En ny Kold Krig?
Af Poya Pâkzad

Offentliggjort: 16. december 2011
Er Washingtons politik orienteret mod en kold krig i Asien? På det seneste har Obama-administrationen taget en stribe offensive militære og økonomiske skridt, som kan tyde på det. Eller er der tale om forebyggende manøvre for at forlænge USA's dominans? Det forekommer ikke ganske klart. Men uanset det ene eller det andet strategiske motiv frembringer det en situation med så mange indbyggede spændinger, at magtbalancerne kan komme ud af kontrol.

Særligt den militære omringning af Kina langs dets kyster er blevet eskaleret. Obama annoncerede tilbage i november i Australien, at USA vil opgradere dets flåde i Stillehavet, og forsikrede, at nedskæringerne i forsvarsudgifterne ikke vil omfatte dets militære tilstedeværelse i Asien. 

Til det har man indgået en sikkerheds-aftale med Australien om at sende 2500 marinetropper, kampfly, hangar- og slagskibe til den australske kystby Darwin, samt andre steder langs Kinas kystnære farvande.

Samtidig har Washington på stribe gjort tilnærmelser til de lande, som har maritime konflikter med Kina, og søgt at styrke de militære bånd til disse.

Dertil søger USA at etablere handelsaftaler i Asien (Trans-Pacific Partnership), hvis primære formål er at udelukke eller reducere kinesisk konkurrenceevne. Kina må f.eks. ikke være med i partnerskabet.

Kina og resten af Bric-landene er afhængige af et voksende verdensmarked. Det trækker sig sammen på nuværende tidspunkt, og de kan se sig tvunget til at kanalisere kapital over i deres egen kriseløsningspolitikker, hvilket kan reducere investeringerne bl.a. i USA.

Derfor håber Obama-administrationen at modvirke og råde bod på dets eget økonomiske morads, ved at oprette handelsnetværk udenom Kina, og isolere landet økonomisk, militært og politisk.

De nye politikker, mener flere iagttagere, tyder på en amerikansk 'nyorientering mod Asien'. Det er et forsøg på at bevare USA's hegemoni. Men de risikofyldte tiltag kan i yderste instans tvinge Beijing til at reagere i form af finansiel gengældelse og nedgradering af sin rolle som kreditor.

Kina har på en række centrale områder udkonkurreret USA i både Latinamerika og Afrika, og andre steder i verden kan man notere Kinas voksende i sin indflydelse. Beijing opkøber årligt en bid af den amerikanske statsgæld, og har derfor økonomisk tag på Washington, der vanskeligt kan gå andre steder hen end til Kina. Washington derimod bruger flere penge på militært isenkram til dets globale netværk af atombevæbnede baser, end verden gør sammenlagt på forsvarsudgifter, og kan derfor true Kina og nabolande med militær gengældelse, hvis de måtte vælge en "afkoblingsstrategi i forhold til den herskende orden.      

Så længe Washingtons kan bære at betale sin overlegne status på det militære område, vil den forsøge at gennemtrumfe sin politik med rå magt. Men flere mener, at den tid er forbi, eller at den lakker mod enden. Hvis fremtidsudsigterne for Washingtons sikkerhedsgarantier er tvivlsomme, vil de lande i Asien og Stillehavsområdet, som man vil skabe sig et partnerskab med, bakke ud af enhver aftale til fordel for et mere gunstigt forhold til Kina. Lande som Sydkorea, Japan osv. træffer deres alliancebeslutninger ud fra, hvad der kan betale sig. På den ene side frygter flere af dem kinesisk dominans, men på den anden side holder de sig også til, der hvor magten er på vej hen.

Ideen om at bremse kinesisk magt med militære midler er rene vrangforestillinger. Dels er periferilandene, og USA og EU selv, stærkt økonomisk afhængige af kinesisk vækst og investeringer, og Kina er heller ikke kendt for at lade sig tøjle af nogen.  

