Godt nytår - en gang mere
Af Jan Mølgaard

Offentliggjort: 15. februar 2012
Hun toner frem på skærmen. Efter et kort kig på noget, der ligner et slot, og vel også er det. Den officielle regeringsresidens  Marienborg. Og der sidder hun så - hele Danmarks statsminister - og taler til dig og mig. For at ønske os alle sammen godt nytår. Men også for at sige ord om, hvordan dette nye år kommer til at forme sig. Vi filtrerer hendes ord gennem tømmermænd eller gennem forventninger. Men vi lytter trods alt.

articles: illustration.png

Et let dunkelt billede med blødt lys på hovedpersonen. I billedets venstre halvdel en lampe på væggen, to blafrende stearinlys, der spejler flammerne i det blankpudsede vinduesglas, en del af et helt ryddet skrivebord og en blomsterbuket i rosa, rødt, gult og grønt.

Til højre - bag skrivebordet og forskanset mod mig som tilhører - en kvinde med ulastelig makeup, og ulasteligt påklædt i en jakke eller kjole i kongeblåt med reflekterende knapper. Knappet helt op i halsen. Med diskrete smykker. Med håret strammet op og fæstnet i nakken. Hun ser lige på mig, og hun understreger sine pointer med hænderne med mellemrum. Men selvom hun bruger sine hænder en del, så bruger hun ikke kroppen til at appellere. Hun sidder stort set uden at bevæge sig under hele talen. Og fraset de gange, hvor hænderne slår ud til siden, åbnes, så bruger hun kun hænderne til at flytte de manuskriptark, som ligger i en ordentlig bunke foran hende. Fra et sted midt foran kroppen til en stadigt voksende bunke til venstre for hende.

Under hele talen flytter kameraet sig ikke, vinklen er den samme. Hun sidder der, rank i ryggen og gør sig umage for at holde øjenkontakt med mig, med seeren. For at understrege sin seriøsitet, sin alvor og sin dedikation.

Billedfladen er delt op i noget, der ligner det gyldne snit. Lidt mere end halvdelen (til venstre) til rummet - og lidt mindre end halvdelen (til højre) til den talende. Baglys på hovedpersonen - et baglys, der næsten giver hende glorie - fordi det reflekteres i hendes hår. Den perlegrå væg og det mørke vindue, indrammer ansigtet bagfra. Og den mørke dragt er med til at fokusere tilskuerens opmærksomhed på ansigtet. Og dette fokus understreges også af, at den talende hele tiden sørger for at holde øjenkontakt med tilhøreren.

Hvem ser vi på skærmen? En ulasteligt påklædt kvinde med et sprog, der er stort set kemisk renset for dialekt eller lokaltone. Der er intet i hendes fremtoning, som afslører, hvor hun kommer fra. Og hun sidder i et neutralt rum - et rum, der heller ikke har noget sted - et rum, der udstråler neutralt overskud. Kultur måske ligefrem. Men som mangler personlighed.

Vi ser en uantastelig, urørlig og utilgængelig figur, der virker, som om hun er skabt til at udspille sin rolle som leder - inkarnationen af ledelse som systematisk disciplin. Hun bærer i princippet den samme uniform og omgiver sig i princippet med de samme insignier, som man også kan se i ministerierne, ude i kommunerne på stabsgangene, foran kameraet i nyhedsudsendelserne og i direktionerne rundt omkring - den perfekte skikkelse uden privathed, som lader alle andres småfejl og individuelle særtræk blive fremtrædende.

Det er hun, og det gør hun, også fordi rummet ikke er hendes eget. Det er ikke udsmykket med personlige ting, pyntegenstande eller familiebilleder. Faktisk er der ingen billeder at se overhovedet. Men man ser heller ikke magtsymboler - eller andre symboler - i billedet. Måske fordi rummet i sig selv er et billede eller et symbol. Og selvom hun måske er i det symbolske rum, så bor hun der ikke.

Hvis man ikke vidste, hvem hun er, hvem ville man så gætte på? En monark måske. En kongelig. Der er mange paralleller til opstillingen omkring dronning Margrethes nytårstale. Selvom dronningens nytårstale er langt mere overdådig i sit regi. Med dyrt udseende vaser, gobeliner i baggrunden  og personlige ejendele på den blanke bordplade. Men måske er hun direktør for et eller andet meget stort? Betydningsfuld er hun i hvert fald. Og den betydning slår også igennem i talen - i ordene og i tonefaldet.

Hun udstråler alvor. Fordi hun har et alvorligt budskab at viderebringe. Hun appellerer til mig om forståelse. Hun taler om krise. Men hun taler også om, hvordan krisen kan håndteres. Om hvad vi kan gøre. Og det ord - vi - er et af dem, der bruges ofte.

