Krisen i Europa og den europæiske fagbevægelse
Af Vasco Pedrina

Offentliggjort: 16. december 2011
Efter at have reddet bankerne og igangsat den første bølge af økonomisk genopretning, begyndte Den Europæiske Union (EU) og dens medlemsstater at indføre drakoniske, anti-sociale spareplaner fra begyndelsen af foråret 2010. Disse planer udspringer af en stadig mere koordineret EU-politik, som - med "Euro-Plus pagten" og den "udvidede redningsplan" - går ind i en ny fase. Præsenteret som en del af en kamp mod "de makroøkonomiske ubalancer", medfører dette en indførelse af nye mekanismer, som vil give EU midlerne til at øge presset for en generel social demontering. Konkret svarer det til en "løn-spændetrøje", der sætter spørgsmålstegn ved arbejdsmarkedets parters autonomi (en af grundpillerne i den "europæiske sociale model"), hæver pensionsalderen i de europæiske lande og indfører lovgivning for at bremse den nationale gæld. Denne politik har ikke kun dramatiske sociale konsekvenser. Den er også vejen ind i en økonomisk blindgyde og risikerer at sætte euroen i fare.

På sin kongres i Athen i maj 2011 bekræftede 'the European Trade Union Confederation' (ETUC) sin modstand mod den aktuelt herskende nyliberale økonomiske politik og krævede igen en kursændring. Den eneste tænkelige måde at trække eurozonen ud af krisen på er en kombination af foranstaltninger, der sigter på både at øge den økonomiske vækst samt på en gradvis nedbringelse af gæld og de makroøkonomiske ubalancer. ETUC opfordrer til en "Ny social og grøn forhandling", der består af en stor investeringsplan, udstedelse af eurobonds, lavrente likviditetsprovision fra Den Europæiske Centralbank (ECB) og en CO2-fattig industripolitik - understøttet af skattereformer, som skal indeholde en skat på finansielle transaktioner. I Grækenlands tilfælde er det nu klart, at landet ikke vil være i stand til at bryde ud af den nuværende onde cirkel uden en virkelig gennemgribende genopretningsplan, der finansieres af EU inden for rammerne af en slags Marshall Plan for lande i nød. ETUC kræver også en grundig gennemgang af 'Euro-pagten' - især den del, der handler om løn- og pensionsforanstaltninger.

Mobilisering mod social kvælning
Som opbakning til dette alternative økonomiske program har ETUC afholdt fire europæiske aktivitetsdage inden for de sidste to år. Demonstrationer og strejker har spredt sig ud over mange europæiske lande, men de kunne ikke opbygge nok pres til at standse den neoliberale damptromle. Dengang det "socialdemokratiske kompromis", under formandskab af Jacques Delors, var en realitet, ville protester af denne størrelse være blevet set som en god grund til at komme i gang med forhandlingerne. Det er ikke længere tilfældet. Hverken EU eller medlemsstaterne blev påvirket af protesthandlingerne. Sandt nok er det lykkedes den europæiske fagbevægelse at få de mest reaktionære lovbestemmelser slettet fra Euro-pagten, men dens asociale styring består sammen med de nationale spareplaner.

På samme tid er nogle af grundpillerne i "den europæiske socialmodel" under konstant angreb. Symptomatisk for dette er EU's afvisning af at korrigere præcedens skabt af Europadomstolen i Laval-, Viking, Rüffert og Luxembourgsagerne i 2007/08. Gennem disse afgørelser kastede domstolen tvivl over de grundlæggende principper for det sociale Europa - såsom forrang for grundlæggende sociale rettigheder over det indre markeds økonomiske friheder, princippet om "lige løn for lige arbejde på samme sted", ret til at strejke for at bekæmpe løndumping og autonomi for arbejdsmarkedets parter.

Den Europæiske fagbevægelse ved en korsvej
"Det sociale Europa" er under pres. Det står klart, at der ikke kommer til at være nogen kursændring, medmindre pres fra strejker og politisk handling koordineres på europæisk plan og bygges op på en skala, hvad vi hidtil har set. Og dog, i krisens kølvand, er fagforeningerne faldet tilbage til defensive kamppositioner inden for nationale rammer. Fagforeningerne har tydeligvis lagt for lidt energi i mobiliseringen i EU. Selv 80.000 mennesker på march i Bruxelles har ikke længere stor nok gennemslagskraft.

Tiden er inde til at revurdere vores strategi, hvis vi vil undgå, at den europæiske fagbevægelse glider ind uopretteligt forfald. Den aktuelle debat inden for den politiske venstrefløj og fagbevægelsen viser to tankesæt. Den ene fremfører en strategi for en "renationalisering" af politikken. Støtterne af denne "fallback-strategi" hævder, at efter som EU er på vej ned i et neoliberalt hul, vil det eneste realistiske svar være at oprette et modstandsnetværk for at forsvare den sociale stat inden for nationale rammer. De venstreorienterede tilhængere af denne holdning har de facto sat sig i samme lejr som de konservative inden for fagbevægelsen, der - lige som en hel del af de nordiske forbund - mener, at den "ensomme vej" er den bedste måde at forsvare deres "nordiske samfundsmodel", selv om denne model er mere og mere truet af nye udviklinger inden for EU.

