Systematisk pres i (arbejds)livet
Af Einar Baldursson

Offentliggjort: 15. februar 2012
Der gives nogle få jernlove i historien.  En af dem er, at der ved større samfundsændringer opstår reaktionær nostalgi, som hylder det forgangne. Alternativet er selvfølgelig ikke en idealisering af det aktuelle. Udfordringen består til hver tid i at identificere de ændringer der peger fremad, men forholde sig kritisk til de ændringer, som peger den forkerte vej.

Samtidig er det vigtigt at fastholde et fokus på det såre fornuftige princip, at alt har sin pris, og at selv det gode og fremadrettede har en bagside.

Maskinbureaukratiets menneskeforståelse
Såvel den bureaukratiske som den industrielle organisation handlede om, at det enkelte menneske skulle tilpasses sin opgave. Det tilstrækkelige og forudsigelige var det optimale.  Der fandtes ingen optik som kunne indfange mennesket i arbejdet, kun den (begrænsede) ressource, der var brug for.  Det var ikke kun i slagterierne, at man skulle parkere sin hjerne ude i omklædningsrummet. I det omfang, der skulle tænkes, skulle ledelsen tage sig af det. Livet skulle leves uden for arbejdet, principielt i form af forbrug.

Modstandens verden
Selvfølgelig så virkeligheden anderledes ud. I arbejdets verden etablerede man et fællesskab, et arbejderkollektiv, hvor man var sammen om at begrænse rovdriften på arbejdskraften, men hvor man også kæmpede for meningen i og med arbejdet.

Krav-kontrolmodellen, som Robert Karasek udviklede i 70erne, indfangede dette ganske klart. Karasek peger på (og det er understøttet af umådelig omfattende forskning), at høje krav kun medfører tilsvarende stressbelastninger, når arbejderne ikke kan gøre modstand. I det omfang arbejderne tilkæmper sig kontrol, vil de forvalte høje krav i arbejdet på en aktiv og positiv måde.

Fra kontrol til det gode arbejde
Karaseks model spillede en afgørende rolle inden for arbejdsmiljøområdet.

Størstedelen af indsatsen på arbejdsmiljøområdet har traditionelt handlet om at sætte grænser for den nedslidning og helbredsbelastninger, der kan forekomme i arbejdet. Således hele diskussionen om grænseværdier.  Grænserne for belastninger skal ud fra denne forståelse sættes således, at de fleste over det meste af tiden kan udføre deres arbejde uden, at det medfører væsentlige helbredsproblemer.

Karaseks model ændrer alt dette. I begyndelsen medførte den store fokus på kontrol en legitimering og forstærket indsats for de ansattes magt i arbejdet. Denne forståelse kom inden for den socialdemokratiske bevægelse til udtryk i form af kampen for økonomisk demokrati.

Senere begyndte man at udtynde kontroldimensionen. I første omgang bliver kontrol til indflydelse.  Senere bliver indflydelse til råderum. Det får også følger for politikken på arbejdsmiljøområdet. Nu skulle der kæmpes for en positiv dagsorden, et arbejde hvor de ansatte kunne udvikle sig - "det gode arbejde".

Hvis bare man kan ændre arbejdet, sådan at det hele menneske kommer i spil, hvor kreativitet og involvering sætter dagsorden, hvor man trives og udvikler sig, så vil al stress forsvinde.

Fra kritik til positiv tænkning - det gode arbejde som nysprog
"Det gode arbejde" var et af de første tegn på, at det positive blev vægtet højere end det reelle. Der kunne allerede i sol og måne aflæses tegn på, at Danmarks tid som industrisamfund var gået på hæld. Samtidig var skiftet fra kritik af industriarbejdet til drømmen om "det gode arbejde" nok et af de første udtryk for den kultur og det sprog, der kendetegner videnssamfundet.

