Trepartsaftaler med usikkerhed og skepsis
Af Bent Gravesen

Offentliggjort: 16. december 2011
Regeringen er allerede stødt på forhindringer på vejen frem til forårets trepartsforhandlinger, idet der allerede på forhånd er skabt usikkerhed hos nogle af de planlagte deltagere om deltagelsen og forhandlingsviljen. Det gælder først og fremmest arbejdsgiversiden, der ellers med regeringsgrundlaget havde fået forhåndsopfyldt nogle af sine krav. Hvis trepartsforhandlingerne skal vise nye veje for det danske samfund, er der brug for et klart og ambitiøst oplæg fra regeringen, så snart forårets overenskomstforhandlinger er slut.

Forud for valget var ikke mindst DI og DA gået skarpt i rette med Socialdemokraternes og SF's forslag om trepartsforhandlinger allerede inden forårets overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked, og i regeringsgrundlaget bøjede regeringen sig for kravet om at udskyde forhandlingerne til efter de private overenskomstforhandlinger. Samtidig valgte regeringen at sætte en af arbejdsgiversidens mærkesager - styrkelse af konkurrenceevnen - øverst på dagsordenen for trepartsforhandlingerne, ligesom det slet ikke af regeringsgrundlaget fremgik, om det var regeringens hensigt, at arbejdsgiversiden overhovedet skulle bidrage til festen og påtage sig ansvaret for at løse en del af problemerne med manglende holdbarhed i økonomien.

Men i stedet for at juble over disse indrømmelser, har dele af industrien og DI meldt sig på brokkeholdet og sat spørgsmålstegn ved DA's medvirken ved de trepartsforhandlinger. Det er tilmed sket med direkte henvisning til konkurrenceevnedagsordenen: "Hvorfor indbyde industrien til forhandlinger, når man fjerner og udhuler vores konkurrenceevne før jul? Det hænger ikke sammen," lød det bl.a. fra Henning Bæk, økonomidirektør i Aalborg Portland, som er en af de virksomheder, der rammes af regeringens afgiftsforhøjelser.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) lagde sig i samme spor. Der var klare grænser for DA's lyst til at indgå i seriøse trepartsforhandlinger med en regering, der opkræver flere skatter og afgifter for at iværksætte en såkaldt kickstart af økonomien, hvis virkning DA mere end tvivler på.  I DA's optik har finansloven lagt gift for forårets trepartsforhandlinger: "Finansloven betyder højere skatter, flere offentligt ansatte og giver en række mennesker i Danmark et mindre incitament til at arbejde. Regeringen har gjort det vanskeligere for sig selv,« som Jørn Neergaard Larsen, adm. direktør for Dansk Arbejdsgiverforening, udtrykte det i Jyllands-Posten 22. november.

Murren i krogene
Hos fagbevægelsen bliver der kun murret i krogene. LO-fagbevægelsen har været sur over, at regeringen ikke vil give dem en klar dagsorden for trepartsforhandlingerne inden overenskomstforhandlingerne. Kan fagbevægelsen f.eks. regne med, at der skal laves aftaler om en styrket indsats mod social dumping ved trepartsforhandlingerne, eller skal fagbevægelsen regne med at skulle knække alle nødder selv ved forårets overenskomstforhandlinger. Hvilke uddannelseskrav skal forbundene stille til overenskomstforhandlingerne, når de ikke ved, hvad regeringen har tænkt sig at komme med ved trepartsforhandlingerne?

En række offentligt ansattes forbund var bekymrede for, at flytningen af overenskomstforhandlingerne til efter overenskomstforhandlingerne på det private område ville føre til, at trepartsforhandlingerne ville blive brugt til at presse de offentligt ansatte til at levere indrømmelser ved overenskomsterne i foråret 2013. I flere af de offentligt ansattes forbund var man tilsvarende usikre på, hvilken deal regeringen vil lægge op til ved trepartsforhandlingerne. Hvad skal fagbevægelsen yde, og hvad kan de få til gengæld? Vil det være ofrene værd?

Behovet for klart regeringsoplæg
Dybest set har regeringen selv været ude om denne modvilje, usikkerhed og bekymring hos arbejdsmarkedets forskellige parter. Regeringsgrundlaget tegner nemlig alt andet end en klar dagsorden for trepartsforhandlingerne, ligesom det ikke tegner noget tydeligt omrids af hvad, hvem skal give og tage i en sådan aftale.

Uanset hvad man måtte mene om S og SF's Fair Løsning, kan man ikke beskylde den for ikke at indeholde en klar deal: Red efterlønnen ved at arbejde 12 minutter mere. Men netop den deal sendte Lars Løkke Rasmussen og Margrethe Vestager i graven, da de indgik efterlønsforliget, og den nye regeringen har endnu ikke præsenteret arbejdsmarkedets parter for en klar erstatning.