Vi er stolte af vores land, siger Helle Thorning. Vi kan kæmpe os igennem krisen. Sammen. Vi kan knytte an til generationerne før os, som i deres tid også måtte kæmpe med store udfordringer og store problemer, men som klarede det. Helle Thornings mormor og mor. Hende selv. Søren i Nordjylland, der nu som 60-årig har søgt nyt arbejde igennem to år uden at kunne få det. Der trods en erfaring som sælger over mere end 30 år ikke kan bruges som hverken receptionist ved kommunen eller som chauffør for en slagter.

Søren bliver nævnt i talen. Men hvad søren Søren skal gøre for at lave om på det faktum, at han gerne vil arbejde, men ingen job kan få, det bliver der intet sagt om.

Statsministeren har talt med Søren. Men i sin nytårstale taler hun ikke til Søren. Hun taler om ham. Som et objekt, som en af dem udenfor, som vi ikke skal glemme at tage os af. Som en der nok skal beskyttes, men ikke nødvendigvis hjælpes. Af alle de andre - de mennesker "der hver dag går på arbejde og forsørger sig selv og deres familie." Med eftersætningen ... Danmark er bygget af hårdtarbejdende mænd og kvinder.

Søren i Ålborg er modtager af udtrykket for solidariteten, af omsorgen for de svage. Men han er end ikke subjekt i sin egen historie. Ligesom han heller ikke er det i Helle Thorning Schmidts historie om det Danmark, der fra generation til generation er blevet "et bedre land at leve i." Det er Søren ikke længere. Han holdt op med at være subjekt, i det øjeblik hvor han mistede sit arbejde.

Alligevel taler Helle Thorning Schmidt om den lange historie, som vi alle - eller næsten alle - både kan og skal skrive resten ind i. En historie der handler om stadige (materielle) fremskridt, om demokratisk vækst, om solidaritet og moral. Men hun ekskluderer fra starten en stor gruppe af mennesker. Og samtidig med at hun taler os ind i den lange historie om fremskridt og overskud og frihed, så taler hun os også ud af en anden historie, der handler om svigt, om fattigdom, om arbejdsløshed og smalhans, om sygdom og nedslidthed.

Vækstens omkostninger er ikke tilstede i det univers, hun formidler i det bløde skær fra de levende lys. Den ligger ikke på linjerne i manuskriptet - og heller ikke imellem dem. Og til dem, der falder igennem sikkerhedsnettet, er der intet andet end en moralsk opsang. Ofrene er kun tilstede som objekter for omsorg og som omkostninger.

Vi får at vide, at vi alle skal yde vores bidrag. Vi får at vide, at det ikke er i orden at snyde. Vi får at vide, at når nogen år efter år - "unge, raske mennesker" - kan være på offentlig forsørgelse, så har de svigtet. Vi - det beskæftigede flertal, må man formode - eller fællesskabet, har også svigtet. Men set i sammenhængen (at de er unge og raske og derfor formodentlig arbejdsduelige) mest dem, der bare har accepteret forsørgelsen.

Og således bliver solidaritet lige pludselig et ekskluderende begreb.

For eksempel skal man ikke forvente solidarisk opbakning, hvis man er er ung og rask og alligevel ikke hårdtarbejdende. Så er man en snyder, der forsøger at unddrage sig de krav, de forpligtelser, som de fleste andre (selv Søren fra Ålborg) forsøger at leve op til. Og skulle pointen ikke stå helt klart, så understreges det, at statsministeren nu ser en "generation, som - hvis de får lov - til fulde forstår at gribe mulighederne." Altså med undtagelse af den moralsk anløbne minoritet, der bare ønsker at fortsætte på offentlig forsørgelse.

Hvad er det så for en fremtid, som hårdtarbejdende mænd og kvinder, unge der forstår at gribe mulighederne, opfindsomme, konkurrencedygtige og ansvarsfulde virksomheder - "et land hvor lønmodtagere og arbejdsgivere har et helt særligt tillidsfuldt samarbejde" - skal indstille sig på?

Det er en fremtid, hvor krisen hærger, så langt øjet rækker. Det er en fremtid præget af offentlige nedskæringer og besparelser. Det er en fremtid, som på den korte bane handler om strammere offentlige budgetter, entydig og indiskutabel satsning på konkurrenceforbedring. En fremtid, hvor det stemples som umoralsk at snyde (uanset om man så snyder sig til offentlig forsørgelse, til en carport uden faktura og moms eller til højere lønninger på chefgangen, samtidig med at lønmodtagerne må holde igen).