Det er så åbenlyst i dag, at det kan virke trivielt at påpege det, men mindre relevant er det ikke af den grund. Vores muligheder for at italesætte kritik er væsentligt ringere i dag end tidligere. Det er ikke alene et resultat af den selvsmagende postmodernismes relativisme. Efter alt at dømme er postmodernisme og socialkonstruktionisme to symptomer på den samme syge - et sprog - ("newspeak", George Orwell), som er klinisk renset for negativer. Nysproget tillader kun grader af positiver. Når man angriber lønmodtagernes ret til efterløn, er det reform. Der findes ikke i Danmark et militær, kun et forsvar. Danmark forsvares ikke gennem krig, men fredsbevarende eller fredsskabende operationer. Når de udstødte udsættes for tvang, er det fordi, man skal stille krav til dem, som de skal tage ansvaret for at leve op til.

På arbejdspladsen handler det om anerkendende kommunikation. Man afskediges ikke, man fritstilles. Der tillades ikke problemer, blot udfordringer. Man skal anvende positiv psykologi, hvor et menneske lykkes i det omfang, man kan tage ansvaret for egen succes og tilfredshed.

Fra indflydelse som kontrol, til indflydelse som ansvar
Undervejs i denne proces skete der en nærmest umærkelig men gennemført ændring af arbejdet. Indflydelse er oprindeligt et begreb, der fokuserer på de ansattes kontrol; det vil sige deres muligheder for i fællesskab at sætte grænser for udnyttelsen og skabe et råderum, hvor egne meninger og mål kan sættes i forgrunden. I takt med at videnssamfundets arbejde og organisering sætter sig i gennem, ser vi så en ændring af indflydelsesbegrebet.  I stigende grad forandres indflydelse til at være det ansvar, ledelsen kan pålægge de ansatte.

Dette er en væsentlig ændring, fordi den indebærer, at de ansatte ikke blot skal respektere ledelsesretten, men at de ydermere skal påtage sig pligten til at gøre som ledelsen mener, ikke hvad den siger.

Hvor det i industrisamfundet handlede om at gøre sin pligt og kræve sin ret, skal man nu gøre mere end sin pligt, uden at der følger nogen rettigheder med.

Fra fælles ansvar til individuel pligt
Der er sagt og skrevet meget forkert om individualiseringen i det moderne samfund. Vi er ikke blevet mere individuelle, men tværtom mere afhængige af hinanden. Der findes næsten ikke arbejdsopgaver i dag, der kan løftes i form af individuel indsats. Man skal næsten altid kombinere ressourcer og kompetencer for at løfte opgaverne.

Paradoksalt indebærer udviklingen, at øget grad af fællesskab her går hånd i hånd med forestillingen om, at den enkelte er ansvarlig for egen lykke og succes. Når ledelsen uddelegerer væsentlig del af ansvaret for arbejdet til medarbejderne, og medarbejderne accepterer eller endda ønsker det, er resultatet klart.

I stedet for ret og pligt må man arbejde så meget, man vil, for at nå det bedst mulige resultat. 'Godt nok' er aldrig tilstrækkeligt. Kun det helt særlige rækker som tilfredsstillende. Den indre leder sætter sig på ryggen, hvor den pisker os fremad mod en gulerod på en pind, som vi aldrig når.

I "Alice i Spejlland" siger hun til den røde dronning: "I vores land ville man som regel nå et sted hen, hvis man meget længe løber meget hurtigt. Det er da et langsommeligt land, siger dronningen. I dette land skal man løbe så hurtigt, man overhovedet kan, for at blive på det samme sted. Hvis man vil nå nogen steder hen, må man løbe dobbelt så hurtigt."

I en sådan verden er vejen til selvkannibalisme kortere end til den nærmeste McDonald.

De går da ned med stress fordi de er for ambitiøse
For et par år siden kunne man læse, at mange ledere mente, at medarbejderne gik ned med stress, fordi de var for ambitiøse.

