Danmark, men i endnu højere grad internationalt. Med Sovjetunionen ladt ude af betragtning som et spørgsmål i sig selv, så kan nævnes f.eks. den stærke austromarxistiske arbejderbevægelse, dvs. arbejderbevægelsen i Østrig.

Dens grundlæggende idé var, at man skulle etablere et samfund i samfundet. Det nye samfund skulle vokse ud af det gamle, og arbejderbevægelsen skulle organisere institutioner, virksomheder, foreninger, organisationer etc. som skulle udgøre rygraden i netop dét socialistiske samfund, som selvsamme bevægelse effektivt ville være i stand til at skabe.

Når SF i dag f.eks. stemmer for en grundlæggende neoliberal finanspagt, bankpakker eller en skattereform der øger uligheden, så er det oftest begrundet med, at det er det eneste mulige netop nu. F. eks. skrives der på SF's hjemmeside i forbindelse med tilslutning til finanspagten: "Økonomisk ansvarlighed er god venstreorienteret politik". SF er faldet for det borgerlige dogme, at politik er det muliges kunst. Det ligger helt i forlængelse af New Labours Tredje Vej ideologi, hvor politiske ideer måles på om de er mulige, og virker nu og her. Dette er en fatal fejlagtig opfattelse for et venstreorienteret parti, fordi man således afskærer sig fra at kunne forandre noget som helst. Den slovenske filosof Slavoj Zizek udtrykker det således:

"It is here that we encounter the gap that separates a political act proper from the 'administration of social matters' which remains within the framework of existing sociopolitical relations: the political act (intervention) proper is not simply something that works well within the framework of the existing relations, but something that changes the very framework that determines how things work. To say that good ideas are 'ideas that work' means that one accepts in advance the (global capitalist) constellation that determines what works... One can also put it in terms of the well-known definition of politics as the 'art of the possible': authentic politics is, rather, the exact opposite, that is, the art of the impossible - it changes the very parameters of what is considered 'possible' in the existing constellation" (Zizek 2008: 236-237).

At handle genuint politisk vil sige at handle imod, udenfor og overfor det bestående samfund, for derved overhovedet at kunne ændre dette. Det er netop sådan arbejderbevægelsen har handlet, når den virkeligt har forandret noget. Sådan en praksis førte den internationale arbejderbevægelse i mellemkrigstiden. Den ville skabe en modmagt. Der er ikke meget modmagt over finanspagten, skattereformen eller den nye "røde" regering i det hele taget.

Det var det, Rosa Luxemburg (og i øvrigt også Antonio Gramsci) mente med erobringen af den politiske magt.

Socialistisk parti og bevægelserne
Det samme må gøre sig gældende i dag. Hvis et socialistisk parti vil sætte handling bag ordene, må det se på, hvad der rører sig i befolkningerne i dag. Over hele verden er befolkningerne sat i bevægelse. Fra det arabiske forår, over massestrejker og demonstrationer i bl.a. Grækenland, Spanien, Italien, Portugal og Storbritannien, massebesættelser og til Occupy bevægelsen (specielt i USA).

Disse rørelser og bevægelser er ikke bare antikapitalistiske, men ligeledes antipolitiske (forstået som en lede mod det politiske establishment). Det er sådanne elementer et socialistisk parti må forsøge at samle op, og hjælpe til at artikulere en mere generel politisk linje, baseret på et socialistisk alternativ.

Et socialistisk partis mest grundlæggende opgave i dag er derfor, at etablere en politik baseret på en radikal antikapitalisme og en kritik af den politiske magt i dens nuværende liberale demokratiske form. En sådan politik ville kunne basere sig på allerede eksisterende strømninger i verdens befolkninger.

Over hele Europa og i USA er kapitalismen i krise, neoliberalismen i offensiven, og den folkelige antikapitalisme under udvikling. Det bestående borgerlige demokrati er tydeligvis ved at krakelere.

Som Zizek skriver: "the global capitalist system is approaching an apocalyptic zero-point" (Zizek 2011: x). Pointen er, at det er netop nu der skal gøres noget, og det er netop nu, det er muligt at forandre samfundet og ændre historiens gang. Det er muligt at sætte socialismen på dagordenen.

I den situation har SF fedtet sig ind i en taktik, hvor det støtter finanspagt og kapitalisme, modvirker den igangværende antikapitalistiske bevægelse, samt i øvrigt skipper enhver tale om og praksis for socialisme.

En ny socialistisk politik, der baserer sin taktik på faktiske progressive strømninger i befolkningen, og som til stadighed sætter socialismen som endemål, ikke bare som tom snak i et principprogram, men som faktiske krav i en overskuelig fremtid, vil derfor også kunne hente inspiration fra den omtalte taktik-diskussion mellem Luxemburg og Bernstein.

Et socialistisk parti vil erobringen af den politiske magt, ikke bare samarbejdet med borgerlige partier indenfor det nuværende politiske system, og det vil det socialistiske mål nu og her. Fokus må være at samle disse progressive strømninger, og opbygge en modmagt i samfundet, som har overskridelsen af kapitalismen som sit umiddelbare mål.

SF er så langt fra denne tankegang, at spørgsmålet: »Er SF stadigvæk et socialistisk parti?«, giver sig selv. Nej, SF er blevet et småborgerligt parti, en moderne version af det, Marx i det Kommunistiske manifest beskrev som den »småborgerlige socialisme« og »bourgeoissocialismen«.

En sådan »socialisme« forstår ved grundlæggende forandringer »imidlertid på ingen måde afskaffelsen af de borgerlige produktionsforhold, der kun er mulig ad revolutionær vej, men derimod administrative forbedringer, der kan foretages på grundlag af disse produktionsforhold og altså ikke forandrer noget i forholdet mellem kapital og lønarbejde« (Marx 1971a: 54).

Hele arbejderbevægelsens historie kan forstås ud fra spændingen mellem den socialistiske modmagt i arbejderklassens folkelige bevægelser, foreninger, organisationer, institutioner etc. og den højeste ledelses stadige svigt af denne socialistiske modmagt, gennem henvisning til »realpolitik« og »kompromisser«.

Pointen er her ikke, at der er fare for at SF foretager endnu et sådant historisk svigt. Pointen er derimod, at SF allerede har svigtet.

Litteratur:
Badiou, Alain (2008): The Meaning of Sarkozy, Verso: London
Marx, Karl (1971a) [1848]: Det kommunistiske partis manifest, i Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Bind 1, Forlaget Tiden: København
Marx, Karl (1971b) [1875]: Kritik af Gothaprogrammet, i Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Bind 2, Forlaget Tiden: København
Marx Karl, (1971c) [1852]: Louis Bonapartes attende brumaire, i Karl Marx og Friedrich Engels: Udvalgte Skrifter, Bind 1, Forlaget Tiden: København
Luxemburg, Rosa (1969) [1899]: Socialreform eller Revolution?, Gyldendal: København
Sørensen, Curt (1976): Marxismen og den Sociale Orden, Bind 1, GMT: Århus
Zizek, Slavoj (2011): Living in the end times, Verso: London
Zizek, Slavoj (2008) [1999]: The Ticklish Subject - The Absent Centre of Political Ontology, Verso: London
Artiklen af Kasper Bjering Søby Jensen, samt udkastet til SF's nye principprogram kan findes på SF's hjemmeside.