Den anden tankegang advokerer en "offensiv strategi" for en europæisering af sociale kampe. Argumentet er, at det eneste positive alternativ er et kvantitativt og kvalitativt spring fremad i fælles politisk handling og mobilisering på tværs af Europa. Men tiden inden for hvilken et sådant spring er muligt, er efterhånden begrænset. Der er en alvorlig risiko for, at Euro-pagten, sammen med hele serien af spareplaner, vil forårsage en sådan stigning i ubalancen mellem og i medlemslandene, at de sociale og politiske spændinger bliver uudholdelige - grundet stigningen af populistiske kræfter. De i forvejen stigende spændinger mellem fagforeninger i Europa og blandt forbund i de enkelte lande (såsom Italien) giver en idé om, hvad en sådan udvikling kan medføre, nemlig en komplet lammelse af arbejderbevægelsen.

Midler til at europæisere sociale kampe
De seneste to års strejker og mobiliseringer i forskellige europæiske lande har ført til fremkomsten af nye krav, nye former for handling og nye alliancer - ud fra hvilke nyttige erfaringer kan drages til europæisering af fagforeningernes modstandsnetværk. Samtidig kan andre veje føre til det kvalitative spring, der er beskrevet ovenfor. ETUC-kongressen drøftede to forslag til kampagner med potentiale til at lancere et ægte, koordineret modoffensiv.

Det første af disse forslag vedrører svaret på den aktuelt herskende nyliberale økonomiske politik. Forslaget er baseret på ETUC's alternative økonomiske program - nævnt ovenfor - om en forstærket koordinering af overenskomstforhandlinger, om en offensiv for en europæisk mindstelønspolitik samt en offensiv mod job-usikkerhed. Strejkekapaciteten på arbejdspladserne - til støtte for kravene til EU - skal styrkes med henblik på at nå disse mål. ETUC-kongressen vedtog ganske vist et forslag fra det spanske forbund CCOO og UGT, der opfordrer til en seriøs undersøgelse af mulighederne for koordinerede strejker - en europæisk generalstrejke - men gjorde det uden overbevisning. Det er tydeligt at den politiske vilje stadig mangler, men dette kunne ændre sig, hvis presset fortsætter med at stige, som det sandsynligvis vil.

Det andet forslag, med titlen "Equal Pay, Equal Rights", har til formål at revitalisere kampen for arbejdstagernes rettigheder, som er under angreb næsten overalt, samt kampen mod løndumping. Som støtte til denne kampagne har det schweiziske LO (SGB/USS) foreslået etableringen af et europæisk borgerinitiativ (såkaldt ECI) med titlen "For a Europe without wage dumping - Priority for basic social rights over economic freedoms". Under den nye Lissabon-traktat, kan borgere anmode EU om ny lovgivning med en million underskrifter. Et ECI af denne art ville have til formål at give EU et mandat til de lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal sikre, at forrang for de grundlæggende sociale rettigheder over økonomiske friheder, bliver generel praksis i hele Den Europæiske Union.

Lanceringen af et sådant borgerinitiativ vil gøre det muligt for en bred oplysning (og mobilisering), på arbejdspladser og blandt fagforeninger, i hele Europa - noget der ikke har været muligt hidtil. Andre sociale bevægelser og politiske kræfter, der deler vores bekymringer om Europas fremtid, kan være forbundet med ECI. ETUC-kongressen accepterede dette andet forslag, som en arbejdsgruppe nu har til opgave at sætte på konkret form til udgangen af dette år. Men det gav ikke et klart grønt lys til den afgørende løftestang for en sådan kampagne, nemlig ECI. Forbeholdene kommer fra lande som Frankrig, Storbritannien og Italien, hvis fagforbund siger, at de ikke har nogen tradition for at indsamle underskrifter til et sådant formål. De undervurderer potentialet i et borgerinitiativ som et instrument for decentraliseret bevidstgørelse og politisk pres for et fælles mål i hele Europa.

ETUC-kongressen kunne have sendt et stærkt signal for en storstilet politisk modoffensiv. Den manglende energi til at gå denne vej grunder sandsynligvis i den måde, hvorpå fagforeningerne i ganske mange lande er blevet ramt og svækket. Ikke desto mindre kan det tænkes, at en reaktion, der kan matche de aktuelle udfordringer, bliver mulig, når presset stiger endnu mere, og folk bliver tvunget til at indse, at et socialt og politisk vendepunkt ikke kan nås uden en styrket koordinering af fagforeningernes politik ud over de nationale grænser. Dette vil kræve en alliance mellem alle interesserede sociale bevægelser og politiske kræfter. Fremtiden for det sociale Europa og for den europæiske integrationsproces er på spil.

Artiklen blev første gang bragt i Global Labour Column http://column.global-labour-university.org/

Oversat fra engelsk til Kritisk Debat af Peter Møller