Det er såmænd ikke forkert, men rejser blot et såre simpelt spørgsmål: hvis ledelsen ikke kan tage ansvaret for det, hvad er den så til for?

Dermed peger diskussionen om det endeløse og systematiske pres, som den moderne medarbejder oplever i sit arbejde, også på spørgsmålet om, hvor ansvaret for bæredygtigheden i arbejdet nu skal lægges. Det er svært at se, hvordan en moderne diskussion om arbejdsmiljø og bæredygtig anvendelse af menneskelige ressourcer kan rejses, uden at man samtidig antaster industrisamfundets ledelsesbegreb og ikke mindst ledelsesretten.

Stress er et belastningssyndrom
Forekomsten af psykisk stress er primært et mål og udtryk for de belastninger og krav mennesker udsættes for. Enklere kan det ikke siges.

• Undersøgelser udført af Statens Institut for Folkesundhed (SIF) dokumenterer en støt stigende forekomst af mennesker, der ofte har stress i perioden fra 1987-2010
• Der er tale om en stigning fra 5,8% i 1987, til 8,7% i 2005 og er steget yderligere til 12,6% i 2010.

Givet den viden der er om, hvordan stress medfører øget risiko for en række sygdomme - ikke mindst depression - er disse tal udtryk for en meget alvorlig tendens. I nysprogets positive verden har NFA nærmest begravet diskussionen om stress, der hvor studsen har hovedet. Det er formentlig en del af grunden til, at diskussionen stort set er udeblevet.

Depression - et alvorlig skridt videre
Ifølge SIF har 10% af befolkningen dårligt mentalt helbred (2010), og 12,8% har en forbigående mental lidelse. Ifølge nylige tal fra Lægemiddelstyrelsen er antallet af mennesker, der får recept på antidepressiv medicin, steget fra 256.000 til 462.000 på ti år. Det betyder, at hver 12. dansker nu er på anti-depressiv medicin.

Betydningen af stress er i den sammenhæng meget stor. Stress er ikke den eneste men en vigtig grund til at depression også forekommer i øget omfang. Depression indebærer et sygdomsforløb på typisk 4-6 måneder, hvor den sygdomsramte i store dele af perioden er mere eller mindre uarbejdsdygtig. Op i mod en tredjedel af dem, der får deres første depression, vil senere udvikle mere eller mindre kroniske tilstande, der hverken kan behandles medicinsk eller psykologisk.

Hvad er diagnosen
En diagnose handler som regel både om at bestemme og karakterisere problemet. I dette tilfælde stress, mentale sundhedsproblemer og depression.

Men ofte bruger vi begrebet "diagnose" som betegnelse for en forklaring, udpegelse af en årsag. Set i det lys: hvad er diagnosen?

Den grænseløse anstrengelse
Det samfund, vi er ved at bygge, er karakteriseret ved en systematisk indsats for indførelsen af den grænseløse anstrengelse.  Allerede i folkeskolen lærer børnene, at for at tælle med blandt de lødige, skal man anstrenge sig; og en belønning i form af anerkendelse falder overvejende efter forløb med projekter, deadlines og et stadigt kapløb.

De, der ikke kan holde trit med flokken, falder uden for.

Forandringsfundementalismen
Princippet for retsvæsenet er formelt set det, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. Det halter så. Men det, der er værd af hæfte sig ved, er at forandring er et selvfølgeligt gode, indtil det modsatte viser sig, hvorefter medicinen er en ny uigennemtænkt forandring.

Kontrol er en helt særlig form for tillid eller trøst
Uanset hvor man kikker hen, er der blevet mere kontrol. Det gælder i arbejdet, både inden for det offentlige og det private. Indføringen af stadig flere kontrolprocedurer er ikke udtryk for en bestemt politik. Den forrige regering har indtil videre en historisk danmarksrekord i indføringen af kontrol og detaljestyring.  Og det til trods for, at dens formelle ideologiske grundlag handlede om det stik modsatte.

