Om Smith og en fortælling
Af Jan Løth

Offentliggjort: 15. februar 2012
Uanset, hvor egoistiske vi end måtte være, er der en drivkraft i vores natur, som gør os interesserede i andres velfærd; andre menneskers glæde er ligefrem en nødvendighed for os, selvom deres glæde ikke beriger os med andet, end fornøjelsen ved at se den - det er den drivkraft, der f.eks. udløser medlidenhed eller medfølelse, når vi ser andres elendighed. Det er et indlysende faktum, som ikke behøver yderligere begrundelse eller eksempler.

Ordene er ikke mine, men let forkortet indledningen til Adam Smith's moralteori fra 1756, hvor han deler ud af sine tanker om menneskets natur og adfærd, og konkret gennemgår de følelser og overvejelser, der kan ligge bag vores respekt og sympati for andre mennesker - eller mangel på samme.

Og efter Smith's positive indledning var det nærliggende at sende ham og hans menneskesyn en tanke, da DR senere i tv­­-nyhederne tog hul på licenskanalens velkendte godnathistorie om dovne, uambitiøse, snyltende og asociale danskere, der vogter hinanden som høge for ikke at gå glip af noget, for ikke at blive snydt, og for ikke at yde mere til fællesskabet, end de sandsynligvis kan trække ud af det igen.

Det lyder som en anden race, end den, Smith beskriver i sin indledning, og slet ikke som de mennesker, jeg kender eller har kendt gennem et langt liv. Jeg har kun få, sjældne gange mødt en gedigen, gennemført skodperson, der kan leve ned til menneskesynet i DRs - og hovedmediernes - fortælling.

Fortællingen
Fortællingen bag den tilfældige billedstrøm, som så let får os til at slå den tænkende hjerne fra, er skrønen om den ugidelige, klynkende, velfærdsafhængige dansker, der nu må tage sig sammen. Kravene må stoppe, for mange driver den af og klager, og sydeuropæerne er i øvrigt ikke meget bedre: dovne, uansvarlige, forgældede slendrianner, der værsgo' må betale prisen for årtiers vellevned og skammeligt misbrug af godhjertede EU-politikere og fransk-/tyske bankers velvilje.

Klaus Bundgaards "overgang" med en græker, der nu "havde forstået budskabet" og lært at lave billig mad som i oldtiden (Spartansk), må blive en fortællemæssig klassiker.

Det er faktisk kun de arbejdsomme, kraftfulde tyskere, der med rette kan gøre krav på vores respekt med deres lave lønninger, høje arbejdstid og beundringsværdige sparsommelighed, indprentet i efterkrigstidens ruiner - jo og så måske de nye europæere ovre østpå, der også magter at tage arbejdsløshed, fattigdom, korruption og bankernes hærgen som mandfolk.

I fortællingens økonomikapitel er gælds- og finanskrise forbigående, tekniske problemer, der kun løses ved nedskæringer i den (i øvrigt næsten gældfri) offentlige sektors udgifter til unge, gamle og svage - kombineret med produktion af penge på en meget teknisk, lisssom indviklet-agtig måde. Og der sluttes altid med den ultimative dom: vurderingen fra de internationale kreditvurderingsbureauer og "aktiemarkederne" - med håbet om fortsat lav rente som udgangsbøn.

Den gode nyhed er, at ansvarlige græske og italienske politikere har set lyset, og overladt ledelsen til ikke-folkevalgte teknokrater, som markedet har tillid til, og som ikke er til latterlige valg og folkeafstemninger. Lande, der ikke forstår budskabet, må bare tage imod de uafslåelige tilbud fra IMF eller en anden af finanssektorens pantefogeder - ellers lukker bankerne. "Markedet" er hårdt men retfærdigt. Selv danskerne synes efterhånden at fatte den nye virkelighed, for fortællernes egne meningsmålinger viser nemlig selv gang på gang, at vi synes, et eller andet "er gået for vidt".

Nyhedslitaniets borger- og demokratifjendske undertone harmonerer påfaldende godt med folketingets brede, ansvarsforagtende kor: vi kan ikke længere rode rundt med vores egen hyggedemokratiske finanslov, men må rette ind efter den nye germanske virkelighed, blive voksne, og lade EU og "markederne" regulere velfærden. Og det går nu engang uligt nemmere, hvis finansteknokrater og en håndfuld centraleuropæere uden demokratisk mandat træffer beslutningerne, så de overbelastede folkevalgte kan udnytte deres spidskompetence, historiefortælling, på fuld tid.

