Mangt går værre end ventet. En kritisk analyse af et SF-forløb.
Af Leif Hermann

Offentliggjort: 16. december 2011
Indledning.
Lad det være sagt straks. Jeg er tilhænger af et SF i regering. Jeg finder, at regeringsgrundlaget gennemgående er godt med gode muligheder for SF markeringer. Jeg har svært ved at deltage i forargelsen over løftebrud. Men...

SF er på vej ned, og det er lidt svært at se, hvad der kan gøres. Så godt er regeringsgrundlaget heller ikke. Og profileringsstærke er regeringsposterne ikke måske lige bortset fra miljøministeriet. Årsagen er, at SF's regeringsdeltagelse politisk finder sted på et selvskabt svagt grundlag, således at det alene er SF-ministrenes stålsatte indsats, der i offentligheden skal løfte opgaven og nytegne et genkendeligt SF-ansigt. Om de kan det, vil tiden vise. Men sker det ikke, vil næste folketingsvalg med stor sandsynlighed fritage SF for regeringsansvar.

Ideen her er at undersøge, hvorfor det gik galt på områder, der værdipolitisk var kernestof for SF.

Miseren går nogle år tilbage. Til 2008.

Udskridninger.
SF's politik har altid været præget af værdipolitiske diskussioner og initiativer. Helt tilbage fra slutningen af 1970'erne har f.eks. retspolitikken spillet en fremtrædende rolle som et kendemærke på SF's demokratiforståelse. Markante træk i udviklingen af retspolitikken var tilslutningen til den nye udlændingelov i 1983, SF var hovedkraft i det retspolitiske flertal i årene 1983-88 med blandt andet vedtagelsen af forslaget om forbud mod anonyme vidner. Partiets retspolitiske arbejde var i disse år forankret i partiet gennem hovedbestyrelsens retspolitiske udvalg samt gennem et stort net af eksterne kontakter til de faglige miljøer. Denne linje fortsatte udbrudt indtil 2008.

I foråret og sommeren 2008 begyndte SF at indlede drøftelser med Socialdemokraterne om et nærmere samarbejde, der skulle munde ud i en ny regering. Det var klogt. I august blev hovedbestyrelsen præsenteret for en detaljeret udspil til en integrations- og udlændingeaftale med S. SF var (og er) fortsat i mod 24-årsregelen og tilknytningskravet som betingelser for familiesammenføring, men man bøjede sig og accepterede disse regler i et kommende regeringsgrundlag. Det var det, der kom til at hedde "Plads til alle, der vil". Der lægges op til, at udspillet skal følges af fælles udspil på andre områder. Dette skete med skatteudspillet "Fair Forandring". Men så kom der kun to generelle udspil. Opdatering af "Plads til alle, der vil" efter miséren i efteråret 2010 med pointsystemerne i udlændingepolitikken, samt valggrundlaget "Fair Løsning".

Udlændingeaftalen med Socialdemokraterne var offentliggjort og skabte tilsyneladende ingen væsentlige problemer i offentligheden eller i partiet. Men det blev noteret. På hovedbestyrelsesmødet i november 2008 var det så retspolitikkens tur. Af referatet under punktet: Sigtelinier i retspolitikken fremgår:

"Ole Sohn indledte: Retspolitikken har været et svagt punkt for oppositionen. Der er mange myter om SF's retspolitik, og vi har behov for større troværdighed. VKO's linje virker sagligt set ikke, for kriminaliteten stiger. Der skal mere fokus på løsninger, der virker.

Det indstilles, at HB fastlægger en ramme for forhandlingerne.

Efter drøftelse godkendte HB enstemmigt forhandlingsrammen, således at folketingsgruppen/FU kan godkende aftale endeligt, og at sagen kun kommer tilbage i HB, hvis der er behov for at ændre på forhandlingsrammen."

Kursskiftet i retspolitikken var allerede i gang inden HB-mødet, da et forslag fra integrationsministeren om skærpet meldepligt m.m. (L 69 2008-2009) var til 1. behandling. Her sagde SF's ordfører efter en række kritiske bemærkninger:

"Fra SF's side vil vi derfor gerne have svar på en lang række spørgsmål, før vi tager endelig stilling til forslaget.."

Lovforslagets formål var, at terrormistænkte personer skulle opholde sig i Sandholmlejren, indtil de kunne udvises.

Det bemærkelsesværdige var, at SF accepterer præmissen: At PET uden nogen form for kontrol kan forlange, at terrormistænkte tager ophold i Sandholmlejren. Et forhold som professor Henning Koch på en efterfølgende høring i december betegnede som grundlovsstridigt, hvis det blev administreret, som lovforslagets bemærkninger lagde op til. SF stemte dog nej ved 3. behandlingen. Men ormen begyndte at gnave.