Regeringsgrundlaget siger kun meget lidt og meget spredt, tilmed på et meget overordnet plan, om hvilke samfundsforandringer regeringen vil indgå en aftale med arbejdsmarkedets parter om. Det skal regeringen først i gang med at afklare internt i det nye år. Selve regeringsgrundlaget indskrænker sig til et snævert økonomisk mål med trepartsforhandlingerne:

"Samtidig vil vi øge arbejdsudbuddet og beskæftigelsen markant og styrke konkurrenceevnen gennem reformer og ved at inddrage lønmodtagere og arbejdsgivere i en omfattende trepartsaftale." (Regeringsgrundlaget)

Regeringen vil gennemføre en trepartsaftale om en øgning af arbejdsudbuddet "svarende til ca. 20.000 personer frem mod 2020", fordi de 20.000 "vil betyde færre udgifter til overførsler og flere skatteindtægter, så de offentlige finanser forbedres med netto ca. 4 mia. kr. om året", som regeringen har brug for til "arbejdsmarkeds- og uddannelsesinitiativer i bredeste forstand.". Regeringsgrundlaget siger ikke noget om, hvilke reformer, der skal bidrage hvor meget til de 4 mia. kr.

En af de ønskede samfundsøkonomiske effekter, der for regeringen indgår i dette er en styrket dansk lønkonkurrenceevne:

"Behovet for at forbedre dansk lønkonkurrenceevne over for udlandet vil derfor indgå i regeringens kommende trepartsdrøftelser med lønmodtagerne og arbejdsgiverne."

Regeringsgrundlaget siger endnu mindre om, hvilke samfundsforandringer og reformredskaber, regeringen tænker sig for at nå dette snævert økonomiske mål. Der står kun, at det vil være noget med arbejdsmarkedspolitik, erhvervsuddannelser samt voksen- og videreuddannelse. Derfor er det ikke så underligt, at der blandt arbejdsmarkedets parter er uklarhed og hos nogle direkte tilbageholdenhed over for de kommende trepartsforhandlinger. Regeringen har fået den tvivl og snigende modvilje, som den på sin vis har bedt om. Tiden skriger på et klart oplæg fra regeringen, så snart forårets overenskomstforhandlinger er slut.

Ikke det letteste grundlag
Det økonomiske og politiske grundlag for et sådant trepartsudspil til marts er hverken det bedste eller det nemmeste for regeringen. Det skyldes først og fremmest den europæiske krise og de manglende politiske svar på den.

EU har indtil nu hverken villet eller kunnet tage andet ansvar for Europas økonomi og velfærd end at pålægge så mange EU-lande som muligt en spare- og nedskæringsdagsorden gennem den nye finanspagt.  Så længe den internationale finanskapital har mulighed for at blanke den ene europæiske regering efter den anden af ved at kræve tårnhøje risikorenter for at finansiere deres statsgæld, tvinges det ene EU-land efter det andet til en række drastiske spareprogrammer, som igen bidrager til at yderligere økonomisk recession. Det gælder også for Danmark, selv om vi endnu ikke hører til de mest udsatte.

Den danske regering kan ikke selv sikre, at der lukkes af for finansmarkedernes afpresningspolitik. Det vil kræve, at der på europæisk plan tages politiske beslutninger om at afkoble finansieringen af EU-landenes statsgæld fra kapitalmarkedernes pres. Det kan f.eks. ske ved at give lande adgang til at låne i fælleseuropæiske offentlige banker og/eller Den Europæiske Centralbank.

EU-landene kan hverken bekæmpe statsgældsproblemerne eller den økonomiske stagnation med en sparekniv eller med den budgetdisciplin, som den nye finanspagt i EU lægger op til. Det kan kun ske gennem en effektiv vækstpolitik. Det gælder også Danmark. Regeringen kan gøre lidt med en kickstart-finanslov. Men krisetendenserne er så stærke og eurokrisen så akut, at den danske regering er dybt afhængig af en koordineret europæisk vækstpolitik, og den har for øjeblikket lange udsigter. Med sin beslutning om maksimal dansk tilslutning til den nye europagt, har Helle Thorning Schmidt helt afstået fra at engagere sig i det europæiske centrum-venstres kamp for en sådan vækstpolitik. I stedet vil hun gå til forårets trepartsforhandlinger med det udgangspunkt, at Danmark nødvendigvis må føre en politik, der holder os fri af den internationale finanskapitals slagsskygge (læs: spekulation mod den danske krone, statsobligationer, aktier, mv., som kan resultere i bl.a. højere renter og kapitalflugt).

Faglig skepsis
Med dette udgangspunkt for trepartsforhandlingerne vil fagbevægelsen med god ret være skeptisk over for, hvad regeringen kan levere. Dette gælder vel at mærke uanset, om Harald Børsting på fagbevægelsens vegne har erklæret sin støtte til den danske tilslutning til den nye europagt. Der er nemlig tale om en skepsis, der grundlæggende handler om regerings økonomiske formåen til at sikre job og velfærd: Hvordan kan vi være sikre på, at regeringen får råd til at investere de lovede 5 mia. kr. i nye uddannelses- og arbejdsmarkedstiltag, når den samtidig skal overholde europagtens nye snævre grænser for de offentlige budgetter?