Og hvordan skal den fremtid så takles?

Statsministeren melder ud. Oven i købet på den første dag i det nye år.

Der er os - og så er der alle de andre. Os er her synonymt med det vi, som optræder et utal af gange i nytårstalen. De hårdtarbejdende, nøjsomme, moralske mænd og kvinder, der aldrig ville drømme om at snyde sig til an social ydelse - aldrig ville drømme om at udnytte konjunkturerne til en hurtig profit (medmindre de altså bor i et parcelhus, hvis pris indtil for få år siden var ved at ryge ovenud af taget) - aldrig ville drømme om at bygge en carport uden kvittering og uden moms. Det er dem, der garanterer velfærden. Det er dem, der yder deres, for at de få, som er i knibe kan modtage jeres kortvarige støtte - så de kan vende tilbage til det respektable selskab på arbejdsmarkedet og fortsætte med at arbejde - eller afskrives definitivt.

Og så er der altså de andre. Dem, der snyder. Dem der foragter de arbejdsløse. Dem der henter de hurtige profitter hjem (der er med i den gruppe ikke fordi de går efter profitten - "nogle finansfolk (der) jagtede den hurtige gevinst" - men fordi de viste overmod). Kort sagt dem, der ikke arbejder. Dem, der heller ikke arbejder på at komme til at arbejde.

Sådan er velfærds-Danmark opdelt. I dem og os. I et dem, der ikke yder deres - ikke tager arbejdstøjet på og knokler - ikke smører leverpostejmadder hver morgen, og hvis moral oven i købet er mere end anløbet. Og så i et os - der gør alt det, vi skal og er nødt til. Lever op til moralen, er parat til ofre og svære beslutninger, er parat til at yde det ekstra, tåle det mere, som skal til for at bringe landet ud af krisen.

Vi (der gør det rette), skriver os ind i den historiske fortælling - vi bliver et med de mange i generationerne før os, som stod for stemmeret, afskaffelse af rationeringsmærker og øget frihed til at vælge. De andre bliver skrevet ud af historien og ud af perspektivet.

Vi sættes også ind i en tvangssolidaritet, hvis væsentligste indhold er negativt. Vel skal de, der har brug for det, have hjælp. Vel skal de svage støttes. Men snydere og snyltere tager vi ikke med i solidariteten. Og det solidariske, arbejdende vi ved jo godt, at "langt de fleste af os gerne vil være med". Selvom vi altså også godt ved, at der er nogen derude, der ikke vil. Der selv sætter sig uden for det historiske fællesskab.

Så dem ser vi væk fra. Vi forkaster deres umoralske snyderi. Vi er dem, der skal realisere den ny tids dagsorden. Det er vores fremtid, det giver mening at tale om.

Og hvad kommer den fremtid så til at handle om?

"Mange - særligt de unge - har svært ved at finde arbejde".

"Virksomhederne har svært ved at sælge deres varer."

"Underskuddet (på de offentlige budgetter) bliver på omkring 100 milliarder kroner. (...) Underskuddet betyder, at vi betaler velfærd med penge,  vi ikke har. Det går ikke i længden. Det siger sig selv."

"I budgettet for i år bliver der strammet op på udgifterne (...) men det er ikke nok. Regningen er ikke betalt. (...) i de kommende år får vi endnu strammere budgetter, og vi må stille endnu hårdere krav til os selv. (...) vi vil reformere vores skattesystem. (...) Ja, vi vil opleve nedskæringer og besparelser."

Selv for os, der lever op til moralen, er der altså ikke ret meget i vente, andet end nye nedskæringer, nye besparelser, strammere budgetter, mere arbejde, mindre velfærd og færre penge. Og for de andre er der udelukkende forringelser, moralsk forkastelse, udgrænsning og nedtur på dagsordenen. Selvom "de fleste af os gerne vil være med - de fleste gerne vil tage et ansvar."

Vi stilles op i lange rækker foran fabriksporten - de af os der gerne vil tage et ansvar, de af os, der har eller kan få et hårdt arbejde - og så gør vi, hvad regeringen, statsministeren, arbejdsgiveren og resten af samfundet forventer. Bider tænderne sammen, leverer vores ansvarlige bidrag, og venter så i øvrigt på bedre tider. Vi stiller endnu hårdere krav til os selv.

Men der er belønninger i det.