Også underholdningen spejler alles kamp mod alle på et marked, hvor snigløb, klikedannelse og uærlighed gør den tillidsfuldt samarbejdende til en naiv taber. Begejstringen for netværk, principløshed og albue­retfærdighed stråler ud af sagaen om den stædige eners kamp i livets benhårde talentkonkurrence. Og hvis alt andet glipper, er der jo altid lottogevinsten eller hammerslagets håb - den store bolig-ferie-drømme-suppe, kogt på heldet eller friværdiens pølsepind. Ja selv på dramafronten er Matadors rollemodeller, produktive, venlige og dybest set solidariske danskere, afløst af politikeren og spindoktoren som de nye folkehelte med magtkampen som drivkraft.

Og lytterne
I Orwells Animal Farm organiser svinene dyrenes oprør mod den fordrukne bonde, besætter magtens stillinger og opslår det fælles slogan "Alle dyr er lige", som de så løbende supplerer efter behov - "Nogle dyr er mere lige end andre", osv - næsten uden modstand, fordi det sker langsomt, enten under trusler eller med henvisning til fællesskabets bedste, og medens alle de andre dyr i øvrigt er travlt optagne af det fælles projekt.

Bogen blev i sin tid anset for en åbenlys kritik af Sovjetunionen, men Orwell fastholdt, at fortællingen var en generel fabel om magt - og lyder den ikke bekendt? Kan man ikke næsten høre fårene bræge "Ulighed goooooodt" ... "Kollektiv skiiiiidt". "Arbejdsudbud gooooodt" ... "Indvandring skiiiiidt".

Lad os indrømme, at fortællingens menneskeforagt og dyrkelse af egoisme og uretfærdighed er blevet fast inventar i frokoststuerne og ved middagsbordet. En smule racisme kan ikke skade, og familiesammenføring er en luksus (for det er en hård verden), vores egne skatter skal ned (for de andre slipper nok billigere), hundredetusindvis af døde irakere er en ubetydelig detalje (for Saddam var ond), vi skal selv forrest i hospitalskøen (sorry - sådan er reglerne) og en ubeskattet friværdi er måske ikke rimelig, men ... sådan er reglerne.

10 år efter Fogh og Pias magtovertagelse er egoisme blevet et respektabelt argument, og den nye kammertone er frækhed og despekt. Måske bedst sammenfattet i en beskæftigelses­minister, der hviner op om overførselsindkomster, snapper efter syge medborgere og grynter om dovne arbejdsløse - men aldrig har haft sine egne ministerskinker ude på arbejdsmarkedet.

Og her melder Adam Smith sig med en advarsel: Hvis vi alle yder og nyder ud fra kærlighed, taknemmelighed, venskab eller agtelse, vil samfundet blomstre og blive lykkeligt. Det kan såmænd også godt hænge sammen og være tåleligt uden kærlighed eller god vilje, endsige godgørenhed, hvis den enkelte borger ud fra en ren købmandsmæssig afvejning af fordele og ulemper kan se sin fordel ved fællesskabet.

Men hvis samfundets medlemmer uafladelig er parate til at skade hinanden, kan det ikke overleve. Hvis gensidig modvilje og fjendtlighed bliver hverdag, og vi begynder at gøre hinanden direkte fortræd, så brydes alle samfundsmæssige bånd. Selv et samfund af røvere og mordere må undlade at berøve eller myrde ... hinanden. Fravær af godgørenhed vil gøre samfundet ubehageligt, mener Smith, men fravær af retfærdighed vil fuldstændig ødelægge det.

Om det sidste er en rimelig beskrivelse af Danmark-efter-Fogh, må komme an på en prøve. Vi kunne efter et årti i middelalderen begynde med at få samfundsdebatten op på 1700-tallets niveau. Se med Smiths rationelle briller på den grundlæggende retfærdighed i samfundet og vurdere, om den er tilstrækkelig til, at gennemsnitsborgeren bør kunne se en rimelig balance i fællesskabet - om ikke andet.

Smiths briller
Smith fandt det naturligt, at samfundets mest grundlæggende opgaver styres af regeringen, eftersom fælleskassen betaler. Så han ville næppe bifalde en ordning, hvor kontrollen over den mest elementære samfundsfunktion - pengeforsyningen - var endt i hænderne på en lille privat bankejerkreds, der trækker gevinsten ved pengeskabelsens eksorbitante privilegium næsten ubeskattet ud af den reale økonomi.

Han ville givet også bekymre sig over finanssektorens luftbaserede kreditskabelse og måbe himmelfalden over, at de mest uansvarlige i branchen belønnes med statsindskud og garanti for kommende generationers skatteindtægter - alene fordi de er blevet for store til deres samfund. Et samfund, hvor en rente på nulpunktet er et politisk mål, skønt den kun gavner de dybt forgældede - bankerne og boliglånerne - og er direkte katastrofal for opsparerne og samfundet.