Og ikke nok med det. Vil udviklingen i den danske og europæiske krise og de nye sparekrav i den nye europagt ikke bare føre til, at regeringens erklærede mål med trepartsforhandlingerne, en udvidelse af arbejdsstyrken med 20.000, ender med at blive 20.000 flere bagest i arbejdsløshedskøen? Vil magtesløsheden over for den europæiske krise ikke bare føre til virkelig dårlig timing af efterlønsindgrebet? Vil ødelæggelsen af efterlønnen ikke bare ende med at forøge arbejdsløsheden frem mod 2020? Vil afbureaukratisering i den offentlige sektor ikke bare betyde endnu flere fyresedler i den offentlige sektor? 

En mulig trepartsaftale
Kan regeringen så overvinde en sådan skepsis? Måske. Hvis den politiske vilje er der, kan Helle Thorning Schmidt møde op til trepartsforhandlingerne med det budskab, at regeringen melder sig ind i den europæiske kamp for en koordineret vækstløsning på den europæiske stagnation, men har brug for et sikkerhedsnet via en trepartsaftale. En trepartsaftale kan nemlig være med til at sikre Danmark et øget økonomisk og politisk råderum, der vil gøre europagtens krav væsentlig mindre snærende.

Det afgørende nye i de tilføjelser til og opstramninger af de eksisterende EU-regler er et krav om, at det såkaldte strukturelle budgetunderskud maksimalt må være 0,5 pct. af BNP og de eventuelle automatiske straffesanktioner fra EU (eller Danmark selv!), som vi vil kunne blive pålagt. Det særlige begreb strukturelt budgetunderskud henviser ikke til det konkrete, aktuelle budgetunderskud, men en teoretisk beregning af, hvad der vil være budgetunderskuddet i et normalt eller gennemsnitligt år. Kravet er altså, at den offentlige sektor under normale omstændigheder kun må have udgifter, der meget beskedent overstiger indtægterne.

Hvis Danmark derfor kan gennemføre reformer, som i et år uden økonomisk stagnation vil give plads til flere udgifter (f.eks. til de uddannelses- og arbejdsmarkedsinitiativer, som trepartsforhandlingerne bl.a. skal dreje sig om), vil det både give regeringen visse muligheder for at føre en fortsat aktiv beskæftigelsespolitik og for at leve op til sin del af trepartsaftalerne.

Men det er ikke nok. Regeringen må sikre, at trepartsforhandlingerne ikke blot kommer til at handle om øget arbejdsstyrke. Forhandlingerne må også handle om, hvordan vi skaber den innovation, produktivitet og vækst, som kan bringe den forøgede arbejdsstyrke i arbejde. Det er ikke helt nemt. Men her er nogle stikord, som kunne indgå:

· Øgede investeringer i en bedre uddannet arbejdsstyrke, der forbedrer mulighederne for mere innovativt og produktivt arbejde. Danmarks konkurrenceevne risikerer alvorlig forringelse i de kommende 10-20 år, hvis vi ikke giver uddannelse - ikke mindst på de strukturelle flaskehalsområder - en langt højere politisk prioritet;

· En ny, aktiv arbejdsmarkedspolitik, som både kan sikre den bedst kvalificerede arbejdskraft, og som kan give lønmodtagerne de bedst mulige job;

·  En ny arbejdsmarkedspolitik, der skaber de optimale jobmatch til gavn for virksomhedernes produktivitet og medarbejdernes arbejdsliv og arbejdsmarkedstryghed;

·   Udvikling af et arbejdsmarked, hvor lønmodtagere i endnu højere grad end i dag ansættes i job, hvor de har mulighed for at bruge deres kvalifikationer, kompetencer og erfaringer bedst muligt;

·   Et arbejdsmarked, hvor medarbejdernes muligheder for at have et godt arbejde og virksomhedernes muligheder for innovation og omstilling gensidigt befordrer hinanden;

·   Et attraktivt arbejdsmarked for seniorerne: seniorjob, kamp mod aldersdiskrimination, seniorarbejdsmiljø, mv.;

·   Social sammenhængskraft og social kapital på virksomhederne og i samfundet, som ikke blot bidrager til et bedre (psykisk) arbejdsmiljø, men også til øget produktivitet.

·   Afbureaukratisering, tillidsreform og ny velfærdsledelse er væsentlige selvstændige bidrag til effektivitets- og produktivitetsudvikling i den offentlige velfærdssektor.

·   Bedre kombination af forskningsbaseret og erfaringsbaseret læring (samspil mellem forskning/udvikling og produktion). Virksomheder, der kombinerer forskningsbaseret læring med erfaringsbaseret læring er mere innovative end virksomheder, der kun satser på en af delene (eller slet ingen). Virksomheder, der kombinerer medarbejderinvolvering og -læring med brugerfokus er de mest innovative.

Usikkerhed og skepsis over for trepartsforhandlingerne - også internt i regeringen? - kan bekæmpes. Med lederskab og et klart, visionært trepartsoplæg om et bedre og mere produktivt arbejdsliv for alle. Et bedre arbejdsliv for alle - en ny vej ud af krisen, kunne det måske kaldes.