Hvorhen i den danske model?
Af Jan Nonboe

Offentliggjort: 15. februar 2012
Lad mig starte med et paradoks. Den arbejdsmarkedsmodel, som vi tit og ofte fremhæver og bryster os af som et dansk/nordisk særkende, er måske i dag også den model, der er en af hovedforklaringerne på fagbevægelsens problemer.

For at forklare dette paradoks er vi nødt til at starte et andet sted. Vi må se lidt nærmere på, hvad modellen egentlig indeholder. Kort fortalt består modellen vel af et arbejdsmarked, der i hovedsagen er reguleret gennem aftaler mellem to velorganiserede parter. I hele arbejdsmarkedsmodellens levetid har både lønmodtagernes og arbejdsgivernes forskellige organisationer været præget af meget høje organisationsprocenter sammenlignet med andre lande.

Det har betydet, at staten har kunnet spille en tilsyneladende ret tilbagetrukket rolle, og at hovedparten af al arbejdsmarkedslovgivning er blevet til i et samarbejde mellem hovedorganisationerne og den siddende regering.

Et andet særkende har været arbejdsgivernes relativt lette adgang til at afskedige medarbejdere, hvilket har kunnet tåles på grund de forholdsvis høje dagpengesatser og den lange dagpengeperiode, som beskyttede lønmodtagerne.

Et tredje særkende har været det tætte samarbejde mellem både arbejdsgivernes og lønmodtagernes organisationer og de forskellige politiske partier i Folketinget. Dette samarbejde har i tidens løb gjort en vis arbejdsdeling mulig, hvor eksempelvis de faglige organisationer koncentrerede sig om at sikre medlemmernes løn- og arbejdsforhold og andre strengt arbejdsrelaterede spørgsmål, hvor de politiske spørgsmål, der omhandlede lønmodtagernes øvrige livsforhold, blev overladt til først og fremmest Socialdemokratiet.

Et sidste særkende har været, at modellen har været bundet til den kendte velfærdsstat, som i vid udstrækning var beskyttet ved nationale grænser og kun indirekte påvirket af forholdene på det store verdensmarked.

Forudsætningerne er ændret
Flere af de forhold hører til en historisk svunden tid. Dagpengesatserne er ikke fulgt med lønudviklingen, og dækningen er ikke længere så god. Faktisk dækker de ikke mere end gennemsnitligt 50 procent. Dagpengeperioden er forkortet til 2 år. Det betyder, at lønmodtagerne i dag ikke er ret godt beskyttet ved afskedigelser. Så den såkaldte flexicurity model - som vi igen og igen fremhæver - favoriserer i dag først og fremmest arbejdsgivernes interesser. Dertil kommer arbejdskraftens frie bevægelighed indenfor EU, som den danske model har vanskeligt ved at håndtere. Det er især blevet tydeligt, efter EU blev åbnet mod Østeuropa. Den danske model er slet ikke gearet til at håndtere presset fra billig arbejdskraft og lønmodtagere, der overhovedet ikke har erfaringer med ordnede forhold på den enkelte arbejdsplads.

Hertil kommer, at både den siddende regering og VK regeringen gennem Euro-pluspagten og Finanspagten har bundet sig til forpligtelser, der sætter både lønudvikling og strejkeret under nyt pres. Og EU kommissionen har ikke været sen til at handle med et nyt forslag om overførsel af kompetence til EU domstolen til at indskrænke strejkeretten.

På den måde er det danske arbejdsmarked i virkeligheden på vej til at tage mere og mere form efter de andre EU lande, hvor arbejdsmarkedet er opdelt i en kernearbejdskraft med gode velordnede forhold, og en stadigt voksende randarbejdskraft, der må tåle elendige aftalevilkår, hvis den overhovedet kan opnå aftaler. For at se, hvad det betyder, kan man bare studere forholdene i Tyskland.