Retfærdigt ville han næppe heller kalde det, at almindelige mennesker beskattes tungt af deres samlede indkomst og forbrug, medens enorme selskabspersoner betaler lavere skat - og kun af overskuddet - hvorfor de kun bidrager med 6% til den årlige fælleskasse. Eller at den unge generation skal afdrage et ældre mindretals produktionsløse, ubeskattede, friværdi i billionklassen og samtidig betale deres pensioner.

Han ville græmmes over en økonomi, hvor "privat"hospitaler og "andre aktører" malker løs af de offentlige budgetter med statsgaranteret kundekreds til politisk fastsatte priser, alt betalt af fælleskassen. Smiths kapitalist, der risikerede sine egne penge på et rigtigt marked med egentlige varer og konkurrence, ville ikke finde den ordning rimelig.

Og han ville næppe kunne rumme et samfund, hvor 80% af den voksne befolkning af begge køn er beskæftiget, altovervejende med andet end direkte produktion; men det kan vi måske knap nok selv. For ret beset har der ikke været længerevarende balance på arbejds"markedet", siden to arbejdende voksnes indtægt blev en forudsætning for et godt familieliv, og der er ikke sket forandringer i den reale økonomi, der kan begrunde et håb om fremtidig balance. Årtiers fiflen med statistikken har nedbragt den nominelle ledighed, men ellers er den eneste forandring de skiftende overskrifter på samme fænomen.

Det kan være svært at se balancen i en arbejds- og uddannelsespligt uden ret til arbejde, og uden konkrete fremtidsløfter til den ungdom, der vilkårligt strøs ud over uddannelsessystemet. Det kan forekomme urimeligt ikke at fordele det arbejde, der nu engang er i samfundet (hvad Smith varmt talte for), og lade den usynlige hånd fordele produktionen på vækstområdet, ledighed, til de overbebyrdede og stressede - eller til fælles gavn i velfærdssektoren.

Fremad mod oplysningstiden
Sammenfattende kan retfærdighedssansen meget vel være belastet hos den størstedel af befolkningen, som udgøres af ungdommen, lejerne, friværdiløse af alle aldre og de arbejdsløse - alle kan vel se urimeligheden i finanssektorens rolle. Så der er urimeligheder nok til at forklare den rå tone imellem os, men det er sjovt nok ikke de nævnte eksempler, der forarger i den daglige fortælling.

Det kunne skyldes, at det i Danmark-efter Fogh er de ubetinget mest uproduktive, der styrer samfundet og fortællingen. Erfaringsblanke ungdomspolitikere, to politisk kontrollerede "public service"-kanaler, et par dagbladsredaktører, suppleret af finanssektorens reklameafdelinger samt drengene fra CEPOS, som stadig gløder efter en årrækkes Führerkontakt. Personer, der med Foghs ord lever en gennemført parasitisk tilværelse.

Meningsjournalistik og følelsesnyheder er for karrierebevidste journalister hvad generelle værdidebatter er for politikere: En ansvarsfri og ansvarsløs platform. Men se blikkene flakke, når snakken bliver konkret: Spørg partierne fra SF til DF, hvorfor mine børnebørn skal hæfte for Danske Banks bankerot, og chefredaktørerne, hvorfor det spørgsmål ikke er dagligt forsidestof. Bed Vestager konkret forklare, hvorfor finanssektoren ikke skal betale omsætningsafgift, eller lad Frederiksen konkret kæde behovet for "flere hænder" sammen med den voksende arbejdsløshed. Udfrit Thorning om verdens mest forgældede boligmarked og den ubetalte regning i børneværelserne hos de nye fæstebønder.

Lad friværdiborgeren konkret begrunde sin arbejdsfrie gevinst over for den næste køber og den dybt forgældede "husejer" forklare sin ret til ikke at skulle "gå fra hus og hjem" til den lejer, der må nøjes med at blive "sat på gaden", hvis han ikke betaler regningerne. Lad Thor konkret uddybe det samlede skattesystems retfærdighed for de lavestlønnede (i stedet for at sige leverpostejmad), og giv ungdommen Mærsks håndgribelige begrundelse for sin risikofri adgang til udmalkning af fælleslageret.

De konkrete samtaler vil afklare sammenhængskraften og afsløre, om Fogh havde ret da han i 2002 kundgjorde afslutningen på kollektivismens århundrede; men de vil ikke blive ført, medmindre produktive, rationelle samfundsborgere igen får en stemme, der kan matche de professionelle spinmytomaners.

Derfor må den fællesfinansierede nyhedsformidling underlægges direkte demokratisk kontrol, så halen ikke længere kan logre med hunden. Nyhedsmonopoler med politisk udpegede ledelser blokerer udsigten til en ny oplysningstid.