Og hvorfor er det sådan?

Efter alt at dømme som en reaktion på en hverdag, hvor alting forandrer sig og flyder, og hvor manglen på gennemsigtighed og forudsigelighed genererer angst og usikkerhed. Det er nemmest at få øje på hos de utallige ofre, der i det moderne arbejdsliv går ned med stress og depression.

Det er mindre åbenlyst men lige så vigtigt, at det ikke alene er medborgeren, der er stresset. Hele samfundslivet har udviklet stress.

Når man har stress, mister man overblikket, man går hektisk videre fra den ene til den anden uoverskuelige situation. Og - man udvikler en fantasi om det kontrollerbare liv.  Et liv, der kan sættes på formler og skema, hvor det ene fører til det andet på en forudsigelig vis.

Det er denne fantasi, der har sat sig som en autopilot, ikke alene i det politiske liv, men hos al form for ledelse, den være sig offentlig eller privat.

Hvis denne diagnose holder, vil nok så mange besværgelser og løfter om afbureaukratisering blot løfte sig til vejrs som andre former for letvægtsluftarter. Hvad der er værre, den udvikling der understøtter kontrolbehovet fortsætter. Det kan nå at blive meget værre.

Videre mod det døgntravle liv
Tidligere satte noget så trivielt som butikkernes åbningstid en er grænse for, hvad man kunne foretage sig på visse tidspunkter i døgnet. Men over de seneste 10 år er udviklingen systematisk gået i den retning, at butikstiderne udvides. De lukker stadig senere på hverdage og holder oftere åbent i weekenden.

Den udvidede arbejdstid
Butikkerne reagerer ikke alene på ændrede behov, de er også del af en udvikling, som i stigende grad omfatter arbejdstiden. De 12 minutter som S og SF ville have danskerne til at lægge til den daglige arbejdstid bliver med sikkerhed langt overgået i den kommende periode. Arbejdstiden skrider i det øjeblik, man afskaffer betalt frokost, afskaffer helligdage og udhuler de overenskomstmæssige bestemmelser for, hvad rammerne for normal arbejdstid er. Inden længe vil vi se krav om udvidelse af daginstitutionernes åbningstid, sådan at man imødekommer forældre, der skal håndtere stadig længere arbejdsuge, med flere og større krav om fleksibilitet.

Det udvidede arbejdsliv
Når flere skal forpligtes til arbejdet gennem længere del af livet, vil det selvfølgelig over tid medføre, at der etableres en skare af ældre, der må nøjes med det, de kan få til den løn, der kan gives. Paradoksalt vil dette ikke alene medføre øget udbud af arbejdskraft men også mere omfattende social marginalisering.

Hvis mellem og højtuddannede ældre kan lænkes til arbejdet, er tilskyndelsen til at forholde sig til de unge, der tidligt er blevet slynget ud af karrusellen, tilsvarende mindre.

Men først og sidst så handler det om væsentlig øget forekomst af nedslidningsproblemer i form af stress, ringere mental sundhed og depression.

Det er allerede nu klart, at sundhedsvæsenet ikke kan følge med. Det er vanskeligt at se, hvordan det skal kunne håndtere en stadig større gruppe af mennesker, der hverken er syge nok til en førtidspension eller raske nok til arbejdslivet.

I sidste instans kan omkostningerne vise sig at være meget betydelige og som minimum langt større, end de gevinster politikerne og økonomerne har drømt sig til.

Er der noget godt?
Der er ingen tvivl om, at udviklingen af det moderne arbejdsliv på en lang række områder er et gode.  Det er et fremskridt, at man i dette arbejdsliv kan gøre forskel i en sammenhæng, hvor personlige egenskaber og kompetencer er i fokus, og hvor der er muligheder for personlig udvikling.