En fortsat militarisering og tilspidsning finder også sted langs Ruslands grænser fra Polen til Bulgarien. Her går man ikke mindst videre med missilskjoldsprogrammet, som Pravda ikke ser som andet, end et angrebsvåben, designet til at pacificere potentielle gengældelsesangreb.

Også i de tidligere sovjetrepublikker i Centralasien er Washington i fuld færd med at ruste op i eksisterende samt nye baser. Interventionen i Libyen har indtil videre annulleret de russiske handelsforbindelser i olie-, gas- og forsvarssektoren, og til sidst står Syrien, som den eneste strategiske partner for Rusland i Mellemøsten.

I dette lys skal også de økonomiske sanktioner og sabelraslen mod Iran forstås. Det er nemlig bl.a. et forsøg på at underminere det i forvejen anstrengte russiske forhold til Teheran. Rusland svarer ved at true med udmeldelse fra den halsløse START-traktat med USA, og har planer om at etablere sit eget missilforsvar.

Overgangen fra Medvedev til Putin kan bredt opfattes som en modoffensiv fra Rusland. Indtil videre har Obama-administrationens eskaleringspolitik øget spændingerne i forholdet mellem Rusland og Europa, og truer med totalt at spænde ben for en fredelig nedrustning af atomvåben.

Derfor prøver Rusland nu at etablere et stærkere forhold til Kina, og det vækker alarmerne i Vesten, fordi det ville forskyde magtbalancen betragteligt. Men også politikken over for Rusland kan true den amerikanske økonomi. Det er som om, der er kommet et vigtigt element af uforudsigelighed ind i den amerikanske magt- og udenrigspolitik, og det er ikke helt til at greje, hvilke strategiske overvejelser der gøres i Washington.

Det fremtidige magtcentrum vil være at finde i Asien, mener mange analytikere, for det er her hvor produktiviteten, økonomierne og markederne vokser. Derfor er det ikke mærkeligt, at USA søger at plante sig i regionen. Spørgsmålet er, om det er realistisk eller hensigtsmæssigt at gøre det gennem en så skrøbelig finansieret militær intimideringspolitik.

Hvad vil der fx ske den dag, hvor Kina er stærk nok til at udfordre USA økonomisk og militært, og stærk nok til at understøtte den økonomiske dominans? Da vil USA blive tvunget til at rekapitalisere, omlægge sin økonomi, og reducere drastisk i militærbudgettet. Det vil medføre omfattende og modsætningsfyldte ændringer i det amerikanske samfund og i den amerikanske klassestruktur. Det, der er ved at ske i Europa, og som vi ser begyndende tegn på i USA.

Således kan man antage, at invasionen i Libyen, alliancen med Saudiarabien, presset på Syrien, bindingen af Tyrkiet, presset på Iran osv. først og fremmest har til formål at kontrollere udviklingen i disse områder og sikre de gammelkendte magtbastioner men nok så vigtigt overalt at lægge et pres på Kina subsidiært Rusland, så længe de besidder styrken.

Men det er formentlig alt sammen et mirage, da det efterhånden fremstår som tvivlsomt, om man  vil kunne finde støtte til den førte dominanspolitik om ikke i USA så i hvert fald hos EU's finansielle elite. Politikken er nemlig i forvejen underbudt af voksende investeringer af privat kapital i Kina og det foryngede Sydøstasien.

Alt dette behøver ikke at ende galt eller i åbne krigshandlinger, men i og med ingen af de deltagende stormagter besidder det uantastede hegemoni længere, som det var tilfældet under den Kolde krig, er der en større risiko for, at f.eks. situationen i Iran eller Syrien kommer ud af kontrol. Når der dertil lægges dæmoniseringen af alle de regimer, der ikke underordner sig pax americana, opbygges der også et folkeligt pres for at handle. Hverken boycott eller diplomatiske øvelser holder i længden som magtunderstøttende skridt. Især hvis Kina f.eks. aftager al Irans olie. Retorikken kan med andre ord blive så skinger, at faren for en selvopfyldende profeti er en dyster mulighed.