Den gamle arbejdsdeling er ikke længere
Danmark er heller ikke længere en relativt velbeskyttet nationalstat. Vi er dybt integreret på det globale marked, og vores velfærdsstat er som alle andre velfærdsstater under pres fra de internationale kapitalkræfter. Det pres er fordoblet ved den moderne teknologi, der gør de muligt for de store virksomheder forholdsvis nemt at flytte arbejdspladser rundt i hele verden og placere dem der, hvor udgifterne til arbejdskraften er lavest.

Men herhjemme er der også sket noget gennem de sidste ti til femten år, som udhuler selve fundamentet for modellen. VK regeringen men også den forudgående Nyrupregering inddrog i stadigt mindre grad arbejdsmarkedets parter i lovgivningen. Og kursen er ikke ændret nævneværdigt. Det drejer sig både om arbejdsmarkedslovgivningen, sociallovgivningen og uddannelseslovgivningen. Og helt konkret eksisterer den gamle arbejdsdeling mellem fagbevægelsen og Socialdemokratiet ikke længere.

Så både den danske models faktiske funktionsmåde og styrkeforholdene på arbejdsmarkedet har ændret sig i takt med globaliseringen og den langsomme men sikre afvikling af velfærdsstaten både som beskyttelse for lønmodtagerne og som måde at tænke samfund på.

Men ændringer rækker for så vidt videre. Man kan nemlig ikke tage for givet, at de politiske partier, der står fagbevægelsen nærmest, faktisk også forsvarer lønmodtagernes interesser politisk. VK regeringens ti årige opgør med velfærdsstatens og dens forpligtelser overfor borgerne har sat sine spor også i arbejderpartierne.

Af disse grunde og flere andre, som der ikke er plads til at komme ind på, står vi måske ved en skillevej, hvor forsvaret af den danske model overfor pres udefra  ikke længere er så aktuelt og bydende nødvendigt. Måske skal vi erkende, at den gamle arbejdsdeling mellem fagbevægelsen og de politiske partier er hedengangen, og at fagbevægelsen af den grund har fået en række påtrængende opgaver, som rækker langt ud over rammerne for den model, vi igennem årtier har været så stolte af.

Fagbevægelsen som social bevægelse
Ja, måske har vi stirret så meget på vores egen models fortræffeligheder, at vi lidt sent er ved at opdage, at forholdene herhjemme efterhånden ikke adskiller sig nævnefærdigt fra forholdene i resten af EU. Især har udviklingen i efteråret 2011 kastet et helt nyt lys over lønmodtagernes situation. I deres afmagt overfor det politiske system er lønmodtagerne i flere og flere lande gået på gaden for at demonstrere deres utilfredshed over stadigt forringede leveforhold og høj arbejdsløshed. Men i de fleste tilfælde er de faglige organisationer haltet bagefter.

Denne modsætning rummer måske i virkeligheden fagbevægelsens største problem. De faglige organisationer opleves ikke længere af medlemmerne som deres organisationer, som kan og vil forsvare medlemmernes interesser både på arbejdspladsen og i samfundet. For tiden diskuteres dette problem i den europæiske fagbevægelse ETUC. Og problematikken er ligeså aktuel i Danmark, men her er det ikke kommet på bordet. Her bruger de enkelte forbund og LO mere tid på at diskutere alle mulige fantasifulde måder at holde på medlemmerne på i stedet for at indse, at folk altså kun melder sig ind i en fagforening eller bliver der, hvis de kan se en helt oplagt fordel ved det. Vanskeligere er det regnestykke altså ikke.

På den ene side kan de faglige organisationer knap nok fastholde overholdelsen af de eksisterende overenskomster. Og på den anden side er få i den danske fagbevægelse vågnet op til det nye krav om, at den også skal interessere sig for medlemmernes øvrige livsforhold udenfor arbejdspladsen. For hvem skal egentlig hjælpe det enkelte medlem overfor et mere og mere autoritært og bureaukratisk statssystem, som rækker helt ud i den enkelte kommune? Og hvem skal egentlig samle lønmodtagerinteresserne og skabe et politisk pres, hvis ikke fagforeningerne? Hertil rækker den danske model ikke. Den rækker kun til at regulere et arbejdsmarked, hvor arbejdsgiverne respekter både regler og samfundsmæssigt ansvar. Men den sociale kontrakt er opsagt for længst.