Problemet er ikke, at vi er på den forkerte vej. Det er vi ikke. Problemet er, at vi ikke går langt nok.

At gå længere - menneskelige ressourcer forefindes ikke alene som boglige komptencer Når menneskelige ressourcer over en bred kant er i centrum, er der to fejl, der bliver begået.  For det første er der sket en forkert indsnævring af ressourcebegrebet.

I dag bliver al nyttig viden identificeret med det, der kan opnås gennem rent boglig lærdom. Det betyder både, at vi for tiden helt ignorerer andre former for evner og ressourcer, og - hvad der er værre - udstøder dem, der ikke er til det boglige (i en helst bestemt periode af deres liv).

Samtidig forfladiges og forenkles al forestilling om boglig viden. Alle mellemlange uddannelser skal tilsyneladende vejes på den universitære skala.  Og det er helt misvisende. Der er ikke opnået noget ved at klippe en hæl og skære en tå for at tilpasse professionsuddannelserne den akademiske verdens noget sterile og forenklede vidensbegreb.

Fortidens metoder medfører kun problemer i nutidens arbejdsliv
Samtidig er det helt klart, at vi har meget mangelfulde indsigter i, hvad det indebærer at vedligeholde de menneskelige ressourcer, der spiller så stor en rolle i det moderne arbejde.

På mange måder gentager vi de fejl, der kendetegnede industrisamfundets første år. I kapløbet efter den største og mest kortsynede gevinst, slider vi de mennesker ned, der yder det nødvendige arbejde.

Det kostede dyrt dengang, og det gør det igen - jfr. den meget negative sundhedsudvikling.

Dernæst er der en karakteristisk og bekymrende tendens til, at ledelsen i et mere eller mindre forgæves og i hvert fald kontraproduktivt forsøg på at opretholde et forældet syn på ledelse, gang på gang forsøger at genindføre ledelses- og arbejdsorganisatoriske metoder, som hører industrisamfundet til.

New Public Management er inden for det offentlige et særdeles ubehageligt eksempel på denne form for tænkning. Det er som om ledelse og medarbejdere befinder sig på hvert sit tidsspor.  Medarbejderne arbejder på fremtidens præmisser med overordentlig gode resultater til følge, mens ledelsen bevæger sig bagud i tid.

Effektivitet kræver bæredygtighed - bæredygtighed er kontrol
Kampen for et fornyet fokus på det psykiske arbejdsmiljø handler ikke om at skrue tiden tilbage. Den handler tvært om at sikre en gennemført modernisering af arbejdslivet. En modernisering, der indebærer, at hele ledelsesforholdet bliver taget op til kritisk vurdering; en modernisering, der indebærer en mere hensigtsmæssig forvaltning af de menneskelige ressourcer. De moderne arbejdere repræsenterer en overordentlig omfattende samfundsmæssig investering i form af uddannelse. For at løfte de skiftende opgaver i dagligdagen, skal de hver for sig og i fællesskab investere meget betydelige ressourcer i tilpasning af eksisterende og udvikling af nye kompetencer.

Når man som en moderne medarbejder modarbejdes af ledere og politikere og tvinges til anstrengt meningsløshed, ræs og jag, så slider det mennesker ned.

En moderne organisation erkender, at medarbejderne har overtaget en væsentlig del af industrisamfundets ledelsesopgaver. Når medarbejderne i vidt omfang har ansvaret, giver det god mening også at give dem kontrollen.

Kun i den sammenhæng kan effektivitet og bæredygtighed gå hånd i hånd.

Knæk fortidens lænker
Så det handler om at knække fortidens lænker, der i form af forældede ledelses- og kontrolstrategier medfører tiltagende fejlforvaltning og nedslidning af menneskelige ressourcer.

Man kan kort sagt enten give medarbejderne kontrol; eller acceptere at i sidste instans fører misbrug af mennesker altid til sygdom og elendighed.