Vi (de pligttro) kan forvente en skattereform - en skatteomlægning. Vi kan godt nok ikke forvente lønforhøjelser, men vi får en skattereform, der gør, at det kommer til at betale sig at arbejde. Mens de andre (snyderne) kan forvente nedskæringer på fleksjob-området. De kan se frem til nedskæringer af førtidspensionen. Og efterlønnen er jo allerede beskåret. Vi kan læne os tilbage i den bløde, varme sofa og tænke, at det er i hvert fald ikke er os, man er ude efter. Vi skal bare passe vores arbejde, betale enhver sit, yde vores bidrag, så skal statsministeren nok sørge for, at vi - relativt set - bliver bedre stillet end dem, der ikke fortjener noget godt i det hele taget.

Vi forenes eller samles i flertallet - det store, småborgerlige flertal - og vi har fortjent respekten. Vi vidste det godt, men det er rart, at landets statsminister også kan se det.

Gysende kigger man mod panoramaruden og tænker, at det er godt, man ikke står derude i kulden. At det er godt, man har sit på det tørre. Godt, at man undgik fyringer, sidste gang der blev skåret ned. Og så tænker man, at nu ... at nu handler det om at holde nakken bøjet. Nu handler det om ikke at tiltrække sig opmærksomheden. Nu handler det om at sørge for nummer ét. Nummer ét og hans familie. Om ikke at blive førtidspensionist eller arbejdsløs eller bistandsmodtager. Om ikke at blive kastet over i den store masse af snydere og bedragere. For der er ingen garantier. Regeringen vil gøre, hvad de kan, for at færrest mulige bliver ledige. Men vigtigere end bekæmpelsen af ledighed, er bekæmpelsen af faldet i konkurrenceevne.

Det bekymrer da, det gør det. At statens budget ikke hænger sammen. At der er underskud. Hundrede milliarder. Det er næsten ikke engang muligt at se det beløb for sig. Hundrede tusind millioner. Et 1-tal med 11 nuller efter -  100.000.000.000,00. Men mine regninger er betalt. Næsten da. Jeg skylder ikke meget. Og mit underskud bliver ikke større, måned for måned. Det bliver mindre. Fordi jeg står op hver morgen, smører leverpostejmad og går på arbejde.

Politiken kaldte i en leder statsministerens grundholdning for "borgerlig socialisme" - de retoriske figurer (fælles ansvar, forstå de svage, solidaritet, fællesskab) er hentet fra socialdemokratiets arsenal for 1. maj-taler. Men de politiske initiativer og deres sigte er grundlæggende borgerligt. Og værre end det. De er højborgerlige.

Lige fra regiet af talen - den neutrale, men magtfulde baggrund og de signaler, som den udsender - og så frem til talens egentlige budskab, taler højborgerligheden. Den fremstiller som altid sig selv som neutral nødvendighed. Som fælles magt renset for personlighed og privat historie - som interesseløs og objektiv. Der stilles ingen spørgsmålstegn ved denne magt eller ved den logik, som fremtidsperspektivet rummer. Alt dette fremstår som interesseneutral nødvendighed - en nødvendighed som ikke anfægtes og som ikke kan anfægtes. Som blot er der. Den er der lys på - og uden for vinduerne til det rum, hvor nødvendigheden hersker, er der intet andet end mørke.

Nødvendighedens bærere er et fællesskab. Men fællesskabet er kvalificeret. Det er således ikke alle, der omfattes af solidariteten. De, der svigter, de der udviser en tvivlsom moral, de der udnytter det solidariske fællesskabs sympatier - de er holdt udenfor. De må sone deres brøde. De må agere sonofre. De indgår ikke i den lange historie. Og det fremstilles oven i købet, som om deres sonofre (nedskæringer, reformer, balance i statsbudgettet) er det, der skal til, det nødvendige, for at krisen kan overvindes. Det fremstilles, som om det er i orden - og nødvendigt - at de kommer til at lide.

Og i det eksklusive, udgrænsende fællesskab indgår til gengæld alle, der arbejder. Uanset hvad de arbejder med. Bankens bestyrelsesmedlemmer, investorerne på Børsen, rengøringsassistenterne på Rigshospitalet, social- og sundhedshjælperne på plejehjemmet i Frederikshavn, industriarbejdere i Vejle. Alle er lige her. Alle tildeles i princippet samme rolle som del af det samlende men udgrænsende vi. Vi yder det, vi kan til fællesskabet, siger statsministeren. Og "det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres."

Et opmuntrende budskab på årets første dag. Den første nytårstale fra landets første kvindelige statsminister. Den første nytårstale fra en ny regering, der vandt magten (men tabte valget) med henvisning til, at de ville genindføre ordentlighed og rimelighed i det danske samfund. Disciplin. Moral. Nedskæringer. Nødvendigheder.

Godt nytår!