Hvad forhandlingsrammen fra HB-mødet i november 2008 indeholder, fremgår ikke. Tilsyneladende har HB ikke diskuteret, om det faktisk har forholdt sig som anført af Ole Sohn med hensyn til SF's retspolitik eller den forøgede kriminalitet. Der foreligger heller ikke nogen indstilling fra partiets dengang stadig fungerende retspolitiske udvalg.  Der kom heller ikke nogen (kendt) aftale med S. Det skulle vise sig ikke at være nødvendigt.

I februar - marts 2009 brød bandekonflikten ud i København. Det måtte naturligvis give anledning til retspolitiske drøftelser i SF's hovedbestyrelse.

Af referatet fra mødet i marts fremgår følgende fra dagsordenspunktet den politiske situation:

"Villy Søvndal indledte... Det er afgørende at SF ikke lader højrefløjen sætte en dagsorden, som sætter os skakmat. SF skal fastholde klare meldinger jf. udtalelsen om, at Hizb ut Tahrir kan gå ad helvede til. Det er vigtigt at SF bliver hørt også ift. bande- og rockerkrigen. Vi skal turde komme med klare budskaber, også selvom ikke alle er enige med os. Det der foregår på Nørrebro er ekstremt, og folk er bange. SF har spillet ud med toleddet strategi, som indbefatter hårde elementer, som virker her og nu og mere langsigtede tiltag, som forebygger. Den akutte indsats skal omfatte mere politi, udvisning for bandekriminalitet, strengere straf for at bære skydevåben, rockerborge skal fjernes. Men de hårde metoder virker ikke forebyggende, derfor er der også behov for mere bløde tiltag, f.eks. skal vi stoppe fødekæden til bander. Dette er ikke ny SF politik, men det er nyt at vi betoner de hårde elementer pga. den aktuelle situation. Der var været enstemmig tilslutning til linjen i FU, mens enkelte gruppemedlemmer har skabt usikkerhed i medierne, hvilket er uholdbart."

I HB's debat var der overvejende tilslutning til formandens linje.
"SF har opnået meget ved at have markant og aktiv retspolitik. Bandeudspillet er både politisk og strategisk klogt..... Der blev fra anden side rejst kritik af, at SF's retspolitik ændres - ikke af HB eller LM - men ved dag til dag-meldinger. Vi skal ikke bære ved til myte om at SF går mod højre. Villy Søvndal afrundede. Moderne politik betyder, at man skal kunne kommunikere og reagere på det, der optager folk. SF mener, at straf virker og støtter strengere straffe på nogle punkter, f.eks. overfor sexkøb, miljøsyndere og trafikforseelser. Ved i den aktuelle situation at sætte nogle få hårde bandemedlemmer bag tremmer, undgår vi at de begår ny kriminalitet. SF støtter udvisning for grov kriminalitet - herunder ulovlig våbenbesiddelse - af udlændinge uden fast tilknytning til Danmark.
HB tog orienteringen til efterretning."

Som det fremgår, var der åbenbart ikke enighed hverken om analysen eller konklusionerne. Men flertallet i HB var tilsyneladende ikke helt på det rene med, at SF nu for alvor ændrede politik og tilsluttede sig en borgerlig/DF opfattelse af virkningerne af frihedsstraf. Pludselig sammenlignes brug af skydevåben med miljøkriminalitet, færdselslovsovertrædelser og sexkøb. Samtidig siges, at straf virker netop med henvisning til disse lovovertrædelser. En så problematisk forståelse af straffens nyttevirkning, var helt ny i SF og lod offentligheden forstå, at vi nu selv troede på, at strengere straffe var egnet til at stoppe konflikterne. Drøftelsen fik et temmelig grotesk efterspil, idet SF's formand foreslog en minimumsstraf på 1 år for at gå med skydevåben i gaderne, når der var tale om led i bandeopgør. Det lod justitsministeren sig ikke sige to gange, så der kom et lovforslag i slutningen af april 2009, hvor SF's ordfører blandt andet sagde:

"Bandekrigen har snart verseret i København i 10 måneder, og kuglerne har fløjet om ørerne på borgerne, som ikke har kunnet lade deres barnevogne stå ude eller sende deres børn ned på legepladserne... derfor støtter vi dagens forslag, som bl.a. handler om strafskærpelse for våbenkriminalitet og en række områder i straffeloven, hvis ugerningerne begås i forbindelse med et verserende bandeopgør, hvor der bruges skydevåben. Det har været afgørende for SF at skabe ro i de skudglade områder. Nu er det altså nok."

Ordføreren var dog klar over, at virkningen er beskeden, idet hun tilføjer:

"Jeg må bare sige, at strafskærpelse jo kun holder bandemedlemmer fra gaden lidt længere. Den stopper jo ikke, at kriminaliteten rent faktisk sker." Og det fik hun ret i.

Fire måneder efter lovforslagets vedtagelse bragede det løs igen i København.