Så måske skal vi til at frigøre os fra den danske model for at stå frit i diskussionen af en række påtrængende spørgsmål som f.eks., hvad skal der til i dag for at forsvare medlemmernes grundlæggende interesser? Og kan disse overhovedet forsvares, uden at fagbevægelsen udvider sin virksomhed og også forsvarer medlemmernes sociale og uddannelsesmæssige interesser?

Og hvis det politiske system mere og mere binder sig til udemokratiske mellemstatslige aftaler, der begrænser de nationale politiske handlemuligheder, skal fagbevægelsen vel selv overskride de nationale grænser og tage fat på kampen for overenskomster og velfærdsforhold, der bryder med statsgrænserne og de nationale atomiserede arbejdsmarkeder.

Selvfølgelig sker en sådan radikal vending ikke fra den ene dag til den anden. I hvert fald ikke herhjemme, hvor vi er bundet til de mange institutioner og sædvaner, som hænger sammen med den danske model. Men ved at begynde diskussionen og samtidig indse, at fagbevægelsen må påtage sig mange nye opgaver, som man tidligere overlod til politikerne, åbnes der også for svar, der kan løse det paradoks, jeg indledte med.

Tænke ud af boksen
Hvis fagbevægelsen skal bevare sin styrke, og hvis lønmodtagerne skal opleve fagforeningernes nødvendighed som et uomgængeligt faktum, er det på tide at stoppe med de små omorganiseringer, dæmoniseringen af de "gule" og konkurrencen om "den billigste vare" og i stedet tænke ud af boksen - hvilket vil sige ud over den danske model.

For lad os være helt ærlige. Hverken de offentlige ansattes eller de privat ansattes fagforeninger kan hver især stille noget op over globalisering, magtcentralisering i EU, pres fra banksektoren, out-sourcing af arbejdspladser osv., med mindre fagbevægelsen som helhed vedtager en bevidst vending mod en bredere organisering på bl.a. EU plan og samtidig udvider sit fagpolitiske virkefelt i hele samfundet. For der er ikke andre til at gøre det!

Og her rækker den danske model ikke længere. Den har haft sin helt klare styrke og sikret lønmodtagerne gennem mange årtier. Men hvis lønmodtagerne også skal sikres i fremtiden, skal vi til at sætte helt nye modeller i søen. Opgaverne er sådan set de samme, men betingelserne har ændret sig. Det bør være udgangspunktet. At fastholde den danske model alene som et ikon, vil svække fagbevægelsen yderligere - og så hænger vi fast i paradokset.

Jamen, er det ikke blot en utopi uden indhold at satse på et Europæisk perspektiv og organisering? Hertil kunne man spørge, om det ikke var det samme spørgsmål, der blev stillet, dengang nogen forslog at kæmpe for at samle de mange spredte fagforeninger til hovedorganisationer og et LO? Og faktisk ligger en samling af fagbevægelsen i Europa ikke så langt væk. Den europæiske fagbevægelse EFS har siden finanskrisen sat gang i bestræbelserne for at opbygge faglig enhed, afholde fælles protestdage mod nedskæringer, stille krav om ændring af traktaten og forbedring af arbejdsmarkedsforholdene i hele Europa. Problemet er hverken viljen i EFS eller mangel på perspektiver, men derimod at de nationale faglige sammenslutninger ikke gør alverden for at omsætte beslutningerne til praksis indenfor deres eget pastorat.

Så der er sådan set både muligheder og nok at tage fat på for de kræfter i fagbevægelsen, der ønsker at bryde ud af paradokset. Forudsætningen er dog, at de samme kræfter frigør sig fra forsvaret af en model, som efterhånden kun er en skygge af sig selv og i stedet bruger kræfterne på at forpligte den danske fagbevægelse på at tage det europæiske perspektiv og EFS's beslutninger alvorligt. Der gives nemlig ikke andre muligheder.