Samme forår stemte SF for den såkaldte tuneserlov 2, der introducerede hemmelige retssager, når der forelå mistanke om trusler mod rigets sikkerhed. I foråret 2010 var der åbenbart atter et behov for at miskreditere SF's retspolitik i den mere klassiske form. Det skete bl.a. ved, at formanden for partiets ungdomsorganisation SFU betegnede SF som "forbrydernes bedste ven".

I efteråret 2010 var det den udlændingeretlige side af retspolitikken, der (atter) var på dagsordenen. Dels spillede S og SF ud med et såkaldt "ghetto"- udspil og dels blev begge partier fanget af den daværende regerings forslag om ændringer i 24 års regel og tilknytningskrav. Et nyt pointsystem skulle frasortere alle familiesammenføringer med personer fra mindre udviklede lande. Uheldigvis kom S-integrationsordføreren til at sige god for forslaget og umiddelbart efter var SF' integrationsordfører også med. Det fremkaldte så alvorlige protester fra SF's og S' bagland, at et tilbagetog var uundgåeligt. Resultatet var et ret harmløst S-SF pointsystem, men skaden var sket. Flere folketingsmedlemmer protesterede offentligt, og der måtte indkaldes til ekstraordinært møde i partiets nye landsledelse. Resultatet blev, at landsledelsen godkendte en aftale om fælles S-SF holdning i papiret "Nye tider. Nye Krav" som et tillæg til "Plads til alle der vil" med stemmerne 13 for og 3 imod.  

Derefter begyndte tilbagegangen i meningsmålingerne at blive særdeles synlig og den fortsatte. Dette påvirkede dog ikke partiets ledelse, der tilsyneladende mente, at det var de protesterende medlemmer af landsledelsen og folketingsgruppen, der havde skylden for den vigende vælgeropbakning. Så SF fortsatte ganske uanfægtet med en retspolitik og en udlændingepolitik, der til forveksling lignede, hvad DF kunne kreere. SF gik nu også ind for anonym vidneførsel endda i udvidet form. SF stemte for strengere straffe for overfaldsvoldtægt, selvom politiet ikke kunne tælle antallet på mere end én hånd. Tilsvarende sluttede man sig til drastiske strafskærpelser for de såkaldte hjemmerøverier, selvom politiet heller ikke her kunne levere markante tal. Kronen på værket blev en tilslutning til udvidet adgang til pligtig udvisning af udlændinge, der havde begået kriminalitet. Endda i den bagatelagtige afdeling. Og endelig i august 2011 bekræftede SF's daværende sundhedsordfører i radioen sindelagsskiftet ved at mene, at det var ok, at politiet anholdt personer, der ikke har lovligt ophold i Danmark, når de opsøgte en nyoprettet sundhedsklinik.

Alt det skete samtidig med, at en mere og mere slidt formand havde svært ved at pege på forskellen mellem S og SF. Medierne var så småt i efteråret 2010 efter pointsagen begyndt at snakke om, at formandens formkurve nok var toppet. Og pludselig havde SF ikke længere den medie-darling status, som partiet havde haft siden formanden i 2008 skældte ud på Hizb ut Tahir. Pludselig blev partiets meget ensidige mediesatsning på formandens profil en boomerang. Ikke desto mindre kunne den røde blok hele vejen igennem 2011 fastholde et pænt forspring i meningsmålingerne. Takket være Enhedslisten og RV, der forfægtede de klassiske SF-standpunkter i rets- og udlændingepolitikken.

"SF har som Enhedslisten og til dels RV været karakteriseret af en kernevælgergruppe og partimedlemmer, der tænker sig om og trofast holder ved partiet, netop fordi politikken har været udtryk for sund fornuft og sagligt grundlag. Hvis disse vælgere og partimedlemmer efterhånden får nok af lugten i bageriet, står SF tilbage nok med mange vælgere, men af en type, der har et langt mere flygtigt forhold til et partitilhør. Og det kan blive katastrofalt. Det var, hvad der skete for RV ved valget i 2007. Og det samme kan ske for SF, når vælgerne opdager, at alle de sære påhit og løse argumenter ikke hjalp". Det skrev jeg i september 2009. Og det var det, der skete ved valget.

Efterfølgende har uroen i partiet været markant. Flere fremtrædende partimedlemmer har meldt sig ud, og nu forestår et landsmøde, hvor formanden på grund af sit ministerjob får svært ved at holde sammen på partiet. Næstformanden er blevet skatteminister og har ladet sig afløse af et tidligere folketingsmedlem og en 3f formand fra Fyn. Et nyt principprogram er desuden på tegnebrættet og skal vedtages på landsmødet i april 2012. Partiets ledelse må snart erkende, at strategien var forkert og, at partiets regeringsdeltagelse ironisk nok kun skyldes Enhedslisten og RV, der om nogen var i mod SF's populistiske rets- og udlændingepolitiske udskridninger. Hvis ikke det erkendes åbent, begynder mulighederne for et SF med parlamentarisk styrke at blive spinkle.